Jonathan Swifts latter. En meget kort introduktion til Jonathan Swift

Den danske oversætter Hans-Jørgen Birkmose giver her en meget kort introduktion til Jonathan Swifts liv og satiriske univers. Det er et univers spændt ud mellem idealer og virkelig, hvor vi både ler af og med hovedpersonerne i al deres fortvivlelse.

Når Gulliver under sine legendariske rejser rider ranke på en kvindes brystvorte, når han må se i øjnene, at folk vil henrette ham, fordi han har gjort dem en tjeneste, når han bliver vidne til, at videnskaben puster hunde op, og når han ender med at afsky mennesker og kun lige akkurat holder konen ud, hvis hun tier stille og bliver på sin plads for den anden ende af langbordet, så er det ikke kun komiske højdepunkter i denne livsforelskede mands rejse mod skuffelsen. Det er også poetiske runer over en kærlighed til mennesker, der er så stærk, at den i grunden fortjente et bedre mål for sine håb.

Og så er det jo godt, vi har hans far Jonathan Swifts latter at lune os ved.

Idealer og virkelighed

Den komiske litteratur oplevede en guldalder i brydningsårhundrederne mellem den antikke verdens idéer og den nye videnskabs kendsgerninger. Skal vi være internethurtige, skete der det, at den rationalisme, de kloge forestillede sig, for fremtiden skulle sikre det kølige overblik, naturligvis omgående blev fortolket som fornuftens lov om at sikre sig selv mest muligt af de knap så kloge, men til gengæld mere kløgtige.

Det kan man ikke klandre de kløgtige for, og man forstår vel også, at de kloge, der kun kunne forsvare sine idéer med endnu flere ord, herefter fortrak til matematikkens abstraktioner. Men resultatet af det nye svælg, som hermed opstod mellem idealer og virkelighed, var på den ene side et historisk langvarigt, europæisk blodbad og på den anden en kongerække af store forfattere, som satte sig til gåsefjeren og i litteraturen fandt den kilde, både kloge og kløgtige kunne drikke af.

Cervantes, Grimmelshausen og Voltaire sendte de høje idealer – i skikkelse af henholdsvis Don Quijote, Simplicius Simplicissimus og Candide – ud for at begå sig i en verden, der udelukkende forholdt sig til mål, vægt og gangbar mønts umiddelbare goder. Med forbehold for romanernes forskelle i stil og temperament antydede disse udødelige romanheltes identiske dannelsesforløb – fra uskyld via drabelige sammenstød med virkeligheden til dyb desillusion – at forfatterne enstemmigt var nået til samme konklusion: Verden med dens fornuftsplagede, politiske og religiøse tosserier var ikke et sted for idealer at være.

Jonathan Swifts Gulliver er ude på samme tur – næsten. Han drager ligesom ovennævnte helte tillidsfuldt nysgerrig af sted, men han er ingen uskyldighed, og idealerne, han ender med at brænde så stærkt for, har han ikke med hjemmefra – dem samler han op undervejs. Trods denne lille variation, der ikke er så lille endda, kommer britiske Gulliver til samme slutning som sine kollegaer på kontinentet: Menneskene lever langt fra op til hans forventninger. Men – og det er så forfatternes pointe – bare fordi idealerne kom til kort over for virkeligheden, kunne de jo være gode nok i sig selv.

Det er værd at have liggende i baghovedet, mens man sidder og morer sig over Gullivers støt tiltagende misfornøjelse med menneskene; for det kan godt være, at Gulliver bliver misantrop hen ad vejen, men Jonathan Swift var det ikke: Alt imens han litterært lod Gulliver gøre det principielt eneste rigtige og sætte sig ud i stalden til sine krikker, fandt han selv sammen med Cervantes, Grimmelshausen og Voltaire grund til trods alt at engagere sig i den verden, han nu engang havde det uheld at befinde sig i.

Swifts liv

Swifts leveår (1667-1745) faldt sammen med den overgangsperiode, hvor England efter hen ved halvandet hundrede års religiøst begrundede henrettelser, kongemord og revolutioner begyndte at give de løbende konflikter mindre voldsom form med to politiske partier (whigger og toryer), tre religiøse grupperinger (den anglikanske kirke, dissidenter inden for den anglikanske kirke og katolikker) og en monark på toppen af det hele.

På det personlige plan døde hans far, mens moren var gravid, og hun overlod derfor hurtigst muligt Jonathan til kost og logi hos familien. Det var en snes år, før John Locke beskrev bevidstheden som en tabula rasa, men Swifts barndom illustrerer nu Lockes tanke meget godt; for de impulser, han havde behov for ud over kost og logi, måtte han selv dække, og det prægede ham.

Verden omkring ham og bøgerne i plejefamiliens bibliotek blev i den forstand hans forældre. Det er i psykologiens semifiktive verden en lige så god forklaring som alle andre på hans arrigt kærlige forhold til begge dele – og på, at han som voksen aldrig fandt plads til andre og mere konventionelle følelsesmæssige forbindelser. Han giftede sig ikke, og sine to livslange veninder Ester og Hester holdt han både tæt på og langt væk ved at kalde dem Stella og Vanessa og bade dem i ord.

Til gengæld kastede han sig ivrigt ud i de konflikter, tiden var så rig på. Fraktioner betød ikke en døjt for ham. Han nåede både at være whig og blive tory, og selv om han var anglikaner hele livet, skulle kirken ikke uden videre regne med hans blinde loyalitet, for følte han sig tvunget til at vælge, satte han altid de menneskelige hensyn over det religionspolitiske perspektiv.

Han røbede med andre ord mere samvittighed end taktisk sans, og sådan noget koster i et fløjdelt land. Han lagde sig efterhånden ud med alt og alle og måtte tilbringe de sidste tredive år af sit liv i en karrieremæssig blindgyde som dean (ledende præst) ved St. Patrick’s Cathedral i Dublin. Her fandt han nyt stof til sit engagement, for Irland levede også dengang op til W.B. Yeats’ svirpende karakteristik af øen (’masser af had/småt med plads’), og Swift valgte – som sædvanlig uden praktisk fornemmelse for sit eget bedste – de fattige ireres side.

Det var i den forbindelse, han blandt andet opfandt en økonom, der foreslog at sælge de fattiges mange børn som delikatesser til de riges bord og nøje beregnede de talrige fordele ved dette columbusæg, som ikke bare skaffede de fattige af med deres belastende unger, men lod dem tjene en ærlig skilling, gav den kulinariske verden mulighed for at afprøve nye og inspirerende fødevarer og skænkede de rige endnu en chance for at tage socialt ansvar.

Forslaget vandt ikke den store tilslutning, men er et fortræffeligt eksempel på hans satire, der med sin ligefremme stil var nærværende nok til at nå ud, hvor hverken de kloge eller de kløgtige (af hver deres årsager) nogensinde kunne finde på at sætte deres ben – blandt almindelige mennesker.

Swifts litteratur

I modsætning til hos Cervantes, Grimmelshausen og Voltaire er Swifts hovedpersoner ikke ideale typer, der tørner sammen med virkeligheden, men derimod vidende og erfarne jeger. Swift afsøger dermed ikke idealer og virkeligheds forhold til hinanden, men individets forhold til omverdenens repræsentanter for idéer og virkelighed. Den forskydning gør ikke Swifts idé- og samfundskritik mindre principiel, men jegerne bliver til gengæld mere psykologisk troværdige – og fokuserer man midt i al fantastikken på dem, aner man måske pointen, den generelt pokerfjæsede præst helst så læseren nå frem til.

I det tidlige hovedværk A Tale of a Tub fortæller jeget en historie om tre brødre (læs, de tre kirkelige fløje i England), der har meget svært ved at forliges med den arv (kristendommen), deres far (Gud) har efterladt dem, og som derfor fortolker de testamentariske betingelser (Bibelen), så det kan få enhver sagfører med respekt for sig selv til at rødme af misundelse.

Det konkrete mål med satiren er således til at gennemskue; men jeget (der kalder sig selv et moderne menneske) kaster sig også, nu det er i gang, ud i en 360º fægtekamp med alverdens andre spekulationer – det oprindelige tema drukner faktisk i så usammenhængende digressioner, at nogen har ment, der måtte være flere jeger på spil i teksten, mens andre – for eksempel undertegnede – ingen problemer har med at se dette moderne jeg som en hjemløst sværmende forvirring på jagt efter et holdepunkt. Det havde været tragisk, hvis Swift bare demonstrativt lod det konfuse menneskes tanker fragmentere (bogstaveligt talt!) for øjnene af os; men det bliver urkomisk menneskeligt, fordi han uafladeligt betoner jegets ukuelige optimisme og ubegrundede selvtillid.

Lemuel Gulliver kan med den læsning ses som den ældre Swifts modstykke til ungdomsværkets hektiske jeg, for den lige så rastløse Gulliver finder jo et holdepunkt. Igen er idé- og samfundssatiren til at få øje på: De kløgtige bøjer principperne efter deres forhåndenværende behov, og da Gulliver på sin tredje rejse kommer til et sted, hvor de kloges idéer faktisk er blevet virkeliggjort, kan han konstatere, at de er endt, ikke bare i skinbarlig dumhed, men i den modbydeligste ondskab.

Det får ham til at forkaste menneskene fysisk og moralsk og finde sine værdier andetsteds. Swift nærer dyb sympati for ham; men igen holder han distancen. Han får os til at le både med og ad den hysteriske Gulliver, der skumrasende af skuffelse sætter sig i et hjørne og forlanger sine idealer eller ingenting; og på den måde får Swift markeret, at det er lige så spildt at ville tilbringe tilværelsen i idealerne – uanset hvor gode de er – som det er at leve i en virkelighed blottet for principper. For som Candide cirka udtrykte det, da han femten år senere stod i samme situation, ja, verden er et galehus, og ja, menneskene er certificérbart sindssyge; men ’haven skal jo passes’.

Da Candide med dette stilfærdige hjertesuk kastede sig over sit urtebed, var Swift blevet senil; ellers havde den gamle præst givet gudløse Voltaire high five for den udgangsbøn.

Lemuel

Latter kommer og går nu engang hurtigere end sorg, og derfor er der vist en tendens til at betragte komedie som mindre lødig end tragedie. Sådan er det selvfølgelig ikke; når Swifts olympiske latter runger for tid og evighed, er den ligesom sorgen over en tragedie både en protest mod livets fundamentale urimelighed og en forsoning med en tilværelse, hvor der ved Gud er plads til forbedringer, men hvor vi nok må leve med, at vi aldrig slipper af med alle skavankerne.

Konklusionen synes at være, at man bør omgås idealer og virkelighed – Lockes udefrakommende påvirkninger – med al mulig skepsis; men et lille dagligt møde med begge dele har nu aldrig skadet nogen, hverken kloge eller kløgtige. For leves skal der altså, selvom det er surt og sikkert ikke kan betale sig.

Det er Swifts endelige budskab. I hans samtid har vi allerede set det i det forhold, at han – samtidig med at han litterært lod Gulliver vende ryggen til verden – selv forbitret og med held kæmpede de magtesløse ireres sag mod sine engelske landsmænd.

Og budskabet findes også for al evighed indkodet i Gullivers rejser. Gullivers mærkværdige fornavn Lemuel optræder kun én gang i Bibelen og er selvfølgelig Swifts eftertrykkelige vink med en vognstang om, at nu må du altså se at få læst Ordsprogenes Bog, kapitel 31 – som passende nok er Bibelens suverænt smukkeste bud på idealer hånd i hånd med en meget jordnær virkelighed. Er du politiker, bør du læse kapitlet mindst to gange – og de første ni vers, indtil du kan dem udenad.

Hans-Jørgen Birkmose har oversat Jonathan Swifts “Gullivers Rejser”, der netop er udkommet på Forlaget KLIM.