Revolutionens præstekjole

Fader Gapon var en russisk-ortodoks præst med uortodokse metoder og tætte forbindelser til det hemmelige, tsaristiske politi. Han ledte den første store arbejderbevægelse i Skt. Petersborg, der på en solrig januarsøndag i 1905 skulle blive angrebet af tsarens tropper. Og så døbte Vladimir Lenin ham næsten revolutionens Fader, mens Lev Trotskijs mente, at hans præstekjole bare var en rekvisit i historien om proletariatet.

En solrig søndag den 9. januar 1905 gik cirka 150.000 demonstrerende igennem Skt. Petersborgs gader mod Tsar Nikolaj 2. overdådige Vinterpalads. Forrest i en af demonstrationens kolonner gik den russiske-ortodokse præst Fader Georgij Gapon. Med sig bar han en appel til tsaren, skrevet på vegne af Skt. Petersborgs arbejdere, der startede sådan her: “Vi, arbejdere og indbyggere i Skt. Petersborg fra forskellige stænder, vore hustruer, børn og hjælpeløse gamle forældre, vi kommer til dig, herre, for at søge retfærdighed og beskyttelse.”

De demonstrerende bar religiøse ikoner, billeder af tsaren samt bannere med bønner om, at tsarens soldater ikke ville åbne ild. De revolutionæres røde bannere var blevet bandlyst fra demonstrationen for at undgå kampe med politiet og hæren. Da demonstranterne nærmede sig Narva-triumfbuen, blev de mødt af hævede rifler fra tsarens tropper. Efter to varselssalver begyndte soldaterne at skyde ind i forsamlingen. Op mod tusinde mennesker blev slået ihjel og såret i en begivenhed, der skulle blive kendt som Den Blodige Søndag. Der er dog usikkerhed om det præcise tal. Regeringen rapporterede hundrede døde og flere hundrede sårede, mens Lenin, i en artikel i det bolsjevistiske undergrundsmagasin Vperjod, pegede på andre kilder, der viste, at op mod 4600 var blevet såret eller slået ihjel.

En anden af revolutionens hovedfigurer, Aleksandra Kollontaj, befandt sig ligeledes i Skt. Petersborg. Hun beskrev Den Blodige Søndag i sin selvbiografi på denne måde: “Jeg gik sammen med demonstranterne til Vinterpaladset, og billedet af det brutale opgør med de ubevæbnede arbejdere står for altid prentet i min hukommelse. Den usædvanligt stærke januarsol, de tillidsfulde, afventende ansigter … Det skæbnesvangre signal fra de tropper, der stod opmarcheret rundt om paladset … Blodpytter på den hvide sne … de tsaristiske gendarmers piske, dræbte, sårede, nedskudte børn.”

Styrets brutale vold under Den Blodige Søndag blev et symbol på tsarstyrets manglende legitimitet. Det blev understøttet af forudgående utilfredshed med de sociale og politiske forhold og nederlaget i Den Russisk-Japanske Krig 1904-5. Nyheden om massakren ansporede flere protester og strejker i resten af landet. I løbet af januar måned strejkede mere end 400.000 arbejdere over hele landet i den største strejke i Ruslands historie. Og i et telegram til Ruslands arbejdere fra sit eksil skrev Fader Gapon, der ellers havde været tsartro indtil denne dag: “Der er ingen tsar.”

Spørgsmålet er nu: Hvordan endte en tsartro, russisk-ortodoks præst med at lede den første store arbejderbevægelse i Skt. Petersborg? Svaret på det giver os et indblik i de mange-stemmige og tumultariske år i det tidlige revolutionære Rusland, der endnu ikke var samlet under bolsjevikkernes faner.

Mellem to århundreder

Georgij Gapon blev født i 1870 i den ukrainske by Beliki, der på det tidspunkt var en del af det Russiske Imperium. Han var søn af en kosak og en religiøs mor fra bondestanden. Han beskriver sig selv som ung dreng: barfodet og hatteløs i en bondedragt. Han passede gårdens får eller grise – og i visse specielle tilfælde hele flokken af kvæg. Gapon var en dygtig elev i skolen, men han følte sig alligevel som en outsider i sin bondedragt i en skole med præstesønner, der alle så ned på ham af samme grund. Hans underviser præsenterede den femtenårige Gapon for den russiske forfatter Lev Tolstoj. Det blev et afgørende møde, som Gapon selv beskriver sådan her: “For første gang så jeg tydeligt religionens essens. Det er ikke i dens ydre former, men i dens indre ånd – ikke i ceremonierne, men i kærligheden til ens naboer.”

Gapons succes i skolen betød, at han blev tilbudt en plads på præsteskolen. Senere fortsatte han på seminaret i Poltava. Gapon fortsatte sin interesse for Lev Tolstojs ideer om at møde de fattige og holdte fast i sin kritik af kirkens formelle ritualer og hierarkiske praksisser. Da seminaret truede med at fratage hans stipendium, svarede han, at han fremover ikke ville modtage det. I stedet begyndte han at arbejde for rige familier og præsternes børn som privatlærer. Her så han, hvordan præsterne levede langt fra det, de prædikede: “Jeg så dem fejre nadveren i en tilstand af beruselse, og sammen med mange andre ting, blev jeg overbevist om, at der var meget farisæisme blandt dem.” For Gapon var det mest afgørende, at de ikke var klar til at ofre deres egen komfort for folkets velbefindende.

Mødet med Ruslands bønder

Gapons interesse for bønderne sammen med den store kløft mellem præsternes ord og gerning betød, at Gapon, efter længere tids tyfus-sygdom, besluttede sig for, at livet som præst alligevel ikke var noget for ham. Han viede i stedet sit liv til at undervise og hjælpe dem, som han kaldte samfundets udskud. De “ydmyge arbejdende”. Det var i denne periode af Gapons liv, at han første gang stødte på Ruslands revolutionære. I den revolutionære litteratur så han det, som han havde savnet hos præsterne: en gruppe af mænd og kvinder, der ikke bare havde fundet en indre oplysning, men med deres gerninger havde opgivet både velstand, komfort og i visse tilfælde ofret deres eget liv i folkets tjeneste. Som Gapon skriver et sted i sin selvbiografi, så lærte han allerede her at respektere den lille gruppe, uselviske revolutionære.

Efter at være blevet smidt ud af universitetet for sin manglende interesse i at studere præstegerningen begyndte den nu 23-årige Georgij Gapon at lave kontorarbejde for den lokale zemstvo i den ukrainske by Beliki i Poltava-regionen. Zemstvoen var et ruralt selvstyreorgan, der blev indført med en stor reform i 1864. I den lokale zemstvo lærte Gapon bøndernes “miserable” liv at kende. Ikke personligt, men igennem de mange dokumenter, som han hver dag håndterede som statistiker i zemstvoens kontorer. I mødet med bøndernes dårligdomme overvejede han at blive læge. Som han selv ræsonnerede: Nu hvor han havde opgivet præstedrømmene, kunne han i det mindste forsøge at give bøndernes nedslidte kroppe frelse.

Men som alle gode historier, så skulle ung kærlighed ændre Gapons livsbane. Som privatunderviser for en rigmandsdatter mødte han en ung, ukrainsk kvinde og ven af huset. Hun var fra den voksende klasse af købmænd i det russiske samfund. Hun var smuk og veluddannet, og de to blev hurtigt fortrolige. Da Gapon fortalte om sine lægeplaner, protesterede hun: “En læge, ville hun sige, helbreder kroppen; en præst, hvis han gør sig fortjent til det navn, opretholder sjælen.” Selvom Gapon prøvede at forklare sin modstand mod den ortodokse kirke, nægtede hun pure at godtage det. For hende var det ikke afgørende at være tro mod den ortodokse kirke, men at være tro mod Kristus, der havde ofret sig selv for menneskeheden. Kirkens ritualer var bare det – ritualer. De to giftede sig, og kun et år efter deres bryllup var Georgij Gapon nu godt på vej til at blive Fader Gapon.

Gapon blev kendt for sine uortodokse prædikener – både af bønderne og de ikke så imponerede ortodokse præster. I stedet for at gå igennem kirkens formelle ritualer, så fokuserede han på at tale direkte til de fattige. Men de mere “prosaiske” dele af den kirkelige rutine blev ved med at irritere ham. Han prædikede derfor, at hverken ritualer eller ofringer var det vigtigste. I stedet var det vigtigste det gode liv og godhed overfor ens naboer, stærkt inspireret af forfatteren Lev Tolstojs religiøse ideer. Han blev populær blandt byens bønder og snart kunne kirkebygningen ikke rumme de mange besøgende. Men denne popularitet blev ikke modtaget godt af kirkens andre præster, der ifølge Gapon begyndte at blive misundelige og kritiske overfor hans uortodokse prædikener.

To spøgelser går gennem Rusland

Lykken som præst og det gifte liv skulle ikke vare længe. Efter at have født deres andet barn blev Fader Gapons kone alvorligt syg, og kun fire år efter deres ægteskabs begyndelse døde hun i Gapons arme i 1898. På det her tidspunkt havde Fader Gapon desuden bragt sig i problemer med de lokale præster for sine uortodokse metoder. En række vigtige begivenheder fandt sted efter hans kones død, og ændrede ifølge Fader Gapon hans livsbane endnu en gang.

En aften, hvor han havde arbejdet til klokken et om natten, lagde han sig udmattet på sofaen. I en tilstand mellem vågenhed og søvn, så han sin døde kone træde ind i værelset og nærme sig ham. Da hun var helt henne ved ham, bøjede hun sig ned for at kysse ham. Han hoppede op fra sit leje på sofaen og så en genfærdsfigur i gangen. Han løb efter figuren og så at der var ild i gardinet rummet ved siden af. En lampe foran hans ikon var gået i stykker og havde antændt gardinet. Hvis han ikke havde opdaget det netop der, så havde hans træhus nok også stået i flammer. Senere havde han en skæbnedrøm, som han beskriver i sin selvbiografi: “… en drøm, hvor jeg så mig selv blive jagtet og fanget af en figur, som jeg følte var min Skæbne. Siden da har jeg troet på forudbestemmelse og en eller anden forbindelse mellem de levende og døde.” Denne drøm, en manglende tro på sit arbejde som præst og det faktum, at han ikke kunne holde ud at bo så tæt på sin kones gravsted, betød at han ansøgte om at komme til præsteakademiet i Ruslands hovedstad, Skt. Petersborg.

I Skt. Petersborg kom han i nærkontakt med det andet spøgelse, der gik igennem Rusland – det revolutionære spøgelse.

Skt. Petersborgs arbejder-præst

Før Gapon ankom til Skt. Petersborg for at fortsætte sine studier, var han en smuttur i Moskva, hvor han tog hen for at se Ivan den Stores klokketårn ved Kreml. Mens Gapon kiggede op på den store tsar-klokke kunne han ikke undgå at føle en smule mismod over det russiske autokratis aktuelle tilstand: “Højt oppe under skyerne, langt fra de travle gaders larm, så jeg klokken, hvis kant var slidt og ødelagt af tidens tand; og jeg forestillede mig de mænd, der i tidernes morgen havde indkaldt til frie, parlamentarisk møder. Selvom jeg på ingen måde var imod det autokratiske styre, kunne jeg ikke lade være med at føle en smule sorg og mismod for denne frie stat, der var blevet underlagt det autokratiske Moskva.”

Denne følelse af mismod skulle kun blive forstærket efter Fader Gapons møde med den voksende arbejderklasse i landets hovedstad i Skt. Petersborg. Fattigdom, overbefolkning og stigning i priserne på land betød, at bybefolkningen var steget fra 7 millioner til 28 millioner i løbet af den sidste halvdel af århundredet. Biskoppen i Skt. Petersborg inviterede Gapon til at tage del i missionsarbejde med det formål at prædike for den voksende arbejderklasse og gennem arbejdet at løfte arbejderklassens moral. Gapon takkede ja, og her er det, som Gapon så i Skt. Petersborg: “Jeg så en flok af udtærede mænd og kvinder, dårligt klædte, bar de mærkerne af endeløs lidelser. I deres øjne så jeg den ivrige tørst efter viden og sandhed. Missionæren prædikede om Budene, om drukkens og uærlighedens onder og Dommedagens rædsler. Men disse ord kunne ikke tilfredsstille de ivrige lytteres længsler.”

I sin selvbiografi spørger Gapon derfor: “Hvordan skulle de kunne undgå at være svage og syndige, når deres omgivelser var så berøvet for både lys og håb?” Gapon mente ikke at kirkens moralske fordømmelse og dommedagssnak var vejen frem. I stedet foreslog Gapon, at kirkens missionsarbejde skulle hjælpe arbejderne med at organisere sig i selvhjælpsgrupper, så de sammen kunne fremme deres økonomiske vilkår; Et vilkår, der for Gapon var nødvendigt for at højne arbejderklassens religiøse moral. Men Missionen var desværre ikke enige i Gapons idé.

Præsteakademiet i Skt. Petersborg viste sig at være en skuffelse for Gapon, der inderligt ønskede at forstå Skrifterne og bruge deres visdom til at hjælpe arbejderklassen. Den arbejderklasse, Fader Gapon så i Skt. Petersborg, havde ikke brug for Skrifterne, som var det primære omdrejningspunkt på præsteakademiet. Gapon besluttede sig derfor for at rejse til et kloster på Krim-halvøen.

Agent-præsten

Efter et års sjælefred på Krim vendte Gapon igen tilbage til Skt. Petersborg. Det gjorde han med mindet om sin kones insisteren på præstefaget og en forhåbning om, at det kunne løfte hans sociale position, så han kunne hjælpe arbejderklassen med at hjælpe sig selv. Men han gjorde kun lige nok for at bestå sine eksaminer og viede resten af sin tid til at hjælpe byens arbejderklasse. Det betød, at han stoppede sit arbejde i Missionen og Samfundet for Udbredelsen af Religiøse og Moralske Instruktioner. Gapon begyndte at opsøge arbejdere i byen. De fortalte ham, at de var blevet påvirket af nogle af tidens politiske og revolutionære ideer. Som Gapon selv skriver, så mente han på dette tidspunkt ikke, at store politiske ændringer var nødvendige, men at det var nødvendigt at skabe industriorganisationer, der kunne ændre vilkårene for arbejdere. Det var Gapons arbejde blandt byens arbejdere, der betød, at han kom i politiets søgelys. På dette tidspunkt holdte politiet øje med utilfredsheder hos arbejderklassen og spredningen af de revolutionære ideer blandt dem. Gapon havde formuleret og præsenteret ideer om at oprette arbejderforeninger med det formål at forbedre deres vilkår.

Det var sådan, at Gapon første gang skulle møde en bestemt Sergej Zubatov, da han en dag blev inviteret op på tsarpolitiets kontorer for at have en samtale med lederen, Sergej Zubatov. Zubatov – en fyrreårig, kraftig bygget mand med nøddebrunt hår og overtalende øjne – mødte Gapon med ordene: “Min kollega, Mikhailov, har talt godt om dig. Han fortalte, at du er i regelmæssig kontakt med de arbejdende, at du har indflydelse blandt folket og nem adgang til dem. Det er derfor, at jeg er så glad for at møde dig. Jeg har kun et mål i livet, og det er at hjælpe de arbejdende.”

Zubatov havde tidligere været aktiv i den revolutionære bevægelse. I 1883 var han begyndt at arbejde som spion for politiet. Kun tre år efter – fra 1886 – var han leder af det hemmelige, tsaristiske politi. Det var som leder af Okhrana, det hemmelige politi, at Gapon skulle møde ham på kontoret. Zubatov var hjernen bag en række arbejderforeninger, der havde til formål at lette det revolutionære tryk hos arbejderklassen ved at stille visse økonomiske og kulturelle behov, mens man prædikede tsartroen. Det var her, at Gapon fik ideen om at bruge dette system til at lave en arbejderorganisation, som han tidligere havde foreslået. Som Zubatovs protege kunne Fader Gapon få lov at lave en arbejderforening, der officielt svor troskab til Zubatovs principper, men som reelt forsøgte at forbedre vilkårene for arbejderklasser.

Dobbeltagent-præsten

Men Fader Gapon skulle snart komme til at se Zubatovs sande intentioner, da han en dag blev inviteret hjem til Zubatovs lejlighed. Under deres samtale ankom et telegram, som informerede Zubatov om, at en af hans egne arbejderorganisationer havde begyndt en strejke i den sydlige del af Rusland. Zubatovs reaktion, som Gapon her beskriver, afslørede ham: “Mens han læste ændrede Zubatovs ellers så velvillige ansigtsudtryk sig, og fra hans øjne lynede en rasende ild, mens han hvæsede ‘Skyd dem ned, de forbrydere!’ Endelig viste slangen sit sande ansigt, tænkte jeg.”

Det stod nu endegyldigt klart for Gapon, at Zubatovs sande mål ikke var at løfte de arbejdendes vilkår, men at aflede dem fra revolutionære ideer og regeringskritisk politisk aktivitet. Samtidig meldte spioner i disse foreninger de mest radikale intellektuelle. Arbejderpræsterne, som Gapon selv, blev også brugt i dette arbejde. Det var jo derfor, at han overhovedet var blevet inviteret op på Zubatovs kontor. Hans kritik af kirken blev kun skarpere i takt med at omfanget stod klart for ham: “Jeg forstod, at de russiske præster bare er politiets tjenestemænd. Men endnu værre end politiet, der alene fanger deres ofres kroppe, så forsøger præsterne at fange deres sjæle. De er sande fjender af de arbejdende og lidende klasser.”

Fader Gapon brugte derfor sine forbindelser hos blandt andet Zubatov til at skabe en ‘lovlig’ arbejderorganisation. I midten af februar 1904 blev Gapons organisation godkendt af Indenrigsministeriet som lovlig arbejderorganisation. Og vigtigst af alt: for første gang skulle arbejdet ikke være under politiets opsyn. Hans præstekjole gav ham adgang til den urbane arbejderklasse, der var kommet fra de religiøse landområder. Hans intention om at skabe en arbejderorganisation, der faktisk ønskede bedre vilkår for arbejderne, betød at mere politisk erfarne arbejdere tog del i planen om at skabe en arbejderorganisation. På overfladen levede den op til Indenrigsministeriets krav, mens en hemmelig inderkreds af arbejdere stod for at arrangere møder for arbejderklassen, forklædt som religiøse selvhjælpsprædikener.

Gapon skriver selv i sin selvbiografi, at det var med et større (måske revolutionært) mål for øje, at han lavede dette arbejde. Som historikeren Gerald D. Surh skriver, så er der ikke noget i dokumenterne fra folk tæt på Gapon, der peger på, at han altid havde haft sådanne revolutionære ambitioner med arbejdet. Men det var denne arbejderbevægelse, der voksede sig mere politisk, militant og revolutionær end Gapon oprindeligt havde forestillet sig, som ledte an den 9. januar, 1905.

En strejke på en af Skt. Petersborgs største industrivirksomheder betød, at Fader Gapon planlagde demonstrationen den 9. januar med en skriftlig appel til tsaren. Det var tsarens nedskydning af de demonstrerende, der endte med at blive kaldt Den Blodige Søndag, der ledte til en generalstrejke i landet.

Revolutionens præstekjole

Efter Den Blodige Søndag slog tsaren hårdt ned mod arbejdere og revolutionære. Fader Gapon var tvunget til at flygte fra landet. Fra sit eksil i Geneve og senere London (hos anarkisterne Pjotr Kropotkin og Rudolf Rocker) skrev han sin selvbiografi. Da han vendte tilbage til Rusland og genoptog sine forbindelser til det hemmelige politi, blev han myrdet af socialrevolutionære i 1906.

Historikerne Walter Sablinsky og Gerald D. Surh har understreget, hvordan Fader Gapon ikke bare kan forstås som agent-provokatør, der alene tjente statens sag, samtidig med, at han ikke var en sand revolutionær. Ifølge Gerald D. Surh er det nødvendigt at forstå ham som “an idealistic partisan of independent labor organizing, genuinely interested in the welfare and self-development of workers.” Det er også det indtryk, man får af Fader Gapon, når man læser sig igennem hans selvbiografiske værk. Han var både mistroisk overfor de revolutionæres ideer og regeringens undertrykkelse, men han forblev tsartro, indtil kuglerne fløj om ørene på ham og hans arbejder-kammerater på Den Blodige Søndag. Hans beskrivelser af møderne med arbejderklassen og beskrivelser af den russiske by Skt. Petersborgs mest kummerlige dele, vidner om en anden forpligtelse end den revolutionære: en dybtfølt moralsk forpligtelse til at forbedre forholdene for den del af samfundet, som var blevet glemt; En interesse, der synes at være båret af hans afdøde kones ord om at give sjælelig frelse til de længselsfulde arbejdende han havde set og beskrevet i Skt. Petersborg.

Kun tre dage efter Den Blodige Søndag skrev Vladimir Lenin: “Øjeblikkelig omstyrtelse af regeringen — det er den parole, med hvilken selv de Petersborgarbejdere, der havde troet på tsaren, besvarede blodbadet den 9. januar, besvarede det med de ord, som deres anfører, præsten Georgij Gapon, efter denne blodige dag sagde: ‘Vi har ingen tsar længere. En flod af blod skiller tsaren fra folket. Længe leve kampen for friheden!’” Teksten blev udgivet i undergrundsmagasinet Vperjod med titlen “Revolutionen i Rusland begyndt”. Nu er vi sådan set tilbage ved det indledende spørgsmål, som to af revolutionens hovedpersoner Lenin og Trotskij må have stillet sig selv efter Den Blodige Søndag: Hvordan endte en tsartro, russisk-ortodoks agent-præst med at lede den første store arbejderbevægelse i Skt. Petersborg?

I en tekst med titlen “Revolutionære dage” fra 1905 skrev Lenin følgende om begivenhederne, der havde placeret Fader Gapon i centrum af det, som man anså for at være revolutionens begyndelse, selvom Den Russiske Revolution først skulle komme tolv år efter: “Bag disse masser i tusindevis stod hundredetusinde, millioner af arbejdende og udnyttede mennesker, proletarer og semi-proletarer … De var endnu ikke klar til opstand. De kunne alene bede og trygle. Deres følelser og deres sindstilstand, deres viden og politiske erfaring blev formuleret af Fader Georgij Gapon; heri ligger den historiske betydning i Den Russiske Revolutions begyndelse af den mand, der i går var ukendt, men i dag er en helt i Skt. Petersborg …” Ved at nedskrive og udtrykke arbejderklassen havde Fader Gapon, ifølge Lenin selv, og på trods af sit blakkede ry, været med til at give arbejderklassen en revolutionær stemme. Lenin beskrev Gapon som en agent, der nok var blevet omvendt på Den Blodige Søndag, da han havde set tsarens sande ansigt.

En af revolutionens andre hovedpersoner, Lev Trotskij, forholdte sig – i sit erindringsværk om 1905-årene – mere kritisk til Fader Gapon. Ifølge Trotskij havde historien brugt Gapon som medium: “Historien brugte Gapons eventyrlige plan til dens eget formål – og det eneste Gapon kunne gøre var at acceptere dens revolutionære afslutning med sin præsteautoritet.” Som Trotskij senere skrev, så var det ikke Gapon, der skabte Skt. Petersborgs arbejderes revolutionære energi. Han satte den bare fri. Endda til sin egen store overraskelse. Godt nok havde Gapon anført demonstrationerne, iført sin præstekjole, men han var kun en religiøs rekvisit i en større historisk udvikling, der blev ført an af proletariatet. Som Trotskij selv skrev: ”Gapons præstekjole var bare en rekvisit i dette drama; proletariatet var den sande hovedperson.”

Kasper Mikael Jacek er idehistoriker, journalist og redaktør på Forlaget Slagmarks tredje udgivelse i deres Revolutionsserie: Den Russiske Revolution.