Dæmninger og demokrati: Er det sidste blevet sagt i sagen om Hasankeyf?

En grundlæggende idé i den tyrkiske republik er at betragte moderniseringer som kuren mod al dårligdom. Men de kommer ikke altid hele befolkningen til gavn. Politisk sociolog Hande Paker udlægger her kulturarvs stridighederne om byen Hasankeyf og Ilisu dæmningen.

FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniører, der interesserer sig for dæmninger. Rundt om i verden er kæmpedæmninger knudepunkter for et væld af konflikter om naturressourcer, kulturarv, modernisering og sociale rettigheder. Baggrund har bedt en række eksperter om at udfolde de mange konsekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrkiet

I januar 2016 blev en ny lov vedtaget i det tyrkiske parlament om forflytningen af byen Hasankeyf og evakueringen af dens beboere til et nyt genbosættelsesområde, udpeget af staten.

Det er første gang i tyrkisk historie, at man skaber en ny bosættelse gennem juridiske kanaler. Loven markerer den seneste fase i en længere kontrovers om Hasankeyfs skæbne.

Hasankeyf er en ældgammel bosættelse i det sydøstlige Tyrkiet, der betragtes som et slags ’open-air museum’ fyldt med neolitiske huler, romerske ruiner, middelaldermonumenter og vartegn såsom Zeynel Beys mausoleum, Sultan Süleyman-moskeen samt broen og slottet i Hasankeyf.

Den europæiske fond for natur- og kulturarv Europa Nostra har for nyligt placeret Hasankeyf på deres liste over de ’7 mest truede’ steder for 2016. Den igangværende konstruktion af Ilisu-dæmningen truer dette kulturarvssted, som vil blive oversvømmet, når dæmningen bliver færdigbygget i løbet af i år.

Ilisu-dæmningen truer også det større Tigris-område, eftersom den vil forårsage områdets miljømæssige undergang med tab af endemiske arter og essentielle biodiversitetsområder af global betydning.

Magtsymbol

Dæmninger har længe været et stærkt symbol på en statsmagt, der både har bidraget til og udnyttet den hegemoniske diskurs i Tyrkiet, som hædrer økonomisk vækst og modernisering.

Dæmninger er blevet præsenteret som projekter, der kan skabe vækst, beskæftigelse og i sidste ende modernisering (1). At modernisering (det vil sige fremskridt og civilisation) kan tilbyde en kur til al dårligdom er en grundlæggende republikansk idé, der også har vist sig at være den mest sejlivet.

Dens hegemoniske magt kan tilskrives det faktum, at den også er blevet brugt af AKP-regeringen – et politisk parti, der har bygget sin agenda på kritikken og afskaffelsen af det såkaldte ’gamle Tyrkiet’.

AKP har lænet sig op ad denne ikke så nye diskurs til at skabe et billede af staten, som udbyder og omdeler af tjenester i folkets interesse. Moderniseringsdiskursen er hegemonisk, idet staten har lykkedes med at etablere udvikling som hele samfundets fælles mål, og det genererer bred konsensus om projekter i moderniseringens navn.

Diskursen bliver også opretholdt af AKP, dog på nyere og mere gemene måder. Moderniseringens hegemoni i Tyrkiet har medvirket til, at alle relaterede vedtag er blevet godkendt uden skelen til de sociale og økologiske omkostninger ved energiinvesteringer, infrastrukturelle megaprojekter og byfornyelsesprojekter. Det er dæmningerne et pragteksemplar på.

Demirels dæmninger

Forbindelsen mellem dæmninger og fremskridt fik sin ultimative fortaler i Süleyman Demirel, der med mellemrum sad som Tyrkiets premierminister i perioden 1965-1993 og var præsident fra 1993 til 2000. Det var ikke uden berettigelse, at Süleyman Demirel fik tilnavnet ’dæmningekongen’, der selv færdiggjorde dusinvis af dæmninger og gav sin støtte til endnu flere af slagsen under hans embedsperiode (2).

Han påbegyndte også det Sydøstlige Anatolske Projekt (GAP), hvilket er et af de største vandrelaterede udviklingsprojekter i verden. Det er et kæmpe projekt med dæmninger af forskellige størrelser, hydroelektriske kraftværker og kunstvandningsanlæg, som han beskrev som ’cementen i Tyrkiets enhed og Republikkens største projekt.’

Ilisu-dæmningen var planlagt som en del af samme megaprojekt, og er tænkt til at skulle blive en af de fem største dæmninger i Tyrkiet. Ligesom med GAP blev dæmningen set som et udtryk for ‘udvikling’, og udvikling var tænkt som et vidundermiddel, der kunne kurere alle sociale, økonomiske og politiske problemer.

Set fra statens perspektiv ville GAP samtidig formildne kurdernes politiske krav og styrke statens tilstedeværelse i området.

Således viser Ilisu, hvordan staten forsøger at iscenesætte den kurdiske udfordring som et spørgsmål om underudvikling og mangel på økonomisk vækst og ikke som et problem, der vedrører menneskerettigheder, demokratisering og general deltagelse i den politiske sfære.

Dæmninger og andre megaprojekter anvendes fortsat til at skabe samtykke og til at forstærke billedet af regeringen som en serviceudbyder for folket.

Men i tilfældet med Ilisu og kurderne er det tydeligt, at dæmninger ikke længere er en mekanisme, der kan generere samtykke. Lige efter at loven blev godkendt sendte initiativet Bevar Hasankeyf en pressemeddelelse ud, hvori de understregede, at regeringen udnytter konfliktsituationen til at undgå den demokratiske proces og få gennemtrumfet det yderst omdiskuterede dæmningprojekt. Udtalelsen påpeger også, at de lokale borgere i Hasankeyf ser forflyttelsen som et urimeligt krav og derfor i protest slet ikke vil angive nogle ønsker i forbindelse med bebyggelsen af ‘det nye’ Hasankeyf.

Bevar Hasankeyf

Initiativet Bevar Hasankeyf er en nøglespiller i kampen for at redde Hasankeyf. Initiativet startede for ti år siden og voksede sig hurtigt til at blive et indflydelsesrigt netværk med 73 medlemsorganisationer, herunder menneskerettigheds- og miljøorganisationer, omkringliggende kommuner, fagforeninger samt andre fagorganisationer fra regionen.

Men mobiliseringen imod konstruktionen af dæmningen strækker sig endnu længere tilbage, helt til slutningen af 90’erne og starten af 00’erne. Her løb der gennem flere år en kampagne for at stoppe konstruktionen af dæmningen, der var anført af lokale, nationale og internationale civilsamfundsorganisationer og under stor bevågenhed .

Kampagnens prioriteringer ændrende sig løbende alt efter hvilke civilsamfundsorganisationer, der sad ved roret. Lokale aktører lagde mest vægt på menneskerettighedsaspekter, hvorimod den nationale miljøorganisation, Doğa Association, fremhævede de miljømæssige konsekvenser, og fik støtte fra velkendte forfattere såsom Orhan Pamuk og Yasar Kemal og populærkulturelle personligheder som Tarkan og Sezen Aksu. Transnationale civilsamfundsorganisationer og -netværk var også involveret og deres samarbejde førte til en stor sejr for bevægelsen, da udenlandske kreditorer fra Tyskland, Schweiz og Østrig trak sig fra projektet.

Sejren viste sig dog at være kortvarig, idet den tyrkiske stat lykkedes med at skaffe nationale midler fra to banker i stedet. Nederlaget fik Doğa Association til at etablere nye transnationale forbindelser, eksempelvis til de lokale grupper i Brasilien, der kæmpede imod Belo Monte dæmningen. Sammen startede de to bevægelser netværket Damocracy for at skabe opmærksomhed om de destruktive konsekvenser af dæmninger på både økosystemer og lokalbefolkninger.

De forskellige civilsamfundsaktører (de lokale, nationale og transnationale) skabte en solidaritet imellem sig, der muliggjorde, at de kunne kæmpe for en fælles sag på tværs af deres forskellige perspektiver på menneskerettigheder, økologisk bæredygtighed og kulturarv.

Symbolet Ilisu

I tilfældet med Hasankeyf er Ilisu-dæmningen blevet et symbol på statens undertrykkende magt snarere end et udtryk for at regere med samtykke.

Og det gælder ikke kun for kurderne. I et godt stykke tid har de miljømæssige protestbevægelser også givet udtryk for et ønske om demokratisering. Det har medført en direkte kritik af den måde, som staten (det vil sige AKP) ignorerer borgernes krav om at få indflydelse på beslutningsprocesserne – uanset om der er tale om en dæmning, et kraftværk, et vandværk, et atomkraftværk, en mine, nye boliganlæg, broer eller lufthavne der bygges i deres floder, dale, landsbyer, skove, byer eller regioner.

På trods af alle kontroverserne og uenighederne i forbindelse med denne slags projekter fortsætter AKP-regeringen med at præsentere infrastrukturprojekter som prestigefyldte skridt imod yderligere udvikling.

Men forsøget på at vinde støtte gennem moderniseringsdiskursen lykkes kun i en bestemt del af samfundet, fordi tilslutningen primært reproduceres i en yderst polariseret kontekst af prominente repræsentanter for AKP.

Der går ikke én dag uden at en offentlig personlighed, organisation eller socialgruppe, der udtrykker et krav om demokratisk deltagelse, bliver mødt med kaldenavne som “forrædere”. I takt med at regeringens svækkes i at skabe samtykke gennem den hegemoniske moderniseringsdiskurs, styrkes deres tendens til at anvende voldelig magt i stedet for.

Det er stadig uvist, om det overhovedet er muligt at regere et så polariseret samfund i takt med, at det tyrkiske folk fortsætter med at miste deres hjem, livsgrundlag, levemåder, økologiske diversitet og arkæologiske kulturarv.

Hande Paker er politisk sociolog ved Sabancı Universitetet. Teksten er en oversættelse fra Open Democracy og er dækket af CC BY-NC 4.0 licens.

Artiklen er oversat af Morten Gustenhoff & Niklas Tørring.

Noter

(1) Se Akbulut, B. and F. Adaman, 2014, ‘The unbearable appeal of modernization: The fetish of growth’ Perspectives, https://tr.boell.org/tr/node/879 for en mere fyldig diskussion af emnet.

(2) Akbulut, B. and F. Adaman, 2014, ‘The unbearable appeal of modernization: The fetish of growth’ Perspectives, https://tr.boell.org/tr/node/879.