Slaveri under et nyt navn? Afro-amerikanerne og det amerikanske fængselsvæsen

Selvom det er over 150 år siden, at slaveriet blev afskaffet i USA, lever et uforholdsmæssigt stort antal afroamerikanere stadig i dag et liv i ufrihed. I 1860 henslæbte 3,9 millioner amerikanere en tilværelse som slaver, hvoraf 1,1 millioner var drenge eller mænd i alderen 15 år og op. Ved indgangen til 2017 var 2,2 millioner afroamerikanere under overvågning af det amerikanske retsvæsen, enten fordi de sad i fængsel, var på prøveløsladelse eller havde en betinget dom. Langt hovedparten var mænd. Er der en direkte sammenhæng mellem det historiske slaveri og den aktuelle situation med masseovervågning og -indespærring af sorte mandlige amerikanere? Professor i Amerikansk Historie, Jørn Brøndal, udforsker her den racemæssige dimension i det amerikanske fængselsvæsens historie for at bringe os nærmere et svar.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et kompleks fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

Den amerikanske Borgerkrig (1861-65) afgjorde slaveriets skæbne. I december 1865 – godt et halvt år efter krigens afslutning – blev den 13. forfatningsændring ratificeret. Dermed blev slaveriet og andre former for tvangsarbejde ophævet. Næsten. Undtaget var nemlig mennesker, der blev dømt til strafarbejde for en forbrydelse.

Slaveriets ophævelse resulterede i massiv bitterhed blandt hvide amerikanere i de elleve sydstater, der i 1860-61 havde forsøgt at løsrive sig fra USA. I denne region havde slaveriet eksisteret i næsten et kvart årtusinde, lige siden det første slaveskib var ankommet til Jamestown, Virginia, i 1619 med 20 afrikanske slaver ombord. For sydens hvide føltes slaveriet langt hen ad vejen naturgivent. Mange hvide drømte derfor om atter at indføre slaverilignende tilstande for afroamerikanerne og dermed sikre regionen den nødvendige arbejdskraft – ikke mindst til bomuldsdyrkningen.

Med flere sydstaters indførelse af de såkaldte ”sorte koder” i årene 1865-66 blev de nys befriede slaver i realiteten stavnsbundet. De blev tvunget til at indgå arbejdskontrakter, der pålagde dem at arbejde for en hvid arbejdsgiver. Kontrakten, der skulle fornys årligt, skulle altid være inden for rækkevidde. Ellers risikerede eksslaven at blive arresteret for vagabondering og idømt en bøde. Hvis vedkommende ikke kunne betale bøden – og det var sjældent tilfældet – var løsningen, at en hvid arbejdsgiver afholdt udgiften mod så til gengæld at udnytte afroamerikanerens arbejdskraft, indtil bøden var arbejdet af. Ofte var det den dømte persons tidligere ejer, der på denne måde fik eksslaven i sin vold. I flere stater blev børn og unge ligeledes inddraget under systemet: Blev det vurderet, at sorte forældre ikke var i stand til at forsørge og opdrage deres børn ordentligt, blev de overdraget i hvide arbejdsgiveres varetægt og pålagt at arbejde gratis som ”lærlinge.”

Leasing af straffefanger

Selvom de sorte koder hurtigt blev ophævet, idet de vakte et ramaskrig i nord og fik Kongressen til at handle, blev fængselsvæsenets udvikling mod slutningen af 1860’erne katastrofal for sorte fanger. Under slaveriet havde arresthusene mestendels været bygget for at huse hvide fanger, da slaverne jo i forvejen befandt sig i fangenskab. Med slaveriets ophævelse kom de sydlige fængsler i stadig stigende omfang til at huse afroamerikanere. 25 år efter slaveriets ophævelse – altså i 1890 – udgjorde afroamerikanerne 25 procent af fangerne i fængslerne; i 1910 var deres andel vokset til 34 procent (men 11 procent af USA’s befolkning). I flere sydstater begyndte fængslerne nu at lease fanger til private arbejdsgivere, som så kunne udnytte fangernes arbejdskraft i det omfang, de havde lyst. Selvom systemet var forskelligt fra stat til stat, eksisterede leasingsystemet i et eller andet omfang i de fleste sydstater fra slutningen af 1860’erne og frem til 1920’erne. Det viste sig særdeles lukrativt både for delstaten og for den arbejdsgiver, der overtog fangen. For fangen var leasingen derimod ofte en dødsdom.

Netop fordi både delstaten og arbejdsgiveren drog økonomisk nytte af leasingen af fanger, voksede systemet i omfang. Selv små forseelser kunne medføre strafarbejde. Det handlede ikke kun om risikoen for at blive straffet for eksempelvis at stjæle nogle kyllinger. Det handlede i lige så høj grad om, at man derpå skulle dække retssagens omkostninger, hvilket øgede den økonomiske byrde og dermed tvangsarbejdets omfang. På denne måde øgedes antallet af straffefanger betragteligt. Vi ved eksempelvis, at antallet af straffefanger fra 1870 til 1910 voksede ti gange så hurtigt i delstaten Georgia som i befolkningen som helhed. Det nøjagtige antal af straffefanger i sydstaterne mellem 1860’erne og 1920’erne er dog umuligt at fastslå. Historikeren Douglas A. Blackmon vurderede i sin bog Slavery by Another Name (2008), at det samlede antal måtte ligge på over 100.000 og muligvis på mere end dobbelt så meget.

Op mod 85-95 procent af de fanger i Syden, der blev leaset ud til strafarbejde, var sorte. De fleste var mænd; men sorte kvinder og børn blev også underlagt systemet. I 1895 bestod hele 11 procent af straffefangerne i staten Arkansas af børn i alderen 12 til 15 år. Det hårdeste arbejde blev gerne udført af sorte mænd og af drenge på mindst 12 år. Disse mennesker forsvandt eksempelvis ned i kulminerne i Alabama. Kvinder og småbørn derimod tøjlede i landbruget eller i tømmerindustrien.

Som den store svenskamerikanske sociolog og kriminolog J. Thorsten Sellin udtrykte det i sit klassiske værk Slavery and the Penal System (1976), var fangeleasingssystemet ”det naturlige produkt af to århundreder med slaveri.” Og ikke kun plantageejere benyttede sig af systemet: Fangerne blev også udlejet til eksempelvis jernbanebyggerier, minedrift eller de berygtede lejre til udvinding af terpentinolie fra træ.

Straffefangernes arbejdsdag var lang og vilkårene umenneskelige. I modsætning til slaveejeren havde arbejdsgiveren ikke noget større økonomisk incitament til at holde dem i live. Som historikeren David Oshinsky forklarede i sit værk Worse Than Slavery (1996), betød en fanges død eller flugt i mange tilfælde blot, at fængslet leverede en ny person som erstatning for den bortkomne. En tidligere fangevogter, der havde overvåget arbejdet med at bygge en jernbane i det tropiske Florida, gav i 1891 en øjenvidneskildring af, hvordan madforsyningerne i løbet af kort tid svandt ind til det rene ingenting – ”Jeg siger ikke, at der var lidt mad eller en smule mad, nej, der var ingen mad overhovedet.” Fangerne måtte i dette tilfælde søge efter noget spiseligt i den skov, de befandt sig i.

Fangernes dødstal var tilsvarende tårnhøje. I 1880’ernes Mississippi omkom 9-16 procent af straffefangerne om året. Ingen fange idømt ti års strafarbejdede overlevede sin dom. Endnu værre stod det til i Alabamas miner og ved dets jernbanebyggerier: Alene i året 1869 omkom 49 procent af de forhåndenværende straffefanger. De døde ikke udelukkende af underernæring og sygdom. De blev også udsat for ekstreme fysiske overgreb. Som under slaveriet blev pisken hyppigt taget i brug, og der var beretninger om straffefanger, der blev pisket ihjel. Andre fanger blev sat i svedekassen, en opretstående tætsluttende trækiste, hvori der var boret huller til ind- og udånding, men hvor fangen under sydens varme himmel blev dehydreret og svulmede op. ”Vandbruseren” – en form for indretning til waterboarding – hvor den lænkede fange somme tider med underansigtet placeret i en høj skål blev overhældt med så meget koldt vand, at vedkommende nogle gange rent faktisk druknede – blev ligeledes taget i brug.

Selvom straffearbejdet berørte langt færre afroamerikanere direkte end slaveriet, fungerede det med Oshinskys ord som en ”funktionel erstatning for slaveriet.” Ordningen var samtidig et supplement til det ekstremt repressive Jim Crow-system, der kom til at dominere sydstaterne fra 1890’erne og helt frem til 1960’erne – et system baseret på ideen om hvidt raceoverherredømme, hvilket i praksis betød raceadskillelse i det offentlige rum, fratagelse af afroamerikanernes stemmeret og lynchninger. Alligevel skabte leasingsystemet trods alt så megen negativ opmærksomhed, at det blev afskaffet i stat efter stat, afsluttende med Alabama i 1927.

”The chain gang” og plantagefængsler

Dermed ikke sagt, at fængslernes emulering af slaveriet ophørte. For det første blev den såkaldte ”chain gang” taget i brug helt op til Anden Verdenskrig og i enkelte stater også derefter. For det andet oprettede nogle stater fængsler, der praktisk talt fungerede som slaveplantager.

Det var hovedsagelig afroamerikanere, der endte på ”the chain gang.” Denne form for straf var udbredt over store dele af syden, både på delstatsniveau og i de lokale county-fængsler. Fangerne blev kædet sammen, vel at mærke uden mulighed for at lænkerne kunne låses op igen. Hertil krævedes nemlig en grovsmed. Med hakke eller skovl blev de så sendt på hårdt arbejde, typisk 10-12 timer ad gangen, idet de især udførte vejarbejde. Stadig blev pisken og andre former for tortur taget i brug. I nogle mindre counties (amter, red.) tilbragte fangerne fritiden ikke i en fængselsbygning, men i tilgitrede vogne. I 1930’ernes North Carolina var en sådan vogn fem en halv meter lang og højst to en halv meter bred, men husede 10-12 fanger, der lå i tre lag og to rækker af køjer opdelt af en smal midtergang. I disse bure på hjul tilbragte fangerne ikke kun nætterne, men også al tiden fra lørdag eftermiddag til mandag morgen. Som Floridas guvernør Albert W. Gilchrist bemærkede i 1911, havde cirkusdyr mere plads i deres vogne end ”chain gang”-fangerne. I det store hele sluttede praksissen med ”the chain gang” i årene omkring Anden Verdenskrig.

I 1912 karakteriserede Den nationale komité vedrørende Fængselsarbejde ”the chain gang” som ”det sidste overlevende levn fra slaveriet.” Her havde komiteen dog glemt at medregne en anden form for straf, nemlig fængslet, der blev indrettet som en plantage. Et af de største sådanne var Parchman Farm, der blev bygget i Mississippideltaet i 1904, et område der førhen havde været bomuldsslaveriets højborg. Parchmans landbrugsareal strakte sig over hele 12.000 hektar. Lignende institutioner fandtes i Alabama, Arkansas, Florida, Louisiana og Texas. Det arbejde, fangerne udførte på disse anstalter, mindede om slaveri, og langt hovedparten af fangerne var sorte. Dette gjaldt 90 procent af fangerne på Parchman Farm i 1917 og 84 procent af fangerne i fængslet Angola i Louisiana i 1929. På disse plantager hørte pisken og andre former for mishandling til dagens orden. I Angola blev der i årene 1928-40 gennemført omkring 10.000 registrerede piskninger, svarende til godt to om dagen, idet de værste afstraffelser bestod af op mod 50 slag. Selvom de værste former for misbrug blev forbudt efter Anden Verdenskrig – omend piskestraffen dog overlevede i Arkansas helt frem til 1966 – fortsatte fængslets plantagedrift i mange år og hovedsagelig ved hjælp af håndkraft trods det sydlige landbrugs mekanisering. På Parchman, der i dag er to-tredjedele afroamerikansk, sluttede plantagearbejdet i 1970. På Angola, der i dag er tre-fjerdedele afroamerikansk, indgår landbruget stadig som en hovedbestanddel i fangernes hverdag.

Fængslet som symbol på frihedskampen

Med borgerrettighedsbevægelsens vækst i 1950-1960’erne kom fængslet til at spille en helt anden rolle i afroamerikanernes liv: Det blev et symbol på frihedskampen. Når Martin Luther King, Jr., vandrede i fængsel – og det gjorde han utallige gange – udstillede han på opsigtsvækkende vis kløften mellem de amerikanske grundlæggelsesidealer om frihed, lighed og retten til at stræbe efter lykke på den ene side og den racemæssige virkelighed på den anden, præget som den var af Jim Crow-systemet og dets ideologi om hvidt overherredømme. Et af borgerrettighedsbevægelsens vigtigste kampskrifter formulerede King faktisk, mens han i foråret 1963 sad i enecelle under de store borgerrettighedsprotester i Birmingham, Alabama. I ”Letter from Birmingham City Jail” begrundede King den ikkevoldelige kamp og forklarede rationalet bag civil ulydighed. Allerede året forinden havde borgmesteren og politidirektøren i den lille by Albany, Georgia, måttet sande, hvor risikabelt, det var, at sætte King bag tremmer. Fængslingen af ham vakte nemlig så megen opsigt og forargelse, at de to øvrighedspersoner i al hemmelighed fik ham løsladt igen. Selv efter at King i 1964 modtog Nobels Fredspris, var den lokale sherif i Selma, Alabama, dog tåbelig nok til kort efter at sætte ham bag tremmer.

Mange andre aktivister fulgte Kings vej ind i fængslets mørke. Blandt studenteraktivister inden for borgerrettighedsbevægelsen bredte et nyt slogan sig fra 1960: ”Jail, no bail.” I stedet for at komme på fri fod gennem kaution valgte aktivisterne at forblive i fængslet, både fordi det forekom etisk urimeligt at betale sig ud af en uretmæssig fængsling, og fordi massefængslinger ofte var opsigtsvækkende og tærede på ordensmagtens ressourcer.

Ved en enkelt lejlighed stiftede nogle af studenteraktivisterne bekendtskab med et plantagefængsel. Under de såkaldte ”freedom rides,” hvor aktivister i 1961 udfordrede Jim Crow-systemets regler for raceadskillelse i langfartsbusser og ventesale og flere gange undervejs blev angrebet af Ku Klux Klan, blev en gruppe studenter arresteret i Jackson, Mississippi, og sat i Parchmanfængslet. De blev ikke tvunget til markarbejde, men i stedet indsat parvis i celler på 7 kvadratmeter. Selvom statens guvernør Ross Barnett instruerede fængselspersonalet om, at de skulle knække aktivisternes ånd, men ikke deres lemmer, valgte betjentene at rette en brandslange mod dem, da de blev ved med at synge frihedssange. Det lykkedes ikke betjentene at knække aktivisternes ånd. De blev til folkehelte, da de vendte tilbage til friheden efter 39 dage i skyggen. Da andre aktivister fra Natchez, Mississippi, blev indespærret i samme anstalt i 1965 og denne gang blev udsat for mishandling, udviklede Parchmanfængslet sig til en sag for borgerrettighedsbevægelsen. Få år senere gennemgik fængslet de reformer, der blandt andet førte til nedlæggelse af plantagedriften.

Krigen mod narko og massefængslingen af afroamerikanere

Når kritikere i dag sammenligner fængselsvæsenet både med slaveriet og med Jim Crow-systemet, er der to dimensioner heri. For det første udfører mange fanger forskellige former for tvungent arbejde til meget lav eller ingen løn, hvilket den 13. ændring til Forfatningen – der ellers ophævede slaveriet – som nævnt lukker op for. Det handler ikke længere udelukkende om sådanne former for basalt arbejde i forbindelse med fængslernes drift som rengøring, køkkentjeneste og tøjvask. Andre fanger fremstiller produkter, der aftages af den føderale regering, herunder kontormøbler, nummerplader og vejskilte, en praksis der faktisk går helt tilbage til 1930’erne. Atter andre udfører opgaver, som private virksomheder ellers stod i begreb med at eksportere til udlandet, men hvor fangernes ekstremt lave lønninger har vist sig konkurrencedygtige. Det drejer sig eksempelvis om betjeningen af call-centre, når kunderne ringer til en virksomhed, eller om fremstilling af tekstilvarer inden for fængslets mure; i sidstnævnte tilfælde skal virksomheden dog kunne godtgøre – og det kan hurtigt blive en subjektiv øvelse – at brugen af fanger ikke går ud over beskæftigelsen. Det er ikke mindst det tvungne arbejde, fanger i 17 amerikanske fængsler protesterede imod i en fangestrejke, der blev indledt den 21. august 2018, og som efter planen skal vare til 9. september. De strejkende – der også klagede over niveauet af vold i fængslerne og over ikke at blive behandlet som mennesker – krævede et stop for ”slaveriet i fængslerne,” idet de samtidig fremhævede den racemæssige ubalance blandt fangerne. En lignende aktion fandt sted i 2016 – uden synlige resultater.

Er der her tale om en videreførelse af slaveriets fornedrelse? Det er der ikke noget entydigt svar på. Meget af arbejdet er hårdt og har næppe nogen rehabiliterende effekt. I 1990’ernes Arizona genindførte sherif Joe Arpaio i Maricopa County – hvor storbyen Phoenix ligger – ligefrem en variant af ”the chain gang” og ydmygede yderligere de mandlige fanger ved at tvinge dem til at iklæde sig lyserødt undertøj. Mere overordnet er fængslernes aflønning for udført arbejde ekstremt lav. I Arkansas og Alabama arbejder de fleste fanger ligefrem gratis. I hovedparten af staterne ligger lønnen for størstedelen af fangerne på under én dollar i timen. Ved det langtfra ufarlige slukningsarbejde i forbindelse med skovbrandene i Californien i 2017 og 2018 deltog fanger, der fik præcis én dollar i timen og dertil et tillæg på to dollars om dagen. Netop den lave løn har fået kritikerne til at fremhæve, at det er blevet en god forretning at fylde fængslerne til bristepunktet med fanger – og at fængselsvæsenets delvise privatisering siden 1980’erne kun har bidraget yderligere til den tendens. Heroverfor står det argument, at i hvert fald nogle af de mere avancerede typer jobs, som fangerne tilbydes, har en rehabiliterende effekt og gør dem bedre i stand til at indtræde på arbejdsmarkedet efter aftjent straf. Fangernes arbejde kan dermed næppe over én kam karakteriseres som en bevidst videreførelse af slaveriet under en anden betegnelse – især ikke når man tager i betragtning, at tvangsarbejdet selvfølgelig ikke udelukkende udføres af sorte fanger. Strafelementet fylder bestemt meget i den amerikanske retsopfattelse, og forholdet mellem straf og rehabilitering kan ofte synes ude af balance. Men dette peger ikke i selv entydigt på at en ekstremt racistisk tradition har overlevet fra slaveriets og Jim Crow-æraens tidsalder.

Den anden – og langt vigtigere – grund til, at kritikere sammenligner fængselsvæsenet med tidligere tiders slaveri, er, at antallet af fanger i fængslerne er vokset dramatisk siden 1980’erne, og at afroamerikanerne udgør en uforholdsmæssig stor andel af de indsatte. I 1980 sad godt en halv million amerikanere i fængsel. Frem mod 1990 fordobledes antallet til 1,2 millioner for derpå at vokse yderligere til 1,9 millioner frem mod 2000. I 2010 sad hele 2,2 millioner amerikanere i fængsel, altså flere end fire gange så mange som i 1980. Af disse var 40 procent afroamerikanere, selvom denne gruppe kun udgjorde 13 procent af befolkningen. For afroamerikanerne var risikoen for at ende bag tremmer nu seks gange højere end for hvide amerikanere. Udviklingen forekom så meget desto mere urimelig, eftersom kriminaliteten begyndte at dale fra midt-1990’erne.

Baggrunden for den dramatiske vækst i fangebefolkningen var den ”krig mod narko,” som den republikanske præsident Richard Nixon erklærede i de tidlige 1970’ere, men som for alvor blev implementeret af republikaneren Ronald Reagan (1981-89) og siden videreført af republikaneren George H.W. Bush (1989-93) og demokraten Bill Clinton (1993-2001). Selvom en retorik om at være ”tough on crime” gik hånd i hånd med Kongressens vedtagelse af hårde minimumsstraffe for narkorelaterede forbrydelser, var det dog ikke på føderalt, men på delstatsniveau, at langt hovedparten af fængselsdommene blev afsagt. Staterne Washington og Californien førte an ved i henholdsvis 1993 og 1994 at lancere princippet om ”three strikes and you’re out,” der betød, at en forbryder skulle idømmes en drastisk hårdere fængselsstraf ved tredje forseelse end ved de første to.

Var ”krigen mod narko” og den efterfølgende stigning i antallet af sorte fanger i virkeligheden en art videreførelse af slaveriet? Det hævder flere kritikere, herunder juristen Michelle Alexander, hvis bog The New Jim Crow: Mass Incarceration in the Age of Colorblindness vakte betydelig opsigt, da den udkom i 2010. Hun foreslog, at selvom terminologien havde ændret sig, domineredes USA stadig af et racemæssigt kastesystem – præcis som under slaveriet og Jim Crow-systemet. Men hvor det hvide USA førhen havde italesat afroamerikanerne som et problem, var ordvalget nu gået hen og blevet ”farveblindt,” så det i stedet handlede om de kriminelle. Stiltiende satte man dog lighedstegn mellem de to, så ”krigen mod narko” i virkeligheden blev udkæmpet mod afroamerikanerne. Et lignende ræsonnement ligger bag den Netflix-producerede og Emmy-vindende dokumentarfilm ”13th” (2016) instrueret af Ava DuVernay, hvor Alexander i øvrigt optræder i en ekspertrolle. Her trækkes således en direkte linje fra ophævelsen af slaveriet frem til afroamerikanernes nuværende overrepræsentation i fængslerne.

Flere faktorer underbygger de argumenter, Michelle Alexander, Ava DuVernay og andre tilhængere af ”Critical Race Theory” anvender. Stemningen i USA præges i dag stadig af en udbredt angst for sorte mænd. Det var den sorte borgerrettighedsaktivist Jesse Jackson, der engang udtalte, at det ærgrede ham, at når han kom gående ned ad gaden og hørte skridt bag sig og begyndte at ane uråd, så åndede han lettet op, når han opdagede, at personen bag ham var hvid. Hertil kommer en langt mere konkret faktor. 1980’ernes lovgivning i ”krigen mod narko” opstod i kølvandet på en epidemi med stoffet crack – en slags rygbar kokain – der brød ud i 1985. Hvor kokain især forbindes med hvide amerikanere, blev crack fortrinsvis associeret med afroamerikanerne. Derfor var det bemærkelsesværdigt, at der var store forskelle i måden, hvorpå besiddelse af henholdsvis crack og kokain blev takseret i 1980’ernes nye lovgivning. En person, der blev pågrebet med 50 gram crack med henblik på videresalg fik samme straf som en person pågrebet med hele 5 kilogram kokain: ti års fængsel; besiddelse af blot ét til fem gram crack udløste en minimumsstraf på fem års fængsel, selv hvis der var tale om en førstegangsforseelse.

Samtidig har forholdet mellem politi og afroamerikanere i mange år været betændt, hvilket ikke blot protesterne og urolighederne i Ferguson, Missouri, i 2014 og Baltimore, Maryland, i 2015 vidnede om, men også tidligere tiders raceoptøjer fra 1960’erne og frem til 1990’erne. Man skal bestemt heller ikke glemme, at ordensmagten engang var Jim Crow-systemets vogtere i sydstaterne. Hertil skal lægges, at en række republikanske politikere siden Nixon i de senere 1960’ere bevidst har forsøgt at kapre stemmer fra hvide borgere gennem den såkaldte ”sydstatsstrategi,” hvor man uden at nævne race med et eneste ord i stedet med fagter og kodede budskaber om ”lov og orden” og ”velfærdsdronninger” har spillet på fordomme mod afroamerikanerne. Donald Trumps valgkampagne i 2016 blev af én iagttager betegnet som ”en sydstatsstrategi på steroider.” Det er ikke tilfældigt, at exit polls viser, at hvis udelukkende hvide amerikanere havde kunnet stemme ved præsidentvalgene, ville samtlige præsidenter siden 1976 have været republikanere. Da Trump sejrede ved præsidentvalget i 2016, vandt han ikke blot blandt både hvide mænd og hvide kvinder, men også på tværs af samtlige hvide indkomstgrupper.

Slaveri under et nyt navn?

Alligevel er ideen om, at fængselssystemet i dag blot kan betragtes som slaveri eller Jim Crow-systemet under et nyt navn problematisk. Det forudsætter, at hverken borgerrettighedsbevægelsens sejre i 1960’erne eller Barack Obamas valgtriumfer i 2008 og 2012 tæller for noget i det store regnskab – heller ikke selvom Obama i 2008 høstede en større andel hvide stemmer (43 procent) end nogen anden demokratisk præsidentkandidat siden 1976 bortset fra Jimmy Carter og Bill Clinton. Det kan bestemt ikke udelukkes, at ”krigen mod narko” indeholdt en skjult racemæssig dagsorden. Det udgør i sandhed et stort problem, at selvom kriminaliteten i det amerikanske samfund er dalet siden midt-1990’erne, er antallet af fanger vedblevet med at stige. Med til billedet hører dog også, at 11 ud af 21 afroamerikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus i 1988 stemte for forslaget om at vægte crack hundrede gange hårdere end kokain ved udmålingen af straffe, og at et argument for denne vægtning var, at crack meget let førte til massiv afhængighed. En smule bombastisk udtalte et kongresmedlem dengang om crack-epidemien: ”For de af os, der er sorte, er denne selvpåførte plage den værste undertrykkelse, vi har oplevet siden slaveriet.” I 2010 blev vægtforholdet ved udmåling af minimumsstraf for besiddelse af henholdsvis kokain og crack reduceret fra 1:100 til 1:18. Man bør ligeledes medtænke, at afroamerikanerne statistisk set er overrepræsenterede ved visse typer forbrydelser. I 2016 var over halvdelen af alle amerikanere, der sad i fængsel for mord, sorte (53 procent).

Højesteretsdommeren John Paul Stevens slog i 1996 fast, at det var “uden for enhver diskussion, at størstedelen af de forøgede føderale straffe rammer det sorte befolkningselement særlig hårdt”. Alligevel skal man være forsigtig med at hævde, at det nuværende fængselsregimente er at betragte som slaveri under et nyt navn. Det forudsætter trods alt, at meget lidt har forandret sig siden slaveriets og sidenhen Jim Crow-systemets dage. Man kan bestemt trække en lige linje fra slaveriet til straffefangeudlejningen, ”the chain gang” og plantagefængslet. Spørgsmålet er dog, om ikke den direkte linje trods alt slutter engang i 1960’erne?

Skal man føre linjen fra slaveriet helt op til samtidens amerikanske fængselsvæsen, er man nødt til at lukke øjnene for de store fremskridt, den afroamerikanske befolkningsgruppe tilkæmpede sig med borgerrettighedsbevægelsens triumfer i 1960’erne og med fremvæksten af en betydelig sort middelklasse. Der hviler stadig en historisk betinget skygge over afroamerikanerne som befolkningsgruppe, der hænger nøje sammen med denne gruppes overrepræsentation i fængselssystemet. Mere end hver fjerde sorte amerikaner lever i dag under fattigdomsgrænsen, mange i boligkvarterer med dårlige skoler, brudte familier, alkohol- og narkoproblemer og ringe udsigt til nogen amerikansk drøm. Statistisk set går sådanne problemer hånd i hånd med høje kriminalitetsrater. Og dette kan igen føre til mange fængslinger. Eftersom mange afroamerikanere er fattige, har de mildt sagt heller ikke adgang til de bedste jurister. Dermed ikke være sagt, at krigen mod narko ikke har haft racemæssig slagside, eller at ordensmagten ikke har vist sig mere emsig i sin adfærd over for sorte end over for hvide amerikanere – selvom flere politienheder i øvrigt er blevet racemæssigt integreret. Alligevel forkaster juraprofessor Randall Kennedy fra Harvarduniversitetet i sin bog Race, Crime, and the Law (1997) forestillingen om sort-hvide relationer som en fortælling om uafbrudt undertrykkelse. Selvom han insisterer på, at mange racemæssige problemer stadig består, hævder han, at en sandere fortælling om raceforholdene i USA – også inden for retsplejen – må tage udgangspunkt i ”springet fra slaveri til frihed, og fra kasteagtig stigmatisering til en stadig mere respekteret stilling inden for alle sider af amerikansk samfundsliv.”

Det er denne holdning, jeg forsigtigt tilslutter mig. Selvom krigen mod narko havde racemæssig slagside, kan indespærringen af afroamerikanerne ikke længere i samme grad som tidligere anses som en art hadefuld hvid ”kompensation” for slaveriets ophævelse – om end det bestemt er dybt problematisk, at så mange afroamerikanske fanger frister en tilværelse i fængslerne, hvoraf flere tilmed udfører arbejde for en meget ringe løn. Dermed ikke være sagt, at historiens skygge ikke stadig hviler tungt over den afroamerikanske befolkningsgruppe. Det gør den, og det handler fortsat i betydeligt omfang om efterdønningerne efter netop slaveriet. I dag udgør hvid foragt for og had og bitterhed mod afroamerikanere dog næppe hovedudfordringen. Problemet består i stedet i langt højere grad i en manglende politisk vilje til at konfrontere de dybtgående socioøkonomiske problemer, der stadig plager afroamerikanerne som befolkningsgruppe. I 1964 viste den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson sig mere visionær end Nixon, Reagan, den ældre Bush og Clinton tilsammen. Han erklærede ikke ”krig mod narko,” men ”krig mod fattigdom.” I dag er dén krig – desværre – for længst gået i glemmebogen.

Jørn Brøndal er Professor i Amerikansk Historie ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han specialiserer sig bl.a. i amerikansk race- og etnicitetshistorie.