Sædcellen

Da Antoni van Leeuwenhoek opdagede sædcellen udfordrede det 1600-tallets metafysiske svar på livets evige mysterium. Hans mikroskop åbnede  en hidtil usynlig verden fuld af blodlegemer, sædceller og protozoner.

BAGGRUNDS KABINET Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.

Opdagelsen af sædcellen rystede det intellektuelle Europa i næsten lige så høj grad som jordskælvet i Lissabon et århundrede efter: Var alle disse umådeligt små væsner mennesker, og hvis ja, hvorfor havde Gud så skabt så mange? Før Leeuwenhoeks opdagelse var forplantningen – den proces hvormed to levende væsner bliver til tre – blevet anset som et åndeligt anliggende. Ifølge den græske filosof Aristoteles kunne forplantning bedst sammenlignes med seglets tryk på den varme lak: Mandens aktive formning af kvindens passive materie – den usynlige, immaterielle livsgnist givet videre til den næste generation.

Men med opdagelsen af sædcellen blev dette livets evige mysterium revet ud af metafysikken og gjort til et empirisk spørgsmål.

Sædceller er usynlige. Men kun for det blotte øje. Da Leeuwenhoek i 1677 fik øje på sædcellen for første gang, var det ved hjælp af et nyligt opfundet instrument: mikroskopet. Mikroskopet blev opfundet i starten af 1600-tallet, men i lang tid var forstørrelsesevnen så svag, at det kun kunne bruges til at gøre små ting større. Insekter var yndede observationsobjekter og mikroskopet rettede på den måde naturhistorikernes fokus nedad mod det, der traditionelt var blevet anset som Guds mindst perfekte skabninger. I 1665 skabte den engelske instrumentmager Robert Hooke  sensation i værket Micrographia ved at fremvise, hvor uperfekte og grove menneskeskabte ting såsom spidsen af en nål ser ud under mikroskopet sammenlignet med tjørnens spidse torne.

Opdagelsen af sædcellen var langt mere radikal. Leeuwenhoeks første eventyr ned i den mikroskopiske verden var tilrettelagt sådan, at de kunne give ham svar på dagligdagserfaringer, såsom hvorfor peber og ingefær er så stærkt på tungen. Leeuwenhoek havde regnet med at finde små torne i peberets overflade og derved en mekanisk forklaring, men i vandopløsningerne af de stærke krydderier fandt han i stedet en uhyrlig koncentration af små dyr. Det fik ham på sporet af undersøgelser af kropsvæskerne: Blod, spyt, mælk og altså sæd blev mikroskoperet.

Den verden, han fandt her, var ikke befolket af døde molekyler med stikkende mekanismer, men af levende animalculer i konstant bevægelse: En underskov af blodlegemer, protozoer og sædceller.

Videre læsning

• Antoni van Leeuwenhoek. 1941. ‘Brev fra Antoni van Leeuwenhoek til W. Brouncker, november 1677’. Alle de brieven. Deel 2: 1676-1679. N. V. Swets & Zeitlinger.
• Edward G. Ruestow. 1983. ‘Images and Ideas: Leeuwenhoek’s Perception of the Spermatozoa’. Journal of the History of Biology 16 (2).