På sporet af fortidens rituelle renselse på Madagaskar (1)

DET BADENDE MENNESKE: Dette er første del af historien om, hvordan Anders Norge Lauridsen gennem fragmentariske indblik i renselsespraksisser under feltarbejde i 2016 på Madagaskar førtes på sporet af fordums vældige renselsesritualer i landets indre. Det er historien om, hvordan skuffelsen over en etnografisk forbier drev ham dybt ned i de historiske arkiver på jagt efter et svundet renselsesritual, hvis fjerne ekko genlyder i feltet den dag i dag.

En antropolog i felten gør frem for alt sine opdagelser gennem såkaldt ’serendipitet’: at finde uden at søge. Et klassisk eksempel på, at noget ganske uventet pludselig dukker op midt i feltarbejdet og fører til nye fundamentale erkendelser, er den berømte historie om antropologen Clifford Geertz og den balinesiske hanekamp. Under et feltarbejde på Bali overværede Geertz en ulovlig hanekamp, og da politiet pludselig dukkede op, stak han i løb sammen med sine informanter. Den solidariske flugt åbnede med ét op for en hidtil utilgængelig verden af balinesisk symbolik om prestige og maskulinitet, som de førhen så umeddelsomme informanter nu pludselig indviede Geertz i med stor iver og åbenhed.

Andre gange går de etnografiske erkendelser antropologens næse forbi. Ofte opdager antropologen det måske ikke engang selv, og hvis han gør, er det måske ikke lige dén del af feltarbejdet, han helst vil omtale. Imidlertid kan ærgrelsen over at være gået glip af noget stort i felten udvikle sig til en drivkraft med potentialet til at gøre andre interessante opdagelser. Det er historien her et eksempel på. Gang på gang stødte jeg i mit feltarbejde på malagassiske forestillinger om vand som rensende i mere end blot hygiejnisk forstand: vandstænk under begivenheder som bryllup og begravelse, udrensning af en forbandelse i en flod, overhældning af hovedet som afslutning på besættelsesritualer og så videre. Ofte blev mine spørgsmål herom besvaret med et for mig temmelig utilfredsstillende ”c’est la purification!” Men hvad ligger der i denne malagassiske ’renselse’? Hvad er det, der skal udrenses? Og ligger der mere i det end udrensning?

Min store skuffelse får jeg en fredag morgen i landsbyen Anororo. Morgenen starter som sædvanlig med en tiltagende kakofoni, der klemmer sig ind gennem mine ørepropper: ristraktorer og brølende zebukvæg på vej ud i rismarkerne, et insisterende dok-dok-dok fra en brændehuggende gårdkarl, en lystig passiar ude i køkkenet fra min værtsmor og feltassistent. Trods den lidet besnærende tanke om, at hele den forestående formiddag står på slidsom tøjvask med vaskebræt, får jeg mig kæmpet op af sengen. Jeg stikker hovedet ind i køkkenet, mumler et ”manao ahoana” (godmorgen), snupper fletkurven og begiver mig ud af døren på vej til markedet.

Næppe er jeg trådt udenfor, før en traktor med anhængeren stuvende fuld af mennesker tøffer prustende forbi mig med retning ud af landsbyen. Jeg bemærker, at flere af passagererne er iført de ceremonielle langskjorter, og at en knejsende papyrus pryder anhængeren. Jeg står lidt og spejder efter traktoren og grubler over, hvad de skal. Så kommer der endnu en traktor. Igen langskjorter, igen papyrus og – registrerer jeg nu med en tiltagende følelse af, at noget stort er i gære – kvindernes hår i rituelle fletninger. Min værtsmor træder ud af døren og læser tilsyneladende min undren. ”Fandroana”, forklarer hun og peger på de forsvindende traktorer. På det tidspunkt ved jeg blot, at fandroana betyder ”bad”, men langskjorterne, papyrussen og fletningerne indikerer, at der absolut ikke er tale om noget almindeligt bad.

I stedet for at dreje til højre ned til markedet, drejer jeg til venstre ned mod høvdingeboligen. Høvdingen sidder på en trappesten med sin familie, men rejser sig straks og går mig i møde, da han får øje på sin ”hvide bror”, der nærmer sig skyndsomt med udslåede, spørgende arme. Jeg må træde til siden, da en tredje traktor buldrer forbi mig. Denne gang stikker en velkendt jernstav med sølvmønter i spidsen op fra anhængerens menneskehob – jeg ved, at staven tilhører den højtstående landsbyældste Randriamasina, og det forvisser mig om, at det her drejer sig om et ritual for mere end én af landsbyens storfamilier. Da høvdingen sætter mig ind i sagerne, får jeg bekræftet min nagende mistanke: Dette ”bad” har at gøre med det kommende kæmperitual Feraomby. Feraomby ligger på dette tidspunkt små to uger foran os, og denne begivenhed, der kun finder sted én gang hvert andet år, er hovedformålet med dette feltarbejde. Derfor vil jeg meget nødigt gå glip af en så åbenbart essentiel del af de rituelle forberedelser. Kort fortalt er Feraomby et flerdagesritual, hvor tusindvis af mennesker fra hele Sihanaka-regionen samles uden for Anororo for at hylde fortidens konge, genopføre 1700-tallets frigørelseskrige og – for manges vedkommende – lade sig besætte af ånderne (1).

Mens den fjerde, femte og sjette traktor passerer os, fortæller høvdingen, at de kører ud til et vandfald og bader med ”renselse” som formål. Vandfaldet ligger bag Sahamaloto, en sø små femten kilometer væk, men i min smådesperate iver efter ikke at gå glip af begivenheden, spørger jeg, om vi ikke kan tage derud – finde nogle cykeltaxaer, en motorcykel, hvad som helst! Jeg ved godt på forhånd, at slaget er tabt – rituel deltagelse kræver tilladelse fra landsbyældste flere dage i forvejen, det ved jeg jo godt.

Da feltarbejdet en måned efter når sin afslutning, har min undren over udbredelsen af renselsesriter og over deres betydning endnu ikke sluppet mig. Som mine efterfølgende måneder hjemme i Aarhus vil vise – hvor dette nutidige, sihanakanske Fandroana leder mig på sporet af dets fortidige og grandiose navnebror i Madagaskars hovedstad – er der ikke så lidt at sige om malagassisk renselse

På sporet af det tabte ritual

Hjemvendt til Aarhus medbringende lidt tan, lidt tropesygdom, lidt flere felterfaringer, men frem for alt en hob af ubesvarede spørgsmål, går jeg i gang. ”Fandroana”, taster jeg. Lad mig se, hvad det store Internet har at sige herom. Ikke så forfærdeligt meget, ser det ud til. Søgemaskinen spytter en mindre stribe resultater ud, der stikker i noget forskellige retninger. Jeg udskriver artiklerne, bestiller bøgerne hjem, og snart går jagten fra litteraturliste til litteraturliste.

I dag er det begrænset, hvad der publiceres om Madagaskar. Langt det meste handler om naturbeskyttelse, men før og under kolonitiden (1897-1958) var situationen en helt anden. Missionærer og kolonister fra især Frankrig, Storbritannien og Norge etablerede i Madagaskars hovedstad Antananarivo et sprudlende, tværfagligt miljø omkring tidsskrifterne Antananarivo Annual og Bulletin de l’Académie Malgache. Disse bød på en sprudlende mangfoldighed af botanik, geologi, etnografi, lingvistik, rejseberetninger og dagbogsuddrag. Trods en vis tendens til eurocentriske fordomme og missionsk fordømmelse i disse skriverier, forekommer mange af forfatterne alligevel at have været drevet af en imponerende grundig, næsten etnografisk nysgerrighed. Eksempelvis var det takket være norske O.E. Birkelis seksten år lange studier af øremærker på kvæg langs vestkysten, at det lod sig gøre at kortlægge århundreders folkevandringer og ophavet til adskillige etniciteter. Et andet eksempel er Birkelis landsmand, Lars Vig. Under sit missionærarbejde i højlandet modtog Vig et stort antal talismaner i forbindelse med, at lokalbefolkningen konverterede til kristendom og forkastede deres ”hedenskab”, og disse talismaner beskrev og illustrerede Vig i et værk af stor etnografisk betydning, et værk med titlen Katalog over Tryllemidler.

Det er i disse gulnede tidsskrifters skatkamre, at jeg søger noget, der kan kaste lys over dette Fandroana, som jeg gik glip af. Noget der kan kaste lys over, hvad der ligger i renselse for malagasserne. Som stakkene af artikler hober sig op på mit skrivebord, tegner der sig et mønster af forskelligartede renselsesritualer fra forskellige egne af øen: badning af royale relikvier i en mangroveflod ved vestkysten, lykkebringende badning af spædbørn i de østlige skove, høvdinges afvaskning af suverænen midt på østkysten, et pompøst nytårsritual med just navnet Fandroana blandt Merina-folket i hovedstaden, og endelig – kan jeg tilføje – stænkning af helligt vand under Sihanaka-ritualet Feraomby.

Det er især Merina-folkets Fandroana-ritual, der fanger min opmærksomhed. Først fordi det deler navn med det ritual, jeg forpassede i felten, men senere fordi øjenvidneberetninger gennem det 19. århundrede tegner et billede af et ritual med renselse som omdrejningspunkt.

Det politiske-mytologiske landskab på Madagaskar

Inden vi nærmer os Fandroana, er det formentlig på sin plads at introducere læseren for visse politisk-mytologiske grundtræk i malagassisk kultur, som ligger til grund for Fandroana. Til trods for Madagaskars enorme størrelse (et areal svarende til Frankrig og Benelux tilsammen), ufremkommeligheden mange steder og den yderst sammensatte befolkning, er kulturen, sproget og mytologien nogenlunde fælles for hele landet.

Inden franskmændenes kolonisering af Madagaskar i 1897 var landet en mosaik af politisk mere eller mindre organiserede enheder. Sihanaka-området, hvor jeg feltarbejder, var dengang et lidet hierarkiseret wild west. Højlandets Merina-folk, derimod, var centralt regerede af en solkonge-lignende suveræn, som fra sit palads i hovedstaden Antananarivo positionerede sig som uomgængeligt bindeled mellem Merina-befolkningen og Zanahary. Zanahary er vanskelig at definere, men spænder fra et transcendent højeste væsen til et myriadisk, uafgrænset panteon af antropomorfe ånder: forfædre, afdøde konger, naturvæsner og så videre.

Et andet uomgængeligt begreb, vi må runde for at nærme os en forståelse af malagassisk renselse, er hasina. Fra og med at missionærer i 1820’erne skrev de første ordbøger på Madagaskar, er hasina blevet oversat til ”hellighed” eller ”sakralitet”. I stedet for at oversætte til disse abrahamistiske gloser, som finder bedst resonans i en vestlig læserskare, er vi måske bedre tjent med at oversætte til et andet efterhånden velkendt begreb: det polynesiske mana. Ligesom mana er hasina en usynlig, spirituel kraft, som indgyder frugtbarhed og virkeevne. I malagassisk mytologi er mennesket afhængig af hasina: Uden hasina slår høsten fejl, kvinderne bliver barnløse, og uheld og modgang martrer slægten. Kilden til hasina er Zanahary, altså ”ånderne”. Fra højtstående entiteter kanaliseres hasina ned til menneskene gennem periodiske ritualer, hvor fremtrædende personer fungerer som ”relæer” mellem ritualdeltagere og Zanahary; i den enkelte familie varetages denne opgave som regel af en aldrende vismand; på landsbyskala af en prominent åndemaner; i fortidens monarkier af en politisk-spirituel regent. Som vi skal se, er Fandroana en kolossal udgave af et ritual for hasina-kanalisering.

Fandroana i hovedstaden Antananarivo oprandt i en fjern og tåget fortid og blev for sidste gang afholdt i 1896, hvor de franske koloniherrer afskaffede Fandroana til fordel for den franske nationaldag. I 200 år har betydningen af Fandroana været stridspunkt for ”malgachissanter” (Madagaskar-eksperter); nogle har hævdet, at det var Madagaskars nationaldag, nytårsfest eller monarkens fødselsdag, mens andre har udråbt Fandroana som værende en mindehøjtid, en fejring af forfædrene eller et frugtbarhedsritual. Med antropolog Maurice Bloch vil jeg imidlertid indvende over for dette malgachissante skænderi om ”Fandroanas sande betydning”, som det hed, at ritualet utvivlsomt har båret ikke én, men en pluralitet af betydninger for dets forskellige aktører. En af disse betydninger drejer sig om renselse.

Livet i det førkoloniale Madagaskar var i høj grad struktureret af en månekalender, som blev officielt afskaffet med koloniseringen, men som ikke desto mindre stadig former tilværelsen, traditionerne og astrologien ude i de små samfund som Anororo, hvor jeg feltarbejder. Måneårets første måned er Alahamady, som under ældgammel indflydelse fra islamisk astrologi associeres med stor hasina – den livgivende, usynlige kraft fra Zanahary (ånderne). Med undtagelse af Merina-monarkiets sidste årtier inden koloniseringen, blev det flerdages Fandroana afholdt henover nytåret. Hermed sammenholdtes det gamle års sidste, uheldsvangre måned Alohotsy og det nye års gunstige måned Alahamady i en ”veritabel kosmisk liturgi over døden og livet”, som den franske etnolog Alain Delivré har udtrykt det.

Madagaskars kulturelle væv er uhyre sammensat af komponenter fra blandt andet Indonesien, Østafrika og den islamiske verden. Præcis lige så sammensat var Fandroana: Ritualet bestod af en lang række riter omhandlende offergaver til suverænen, natlig klagegråd, invokation ved forfadergravene og festmåltider ladet med symbolik. Ydermere omfattede Fandroana to riter, som på hver sin måde drejede sig om renselse: ofringen af en rød hane på Alohotsys sidste dag og endelig riten, som har lagt navn til Fandroana: suverænens bad ved Alohotsys sidste solnedgang.

To uger inden ritualet deklarerede Merina-suverænen Fandroanas komme. Folket blev befalet at observere en lang række forbud op til Fandroana, blandt andet at ingen dyr måtte slagtes. Ydermere var der – hvor paradoksalt det end må lyde – forbud imod dødsfald. Hvis det alligevel skulle ske, at nogen døde i denne periode, måtte liget gemmes af vejen, og den døde blev forment adgang til familiegraven – dødsfald op til og under Fandroana var intet mindre end i strid med den kosmiske orden, og skulle dødsfald alligevel indtræffe, måtte der være tale om trolddom.

Denne konflikt oplevede jeg i ritualet Feraomby, der på mange måder er den sihanakanske parallel til det merinanske Fandroana; under Feraomby-ritualet styrtede en gårdkarl ned fra en traktor med døden til følge. Rygterne begyndte straks at svirre om, at stormanden, hos hvem den omkomne arbejdede, brugte ondartede ody (besjælede talismaner); trods stormandens velstand, havde han forsømt at ofre til sine ody, hvorfor de havde straffet ham med traktorulykken. Sådanne usædvanlige og brutale dødsfald, der i antropologien kaldes ”bad death”, er i samfund som de malagassiske særligt graverende, da de medfører, at den dødes ånd ikke finder vej til forfædrene i det hinsides, men er mihevaheva (”udspændt”) mellem de levendes og de dødes verden.

Hvis familien til en afdød har svært ved at slippe sorgen, kan også dét forårsage mihevaheva. Hermed dømmes den døde til gengangeri, en tilværelse som både er rædsom og hvileløs for den døde, men som ligeledes kan koste de levende dyrt; loza, som kan oversættes til ”ulykken”, er smitsom, og derfor efterfølges begravelser af vaske-riter. Efter begravelsen vasker alle deltagere sig grundigt, både krop og tøj, mens formularen ”miala loza” (”fjerne ulykken”) fremsiges. Hermed udrenses loza fra kontakten med den døde.

Denne postfunerale vaske-rite finder vi gentaget i Fandroana – på makroniveau. Natten op til årets sidste dag genlød af klagegråd, hvor kvinder i hele hovedstaden græd for de døde, der havde forladt de levendes verden i årets løb. Gråden var en sidste, definitiv afsked med de døde, og ved morgengry afløstes gråden af en omfattende hovedrengøring i alle Antananarivos husholdninger. Mennesker, tøj, ejendele – alt blev vasket. Ingen loza (ulykke) fra det forgangne år måtte viderebringes til det nye.

Efter denne loza-udrensende hovedrengøring overalt i Antananarivo fandt Fandroanas centrale riter sted i gården til suverænens palads. Riterne var yderst forskelligartede og så talrige (2), at jeg i kraft af mit fokus på renselse har valgt at lade artiklen gå fri for de mange riter, der ikke relaterer sig direkte til renselse. Til gengæld vil jeg dissekere ’renselsen’ i Fandroanas to centrale renselsesriter: haneofringen og suverænens bad. Lad os inden da komme omkring, hvordan Fandroana-ritualet afrundes med overgangen til det nye år.

Nytårsnat gik under navnet alin-dratsy (”den slette nat”). Det merinanske samfund var dengang struktureret i en rigid lagdeling ikke uligt det indiske kastesystem, men på denne ’slette nat’ var alt vendt på hovedet: Alle kunne have sex med alle på tværs af samfundslag, en anledning der til de europæiske missionærers forargelse blev udnyttet til et sandt orgie. I stærk kontrast til nattens udskejelser skulle alle Antananarivos borgere ved solopgang befinde sig på deres ’rette pladser’: børn hos deres forældre, slaver hos deres herrer, og selv fraskilte skulle på denne årets første dag genforenes. Således blev overgangen fra det gamle år til det nye en symbolsk overgang fra kaos til orden.

Europæiske øjenvidner

Blandt uddrag fra dagbøger og rejseberetninger i Madagaskars gamle tidsskrifter finder jeg tre europæere, som overværede Fandroana i henholdsvis 1817, 1864 og 1867. Den franske jesuit Antoine Abinal skildrer d. 4. april 1867 ofringen af den røde hane i slotsgården således:

”En sandsiger eller et orakel, assisteret af en troldkvinde, bemægtiger sig en rød hane, der er bragt til paladset af de mest navnkundige prinsesser. Det uheldige, tofodede kræ skal tjene som syndebuk. Efter et utal af formularer henvendt til alle, anklager sandsigeren hanen for al kollektiv udåd. Samtlige den royale eskortes misgerninger, alle de forbandelser, der kunne have være kastet på dem, alle de trylledrikke, forhekselser, etc. falder på den stakkels hane. Hvordan leve under en sådan byrde? Derfor skynder man sig at skære halsen over. Dens krop er kastet på jorden, men blodet, der er samlet i et bananblad, bliver fromt rakt til dronningen, som dypper sin lillefinger heri og maler sig på panden, så nederst på halsen, dernæst på maven, i armhulerne, på fingrenes led, på neglene og til slut på fødderne. Suverænen er ren. Derpå er det op til hendes undersåtter at eftergøre hende; og det gør alle til fuldkommenhed.”

Inden vi ser nærmere på renselsessymbolikken i haneofringen, skal vi runde ”titel-riten” i Fandroana: suverænens bad. Da årets sidste dag gik på hæld samledes Antananarivos spidser i slotsgården. Den engelske missionær James Hastie rapporterer i sin dagbog fra 1817 – den ældste øjenvidneberetning fra Fandroana – følgende fra badningen af den merinanske kong Radama d. 10 august:

”Ved solnedgang blev 500 mennesker givet adgang til paladsets gård. Jeg anmodede om tilladelse til at overvære ceremonien, der udspillede sig, og Radama gav efter kort tid sin tilladelse. Han klædte sig af i et af sine store huse og iførte sig et stykke klæde af lokal fremstilling, udskiftede det sorte bånd om hovedet med et hvidt og gik over til et af sine koners huse fulgt af 25 spydmænd og 10 konkylieblæsere. Dér stod varmt vand klar, og to mænd begyndte at vaske ham. Med det samme vandet rørte ham, udstødte han et gennemborende hyl, som blev gentaget af skaren udenfor. Da hans ledsagere begyndte at tørre ham, hylede han igen højlydt, og også det blev gentaget. Så klædte han sig på igen og begejstredes, mens han stænkede de forsamlede med sit badevand. Så stoppede han for et øjeblik, beordrede stilhed (som blev adlydt), gav en kort tale, stænkede yderligere vand, og gik ind i huset.”

Suverænens bad finder vi ligeledes skildret et halvt århundrede senere af en anden engelsk missionær, James Sibree, i 1864 under den merinanske dronning Rasoherina. Dette år lå måneårets passage mellem månederne Alohotsy og Alahamady i solårets marts måned.

”Dronningens tjenere har klargjort badet til Hendes Majestæt. Dette var af sølv og var placeret i det nordøstlige hjørne af værelset, og udsynet var afskærmet af højrøde klæder holdt oppe af hoffets damer. Dronningen blev da ført om bag afskærmningen for at bade, og ved afslutningen af ceremonien blev alle kanoner igen affyret for at bekendtgøre folket med gennemførelse af denne vigtigste del af festivalen. Efter få minutters ophold, dukkede Hendes Majestæt op igen med vådt hår og ansigt efter badet. Ved sin entré gentog hun den sædvanlige form for taksigelse: ”Samba samba Andriamanitra, Andriananahary, no arivo tratry ny taona anie tsy hisara-mianakavy!”, det vil sige ”Velsignet, velsignet være Den Parfumerede Herre [malagassisk guddom], Skaberen, må vi blive tusind år som udelt familie.” Til dette svarede alle tilstedeværende ved at udbryde: ”Traràntitra,”, det vil sige, ”Blive tusinde år!” Med et horn i hånden fyldt med varmt vand og ledsaget af sine højeste embedsmænd, gik dronningen gennem menneskeskaren og stænkede dem på begge hænder”

Frem til det 19. århundrede var Madagaskars indre stort set uudforsket af europæere, men i løbet af århundredet blev indlandet åbnet, da flere af de merinanske suveræner så politiske fordele i alliancer med de udenlandske stormagter. Den relativt højtudviklede Merina-stat, der mødte europæerne, affødte hurtigt en genealogisk diskussion om, hvor de forbavsende ”civiliserede” malagassere kunne stamme fra i verden. Med norske Lars Dahles lingvistiske påvisning i 1883 af slående ligheder mellem malagassisk og visse indonesiske sprog, samt beviser på yderligere rødder i Afrika, blev malagassernes afro-indonesiske ophav kortlagt. Inden da var teorierne om malagassernes oprindelse talrige og temmelig fantasifulde, og ikke mindst teorien om en jødisk oprindelse prægede de tidlige malgachissanter – deriblandt vores øjenvidner til Fandroana.

Abinal og La Vaissière, to jesuitter hvoraf den ene var vores vidne til haneofringen, tolkede ofringen således: ”Ved solopgang rensede hoffet sig ved ofringen af en rød hane, en ceremoni der virker til at låne fra den jødiske ceremoni foreskrevet salvelsen af Aaron og præsterne”. Også vores ene vidne til suverænens bad, James Sibree, drog paralleller til jødedommen: ”Badet har formentligt en vis reference til symbolsk renselse; for Fandroana-festivalen har adskillige skikke med ligheder i jødiske sædvaner”. I en senere artikel elaborerede han: ”Badet har utvivlsomt en særlig reference til et krav om renselse i mødet med den hellige Gud”.

Renselse er rigtignok central i både malagassiske og jødiske riter – men er der virkelig tale om samme type renselse i disse så forskellige kosmologier? Er den merinanske ofring af den røde hane virkelig et lån fra jødisk salvelse, som Abinal foreslår, og har Sibree virkelig ret i, at Merina-suverænens bad er inspireret af den rituelle ablution inden indtræden i det jødiske tempel?

Spørger vi historiefaget, hælder svaret tungt mod et nej. Bevismaterialet for jødisk indvandring til Madagaskar består ikke i meget andet end sammenligninger a la Sibrees og Abinals samt forlydender om et forsvundet håndskrift på Comorerne. Det ser ud til, at den ”jødiske teori” er undfanget i 1652 af den franske opdagelsesrejsende Étienne de Flacourt, for hvem malagassernes skikke mindede om jødernes. Selvom beviserne for den jødiske teori er udeblevet, og selvom beviserne for den langt mere sandsynlige afro-indonesiske teori tårner sig op, er mange af nutidens malagassere faktisk af den overbevisning, at de er efterkommere af Israels forsvundne stammer. Nogle af mine kristne informanter har ladet ytringer herom ledsage af kommentarer såsom ”… så Madagaskar har hele tiden været monoteistisk!” Kan det mon tænkes, at vores tre øjenvidner til Fandroana, som jo også var kristne og tilmed missionærer, så monoteistiske træk i Fandroana, fordi de ønskede at se dem? Overgangen til kristendom må immervæk have været lettet betydeligt for både missionærer og potentielle konvertitter, hvis udgangspunktet blev betragtet som jødisk.

En anden vej at gå i undersøgelsen af malagassisk renselse er den antropologiske; i stedet for at stille os til tilfreds med begreber som ”ofring” og ”renhed” må vi dykke ned i det lokale begrebsapparat.

Etnologen Alain Delivré beskriver haneofringen således: ”Ofringen af den røde hane […] er et faditra, særligt bestemt til at fjerne det slette og døden; dens [hanens] blod bringes senere hen nord for ildstedet, i nærheden af suverænen som indsmører sig på diverse dele af kroppen som et sorona.” Haneofringen er kompliceret, fordi den fusionerer to typer offerhandlinger: faditra og sorona.

Faditra er et ’stedfortrædende’ offer, som norske Lars Vig beskriver: “Faditra hviler paa den grundtanke, at det middel, som bruges ved handlingen, skal enten ‘optage det onde eller ulykken i sig’ eller borttage den og saaledes virke stedfortrædende.” Som også vores øjenvidne Abinal havde blik for i sin betegnelse af hanen som syndebuk, går den stedfortrædende faditra-ofring ud på at overføre sin ulykke til en genstand eller et væsen, der kyles væk – bagom ryggen, i rendestenen eller i en flod – som en symbolsk bortkastelse af ulykken. Al misgerning, ulykke og dårligdom fra det forgangne år overføres til hanen, hvis krop derpå slynges væk på dramatisk vis.

Inden da opsamles hanens blod imidlertid i et bananblad til brug i ritens anden del: sorona-ofringen. Denne kategori af ofring indskriver sig i hasina-økonomien (den spirituelle kraft) mellem mennesker og Zanahary; åndernes livsnødvendige gunst vindes i høj grad gennem offergaver, der falder i åndernes smag: perler, rom, antikke mønter, kaolinit, særlige urter, dyreblod og så videre – alt sammen substanser, der associeres med hasina. Det er afgørende at forstå, at hasina-forbindelsen mellem ånder og mennesker kræver regelmæssig opretholdelse, og en sådan opretholdelse – eller måske snarere ”opladning”, hvis vi tænker hasina gennem en energimetaforik – lægger Fandroana scene til.
Konsekvensen af forsømmelse af disse periodiske, rituelle ”opladninger” er for ånderne, at de bliver glemt, hvilket meget sigende kaldes ”den anden død”. For mennesket er konsekvensen ulykke og modgang af enhver art.

Fortsættes…

(1) Mere om Feraomby, se den todelte artikel ‘Feraomby – the Polyvalent Legacy of a Stranger King’.

(2) Mere om Fandroana, dets mange riter og Hasina-økonomien, se Maurice Bloch ‘The ritual of the royal bath in Madagascar, the dissolution of death, birth and fertility into authority’, i D. Cannadine & C. Price (red.) Rituals of Royalty: Power and ceremonial in traditional societies, 1987, Cambridge University Press.