På sporet af fortidens rituelle renselse på Madagaskar (2)

En trak­tor­fuld rit­u­aldelt­agere kør­er for­bi. Foto: Anders Norge Lauridsen

Læs anden del af historien om, hvordan Anders Norge Lauridsen gennem fragmentariske indblik i renselsespraksisser under feltarbejde i 2016 på Madagaskar førtes på sporet af fordums vældige renselsesritualer i landets indre.

Suverænens bad

Lad os vende os mod Fan­droanas primære renselses­rite: suveræ­nens bad. Der er rigtig­nok en del forskelle på de to øjen­vid­neberetninger, Hasties skildring af kong Radamas bad i 1817 og Sibrees skildring af dron­ning Raso­heri­nas bad i 1864. Radama inter­ager­er med sine under­såt­ter gen­nem hyl og stænker folket med sit bade­vand. Raso­he­ri­na, der­i­mod, inter­ager­er med for­mu­la­rer og stænker folket med vand fra et zebuhorn. Grund­struk­tur­erne er imi­dler­tid de samme: suveræ­nen bades, hvorefter folket stænkes. Dette vand­stænk kaldes afam-bahoa­ka (”under­såt­ternes bad”) og må alt­så tænkes som en art gen­t­agelse af suveræ­nens bade­han­dling. Bade­van­det er således gen­nemgående i riten; Radama sprøjter folket med det vand, han lige har badet i, og van­det i Raso­heri­nas horn er varmt og kom­mer for­mentlig også direk­te fra badet.

Jeg vil hævde, at det netop er bade­van­det, vi må se nærmere på, hvis vi vil forstå renselsen i Fan­droana. Man kan dårligt fortænke Sibree i at associere suveræ­nens bad med den jødiske ablu­tion – mon ikke den basale forestill­ing om sam­men­hæng mellem krop­slig og spir­ituel ren­hed find­es i de fleste af ver­dens kul­tur­er? Sibrees kon­klu­sion om, at badet ”utvivl­somt [har] en særlig ref­er­ence til et krav om renselse i mødet med den hel­lige Gud” virk­er der­i­mod forhastet: Den rit­uelle afvaskn­ing, vi ser i jøde­dom, er en prælim­inær rite, det vil sige, inden mødet med det gud­dom­melige, hvo­rimod suveræ­nens bad er selve midt­punk­tet i Fan­droana-rit­ualet. Dog kan vi med stor imødekom­men­hed over­for Sibree måske sige, at mens den jødiske ablu­tion går forud for et gud­dom­meligt, fysisk rum, nem­lig tem­plet, går suveræ­nens bad forud for et gud­dom­meligt, tid­sligt rum, nem­lig Ala­hamady — den hasi­na-fulde og gun­stige første måned i det nye år.

På årets sid­ste dag blev en særlig del­e­ga­tion sendt af sted med det for­mål at hente vand til suveræ­nens bad. Des­ti­na­tio­nen var van­dløb og søer, der associeres med akvatiske ånder kaldet vaz­im­ba. Vaz­im­ba er mytol­o­giske, pyg­mæiske skikkelser, som siges at have befolket lan­det før den nuværende befolkn­ing, og ånder af disse vaz­im­ba siges den dag i dag at holde til ved fer­skvand. Vaz­im­ba besid­der lige­som andre mala­gas­siske naturån­der en særlig vild og utæm­met form for hasi­na (spir­ituel kraft) — et mod­stykke til for­faderån­dernes mere tæmmede og tilreg­nelige hasi­na. Hasi­na kan således udvin­des både fra for­fæ­drene – ikke mindst de royale for­fæ­dre – og fra naturån­derne. Føl­gelig opnås en ulti­ma­tiv magt ved at kom­binere disse to kilder til hasi­na.

Udvin­din­gen af den vilde hasi­na til denne ulti­ma­tive kom­bi­na­tion var netop for­målet med den kar­a­vane af trak­tor­er, som jeg for­passede i mit feltar­be­jde. Vand­faldet ved Sahamalo­to, hvor trak­tor­erne kørte ud, er nem­lig associeret med den vigtig­ste naturånd i Sihana­ka-egnen: zazavavin­dra­no. Denne kvin­delige ånd, hvis navn bety­der ”pige­barn af van­det”, er en stamgæst i Anoro­ros besæt­telses­ritualer, hvor lands­by­boere kom­mer for at blive hel­bredt eller vejledt af den hasi­na-fulde zazavavin­dra­no. Ud over bad i Sahamalo­to-vand­faldet, var trak­tordel­e­ga­tio­nen sendt af sted for at hente vand til Feraom­by-rit­ualet, der faldt to uger senere. Van­det er netop hasi­na-fuld, da det er levest­ed for den mægtige zazavavin­dra­no.

Lige­som mine sihanakanske infor­man­ter kom­binerede vild hasi­na fra egnens zazavavin­dra­no med ances­tral hasi­na fra en for­tidig konge, kom­binerede den meri­nanske suveræn sin egen royale hasi­na nedarvet fra for­fæ­drene med vild hasi­na fra vaz­im­ba-søer. Foru­den hasi­na fra kon­tak­ten med vaz­im­ba og suveræ­nen, blev Fan­droanas bade­vand oven i købet hasi­na-gjort ved at lægge hasi­na-sub­stanser som møn­ter, urter og ikke mindst per­ler med navnet tsi­lain­doza (”ikke plaget af ulykke”) ned i badevandet.

Når tal­en bevæger sig ind på over­førsel af essenser gen­nem kon­takt, trænger en stor, men glemt antropolog sig på, nem­lig James G. Fraz­er (1854–1941). Fraz­er forkastes i dag af de fleste antropologer, dels på grund af sit man­glende feltar­be­jde, dels på grund af sin evo­lu­tion­is­tisk arro­gance over for ”de prim­i­tive” og deres ”magi” – men nægtes kan det ikke, at han trods sin ringeag­tende tone havde fat noget med sin teori om såkaldt ’sym­pa­tetisk magi’: ”magi” fun­ger­er gen­nem lighed eller gen­nem kon­takt. Jeg vil abso­lut vægre mig mod at beteg­ne hasi­na-økonomien eller spred­nin­gen af loza (ulykke) som ”magi”, men skulle Fraz­er have ule­jliget sig med at rejse sig fra sin magelige lænestol i Cam­bridge for at efter­prøve sin teori etno­grafisk, ville Mada­gaskar have været en vel­val­gt felt. Som etnolo­gen Jør­gen Ruud illus­tr­erer gen­nem 300 siders minu­tiøse eksem­pler i sit værk Taboo, er Fraz­ers idé om ligheds­ma­gi yder­st app­lik­a­bel (med kun min­dre kor­rek­tiv­er) på mala­gas­siske forestill­inger om tabuer. Tilsvarende må Fan­droana siges at gen­lyde af Fraz­ers andet tema: kon­takt. Hasi­na over­føres som en essens fra vaz­im­ba-ånderne til søvan­det, som senere tjen­er som roy­alt bade­vand, hvor det til­føres hasi­na fra suveræ­nens krop og fra per­ler, urter og mønter.

Denne Fraz­ers idé om over­førsel gen­nem kon­takt er ligeledes gen­nemgående for bru­gen af offer­gav­erne, der sæt­ter rit­u­aldelt­agerne i forbindelse med Zana­hary. Trods det brede spek­trum af gavetyper, omsættes alle til væske­form, der enten kan drikkes eller pås­møres: Objek­ter som per­ler, møn­ter, sølvkæder og ædel­træ lægges i vand, som pås­møres. Også dyre­blod og kaolin­it, der opløs­es i vand, smøres på huden. Rom, der­i­mod, drikkes, og også mik­s­tur­er af vand, hon­ning, rom og opløst kaolin­it ind­tages under­tiden fra dybe tallerkener.

Åndernes tilstedeværelse

Tillad mig en afstikker inden den endelige analyse af Fan­droanas renselse. Måske spørg­er læseren sig selv om noget, som også jeg undr­er mig over: Hvis offer­gav­erne og bade­van­det sæt­ter men­nesker og ånder i forbindelse, og hvis men­neskene forbindes gen­nem krop­slig kon­takt med van­det, gen­nem hvilken kon­takt forbindes da ånderne? Et sådant spørgsmål forud­sæt­ter et end­nu mere fun­da­men­talt spørgsmål: Hvor­dan er ånderne over­hovedet til stede i Fandroana-ritualet?

Det er vanske­ligt at svare på et spørgsmål, der angår en næsten 200 år gam­mel og ikke just rigt doku­menteret forestill­ingsver­den, men det oplagte svar ville måske være, at ånderne er usyn­ligt eller imma­terielt tilst­ede. Et andet, indrøm­met, noget mere vovet svar ville være, at ånderne er tilst­ede i kød og blod – nem­lig gen­nem besæt­telse. Når jeg læs­er Hasties, Abi­nals og Sibrees øjen­vid­neberetninger, er der adskil­lige ele­menter, der vækker min­delser om de besæt­telses­ritualer, jeg har oplevet i mine feltarbejder.

Abi­nal nævn­er en ”sand­siger” og en ”trold­kvin­de”, hvo­raf først­nævnte eksekver­er hane­ofrin­gen. Abi­nal omtaler også sand­sigeren med den mala­gas­siske term mpisikidy, som bety­der en udøver af spå­dom­skun­sten sikidy – som mange antropologer har beskrevet, besættes nogle mpisikidy af ånder, mens andre ikke gør. Det er måske ikke utænke­ligt, at enten denne sand­siger eller den assis­terende ”trold­kvin­de” er besat af ånder under Fan­droana, men at Abi­nal sim­pelthen ikke har blik for det. Jeg ved fra mit feltar­be­jde, at mens nogle besæt­telser ikke efter­lad­er tvivl om, hvornår en per­son er besat, er andre besæt­telser mere sub­tile og kun genk­endelige på træk, som ude­frak­om­mende let kan overse: et skift i dialekt, en forskyd­ning i væremåde eller en atypisk hang til rom.

Men hvor­dan er ånderne tilst­ede under suveræ­nens bad, hvor ingen ånde­man­er bliv­er nævnt? Kan selve den meri­nanske suveræn være besat? Jeg indrøm­mer blankt, at det er et dristigt bud, et frimodigt bud jeg er ude af stand til at argu­mentere fyldest­gørende for. Meri­na-folket er ikke mit spe­ciale – det er Sihana­ka-folket – men da den sihanakanske kul­tur er præget af mas­siv meri­nan­sk ind­fly­delse gen­nem århun­dred­er, er det måske ikke helt utænke­ligt, at visse træk ved suveræ­nen under Fan­droana lign­er sihanakan­sk besættelse.

Abi­nal beretter, at ”dron­nin­gen […] maler sig på pan­den, så ned­er­st på halsen, dernæst på maven, i armhulerne, på fin­grenes led, på neg­lene og til slut på fød­derne”. Selv samme indsmøring af udval­gte krops­dele prak­tis­eres af sihanakanske ånde­manere for at facilitere åndens adgang til krop­pen, dog ikke med blod, men med en anden hasi­na-fuld sub­stans: kaolin­it-pas­ta. End­nu mere påfaldende find­er jeg Hasties skildring af kong Radama; under badet udstøder Radama hyl, som besvares af under­såt­terne – disse hyl bruges i sihanakan­sk besæt­telse for at tilka­lde ånderne. Også Radamas skift af klæd­e­dragt er for mig bemærkelsesværdig: ”Radama […] iførte sig et stykke klæde af lokal frem­still­ing, udskift­ede det sorte bånd om hov­edet med et hvidt”. Inden besæt­telse ifør­er ånde­manere sig en særlig klæd­e­dragt tilhørende den ank­om­mende ånd, og især bånd om hov­edet eller skærf om livet i sym­bol­ske farv­er som rød, hvid eller sort er hyp­pige motiv­er i sådanne skift af klæd­e­dragt. I det førkolo­niale Sihana­ka var regen­ter ligeså meget spir­ituelle ledere, som de var poli­tiske ledere, og magten gik ofte i arv ved, at en regent blev besat af en for­tidig regent. Kan noget lig­nende være til­fældet for den meri­nanske suveræn under Fan­droana? Kan Radama, i det øje­b­lik han bad­er, være besat af en sine sag­nom­spundne forgæn­gere? Det er som sagt et yder­st vovet forslag til for­tolkn­ing, der langt over­skrid­er min eksper­tise i det førkolo­niale Meri­na, så lad os vende tilbage til hov­ed­sagen – mala­gas­sisk renselse — som jeg vil hævde at kunne levere en noget mere plau­si­bel analyse af.

Den malagassiske renselse

Hvis vi ønsker at kaste lys over den mala­gas­siske renselse, må vi ikke lade os stille til­freds af over­sæt­telsen ”renselse”. Vi må bevæge os ned i lokalsprog­et og så vidt muligt anskue fænomenet med en mala­gas­sisk ref­er­ence­r­amme. Det mala­gas­siske ord for renselse er afana. I ord­bo­gen A New Mala­gasy-Eng­lish Dic­tio­nary af James Richard­son fra 1885, det vil sige fra peri­o­den, hvor Fan­droana stadig blev afholdt, defineres sub­stan­tivet afana således:

”Stænk på krop­pen med vand som er blevet for­billedligt hel­lig­gjort; sætte streger eller prikker med hvid jord på pan­den; sætte kul på pan­den; bære per­ler på fød­derne; en hal­skæde af urter; gen­nem­blød­ning af en stadig påk­lædt per­son for at fjerne uren­hed fra kon­takt med et lig eller noget andet ure­nt; at søge fri­hed fra en eller anden trold­dom eller amulet; en cer­e­moni udført ved afdøde slægt­ninges grave, eller i tider med udbredt syg­dom eller epidemi”

Hasi­na-fuldt vand til brug i Feraom­by-rit­ualet og hen­tet i vand­faldet, hvor ånden Zazavavin­dra­no lever (Anoro 2016). 

Det er ikke just nogen enkel og enty­dig def­i­n­i­tion. I ord­bo­gens def­i­n­i­tion ser vi både brug af per­ler, urter og kaolin­it — alle sam­men hasi­na-fulde objek­ter som vi kender fra Fan­droanas rit­er. Ligeledes ser vi udren­sning af ”uren­hed” forår­saget af kon­takt med døden, kon­takt med en trold­dom, eller kon­takt med syg­dom. Samme dualitet af helliggørelse/hasi­na-gørelse på den ene side og elim­iner­ing af en kon­t­a­m­i­na­tion på den anden, find­er vi hos den mala­gas­siske teol­o­gis­tud­erende C. Razafimi­no, der i 1924 skrev føl­gende om renselse i Fan­droanas rit­er: ”Målet for denne renselse er at fjerne rit­uelle besudlinger og uren­hed­er, fejl og svigt fra året som netop er afs­lut­tet, for at træde helt hel­lig­gjort ind i det nye.”

For at dif­fer­en­tiere den gen­stridi­ge afana-kat­e­gori bedst muligt er det værd at ind­drage Louis Aujas, en mal­gachissant i den franske kolo­ni­ad­min­is­tra­tion med et indgående kend­skab til den kolonis­erede befolkn­ing. ”Riterne for renselse og frem­man­ing bær­er ét enkelt navn i det mala­gas­siske sprog, som er ’afana’”, skrev Aujas i 1927. ”’Afana’ beteg­n­er både de ydre renselser og de overtroiske prak­siss­er”. Med ’ydre renselser’ mente Aujas blod­mark­er­ing på huden og stænk med vand, der ved ned­sænkn­ing af gen­stande som urter, ædel­træ og per­ler var blevet gjort madio (ren). Med ’overtroiske prak­siss­er’ beteg­nede Aujas rit­er med det for­mål at fjerne syg­dom, onde drømme eller besudling fra kon­takt med døde.

På bag­grund af Fan­droana-lit­ter­a­turen vil jeg hævde, at den mala­gas­siske afana (renselse) rum­mer en dualitet af hasi­na-gørelse og udrenselse.

I hasi­na-økonomien mellem ånder og men­nesker skal forbindelsen opretholdes rit­uelt med jævne mellem­rum; hvis men­nesker forsøm­mer at opretholde hasi­na-forbindelsen ved at afholde rit­ualer, før­er det modgang, ulykke og sågar død med sig – men ikke som en kon­sekvens af han­dling, snarere som kon­sekvens af iner­tisk ikke-han­dling. Andre ulykker har der­i­mod en speci­fik årsag og kræver udrenselse: loza (ulykke) efter kon­tak­ten med et lig eller for­ban­delsen fra en ondartet amulet eller ånde­man­er. Med andre ord: Den hasi­na-opladende renselse er vitalis­erende og stiller for­dring om regelmæs­sig eksekver­ing. Der­i­mod er den ulykke­su­drensende renselse restituerende og kræver kun eksekver­ing som et modsvar på en ulykkesvanger hændelse.

Kaster vi et blik tilbage på nogle af de renselses­ritualer, vi har været omkring, vil vi se, at nogle rit­ualer drejer sig om den vitalis­erende renselse, andre om den restituerende renselse, mens stadig andre kom­biner­er de to aspek­ter af afana. Vand­stænk under for eksem­pel bryllup og begrav­else må forstås som en vitalis­erende renselse, hvor rit­u­aldelt­agerne til­føres hasi­na fra de anråbte for­fæ­dre og fra hasi­na-fulde møn­ter, per­ler og urter ned­sun­ket i van­det. Den restituerende renselse, hvor en påført ulykke udrens­es, ser vi for eksem­pel i den post­fu­nerale vaske-rite, hvor delt­agerne vasker deres kroppe og tøj grundigt. Et andet eksem­pel på restituerende renselse, find­er vi hos en ung, sihanakan­sk kvin­de, hvis his­to­rie jeg nyligt har beskrevet; som modsvar til en for­ban­delse forår­saget af en ondartet amulet, udførte hun et renselses­ritu­al stående i flod, hvor ulykken blev kastet bort (3).

Fan­droana foren­er de restituerende og vitalis­erende aspek­ter af afana. På den sid­ste dag i året, der går på hæld, udrens­es al akku­muleret ulykke ved mor­ge­nens hov­e­drengøringer over hele byen, og senere ved over­førslen af ulykken til den røde hanes krop, der bortkastes. Tilsvarende find­er vi det vitalis­erende aspekt i pås­mørin­gen af haneblodet og ikke mindst i den grandiose baderite, hvor hasi­na fra suveræ­nen, vandån­derne og de rit­uelle gen­stande i van­det kanalis­eres ud i den meri­nanske befolkning.

Epilog

Min færd gen­nem falmede dag­bøger og gulnede tidsskrifter har gjort mig en hel del klogere på mala­gas­sisk renselse, på det jeg har kaldt dens vitalis­erende og restituerende aspek­ter. Det his­toriske er en vigtig del af antropolo­gien, men min under­søgelse af renselse er ikke slut end­nu. Hvad lig­ger der i afana (renselse)? Hvor­dan fjernes loza (ulykke)? Hvorledes over­føres hasi­na (spir­ituel kraft)? Det er spørgsmål, jeg også må stille, næste gang jeg er i fel­ten – et forestående feltar­be­jde jeg immervæk påb­eg­y­n­der med en lidt større his­torisk forståelse i baga­gen end tidligere.

Anders Norge Lau­rid­sen er ph.d.-studerende i Socialantropolo­gi på Göte­borgs Universitet. 

(3) ‘Inscrutable Spir­its of Mada­gas­car and the Con­cept of Sub­junc­tiv­i­ty’, Semi­kolon 2017, nr. 31, s. 4–7.

Litteratur

  • Abi­nal, Antoine (1949 [1867]) ”Le ‘Fan­droana’ en Ime­ri­na en 1867”, Bul­letin de l’Académie Mal­gache, 29: 20–25
  • Aujas, Louis (1927) Les rites du sac­ri­fices à Mada­gas­car, Tana­narive : Imprimerie Mod­erne de l’E­myrne G. Pitot et Cie
  • Bloch, Mau­rice (1987) ”The rit­u­al of the roy­al bath in Mada­gas­car, the dis­so­lu­tion of death, birth and fer­til­i­ty into author­i­ty”, i D. Can­na­dine & C. Price (red.) Rit­u­als of Roy­al­ty: Pow­er and cer­e­mo­ni­al in tra­di­tion­al soci­eties, Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press
  • Deliv­ré, Alain (1974) L’Histoire des Rois d’Imerina. Inter­pre­ta­tion d’une Tra­di­tion Orale, Paris: Klincksieck
  • Hastie, James (1903 [1817]) ”Le Voy­age de Tana­narive en 1817”, Bul­letin de l’Académie Nationale des Arts, des Let­tres et des Sci­ences, 2 : 91–114, 173–92
  • La Vais­sière, Camille de & Abi­nal, Antoine (1885) Vingt ans à Mada­gas­car, Paris: V. Lecoffre
  • Norge Lau­rid­sen, Anders (2017) ”Inscrutable Spir­its of Mada­gas­car and the Con­cept of Sub­junc­tiv­i­ty”, Semi­kolon, nr. 31
  • Norge Lau­rid­sen, Anders & De Grave, Arnaud (2017) ”Feraom­by – The Poly­va­lent Lega­cy of a Stranger King”, Word of Mouth
  • Razafimi­no, C. (1924) La Sig­ni­fi­ca­tion Religieuse du Fan­droana ou de la fête du Nou­v­el an en Ime­ri­na Mada­gas­car, Tana­narive: FFMA
  • Richard­son, James (1885) A New Mala­gasy-Eng­lish Dic­tio­nary, Lon­don: Lon­don Mis­sion­ary Society
  • Ruud, Jør­gen (1960) Taboo: A Study of Mala­gasy Cus­toms and Beliefs, Oslo: Oslo Uni­ver­si­ty Press
  • Sibree, James (1870) Mada­gas­car and its peo­ple, Lon­don: Reli­gious Tract Society
  • Sibree, James (1900) “The Fan­droana, a New Year’s Fes­ti­val of the Mala­gasy”, Antana­nari­vo Annu­al, XXIV: 489–96
  • Vig, Lars (1895) ”Sted­fortræder­tanken i Mada­gassernes Reli­gion”, fore­drag ved kon­fer­ence på Loha­ra­no, Mada­gaskar i marts 1895

Scroll til toppen