Internettroldenes idéhistorie

Internettets såkaldte trolls vil muligvis få en indflydelse på, hvor vælgerne vil sætte deres kryds. Men hvem er disse trolls, der i stigende grad blander sig i den offentlige debat? Frederik Sonne optrævler internettroldenes idéhistorie.

Trolling er født på internettet og af internettet. Trolling har med andre ord været til stede lige fra internettets begyndelse. Den hænger uløseligt sammen med teknologien bag. I takt med, at udbredelsen af computere og nettet er vokset, er trolling vokset med. Fra en uskyldig leg på det tidlige internet til de hære af professionelle internettrolde, der truer den offentlige samtale med fake-news, alternative-facts og andre fordrejninger.

Med et netop overstået folketingsvalg, hvor de sociale medier spås historisk stor betydning, er et fænomen som trolling mere aktuelt i en dansk offentlighed end nogensinde før.

Det er især efter det amerikanske chokvalg i 2016, at trolling blev taget alvorligt som en seriøs mobiliserende kraft på den vidtstrakte internet-slette. Efterfølgende har mange medier gravet den ene russiske trolde-fabrik frem efter den anden, og dermed er trolling kommet i søgelyset som en reel udfordring i en mudret kamp, der i sidste ende handler om, hvordan du og jeg opfatter verden og virkeligheden.

Misinformation på nettet er ifølge World Economic Forums årlige ‘Global Risk Reports’ en global udfordring på højde med folkesundhed og klimaproblemer – og har faktisk været det siden 2013. Senest i marts i år har EU-Parlamentet meddelt, at man vil opruste forsvaret mod russiske internet-trolde. Forsvarets Efterretningstjeneste har ligeledes vurderet trolling som en trussel under det danske valg og gjort opmærksom på, at man værner sig mod de altfortærende trolde-hære fra øst.

Om troldene rent faktisk dukker op til den danske valgfest, må tiden vise, men at fænomenet er afgørende at forstå, kan der ikke længere herske tvivl om.

De gør det ‘for the lulz’

Selvom der er gjort flere forskellige forsøg på at definere begrebet på det esoteriske nørdeland (alias diverse trolde-frembringende afkroge af internettet) såvel som af udefrakommende intellektuelle, så kniber det med klare definitioner på, hvad ‘trolling’ egentlig dækker over.

På det avantgardistiskee internetkulturs spejlbillede af Wikipedia kaldet Encyclopedia Dramatica står der, at trolling handler om at udstille en eller flere mennesker for at og fremtvinge en reaktion. Målet er såkaldte n00bs (ikke indviede) eller folk, der tager sig selv for alvorligt. Det handler om – med overlæg! – at lave nogle fejlslutninger, at provokere, skrive noget dumt eller ulogisk i jagten på et billigt grin, “for the lulz” som det hedder i internetslang.

Skeler vi til de akademiske definitionsforsøg, så er der en fin sammenhæng med internetkulturens egen. Den canadiske internetantropolog, Gabriella Coleman, der er blevet anerkendt som én af de fremmeste eksperter i kulturen omkring Anonymous og trolling, fastholder også i sit foreløblige hovedværk fra 2014 ‘Hacker, Hoaxer, Whistleblower, Spy: The Many Faces of Anonymous’, at de forskellige typer af ​trolling ​primært er adskilt af deres mål og deres ofre, mens motoren og den kausale kraft, der driver værket er sammenfattende og universel; man gør det ​“for the lulz”​.

Selvom hensigten med ​trolling ​efterhånden handler om andre formål end de billige grin som for eksempel politisk propaganda, så er grinet og det satiriske stadig en del af det særegne ved trollingens indpakning. Dermed er det satiriske (“​for the lulz”)​, som Coleman skriver, primært et definerende kendetegn for begrebet. På den måde hænger ​trolling traditionelt set uløseligt sammen med satire. Det er begge udtryksformer, hvor man bruger humor, ironi eller overdrivelse til at udstille eller kritisere. En satirisk tegning på bagsiden af en morgenavis og et ​meme​,​ ​der bliver delt vidt og bredt på nettet, kan i udgangspunktet ses som værende to sider af samme sag.

Samtidigt er ​trolling ​en særlig skinger form for satire, der i sit udtryk er defineret ved at være ultra-kynisk og grænsesøgende, hvilket også får både Coleman og den irske forfatter Angela Nagle, der stod bag den meget omtalte bog ‘Kill All Normies: Online culture wars from 4chan and Tumblr to Trump and the alt-right’ fra 2017, til at sidestille trolling med en fundamental mangel på moral. Navnlig Angela Nagle har fokus på det grænsesøgende som et gennemgående ideal i sin analyse af internetkulturen, som trolling må siges at tilhøre.

Trolling kan altså sammenfattes af minimum tre karaktertræk: For det første en grundlæggende satirisk motivation (for the lulz), for det andeten grænseløs eller i hvert fald grænsesøgende adfærd og for det tredje en utrættelig frembringelse af provokation, der skal aftvinge en eller anden form for reaktion (raseri, frustration, gråd eller kaos).

Loke bag computerskærmen

De første trolling-lignende impulser kan spores tilbage til hackere som phone-phreaks, der opstod blandt teknologi- og teleentusiaster i 1960’erne og 70’erne. Phone-phreaks kan ses som den tidligste form for hackere. Telefonhackere vel at mærke, altså en hacker med et andet medie, men hackere i ordets oprindelige forstand. Det var for eksempel en gruppe phone-phreaks, der 10. november 1974 var skyld i, at et par hundrede amerikanere sværgede på, at tredje verdenskrig var brudt ud på den amerikanske vestkyst i en lille by nordvest for Los Angeles.

“Der har været en atomangreb i Santa Barbara, og alle telefonlinjer er døde,” lød den chokerende melding fra akuttelefonen, som hundredvis af pårørende blev mødt med i røret, da de ringede op til familie eller venner i Santa Barbara, California. Telefonlinjen var blevet hacket og alle indgående opkald til borgere i Santa Barbara blev stillet om til en falsk akuttelefon. Pranken stod på i en halv time, men uroen stod på hele dagen og strakte sig til hele landet. “Santa Barbara Is Still OK; A-Blast Report Just Hoax,” måtte Los Angeles Times slå fast i en overskrift dagen efter.

Det er siden blev kendt som det mest legendariske eksempel på fænomenet phone-phreaking.

Selvom man skal passe på med at kategorisere alt, der har noget med grænseoverskridende adfærd eller pranks at gøre, som trolling, så findes der unægteligt et berøringsflade her. Coleman betoner, at ​trolling​ er en forgrening med rødder i internettets mange forskellige subkulturer – herunder især hacker-kulturen. Derfor bliver man nødt til at se lidt nærmere på hacker-kulturen, hvis man vil forstå den kontekst og de ideer, som ​trolling ​er skabt af og har udviklet sig i.

Hacker-kulturen er en undergrundskultur og dermed en outsider-kultur, skriver Coleman. Det er en esoterisk kultur, der altid har haft en vis afstand til mainstream-kulturen, som den tit forsøger at udstille. Det samme gør sig gældende for ​trolling​, der gennem satire vil udstille og kritisere de gængse forestillinger, hvilket også er en af Nagles hovedpointer. På sin vis er det også en paradoksal kultur, da ​hackere gennem deres computertekniske egenskaber og egen selvforståelse, gør dem til en magtfuld og til tider overlegen outsider-kultur.

Internettroldene er klogere, de ved bedre, og de er på en måde hinsides de almindelige mennesker: n00bs, normies (et term som Angela Nagle bruger en del), ikke-computernørderne. Internettet er deres vilde vesten og hvis man træder forkert, så kan man risikere at blive udstillet og gjort til grin. Derfor laver Coleman også en nærliggende sammenligning af ​hackeren ​og trolls ​med den mytologiske ​trickster​-figur.

Trickster-figuren er alletiders outsider-figur, der fremfor blot at være en taber uden egenskaber besidder en grad af intellekt, snuhed eller viden, som tricksteren bruger til at udfordre og udstille det gængse eller normale for eksempel ved at bryde herskende love. Prometheus, der stjæler de græske guders ild og giver den til menneskene, er et af de tidligste og klassiske eksempler. Det mest udbredte eksempel herhjemme må være Loke fra den nordiske mytologi, der agerer bindeled mellem aserne og jætterne, de ultimative outsidere.

Loke er en afgørende karakter i den nordiske mytologi, da han hele tiden går i rette med aserne og tvinger dem til at se deres afhængighed af de kaosskabende og ukontrollable jætter i øjnene. På den måde håndhæver han den kosmiske balance. På samme måde er trolls en slags Loke bag computerskærmen med en internetforbindelse. Mens politikere, magtpersoner og i nogle tilfælde helt almindelige mennesker soler sig i internettets demokratiserende muligheder, så stikker troldende deres grimme ansigt frem og bryder den harmoniske forestilling. Som en sandhedssiger minder de andre om, at verden er også grim og ond, og på den måde udfordrer de og skaber balance. Det er i hvert fald meget ofte det selvbillede, som de fleste trolls nærer sig af.

Lystfiskere på internettets dybhav

Trolling har i dag indprentet sig hos de fleste med en krussedulletegning af et troldefjæs, der bærer et overdrevet kækt udtryk. Men som udgangspunkt har trolling ikke noget med de små overnaturlige væsner at gøre. Trolling var oprindeligt direkte inspireret af en særlig lystfiskermetode – trollingfiskeri, som er en fisketeknik, hvor man monterer et par fiskestænger på en båds ræling og på den måde potentielt set hele tiden lokker fisk til, mens båden driver gennem vandet. På samme måde begyndte internet-trolling også at udvikle sig som en metode til at lokke intetanende brugere (såkaldte n00bs) i fælder eller på andre måder udstille dem på internettets dybhav engang i begyndelsen af 1980’erne.

De første personlige computere havde allerede gjort et stille indtog på det kommercielle marked i løbet af 1970’erne. Men internettet forblev stadig mest af alt et akademisk og militært netværk. Datidens internet illustreres bedst af koldkrigspåfundet Arpanet, et såkaldt pakkenetværk, der blev forløberen til World Wide Web og internettet, som vi kender det i dag. Fra 1969-1977 blev Arpanet oprettet som en forbindelse mellem computere på tværs af USA´s universiteter. Ideen byggede på, at et atombombeangreb ikke ville kunne påvirke centraladministrationen i det tilfælde en computer blev udslettet, kunne ”pakkerne” finde nye veje til modtageren.

I begyndelsen af 1980 blev der opfundet flere alternativer til Arpanet. Det var steder, hvor civile computerbrugere, der ganske vist var ret fremme i skoene teknologisk set, men ikke nødvendigvis var akademikere eller militærfolk, kunne mødes og diskutere nørdede ting i forskellige fora og interessefællesskaber. Usenet, der også blev kaldt et fattigmands Arpanet, var et af de kendteste. På få år eksploderede disse netværk i popularitet, og diskussionerne, der i begyndelsen handlede mest om teknologi, formerede sig til en masse underfora, hvor man diskuterede stort og småt. Det var netop her på Usenet og lignende netværk, at trolling – mere eller mindre ubevidst – fik ben at gå på.

Betydningen af trolling, som vi kender den i dag, blev først registreret i Oxford English Dictionary i 1992. I 1992 henviste Oxford direkte til en specifik undergruppe på Usenet, alt.folklore.urban (AFU), hvor en bruger d. 14. december 1992 havde skrevet “Maybe after I post it, we could go trolling some more and see what happens”. Sætningen henviser til trolling som den lystfisker-teknik, der er blevet alment kendt under frasen ‘trolling for newbies’. En beskæftigelse, der for eksempel kunne tage sig ud sådan her:

En erfaren bruger på Usenet, hvis navn genkendes af andre erfarne brugere, der skrev noget forholdsvist blåøjet eller bare helt sort som, at man har spist en plasticpose for at imponere en pige, og at man nu er lidt bange for konsekvenserne. En newbie ville flashe sin naivitet ved at gå ind skrive en kommentar, der tager udsagnet alvorligt. Andre trolls ville så gå ind og bakke den første troll op eller bare skrive noget andet bullshit. Tricket er, at man har fået en newbie på krogen, og så handler det om at mobilisere en eller anden form for drilleri.

Det var sådan, at trollingen begyndte. I lukkede rum på internettet. Som en forholdsvis uskyldig beskæftigelse blandt internetkulturens lystfiskere.

4chan og den populistiske vending

Fra sin tidlige hackerkultur bevægede trollingen sig ind i sit andet udviklingstrin som konsekvensen af, at internettet i højere grad blev mangfoldiggjort og gennemgik nogle store strukturelle forandringer.

Der skete flere afgørende gennembrud for computerteknologi i 1990’erne, hvor computerne forbindes i et sammenhængende globalt netværk. Samtidig kom flere og flere private computerbrugere på internettet og World Wide Web, hvor man kunne etablere diskussionsgrupper, forums og andre nye digitale kommunikationsmåder.

Omkring 2005 blev disse muligheder udvidet, da der i større grad opstod netværk drevet af brugerne selv. Dette betød, at man på en meget lettere måde kunne byde ind med noget og tage del i internettet gennem blogs, egne hjemmesider og sociale medier. Man behøvede ikke længere at have særlige egenskaber for at få noget meningsfuldt ud af nettet mere. Alle kunne være med, og det flyttede trollingens grænser.

Hjemmesiden 4chan, der blev lanceret i 2004 med et oprindeligt formål om at diskutere manga, anime og generelt japansk kultur, spiller en fuldstændig afgørende rolle i denne udvikling, idet 4chan-trollingen tog stadig afsæt i en internet-avantgarde, men havde en stor mængde brugere på en underside som /pol/, der står for ‘Politically Incorrect’. Fora, der var betragteligt større end de tidlige Usenet-fora. Der er altså langt flere med på legen, hvilket gjorde konsekvenserne af trollingen, der blev dikteret derinde fra, meget mere vidtrækkende end den mere lokale og uskyldige trolling, der herskede på Usenet.

Det har 4chan-brugere bevist igen og igen med storstilede aktioner mod sagesløse ofre. Især offentlige afstemninger på nettet var perfekte til at vise, hvilken magt 4chans internettrolde egentlig var i besiddelse af. For eksempel da Justin Bieber i det demokratifremmende internets hellige navn i 2010 valgte at give sine fans muligheden for at stemme om, hvor han skulle give sin næste koncert. Som den “n00b” teenageidolet og hans fanbase i internettroldenes øjne var, slog 4chan til og fik med en kæmpe margin trumfet igennem, at den dengang 16-årige popstjerne skulle optræde i Nordkorea. Det skete naturligvis aldrig, og eksemplet her er forholdsvist uskyldigt i forhold til, hvad trolling ellers har ført til.

Et grelt tilfælde er de såkaldte ruin-life campaigns. Et mærkeligt men rammende eksempel på denne type trolling er historien om Mitchell Henderson. En 13-årig amerikansk dreng, der skød sig selv i april 2006. Tragedien blev i bedste Web 2.0.-stil fulgt op med en mindeside på det hedengangne sociale medie MySpace. Her skrev en af hans unge klassekammerater blandt andet, at Mitchell Henderson var ‘an hero to take the shot, to leave us all behind.’ Ligesom der var én, der skrev noget omkring Mitchell Henderson i relation til en forsvundet iPod.

De to kommentarer endte tilfældigvis på 4chan, hvor man fandt dem hysterisk morsomme på grund af stavefejlen i ‘an hero’-formuleringen, og på grund af kommentaren om en forsvunden iPod, der nok virkede en smule taktløs eller bare klodset. Mindesiden for Mitchell Henderson blev med andre ord en skydeskive for alt hvad internettroldene stod for og fandt sjovt, og Mitchell Henderson forældre blev ofre for impulsen. Der var blandt andet flere, der ringede til forældrene og fortalte, at de havde fundet Mitchell Hendersons iPod, eller, at de var Mitchell Hendersons spøgelse. Der var sågar én, der var taget forbi Mitchell Hendersons gravsten for at lægge en iPod. Det hele blev naturligvis delt på 4chan. Hvorfor? Fordi intet er helligt på nettet, og trolls nærer sig af at lave sjov med alt og alle, søge grænser og fremprovokere reaktioner.

Det nye i eksemplet med Mitchell Henderson var dog, at trollingen ikke mere kun var et fænomen, der foregik på fora, hvor man som en lystfisker indfangede og udstillede de “n00bs”, der havde forvildet sig ind på et fora og afsløret sin uindviethed. Nu trollede man efter “n00bs” på hele internettet. Var der nogle på Youtube eller Myspace, der blamerede sig, kunne de let få en tur i trolling-kværnen, hvis det blev opsnappet af en 4chan-bruger.

Historien om Mitchell Henderson er kun en ud af mange, og den illustrerer det, som Coleman kalder for en populistisk vending i trollingen. Internettroldene blev flere, og de bevægede sig ud fra deres lukkede fora, da det gik op for dem, at de pludselig var så mange, at de havde fået evnen til at kunne mobilisere grupper af trolls, der var store nok til at påvirke menneskers liv i den virkelige verden.

Krigen for internettet og den politiske vending

10. februar 2008 er flere tusinde mennesker gået på gaden fra Adelaide i Australien til Austin i Texas og i mindst 99 andre byer verden over. Størstedelen bærer Guy Fawkes-masker, og deres vrede er rettet mod Scientology-bevægelse.

En måned tidligere havde den nyreligiøse kirke spillet med musklerne og ihærdigt forsøgt at få lukket ned for et fortroligt Tom Cruise-interview, der var blevet lækket og siden gået viralt. Dermed havde Scientology-kirken prikket unødigt til internetkrigernes frihedsfølelse, vækket internetkulturens vrede og var mere eller mindre vadet blindt ind i en krig med internettets selvidentificerede trolls. En krig, der startede officielt, da Anonymous-bevægelsen uploadede en nu internethistorisk video på YouTube 21. januar 2008 under rubrikken ‘Message to Scientology’.

Scientology var på ingen tid blevet et af internettets største hadeobjekter, og det var ikke for sjov. I løbet af de næste godt og vel to år måtte Scientology ikke bare forholde sig til demonstrationer foran deres bygninger i hele verden. Der fulgte også en bølge af hackerangreb og tusindvis af andre forsøg på chikane. Trollingen havde bevist sig som et magtfuldt våben, der kunne mobilisere en betragtelig gruppe mennesker i en politisk sag for at sætte en kæmpe organisation som Scientology under alvorligt pres.

Krigen mod Scientology, der også gik under navnet ‘Project Chanology’, illustrerer det, som man kan kalde for den politiske vending i trollingen. Den adskiller sig ikke tidsligt fra den populistiske trolling, men gør det i højere grad i sin klare politiske udtryksform. De ansigtsløse internetkrigere havde fået et ansigt i form af Anonymous og Guy Fawkes-masken – og endnu vigtigere; de havde fået en sag. Anonymous er en bevægelse, der har splittet mange mennesker i trolling- og hacker-miljøet omkring 4chan. Den populistiske trolling var provokerende, grænsesøgende og sjov, men den var ikke politisk. Det blev den med Anonymous.

Anonymous er kendt for at kæmpe for ubegrænset ytringsfrihed og mod censur på nettet. Gruppen har arbejdet tæt sammen med og støttet Wikileaks og The Pirate Bay, der har samme ideologiske slagside. Flere trolls forenede sig og blev en slags frontlinjekrigere for internettet med alt, hvad dette indebærer. Frihedsfølelsen- og rettighederne, der ifølge den spanske sociolog Manuel Castells har ulmet som en del af internettet fra begyndelsen, tog med denne bevægelse en mere doktrinær retning. Siden krigen mod Scientology, der var Anonymous store anstødssten, har gruppen erklæret krig mod alt fra al-Qaeda og IS til KKK, Thailand og Donald Trump.

De russiske fabrikker og den propagandistiske vending

“We will make America proud again. We will make America safe again, And yes, together, we will make we will make America great again.” 20. januar 2017 planter Donald Trump sin venstre hånd på biblen, løfter den højre og aflægger sin ed, inden han indsættes som amerikansk præsident på trappen foran U.S. Capitol.

Hvordan det helt præcist gik til, er stadig usikkert. Sikkert er det dog, at internettet og de sociale medier spillede en historisk stor rolle, og misinformation, falske nyheder og russiske trolde-fabrikker står som nogle af de kræfter, der gjorde Donald Trump til den 45. amerikanske præsident i historien. Selvom det nok ville være en overdrivelse af de store at tilskrive trollingen nogen større rolle i denne begivenhed, så står valget efterfølgende alligevel som begivenheden, hvor trollingen tog sit endelig spring fra at være et forholdsvist smalt og internet-avantgardistisk fænomen til at blive et alment kendt begreb, der har boret sig ind i bevidstheden hos de fleste.

Den populistiske- og politiske trolling har igennem sine ‘ruin-life-campaigns’ og Anonymous-orkestrede internetkrige i 00’erne frembragt to sandheder om internettet.

Først og fremmest har de vist, at internettet ikke er en ø, og at man kan udøve reelle magthandlinger, hvis man bare kan mobilisere nok brugere, agenter eller bots på internettet til at gå ind i en eller flere sager eller trække i en særlig retning. Det lyder måske en kende banalt i dag, men det er ikke desto mindre en erkendelse, der først rigtig vandt genklang i 2008 under Barack Obamas internetdrevne ‘Hope-kampagne’.

Derudover har internettroldene vist, at grænsesøgende adfærd er en internet-dyd, og at den der larmer mest på nettet og siger de mest outrerede ting, også er den, der vinder offentlighedens opmærksomhed i sidste ende. De tre definerende træk for trollingen, “lulz”, provokation og grænsesøgende adfærd, er blevet sikre guidelines for, hvordan man vinder opmærksomhedskrigen på internetgalaksen.

De to erkendelser har flere i dag taget bestik af, og det har skabt en ny udvikling i trollingen, som jeg vil kalde for den propagandistiske vending. Den er blevet til et fænomen, som internet-avantgardister som Anonymous og den upolitiske forgrening på 4chan ikke længere har patent på.

Trollingens kongstanke om at intet er helligt, er i dag blevet opslugt af politiske agenter og forvrænget til et propagandistisk værktøj, der kan udnyttes til alt fra at gavne statslige russiske interesser i nationale valgkampe til at hjælpe satirejournalisten Kirsten Birgit Shiøtz Kretz Hørsholm fra Radio24syv-programmet ‘Den Korte Radioavis’ med at mobilisere et ‘nej’ ved EU-afstemningen omkring afskaffelsen af retsforbeholdet i 2015. Rasmus Paludans Youtube-kampagne, der har katapulteret ham direkte ind folketingsvalget, er det seneste eksempel på trollingens nye propagandistiske klæder – og kræfter.

De fleste betragter det sandsynligvis som en dårlig ting. Trolls forurener den offentlige samtale, skaber uklarhed og mudrer alle debatter til. Samtidig stikker de kniven ind, der hvor det gør allermest ondt for at fremprovokere en vrede, der sikkert gør den enkeltes bidrag til debatten så meget mere frugtesløst, end det ellers kunne have været. De afsporer og skaber røgslør. Det er altså at betragte som en slags virus, men en virus, som vi må lære at leve med. Vi må neddæmpe den og navigere uden om den, når vi igen og igen støder på den.

En anden forståelse er at betragte trollingen som et korrektiv. Som en hofnar i et kongerige udstiller troldene igen og igen, hvordan vi andre ukritisk hengiver os til internettet og blindt brænder vores tid, data, meninger og virkelighedsopfattelser af på den digitale bålplads, hvor den eneste regel er, at der ingen regler er, og den eneste sandhed er, at der ingen sandheder er. Måske kunne man håbe, at trollingen kan besnære endnu flere til en højere grad af kritisk tænkning og stillingtagen. På den måde kan fænomenet spille en frugtbar rolle med henblik på digital dannelse.

Det er måske naivt. Måske bliver den utrættelige provokation, grænsesøgende adfærd og en ironisk “for-the-lulz”-attitude normaliseret i kraft af, at internettet bliver en større del af vores tilværelse, måske bliver omverdens kritiske indstilling øget. Det er ikke til at vide. Men faktum er, at trolling lige nu er mere præsent end nogensinde før – nu også i den ikke-digitale verden.