Internettroldenes idéhistorie

Theodor Kit­telsens “Sjøtrol­let”, 1887. Foto: Pub­lic Domain/Wikimedia Com­mons.

Internettets såkaldte trolls vil muligvis få en indflydelse på, hvor vælgerne vil sætte deres kryds. Men hvem er disse trolls, der i stigende grad blander sig i den offentlige debat? Frederik Sonne optrævler internettroldenes idéhistorie.

Trolling er født på inter­net­tet og af inter­net­tet. Trolling har med andre ord været til stede lige fra inter­net­tets beg­y­n­delse. Den hænger uløseligt sam­men med teknolo­gien bag. I takt med, at udbre­delsen af com­put­ere og net­tet er vok­set, er trolling vok­set med. Fra en uskyldig leg på det tidlige inter­net til de hære af pro­fes­sionelle inter­net­trolde, der truer den offentlige sam­tale med fake-news, alter­na­tive-facts og andre for­drejninger.

Med et netop over­stået folket­ingsvalg, hvor de sociale medi­er spås his­torisk stor betyd­ning, er et fænomen som trolling mere aktuelt i en dan­sk offent­lighed end nogensinde før.

Det er især efter det amerikanske chok­valg i 2016, at trolling blev taget alvorligt som en ser­iøs mobilis­erende kraft på den vidt­strak­te inter­net-slette. Efter­føl­gende har mange medi­er gravet den ene rus­siske trolde-fab­rik frem efter den anden, og dermed er trolling kom­met i søgel­y­set som en reel udfor­dring i en mudret kamp, der i sid­ste ende han­dler om, hvor­dan du og jeg opfat­ter ver­den og virke­lighe­den.

Mis­in­for­ma­tion på net­tet er ifølge World Eco­nom­ic Forums årlige ‘Glob­al Risk Reports’ en glob­al udfor­dring på højde med folke­sund­hed og klimaprob­le­mer — og har fak­tisk været det siden 2013. Sen­est i marts i år har EU-Par­la­mentet med­delt, at man vil opruste forsvaret mod rus­siske inter­net-trolde. Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este har ligeledes vur­deret trolling som en trussel under det danske valg og gjort opmærk­som på, at man værn­er sig mod de alt­fortærende trolde-hære fra øst.

Om trold­ene rent fak­tisk dukker op til den danske val­gfest, må tiden vise, men at fænomenet er afgørende at forstå, kan der ikke læn­gere herske tvivl om.

De gør det ‘for the lulz’

Selvom der er gjort flere forskel­lige forsøg på at definere begre­bet på det eso­teriske nørde­land (alias diverse trolde-frem­brin­gende afkroge af inter­net­tet) såv­el som af ude­frak­om­mende intellek­tuelle, så kniber det med klare def­i­n­i­tion­er på, hvad ‘trolling’ egentlig dækker over.

På det avant­gardis­tiskee inter­netkul­turs spe­jl­billede af Wikipedia kaldet Ency­clo­pe­dia Dra­mat­i­ca står der, at trolling han­dler om at udstille en eller flere men­nesker for at og fremtvinge en reak­tion. Målet er såkaldte n00bs (ikke ind­viede) eller folk, der tager sig selv for alvorligt. Det han­dler om — med over­læg! — at lave nogle fejl­slut­ninger, at pro­vokere, skrive noget dumt eller ulo­gisk i jagten på et bil­ligt grin, “for the lulz” som det hed­der i inter­net­slang.

Skel­er vi til de akademiske def­i­n­i­tions­forsøg, så er der en fin sam­men­hæng med inter­netkul­turens egen. Den canadiske inter­ne­tantropolog, Gabriel­la Cole­man, der er blevet anerk­endt som én af de fremmeste ekspert­er i kul­turen omkring Anony­mous og trolling, fasthold­er også i sit foreløblige hov­ed­værk fra 2014 ‘Hack­er, Hoax­er, Whistle­blow­er, Spy: The Many Faces of Anony­mous’, at de forskel­lige typer af ​trolling ​primært er adskilt af deres mål og deres ofre, mens motoren og den kausale kraft, der dri­ver vær­ket er sam­men­fat­tende og uni­versel; man gør det ​“for the lulz”​.

Selvom hen­sigten med ​trolling ​efter­hån­den han­dler om andre for­mål end de bil­lige grin som for eksem­pel poli­tisk pro­pa­gan­da, så er grinet og det satiriske stadig en del af det særeg­ne ved trollin­gens ind­pakn­ing. Dermed er det satiriske (“​for the lulz”)​, som Cole­man skriv­er, primært et definerende kende­tegn for begre­bet. På den måde hænger ​trolling tra­di­tionelt set uløseligt sam­men med satire. Det er begge udtryks­former, hvor man bruger humor, ironi eller over­driv­else til at udstille eller kri­tis­ere. En satirisk teg­n­ing på bagsi­den af en mor­ge­navis og et ​meme​,​ ​der bliv­er delt vidt og bredt på net­tet, kan i udgangspunk­tet ses som værende to sider af samme sag.

Sam­tidigt er ​trolling ​en særlig skinger form for satire, der i sit udtryk er defineret ved at være ultra-kynisk og græns­esø­gende, hvilket også får både Cole­man og den irske for­fat­ter Angela Nagle, der stod bag den meget omtalte bog ‘Kill All Normies: Online cul­ture wars from 4chan and Tum­blr to Trump and the alt-right’ fra 2017, til at side­s­tille trolling med en fun­da­men­tal man­gel på moral. Navn­lig Angela Nagle har fokus på det græns­esø­gende som et gen­nemgående ide­al i sin analyse af inter­netkul­turen, som trolling må siges at tilhøre.

Trolling kan alt­så sam­men­fattes af min­i­mum tre karak­tertræk: For det første en grundlæggende satirisk moti­va­tion (for the lulz), for det ande­ten grænseløs eller i hvert fald græns­esø­gende adfærd og for det tred­je en utræt­telig frem­bringelse af pro­voka­tion, der skal aftvinge en eller anden form for reak­tion (raseri, frus­tra­tion, gråd eller kaos).

Loke bag computerskærmen

De første trolling-lig­nende impulser kan spores tilbage til hackere som phone-phreaks, der opstod blandt teknolo­gi- og teleen­tu­si­aster i 1960’erne og 70’erne. Phone-phreaks kan ses som den tidlig­ste form for hackere. Tele­fon­hackere vel at mærke, alt­så en hack­er med et andet medie, men hackere i ordets oprindelige for­stand. Det var for eksem­pel en gruppe phone-phreaks, der 10. novem­ber 1974 var skyld i, at et par hun­drede amerikanere sværgede på, at tred­je ver­den­skrig var brudt ud på den amerikanske vestkyst i en lille by nord­vest for Los Ange­les.

Der har været en atom­an­greb i San­ta Bar­bara, og alle tele­fon­lin­jer er døde,” lød den chok­erende meld­ing fra akut­tele­fo­nen, som hun­dred­vis af pårørende blev mødt med i røret, da de ringede op til fam­i­lie eller ven­ner i San­ta Bar­bara, Cal­i­for­nia. Tele­fon­lin­jen var blevet hack­et og alle indgående opkald til borg­ere i San­ta Bar­bara blev stil­let om til en fal­sk akut­tele­fon. Pranken stod på i en halv time, men uroen stod på hele dagen og strak­te sig til hele lan­det. “San­ta Bar­bara Is Still OK; A-Blast Report Just Hoax,” måtte Los Ange­les Times slå fast i en over­skrift dagen efter.

Det er siden blev kendt som det mest leg­en­dariske eksem­pel på fænomenet phone-phreak­ing.

Selvom man skal passe på med at kat­e­goris­ere alt, der har noget med grænseover­skri­dende adfærd eller pranks at gøre, som trolling, så find­es der unægteligt et berørings­flade her. Cole­man beton­er, at ​trolling​ er en for­gren­ing med rød­der i inter­net­tets mange forskel­lige sub­kul­tur­er — herun­der især hack­er-kul­turen. Der­for bliv­er man nødt til at se lidt nærmere på hack­er-kul­turen, hvis man vil forstå den kon­tekst og de ideer, som ​trolling ​er skabt af og har udviklet sig i.

Hack­er-kul­turen er en under­grund­skul­tur og dermed en out­sider-kul­tur, skriv­er Cole­man. Det er en eso­terisk kul­tur, der altid har haft en vis afs­tand til main­stream-kul­turen, som den tit forsøger at udstille. Det samme gør sig gældende for ​trolling​, der gen­nem satire vil udstille og kri­tis­ere de gængse forestill­inger, hvilket også er en af Nagles hov­ed­point­er. På sin vis er det også en paradok­sal kul­tur, da ​hackere gen­nem deres com­put­ertekniske egen­sk­aber og egen selv­forståelse, gør dem til en magt­fuld og til tider over­legen out­sider-kul­tur.

Inter­net­trold­ene er klogere, de ved bedre, og de er på en måde hin­sides de almin­delige men­nesker: n00bs, normies (et term som Angela Nagle bruger en del), ikke-com­put­ernørderne. Inter­net­tet er deres vilde vesten og hvis man træder fork­ert, så kan man risikere at blive udstil­let og gjort til grin. Der­for laver Cole­man også en nærliggende sam­men­lign­ing af ​hack­eren ​og trolls ​med den mytol­o­giske ​trick­ster​-fig­ur.

Trick­ster-fig­uren er alle­tiders out­sider-fig­ur, der frem­for blot at være en taber uden egen­sk­aber besid­der en grad af intellekt, snuhed eller viden, som trick­steren bruger til at udfor­dre og udstille det gængse eller nor­male for eksem­pel ved at bryde hersk­ende love. Prometheus, der stjæler de græske gud­ers ild og giv­er den til men­neskene, er et af de tidlig­ste og klas­siske eksem­pler. Det mest udbredte eksem­pel her­hjemme må være Loke fra den nordiske mytolo­gi, der ager­er bindeled mellem aserne og jæt­terne, de ulti­ma­tive out­sidere.

Loke er en afgørende karak­ter i den nordiske mytolo­gi, da han hele tiden går i rette med aserne og tvinger dem til at se deres afhængighed af de kaossk­abende og ukon­trol­lable jæt­ter i øjnene. På den måde hånd­hæver han den kos­miske bal­ance. På samme måde er trolls en slags Loke bag com­put­er­skær­men med en inter­net­forbindelse. Mens poli­tikere, magt­per­son­er og i nogle til­fælde helt almin­delige men­nesker sol­er sig i inter­net­tets demokra­tis­erende mulighed­er, så stikker trold­ende deres grimme ansigt frem og bry­der den har­moniske forestill­ing. Som en sand­hedssiger min­der de andre om, at ver­den er også grim og ond, og på den måde udfor­dr­er de og skaber bal­ance. Det er i hvert fald meget ofte det selv­billede, som de fleste trolls nær­er sig af.

Lystfiskere på internettets dybhav

Trolling har i dag ind­prentet sig hos de fleste med en krussedul­leteg­n­ing af et trold­e­fjæs, der bær­er et over­drevet kækt udtryk. Men som udgangspunkt har trolling ikke noget med de små over­naturlige væs­ner at gøre. Trolling var oprindeligt direk­te inspir­eret af en særlig lyst­fisker­me­tode — trolling­fiskeri, som er en fisketeknik, hvor man mon­ter­er et par fiskestænger på en båds ræling og på den måde poten­tielt set hele tiden lokker fisk til, mens båden dri­ver gen­nem van­det. På samme måde beg­y­n­dte inter­net-trolling også at udvikle sig som en metode til at lokke inte­ta­nende brugere (såkaldte n00bs) i fælder eller på andre måder udstille dem på inter­net­tets dyb­hav engang i beg­y­n­delsen af 1980’erne.

De første per­son­lige com­put­ere havde allerede gjort et stille ind­tog på det kom­mer­cielle marked i løbet af 1970’erne. Men inter­net­tet for­blev stadig mest af alt et akademisk og mil­itært netværk. Dati­dens inter­net illus­tr­eres bedst af kold­krigspå­fun­det Arpanet, et såkaldt pakkenetværk, der blev for­løberen til World Wide Web og inter­net­tet, som vi kender det i dag. Fra 1969–1977 blev Arpanet opret­tet som en forbindelse mellem com­put­ere på tværs af USA´s uni­ver­siteter. Ideen byggede på, at et atom­bombean­greb ikke ville kunne påvirke cen­tral­ad­min­is­tra­tio­nen i det til­fælde en com­put­er blev udslet­tet, kunne ”pakkerne” finde nye veje til mod­tageren.

I beg­y­n­delsen af 1980 blev der opfun­det flere alter­na­tiv­er til Arpanet. Det var sted­er, hvor civile com­put­er­brugere, der ganske vist var ret fremme i skoene tek­nol­o­gisk set, men ikke nød­vendigvis var akademikere eller mil­itær­folk, kunne mødes og diskutere nørd­ede ting i forskel­lige fora og inter­esse­fæl­lessk­aber. Usenet, der også blev kaldt et fat­tig­mands Arpanet, var et af de kendteste. På få år eksploderede disse netværk i pop­u­lar­itet, og diskus­sion­erne, der i beg­y­n­delsen han­dlede mest om teknolo­gi, for­merede sig til en masse under­fo­ra, hvor man diskuterede stort og småt. Det var netop her på Usenet og lig­nende netværk, at trolling — mere eller min­dre ube­v­idst — fik ben at gå på.

Betyd­nin­gen af trolling, som vi kender den i dag, blev først reg­istr­eret i Oxford Eng­lish Dic­tio­nary i 1992. I 1992 hen­viste Oxford direk­te til en speci­fik under­gruppe på Usenet, alt.folklore.urban (AFU), hvor en bruger d. 14. decem­ber 1992 havde skrevet “Maybe after I post it, we could go trolling some more and see what hap­pens”. Sæt­nin­gen hen­vis­er til trolling som den lyst­fisker-teknik, der er blevet alment kendt under frasen ‘trolling for new­bies’. En beskæftigelse, der for eksem­pel kunne tage sig ud sådan her:

En erfaren bruger på Usenet, hvis navn genk­endes af andre erfarne brugere, der skrev noget forholdsvist blåø­jet eller bare helt sort som, at man har spist en plas­tic­pose for at imponere en pige, og at man nu er lidt bange for kon­sekvenserne. En new­bie ville flashe sin naivitet ved at gå ind skrive en kom­men­tar, der tager udsag­net alvorligt. Andre trolls ville så gå ind og bakke den første troll op eller bare skrive noget andet bull­shit. Trick­et er, at man har fået en new­bie på kro­gen, og så han­dler det om at mobilis­ere en eller anden form for drilleri.

Det var sådan, at trollin­gen beg­y­n­dte. I lukkede rum på inter­net­tet. Som en forholdsvis uskyldig beskæftigelse blandt inter­netkul­turens lyst­fiskere.

4chan og den populistiske vending

Fra sin tidlige hack­erkul­tur bevægede trollin­gen sig ind i sit andet udviklingstrin som kon­sekvensen af, at inter­net­tet i højere grad blev mang­foldig­gjort og gen­nemgik nogle store struk­turelle foran­dringer.

Der skete flere afgørende gen­nem­brud for com­put­erte­knolo­gi i 1990’erne, hvor com­put­erne forbindes i et sam­men­hæn­gende glob­alt netværk. Sam­tidig kom flere og flere pri­vate com­put­er­brugere på inter­net­tet og World Wide Web, hvor man kunne etablere diskus­sion­s­grup­per, forums og andre nye dig­i­tale kom­mu­nika­tion­s­måder.

Omkring 2005 blev disse mulighed­er udvidet, da der i større grad opstod netværk drevet af brugerne selv. Dette betød, at man på en meget let­tere måde kunne byde ind med noget og tage del i inter­net­tet gen­nem blogs, egne hjemmesider og sociale medi­er. Man behøvede ikke læn­gere at have særlige egen­sk­aber for at få noget menings­fuldt ud af net­tet mere. Alle kunne være med, og det fly­t­tede trollin­gens grænser.

Hjemmes­i­den 4chan, der blev lanceret i 2004 med et oprindeligt for­mål om at diskutere man­ga, ani­me og generelt japan­sk kul­tur, spiller en fuld­stændig afgørende rolle i denne udvikling, idet 4chan-trollin­gen tog stadig afsæt i en inter­net-avant­garde, men havde en stor mængde brugere på en under­side som /pol/, der står for ‘Polit­i­cal­ly Incor­rect’. Fora, der var betragteligt større end de tidlige Usenet-fora. Der er alt­så langt flere med på leg­en, hvilket gjorde kon­sekvenserne af trollin­gen, der blev dik­teret derinde fra, meget mere vidtrækkende end den mere lokale og uskyldige trolling, der herskede på Usenet.

Det har 4chan-brugere bevist igen og igen med storstilede aktion­er mod sages­løse ofre. Især offentlige afstemninger på net­tet var per­fek­te til at vise, hvilken magt 4chans inter­net­trolde egentlig var i besid­delse af. For eksem­pel da Justin Bieber i det demokrat­ifrem­mende inter­nets hel­lige navn i 2010 val­gte at give sine fans mulighe­den for at stemme om, hvor han skulle give sin næste kon­cert. Som den “n00b” teenagei­do­let og hans fan­base i inter­net­trold­enes øjne var, slog 4chan til og fik med en kæmpe mar­gin trum­fet igen­nem, at den den­gang 16-årige pop­st­jerne skulle optræde i Nord­ko­rea. Det skete naturligvis aldrig, og eksem­plet her er forholdsvist uskyldigt i forhold til, hvad trolling ellers har ført til.

Et grelt til­fælde er de såkaldte ruin-life cam­paigns. Et mærke­ligt men ram­mende eksem­pel på denne type trolling er his­to­rien om Mitchell Hen­der­son. En 13-årig amerikan­sk dreng, der skød sig selv i april 2006. Trage­di­en blev i bed­ste Web 2.0.-stil ful­gt op med en min­de­side på det heden­gangne sociale medie MySpace. Her skrev en af hans unge klassekam­mer­ater blandt andet, at Mitchell Hen­der­son var ‘an hero to take the shot, to leave us all behind.’ Lige­som der var én, der skrev noget omkring Mitchell Hen­der­son i rela­tion til en forsvun­det iPod.

De to kom­mentar­er endte til­fældigvis på 4chan, hvor man fandt dem hys­terisk mor­somme på grund af stave­fe­jlen i ‘an hero’-formuleringen, og på grund af kom­mentaren om en forsvun­den iPod, der nok virkede en smule tak­tløs eller bare klod­set. Min­des­i­den for Mitchell Hen­der­son blev med andre ord en sky­deskive for alt hvad inter­net­trold­ene stod for og fandt sjovt, og Mitchell Hen­der­son foræl­dre blev ofre for impulsen. Der var blandt andet flere, der ringede til foræl­drene og for­t­alte, at de havde fun­det Mitchell Hen­der­sons iPod, eller, at de var Mitchell Hen­der­sons spøgelse. Der var sågar én, der var taget for­bi Mitchell Hen­der­sons gravsten for at lægge en iPod. Det hele blev naturligvis delt på 4chan. Hvor­for? For­di intet er hel­ligt på net­tet, og trolls nær­er sig af at lave sjov med alt og alle, søge grænser og frem­pro­vokere reak­tion­er.

Det nye i eksem­plet med Mitchell Hen­der­son var dog, at trollin­gen ikke mere kun var et fænomen, der foregik på fora, hvor man som en lyst­fisker ind­fangede og udstillede de “n00bs”, der havde forvildet sig ind på et fora og afs­løret sin uind­vi­ethed. Nu trollede man efter “n00bs” på hele inter­net­tet. Var der nogle på Youtube eller Myspace, der blamerede sig, kunne de let få en tur i trolling-kvær­nen, hvis det blev opsnap­pet af en 4chan-bruger.

His­to­rien om Mitchell Hen­der­son er kun en ud af mange, og den illus­tr­erer det, som Cole­man kalder for en pop­ulis­tisk vend­ing i trollin­gen. Inter­net­trold­ene blev flere, og de bevægede sig ud fra deres lukkede fora, da det gik op for dem, at de plud­selig var så mange, at de havde fået evnen til at kunne mobilis­ere grup­per af trolls, der var store nok til at påvirke men­neskers liv i den virke­lige ver­den.

Krigen for internettet og den politiske vending

10. feb­ru­ar 2008 er flere tusinde men­nesker gået på gaden fra Ade­laide i Aus­tralien til Austin i Texas og i mindst 99 andre byer ver­den over. Størst­ede­len bær­er Guy Fawkes-masker, og deres vrede er ret­tet mod Sci­en­tol­ogy-bevægelse.

En måned tidligere havde den nyre­ligiøse kirke spillet med musklerne og ihærdigt forsøgt at få lukket ned for et fortroligt Tom Cruise-inter­view, der var blevet lækket og siden gået viralt. Dermed havde Sci­en­tol­ogy-kirken prikket unødigt til inter­netkrigernes fri­heds­følelse, vækket inter­netkul­turens vrede og var mere eller min­dre vadet blindt ind i en krig med inter­net­tets selv­i­den­ti­fi­cerede trolls. En krig, der start­ede offi­cielt, da Anony­mous-bevægelsen upload­ede en nu inter­nethis­torisk video på YouTube 21. jan­u­ar 2008 under rubrikken ‘Mes­sage to Sci­en­tol­ogy’.

Sci­en­tol­ogy var på ingen tid blevet et af inter­net­tets største hadeob­jek­ter, og det var ikke for sjov. I løbet af de næste godt og vel to år måtte Sci­en­tol­ogy ikke bare forholde sig til demon­stra­tioner foran deres bygninger i hele ver­den. Der ful­gte også en bølge af hack­eran­greb og tusind­vis af andre forsøg på chikane. Trollin­gen havde bevist sig som et magt­fuldt våben, der kunne mobilis­ere en betragtelig gruppe men­nesker i en poli­tisk sag for at sætte en kæmpe organ­i­sa­tion som Sci­en­tol­ogy under alvorligt pres.

Kri­gen mod Sci­en­tol­ogy, der også gik under navnet ‘Project Chanol­o­gy’, illus­tr­erer det, som man kan kalde for den poli­tiske vend­ing i trollin­gen. Den adskiller sig ikke tid­sligt fra den pop­ulis­tiske trolling, men gør det i højere grad i sin klare poli­tiske udtryks­form. De ansigt­sløse inter­netkrigere havde fået et ansigt i form af Anony­mous og Guy Fawkes-masken — og end­nu vigtigere; de havde fået en sag. Anony­mous er en bevægelse, der har split­tet mange men­nesker i trolling- og hack­er-miljøet omkring 4chan. Den pop­ulis­tiske trolling var pro­vok­erende, græns­esø­gende og sjov, men den var ikke poli­tisk. Det blev den med Anony­mous.

Anony­mous er kendt for at kæmpe for ube­grænset ytrings­fri­hed og mod cen­sur på net­tet. Grup­pen har arbe­jdet tæt sam­men med og støt­tet Wik­ileaks og The Pirate Bay, der har samme ide­ol­o­giske slag­side. Flere trolls forenede sig og blev en slags frontlin­jekrigere for inter­net­tet med alt, hvad dette inde­bær­er. Fri­heds­følelsen- og ret­tighed­erne, der ifølge den spanske soci­olog Manuel Castells har ulmet som en del af inter­net­tet fra beg­y­n­delsen, tog med denne bevægelse en mere dok­trinær ret­ning. Siden kri­gen mod Sci­en­tol­ogy, der var Anony­mous store anstødssten, har grup­pen erk­læret krig mod alt fra al-Qae­da og IS til KKK, Thai­land og Don­ald Trump.

De russiske fabrikker og den propagandistiske vending

We will make Amer­i­ca proud again. We will make Amer­i­ca safe again, And yes, togeth­er, we will make we will make Amer­i­ca great again.” 20. jan­u­ar 2017 planter Don­ald Trump sin ven­stre hånd på biblen, løfter den højre og aflæg­ger sin ed, inden han ind­sættes som amerikan­sk præsi­dent på trap­pen foran U.S. Capi­tol.

Hvor­dan det helt præ­cist gik til, er stadig usikkert. Sikkert er det dog, at inter­net­tet og de sociale medi­er spillede en his­torisk stor rolle, og mis­in­for­ma­tion, falske nyhed­er og rus­siske trolde-fab­rikker står som nogle af de kræfter, der gjorde Don­ald Trump til den 45. amerikanske præsi­dent i his­to­rien. Selvom det nok ville være en over­driv­else af de store at tilskrive trollin­gen nogen større rolle i denne begiven­hed, så står val­get efter­føl­gende alligev­el som begiven­heden, hvor trollin­gen tog sit endelig spring fra at være et forholdsvist smalt og inter­net-avant­gardis­tisk fænomen til at blive et alment kendt begreb, der har boret sig ind i bev­id­s­the­den hos de fleste.

Den pop­ulis­tiske- og poli­tiske trolling har igen­nem sine ‘ruin-life-cam­paigns’ og Anony­mous-orkestrede inter­netkrige i 00’erne frem­bragt to sand­hed­er om inter­net­tet.

Først og fremmest har de vist, at inter­net­tet ikke er en ø, og at man kan udøve reelle magthandlinger, hvis man bare kan mobilis­ere nok brugere, agen­ter eller bots på inter­net­tet til at gå ind i en eller flere sager eller trække i en særlig ret­ning. Det lyder måske en kende banalt i dag, men det er ikke desto min­dre en erk­endelse, der først rigtig vandt gen­klang i 2008 under Barack Oba­mas inter­net­drevne ‘Hope-kam­pagne’.

Deru­dover har inter­net­trold­ene vist, at græns­esø­gende adfærd er en inter­net-dyd, og at den der larmer mest på net­tet og siger de mest out­r­erede ting, også er den, der vin­der offent­lighe­dens opmærk­somhed i sid­ste ende. De tre definerende træk for trollin­gen, “lulz”, pro­voka­tion og græns­esø­gende adfærd, er blevet sikre guide­lines for, hvor­dan man vin­der opmærk­somhed­skri­gen på inter­net­galak­sen.

De to erk­endelser har flere i dag taget bestik af, og det har skabt en ny udvikling i trollin­gen, som jeg vil kalde for den pro­pa­gan­dis­tiske vend­ing. Den er blevet til et fænomen, som inter­net-avant­gardis­ter som Anony­mous og den upoli­tiske for­gren­ing på 4chan ikke læn­gere har patent på.

Trollin­gens kongstanke om at intet er hel­ligt, er i dag blevet opslugt af poli­tiske agen­ter og forvrænget til et pro­pa­gan­dis­tisk værk­tøj, der kan udnyttes til alt fra at gavne stat­slige rus­siske inter­ess­er i nationale val­gkampe til at hjælpe satire­jour­nal­is­ten Kirsten Bir­git Shiøtz Kretz Hør­sholm fra Radio24syv-pro­gram­met ‘Den Korte Radioavis’ med at mobilis­ere et ‘nej’ ved EU-afstemnin­gen omkring afskaf­felsen af rets­for­be­hold­et i 2015. Ras­mus Palu­dans Youtube-kam­pagne, der har kat­a­pul­teret ham direk­te ind folket­ingsval­get, er det sen­este eksem­pel på trollin­gens nye pro­pa­gan­dis­tiske klæder — og kræfter.

De fleste betragter det sandsyn­ligvis som en dårlig ting. Trolls foruren­er den offentlige sam­tale, skaber uklarhed og mudr­er alle debat­ter til. Sam­tidig stikker de kniv­en ind, der hvor det gør aller­mest ondt for at frem­pro­vokere en vrede, der sikkert gør den enkeltes bidrag til debat­ten så meget mere frugtes­løst, end det ellers kunne have været. De afs­porer og skaber røgslør. Det er alt­så at betragte som en slags virus, men en virus, som vi må lære at leve med. Vi må ned­dæmpe den og nav­igere uden om den, når vi igen og igen støder på den.

En anden forståelse er at betragte trollin­gen som et kor­rek­tiv. Som en hof­nar i et kon­gerige udstiller trold­ene igen og igen, hvor­dan vi andre ukri­tisk hen­giv­er os til inter­net­tet og blindt bræn­der vores tid, data, meninger og virke­lighed­sop­fat­telser af på den dig­i­tale bålplads, hvor den eneste regel er, at der ingen regler er, og den eneste sand­hed er, at der ingen sand­hed­er er. Måske kunne man håbe, at trollin­gen kan besnære end­nu flere til en højere grad af kri­tisk tænkn­ing og still­ing­ta­gen. På den måde kan fænomenet spille en frugt­bar rolle med hen­blik på dig­i­tal dan­nelse.

Det er måske naivt. Måske bliv­er den utræt­telige pro­voka­tion, græns­esø­gende adfærd og en iro­nisk “for-the-lulz”-attitude nor­malis­eret i kraft af, at inter­net­tet bliv­er en større del af vores tilværelse, måske bliv­er omver­dens kri­tiske ind­still­ing øget. Det er ikke til at vide. Men fak­tum er, at trolling lige nu er mere præsent end nogensinde før — nu også i den ikke-dig­i­tale ver­den.