På sporet af fortidens rituelle renselse på Madagaskar (2)

En traktorfuld ritualdeltagere kører forbi. Foto: Anders Norge Lauridsen

Læs anden del af historien om, hvordan Anders Norge Lauridsen gennem fragmentariske indblik i renselsespraksisser under feltarbejde i 2016 på Madagaskar førtes på sporet af fordums vældige renselsesritualer i landets indre.

Suverænens bad

Lad os vende os mod Fandroanas primære renselsesrite: suverænens bad. Der er rigtignok en del forskelle på de to øjenvidneberetninger, Hasties skildring af kong Radamas bad i 1817 og Sibrees skildring af dronning Rasoherinas bad i 1864. Radama interagerer med sine undersåtter gennem hyl og stænker folket med sit badevand. Rasoherina, derimod, interagerer med formularer og stænker folket med vand fra et zebuhorn. Grundstrukturerne er imidlertid de samme: suverænen bades, hvorefter folket stænkes. Dette vandstænk kaldes afam-bahoaka (”undersåtternes bad”) og må altså tænkes som en art gentagelse af suverænens badehandling. Badevandet er således gennemgående i riten; Radama sprøjter folket med det vand, han lige har badet i, og vandet i Rasoherinas horn er varmt og kommer formentlig også direkte fra badet.

Jeg vil hævde, at det netop er badevandet, vi må se nærmere på, hvis vi vil forstå renselsen i Fandroana. Man kan dårligt fortænke Sibree i at associere suverænens bad med den jødiske ablution – mon ikke den basale forestilling om sammenhæng mellem kropslig og spirituel renhed findes i de fleste af verdens kulturer? Sibrees konklusion om, at badet ”utvivlsomt [har] en særlig reference til et krav om renselse i mødet med den hellige Gud” virker derimod forhastet: Den rituelle afvaskning, vi ser i jødedom, er en præliminær rite, det vil sige, inden mødet med det guddommelige, hvorimod suverænens bad er selve midtpunktet i Fandroana-ritualet. Dog kan vi med stor imødekommenhed overfor Sibree måske sige, at mens den jødiske ablution går forud for et guddommeligt, fysisk rum, nemlig templet, går suverænens bad forud for et guddommeligt, tidsligt rum, nemlig Alahamady – den hasina-fulde og gunstige første måned i det nye år.

På årets sidste dag blev en særlig delegation sendt af sted med det formål at hente vand til suverænens bad. Destinationen var vandløb og søer, der associeres med akvatiske ånder kaldet vazimba. Vazimba er mytologiske, pygmæiske skikkelser, som siges at have befolket landet før den nuværende befolkning, og ånder af disse vazimba siges den dag i dag at holde til ved ferskvand. Vazimba besidder ligesom andre malagassiske naturånder en særlig vild og utæmmet form for hasina (spirituel kraft) – et modstykke til forfaderåndernes mere tæmmede og tilregnelige hasina. Hasina kan således udvindes både fra forfædrene – ikke mindst de royale forfædre – og fra naturånderne. Følgelig opnås en ultimativ magt ved at kombinere disse to kilder til hasina.

Udvindingen af den vilde hasina til denne ultimative kombination var netop formålet med den karavane af traktorer, som jeg forpassede i mit feltarbejde. Vandfaldet ved Sahamaloto, hvor traktorerne kørte ud, er nemlig associeret med den vigtigste naturånd i Sihanaka-egnen: zazavavindrano. Denne kvindelige ånd, hvis navn betyder ”pigebarn af vandet”, er en stamgæst i Anororos besættelsesritualer, hvor landsbyboere kommer for at blive helbredt eller vejledt af den hasina-fulde zazavavindrano. Ud over bad i Sahamaloto-vandfaldet, var traktordelegationen sendt af sted for at hente vand til Feraomby-ritualet, der faldt to uger senere. Vandet er netop hasina-fuld, da det er levested for den mægtige zazavavindrano.

Ligesom mine sihanakanske informanter kombinerede vild hasina fra egnens zazavavindrano med ancestral hasina fra en fortidig konge, kombinerede den merinanske suveræn sin egen royale hasina nedarvet fra forfædrene med vild hasina fra vazimba-søer. Foruden hasina fra kontakten med vazimba og suverænen, blev Fandroanas badevand oven i købet hasina-gjort ved at lægge hasina-substanser som mønter, urter og ikke mindst perler med navnet tsilaindoza (”ikke plaget af ulykke”) ned i badevandet.

Når talen bevæger sig ind på overførsel af essenser gennem kontakt, trænger en stor, men glemt antropolog sig på, nemlig James G. Frazer (1854-1941). Frazer forkastes i dag af de fleste antropologer, dels på grund af sit manglende feltarbejde, dels på grund af sin evolutionistisk arrogance over for ”de primitive” og deres ”magi” – men nægtes kan det ikke, at han trods sin ringeagtende tone havde fat noget med sin teori om såkaldt ’sympatetisk magi’: ”magi” fungerer gennem lighed eller gennem kontakt. Jeg vil absolut vægre mig mod at betegne hasina-økonomien eller spredningen af loza (ulykke) som ”magi”, men skulle Frazer have ulejliget sig med at rejse sig fra sin magelige lænestol i Cambridge for at efterprøve sin teori etnografisk, ville Madagaskar have været en velvalgt felt. Som etnologen Jørgen Ruud illustrerer gennem 300 siders minutiøse eksempler i sit værk Taboo, er Frazers idé om lighedsmagi yderst applikabel (med kun mindre korrektiver) på malagassiske forestillinger om tabuer. Tilsvarende må Fandroana siges at genlyde af Frazers andet tema: kontakt. Hasina overføres som en essens fra vazimba-ånderne til søvandet, som senere tjener som royalt badevand, hvor det tilføres hasina fra suverænens krop og fra perler, urter og mønter.

Denne Frazers idé om overførsel gennem kontakt er ligeledes gennemgående for brugen af offergaverne, der sætter ritualdeltagerne i forbindelse med Zanahary. Trods det brede spektrum af gavetyper, omsættes alle til væskeform, der enten kan drikkes eller påsmøres: Objekter som perler, mønter, sølvkæder og ædeltræ lægges i vand, som påsmøres. Også dyreblod og kaolinit, der opløses i vand, smøres på huden. Rom, derimod, drikkes, og også miksturer af vand, honning, rom og opløst kaolinit indtages undertiden fra dybe tallerkener.

Åndernes tilstedeværelse

Tillad mig en afstikker inden den endelige analyse af Fandroanas renselse. Måske spørger læseren sig selv om noget, som også jeg undrer mig over: Hvis offergaverne og badevandet sætter mennesker og ånder i forbindelse, og hvis menneskene forbindes gennem kropslig kontakt med vandet, gennem hvilken kontakt forbindes da ånderne? Et sådant spørgsmål forudsætter et endnu mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan er ånderne overhovedet til stede i Fandroana-ritualet?

Det er vanskeligt at svare på et spørgsmål, der angår en næsten 200 år gammel og ikke just rigt dokumenteret forestillingsverden, men det oplagte svar ville måske være, at ånderne er usynligt eller immaterielt tilstede. Et andet, indrømmet, noget mere vovet svar ville være, at ånderne er tilstede i kød og blod – nemlig gennem besættelse. Når jeg læser Hasties, Abinals og Sibrees øjenvidneberetninger, er der adskillige elementer, der vækker mindelser om de besættelsesritualer, jeg har oplevet i mine feltarbejder.

Abinal nævner en ”sandsiger” og en ”troldkvinde”, hvoraf førstnævnte eksekverer haneofringen. Abinal omtaler også sandsigeren med den malagassiske term mpisikidy, som betyder en udøver af spådomskunsten sikidy – som mange antropologer har beskrevet, besættes nogle mpisikidy af ånder, mens andre ikke gør. Det er måske ikke utænkeligt, at enten denne sandsiger eller den assisterende ”troldkvinde” er besat af ånder under Fandroana, men at Abinal simpelthen ikke har blik for det. Jeg ved fra mit feltarbejde, at mens nogle besættelser ikke efterlader tvivl om, hvornår en person er besat, er andre besættelser mere subtile og kun genkendelige på træk, som udefrakommende let kan overse: et skift i dialekt, en forskydning i væremåde eller en atypisk hang til rom.

Men hvordan er ånderne tilstede under suverænens bad, hvor ingen åndemaner bliver nævnt? Kan selve den merinanske suveræn være besat? Jeg indrømmer blankt, at det er et dristigt bud, et frimodigt bud jeg er ude af stand til at argumentere fyldestgørende for. Merina-folket er ikke mit speciale – det er Sihanaka-folket – men da den sihanakanske kultur er præget af massiv merinansk indflydelse gennem århundreder, er det måske ikke helt utænkeligt, at visse træk ved suverænen under Fandroana ligner sihanakansk besættelse.

Abinal beretter, at ”dronningen […] maler sig på panden, så nederst på halsen, dernæst på maven, i armhulerne, på fingrenes led, på neglene og til slut på fødderne”. Selv samme indsmøring af udvalgte kropsdele praktiseres af sihanakanske åndemanere for at facilitere åndens adgang til kroppen, dog ikke med blod, men med en anden hasina-fuld substans: kaolinit-pasta. Endnu mere påfaldende finder jeg Hasties skildring af kong Radama; under badet udstøder Radama hyl, som besvares af undersåtterne – disse hyl bruges i sihanakansk besættelse for at tilkalde ånderne. Også Radamas skift af klædedragt er for mig bemærkelsesværdig: ”Radama […] iførte sig et stykke klæde af lokal fremstilling, udskiftede det sorte bånd om hovedet med et hvidt”. Inden besættelse ifører åndemanere sig en særlig klædedragt tilhørende den ankommende ånd, og især bånd om hovedet eller skærf om livet i symbolske farver som rød, hvid eller sort er hyppige motiver i sådanne skift af klædedragt. I det førkoloniale Sihanaka var regenter ligeså meget spirituelle ledere, som de var politiske ledere, og magten gik ofte i arv ved, at en regent blev besat af en fortidig regent. Kan noget lignende være tilfældet for den merinanske suveræn under Fandroana? Kan Radama, i det øjeblik han bader, være besat af en sine sagnomspundne forgængere? Det er som sagt et yderst vovet forslag til fortolkning, der langt overskrider min ekspertise i det førkoloniale Merina, så lad os vende tilbage til hovedsagen – malagassisk renselse – som jeg vil hævde at kunne levere en noget mere plausibel analyse af.

Den malagassiske renselse

Hvis vi ønsker at kaste lys over den malagassiske renselse, må vi ikke lade os stille tilfreds af oversættelsen ”renselse”. Vi må bevæge os ned i lokalsproget og så vidt muligt anskue fænomenet med en malagassisk referenceramme. Det malagassiske ord for renselse er afana. I ordbogen A New Malagasy-English Dictionary af James Richardson fra 1885, det vil sige fra perioden, hvor Fandroana stadig blev afholdt, defineres substantivet afana således:

”Stænk på kroppen med vand som er blevet forbilledligt helliggjort; sætte streger eller prikker med hvid jord på panden; sætte kul på panden; bære perler på fødderne; en halskæde af urter; gennemblødning af en stadig påklædt person for at fjerne urenhed fra kontakt med et lig eller noget andet urent; at søge frihed fra en eller anden trolddom eller amulet; en ceremoni udført ved afdøde slægtninges grave, eller i tider med udbredt sygdom eller epidemi”

Hasina-fuldt vand til brug i Feraomby-ritualet og hentet i vandfaldet, hvor ånden Zazavavindrano lever (Anoro 2016).

Det er ikke just nogen enkel og entydig definition. I ordbogens definition ser vi både brug af perler, urter og kaolinit – alle sammen hasina-fulde objekter som vi kender fra Fandroanas riter. Ligeledes ser vi udrensning af ”urenhed” forårsaget af kontakt med døden, kontakt med en trolddom, eller kontakt med sygdom. Samme dualitet af helliggørelse/hasina-gørelse på den ene side og eliminering af en kontamination på den anden, finder vi hos den malagassiske teologistuderende C. Razafimino, der i 1924 skrev følgende om renselse i Fandroanas riter: ”Målet for denne renselse er at fjerne rituelle besudlinger og urenheder, fejl og svigt fra året som netop er afsluttet, for at træde helt helliggjort ind i det nye.”

For at differentiere den genstridige afana-kategori bedst muligt er det værd at inddrage Louis Aujas, en malgachissant i den franske koloniadministration med et indgående kendskab til den koloniserede befolkning. ”Riterne for renselse og fremmaning bærer ét enkelt navn i det malagassiske sprog, som er ’afana’”, skrev Aujas i 1927. ”’Afana’ betegner både de ydre renselser og de overtroiske praksisser”. Med ’ydre renselser’ mente Aujas blodmarkering på huden og stænk med vand, der ved nedsænkning af genstande som urter, ædeltræ og perler var blevet gjort madio (ren). Med ’overtroiske praksisser’ betegnede Aujas riter med det formål at fjerne sygdom, onde drømme eller besudling fra kontakt med døde.

På baggrund af Fandroana-litteraturen vil jeg hævde, at den malagassiske afana (renselse) rummer en dualitet af hasina-gørelse og udrenselse.

I hasina-økonomien mellem ånder og mennesker skal forbindelsen opretholdes rituelt med jævne mellemrum; hvis mennesker forsømmer at opretholde hasina-forbindelsen ved at afholde ritualer, fører det modgang, ulykke og sågar død med sig – men ikke som en konsekvens af handling, snarere som konsekvens af inertisk ikke-handling. Andre ulykker har derimod en specifik årsag og kræver udrenselse: loza (ulykke) efter kontakten med et lig eller forbandelsen fra en ondartet amulet eller åndemaner. Med andre ord: Den hasina-opladende renselse er vitaliserende og stiller fordring om regelmæssig eksekvering. Derimod er den ulykkesudrensende renselse restituerende og kræver kun eksekvering som et modsvar på en ulykkesvanger hændelse.

Kaster vi et blik tilbage på nogle af de renselsesritualer, vi har været omkring, vil vi se, at nogle ritualer drejer sig om den vitaliserende renselse, andre om den restituerende renselse, mens stadig andre kombinerer de to aspekter af afana. Vandstænk under for eksempel bryllup og begravelse må forstås som en vitaliserende renselse, hvor ritualdeltagerne tilføres hasina fra de anråbte forfædre og fra hasina-fulde mønter, perler og urter nedsunket i vandet. Den restituerende renselse, hvor en påført ulykke udrenses, ser vi for eksempel i den postfunerale vaske-rite, hvor deltagerne vasker deres kroppe og tøj grundigt. Et andet eksempel på restituerende renselse, finder vi hos en ung, sihanakansk kvinde, hvis historie jeg nyligt har beskrevet; som modsvar til en forbandelse forårsaget af en ondartet amulet, udførte hun et renselsesritual stående i flod, hvor ulykken blev kastet bort (3).

Fandroana forener de restituerende og vitaliserende aspekter af afana. På den sidste dag i året, der går på hæld, udrenses al akkumuleret ulykke ved morgenens hovedrengøringer over hele byen, og senere ved overførslen af ulykken til den røde hanes krop, der bortkastes. Tilsvarende finder vi det vitaliserende aspekt i påsmøringen af haneblodet og ikke mindst i den grandiose baderite, hvor hasina fra suverænen, vandånderne og de rituelle genstande i vandet kanaliseres ud i den merinanske befolkning.

Epilog

Min færd gennem falmede dagbøger og gulnede tidsskrifter har gjort mig en hel del klogere på malagassisk renselse, på det jeg har kaldt dens vitaliserende og restituerende aspekter. Det historiske er en vigtig del af antropologien, men min undersøgelse af renselse er ikke slut endnu. Hvad ligger der i afana (renselse)? Hvordan fjernes loza (ulykke)? Hvorledes overføres hasina (spirituel kraft)? Det er spørgsmål, jeg også må stille, næste gang jeg er i felten – et forestående feltarbejde jeg immervæk påbegynder med en lidt større historisk forståelse i bagagen end tidligere.

Anders Norge Lauridsen er ph.d.-studerende i Socialantropologi på Göteborgs Universitet.

(3) ‘Inscrutable Spirits of Madagascar and the Concept of Subjunctivity’, Semikolon 2017, nr. 31, s. 4-7.

Litteratur

  • Abinal, Antoine (1949 [1867]) ”Le ‘Fandroana’ en Imerina en 1867”, Bulletin de l’Académie Malgache, 29: 20-25
  • Aujas, Louis (1927) Les rites du sacrifices à Madagascar, Tananarive : Imprimerie Moderne de l’Emyrne G. Pitot et Cie
  • Bloch, Maurice (1987) ”The ritual of the royal bath in Madagascar, the dissolution of death, birth and fertility into authority”, i D. Cannadine & C. Price (red.) Rituals of Royalty: Power and ceremonial in traditional societies, Cambridge University Press
  • Delivré, Alain (1974) L’Histoire des Rois d’Imerina. Interpretation d’une Tradition Orale, Paris: Klincksieck
  • Hastie, James (1903 [1817]) ”Le Voyage de Tananarive en 1817”, Bulletin de l’Académie Nationale des Arts, des Lettres et des Sciences, 2 : 91-114, 173-92
  • La Vaissière, Camille de & Abinal, Antoine (1885) Vingt ans à Madagascar, Paris: V. Lecoffre
  • Norge Lauridsen, Anders (2017) ”Inscrutable Spirits of Madagascar and the Concept of Subjunctivity”, Semikolon, nr. 31
  • Norge Lauridsen, Anders & De Grave, Arnaud (2017) ”Feraomby – The Polyvalent Legacy of a Stranger King”, Word of Mouth
  • Razafimino, C. (1924) La Signification Religieuse du Fandroana ou de la fête du Nouvel an en Imerina Madagascar, Tananarive: FFMA
  • Richardson, James (1885) A New Malagasy-English Dictionary, London: London Missionary Society
  • Ruud, Jørgen (1960) Taboo: A Study of Malagasy Customs and Beliefs, Oslo: Oslo University Press
  • Sibree, James (1870) Madagascar and its people, London: Religious Tract Society
  • Sibree, James (1900) “The Fandroana, a New Year’s Festival of the Malagasy”, Antananarivo Annual, XXIV: 489-96
  • Vig, Lars (1895) ”Stedfortrædertanken i Madagassernes Religion”, foredrag ved konference på Loharano, Madagaskar i marts 1895

Scroll til toppen