Mind the GAP

Şanlıurfa
Eskin/Bozova/Şanlıurfa, Turkey. 2013. Foto af Ben Ben­der

Imens verdens øjne har været rettet mod borgerkrigene i Syrien og Irak, har Tyrkiet færdiggjort hele 22 megadæmninger i et samlet dæmningssystem. I centrum af projektet står Atatürk-dæmningen som symbolet på Tyrkiets kontroversielle vandpolitik, hvor landets ledere beskyldes for at drage nytte af de uroplagede nabolandes ringe forhandlingskapacitet i spørgsmålet om retten til vand i Eufrat-Tigris-flodbassinet.

FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniør­er, der inter­esser­er sig for dæmninger. Rundt om i ver­den er kæmpedæmninger knudepunk­ter for et væld af kon­flik­ter om natur­res­sourcer, kul­tur­arv, mod­erniser­ing og sociale ret­tighed­er. Bag­grund har bedt en række ekspert­er om at udfolde de mange kon­sekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrki­et


Efter syv år med kon­stant mod­stand og gen­tagne ter­ro­ranslag, stod Atatürk-dæmnin­gen endelig færdig i 1990. I dag, 27 år senere, er det stadig ver­dens tred­je største dæmn­ing og et fyrtårn i plan­etens største dæmn­ing­spro­jekt — GAP-pro­jek­tet.

Atatürk-dæmnin­gen lig­ger omkring 100 km fra San­li­ur­fa i det sydøstlig­ste hjørne af Tyrki­et, tæt på grænsen til Syrien. På lang afs­tand igen­nem den åbne dal som Eufrat-flo­den altid har strøm­met igen­nem, rejs­er dæmnin­gen sig majestætisk i det fjerne med sine 166 meters højde. Her reg­ulerer tyrk­erne, hvor meget vand der får lov til at passere videre til Syrien og senere Irak. Bag dæmnin­gen hober van­det sig op i Atatürk-søen, et enormt van­dreser­voir.

Vejen fra San­li­ur­fa foregår på nylagt asfalt igen­nem et frodigt område med mark­er i alle tænke­lige farv­er – hvid, lil­la, rød og gul – og min­der om det danske land­sk­abs bløde bakker, græssende kvæg og mark­er. Men de mange nye fab­rikker der lig­ger side om side, og trak­tor­forhan­dlere med lange rækker af skin­nende John Deere-mask­in­er, afspe­jler den mas­sive vækst i den tyrkiske land­brugssek­tor – i en anden klasse end Dan­mark. Alt er nyt, opti­mis­men er gen­nemtræn­gende, og vand­ingsan­læggene kør­er på højtryk i de blom­strende bomulds­mark­er.

Vejen løber par­al­lelt med den tyrkisk-syriske grænse. På stræknin­gen oplever man den vold­somme trans­for­ma­tion, som Sydøs­tana­tolien har gen­nemgået de sen­este 15 år. Området er blevet udråbt til Tyrki­ets ’spisekam­mer’, og det såkaldte GAP-pro­jekt har med­ført mas­sive investeringer i ver­dens mest omfat­tende infra­struk­tur til kun­st­vand­ing, 19 vand­kraftan­læg og 141 dæmninger, hvo­raf 22 er de såkaldte megadæmninger. Her­til kom­mer lufthavne, motorve­je og nye uni­ver­siteter, der alt sam­men er opkaldt efter GAP-pro­jek­tet eller den store lands­fad­er, Atatürk, som så mange andre pro­jek­ter og insti­tu­tion­er i Tyrki­et. Tilsam­men har det kostet 32 mil­liarder dol­lars (ca. 215 mil­liarder kro­ner).

På grænsen mellem vækst og krig

Investeringerne i GAP-pro­jek­tets dæmninger og reser­voirs er bun­det op på Mellemøstens to største floder, Eufrat og Tigris. Det skaber et kæm­peprob­lem for nabolan­det Syrien, som nu har mis­tet kon­trollen med den flod, der udgør 60 pro­cent af deres sam­lede vand­ka­pacitet. Ifølge en rap­port fra Chatham House har den tyrkiske kun­st­vand­ingskul­tur også store miljømæs­sige kon­sekvenser for syr­erne, da kun­st­vandin­gens opblød­ning af den tyrkiske ørken­jord infil­tr­erer spilde­van­det med salt. Inden Eufrats vand når ned til den syriske grænse, er saltholdighe­den så høj, at det skad­er den syriske under­grund, gør drikke­van­det ubrugeligt og ødelæg­ger land­bruget.

Eufrat har altid været essen­tiel for den syriske befolkn­ing. Det er også en vigtig flod for Tyrki­et, men for tyrk­erne er det blot én ud af i alt 25 større floder. Nu har Tyrki­et realis­eret en storstilet plan om at bruge Eufrat og Tigris til at styrke økonomien, alt imens syr­erne og irakkerne lig­ger i krig.

For 20 år siden var Sydøs­tana­tolien den fat­tig­ste region i Tyrki­et, og området led under frafly­t­ning. Nu eksporteres der føde­var­er til hele ver­den, der er befolkn­ingsvækst, og økonomien har over­halet både Konya (væk­stom­råde i det cen­trale Ana­tolien, red.) og Sorte­havs­re­gion­erne.

Billedet viser de store ophobede vandreserver ved Atatürk-dæmningen
Billedet vis­er de store ophobe­de van­dreserv­er ved Atatürk-dæmnin­gen

Fra Atatürk-dæmnin­gens tilhørende reser­voir før­er ver­dens største vand­tun­nel­er van­det til San­li­ur­fa med 328 kubik­me­ter vand i sekun­det. Det svar­er til halvde­len af den sam­lede syriske vand­ka­pacitet. Van­det bliv­er fordelt i hun­drede­vis af små kanaler, og på Googles satel­litko­rt ser man tydeligt, hvor­dan hele området bliv­er grønt fra San­li­ur­fa til og med den syriske grænse. I Akcakale, en lille flække på den tyrkiske side af grænsen til Syrien, sam­les spilde­van­det fra land­bruget, men udgør nu kun en ottend­edel af den oprindelige vand­mængde, der nor­malt ville strømme fra Tyrki­et til Syrien. Fra en lille træbro i Akcakale kan man se det beskidte, pes­ti­cid­holdige vand, som nu fort­sæt­ter i ret­nin­gen af det krigshærgede land.

Kurdernes modstand

Selvom GAP-pro­jek­tet har skabt rig­dom og udvikling, er det ikke kun de sydligt beliggende nabolande, der er neg­a­tivt stemt over for det store tyrkiske dæmn­ing­spro­jekt. Mens de forøgede van­dres­sourcer har skabt vel­stand omkring byer som San­li­ur­fa og Har­ran, har de kun­stigt anlagte søer og sti­gende vand­stande oversvøm­met flere byer, hel­lige tem­pler, og med­ført tvangs­for­fly­t­telse af hun­dred­tusind­vis af men­nesker. I dag kan man sejle en tur på Atatürk-søen ved byen Halfeti og støde ind i top­pen af en minaret, som stikker op af van­det. Et sært minde om de men­nesker, som indtil for få år siden boede på det, der nu udgør bun­den af søen. De fleste af dem bor nu læn­gere oppe ad bakken i et støvet nybyg­geri, mens de hver dag kan betragte tur­is­ter, der val­farter til det gam­le Halfeti for at tage billed­er af deres under­søiske hjem.

Pro­fes­sor Aysegül Kibaroglu fra MEF-uni­ver­sitetet i Istan­bul er en af Tyrki­ets mest fremtræ­dende forskere i vand­poli­tik. Hun fork­lar­er, hvor­dan GAP-pro­jek­tet split­ter den tyrkiske befolkn­ing:

”I de områder, hvor folk har oplevet økonomisk udvikling, er dæmningerne pop­ulære. Men de men­nesker, som tra­di­tionelt boede tæt ved flod­bred­den, har mis­tet deres jord og set deres kul­tur­arv gå tabt. For dem ans­es GAP-pro­jek­tet som et over­greb fra Ankaras side.”

Mens alle Eufrats dæmninger står færdi­ge, man­gler Tigris stadig den sid­ste store dæmn­ing, Ilisu-dæmnin­gen. Det er muligvis også pro­jek­tets mest kon­tro­ver­sielle dæmn­ing, da vand­standen vil stige drama­tisk, når den står færdig. Dermed vil den forhis­toriske by, Hasankeyf, blive lagt under vand, og tusind­vis vil atter blive tvangs­fly­t­tet og det har fået nationale og inter­na­tionale ngo’er til at pro­testere over, at man ofr­er ver­dens kul­tur­arv til fordel for en dæmn­ing. Her­til har den tyrkiske regering offentlig­gjort en offi­ciel pol­i­cy-erk­læring, der påpeger, at enhver by i Tyrki­et har bygn­ingsværk­er af høj arkæol­o­gisk sta­tus, og at Ilisu-dæmnin­gen er nød­vendig, hvis Tyrki­et skal fort­sætte sin mod­erne udvikling.

Erk­lærin­gen kan dog også læs­es, som den tyrkiske regerings ligestill­ing mellem mod­standen mod Ilisu-dæmnin­gen og kur­disk pro­pa­gan­da. Mange kur­dere har stål­fast kæm­pet imod GAP-pro­jek­tet, som de men­er, er en ’økonomisk inter­ven­tion’ på kur­disk ter­ri­to­ri­um. Mark Zeitoun, der er en inter­na­tion­al anerk­endt pro­fes­sor i vand­poli­tik ved East Anglia Uni­ver­si­ty, skriv­er i tid­skriftet Polit­i­cal Geog­ra­phy, at GAP-pro­jek­tets indi­rek­te mål er at inte­grere kur­derne i den tyrkiske nation­al­stat ved hjælp af økonomisk frem­gang. Ifølge pro­fes­sor Zeitoun har pro­jek­tet skabt økonomisk frem­gang, og land­brugssek­torens omsæt­ning er næsten blevet for­doblet. Og land­brugssek­toren vil sandsyn­ligvis vokse meget mere, da GAP-admin­is­tra­tio­nen kun har imple­menteret en tred­jedel af de plan­lagte kun­st­vand­ingsan­læg. Mark Zeitoun under­streger der­for, at dæmningerne er et cen­tralt ele­ment i tyrkisk væk­st­strate­gi, men at vand­poli­tikken hæm­mer mulighe­den for frem­gang i Irak og Syrien.

Sam­tidig advar­er miljøekspert­er imod, at det inten­siverede land­brugs dræn­ing og foruren­ing af floderne, ikke blot har kon­sekvenser for Syrien og Irak, men også for Tyrki­et selv på lidt læn­gere sigt. Ifølge pro­fes­sor Aysegül Kibaroglu vækker advarslerne ikke mærk­bar bekym­ring i Ankara:

”Tyrki­ets vand­poli­tik vil altid være mere fokuseret på økonomisk udvikling end på bæredygtighed”, fork­lar­er hun.

Ankaras fjender

Den helt over­skyggende årsag til polemikken om Tyrki­ets vand­for­brug er, at lan­det befind­er sig i ver­dens vand­fat­tig­ste region. Allerede nu oprinder 80 pro­cent af arabernes vand­forsyn­ing uden for den ara­biske ver­den, og forskere har i flere år været bekym­rede over alarmerende prog­noser om drastisk vok­sende befolkn­ingstal og faldende van­dres­sourcer. Af den grund advar­er FN om, at fremti­dens krige kan blive udkæm­pet over de resterende van­dres­sourcer i vandtørstige region­er.

De knappe van­dres­sourcer har også ført Tyrki­et og Syrien på tærsklen til krig i flere omgange. 1980erne og 1990erne var generelt præget af at syr­erne og kur­derne benyt­tede sig af ter­ror. Tyrki­et svarede igen ved at bruge kon­trollen over van­dres­sourcerne til at holde sine fjen­der i skak. Mest drama­tisk gik det for sig i 1990, da Tyrki­et tilbage­holdte Eufrats vand i en måned for at fylde den nyligt anlagte Atatürk-sø. Det førte til, at syr­erne følte sig så truet, at de allierede sig med Ankaras største fjende, Kur­dis­tans Arbe­jder­par­ti – bedre kendt som PKKPKK truede med at bombe dæmningerne, hvis ikke van­det fik lov at løbe frit. Men Tyrki­et var klar til krig for at forsvare vand­pro­jek­tet og rykkede hæren helt frem til den syriske grænse og truede med at inter­venere, hvilket til sidst fik Syrien til at trække støt­ten til den kur­diske oprørs­gruppe tilbage.

Når vandpolitik bliver sikkerhedspolitik

Selvom Atatürk-dæmnin­gen er blevet det bærende sym­bol for det syriske tørkeprob­lem, så er der andre årsager til vand­man­glen i Syrien. Rap­porter fra FN og Chatham House under­streger, at de syriske udfor­dringer også til dels skyldes Assad-regimets mangeårige inkom­pe­tente styring af van­dres­sourcerne.

Den syriske inkom­pe­tence er uomtvis­telig, men omvendt er tyrkisk vand­poli­tik en inter­na­tion­alt anerk­endt trussel for lev­evilkårene i Mesopotamien, og det bliv­er værre år for år. GAP-pro­jek­tet har uden tvivl begrænset Eufrat-flo­dens vand­strøm betragteligt, og det er bemærkelsesværdigt, at Tyrki­et – som et ud af kun tre lande i ver­den – har nægtet at under­skrive den inter­na­tionale kon­ven­tion om vand­del­ing. Det vil sige, at tyrk­erne ikke er juridisk forpligt­ede til at fort­sætte med at fri­give de 500 kubik­me­ter vand i sekun­det, som er den fast­sætte mængde ifølge en aftale indgået af Tyrki­et, Syrien og Irak i 1991.

Sit­u­a­tio­nen langs Eufrat-flo­den teg­n­er et billede af, at Syrien og Irak altid vil være de små i magt­spillet mod Tyrki­et, og deres ikke-priv­i­legerede vand­forhold kan sandsyn­ligvis fastholde befolknin­gen i en human­itær krise, længe efter at kri­gene engang er slut. Sam­tidig forvær­rer kri­gene prob­lemet og Syrien og Irak har ikke haft kapacitet til at mod­stille sig tyrk­ernes færdig­gørelse af de sid­ste dæmninger. Ifølge Mark Zeitoun afspe­jler kon­flik­ten det generelle forhold, at vand altid er under­pri­or­iteret i forhold til dets vigtighed. Det bety­der, at midt under en borg­erkrig bliv­er det anset for at være det mind­ste prob­lem af en lang række ødelæggende forhold. Men på sigt anty­der prog­noserne, at vand­man­gel kan blive den største trussel mod syrisk og irakisk over­levelse.

Vand­poli­tik bliv­er dermed også til sikker­hed­spoli­tik, og GAP-pro­jek­tet spiller en cen­tral rolle i Tyrki­ets sikker­hed­spoli­tik. Flere ana­lytikere påpeger, at Tyrki­et er meget opmærk­som på den magt, det giv­er at kon­trollere regio­nens største floder, og pro­fes­sor Aysegül Kibaroglu fork­lar­er, at Tyrki­et ser det som et geografisk priv­i­legium at være i stand til at kon­trollere floderne: »et priv­i­legium som de aldrig vil give afkald på«.

’Vi kommer ikke og beder om deres olie’

GAP-pro­jek­tet har haft stor suc­ces, både hvad angår den vand­kraften­er­gi, der bliv­er fordelt over hele Tyrki­et, og den kun­st­vand­ing, som har skabt vel­stand og ro i en his­torisk set fat­tig og uro­plaget region. Deru­dover er dæmn­ing­spro­jek­tet med til at uafhængig­gøre Tyrki­et fra de ara­biske lande.

I et uafhængighedsper­spek­tiv er vand­kraften­er­gi vigtig, da Tyrki­et hverken har olie- eller gas­re­serv­er, og på trods af to mil­lion­er hek­tar kun­st­van­det land vil GAP først og fremmest altid være et energipro­jekt, erk­lær­er det tyrkiske uden­rigsmin­is­teri­um. Dæmningerne skaber alt­så sikker­hed i form af såv­el ener­gi som vand- og føde­vare­sikker­hed, der er forud­set til at blive fremti­dens sikker­hed­sprob­lem i Mellemøsten.

Ifølge pro­fes­sor Mark Zeitoun, er Tyrki­et det land i regio­nen, der har været mest opmærk­som på van­dets strate­giske vigtighed. Tyrk­erne har udnyt­tet lan­dets geografiske plac­er­ing ved udspringet af Mellemøstens to største floder og skabt det, Zeitoun beteg­n­er som et ”hydro-hege­moni” – alt­så en region­al stor­magt­srolle inden for vand­sikker­hed. Teo­retisk set er en hydro­hege­mon stat i stand til, at kon­solid­ere magten i sit inter­esseom­råde ved at kon­trollere de van­dres­sourcer, som dets poten­tielle rivaler er afhængige af. Spørgsmålet er så bare, hvor­dan Tyrki­et vil bruge den sta­tus.

Tyrki­et har længe været opmærk­som på den magt, det giv­er at kon­trollere Mellemøstens største van­dres­sourcer. Siden slut­nin­gen af 1980erne har lan­dets ledere i tilt­a­gende grad bal­anceret ven­ner og fjen­der gen­nem kon­trollen med vand, og især Syrien er flere gange blevet min­det om, at det er Ankara, som bestem­mer, hvor meget vand de får. Tyrki­ets nu tidligere præsi­dent Turgut Özal udtryk­te sig således om ret­ten til Eufrat og Tigris, ”Vi kom­mer ikke og bed­er om en del af deres olie, så hvor­dan kan de kræve at få del i vores vand?” Denne udtalelse runger til stadighed i syr­ernes og irak­ernes bev­id­s­thed.

Tyrki­ets lands­fad­er, Kemal Atatürk, gjorde opmærk­som på per­spek­tiverne i at udnytte Eufrat og Tigris allerede i starten af de 20. århun­drede. I 1990 lagde han så navn til en dæmn­ing, som blev grund­ste­nen i ver­dens største dæmn­ing­spro­jekt. Dæmn­ing­spro­jek­tet skal være færdigud­ført, når repub­likken fylder 100 år i 2025, og der er ingen tvivl om at GAP-pro­jek­tet er med til at præge fremti­dens Mellemøsten.

Bjørn Bang Jakob­sen er free­lance­jour­nal­ist og cand.soc. i Inter­na­tion­al Secu­ri­ty and Law.