Woodrow Wilson og “det grimmeste af alle bedrag”

Efter første verdenskrig var USA og dets idealistiske præsident Woodrow Wilson udset til at lede kampen mod kolonialisme. Det skete ikke. I dette essay beskriver Harvard-professor Erez Manela, hvordan amerikanske idealer om national selvbestemmelse gav anledning til store forhåbninger hos egyptiske nationalister – og hvordan de håb endte i bitter skuffelse.

FOKUS: ARVEN FRA VERSAILLES Den 28. juni 1919 sat­te ledere fra Frankrig, Storbri­tan­nien og USA såv­el som det bese­jrede Tysk­land deres under­skrifter på Ver­sailles-trak­tat­en. Det blev den første, og i efter­tiden mest kendte, af i alt fem fred­saf­taler indgået mellem kri­gens vin­dere og tabere i omeg­nen af Paris i årene efter første ver­den­skrig. I anled­nin­gen af 100-året for Ver­sailles-trak­tatens under­skriv­else bringer Bag­grund en fokusserie, der under­søger nogle af de mange håb og ide­al­er, men også ned­er­lag, knuste drømme og skuffede for­vent­ninger, der prægede freds­forhan­dlingerne og deres efter­liv – og som stadig præger vores ver­den i dag.


I novem­ber 1918, da nyhed­erne om våben­stil­standen i Europa nåede Kairo, blev den promi­nente egyp­tiske intellek­tuelle Muham­mad Husayn Haykal kon­tak­tet af en ven. “Nu sker det!” udbrød Haykals ven. “Vi har ret­ten til selvbestem­melse, og der­for kom­mer englæn­derne til at for­lade Egypten”. “USA,” fork­larede ven­nen, da der blev spurgt ind til hans udbrud, “er kri­gens vin­der. Hun er ikke et impe­ri­al­is­tisk land”. “Der­for”, ræson­nerede han, “vil hun gen­nemtvinge ret­ten til selvbestem­melse og gen­nemtvinge tilbagetræknin­gen”.

Afs­lut­nin­gen på første ver­den­skrig var en tid fyldt med store for­vent­ninger, og den amerikanske præsi­dent, Woodrow Wil­son, var man­den i cen­trum. For mil­lion­er ver­den over frem­stod Wil­son for en kort stund som bud­bringer for en ny ver­den, hvor alle folk ville blive givet ret­ten til at bestemme over deres egen fremtid. Jeg har kaldt tid­srum­met, der i grove træk strak­te sig fra Wilsons tale, der udlagde hans fjorten punk­ter [for opbygnin­gen af Europa efter kri­gen, o.a.] i jan­u­ar 1918, til Ver­sailles-trak­tatens indgåelse i juni 1919, for det “Wilsonske Øje­b­lik” – for­di han, mere end nogen anden, kom til at sym­bol­is­ere dets poten­tiale.

I Egypten var det wilsonske øje­b­lik særligt intenst. Ved første ver­den­skrigs beg­y­n­delse i 1914 erk­lærede Storbri­tan­nien, at Egypten, hidtil i Osman­nerrigets besid­delse, nu var et pro­tek­torat under det britiske imperi­um. Hermed for­malis­ere­des den britiske de fac­to-dom­i­nans i Egypten, en dom­i­nans, der havde været virke­lighed siden de tidlige 1880’ere. Han­dlin­gen blev frem­stil­let som et midler­tidigt krigstid­stil­t­ag, hvad egyp­tiske nation­al­is­ter efter­føl­gende skulle lægge vægt på. Pro­tek­toratet beskyt­tede dog på ingen måde egyptere fra kri­gens lidelser; Egypten blev for­van­dlet til en enorm mil­itær­base, og tusin­der af allierede trop­per sam­ledes på dets jord. Krigstidsin­fla­tion, rationer­inger og værnepligt gjorde livet hårdt.

Sam­tidigt stod USA og dets præsi­dent som ban­ner­førere for nye idéer om den inter­na­tionale orden, der kunne følge i køl­van­det på en allieret sejr. Wilsons krigstid­sre­torik, og især hans tilt­a­gende kraftige pro­mover­ing af prin­cip­pet om “selvbestem­melse”, over­be­viste mange i Egypten og andre sted­er om, at spillets regler var ved at ændre sig.

Allerede inden USA tilslut­tede sig kri­gen i april 1917, erk­lærede Wil­son, at fred­stil­standen måtte “acceptere prin­cip­pet om, at regeringers ret­færdi­ge magt hvil­er på de styre­des sam­tykke”. Efter den amerikanske indtrædelse i kri­gen blev Wil­son end­nu mere skarpt­skåren: USA og dets allierede, sagde han i maj 1917, kæm­pede “for alle folkeslags fri­hed, selvstyre og frie udvikling”.

Den 18. jan­u­ar 1918 adresserede Wil­son kon­gressen for at skit­sere USA’s vision for efterkrigsti­dens ver­den – en tale, der hur­tigt blev kendt ver­den over som de “fjorten punk­ter”. Omend tal­en ikke eksplic­it inde­holdt begre­bet “selvbestem­melse”, anvendte Wil­son netop det begreb måne­den efter, da han beskrev det som et “afgørende han­dling­sprin­cip” og slog til lyd for, at “ethvert ter­ri­to­rielt forlig, der indgår som en del af denne krig, må indgås i de berørte befolkningers inter­esse og til deres fordel”.

Det er der­for ikke over­rask­ende, at egyptere ved kri­gens afs­lut­ning i novem­ber 1918 for­vent­ede, at efterkrigsti­dens orden ville afspe­jle Wilsons krigstid­sre­torik, eller at de tog hastige skridt for at med­virke i den kom­mende nye ver­den­sor­den. Den 13. novem­ber, kun to dage efter våben­hvilens indgåelse, tog en gruppe egyp­tiske ledere kon­takt til den britiske højkom­mis­sær, Sir Regi­nald Wingate, for at erk­lære deres ønske om poli­tisk uafhængighed. De for­langte også tilladelse til at rejse til Paris og frem­føre Egyptens ønske om selvbestem­melse ved fred­skon­fer­en­cen, der for­sam­ledes der.

Grup­pen, der tog kon­takt til Wingate, var anført af Saad Zagh­lul, der senere skulle blive kendt i Egypten som “Natio­nens fad­er”. Zagh­lul var en kar­riere-embeds­mand, der havde tjent som min­is­ter i regerin­gen mellem 1906 og 1913. Men som lib­er­al-sin­det udviklede han en afsky over­for britisk støtte til det autokratiske egyp­tiske monar­ki og opsagde sin regeringspost i protest. I 1918 var han således, som medlem af den lov­givende for­sam­ling, blevet oppo­si­tio­nens led­er.

I et forsøg på at vin­de tid bad Wingate sine besø­gende om at væb­ne sig med tålmodighed, da “Hans Majestæts Regering” var optaget af mere presserende sager. Briterne havde længe betragtet Egypten, og særligt Suez-kanalen, som en strate­gisk liv­line for imperi­et. De var fast beslut­tede på at bevare magten i området, hvor­for det sid­ste, de ønskede, var, at egyp­tiske krav blev et forhan­dlingspunkt ved fred­skon­fer­en­cen i Ver­sailles. Alt­så afviste Lon­don kort efter mødet at give Zagh­lul og hans del­e­ga­tion rejsetil­ladelse.

Som modsvar gav Zagh­lul og hans allierede sig til at mobilis­ere offentlig støtte, ind­kalde til for­sam­linger, rund­sende appeller og påb­eg­y­n­de en pressekam­pagne. Sam­tidig appellerede de direk­te til Wil­son. Zagh­lul for­sikrede i et drama­tisk telegram Wil­son om, at egyptere “stærkt følte den glade stemn­ing ved fød­slen af en ny æra, der, takket være din kraft­fulde han­dling, snart vil gøre sig selv gældende i uni­ver­set”. Denne nye æra, til­fø­jede han, ville “ikke læn­gere være tyn­get af hyk­leri­ets ambi­tion­er eller den gam­meldags poli­tik baseret på over­herredømme og hævdelse af selviske nationale inter­ess­er”. Egyptere måtte have mulighed for at få deres sag hørt i Paris. Det var intet mere end, hvad deres “naturlige og hel­lige ret” tilskrev.

Mens fred­skon­fer­en­cen kom under­ve­js i jan­u­ar 1919, og egypterne sam­lede sig bag Zagh­lul, beslut­tede de stadigt mere æng­stelige britiske myn­dighed­er sig for at slå til mod ham. I overensstem­melse med den krigsret­stil­stand, der ikke var blevet ophævet efter kri­gen, blev Zagh­lul og flere af hans støt­ter arresteret og, den 9. marts 1919, interneret på Mid­del­havsøen Mal­ta. En af de ting, som Zagh­lul ifølge hans biografi­for­fat­ter havde på sig ved anhold­elsen, var et avi­sud­klip, der oplist­ede Wilsons fjorten punk­ter.

Arresta­tion­erne antændte en bølge af stre­jk­er og demon­stra­tioner på tværs af Egypten og blev start­skud­det til en peri­ode med vold­elige sam­men­stød, der i egyp­tisk his­to­rie går under navnet “1919-rev­o­lu­tio­nen”. Egyptere fra alle sam­fund­slag tog del i opstanden: stud­erende, arbe­jdere, fag­folk, bøn­der. Ledere af lan­dets kristne og jødiske sam­fund udtalte deres støtte til bevægelsen. Kvin­der gik på gaderne i et hidtil uset omfang. De britiske styrk­er svarede igen med en streng hånd­hævelse af krigsret­ten: Over de næste måned­er blev omtrent 800 egyptere dræbt, og mange flere såret, sam­men med 60 britiske sol­dater og civilis­ter.

Mens 1919-rev­o­lu­tio­nen gik for sig i gaderne, flød en strøm af telegram­mer, breve og appeller til det amerikanske kon­sulat i Kairo, der bek­endte en tiltro til præsi­dent Wil­son og opfor­drede USA til at støtte “ret­færdigheds- og fri­hedssagen” i Egypten. En besked, signeret “Egyptens Damer”, beklagede, at briterne anvendte “rå styrke, selv mod kvin­der”. En pam­flet, der doku­menterede britisk bru­tal­itet, fremviste fotografi­er af egyp­tiske mænd med piskemærk­er på deres blot­tede overkroppe. Hver mands navn og sociale stand – bonde, stud­erende, religiøs lærd, nota­bilitet – var noteret under hvert enkelt fotografi. Beske­den var klar: Egyptere af alle slags støt­tede opstanden.

Det påvirkede dog ikke det amerikanske uden­rigsmin­is­teri­um. Allen Dulles, på daværende tid­spunkt en ung diplo­mat i Afdelin­gen for Nærøstlige Anliggen­der og senere chef for CIA, gav udtryk for, at de egyp­tiske appeller “end ikke bør anerk­endes”, og andre sam­tykkede. Og da den britiske uden­rigsmin­is­ter, Arthur Bal­four, i april skrev, at “ekstreme nation­al­is­ter” i Egypten (som han – hvad der er usandsyn­ligt – beskrev som “det rev­o­lu­tionære par­ti i Tyrki­ets og Bol­she­vis­ters betalte agen­ter”) brugte Wilsons ord til at “opildne til hel­lig krig mod de vantro”, gik Wil­son hur­tigt med til at anerk­ende britisk herredømme i Egypten.

Nyhe­den om Wilsons beslut­ning om at anerk­ende pro­tek­toratet blev offentligt kendt, netop som Zagh­lul og hans del­e­ga­tion, løs­ladt fra deres interner­ing på Mal­ta, krydsede Mid­del­havet på deres vej til Paris. Egypterne var chok­erede, da de fik kend­skab til beslut­nin­gen ved deres landgang i Mar­seilles. Muham­mad Haykal erindrede senere, at beslut­nin­gen ramte “som et lynned­slag”. Hvor­dan kunne Wil­son nægte egyptere deres ret til selvbestem­melse, allerede før de var ankom­met til Paris? Dette var, skrev han, “det grimmeste af alle bedrag”, ”den mest eftertrykke­lige tilbagevis­ning af prin­cip­per”.

Zagh­lul blev i Paris i flere måned­er for at forsøge at fremme sin sag. Her sendte han en række skarp­skårne besked­er til Wil­son og anmod­ede gen­tagne gange om audi­ens med præsi­den­ten. De eneste svar han fik, var lakoniske notater fra Wilsons sekretær, der bekræft­ede, at med­delelserne var blevet mod­taget, men anførte præsi­den­tens optageth­ed af andre sager. Ikke desto min­dre fort­sat­te strøm­men af egyp­tiske appeller i flere måned­er; mange af dem præget af en over­be­vis­ning om, at Wil­son ikke bev­idst kunne have for­rådt den egyp­tiske sag og der­for måtte være blevet nar­ret af de snu brit­er. En besked, der kom fra en gruppe af egyp­tiske stud­erende, søgte at udbedre præsi­den­tens fejlop­fat­telser og for­sikrede ham om, at den egyp­tiske bevægelse var “hverken religiøs eller xeno­fo­bisk” samt “langt fra bol­sje­vis­tisk på nogen måde”.

I som­meren 1919 håbe­de Zagh­lul, der var ude af stand til at få en høring hos Wil­son, at finde støtte i den amerikanske kon­gres i stedet. I juni for­t­alte han den egyp­tiske presse, at Sen­atskomitéen for Uden­rigsre­la­tion­er havde fun­det frem til, at Egypten hverken var under tyrkisk eller britisk myn­dighed, men snarere var “selvstyrende”. Dette førte til en heftig diskus­sion i de egyp­tiske nyhedsme­di­er – men intet andet.

I novem­ber 1919 sendte Zagh­lul, der stadig var i Europa, end­nu et telegram til Wil­son, i hvilket han bøn­faldt Wil­son om at støtte de egyp­tiske krav. Men samme besked afs­lørede også hans vok­sende skuf­felse. Det egyp­tiske folk, skrev han til præsi­den­ten, hyld­ede ham “som led­eren af en ny dok­trin, der skulle have sikret fred og frem­gang i ver­den”. Nu, “for­di de havde troet på dine prin­cip­per,” blev de “udsat for den mest bar­bariske behan­dling” i briternes hæn­der.

På trods af det mis­lykkede forsøg på at opnå amerikan­sk støtte var nation­al­is­tiske ledere, med opbakn­ing fra den egyp­tiske offent­lighed, blevet fast beslut­tede på at mod­sætte sig britisk kon­trol. I en afvis­ning af Lon­dons forsøg på at forhan­dle sig til egyp­tisk føje­lighed skrev Zagh­lul til min­is­ter Bal­four, at den nye “tid­sånd” krævede, at “ethvert folk skal have ret­ten til selvbestem­melse”. Han fremviste dermed en over­be­vis­ning om, at en radikal trans­for­ma­tion havde fun­det sted i inter­na­tionale anliggen­der på trods af Wilsons for­ræderi: de forhen­værende ret­færdig­gørelser af kolo­nial­is­men var nu blevet foræld­ede.

Den egyp­tiske oplevelse af det wilsonske øje­b­lik var ikke unik. Da der blev ind­kaldt til fred­skon­fer­en­cen, hast­ede nation­al­is­tiske inter­essen­ter fra mange dele af ver­den – kine­sere og kore­anere, arabere og jøder, arme­niere og kur­dere, samt mange andre –, hvaden­ten de var inviterede eller ej, til Paris for at fast­slå deres krav i den gryende ver­den­sor­den. For disse de nationale bestræ­belsers repræsen­tan­ter for nationale bestræ­belser tjente præsi­dent Wil­son ofte som et sym­bol på den kom­mende æra med selvbestem­melse for alle. De tog hans retorik i brug, når de for­mulerede og begrund­ede deres mål, og de reg­nede med præsi­den­tens støtte i deres forsøg på at opnå dem.

Men de fleste af disse forhåb­ninger gav anled­ning til skuf­felse. Alt imens 1919-rev­o­lu­tio­nen opslugte Egypten, opstod lig­nende protest­bevægelser i Kina, Indi­en og Korea. I Paris ind­sendte Nguyen Tat Thanh, en ung mand fra det franske kolo­niale område i Indok­i­na, en appel, der krævede, at hans hjem­land fik mere fri­hed. Han håbe­de at kunne mødes med Wil­son og frem­lægge appellen for ham, men mødet blev aldrig til noget, og appellen blev uden videre ignor­eret. Kort efter vendte Nguyen, der senere skulle blive kendt under sit nom de guerre som Ho Chi Minh, sig mod kom­mu­nis­men som vejen til hans folks frigørelse.

I Egypten blev plad­sen i det cen­trale Kairo, der udgjorde hjertet af 1919-pro­test­erne, kendt som Tahrir­plad­sen – “Befrielses­plad­sen” på ara­bisk. Næsten et århun­drede senere, i 2011, blev Tahrir­plad­sen igen omdrejn­ingspunk­tet for masse­pro­test­er, denne gang ret­tet mod Mubarek-regimets hjemm­e­dyrkede under­trykkelse. 1919-rev­o­lu­tio­nens begiven­hed­er gav uundgåeligt høj­ly­dt ekko i det, der hur­tigt blev kendt som den egyp­tiske 2011-rev­o­lu­tion. Meget havde ændret sig i Egypten, og i ver­den, i de mellem­liggende årti­er. Øns­ket om reel selvbestem­melse, hvilende på de styre­des sam­tykke, for­blev det samme.

Over­sat for Bag­grund af Fred­erik For­rai Ørskov

Erez Manela er his­to­riepro­fes­sor ved Har­vard Uni­ver­si­ty og for­fat­ter til bogen The Wilson­ian Moment: Self-Deter­mi­na­tion and the Inter­na­tion­al Ori­gins of Anti­colo­nial Nation­al­ism, der udgør grund­laget for dette essay. Artiklen blev først udgivet i The New York Times og er gen­givet med for­fat­terens og avisens tilladelse.

Scroll til toppen