Dæmninger og demokrati: Er det sidste blevet sagt i sagen om Hasankeyf?

Hasankeyf

En grundlæggende idé i den tyrkiske republik er at betragte moderniseringer som kuren mod al dårligdom. Men de kommer ikke altid hele befolkningen til gavn. Politisk sociolog Hande Paker udlægger her kulturarvs stridighederne om byen Hasankeyf og Ilisu dæmningen.

FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniør­er, der inter­esser­er sig for dæmninger. Rundt om i ver­den er kæmpedæmninger knudepunk­ter for et væld af kon­flik­ter om natur­res­sourcer, kul­tur­arv, mod­erniser­ing og sociale ret­tighed­er. Bag­grund har bedt en række ekspert­er om at udfolde de mange kon­sekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrki­et


I jan­u­ar 2016 blev en ny lov ved­taget i det tyrkiske par­la­ment om for­fly­t­nin­gen af byen Hasankeyf og evakuerin­gen af dens beboere til et nyt gen­bosæt­telsesom­råde, udpeget af stat­en.

Det er første gang i tyrkisk his­to­rie, at man skaber en ny bosæt­telse gen­nem juridiske kanaler. Loven mark­er­er den sen­este fase i en læn­gere kon­tro­vers om Hasankeyfs skæb­ne.

Hasankeyf er en ældgam­mel bosæt­telse i det sydøstlige Tyrki­et, der betragtes som et slags ’open-air muse­um’ fyldt med neoli­tiske huler, romerske ruin­er, mid­de­lal­der­mon­u­menter og vartegn såsom Zeynel Beys mau­soleum, Sul­tan Süley­man-moskeen samt broen og slot­tet i Hasankeyf.

Den europæiske fond for natur- og kul­tur­arv Europa Nos­tra har for nyligt plac­eret Hasankeyf på deres liste over de ’7 mest truede’ sted­er for 2016. Den igangværende kon­struk­tion af Ilisu-dæmnin­gen truer dette kul­tur­arvsst­ed, som vil blive oversvøm­met, når dæmnin­gen bliv­er færdig­bygget i løbet af i år.

Ilisu-dæmnin­gen truer også det større Tigris-område, efter­som den vil forår­sage områdets miljømæs­sige under­gang med tab af endemiske arter og essen­tielle bio­di­ver­sitet­som­råder af glob­al betyd­ning.

Magtsymbol

Dæmninger har længe været et stærkt sym­bol på en stats­magt, der både har bidraget til og udnyt­tet den hege­moniske diskurs i Tyrki­et, som hædr­er økonomisk vækst og mod­erniser­ing.

Dæmninger er blevet præsen­teret som pro­jek­ter, der kan skabe vækst, beskæftigelse og i sid­ste ende mod­erniser­ing (1). At mod­erniser­ing (det vil sige frem­skridt og civil­i­sa­tion) kan tilbyde en kur til al dårlig­dom er en grundlæggende repub­likan­sk idé, der også har vist sig at være den mest sejlivet.

Dens hege­moniske magt kan tilskrives det fak­tum, at den også er blevet brugt af AKP-regerin­gen – et poli­tisk par­ti, der har bygget sin agen­da på kri­tikken og afskaf­felsen af det såkaldte ’gam­le Tyrki­et’.

AKP har lænet sig op ad denne ikke så nye diskurs til at skabe et billede af stat­en, som udby­der og omdel­er af tjen­ester i folkets inter­esse. Mod­erniser­ings­diskursen er hege­monisk, idet stat­en har lykkedes med at etablere udvikling som hele sam­fun­dets fælles mål, og det gener­erer bred kon­sen­sus om pro­jek­ter i mod­erniserin­gens navn.

Diskursen bliv­er også opretholdt af AKP, dog på nyere og mere gemene måder. Mod­erniserin­gens hege­moni i Tyrki­et har med­vir­ket til, at alle relaterede ved­tag er blevet god­k­endt uden ske­len til de sociale og økol­o­giske omkost­ninger ved energi­in­vesteringer, infra­struk­turelle megapro­jek­ter og byfornyelsespro­jek­ter. Det er dæmningerne et pragtek­sem­plar på.

Demirels dæmninger

Forbindelsen mellem dæmninger og frem­skridt fik sin ulti­ma­tive for­t­aler i Süley­man Demirel, der med mellem­rum sad som Tyrki­ets pre­mier­min­is­ter i peri­o­den 1965–1993 og var præsi­dent fra 1993 til 2000. Det var ikke uden berettigelse, at Süley­man Demirel fik tilnavnet ’dæmningekon­gen’, der selv færdig­gjorde dus­in­vis af dæmninger og gav sin støtte til end­nu flere af slagsen under hans embedspe­ri­ode (2).

Han påb­eg­y­n­dte også det Sydøstlige Ana­tolske Pro­jekt (GAP), hvilket er et af de største van­drelaterede udvikling­spro­jek­ter i ver­den. Det er et kæmpe pro­jekt med dæmninger af forskel­lige stør­relser, hydroelek­triske kraftværk­er og kun­st­vand­ningsan­læg, som han beskrev som ’cementen i Tyrki­ets enhed og Repub­likkens største pro­jekt.’

Ilisu-dæmnin­gen var plan­lagt som en del af samme megapro­jekt, og er tænkt til at skulle blive en af de fem største dæmninger i Tyrki­et. Lige­som med GAP blev dæmnin­gen set som et udtryk for ‘udvikling’, og udvikling var tænkt som et vidun­der­mid­del, der kunne kurere alle sociale, økonomiske og poli­tiske prob­le­mer.

Set fra statens per­spek­tiv ville GAP sam­tidig formildne kur­dernes poli­tiske krav og styrke statens tilst­ede­værelse i området.

Således vis­er Ilisu, hvor­dan stat­en forsøger at isce­nesætte den kur­diske udfor­dring som et spørgsmål om under­ud­vikling og man­gel på økonomisk vækst og ikke som et prob­lem, der vedrør­er men­neskerettighed­er, demokra­tis­er­ing og gen­er­al delt­agelse i den poli­tiske sfære.

Dæmninger og andre megapro­jek­ter anven­des fort­sat til at skabe sam­tykke og til at forstærke billedet af regerin­gen som en ser­viceud­by­der for folket.

Men i til­fældet med Ilisu og kur­derne er det tydeligt, at dæmninger ikke læn­gere er en mekanisme, der kan generere sam­tykke. Lige efter at loven blev god­k­endt sendte ini­tia­tivet Bevar Hasankeyf en pressemed­delelse ud, hvori de under­stregede, at regerin­gen udnyt­ter kon­flik­t­si­t­u­a­tio­nen til at undgå den demokratiske pro­ces og få gen­nemtrum­fet det yder­st omdiskuterede dæmn­ing­pro­jekt. Udtalelsen påpeger også, at de lokale borg­ere i Hasankeyf ser for­fly­t­telsen som et urimeligt krav og der­for i protest slet ikke vil angive nogle ønsker i forbindelse med bebyggelsen af ‘det nye’ Hasankeyf.

Bevar Hasankeyf

Ini­tia­tivet Bevar Hasankeyf er en nøgle­spiller i kam­p­en for at red­de Hasankeyf. Ini­tia­tivet start­ede for ti år siden og voksede sig hur­tigt til at blive et ind­fly­delses­rigt netværk med 73 medlem­sor­gan­i­sa­tion­er, herun­der men­neskerettigheds- og miljøor­gan­i­sa­tion­er, omkring­liggende kom­muner, fag­foreninger samt andre fagor­gan­i­sa­tion­er fra regio­nen.

Men mobilis­erin­gen imod kon­struk­tio­nen af dæmnin­gen strækker sig end­nu læn­gere tilbage, helt til slut­nin­gen af 90’erne og starten af 00’erne. Her løb der gen­nem flere år en kam­pagne for at stoppe kon­struk­tio­nen af dæmnin­gen, der var anført af lokale, nationale og inter­na­tionale civil­sam­fund­sor­gan­i­sa­tion­er og under stor bevå­gen­hed .

Kam­pag­nens pri­or­i­teringer ændrende sig løbende alt efter hvilke civil­sam­fund­sor­gan­i­sa­tion­er, der sad ved roret. Lokale aktør­er lagde mest vægt på men­neskerettighed­saspek­ter, hvo­rimod den nationale miljøor­gan­i­sa­tion, Doğa Asso­ci­a­tion, fremhævede de miljømæs­sige kon­sekvenser, og fik støtte fra velk­endte for­fat­tere såsom Orhan Pamuk og Yasar Kemal og pop­ulærkul­turelle per­son­lighed­er som Tarkan og Sezen Aksu. Transna­tionale civil­sam­fund­sor­gan­i­sa­tion­er og ‑netværk var også involveret og deres samar­be­jde førte til en stor sejr for bevægelsen, da uden­landske kred­i­tor­er fra Tysk­land, Schweiz og Østrig trak sig fra pro­jek­tet.

Sejren viste sig dog at være kort­varig, idet den tyrkiske stat lykkedes med at skaffe nationale midler fra to banker i stedet. Ned­er­laget fik Doğa Asso­ci­a­tion til at etablere nye transna­tionale forbindelser, eksem­pelvis til de lokale grup­per i Brasilien, der kæm­pede imod Belo Monte dæmnin­gen. Sam­men start­ede de to bevægelser netvær­ket Damoc­ra­cy for at skabe opmærk­somhed om de destruk­tive kon­sekvenser af dæmninger på både økosys­te­mer og lokalbe­folkninger.

De forskel­lige civil­sam­fund­sak­tør­er (de lokale, nationale og transna­tionale) skabte en sol­i­daritet imellem sig, der mulig­gjorde, at de kunne kæmpe for en fælles sag på tværs af deres forskel­lige per­spek­tiv­er på men­neskerettighed­er, økol­o­gisk bæredygtighed og kul­tur­arv.

Symbolet Ilisu

I til­fældet med Hasankeyf er Ilisu-dæmnin­gen blevet et sym­bol på statens under­trykkende magt snarere end et udtryk for at regere med sam­tykke.

Og det gælder ikke kun for kur­derne. I et godt stykke tid har de miljømæs­sige protest­bevægelser også givet udtryk for et ønske om demokra­tis­er­ing. Det har med­ført en direk­te kri­tik af den måde, som stat­en (det vil sige AKP) ignor­erer borg­ernes krav om at få ind­fly­delse på beslut­ning­sprocesserne — uanset om der er tale om en dæmn­ing, et kraftværk, et vand­værk, et atom­kraftværk, en mine, nye boli­gan­læg, broer eller lufthavne der bygges i deres floder, dale, lands­by­er, skove, byer eller region­er.

På trods af alle kon­tro­ver­serne og uenighed­erne i forbindelse med denne slags pro­jek­ter fort­sæt­ter AKP-regerin­gen med at præsen­tere infra­struk­tur­pro­jek­ter som pres­tige­fyldte skridt imod yderligere udvikling.

Men forsøget på at vin­de støtte gen­nem mod­erniser­ings­diskursen lykkes kun i en bestemt del af sam­fun­det, for­di tilslut­nin­gen primært repro­duc­eres i en yder­st polaris­eret kon­tekst af promi­nente repræsen­tan­ter for AKP.

Der går ikke én dag uden at en offentlig per­son­lighed, organ­i­sa­tion eller social­gruppe, der udtrykker et krav om demokratisk delt­agelse, bliv­er mødt med kalde­navne som “for­rædere”. I takt med at regerin­gens svækkes i at skabe sam­tykke gen­nem den hege­moniske mod­erniser­ings­diskurs, styrkes deres ten­dens til at anvende vold­elig magt i stedet for.

Det er stadig uvist, om det over­hovedet er muligt at regere et så polaris­eret sam­fund i takt med, at det tyrkiske folk fort­sæt­ter med at miste deres hjem, livs­grund­lag, lev­emåder, økol­o­giske diver­sitet og arkæol­o­giske kul­tur­arv.

Hande Pak­er er poli­tisk soci­olog ved Sabancı Uni­ver­sitetet. Tek­sten er en over­sæt­telse fra Open Democ­ra­cy og er dækket af CC BY-NC 4.0 licens.

Artiklen er over­sat af Morten Gusten­hoff & Niklas Tør­ring.


Not­er

(1) Se Akbu­lut, B. and F. Adaman, 2014, ‘The unbear­able appeal of mod­ern­iza­tion: The fetish of growth’ Per­spec­tives, https://tr.boell.org/tr/node/879 for en mere fyldig diskus­sion af emnet.

(2) Akbu­lut, B. and F. Adaman, 2014, ‘The unbear­able appeal of mod­ern­iza­tion: The fetish of growth’ Per­spec­tives, https://tr.boell.org/tr/node/879.

Scroll til toppen