På sporet af fortidens rituelle renselse på Madagaskar (1)

Renselses­ritu­al som afs­lut­ning på et besæt­telses­ritu­al i en Sihana­ka-lands­by. Foto: Anders Norge Lau­rid­sen

DET BADENDE MENNESKE: Dette er første del af historien om, hvordan Anders Norge Lauridsen gennem fragmentariske indblik i renselsespraksisser under feltarbejde i 2016 på Madagaskar førtes på sporet af fordums vældige renselsesritualer i landets indre. Det er historien om, hvordan skuffelsen over en etnografisk forbier drev ham dybt ned i de historiske arkiver på jagt efter et svundet renselsesritual, hvis fjerne ekko genlyder i feltet den dag i dag.

En antropolog i fel­ten gør frem for alt sine opdagelser gen­nem såkaldt ’serendip­itet’: at finde uden at søge. Et klas­sisk eksem­pel på, at noget ganske uven­tet plud­selig dukker op midt i feltar­be­jdet og før­er til nye fun­da­men­tale erk­endelser, er den berømte his­to­rie om antropolo­gen Clif­ford Geertz og den bali­ne­siske hanekamp. Under et feltar­be­jde på Bali overværede Geertz en ulovlig hanekamp, og da poli­ti­et plud­selig dukkede op, stak han i løb sam­men med sine infor­man­ter. Den sol­i­dariske flugt åbnede med ét op for en hidtil util­gæn­gelig ver­den af bali­ne­sisk sym­bo­l­ik om pres­tige og maskulin­itet, som de førhen så umed­del­somme infor­man­ter nu plud­selig ind­viede Geertz i med stor iver og åben­hed.

Andre gange går de etno­grafiske erk­endelser antropolo­gens næse for­bi. Ofte opdager antropolo­gen det måske ikke engang selv, og hvis han gør, er det måske ikke lige dén del af feltar­be­jdet, han helst vil omtale. Imi­dler­tid kan ærgrelsen over at være gået glip af noget stort i fel­ten udvikle sig til en dri­vkraft med poten­tialet til at gøre andre inter­es­sante opdagelser. Det er his­to­rien her et eksem­pel på. Gang på gang stødte jeg i mit feltar­be­jde på mala­gas­siske forestill­inger om vand som rensende i mere end blot hygiejnisk for­stand: vand­stænk under begiven­hed­er som bryllup og begrav­else, udren­sning af en for­ban­delse i en flod, over­hæld­ning af hov­edet som afs­lut­ning på besæt­telses­ritualer og så videre. Ofte blev mine spørgsmål herom besvaret med et for mig tem­melig util­fredsstil­lende ”c’est la purifi­ca­tion!” Men hvad lig­ger der i denne mala­gas­siske ’renselse’? Hvad er det, der skal udrens­es? Og lig­ger der mere i det end udren­sning?

Min store skuf­felse får jeg en fredag mor­gen i lands­byen Anoro­ro. Mor­ge­nen starter som sæd­van­lig med en tilt­a­gende kako­foni, der klem­mer sig ind gen­nem mine øre­prop­per: ris­trak­tor­er og brølende zebukvæg på vej ud i ris­mark­erne, et insis­terende dok-dok-dok fra en bræn­de­huggende gård­karl, en lystig pas­siar ude i køkkenet fra min værtsmor og feltas­sis­tent. Trods den lidet besnærende tanke om, at hele den forestående formid­dag står på slid­som tøj­vask med vaske­bræt, får jeg mig kæm­pet op af sen­gen. Jeg stikker hov­edet ind i køkkenet, mum­ler et ”man­ao ahoana” (god­mor­gen), snup­per fletkur­ven og begiv­er mig ud af døren på vej til markedet.

Næppe er jeg trådt uden­for, før en trak­tor med anhæn­geren stu­vende fuld af men­nesker tøf­fer prus­tende for­bi mig med ret­ning ud af lands­byen. Jeg bemærk­er, at flere af pas­sager­erne er iført de cer­e­monielle langskjorter, og at en kne­jsende papyrus pry­der anhæn­geren. Jeg står lidt og spe­jder efter trak­toren og grubler over, hvad de skal. Så kom­mer der end­nu en trak­tor. Igen langskjorter, igen papyrus og – reg­istr­erer jeg nu med en tilt­a­gende følelse af, at noget stort er i gære – kvin­dernes hår i rit­uelle flet­ninger. Min værtsmor træder ud af døren og læs­er tilsyneladende min undren. ”Fan­droana”, fork­lar­er hun og peger på de forsvin­dende trak­tor­er. På det tid­spunkt ved jeg blot, at fan­droana bety­der ”bad”, men langskjorterne, papyrussen og flet­ningerne indik­er­er, at der abso­lut ikke er tale om noget almin­deligt bad.

I stedet for at dreje til højre ned til markedet, drejer jeg til ven­stre ned mod høvdinge­boli­gen. Høvdin­gen sid­der på en trappesten med sin fam­i­lie, men rejs­er sig straks og går mig i møde, da han får øje på sin ”hvide bror”, der nærmer sig skyn­d­somt med udslåede, spør­gende arme. Jeg må træde til siden, da en tred­je trak­tor bul­dr­er for­bi mig. Denne gang stikker en velk­endt jern­stav med sølvmøn­ter i spid­sen op fra anhæn­gerens men­neske­hob – jeg ved, at staven tilhør­er den højt­stående lands­byæld­ste Ran­dria­masi­na, og det forviss­er mig om, at det her drejer sig om et rit­u­al for mere end én af lands­byens stor­fam­i­li­er. Da høvdin­gen sæt­ter mig ind i sagerne, får jeg bekræftet min nagende mis­tanke: Dette ”bad” har at gøre med det kom­mende kæm­per­itu­al Feraom­by. Feraom­by lig­ger på dette tid­spunkt små to uger foran os, og denne begiven­hed, der kun find­er sted én gang hvert andet år, er hov­ed­for­målet med dette feltar­be­jde. Der­for vil jeg meget nødigt gå glip af en så åben­bart essen­tiel del af de rit­uelle for­bere­delser. Kort for­t­alt er Feraom­by et flerdages­ritu­al, hvor tusind­vis af men­nesker fra hele Sihana­ka-regio­nen sam­les uden for Anoro­ro for at hylde for­tidens konge, genopføre 1700-tal­lets frigørelseskrige og – for manges ved­k­om­mende – lade sig besætte af ånderne (1).

Mens den fjerde, femte og sjette trak­tor passer­er os, fortæller høvdin­gen, at de kør­er ud til et vand­fald og bad­er med ”renselse” som for­mål. Vand­faldet lig­ger bag Sahamalo­to, en sø små femten kilo­me­ter væk, men i min smådes­per­ate iver efter ikke at gå glip af begiven­heden, spørg­er jeg, om vi ikke kan tage derud – finde nogle cykeltax­aer, en motor­cykel, hvad som helst! Jeg ved godt på forhånd, at slaget er tabt – rit­uel delt­agelse kræver tilladelse fra lands­byæld­ste flere dage i forve­jen, det ved jeg jo godt.

Da feltar­be­jdet en måned efter når sin afs­lut­ning, har min undren over udbre­delsen af renselses­rit­er og over deres betyd­ning end­nu ikke slup­pet mig. Som mine efter­føl­gende måned­er hjemme i Aarhus vil vise — hvor dette nutidi­ge, sihanakanske Fan­droana led­er mig på sporet af dets for­tidi­ge og grandiose navne­bror i Mada­gaskars hov­ed­stad — er der ikke så lidt at sige om mala­gas­sisk renselse

Rit­uel afvaskn­ing i en over­groet kanal under rit­ualet Feraom­by.

Foto: Anders Norge Lau­rid­sen

På sporet af det tabte ritual

Hjemvendt til Aarhus med­brin­gende lidt tan, lidt tropesyg­dom, lidt flere fel­ter­faringer, men frem for alt en hob af ubesvarede spørgsmål, går jeg i gang. ”Fan­droana”, taster jeg. Lad mig se, hvad det store Inter­net har at sige herom. Ikke så for­færdeligt meget, ser det ud til. Søge­mask­i­nen spyt­ter en min­dre stribe resul­tater ud, der stikker i noget forskel­lige ret­ninger. Jeg udskriv­er artik­lerne, bestiller bøgerne hjem, og snart går jagten fra lit­ter­aturliste til lit­ter­aturliste.

I dag er det begrænset, hvad der pub­liceres om Mada­gaskar. Langt det meste han­dler om naturbeskyt­telse, men før og under koloni­ti­den (1897−1958) var sit­u­a­tio­nen en helt anden. Mis­sionær­er og kolonis­ter fra især Frankrig, Storbri­tan­nien og Norge etablerede i Mada­gaskars hov­ed­stad Antana­nari­vo et sprudlende, tværfagligt miljø omkring tidsskrifterne Antana­nari­vo Annu­al og Bul­letin de l’Académie Mal­gache. Disse bød på en sprudlende mang­foldighed af botanik, geolo­gi, etno­grafi, lingvis­tik, rejse­beretninger og dag­bog­sud­drag. Trods en vis ten­dens til euro­cen­triske for­domme og mis­sion­sk fordøm­melse i disse skriver­ier, forekom­mer mange af for­fat­terne alligev­el at have været drevet af en imponerende grundig, næsten etno­grafisk nys­ger­righed. Eksem­pelvis var det takket være norske O.E. Birke­lis sek­sten år lange studi­er af øremærk­er på kvæg langs vestkys­ten, at det lod sig gøre at kortlægge århun­dred­ers folke­van­dringer og ophavet til adskil­lige etniciteter. Et andet eksem­pel er Birke­lis lands­mand, Lars Vig. Under sit mis­sionærar­be­jde i høj­lan­det mod­tog Vig et stort antal tal­is­man­er i forbindelse med, at lokalbe­folknin­gen kon­vert­erede til kris­ten­dom og forkast­ede deres ”heden­skab”, og disse tal­is­man­er beskrev og illus­tr­erede Vig i et værk af stor etno­grafisk betyd­ning, et værk med titlen Kat­a­log over Tryllemi­dler.

Det er i disse gulnede tidsskrifters skatkam­re, at jeg søger noget, der kan kaste lys over dette Fan­droana, som jeg gik glip af. Noget der kan kaste lys over, hvad der lig­ger i renselse for mala­gasserne. Som stakkene af artik­ler hober sig op på mit skrive­bord, teg­n­er der sig et møn­ster af forskel­li­gart­ede renselses­ritualer fra forskel­lige egne af øen: bad­ning af royale relikvi­er i en man­grove­flod ved vestkys­ten, lykke­brin­gende bad­ning af spæd­børn i de østlige skove, høvdinges afvaskn­ing af suveræ­nen midt på østkys­ten, et pom­pøst nytårsritu­al med just navnet Fan­droana blandt Meri­na-folket i hov­ed­staden, og endelig – kan jeg til­fø­je — stænkn­ing af hel­ligt vand under Sihana­ka-rit­ualet Feraom­by.

Det er især Meri­na-folkets Fan­droana-rit­u­al, der fanger min opmærk­somhed. Først for­di det del­er navn med det rit­u­al, jeg for­passede i fel­ten, men senere for­di øjen­vid­neberetninger gen­nem det 19. århun­drede teg­n­er et billede af et rit­u­al med renselse som omdrejn­ingspunkt.

Det politiske-mytologiske landskab på Madagaskar

Inden vi nærmer os Fan­droana, er det for­mentlig på sin plads at intro­duc­ere læseren for visse poli­tisk-mytol­o­giske grundtræk i mala­gas­sisk kul­tur, som lig­ger til grund for Fan­droana. Til trods for Mada­gaskars enorme stør­relse (et are­al svarende til Frankrig og Benelux tilsam­men), ufremkom­me­lighe­den mange sted­er og den yder­st sam­men­sat­te befolkn­ing, er kul­turen, sprog­et og mytolo­gien nogen­lunde fælles for hele lan­det.

Inden fran­skmæn­denes kolonis­er­ing af Mada­gaskar i 1897 var lan­det en mosaik af poli­tisk mere eller min­dre organ­is­erede enhed­er. Sihana­ka-området, hvor jeg feltar­be­jder, var den­gang et lidet hier­arkiseret wild west. Høj­lan­dets Meri­na-folk, der­i­mod, var cen­tralt regerede af en solkonge-lig­nende suveræn, som fra sit pal­ads i hov­ed­staden Antana­nari­vo posi­tionerede sig som uomgæn­geligt bindeled mellem Meri­na-befolknin­gen og Zana­hary. Zana­hary er vanske­lig at definere, men spæn­der fra et tran­scen­dent højeste væsen til et myr­i­adisk, uaf­grænset pan­teon af antropo­morfe ånder: for­fæ­dre, afdøde konger, naturvæs­ner og så videre.

Meri­na-suveræ­nens pal­ads i det 19. århun­dredes Antana­nari­vo. Fra Oliv­er, Samuel Pas­field (1866) Mada­gas­car and the Mala­gasy: With Sketch­es in the Provinces of Tamatave, Betani­me­na, and Anko­va. Lon­don: Day and Son.

Et andet uomgæn­geligt begreb, vi må runde for at nærme os en forståelse af mala­gas­sisk renselse, er hasi­na. Fra og med at mis­sionær­er i 1820’erne skrev de første ord­bøger på Mada­gaskar, er hasi­na blevet over­sat til ”hel­lighed” eller ”sakralitet”. I stedet for at over­sætte til disse abra­hamistiske glos­er, som find­er bedst res­o­nans i en vestlig læser­skare, er vi måske bedre tjent med at over­sætte til et andet efter­hån­den velk­endt begreb: det poly­ne­siske mana. Lige­som mana er hasi­na en usyn­lig, spir­ituel kraft, som indgy­der frugt­barhed og vir­keevne. I mala­gas­sisk mytolo­gi er men­nes­ket afhængig af hasi­na: Uden hasi­na slår høsten fejl, kvin­derne bliv­er barn­løse, og uheld og modgang martr­er slægten. Kilden til hasi­na er Zana­hary, alt­så ”ånderne”. Fra højt­stående entiteter kanalis­eres hasi­na ned til men­neskene gen­nem peri­odiske rit­ualer, hvor fremtræ­dende per­son­er fun­ger­er som ”relæer” mellem rit­u­aldelt­agere og Zana­hary; i den enkelte fam­i­lie vare­tages denne opgave som regel af en aldrende vis­mand; på lands­byskala af en promi­nent ånde­man­er; i for­tidens monarki­er af en poli­tisk-spir­ituel regent. Som vi skal se, er Fan­droana en kolos­sal udgave af et rit­u­al for hasi­na-kanalis­er­ing.

Fan­droana i hov­ed­staden Antana­nari­vo oprandt i en fjern og tåget for­tid og blev for sid­ste gang afholdt i 1896, hvor de franske koloni­her­rer afskaffede Fan­droana til fordel for den franske nation­aldag. I 200 år har betyd­nin­gen af Fan­droana været strid­spunkt for ”mal­gachissan­ter” (Mada­gaskar-ekspert­er); nogle har hævdet, at det var Mada­gaskars nation­aldag, nytårs­fest eller monarkens fød­sels­dag, mens andre har udråbt Fan­droana som værende en min­de­højtid, en fejring af for­fæ­drene eller et frugt­barhed­sritu­al. Med antropolog Mau­rice Bloch vil jeg imi­dler­tid ind­vende over for dette mal­gachissante skæn­deri om ”Fan­droanas sande betyd­ning”, som det hed, at rit­ualet utvivl­somt har båret ikke én, men en plu­ralitet af betyd­ninger for dets forskel­lige aktør­er. En af disse betyd­ninger drejer sig om renselse.

Livet i det førkolo­niale Mada­gaskar var i høj grad struk­tur­eret af en månekalen­der, som blev offi­cielt afskaf­fet med kolonis­erin­gen, men som ikke desto min­dre stadig for­mer tilværelsen, tra­di­tion­erne og astrolo­gien ude i de små sam­fund som Anoro­ro, hvor jeg feltar­be­jder. Måneårets første måned er Ala­hamady, som under ældgam­mel ind­fly­delse fra islamisk astrolo­gi associeres med stor hasi­na – den liv­givende, usyn­lige kraft fra Zana­hary (ånderne). Med und­tagelse af Meri­na-monarki­ets sid­ste årti­er inden kolonis­erin­gen, blev det flerdages Fan­droana afholdt hen­over nytåret. Hermed sam­men­holdtes det gam­le års sid­ste, uheldsvan­gre måned Alo­hot­sy og det nye års gun­stige måned Ala­hamady i en ”ver­i­ta­bel kos­misk litur­gi over døden og livet”, som den franske etnolog Alain Deliv­ré har udtrykt det.

Mada­gaskars kul­turelle væv er uhyre sam­men­sat af kom­po­nen­ter fra blandt andet Indone­sien, Østafri­ka og den islamiske ver­den. Præ­cis lige så sam­men­sat var Fan­droana: Rit­ualet bestod af en lang række rit­er omhan­dlende offer­gaver til suveræ­nen, natlig klage­gråd, invoka­tion ved for­fader­gravene og fest­måltider ladet med sym­bo­l­ik. Yder­mere omfat­tede Fan­droana to rit­er, som på hver sin måde drejede sig om renselse: ofrin­gen af en rød hane på Alo­hot­sys sid­ste dag og endelig riten, som har lagt navn til Fan­droana: suveræ­nens bad ved Alo­hot­sys sid­ste solnedgang.

To uger inden rit­ualet deklar­erede Meri­na-suveræ­nen Fan­droanas komme. Folket blev befalet at obser­vere en lang række for­bud op til Fan­droana, blandt andet at ingen dyr måtte slagtes. Yder­mere var der — hvor paradok­salt det end må lyde — for­bud imod døds­fald. Hvis det alligev­el skulle ske, at nogen døde i denne peri­ode, måtte liget gemmes af vejen, og den døde blev for­ment adgang til fam­i­liegraven – døds­fald op til og under Fan­droana var intet min­dre end i strid med den kos­miske orden, og skulle døds­fald alligev­el indtræffe, måtte der være tale om trold­dom.

Denne kon­flikt oplevede jeg i rit­ualet Feraom­by, der på mange måder er den sihanakanske par­al­lel til det meri­nanske Fan­droana; under Feraom­by-rit­ualet styrt­ede en gård­karl ned fra en trak­tor med døden til følge. Rygterne beg­y­n­dte straks at svirre om, at stor­man­den, hos hvem den omkomne arbe­jd­ede, brugte ondart­ede ody (besjælede tal­is­man­er); trods stor­man­dens vel­stand, havde han forsømt at ofre til sine ody, hvor­for de havde straf­fet ham med trak­toru­lykken. Sådanne usæd­van­lige og bru­tale døds­fald, der i antropolo­gien kaldes ”bad death”, er i sam­fund som de mala­gas­siske særligt grav­erende, da de med­før­er, at den dødes ånd ikke find­er vej til for­fæ­drene i det hin­sides, men er mihe­va­he­va (”udspændt”) mellem de lev­en­des og de dødes ver­den.

Hvis fam­i­lien til en afdød har svært ved at slippe sor­gen, kan også dét forår­sage mihe­va­he­va. Hermed dømmes den døde til gen­gan­geri, en tilværelse som både er ræd­som og hvileløs for den døde, men som ligeledes kan koste de lev­ende dyrt; loza, som kan over­sættes til ”ulykken”, er smit­som, og der­for efter­følges begrav­elser af vaske-rit­er. Efter begrav­elsen vasker alle delt­agere sig grundigt, både krop og tøj, mens for­mu­la­ren ”miala loza” (”fjerne ulykken”) frem­siges. Hermed udrens­es loza fra kon­tak­ten med den døde.

Denne post­fu­nerale vaske-rite find­er vi gen­t­aget i Fan­droana – på makro­niveau. Nat­ten op til årets sid­ste dag gen­lød af klage­gråd, hvor kvin­der i hele hov­ed­staden græd for de døde, der havde for­ladt de lev­en­des ver­den i årets løb. Grå­den var en sid­ste, defin­i­tiv afsked med de døde, og ved mor­gen­gry afløstes grå­den af en omfat­tende hov­e­drengøring i alle Antana­narivos hush­old­ninger. Men­nesker, tøj, ejen­dele — alt blev vas­ket. Ingen loza (ulykke) fra det for­gangne år måtte videre­bringes til det nye.

Efter denne loza-udrensende hov­e­drengøring over­alt i Antana­nari­vo fandt Fan­droanas cen­trale rit­er sted i går­den til suveræ­nens pal­ads. Riterne var yder­st forskel­li­gart­ede og så tal­rige (2), at jeg i kraft af mit fokus på renselse har val­gt at lade artiklen gå fri for de mange rit­er, der ikke relater­er sig direk­te til renselse. Til gengæld vil jeg dis­sekere ’renselsen’ i Fan­droanas to cen­trale renselses­rit­er: hane­ofrin­gen og suveræ­nens bad. Lad os inden da komme omkring, hvor­dan Fan­droana-rit­ualet afrun­des med over­gan­gen til det nye år.

Nytårsnat gik under navnet alin-drat­sy (”den slette nat”). Det meri­nanske sam­fund var den­gang struk­tur­eret i en rigid lagdel­ing ikke uligt det indiske kastesys­tem, men på denne ’slette nat’ var alt vendt på hov­edet: Alle kunne have sex med alle på tværs af sam­fund­slag, en anled­ning der til de europæiske mis­sionær­ers forargelse blev udnyt­tet til et sandt orgie. I stærk kon­trast til nat­tens udske­jelser skulle alle Antana­narivos borg­ere ved solop­gang befinde sig på deres ’rette pladser’: børn hos deres foræl­dre, slaver hos deres her­rer, og selv frask­ilte skulle på denne årets første dag gen­forenes. Således blev over­gan­gen fra det gam­le år til det nye en sym­bol­sk over­gang fra kaos til orden.

Fan­droanas for­løb. Illus­tra­tion: Søren Norge Lau­rid­sen, omar­be­jdet fra dia­gram i Bloch, Mau­rice (1987) “The rit­u­al of the roy­al bath in Mada­gas­car, the dis­so­lu­tion of death, birth and fer­til­i­ty into author­i­ty”, i D. Can­na­dine & C. Price (red.) Rit­u­als of Roy­al­ty: Pow­er and cer­e­mo­ni­al in tra­di­tion­al soci­eties, Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press

Europæiske øjenvidner

Blandt uddrag fra dag­bøger og rejse­beretninger i Mada­gaskars gam­le tidsskrifter find­er jeg tre europæere, som overværede Fan­droana i hen­holdsvis 1817, 1864 og 1867. Den franske jesuit Antoine Abi­nal skil­dr­er d. 4. april 1867 ofrin­gen af den røde hane i slots­går­den således:

”En sand­siger eller et orakel, assis­teret af en trold­kvin­de, bemægtiger sig en rød hane, der er bragt til pal­ad­set af de mest navnkundi­ge prins­ess­er. Det uheldige, tofod­ede kræ skal tjene som syn­de­buk. Efter et utal af for­mu­la­rer hen­vendt til alle, anklager sand­sigeren hanen for al kollek­tiv udåd. Samtlige den royale esko­rtes mis­gerninger, alle de for­ban­delser, der kunne have være kastet på dem, alle de trylledrikke, forhek­selser, etc. falder på den stakkels hane. Hvor­dan leve under en sådan byrde? Der­for skyn­der man sig at skære halsen over. Dens krop er kastet på jor­den, men blodet, der er sam­let i et banan­blad, bliv­er fromt rakt til dron­nin­gen, som dyp­per sin lillefin­ger heri og maler sig på pan­den, så ned­er­st på halsen, dernæst på maven, i armhulerne, på fin­grenes led, på neg­lene og til slut på fød­derne. Suveræ­nen er ren. Der­på er det op til hen­des under­såt­ter at eftergøre hende; og det gør alle til fuld­kom­men­hed.”

Inden vi ser nærmere på renselsessym­bo­l­ikken i hane­ofrin­gen, skal vi runde ”titel-riten” i Fan­droana: suveræ­nens bad. Da årets sid­ste dag gik på hæld sam­ledes Antana­narivos spidser i slots­går­den. Den engelske mis­sionær James Hastie rap­porter­er i sin dag­bog fra 1817 — den æld­ste øjen­vid­neberetning fra Fan­droana – føl­gende fra bad­nin­gen af den meri­nanske kong Radama d. 10 august:

”Ved solnedgang blev 500 men­nesker givet adgang til pal­ad­sets gård. Jeg anmod­ede om tilladelse til at overvære cer­e­monien, der udspillede sig, og Radama gav efter kort tid sin tilladelse. Han klædte sig af i et af sine store huse og iførte sig et stykke klæde af lokal frem­still­ing, udskift­ede det sorte bånd om hov­edet med et hvidt og gik over til et af sine kon­ers huse ful­gt af 25 spy­d­mænd og 10 konkylieblæsere. Dér stod varmt vand klar, og to mænd beg­y­n­dte at vaske ham. Med det samme van­det rørte ham, udstødte han et gen­nem­borende hyl, som blev gen­t­aget af skaren uden­for. Da hans led­sagere beg­y­n­dte at tørre ham, hylede han igen høj­ly­dt, og også det blev gen­t­aget. Så klædte han sig på igen og bege­jstre­des, mens han stænkede de for­sam­lede med sit bade­vand. Så stoppede han for et øje­b­lik, beor­drede stil­hed (som blev adly­dt), gav en kort tale, stænkede yderligere vand, og gik ind i huset.”

Suveræ­nens bad find­er vi ligeledes skil­dret et halvt århun­drede senere af en anden engel­sk mis­sionær, James Sibree, i 1864 under den meri­nanske dron­ning Raso­he­ri­na. Dette år lå måneårets pas­sage mellem måned­erne Alo­hot­sy og Ala­hamady i solårets marts måned.

”Dron­nin­gens tjenere har klargjort badet til Hen­des Majestæt. Dette var af sølv og var plac­eret i det nordøstlige hjørne af værelset, og udsynet var afskærmet af højrøde klæder holdt oppe af hof­fets damer. Dron­nin­gen blev da ført om bag afskærmnin­gen for at bade, og ved afs­lut­nin­gen af cer­e­monien blev alle kanon­er igen affyret for at bek­endt­gøre folket med gen­nem­førelse af denne vigtig­ste del af fes­ti­valen. Efter få min­ut­ters ophold, dukkede Hen­des Majestæt op igen med vådt hår og ansigt efter badet. Ved sin entré gen­tog hun den sæd­van­lige form for tak­sigelse: ”Sam­ba sam­ba Andria­man­i­tra, Andri­anana­hary, no ari­vo tra­try ny taona anie tsy his­ara-mianakavy!”, det vil sige ”Vel­signet, vel­signet være Den Par­fumerede Herre [mala­gas­sisk gud­dom], Skaberen, må vi blive tusind år som udelt fam­i­lie.” Til dette svarede alle tilst­ede­værende ved at udbryde: ”Traràn­ti­tra,”, det vil sige, ”Blive tusinde år!” Med et horn i hån­den fyldt med varmt vand og led­saget af sine højeste embedsmænd, gik dron­nin­gen gen­nem men­neskeskaren og stænkede dem på begge hæn­der”

Frem til det 19. århun­drede var Mada­gaskars indre stort set uud­fors­ket af europæere, men i løbet af århun­dredet blev ind­lan­det åbnet, da flere af de meri­nanske suveræn­er så poli­tiske fordele i alliancer med de uden­landske stor­magter. Den rel­a­tivt høj­tudviklede Meri­na-stat, der mødte europæerne, affødte hur­tigt en geneal­o­gisk diskus­sion om, hvor de for­bavsende ”civilis­erede” mala­gassere kunne stamme fra i ver­den. Med norske Lars Dahles lingvis­tiske påvis­ning i 1883 af slående lighed­er mellem mala­gas­sisk og visse indone­siske sprog, samt bevis­er på yderligere rød­der i Afri­ka, blev mala­gassernes afro-indone­siske ophav kort­lagt. Inden da var teori­erne om mala­gassernes oprindelse tal­rige og tem­melig fan­tasi­fulde, og ikke mindst teorien om en jødisk oprindelse prægede de tidlige mal­gachissan­ter – deri­b­landt vores øjen­vid­ner til Fan­droana.

Det 19. århun­dredes Antana­nari­vo. Fra Oliv­er, Samuel Pas­field (1866) Mada­gas­car and the Mala­gasy: With Sketch­es in the Provinces of Tamatave, Betani­me­na, and Anko­va. Lon­don: Day and Son

Abi­nal og La Vais­sière, to jesuit­ter hvo­raf den ene var vores vidne til hane­ofrin­gen, tolkede ofrin­gen således: ”Ved solop­gang rensede hof­fet sig ved ofrin­gen af en rød hane, en cer­e­moni der virk­er til at låne fra den jødiske cer­e­moni foreskrevet salvelsen af Aaron og præsterne”. Også vores ene vidne til suveræ­nens bad, James Sibree, drog par­al­leller til jøde­dom­men: ”Badet har for­mentligt en vis ref­er­ence til sym­bol­sk renselse; for Fan­droana-fes­ti­valen har adskil­lige skikke med lighed­er i jødiske sæd­van­er”. I en senere artikel ela­bor­erede han: ”Badet har utvivl­somt en særlig ref­er­ence til et krav om renselse i mødet med den hel­lige Gud”.

Renselse er rigtig­nok cen­tral i både mala­gas­siske og jødiske rit­er – men er der virke­lig tale om samme type renselse i disse så forskel­lige kos­molo­gi­er? Er den meri­nanske ofring af den røde hane virke­lig et lån fra jødisk salvelse, som Abi­nal fores­lår, og har Sibree virke­lig ret i, at Meri­na-suveræ­nens bad er inspir­eret af den rit­uelle ablu­tion inden indtræ­den i det jødiske tem­pel?

Spørg­er vi his­to­riefaget, hælder svaret tungt mod et nej. Bevis­ma­te­ri­alet for jødisk ind­van­dring til Mada­gaskar består ikke i meget andet end sam­men­ligninger a la Sibrees og Abi­nals samt for­ly­den­der om et forsvun­det hånd­skrift på Comor­erne. Det ser ud til, at den ”jødiske teori” er und­fanget i 1652 af den franske opdagelses­re­jsende Éti­enne de Fla­court, for hvem mala­gassernes skikke mind­ede om jødernes. Selvom bevis­erne for den jødiske teori er ude­blevet, og selvom bevis­erne for den langt mere sandsyn­lige afro-indone­siske teori tårn­er sig op, er mange af nuti­dens mala­gassere fak­tisk af den over­be­vis­ning, at de er efterkom­mere af Israels forsvundne stam­mer. Nogle af mine kristne infor­man­ter har ladet ytringer herom led­sage af kom­mentar­er såsom ”… så Mada­gaskar har hele tiden været monoteis­tisk!” Kan det mon tænkes, at vores tre øjen­vid­ner til Fan­droana, som jo også var kristne og tilmed mis­sionær­er, så monoteis­tiske træk i Fan­droana, for­di de ønskede at se dem? Over­gan­gen til kris­ten­dom må immervæk have været let­tet bety­deligt for både mis­sionær­er og poten­tielle kon­ver­tit­ter, hvis udgangspunk­tet blev betragtet som jødisk.

En anden vej at gå i under­søgelsen af mala­gas­sisk renselse er den antropol­o­giske; i stedet for at stille os til til­freds med begre­ber som ”ofring” og ”ren­hed” må vi dykke ned i det lokale begreb­sap­pa­rat.

Etnolo­gen Alain Deliv­ré beskriv­er hane­ofrin­gen således: ”Ofrin­gen af den røde hane […] er et fadi­tra, særligt bestemt til at fjerne det slette og døden; dens [hanens] blod bringes senere hen nord for ild­st­edet, i nærhe­den af suveræ­nen som indsmør­er sig på diverse dele af krop­pen som et sorona.” Hane­ofrin­gen er kom­pliceret, for­di den fusioner­er to typer offer­han­dlinger: fadi­tra og sorona.

Fadi­tra er et ’sted­fortræ­dende’ offer, som norske Lars Vig beskriv­er: “Fadi­tra hvil­er paa den grund­tanke, at det mid­del, som bruges ved han­dlin­gen, skal enten ‘optage det onde eller ulykken i sig’ eller bort­tage den og saaledes virke sted­fortræ­dende.” Som også vores øjen­vidne Abi­nal havde blik for i sin beteg­nelse af hanen som syn­de­buk, går den sted­fortræ­dende fadi­tra-ofring ud på at over­føre sin ulykke til en gen­stand eller et væsen, der kyles væk – bagom ryggen, i ren­deste­nen eller i en flod – som en sym­bol­sk bortkas­telse af ulykken. Al mis­gern­ing, ulykke og dårlig­dom fra det for­gangne år over­føres til hanen, hvis krop der­på slyn­ges væk på drama­tisk vis.

Inden da opsam­les hanens blod imi­dler­tid i et banan­blad til brug i ritens anden del: sorona-ofrin­gen. Denne kat­e­gori af ofring ind­skriv­er sig i hasi­na-økonomien (den spir­ituelle kraft) mellem men­nesker og Zana­hary; åndernes livs­nød­vendi­ge gun­st vin­des i høj grad gen­nem offer­gaver, der falder i åndernes smag: per­ler, rom, antikke møn­ter, kaolin­it, særlige urter, dyre­blod og så videre – alt sam­men sub­stanser, der associeres med hasi­na. Det er afgørende at forstå, at hasi­na-forbindelsen mellem ånder og men­nesker kræver regelmæs­sig oprethold­else, og en sådan oprethold­else – eller måske snarere ”oplad­ning”, hvis vi tænker hasi­na gen­nem en energimetaforik – læg­ger Fan­droana scene til.
Kon­sekvensen af forsøm­melse af disse peri­odiske, rit­uelle ”oplad­ninger” er for ånderne, at de bliv­er glemt, hvilket meget sigende kaldes ”den anden død”. For men­nes­ket er kon­sekvensen ulykke og modgang af enhver art.

Fort­sættes…

(1) Mere om Feraom­by, se den todelte artikel ‘Feraom­by — the Poly­va­lent Lega­cy of a Stranger King’.

(2) Mere om Fan­droana, dets mange rit­er og Hasi­na-økonomien, se Mau­rice Bloch ‘The rit­u­al of the roy­al bath in Mada­gas­car, the dis­so­lu­tion of death, birth and fer­til­i­ty into author­i­ty’, i D. Can­na­dine & C. Price (red.) Rit­u­als of Roy­al­ty: Pow­er and cer­e­mo­ni­al in tra­di­tion­al soci­eties, 1987, Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press.

Scroll til toppen