Sædcellen

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

Da Antoni van Leeuwenhoek opdagede sædcellen udfordrede det 1600-tallets metafysiske svar på livets evige mysterium. Hans mikroskop åbnede  en hidtil usynlig verden fuld af blodlegemer, sædceller og protozoner.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.

Opdagelsen af sæd­cellen ryst­ede det intellek­tuelle Europa i næsten lige så høj grad som jord­skæl­vet i Liss­abon et århun­drede efter: Var alle disse umådeligt små væs­ner men­nesker, og hvis ja, hvor­for havde Gud så skabt så mange? Før Leeuwen­hoeks opdagelse var for­plant­nin­gen — den pro­ces hvormed to lev­ende væs­ner bliv­er til tre — blevet anset som et åndeligt anliggende. Ifølge den græske filosof Aris­tote­les kunne for­plant­ning bedst sam­men­lignes med seglets tryk på den varme lak: Man­dens aktive formn­ing af kvin­dens pas­sive materie — den usyn­lige, imma­terielle livs­g­nist givet videre til den næste gen­er­a­tion.

Men med opdagelsen af sæd­cellen blev dette livets evige mys­teri­um revet ud af metafysikken og gjort til et empirisk spørgsmål.

Sæd­celler er usyn­lige. Men kun for det blotte øje. Da Leeuwen­hoek i 1677 fik øje på sæd­cellen for første gang, var det ved hjælp af et nyligt opfun­det instru­ment: mikroskopet. Mikroskopet blev opfun­det i starten af 1600-tal­let, men i lang tid var forstør­relse­sev­nen så svag, at det kun kunne bruges til at gøre små ting større. Insek­ter var ynd­ede obser­va­tion­sob­jek­ter og mikroskopet ret­tede på den måde naturhis­torik­ernes fokus nedad mod det, der tra­di­tionelt var blevet anset som Guds mindst per­fek­te skab­ninger. I 1665 skabte den engelske instru­ment­mager Robert Hooke  sen­sa­tion i vær­ket Micro­graphia ved at fremvise, hvor uper­fek­te og grove men­neskesk­abte ting såsom spid­sen af en nål ser ud under mikroskopet sam­men­lignet med tjør­nens spidse torne.

Opdagelsen af sæd­cellen var langt mere radikal. Leeuwen­hoeks første even­tyr ned i den mikroskopiske ver­den var tilret­te­lagt sådan, at de kunne give ham svar på dagligdagser­faringer, såsom hvor­for peber og inge­fær er så stærkt på tun­gen. Leeuwen­hoek havde reg­net med at finde små torne i peberets over­flade og derved en mekanisk fork­lar­ing, men i van­do­pløs­ningerne af de stærke kry­d­derier fandt han i stedet en uhyrlig kon­cen­tra­tion af små dyr. Det fik ham på sporet af under­søgelser af kropsvæskerne: Blod, spyt, mælk og alt­så sæd blev mikroskop­eret.

Den ver­den, han fandt her, var ikke befolket af døde molekyler med stikkende mekanis­mer, men af lev­ende ani­mal­culer i kon­stant bevægelse: En under­skov af blodlege­mer, pro­to­zo­er og sæd­celler.

Videre læsning

  • Antoni van Leeuwen­hoek. 1941. ‘Brev fra Antoni van Leeuwen­hoek til W. Brounck­er, novem­ber 1677’. Alle de brieven. Deel 2: 1676–1679. N. V. Swets & Zeitlinger.
  • Edward G. Ruestow. 1983. ‘Images and Ideas: Leeuwenhoek’s Per­cep­tion of the Sper­ma­to­zoa’. Jour­nal of the His­to­ry of Biol­o­gy 16 (2).
Scroll til toppen