Communitas, fællesskabets oprindelse og skæbne

Romer­sk fresko af en ini­ti­a­tion i fæl­lessk­a­bet fra Pom­pe­ji. Foto: Wiki­me­dia Com­mons.

Den 11. juni udkommer den italienske filosof Roberto Espositos Communitas, fællesskabets oprindelse og skæbne på dansk på Forlaget THP. I den forbindelse bringer Baggrund et uddrag fra bogens indledning. 

FOKUS: FÆLLESSKAB  Fæl­lessk­aber er en nød­vendighed både på et per­son­ligt og sam­fundsmæs­sigt plan. Det giv­er sam­men­hængskraft i sam­fun­det. Det giv­er os anerk­endelse, og vi føler, at vi hør­er til. Er man ikke en del af et fæl­lesskab, er man stort set fort­abt. Bag­grund sæt­ter fokus på fæl­lesskab gen­nem en række artik­ler, der både i et his­torisk og nutidigt per­spek­tiv skal bel­yse betyd­nin­gen af fæl­lessk­aber.

Rober­to Espos­i­to (født 1950) er en af de tonean­givende stem­mer i sam­tidig ital­ien­sk tænkn­ing. Hans for­fat­ter­skab strækker sig over et halvt århun­drede og står ikke mindst for en videreud­vikling og udfor­dring af Michel Fou­caults (1926−1984) biopoli­tik-begreb.

Com­mu­ni­tas, oprindeligt udgivet 1998, er første bind i en trilo­gi om det kom­plekse forhold mellem liv, poli­tik og fæl­lesskab. Bogen trækker vek­sler på 80′erne og 90′ernes fran­sk-ital­ienske diskus­sion af fæl­lessk­ab­s­be­gre­bet, som har udfold­et sig mellem Jean-Luc Nan­cy, Mau­rice Blan­chot og siden Gior­gio Agam­ben: en pure afvis­ning af fæl­lessk­a­bet som sub­stans og en radikal nyfor­tolkn­ing af begre­bet.

Fæl­lessk­a­bet er her ikke at forstå som sum­men af medlem­merne eller deres egen­skab eller som noget, man kan melde sig ind i eller ud af – end­sige udelukkes fra. Tvær­ti­mod er fæl­lessk­a­bet en man­gel, som forhin­dr­er os i at fuld­byrdes, i at blive helt os selv. Fæl­lessk­a­bets sub­jek­ter er, hed­der det hos Espos­i­to, forenet af en ”gæld”– i betyd­nin­gen ”jeg skylder dig noget”, ikke ”du skylder mig noget”– som gør, at de ikke fuld­stændigt er her­rer over sig selv.

Bogen er over­sat af Ras­mus L. Boje­sen og forsynet med et nyt efter­skrift af Kasper Lyse­mose. Du kan købe bogen på forlagetthp.dk


Intet til fælles

Intet synes mere aktuelt end en fæl­lessk­a­bets tænkn­ing: mere efter­spurgt, påkrævet, bebudet af en sit­u­a­tion, som i én epokal knude forbinder samtlige kom­mu­nis­mers ned­er­lag med de nye indi­vid­u­al­is­mers elendighed. Og alligev­el er intet sværere at få øje på. Intet så fjernt, fortrængt, hen­vist til en end­nu ikke oprun­den tid, til en fjern og gåde­fuld horisont. Ikke at vi har man­glet – eller man­gler – filosofi­er, som udtrykke­ligt beskæftiger sig med fæl­lessk­a­bet. Tvær­ti­mod er der en ten­dens til, at disse filosofi­er udgør en af de dominerende ton­eart­er i den inter­na­tionale debat. Men ikke blot for­bliv­er de inden for denne utænke­ligheds spor, de er tilmed dens mest symp­to­ma­tiske udtryk. Denne kends­gern­ing rum­mer noget, som peger hin­sides de speci­fikke modaliteter – religiøse, kom­mu­ni­taris­tiske, kom­mu­nika­tive – som den sam­tidi­ge poli­tiske filosofi igen og igen antager, og som vedrør­er selve dens form: Fæl­lessk­a­bet er ikke over­sæt­teligt til en filosofisk-poli­tisk sprog­brug, hvis ikke på bekost­ning af en uhold­bar forvrængn­ing – eller sågar per­ver­sion – hvormed vort århun­drede har tragiske erfaringer. Dette kan synes i mod­strid med ten­densen, som ses i visse typer poli­tisk filosofi, til at udpege spørgsmålet om fæl­lessk­a­bet som selve sin gen­stand. Men det er netop denne reduk­tion af den poli­tisk-filosofiske diskurs til ”objekt”, som påtvinger fæl­lessk­a­bet en begreb­slig ter­mi­nolo­gi, som for­drejer det, idet fæl­lessk­a­bet forsøges navn­givet: indi­videt og total­itetens ter­mi­nolo­gi, iden­titeten ogpar­tiku­lar­itetens ter­mi­nolo­gi, oprindelsen og for­målets ter­mi­nolo­gi. Eller, enklere udtrykt, sub­jek­tet og alle dets ufrav­igelige metafy­siske kon­no­ta­tion­ers ter­mi­nolo­gi (enhed, abso­luthed, inte­ri­or­itet). Det er intet til­fælde, at den poli­tiske filosofi, med udgangspunkt i lig­nende forud­sæt­ninger, er tilbø­jelig til også at tænke fæl­lessk­a­bet som ”en større sub­jek­tivitet” – som store dele af den neo-kom­mu­ni­taris­tiske filosofi, trods den påståede oppo­si­tion til det indi­vid­u­al­is­tiske par­a­digme, ender med at gøre, idet sel­vet ”svul­mer op” i n’te potens i den hyper­trofiske fig­ur ”enhed­ernes enhed”. Eller som det også sker for inter­sub­jek­tivitet­skul­tur­erne, som altid er vil­lige til at søge alteriteten i et alter ego, som i enhver henseende er lig det ipse, som de ville bestride, men ender med at dup­likere.

Sand­he­den er, at alle disse opfat­telser forenes af den uoverve­jede antagelse, at fæl­lessk­a­bet skulle være en ”ejen­dom”, som tilhør­er de sub­jek­ter, det foren­er: et attribu­tiv, en afgræn­sning, et prædikat, som kval­i­fi­cer­er, for­di det stam­mer fra den samme hel­hed. Eller sågar en ”sub­stans” skabt af deres foren­ing. I al fald konciperes fæl­lessk­a­bet som en kvalitet, der lægges til sub­jek­ternes karak­ter og også gør dem til fæl­lessk­a­bets sub­jek­ter. I højere grad sub­jek­ter. Sub­jek­ter for en entitet, som er større, højere eller sågar bedre end den blotte indi­vidu­elle iden­titet – men som stam­mer fra og i sid­ste ende spe­jler denne. Ud fra dette syn­spunkt – dets åbenl­yse his­toriske, begreb­slige og lek­sikale defor­miteter til trods – befind­er den organ­iske Gemein­schaft-soci­olo­gi, den amerikanske neo-kom­mu­ni­tarisme og de forskel­lige for­mer for kom­mu­nika­tion­setik (på sin vis tilmed den kom­mu­nis­tiske tra­di­tion, dens kat­e­goriske forskel­lighed uagtet) sig på samme side af netop den lin­je, der afmærk­er fæl­lessk­a­bets utænk­te. For alle disse filosofi­er for­bliv­er fæl­lessk­a­bet en ”fyldthed” eller et ”hele” [tut­to] (meget passende bety­der det oprindelige lem­ma *teu­ta på flere indoeu­ropæiske dialek­ter ”opsvul­methed”, ”potent” og alt­så det sociale organs ”fylde” qua eth­nosVolk, folk). Eller udtrykt med en kun på over­fladen anderledes ter­mi­nolo­gi: et gode, en vær­di, en essens, som alt efter sam­men­hæn­gen kan mistes eller gen­find­es som noget, der allerede har tilhørt os og der­for igen kan tilhøre os. Som enten begrædelig oprindelse eller bebudet skæb­ne ud fra den per­fek­te sym­metri, som forbinder arche og telos. I hvert fald som vores mest ”egne”. Om det drejer sig om at appro­priere vores fælles (som i kom­mu­nis­merne og kom­mu­ni­taris­merne) eller om at kom­mu­nikere vores eget (som i kom­mu­nika­tion­setikkerne), ændr­er resul­tatet sig ikke: Fæl­lessk­a­bet for­bliv­er uløseligt for­bun­det til en pro­pri­um-seman­tik. I denne forbindelse er det end ikke nød­vendigt at berøre Tön­nies’ post-roman­tiske manierismes Gemein­schaft, som står i mod­sæt­ning til Gesellschaft, netop for­di det lig­ger til grund for den oprindelige appro­pri­a­tion af ens egen essens. Her rækker det blot at genkalde sig det webe­ri­anske fæl­lesskab, sobert og allerede overve­jende seku­laris­eret, for at se selve oprindelses­fig­uren omend i denat­u­ralis­eret form: ”En social rela­tion må beteg­nes ‘fæl­lesskab’ (Verge­mein­schaft), hvis og i det omfang han­dlingstil­bø­je­lighe­den hvil­er på (…) en fælles oprindelse, sub­jek­tivt oplevet (affek­tivt eller tra­di­tionelt) af indi­viderne, som delt­ager i den.” At denne besid­delse her først og fremmest skulle hen­vise til ter­ri­to­ri­et, ændr­er ikke ved, at ter­ri­to­ri­et netop bestemmes af kat­e­gorien ”appro­pri­a­tion” som den oprindelige matrice for enhver senere ejen­dom. Hvis vi kort­varigt standser op for at tænke uden for de nuværende ske­maer, er prob­lemets mest paradok­sale kends­gern­ing, at det ”fælles” iden­ti­fi­ceres netop ud fra sin mest åbenl­yse mod­sæt­ning: Det fælles er det, der foren­er ethvert af dets medlem­mers ejen­dom – etnisk, ter­ri­to­rielt, spir­ituelt – i en enkelt iden­titet. De har deres eget til fælles; de er ejere af deres fælles.

2. Det første mål med dette arbe­jde består i en tydelig afs­tand­ta­gen til denne dialek­tik. Men hvis dialek­tikken, som vi har set det, grundlæggende tilhør­er den mod­erne poli­tiske filosofis begreb­slige sprog­brug, består den eneste mulighed for at afkaste sig den i en søgen efter et udgangspunkt – et hermeneutisk støt­tepunkt – som er uden for og uafhængigt af denne dialek­tik. Dette punkt har jeg fun­det, så at sige, ved selve tin­gens oprindelse. Det vil sige, i den latinske term com­mu­ni­tas‘ oprindelse. For at gøre dette har jeg måt­tet følge en alt andet end lem­pelig rute fyldt med lek­sikalske fælder og for­tolkn­ings­besværlighed­er, men som kan føre den, der måtte have tålmod­et til at følge den uden at tabe ret­nin­gen og under­søgelsens sam­lede mål af syne, til et fæl­lessk­ab­s­be­greb, som er radikalt forskel­ligt fra de hidtil behan­dlede.

Den første betyd­ning, som ord­bøgerne angiv­er for sub­stan­tivet com­mu­ni­tas – og det tilsvarende adjek­tiv com­mu­nis – er fak­tisk den, som hen­ter sin betyd­ning fra det mod­sat­te af ”eget”. På samtlige neo­latinske sprog, og flere andre med, er fælles (com­muncomuncom­monkom­mun) det, der ikke er ”eget”; det, der beg­y­n­der, hvor det ”egne” slut­ter: Quod com­mune cum alio est desinit esse pro­pri­um [det, som deles med andre, ophør­er med at være eget] (Quint., Inst., 7,3,24). Det fælles er det, der vedrør­er flere end den enkelte, som vedrør­er mange eller alle – og som derved er ”offentligt” i mod­sæt­ning til ”pri­vat”, eller ”generelt” (men også ”kollek­tivt”) mod­sat ”par­tikulært”. Til denne første, kanon­iske betyd­ning, som ligeledes er at finde i det græske koinos – og i det gotiske gemein og afled­ningerne GemeindeGemein­schaftVerge­mein­schaf­tung – skal lægges en anden og min­dre åbenlys betyd­ning. Min­dre åbenlys, for­di den inde­hold­er sin oprindelses store, seman­tiske kom­plek­sitet: munus(arkaisk form moi­nusmoenus), udgjort af roden *mei- og suf­fik­set -nes, som anty­der en ”social” karak­ter. Denne term svinger mellem tre ikke helt homo­gene betyd­ninger, som synes at sætte den indle­dende side­s­till­ing ”offentlig”/”privat” ud af spil (munus dic­i­tur tum de pri­vatis, tum de pub­li­cis) eller i det mind­ste at ned­tone den til fordel for et andet begreb­sligt felt, som kan føres tilbage til idéen om ”pligt”. Disse er onusoffi­ci­um og don­um (Paul., Dig. 50.16.18). Sandt at sige synes betyd­nin­gen ”pligt” i de to første umid­del­bart åben­bar – ”forplig­telse” [obbli­go], ”hverv” [uffi­cio], ”embe­de” [car­i­ca], ”still­ing” [impiego], ”ansæt­telse” [pos­to] – mens den ved det tred­je begreb i første omgang synes mere prob­lema­tisk. I hvilken for­stand skulle en gave være en pligt? Vis­er den sig ikke der­i­mod som noget spon­tant og dermed val­gfrit?

Men gavens speci­ficitet, som udtrykt gen­nem ordet munus – mod­sat bru­gen af det mere generelle don­um – resul­ter­er netop i en reduk­tion af den umid­del­bare dis­tance og en genop­still­ing af også denne betyd­ning i pligtens seman­tiske geled. Munus er for don­um, hvad ”art er for slægt” (Ulp., Dig. 50.16.194), da det ganske rigtigt bety­der ”gave”, men en speci­fik gave, ”dis­tinkt qua sin nød­vendi­ge karak­ter, som udtrykt gen­nem roden *mei-, der udtrykker udvek­sling.” Vedrørende det cirkulære forhold gave-udvek­sling, må der nød­vendigvis hen­vis­es til Ben­venistes forskn­ing og vigtigst til Mauss’ berømte essay om emnet. Men lad os blive ved emnet ”pligt­skyldighed” [doverosità]: Når først nogen har accepteret munus, er ved­k­om­mende forpligtet (onus) til at gengælde enten i form af goder eller i form af tjen­ester (offi­ci­um). Her vis­er sig igen over­lap­n­ing mellem ”gaven” og ”hvervet”, som det ligeledes ses i udtrykket munere fun­gi (P.F., 125.18). Det er kor­rekt, at Ben­veniste, i Mauss’ fod­spor, allerede find­er udvek­slin­gens nød­vendighed, ”mod-gaven”, i roden do- og i afled­ningerne dorondorea og dosis; her­fra udgår også de to forskel­lige ret­ninger – ”give” og ”tage”, ”tage (for at give)”: ”to take to”– som over­føres til don­um. Ben­veniste når derved frem til, at speci­ficiteten af don­um består i dens mulighed for at være en poten­tielt uni­lat­er­al gave; en gave, som alt­så ikke kræver tilpas­set gengældelse eller ved­er­lag, som det for­resten er bev­id­net i den sene thomistiske for­mu­ler­ing: don­um pro­prie est ‘datio irred­i­bilis’ (…), id est quod non datur inten­tione ret­ri­bu­tio­n­is [en gave er det, der ikke kan gives tilbage (…) det gives ikke med inten­tion om tilbage­be­tal­ing] (Sum­ma The­ol., Ia, q. 38, a. 2, c). Men don­ums min­dre inten­sitet sam­men­lignet med munus‘ ubarmh­jer­tige ufrav­ige­lighed består netop i denne und­dragelse fra en forplig­telses tvang. Dette er gaven, som gives, for­di man skal give og ikke kan ikke give. Pligt­skyldighed­sto­nen lyder så stærkt, at den kan ændre ved, hvis ikke helt afbryde, den dobbelte ensidighed i forhold­et mellem giv­er og mod­tager: skønt den stam­mer fra en tidligere mod­taget begun­stigelse, beteg­n­er munus kun den gave, der gives, ikke den mod­tagne. Den pro­jiceres fuld­stændig ind i den tran­si­tive han­dling at give. Munus inde­bær­er på ingen måde besid­delsens sta­bilitet – og end­nu min­dre fort­jen­estens erhver­vende dynamik – men der­i­mod tab, und­dragelse, over­dragelse: Den er en ”sikker­hed” eller en ”trib­ut”, som betales i oblig­a­torisk form. Munus er forplig­telsen, som indgås i mødet med den anden, og som fremtvinger et passende modsvar. Taknem­me­lighe­den, som kræver nye dona­tion­er. Munis, i denne for­stand, og munifi­cus i end­nu højere grad, er den, der vis­er sin egen ”gun­st”– ifølge Plau­tus’ par­al­lel­lis­er­ing (Mer­ca­tor, 105) gra­tus-munus – hvorved noget gives, som denne ikke kan beholde for sig selv. Og over hvilket ved­k­om­mende ikke er herre. Jeg er mig bev­idst om her at forcere begre­bet ”anerk­endelse” en smule; det er et mere bogstaveligt udtryk for munis. Men hvad anerk­ender den ”anerk­endende” andet end at ”skylde” noget, som er blevet ved­k­om­mende til gode, og som denne nu kaldes til at gøre rede for på en måde, som stiller ved­k­om­mende ”til rådighed” eller mere drastisk ”pris­giv­er” ved­k­om­mende for en anden? Det, der hersker i munus er med andre ord rec­i­prociteten, eller ”gen­sidighe­den” (munus-mutu­us), i den givende han­dling, som over­drager den ene til den anden i en fælles forplig­telse eller i en fælles ed: iurare com­mu­ni­am eller com­mu­nionem i coni­u­ra­tios sakrale bånd.

Hvis vi over­før­er denne sid­ste betyd­ning af munus til det kollek­tive com­mu­ni­tas, vis­er der sig en hidtil ukendt betyd­ning, som udskiller sig fra det klas­siske begreb­spar ”offentlig”/”privat”; det er der­for denne betyd­ning af munus, som må stille spørgsmål­stegn ved eller i det mind­ste prob­lema­tis­ere den udbredte, men noget tvivl­somme stad­fæs­telse com­mu­ni­tas-res pub­li­ca, som igen repro­duc­er­er det noget prob­lema­tiske syn­onym koinon­ia-polis (oprindeligt autoris­eret af det aris­toteliske koinon­ia poli­tike, oftest gen­givet på latin som com­mu­ni­tas snarere end som soci­etas). Den seman­tiske forskel­lighed, som bemærkes i denne stad­fæs­telse, angår på den ene side en over­dreven kon­no­ta­tiv gener­iskhed ved attrib­ut­tivet pub­li­ca, men på den anden side og i højere grad ”kvaliteten” ved res. Hvad er det for en ”ting”, medlem­merne af fæl­lessk­a­bet har til fælles? Og er det virke­lig noget pos­i­tivt? Et gode, en sub­stans, en inter­esse? Ord­bøgerne giv­er os et ganske præ­cist svar på dette. Til trods for for­manin­gen om, at det ikke drejer sig om en ver­i­fi­ceret betyd­ning, gør de os opmærk­som på, at den antikke og muligvis oprindelige, betyd­ning af com­mu­nis skulle være ”han, der del­er en byrde (et embe­de, et hverv)”. Her­af udledes, at com­mu­ni­tas er hel­he­den af per­son­er forenet, ikke af en ”ejen­dom”, men af en pligt eller en gæld. Ikke af et ”mere”, men af et ”min­dre”, af en man­gel, af en grænse, som tager form af et ans­var eller sågar en man­gel­fuld modalitet for den, som ”påvirkes” der­af, til forskel fra den, som er fæl­lessk­a­bet ”frit” eller ”fritaget”. Det er her, det sid­ste og mest betyd­nings­bærende af de mod­sæt­ningspar, som støt­ter eller føl­ger alter­na­tivet mellem offentlig/privat, tager form: Det vil sige det, der sæt­ter com­mu­ni­tas i kon­trast til immu­ni­tas: Hvis den er com­mu­nis, der påtager sig udførelsen af et embe­de – eller demon­stra­tio­nen af en gun­st – immu­nis dic­i­tur qui nul­lo fun­gi­tur offi­cio [er den immu­nis, der ikke bek­læder et embe­de] (P.F., 127.7), hvor­for ved­k­om­mende kan for­blive ingra­tus. Denne kan bibeholde sin egen sub­stans’ integritet gen­nem en vaca­tio muner­is [fritagelse fra pligt]. Mens com­mu­ni­tas er bun­det til ofrin­gen af com­pen­sa­tio, implicer­er immu­ni­tas mod­tageren af det gode, som kaldes dis­pen­sa­tio.

3. Det polemiske resul­tat af denne ety­mol­o­giske omse­jling af de forskel­lige fæl­lessk­ab­s­filosofi­er kan ikke ignor­eres. Som den kom­plekse, men sam­tidig enty­di­ge ety­molo­gi, som vi har spurgt til, vis­er os, er den munus, som com­mu­ni­tas del­er, ikke en ejen­dom eller et tilhørs­forhold. Den er ingen haven, men tvær­ti­mod en gæld, en pant, en gave-at-give. Og dermed det, der vil komme til at beteg­ne, som er på vej til at blive, ja som nærmest allerede er en man­gel. Fæl­lessk­a­bets sub­jek­ter er forenet af en ”gæld”– i betyd­nin­gen ”jeg skylder dig noget”, ikke ”du skylder mig noget”– som gør, at de ikke fuld­stændigt er her­rer over sig selv. Og som mere præ­cist helt eller delvist ekspro­prier­er deres oprindelige ejen­dom, deres mest egne ejen­dom – alt­så selve deres sub­jek­tivitet. Her når vi frem til en 180 graders vend­ing af den syn­ony­mi, fælles-eget, som ube­v­idst antages af de kom­mu­ni­taris­tiske filosofi­er og til en reetab­ler­ing af den fun­da­men­tale mod­pol: det fælles karak­teris­eres ikke af det egne, men af det uegentlige [impro­prio] – eller mere drastisk af den anden. Af en udtømn­ing – hel eller delvis – af ejen­dom­men i sin negering. Af en depro­pri­a­tion som invester­er og decen­tr­erer ejer­sub­jek­tet og tvinger det til at for­lade sig selv. Til at foran­dre sig. I fæl­lessk­a­bet find­er sub­jek­terne intet iden­ti­fika­tion­sprin­cip – end ikke en asep­tisk ind­heg­n­ing med plads til en gen­nem­sigtig kom­mu­nika­tion eller måske et ind­hold at kom­mu­nikere. De find­er ikke andet end den tomhed, den afs­tand, den fremmed­hed, som kon­stituer­er dem som fremmede for dem selv: ”givende til” qua deres ”givet af” et gen­sidigt dona­tion­skred­sløb, som find­er sin sære­gen­hed i netop skævhe­den, sam­men­lignet med sub­jekt-objekt-forhold­ets frontal­itet, eller per­so­n­ens ontol­o­giske fyldthed (hvis ikke i den for­mi­da­ble seman­tiske dobbelthed i det franske per­son­ne: ”per­son” og ”ingen”).

Ikke sub­jek­ter. Eller sub­jek­ter for deres egen man­gel, for man­glen på det egne. For en radikal uegent­lighed, som falder sam­men med en abso­lut kontin­gens – eller blot falder sam­men. Endelige sub­jek­ter – skåret af en grænse, som ikke kan inte­ri­oris­eres, for­di den netop udgør deres ”uden­for”. Udad­vendthe­den, hvor­på de vis­er sig, og som gen­nemtrænger dem i deres fælles ikke-hjemme-høren. Der­for kan fæl­lessk­a­bet ikke tænkes som en krop, en sam­menslut­ning, hvori indi­viderne grundlægges i et større indi­vid. Men det skal heller ikke forstås som den inter­sub­jek­tive, gen­sidi­ge ”anerk­endelse”, hvori de spe­jler sig og bekræfter deres oprindelige iden­titet. Som et kollek­tivt bånd, som er opstået for at forbinde de først adskilte indi­vider. Fæl­lessk­a­bet er ikke en værens­modus – end­sige han­dlingsmodus – hos det indi­vidu­elle sub­jekt. Det er ikke dets udbre­delse eller for­dobling. Det er det indi­vidu­elle sub­jek­ts udstill­ing over for det, der afbry­der dets lukn­ing og vender det på vrangen – en svim­mel­hed, en synkope, en spasme i sub­jek­tets kon­ti­nu­itet. Den fælles ”rose” i dets væren ”intet sub­jekt”: Nie­mand­srose – eller bedre end­nu ”rose de per­son­ne”, som vor tids største digter ville have sagt om fæl­lessk­a­bet i en over­givelse til den sid­ste munus.

Naturligvis er denne udstill­ing – eller opofrelse: munus af én selv – ikke smerte­fri for det sub­jekt, der oplever den. Udstill­in­gen, som tvinger sub­jek­tet i kon­takt med det, det ikke er, med dets ”intet”, er den mest ekstreme af dets mulighed­er, men også den mest risiko­fyldte trussel, som det for­resten allerede var implic­it i den risik­able, hvis ikke direk­te kon­flik­t­frem­mende, don­um-damnum-seman­tik. Denne udtrykkes med usæd­van­lig klarhed i Vergils timeo Danaos et dona fer­entes [jeg frygter grækere, der kom­mer med gaver] (Aen., II, 49): ikke på trods af, men for­di de bær­er gaver. Det, som enhver frygter i munus, som både er ”gæst­fri” og ”fjendtlig”– ifølge det foruroli­gende, sprog­lige slægt­skab imellem hos­pes og hostis – er det vold­elige tab af de grænser, som, idet de tildel­er ved­k­om­mende iden­titet, sikr­er dennes under­hold. Com­mu­ni­tas‘ to ansigter må altid holdes for øje: Fæl­lessk­a­bet er på én og samme tid den mest passende, alt­så den eneste, dimen­sion af dyret, vi kalder ”men­neske”, men sam­tidig dets poten­tielt opløsende strøm. Anskuet fra denne synsvinkel er fæl­lessk­a­bet ikke bare ikke lig med res pub­li­ca, med den fælles ”ting”; den er snarere det hul, som fæl­lessk­a­bet til enhver tid risik­er­er at falde ned i, sam­men­brud­det, som opstår ved siden af og inden i fæl­lessk­a­bet. Denne sprække, som omgiv­er og punk­ter­er det ”sociale”, er altid blevet opfat­tet som den grundlæggende fare ved, ikke i, vores samek­sis­tens: sprækken, som den må vare sig for, men uden at glemme, at det netop er denne, der bestem­mer samek­sis­tensen. Den er tærsklen, som vi ikke kan lægge bag os, for­di den altid over­haler os som selve vor (u)oprindelige oprindelse. Som det uop­nåelige Objekt, som sub­jek­tiviteten risik­er­er at styrte ned i og fare vild. Dette er den for­blind­ende sand­hed, som bevogtes af com­mu­ni­tas‘ ety­mol­o­giske fold: Den offentlige ting er uad­skil­lelig fra intet. Og det er netop tin­gens intet, der er vor fælles bag­grund. Alle fortællingerne om den grundlæggende for­bry­delse – den kollek­tive brøde, det rit­uelle mord, ofrin­gen – som føl­ger civil­i­sa­tio­nens his­to­rie som en obskur kon­tramelo­di, tjen­er til påmin­delse, i metaforisk form, om den delin­quere – i den tekniske betyd­ning af ”at savne”, ”at man­gle”– som hold­er os sam­men. Brud­det, traumet, lakunen, hvor­fra vi stam­mer: ikke Oprindelsen, men dens fravær, dens tilbagetrækn­ing. Den oprindelige munus, som kon­stituer­er og des­tituer­er os i vores dødelige ende­lighed.

Scroll til toppen