Sæbeboblen

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

I 1800-tallet var sæbeboblen ikke blot et legetøj for børn, den var også centrum for fysikkens opvisninger og industriens indtog i husholdningerne. Sæbeboblen var på en gang både hverdagslig og ekstraordinær.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


I 1827 malede ital­ienske Fil­ipo Pela­gio Pala­gi maleri­et New­ton opdager lysets bryd­ning. Maleri­et forestiller Isaac New­ton, som fra sin skrivepult vender hov­edet væk fra bøgerne et øje­b­lik og iagt­tager en ung dreng, der blæs­er bobler, hvori solens lys bry­des som i et optisk prisme. Dette billede, en tydelig pen­dant til den kendte fortælling om æblet og tyn­gdekraften, inkarner­er en kobling af den barn­lige naivitet og den årvågne viden­sk­a­belige ind­still­ing, som var cen­tral for viden­sk­abens selv­forståelse i 1800-tal­let.

På Palagis tid var sæben stadig for­be­holdt de rigeste. Senere — i de sid­ste årti­er af 1800-tal­let — blev sæben og dens bobler en efter­spurgt og almen for­brugsvare. Indus­triens store frem­gang gjorde sæbe bil­ligere at masse­pro­duc­ere, og det frem­vok­sende borg­er­skab var bege­jstret for den som sta­tussym­bol. Sæbe­boblen kunne derefter være knudepunkt i et usæd­van­ligt sam­spil mellem viden­skab, kun­st, kul­tur, offent­lighed og økonomiske inter­ess­er.

1800-tal­lets offentlige viden­sk­a­belige forelæs­ninger tiltrak store folkemængder, der betalte godt og betragt­ede matem­atik, kemi og fysik som under­hold­ning på lige fod med cirkus, kon­cert­er eller teater.

Blæs en sæbe­boble — deri kan du stud­ere hele dit liv, måske, og end­da mod­tage vigtige lek­tion­er i fysik der­fra.”

Sådan sagde William Thom­son, fysikpro­fes­sor i Glas­gow, til en stor men­neskeskare i Lon­don i 1880’erne. Han gjorde en god for­ret­ning som offentlig forelæs­er ved at lade sæbe­bobler sym­bol­is­ere de største gåder i fysikken: Atom­ers stør­relse, æterens kvaliteter, Sat­urns ringe, lysets bryd­ning, over­flade­spænd­ing og virke­lighe­dens matem­a­tiske strin­gens kunne anskuelig­gøres ved hjælp af sæbe­bobler eller sæbeskum.

Denne kobling var særligt effek­tiv, for­di sæbe var noget, alle men­nesker kendte fra deres hverdag; en selvføl­gelig gen­stand, der sam­tidig inkarnerede selve den barn­lige forun­dring.

Sæben — og dets bobler — var på en gang almin­deligt og fascinerende. Netop denne kobling mellem dagligda­gen og det viden­sk­a­belige ville William Thom­son og hans ligesind­ede over­føre til viden­sk­aben. Pub­likum kunne gå til forelæs­ning med Thom­son og for­vente at blive under­holdt af per­son­lige anek­dot­er fra badekar­ret, tilstæn­ket med sæbe­vand fra de mange sprungne bobler, imponeret af mange farverige møn­stre, og sam­tidig blive klogere på et fænomen, de alle kendte fra hverda­gen. Man kunne lære om hele uni­ver­sets beskaf­fen­hed blot ved hjælp af en blok sæbe.

Boblernes korte eksis­tens gjorde dem også til oplagte objek­ter for udviklin­gen af nye måleme­toder i de fysiske viden­sk­aber. Særligt fil­mens udvikling var kædet sam­men med sæbe­boblen. Charles Ver­non Boys spe­cialis­erede sig i sæbe­boble­fysik og brugte fil­mop­tagelser til at fange det øje­b­lik, hvor sæbe­boblen sprang; et øje­b­lik, der ellers gik for hur­tigt til at kunne ses med det blotte øje. Denne inter­esse for at fastholde det forgæn­gelige førte videre til optagelser af dråber, der falder og rifler, der affyres, og var med til at frem­drive den tek­nol­o­giske udvikling af stadigt hur­tigere optageteknikker.

Våben­pro­jek­til­er og vand­dråber smelt­ede sam­men hos den engelske fysik­er Arthur Wor­thing­ton. Han indledte sit studie af fysikken bag van­dråbers plask, A Study of Splash­es fra 1908, med to billed­er af ‘per­ma­nent splash­es’: De kratere, et våben­pro­jek­til laver i en armeret stålplade.

Sæbe­boblens naive, leg­ende forgæn­ge­lighed er kun en fysik­forelæs­ning fra den mod­erne krigs­førelses alvorlige, per­ma­nente ar.

Videre læsning

  • Simon Schaf­fer. 2008. ‘A Sci­ence Whose Busi­ness is Burst­ing: Soap Bub­bles as Com­modi­ties in Clas­si­cal Physics’. Things That Talk: Object Lessons from Art and Sci­ence. Zone Books.
  • Arthur Mason Wor­thing­ton. 1908. A Study of Splash­es. Long­mans, Green and Co.

Scroll til toppen