Regnemaskinen

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

En trækasse med tandhjul og håndkraft, heri bestod mekanikken i 1600-tallets første regnemaskiner. Men selvom den både kunne addere, subtrahere, multiplicere og dividere var der ingen, der gad at købe den.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


Med pen, papir og mul­ti­p­lika­tion­sta­beller sad Johannes Kepler i starten af 1600-tal­let fordy­bet i sin lær­er Tycho Bra­h­es obser­va­tion­er og ledte efter de fysiske love, som måtte gælde for bevægelser i sol­sys­temet. Nye og forbedrede obser­va­tion­steknikker havde gjort ind­sam­lin­gen af data om de nærmeste him­mel­lege­mers bevægelse nem­mere — men med den større mængde data ful­gte et tilsvarende stort arbe­jde med bear­be­jd­nin­gen af tal­lene, og for Kepler gik uover­skueligt meget af hans tid med store mul­ti­p­lika­tion­er.

Bereg­ningerne var meget omstæn­delige, og Kepler måtte bruge red­sk­aber som mul­ti­p­lika­tion­sta­beller eller Napiers knogler. Kepler beklagede sig  i en bre­vud­vek­sling med sin ven, tyske Wil­helm Schickard, som var astronom, matem­atik­er og kar­tograf, at hans bereg­ninger af stjern­ernes afs­tand på himlen beg­y­n­dte at blive for besværlige og lang­somme med alt for store tal og besvær med mul­ti­p­lika­tion­sta­bellerne.

Schickard var fascineret af de smukke mask­in­er og det var i høj grad også det æstetiske ele­ment, der gjorde, at han ønskede at bygge en mask­ine til at løse Keplers matem­a­tiske prob­lem.

Jeg har forsøgt at finde en mekanisk måde at udføre bereg­ninger, som du indtil nu har udført med hån­den. Jeg har kon­strueret en mask­ine, som består af elleve hele og seks delvise tand­hjul, som kan bereg­ne automa­tisk, addere, sub­tra­here, mul­ti­plicere og dividere. Du ville hvile til­freds, hvis du så, hvor­dan mask­i­nen læg­ger tiere og hun­drede sam­men mod ven­stre, og gør det mod­sat­te ved sub­trak­tion.”

I 1623 havde han bygget den første reg­ne­mask­ine – eller reg­neuret, som han kaldte den; en trækasse med en række tand­hjul og van­drette pinde til ind­still­ing af reg­nestykket og et opret­stående dis­play. Mask­i­nen kunne både addere, sub­tra­here, dividere og mul­ti­plicere, og særligt det sid­ste var afgørende for, at mask­i­nen kunne bruges til de bereg­ninger, der skulle til, for at nå end­nu læn­gere ud på stjerne­himlen.

Dog måtte resul­tatet ikke være større end seks cifre, og en lille klokke ringede, hvis man var ved at over­skride kapaciteten.

Kepler nåede dog aldrig at få glæde af mask­i­nen. Den gik tabt i en brand, hvor også alle Schickards skriver­ier om den forsvandt, pånær de få not­er han havde sendt til Kepler. Hans reg­neur blev der­for aldrig taget i brug.

Nogle år senere i Frankrig og uafhængigt af Wil­helm Schickards reg­neur ønskede den franske teenag­er — og senere matem­atik­er og natur­filosof — Blaise Pas­cal at hjælpe sin far, en højt­stående embeds­mand. Faderen havde beklaget sig over, at han på sit arbe­jde havde så frygtelig mange reg­nestykker, at han havde svært ved at følge med. Flere borg­ere og flere skat­ter og afgifter besværlig­gjorde hans arbe­jde.

Pas­cal havde i 1642 færdig­bygget pro­to­typen af sin reg­ne­mask­ine: en rek­tan­gulær kob­berkasse med seks syn­lige tand­hjul på top­pen, som brugeren drejede med hånd­kraft, hvorefter resul­tatet kunne ses i seks fel­ter over tand­hju­lene. Mask­i­nen, der ganske vist var avanceret for sin tid, var kun tænkt til at kunne addere og sub­tra­here. Pas­cal fik bygget halvtreds mask­in­er med hen­blik på salg, men reg­ne­mask­i­nen blev aldrig en kom­mer­ciel suc­ces, for­mentlig for­di den var for klod­set.

Kepler frem­sat­te sine bane­bry­dende love om planternes bevægelse, og Frankrigs bogholdere klarede sig uden Schickards og Pas­cals reg­ne­mask­in­er.

Alligev­el udpeger efter­tiden Schickard og Pas­cals mask­in­er til at være ver­dens første reg­ne­mask­in­er og dermed for­løberne for den dig­i­tale lom­mereg­n­er, der er beslægtet med com­put­eren — dat­a­lo­gien er blevet sig selv bev­idst og har fået behov for at skrive sin egen his­to­rie. Hvad der i Schickards og Pas­cales samtid ikke har haft den store betyd­ning, er nu ind­skrevet i dat­a­lo­giens his­to­rie som com­put­erens helt spæde, men altafgørende beg­y­n­delse.

Selvom begge mask­in­er var for klodsede og aldrig fandt anven­de­lighed eller udbre­delse, ved­blev idéen at eksis­tere i flere århun­dred­er. Der find­es flere efter­føl­gende forsøg på at lave en mask­ine til at bistå men­nes­ket i omfat­tende bereg­ninger.

Der skulle dog gå omtrent tre hun­drede år, før teknolo­gien tillod udførelsen af den brug­bare og ele­gante reg­ne­mask­ine, som tog revanche for de første ver­sion­er og hjalp fysik­erne ud i de uud­forskede dele af stjerne­himlen.

Videre læsning

  • Her­man H. Gold­s­tine. 1977. ‘A Brief His­to­ry of the Com­put­er’. Pro­ceed­ings of the Amer­i­can Philo­soph­i­cal Soci­ety.
  • Den­nis Kar­wat­ka. 2004. ‘Blaise Pas­cal and the First Cal­cu­la­tor’. Tech Direc­tions 64 (4).
  • Chris­t­ian Blangstrup. . 1915. Salmonsens Kon­ver­sa­tion­slek­sikon. A/S J.H.Schultz Boghan­del.