Sæbeboblen
I 1800-tallet var sæbeboblen ikke blot et legetøj for børn, den var også centrum for fysikkens opvisninger og industriens indtog i husholdningerne. Sæbeboblen var på en gang både hverdagslig og ekstraordinær.
I 1827 malede italienske Filipo Pelagio Palagi maleriet Newton opdager lysets brydning. Maleriet forestiller Isaac Newton, som fra sin skrivepult vender hovedet væk fra bøgerne et øjeblik og iagttager en ung dreng, der blæser bobler, hvori solens lys brydes som i et optisk prisme. Dette billede, en tydelig pendant til den kendte fortælling om æblet og tyngdekraften, inkarnerer en kobling af den barnlige naivitet og den årvågne videnskabelige indstilling, som var central for videnskabens selvforståelse i 1800-tallet.
På Palagis tid var sæben stadig forbeholdt de rigeste. Senere – i de sidste årtier af 1800-tallet – blev sæben og dens bobler en efterspurgt og almen forbrugsvare. Industriens store fremgang gjorde sæbe billigere at masseproducere, og det fremvoksende borgerskab var begejstret for den som statussymbol. Sæbeboblen kunne derefter være knudepunkt i et usædvanligt samspil mellem videnskab, kunst, kultur, offentlighed og økonomiske interesser.
1800-tallets offentlige videnskabelige forelæsninger tiltrak store folkemængder, der betalte godt og betragtede matematik, kemi og fysik som underholdning på lige fod med cirkus, koncerter eller teater.
“Blæs en sæbeboble – deri kan du studere hele dit liv, måske, og endda modtage vigtige lektioner i fysik derfra.”
Sådan sagde William Thomson, fysikprofessor i Glasgow, til en stor menneskeskare i London i 1880’erne. Han gjorde en god forretning som offentlig forelæser ved at lade sæbebobler symbolisere de største gåder i fysikken: Atomers størrelse, æterens kvaliteter, Saturns ringe, lysets brydning, overfladespænding og virkelighedens matematiske stringens kunne anskueliggøres ved hjælp af sæbebobler eller sæbeskum.
Denne kobling var særligt effektiv, fordi sæbe var noget, alle mennesker kendte fra deres hverdag; en selvfølgelig genstand, der samtidig inkarnerede selve den barnlige forundring.
Sæben – og dets bobler – var på en gang almindeligt og fascinerende. Netop denne kobling mellem dagligdagen og det videnskabelige ville William Thomson og hans ligesindede overføre til videnskaben. Publikum kunne gå til forelæsning med Thomson og forvente at blive underholdt af personlige anekdoter fra badekarret, tilstænket med sæbevand fra de mange sprungne bobler, imponeret af mange farverige mønstre, og samtidig blive klogere på et fænomen, de alle kendte fra hverdagen. Man kunne lære om hele universets beskaffenhed blot ved hjælp af en blok sæbe.
Boblernes korte eksistens gjorde dem også til oplagte objekter for udviklingen af nye målemetoder i de fysiske videnskaber. Særligt filmens udvikling var kædet sammen med sæbeboblen. Charles Vernon Boys specialiserede sig i sæbeboblefysik og brugte filmoptagelser til at fange det øjeblik, hvor sæbeboblen sprang; et øjeblik, der ellers gik for hurtigt til at kunne ses med det blotte øje. Denne interesse for at fastholde det forgængelige førte videre til optagelser af dråber, der falder og rifler, der affyres, og var med til at fremdrive den teknologiske udvikling af stadigt hurtigere optageteknikker.
Våbenprojektiler og vanddråber smeltede sammen hos den engelske fysiker Arthur Worthington. Han indledte sit studie af fysikken bag vandråbers plask, A Study of Splashes fra 1908, med to billeder af ‘permanent splashes’: De kratere, et våbenprojektil laver i en armeret stålplade.
Sæbeboblens naive, legende forgængelighed er kun en fysikforelæsning fra den moderne krigsførelses alvorlige, permanente ar.
Videre læsning
- Simon Schaffer. 2008. ‘A Science Whose Business is Bursting: Soap Bubbles as Commodities in Classical Physics’. Things That Talk: Object Lessons from Art and Science. Zone Books.
- Arthur Mason Worthington. 1908. A Study of Splashes. Longmans, Green and Co.