Hvis stemmer? Da kolonitiden for alvor kom på museum

100-året for salget af Dansk Vestindien, de nuværende Amerikanske Jomfruøer, førte til avisartikler, debatoplæg, bogudgivelser og nyåbnede museumsudstillinger om den danske kolonihistorie. Men i dag, tre år efter jubilæet i 2017, er meget af opmærksomheden forsvundet igen. Én af de udstillinger, der blev tilbage, efter de røde bånd var klippet og hverdagen igen var sat ind, var Nationalmuseets Stemmer fra Kolonierne. Vibe Nielsen, der er ph.d. i antropologi og ansat som post.doc ved Københavns Universitet, har besøgt udstillingen og sætter i denne artikel fokus på de valg og fravalg, der ligger bag Nationalmuseets formidling af Danmarks rolle i kolonitiden. Som opfølgning til hendes Slagmark-udgivelse Museale formidlinger af fortiden på danske og britiske museer fra 2017, undersøger hun, hvis stemmer, der har fået lov at komme til orde.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonisering er ikke bare én placerbar begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. I samarbejde med forskningsprojektet ECHOES har vi udgivet e-bogen Keywords, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teoretiske positioner, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering blotlægges.

I 2017 ramte særtillæg nyhedsstrømmen, bogserier og romaner blev udgivet, og museer og biblioteker landet over søgte at bringe nye vinkler på fortiden, samt danskernes involvering i den, med særudstillinger, foredrag og andre arrangementer. Markeringerne af 100-året for salget af Dansk Vestindien blev i 2018 fulgt op af opsætningen af Jeanette Ehlers’ og La Vaughn Belles skulptur I am Queen Mary ved indsejlingen til Københavns Havn. Skulpturen er placeret tæt ved bygninger med stærk tilknytning til Danmarks koloniale fortid: Vestindisk Pakhus fra 1780, hvor varer fra Dansk Vestindien blev oplagret, samt Frederiksstaden fra 1749, der blev igangsat af en række storhandlende med agent Andreas Bjørn (1703-1750) i spidsen og dermed er delvist finansieret af den koloniale handel. I 2019 fik skulpturen Freedom af Bright Bimpong plads ved Eigtveds Pakhus – i et yderligere forsøg på at mangfoldiggøre det danske landskab af statuer, der længe har været præget af en noget ensidig fejring af dem, der lukrerede på den koloniale handel: Hvide mænd fra adelen og det bedre borgerskab. De to markante tilføjelser til det københavnske byrum står imidlertid en anelse alene, for ikke mange af jubilæumsårets øvrige initiativer har fået lov at blive stående.

Stemmer fra Kolonierne er én af de få udstillinger, der er blev tilbage, efter jubilæumsårets afslutning. Udstillingen var del af Nationalmuseets markering af 100-året for salget af Dansk Vestinden, men omhandler ikke alene tiden, hvor de nuværende amerikanske Jomfruøer var danske. Fra1672 til1917. Udstill­in­gen var del af National­museets mark­er­ing af 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­den, men omhan­dler ikke alene tiden, hvor de nuværende amerikanske Jom­fruøer var danske (1672-1917). Udstill­in­gen afdækker desu­den de kolo­niale tråde, Dan­mark fort­sat trækker til såv­el Grøn­land (siden 1721), Island (1380–1944) og Færøerne (siden 1380), de danske forter på Afrikas vestkyst (1660−1850), samt Tranquebar (1620–1845) og Fred­erik­snagore i Indi­en (1755–1845). Disse tråde har også fået plads i udstillingen, der strækker sig over syv rum i museets sydøstlige fløj. Flankeret af Riddersalen og de øvrige rokoko-interiører, indrettet af den danske arkitekt Niels Eigtved i 1740erne, ligger udstillingens tema i direkte forlængelse af sine omgivelser og trækker historiske tråde til den bygning, den befinder sig i: Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal bærer, som andre dele af 1700-tallets København, stærkt præg af de rigdomme de danske kolonier og den transatlantiske trekantshandel indbragte danske købmænd og handelsfolk – og dermed den danske stat – i årene, der siden er blevet kaldt den florissante handelsperiode.

Men hverken dette, eller den rolle som den Oldenborgske kongeslægt, og dermed det nyindrettede palæs første beboer – den senere Kong Frederik den Femte (1723-1766) – spillede i den transatlantiske slavehandel, er der gjort meget ud af i udstillingen, der ellers befinder sig delvist i et af Eigtveds interiør. Rytterstatuen af Frederik den Femte på Amalienborg Slotsplads, der er fremstillet af den franske billedhugger Jacques-Franҫois-Joseph Saly og blev indviet i 1771, vidner om kongehusets tætte tilknytning til den koloniale handel: Statuen blev finansieret af Asiatisk Kompagni, gennem dets præsident Adam Gottlob Moltke (1710-1792), der var overhofmarskal og kongens højre hånd og desuden præsident for Det Vestindisk-Guinesiske Kompagni. Med den danske kongemagts velsignelse havde Det Vestindisk-Guineiske Kompagni besat Skt. Jan i 1718 og i 1733 opkøbt Skt. Croix fra Frankrig. Fra 1700 og frem stod kompagniet for den danske del af trekantshandlen mellem Europa, Afrika og Caribien og havde fra 1734-1754 monopol på indførslen og raffineringen af råsukker i Danmark og Norge. Asiatisk Kompagni havde tilsvarende eneret på at drive dansk handel på landene ved Det Indiske Ocean og Kina, hvorfra te, porcelæn og silke blev importeret. Kompagniet styrede i 1732-1777 de danske koloniale besiddelser i Indien og finansierede i vid udstrækning sine indiske ladninger med kapital, som britiske embedsmænd i Indien havde optjent på illegal vis.

I det rum, der tidligere var Kong Christian den Sjettes audiensgemak, ses de oprindelige røde ”kineseripaneler” som Eigtved lod hente fra andre steder i palæet. Tidens forbindelser til verden udenfor det, vi i dag kender som Danmark, ses, hvis man kigger nøje efter, i portrættet af en grønlandsk kajaksejler malet på det røde træpanel. Det er ikke tilfældigt, at netop dette rum anvendes til at formidle historien om dem, der mødte Danmark udefra, for kajaksejleren på panelet er formentlig inspireret af enten Pôq (1700-1729) eller hans landsmand Qiperoq (død 1725), der i 1723 rejste fra Grønland til Danmark og sejlede i kajak gennem Københavns havn til stor forundring for byens borgere. Et stort maleri af de to er opsat i udstillingsrummet, men forbindelsen til motivet på de gamle paneler skal den besøgende selv finde. Den enestående chance, man havde for at formidle den danske kolonitid midt i en bygning, hvis rokoko-interiører blev delvist finansieret af den danske kolonihandel og er skabt i selvsamme periode, som mange af de danske kolonier blev underlagt den danske stat, ligger dermed stort set ubenyttet hen.   

Individet i fokus

De manglende paralleller til de omkringliggende 1700-tals interiører kan skyldes, at udstillingen, ifølge Nationalmuseet selv, hverken handler om handel, varer  eller ressourcer, men om mennesker. Det har ikke været historier om prægtige københavnske palæer eller om gyldne tapeter og bonede gulve, der har været de centrale for museet at formidle. Som noget nyt – og til forskel fra den del af museets Danmarkshistorier 1660-2000, der formidler historien om ”Verdenshandel og kolonier” – er udstillingens primære fokus vendt væk fra vareudveksling og borgerskabets frontfigurer. I stedet er opmærksomheden rettet mod fireogtredive personer, hvis livsfortællinger skal give museets besøgende et indblik i den komplekse historie om Danmarks koloniale tråde til Vestindien, Indien, Vestafrika og Grønland. Vi møder slavehandleren, sælfangeren, barnepigen og oprøreren, den misbrugte vestindiske husslave og den heltemodige barnepige og får dermed historien om den danske kolonitid ”fortalt af de mennesker, som levede i den”, som Nationalmuseet skriver i deres præsentation af udstillingen. 

Inddragelsen af fortællinger på individniveau er et resultat af de seneste års udvikling af museumsmediet, hvor også eksempelvis historien om Første Verdenskrig i stigende grad fortælles ud fra personlige beretninger snarere end kort over skyttegrave og strategiske frontlinjer, som det er tilfældet på The Imperial War Museum i London. De personlige fortællinger anvendes ofte i et forsøg på at gøre historien mere relevant og levende for den besøgende museumsgæst, men den manglende kobling til Nationalmuseets rokoko-interiører i Stemmer fra Kolonierne skaber imidlertid potentiale for en vis forvirring. De historiske forbindelser, man kunne have trukket mellem interiørerne og de personlige fortællinger ligger ufortalte hen og kontrasterne mellem den rigdom kolonihandlen tilvejebragte og de menneskelige lidelser den medførte er ikke så synlige, som de kunne have været. Udstillingens fokus på individet er i centrum, men måske i så høj en grad, at den store historie bliver tilsidesat i mødet med den lille.

Den syv år gamle Oly, som i 1733 blev taget til fange i sin landsby nær Congo-flodens udmunding, hvorfra tusinder som ham årligt blev solgt som slaver og fragtet over Atlanten, er en af de personer den besøgende møder i Stemmer fra Kolonierne. Han har sit eget lydspor i udstillingen, hvor man kan høre hans fortælling. Hvem var han og de øvrige treogtredive mennesker, der portrætteres? Igennem deres personlige fortællinger har det været Nationalmuseets hensigt at udstille menneskene bag de store tal, menneskene bag den grå masse af små sorte streger tegnet på den berømte model af slaveskibet the Brooks, og at fremstille dem som individer frem for passive ofre. Historien om Olys skæbne er indtalt, så besøgende kan leve sig ind i hans historie ved at høre en fortæller i første person fortælle om de rædsler, han gennemlevede under overfarten til kolonierne i Caribien. Historien ledsages af et maleri, der forestiller en lille sort dreng i selskab med et tysk medlem af den stadigt eksisterende kristne Brødremenighed, der opkøbte og slavegjorde ham ud fra forestillingen om, at det var bedre at være kristen slave end hedning i Afrika. Ved siden af maleriet ses en dansedragt fra midten af 1800-tallet, brugt af Pende-folket i Congo ved overgangsritualer fra barn til voksen. Genstandsteksten til dragten lyder:

“Hos mange vestafrikanske folk markerer man overgangen fra barn til voksen med en religiøs fest. Ritualet styrker forbindelsen til forfædrene og markerer, at man bliver en del af fællesskabet. For Oly blev der ingen overgangsritualer. Han blev frataget den mulighed, da han blev gjort til slave”.   

Dansedragten fra Congo har således ikke noget direkte at gøre med historien om Oly, men er udstillet for at synliggøre det liv, han og mange andre med lignende skæbner blev frataget ved deres tilfangetagen. På den måde gør Nationalmuseet brug af en genstand, der som mange andre af museets etnografiske genstande fra 1800-tallet formentlig er indsamlet uden megen kontekst, til at fortælle en historie om en specifik person. For mange af de etnografiske museumsgenstande, der blev indsamlet i 1800-tallet, gælder, at kun deres indsamlingssted og indsamler er angivet. Der mangler ofte oplysninger om af hvem, eller til hvad, de blev brugt, ligesom personen, der fremstillede dem, ofte er gået i glemmebogen. Etnografiske genstande udstilles derfor ofte med en genstandstekst, der lyder ”kunstner ukendt” eller med en meget bred betegnelse, hvor genstanden – som her – bliver repræsentant for et helt folk. Eftersom individet bag genstanden i disse tilfælde ikke anerkendes, reproduceres en fremstilling af ikke-europæiske kunstnere som anderledes end europæiske kunstnere, hvis individuelle genialitet har været hyldet siden renæssancen. Kuratorerne bag Stemmer fra Kolonierne formår ved hjælp af deres brug af dansedragten fra Congo på den måde både at give liv og kontekst til en genstand, hvis historie vi muligvis kun ved meget lidt om, og samtidig at give historien om slavegjorte afrikanere en individuel stemme.

Men Oly var som bekendt blot én blandt tusinder. Samlet set fik mere end 100.000 afrikanere deres liv ødelagt ombord på danske skibe. Tæller vi de spanske, britiske, franske, hollandske og andre europæiske skibe med, er tallet nærmere tolv millioner. De øvrige tilfangetagne, der delte Olys skæbne, har Nationalmuseets kuratorer valgt at skildre ved hjælp af individuelt udformede lerfigurer skabt af kunstnerne Marcelline Hounhouenou og Agathe Yaovi fra Benin i 2017. Lerfigurerne møder den besøgende i flere af udstillingens rum: Som tavse skulpturer, hver med sit specifikke kendetegn, der vidner om de tilfangetagnes individuelle karakterer og skæbner, fylder de montrer med genstande, der ellers kan være svære at fremskaffe. For ikke meget er gemt fra de slavegjortes flere uger lange rejse over Atlanterhavet. Figurerne er skabt ud fra den vurdering, at udstillingen ved deres hjælp kunne undgå at understøtte slaveriets præmis i formidlingen af slaveriet. Som kurator for udstillingen, Louise Sebro udtrykker det i et interview med Baggrund, var det vigtigt for museet ikke at bidrage til, at ”de slavegjorte får taget deres menneskelighed fra sig”. For hende er modellen af slaveskibet the Brooks, der blev fremstillet til støtte for den engelske abolitionistbevægelse i 1788, ikke hensigtsmæssig, fordi den fratager de slavegjorte deres individualitet:

“Problemet er, at det bliver skematisk. Du fornemmer ikke, at det er individer, som ligger i skibets bund. Det bliver en ansigtsløs gruppe, og hvordan tager man den og kommer ind til at sige, at hver og en af de her små sorte streger repræsenterer et menneske med en historie, en familie, et sprog, en kultur og en individualitet. Det er enormt svært, fordi man både skal vise mængden af slavegjorte og strukturens forfærdelighed, samtidig med at man skal prøve at insistere på folks menneskelighed og forskellighed”.

Ved hjælp af lerfigurerne fra Benin og de udvalgte livsfortællinger fra såvel slavegjorte afrikanere, som Kong Adum, der i 1844 lod to børn henrette i en strid over, hvem der var den rette overhøvding i Akuapem på Guldkysten, og Sara Malm (født Tim Tam) fra Ga-folket, der var gift med den danske assistent ved handelsstationen Fort Christiansborg i Accra, Wulff Joseph Wulff (1809-1842), sætter udstillingen navn og ansigt på de mennesker, der var direkte involveret i den danske kolonitid og individualiserer og levendegør på den måde en ellers ofte svært tilgængelig del af historien. 

Danmarkshistorier uden Neky

Individualiseringen og levendegørelsen er understreget ved hjælp af direkte spørgsmål i udstillingsteksterne: Ved maleriet af Neky og lille Marie, malet af den danske maler Niels Peter Holbech (1804-1889) i 1838, opfordres beskueren til at overveje, hvorvidt Neky, der kom fra Dansk Vestindien og tjente i Admiral Hans Birch von Dahlerups (1790-1872) familie, var fri eller slavegjort. Brød hun sig overhovedet om at blive ”udlånt til dette portræt”? Maleriet hang før i Nationalmuseets permanente udstilling Danmarkshistorier 1660-2000: Centralt placeret, mødte det besøgende til udstillingen fra allerførste færd, som et af de største og mest fremtrædende billeder på portrætvæggen i udstillingens første rum. Væggen med de mange billeder havde til hensigt at illustrere de mange forskellige danskere, hvis levede liv tilsammen udgør de danmarkshistorier, udstillingen skildrer. Placeringen fremhævede således Nekys historie, som en vigtig del af den store fortælling om Danmark i årene 1660-2000 og ikke blot som en del af den mere specifikke historie om det tidligere Dansk Vestindien. Ironisk nok betød etableringen af Nationalmuseets nye udstilling om de tidligere og nuværende danske kolonier på den måde, at portrætvæggen i Danmarkshistorier 1660-2000 blev frataget historien om Neky. Hendes tilstedeværelse på væggen fanger ikke længere den besøgendes blik ved indgangen til udstillingen. I stedet skal man nu bevæge sig langt ind i fortællingen om Danmarks udvikling fra ”europæisk stormagt […] til et lille land, der må finde sin plads som alliancepartner blandt andre lande” før historien om Danmarks tid som kolonimagt i det tidligere Dansk Vestindien fortælles. 

Først i udstillingsrummet ”Verdenshandel og kolonier” formidles historien om, hvordan søfartsnationen Danmark-Norge deltog i det, der beskrives som det ”internationale koloni- og handelseventyr”. I modsætning til Stemmer fra Kolonierne, fokuserer denne udstillingsdel fra 2001 primært på vareudvekslingen og det nye luksus-forbrug i borgerskabet og adelen, fremfor de  mere brutale konsekvenser ved kolonihandlen. Disse sider er skildret, men må ofte vige pladsen for genstande relateret til de danske grever Carl Heinrich Schimmelmann (1724-1782) og Oberstløjtnant Ulrich Wilhelm de Roepstorffs (1729-1821), Generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) og Oberst Thomas de Mallevelle (1741-1798). Udstillingsdelens fokus på vareudvekslingen og det nye luksusforbrug i borgerskabet og adelen, understreges af udstillingsdelens to omkringliggende rum, der på den ene side udstiller en omfattende samling af museets beholdning af porcelæn og fajance og på den anden side en borgerskabslejlighed fra Magstræde, hvor pianofortets klimtende sonate danner den lydmæssige ramme om de teselskaber, man let kan forestille sig, har fundet sted i de fine stuer. Helhedsindtrykket af denne udstillingsdel er således en behagelig gennemgang af 1700-tallets nye – og i europæernes øjne – eksotiske handelsvarer til tonerne af herskabelig musik, der kun ved nærmere betragtning rummer andre fortællinger end dem, som omhandler silke i metermål og fint pyntet porcelæn.  

Stemmer fra Kolonierne er tydeligt præget af en ny museumsfaglig tilgang, der – i lighed med Københavns to nye statuer – søger at mangfoldiggøre den offentlige fremstilling af Danmarks koloniale fortid. Væk er tidligere tiders mere ensidige fokus på handelsfolk og rigmænd, vareudveksling og ressourcer – i en sådan grad, at end ikke museets egne originale 1700-tals interiør bliver anvendt i formidlingen. Nye stemmer er i stedet forsøgt bragt til orde, igennem lydspor fortalt i første person, nye anvendelser af etnografiske genstande og ved hjælp af nyproducerede kunstgenstande, der har til formål at skildre menneskene bag tallene. Som én af de få tilbageværende permanente udstillinger efter markeringerne af 100-året for salget af Dansk Vestindien, er Stemmer fra Kolonierne et væsentligt bidrag til den offentlige fortælling om Danmarks fortid som kolonimagt. Det er desuden et bidrag, som på mange måder var tiltrængt i Nationalmuseets hidtidige formidling af kolonitiden, der i udstillingen Danmarkshistorier 1660-2000 var præget af en noget ensidig fremstilling af den koloniale vareudveksling og det nye luksusforbrug i borgerskabet og adelen.

En større sammenhæng mellem den eksisterende fortælling i Danmarkshistorier 1660-2000 og den nyligt tilføgne kunne imidlertid have skærpet opmærksomheden mod dette væsentlige kapitel i Danmarkshistorien. Koblingen til Nationalmuseets omfattende etnografiske samlinger kunne desuden være styrket i såvel den nye udstilling, som i de eksisterende: Hvordan havnede alle disse genstande fra nær og fjern på Danmarks største kulturhistoriske museum? Hvem indsamlede dem og fra hvem? Særligt i museets Etnografiske Skatkamre savner disse tråde at blive udfoldet og knyttet til museets formidling af Danmarkshistorien, der – som Stemmer fra Kolonierne tydeligt viser – på utallige måder er og altid har været et produkt af sin involvering med verden omkring os.

Blandt bogudgivelserne i forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien kan bogserien Danmark og Kolonierne redigeret af H.C. Gulløv, P. Olsen, N. Brimnes, P. Hernæs, M.V. Pedersen og E. Gøbel, debatbogen Ingen Undskyldning: Erindringer om Dansk Vestindien og kravet om erstatning for slaveriet af A.N. Andersen, genoptrykningen af Th. Hansens trilogi om den danske slavehandel, samt romanen Haabet: 1787-1825 af M. Vraa nævnes. Særudstillingerne talte blandt andet Den Sorte Diamants Blinde Vinkler, Vestindisk Pakhus’ Videokunst med værker af Th. Seest, Ufortalte Historier på Statens Museum for Kunst, Stop Slaveri på Arbejdermuseet, Koloniudstilling i Frilandsmuseets bygninger på Frilandsmuseet, Tales from Paradise af S. Lose på Øregaard Museum, Plantagen La Grange på Museum Sønderjylland og Min Vestindiske Arv på Vejle Museum. 

Referencer

AU 2019. J.F. Salys rytterstatue af Frederik 5., 1771. Danmarkshistorien, Aarhus Universitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jf-salys-rytterstatue-af-frederik-5-1771/ [hentet 20. december 2019].

Andersen, A.N. 2017. Ingen Undskyldning: Erindringer om Dansk Vestindien og kravet om erstatning for slaveriet, Gyldendal. 

Brengsbo, M. Andreas Bjørn. Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Andreas_Bj%c3%b8rn [hentet 14. januar 2020].

Brimnes, N. red. 2017. Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, Danmark og Kolonierne bind III, Gads Forlag. 

Brimnes, N. 2019a. Vestindisk-Guineisk Kompagni, 1671-1754. Danmarkshistorien, Aarhus Universitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/vestindisk-guineisk-kompagni/ [hentet 20. december 2019].

Brimnes, N. 2019b. Asiatisk Kompagni. Danmarkshistorien, Aarhus Universitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/asiatisk-kompagni/ [hentet 20. december 2019].

Feldbæk, O. 2019. Den florissante handelsperiode. Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/den_florissante_handelsperiode [hentet 17. december 2019].

Gulløv, H.C. red. 2017. Grønland – Den Arktiske Koloni, Danmark og Kolonierne bind II, Gads Forlag.

Hansen, Th. 1967-70 genoptrykt 2016-17. Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer, Gyldendal.

Harding, M. Og T. Ejlersen: Frederiksstaden. Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/K%C3%B8benhavns_historie/Frederiksstaden [hentet 14. januar 2020].

Hernæs, P.O. red. 2017. Vestafrika – Forterne på Guldkysten, Danmark og Kolonierne bind IV, Gads Forlag.

Kjær, U. 2011. Nationalmuseet – Prinsens Palæ, Nationalmuseet. 

Klint 2019: Når man fortæller om slaveri – En samtale med Louise Sebro. Baggrund. https://baggrund.com/2019/10/22/nar-man-fortaeller-om-slaveri/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nar-man-fortaeller-om-slaveri [hentet 16. december 2019].

Lidegaard, M. 2019. Pôq. Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. Gyldendal 1979-1984. http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Opdagelsesrejsende/Opdagelsesrejsende/P%C3%B4q [hentet 17. december 2019].

Nationalmuseet 2019. Stemmer fra kolonierne. https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/udstillinger/stemmer-fra-kolonierne/ [hentet 16. december 2019].

Nielsen 2017. Museale formidlinger af fortiden på danske og britiske museer. Slagmark nr. 75, s. 81-94.

Olsen, P.E. red. 2017. Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan, Danmark og Kolonierne bind V, Gads Forlag.

Pedersen, M. red. 2017. Danmark – En Kolonimagt, Danmark og Kolonierne bind I, Gads Forlag.

Vraa, M. 2017. Haabet: 1787-1825, Gyldendal. Wood, M. 1997. Imaging the Unspeakable and Speaking the Unimaginable: The ’Description’ of the Slave Ship Brookes and the Visual Interpretation of the Middle Passage i: Lumen nr. 16, s. 211-245.