UHØRT #5: America First! – Ulrich Beck læser Trump

Idéhistorikeren Stine Slot Grumsen har læst Donald Trump med den tyske sociolog Ulrich Beck til Baggrunds bog “UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Stine Slot Grumsens kapitel og et interview med hende i det femte afsnit af UHØRT-podcasten.

Den tyske sociolog og samfundsteoretiker Ulrich Beck (1944-2015) var professor ved universitetet i München og skriver sig ind i sociologiens historie med begrebet ’risikosamfund’. Selvom Beck havde sin base i Tyskland blandede han sig gerne i international storpolitik når det kom til vor tids store nøgleproblemer eksempelvis klimaforandringer, atomkraft eller oprustningen af terrorberedskabet efter 9/11. I forbindelse med det sidste gav han i november 2001 en tale til den russiske Duma, der senere udkom i bogform med titlen Ordenes tavshed: om terror og krig. I denne lille bog opridser Beck de storpolitiske konsekvenser af den globale terrorisme i relation til sin teori om risikosamfundet som han også beskrev i bogen Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, der udkom på tysk i 1986. Beck udviklede sin teori om risikosamfundet dels på baggrund af menneskeskabte katastrofer som Tjernobylulykken og dels på baggrund af den politiske udvikling han iagttog i løbet af 1970erne og 1980erne, hvor han i stadig stigende grad så, at forebyggelse af lignende uforudsigelige katastrofer blev et politisk mål, og at diskussioner af risici dermed blev en væsentlig faktor i internationale politiske beslutningsprocesser.

Med proklamationen ”fra og med denne dag vil det kun være Amerika først! Amerika først!” fastslog Trump i sin indsættelsestale, at han har tænkt sig at sætte Amerika foran alle internationale hensyn. Dermed ignorerer han, at Amerika indgår i et skæbnefællesskab med alle andre nationer, og at landets fortsatte eksistens – ja faktisk hele planetens eksistens – afhænger af internationalt politisk samarbejde om at finde løsninger på de farer, der truer os alle. Med andre ord ignorerer han, at vi ifølge Ulrich Beck i moderniteten lever i et verdensrisikosamfund.

Ulrich Beck siger, at vor tids største problemer – finanskrisen, klimakrisen og terrorkrisen – ikke kan løses af nationalstaterne, men kræver overnationale samarbejder. Det skyldes, at problemerne overskrider nationalstaternes grænser. Den ene stats handlinger medfører risici for andre stater, hvad end det drejer sig om udledning af CO2, en slækkelse af sikkerheden på atomkraftværker, beslutninger om bankpakker eller politiske indgreb i forbindelse med terror.

Som Beck formulerer det i sit hovedværk Risikosamfundet, så bliver – ”græsstråets overlevelse i den bayerske skov […] afhængig af indgåelsen og overholdelsen af internationale aftaler”, fordi affaldsstofferne udbredes på tværs af grænser. Livet på jorden trues af uforudsigelige og ukontrollable følger af den intensiverede produktion af rigdom, som tog sin begyndelse i industrisamfundet. Alle verdens nationer er forbundet i et skæbnefællesskab, hvor risici truer os, og hvor vores eneste mulighed er at indgå alliancer og i fællesskab forebygge, at risiciene udvikler sig til katastrofer. Verdensrisikosamfundet er derfor et politisk skæbnefællesskab.

Ulrich Beck ville sige, at Trump med sit gentagne ’America First!’ ignorerer, at verdensrisikosamfundets latente farer kalder på internationalt samarbejde, og at nationalstaten er en zombiekategori i moderniteten: nationalstaten har ingen reel politisk magt i forhold til det, der truer menneskehedens eksistens på Jorden, og alligevel vandrer den omkring i vores – og Trumps – bevidsthed, retorik og politik som en levende død.

Ulrich Beck hævder, at der ”gælder det paradoksale princip, at staterne i egen interesse er nødt til at denationalisere og transnationalisere sig, altså prisgive dele af deres autonomi, for at kunne håndtere nationale problemer.” Med dette mener Beck, at den stat, der vælger at indgå i et økonomisk, retsligt, militært, teknologisk og kulturelt samarbejde med andre stater nok afgiver autonomi, men rent faktisk vinder suverænitet, fordi den stat vinder indflydelse og handlemuligheder på den verdenspolitiske scene og dermed også kan forøge velstanden og sikkerheden for sine borgere. Selv store nationer som USA og Rusland må satse på samarbejde frem for konfrontation med eller isolation fra andre stater, hvis borgernes økonomiske, økologiske og fysiske sikkerhed skal sikres.

Men ’America First!’ er ikke en invitation til samarbejde. Det er ikke et budskab fra en verdensåben stat til andre verdensåbne stater. Ulrich Beck ville formodentlig pege på, at ’America First!’ signalerer en tilbagevenden til det som han ville karakterisere som en forældet forestilling om nationalstaten som centrum for det politiske handlingsrum.

For Beck vil ’America First!’ ikke alene betyde en væsentlig reduktion af amerikanernes økonomiske, økologiske og fysiske sikkerhed. Det vil også få konsekvenser for alle andre nationers sikkerhed, for USA indgår i det globale skæbnefællesskab. Som en af de største spillere på finansmarkedet, den mest magtfulde militære nation og en af de mest råstof-forbrugende nationer kan USAs politiske handlinger medføre risici for hele verdenssamfundet.

Det er derfor, borgere i nationer verden over fulgte den amerikanske valgkamp i åndeløs spænding. Det er derfor, Trumps udsagn: ”America First! America First!” fik særlig opmærksomhed fra internationale kommentatorer i dagene efter Trumps indsættelsestale. Det er derfor, satireprogrammer verden over tog Trump på ordet og spurgte, om ikke nok deres nation måtte være ’second’ i ugerne, der fulgte. Det er derfor, mange herhjemme i den danske andedam fjernt fra USA og amerikansk politik fik en knude i maven, da Trump blev valgt, og endnu en knude, da han ytrede ordene ’America First!’. For amerikansk politik angår ikke bare USA, ville Beck sige. Amerikansk politik har konsekvenser for os alle.

Der har været omfattende diskussion af Trumps skepsis overfor den forskning, der viser, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Ulrich Beck siger, at ”Den, der tror på en bestemt fare, lever i en anden verden end den, der ikke deler hans tro på denne fare og anser den for hysterisk” for farer ”findes først og fremmest ’in the eye of the beholder’. Der findes ingen ’farernes objektivitet’. En fares ’objektivitet’ består og opstår snarere i troen på selve faren.”

Når Trump ikke tror på, at vores eksistens er truet af menneskeskabte klimaforandringer, og når han anser forskere, der advarer mod menneskeskabte klimaforandringer, for at være hysteriske, skræmmer det alle os, der tror på, at faren er reel. For selvom forskere kan dokumentere menneskeskabte klimaforandringer, så har en fare ikke nogen objektivitet. Den er kun en fare, så længe nogen anser den for at være en fare. Så længe planeten ikke er gået under, er faren kun en latent trussel, der endnu ikke har manifesteret sig, og faren kan kun forebygges, såfremt man tror på, at den er en fare og man dermed aktivt begynder at arbejde politisk for at forebygge den. Fornægtelsen eller anerkendelsen af en given fare kan ryste internationale samarbejder i deres grundvold. Og Trumps fornægtelse af klimatruslen kan potentielt påvirke andre nationer i retning af en fornægtelse. Hvad USA lukker øjnene for, vil andre nationer måske også lukke øjnene for. Hvad er en international klimaaftale værd uden et magtfuldt og råstofkonsumerende USA?

I bogen og filmen This Changes Everything argumenterer forfatteren og aktivisten Naomi Klein for, at det, der skal til for at ændre klimakrisen, er en ny fortælling om menneskets forhold til naturen. Siden 1700-tallet har vi fortalt historien om, hvordan mennesket i et stadigt fremskridt har underlagt sig naturen og behersket naturen. Det, vi oplever med klimakrisen, er naturen, der slår tilbage, fordi den ikke lader sig beherske. Ulrich Beck siger, at vi i vores forsøg på at beherske naturen producerer risici, og at hvis vi ikke griber ind i tide, vil disse risici udvikle sig til katastrofer.

Når Trump i sin indsættelsestale siger, at “vi står ved fødslen af et nyt årtusinde klar til […] at tæmme morgendagens energikilder, industrier og teknologier ” så taler han forgangne tiders sprog. Med vendingen ’at tæmme’ bidrager han netop til industrisamfundets gamle fortælling om, at mennesket kan underlægge sig naturen og dens råstoffer og kontrollere udviklingen. Både Klein og Beck ville være skeptiske overfor denne retorik. Og Beck ville pege på, at Trump generelt i sin retorik, når han eksempelvis kalder menneskeskabte klimaforandringer for ’et svindelnummer’, bagatelliserer risiciene og at dette lader sig gøre, fordi risici er åbne for samfundsmæssige definitionsprocesser. Beck skriver:

“[Risici] eksisterer således først og fremmest i den (videnskabelige eller alternativ videnskabelige) viden, man har om dem. Man kan forandre, mindske, øge, dramatisere eller bagatellisere dem inden for rammerne af den viden, man har om dem, dvs. de er åbne for samfundsmæssige definitionsprocesser. Det betyder, at de medier og professioner, hvor man beskæftiger sig med risikodefinitioner, samfundsmæssigt og politisk bliver helt afgørende.”

Det er interessant, at Beck her peger på, at dramatisering og bagatellisering af risici kun kan finde sted inden for rammerne af viden. Her kommer Beck til kort i forhold til Trump, for som det har vist sig med diskussionerne af det post-faktuelle samfund, så er det lykkedes Trump at tage bagatelliseringerne hinsides viden og at tale imod den forskning, der påviser menneskeskabte klimaforandringer. Det skete eksempelvis i et interview han gav til Miami Herald under valgkampen, hvor han sagde, at man i 1920erne talte om global afkøling, og at man i dag taler om global opvarmning og Trump konkluderer, at ”ingen ved det med sikkerhed”.

Ifølge Beck fordrer risikosamfundet øget politisk samarbejde mellem nationerne, fordi alle nationer indgår i et skæbnefællesskab. Meget af den modstand, som Trump har mødt, har bund i en frygt for, hvilke konsekvenser Trumps forestilling om ’America First!’ kan have for dette skæbnefællesskab indenfor alle de tre faredimensioner, som Beck nævner: økonomi, klima og terror. For selvom Trump i sin indsættelsestale sagde, at han ville forene den civiliserede verden mod radikal islamisk terrorisme, så lader Trump til at være den første præsident i nyere tid, der sender signaler om at have til hensigt at ignorere det credo, der lyder hos Beck: at indre sikkerhed, ikke bare når det drejer sig om terrorbekæmpende sikkerhed, men også når det drejer sig om økonomisk og klimamæssig sikkerhed, kun kan sikres gennem globale alliancer og at verdensrisikosamfundet gennemtvinger en multilateralisme.

Trumps mål er: ”make America great again” og med det mener Trump, at han vil sikre, at Amerika kan stå alene og være uafhængigt af andre nationer. Unilateralisme lader altså til at være endemålet for Trumps politik, hvis man tager ham på ordet. Og skal dette mål nås, må det faktum, at vi lever i et verdensrisikosamfund, ignoreres. For som Trump sagde i sin indsættelsestale, så anser han det for alle nationers ret at sætte egne interesser før andres.

“America First! – Ulrich Beck læser Trump” er skrevet af Stine Slot Grumsen til bogen ”UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Tekst: Stine Slot Grumsen. Tilrettelæggelse, klipning og interview: Kasper Mikael Jacek. Oplæsning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illustration: Naima Callenberg.