Et kulturelt ikon. En meget kort introduktion til H.C. Andersen

Mandshoved (selvportræt). Papirklip af H.C. Andersen. Brugt med tilladelse fra Odense Bys Museer - H.C. Andersens Hus.
Mand­shoved (selv­portræt). Papirk­lip af H.C. Ander­sen. Brugt med tilladelse fra Odense Bys Museer — H.C. Ander­sens Hus.

Kært kulturikon har mange betydninger. Men hvad finder man bag glansbillederne? Læs kulturforsker Anne Klara Boms meget korte introduktion til H.C. Andersen — og de kulturelle betydninger og funktioner, der kontinuerligt knyttes til ham.

Da jeg som ung og håbe­fuld havde aflev­eret mit spe­ciale, var mit største ønske at skrive en ph.d. Jeg følte, at jeg stadig havde meget at sige om nation­al iden­titet i Dan­mark, om mul­ti­kul­tur­al­isme og om diskur­sive og affek­tive aspek­ter i men­neskers meningstilk­ende­givelser. Jeg blev der­for umid­del­bart noget desil­lu­sioneret, da det viste sig, at den ph.d., jeg kunne søge, skulle han­dle om H.C. Ander­sen. Jeg havde aldrig som sådan forholdt mig til hverken ham eller hans for­fat­ter­skab. Han var der lige­som bare og havde altid været der, lige siden jeg som dåb­s­barn fik hans sam­lede even­tyr i en flot, rød ind­bun­det udgave, der har stået på alle reol­er, jeg nogensinde har ejet. Hvad kunne der være at sige om H.C. Ander­sen? At alle kender ”Den lille Havfrue”? At det er en ofte for­t­alt his­to­rie, at Ander­sen spe­jler sit liv i ”Den grimme Ælling”? At han er ophavs­mand til adskil­lige talemåder i Dan­mark, men at vi nu skal passe på, at en fjer ikke bliv­er til fem høns?

I dag, hvor jeg efter­hån­den har beskæftiget mig med H.C. Ander­sen i en del år, ved jeg, at netop disse lidt skep­tiske spørgsmål er ganske beskrivende for, hvor­for der er rigtig meget at sige om H.C. Ander­sen, og hvor­for han der­for synes uudtøm­melig som analy­segen­stand i kul­tur­forskn­ing: H.C. Ander­sen er der bare, som et skærm­tapet vi hver især læg­ger andre ting oven­på, uden at vi nød­vendigvis tænker videre over det. I en af mine første kul­tur­analyser af Ander­sens kul­turelle betyd­ninger og funk­tion­er, under­søgte jeg, hvor­dan ”Kejserens nye Klæder” blev brugt som metafor i mediede­bat­ter i 2005 – året, hvor H.C. Ander­sens 200-års fød­sels­dag skulle fejres. 2005 var ikke mange dage gam­melt, før de første util­fredse røster dukkede op i mediede­bat­terne. Fejrin­gen var ikke ”i H.C. Ander­sens ånd” og de kom­mer­cielle aktør­er og poli­tikere ”havde ikke noget på.” Even­tyret blev brugt som en fælles ref­er­ence til at udtrykke util­fred­shed med – som en markør, der definer­er og afgrænser et nation­alt følelses­fæl­lesskab. Det syntes unød­vendigt at fork­lare, hvad det vil sige, at poli­tikere ”ikke har noget på,” og i 2005 faldt det debat­tør­erne helt naturligt at ind­tage posi­tio­nen som even­tyrets lille barn, der tør sige, hvad han ser. Debat­ten i forbindelse med fød­sels­dags­fe­jrin­gen er et blandt mange eksem­pler på, at H.C. Ander­sens kul­turelle betyd­ning i Dan­mark er enorm. Men­nesker spe­jler sig i H.C. Ander­sen, og når de gør det, fortæller spe­jl­billed­erne kul­turhis­to­rie. Det er den posi­tion, som stadig i dag gør H.C. Ander­sen til et uomgæn­geligt ele­ment i danske kanon­for­ma­tion­er, til et attrak­tivt pro­dukt i kul­turøkonomiske sam­men­hænge, og til en fig­ur, der kan aktiveres i ind­fød­sret­sprøver, når det lige hur­tigt skal formi­dles, hvad essensen af dan­skhed er. Når jeg som kul­tur­forsker beskæftiger mig med H.C. Ander­sen, er det ikke per­so­n­en eller vær­ket, der har min primære inter­esse, men netop denne form for kul­turelle betyd­ninger og funk­tion­er, som de kom­mer til udtryk i de his­to­ri­er, der knyttes til ham. Der­for kom­mer denne korte intro­duk­tion af Ander­sen ikke til at han­dle om hans liv eller hans even­tyr, men om hans sta­tus som kul­turelt ikon i Dan­mark.

Stort set lige siden H.C. Ander­sen præsen­terede sig selv som for­fat­ter for offent­lighe­den i 1820’erne, har men­nesker knyt­tet fortællinger til ham. Der er noget ved hans per­son og værk, der gør ham til det stof, myter laves af. Det gælder både myter om Ander­sens biografi og for­fat­ter­skab, og det gælder så afgjort også de nationale iden­titetsmyter, der fortælles gen­nem ham. H.C. Ander­sen blev født i fat­tig­dom i Odense den 2. april 1805 og døde rig og berømt i Køben­havn den 4. august 1875. Hans liv kan læs­es som et even­tyr i sig selv, og det var Ander­sen da også hur­tig til at gøre opmærk­som på; mest mal­ende i selvbi­ografien Mit Livs Even­tyr fra 1855. Her præsen­terede H.C. Ander­sen sin klassere­jse som den prisme, hans værk skal forstås igen­nem: His­to­rien om den grimme ælling, der skulle gå så gru­eligt meget igen­nem, før alle til sidst kunne se, at den egentlig var en smuk svane. Sådan en myte har vist sig som et godt match til dan­sk nation­al selv­forståelse, blandt andet for­di de dominerende vin­klinger af dan­sk kul­turhis­to­rie rum­mer lig­nende fortællinger om den lille nation, der mødte megen mod­stand, men som midt i kaos sat­te sce­nen for nation­al­ro­man­tiske kun­st­nere, der skrev og malede natio­nens fælles his­to­rie, kul­tur og iden­titet frem med grønne bøgeskove og danske, friske strande.

H.C. Ander­sen forholdt sig i høj grad ambiva­lent over for sit århun­dredes nation­al­is­tiske strømninger. Men med sin selvmy­tol­o­gis­er­ing gjorde han alligev­el sig selv til et ikon for netop dét århun­drede, der fort­sat i dag udfylder en cen­tral plads i dan­sk men­tal­itet­shis­to­rie. Myten om Ander­sens liv blev dermed ikke bare en fortælling om Ander­sen selv, men spe­jlede et helt forestil­let fæl­lessk­abs selv­fortælling. Med sin sta­tus som nation­alt ikon fremhæves H.C. Ander­sens metonymiske funk­tion: Han står for noget, og hvad det er, kom­mer til udtryk, når men­nesker repræsen­ter­er sig selv og deres kollek­tive iden­titeter gen­nem ham. H.C. Ander­sen er kanon: både i bogstavelig for­stand og i over­ført betyd­ning: Han er en del af det udval­gte, det der bliv­er vist frem som særligt repræsen­ta­tivt for Dan­mark, danskere og dan­skhed. Det er på grund af den ikon­sta­tus, at kul­tur­forskere stadig har så meget at sige om H.C. Ander­sen: Hver eneste gang H.C. Ander­sen gøres til ikon for noget og nogen, sker det i process­er, hvor grup­per eller sted­er påkalder sig ejer­skab over ham, knyt­ter ham til sig og fortæller his­to­ri­er om sig selv gen­nem ham. Sådanne kul­turelle process­er er inter­es­sante og vigtige analy­segen­stande til alle tider. Når nytilkom­mere i Dan­mark søger om dan­sk stats­borg­er­skab eller per­ma­nent ophold­stil­ladelse, er H.C. Ander­sen en fast del af det lære­ma­te­ri­ale, de udstyres med forud for den mul­ti­ple choice test, der er den såkaldte ind­fød­sret­sprøve. Spørgsmå­lene drejer sig om Ander­sens liv (hvornår lev­ede han?) og værk (hvem har skrevet «Den lille Havfrue»?). Når jeg i forbindelse med mit arbe­jde har rejst rundt i ver­den og snakket med forskel­lige men­nesker om deres opfat­telser af og følelser for H.C. Ander­sen, har det hver gang gjort stort indtryk på mig, at der er noget i hans for­fat­ter­skab, som men­nesker ser sig selv i. Den eksklud­erende funk­tion, som Ander­sen tilde­les i ind­fød­sret­sprøverne, har­moner­er dårligt med det store poten­tiale hans værk har til at sam­le folk i dia­log og debat, på tværs af lan­de­grænser, aldre og kul­turelle værdis­æt. I sådanne sam­taler kunne et even­tyr som «Grantræet»  rammesættes som andet og mere end en carpe diem-fortælling: For kan det ikke også læs­es som en his­to­rie om at blive revet op med rod og fly­t­tet fra sted til sted, uden at høre til nogen sted­er? Og kan «Den Grimme Ælling» ikke også bruges til at tale om, hvor­dan det foregår, når man rejs­er fra fæl­lesskab til fæl­lesskab, og hvert eneste sted mødes af en lukket dør, der ikke kan åbnes, for­di man er anderledes?

Men hvis H.C. Ander­sen skal sættes i spil på nye, demokratisk ori­en­terede måder, kræver det et kri­tisk blik på hans posi­tion som kul­turelt ikon i Dan­mark. For uanset hvor og hvor­dan H.C. Ander­sen lokalis­eres og bruges, vil det komme til udtryk i bestemte ver­sion­er af både ham og hans værk. Et led i alle isce­nesæt­telser af ham er at udfylde sæt­nin­gen «H.C. Ander­sen som —«. Den udfyldte sæt­ning, som vi oftest støder på, er «H.C. Ander­sen som even­tyr­for­fat­ter». Det kan næppe bet­vivles, at det er de mest berømte af Ander­sens 156 bidrag til even­tyr­gen­ren, der har afgørende betyd­ning for hans nuværende plac­er­ing i dan­sk lit­ter­atur- og kul­turhis­to­rie. Det er even­tyrene, der har gjort ham til kanon­for­fat­ter og kul­tur­arv. Da H.C. Ander­sen skrev sine første even­tyr, lagde han også kimen til en anden magt­fuld og mytisk kon­struk­tion af ham selv: H.C. Ander­sen som børne­for­fat­ter. Da de første even­tyr udkom i tre hæfter fra 1835–37, bar de nem­lig titlen Even­tyr, for­t­alte for Børn, og i takt med pop­ulærkul­turelle mediers etab­ler­ing og udvikling, har even­tyrene vist sig særde­les anven­delige som for­læg til eksem­pel teg­ne­film og i rigt illus­tr­erede børnebøger. Men i den slags for­mater præsen­teres even­tyrene altid i mere eller min­dre tilpassede og ofte for­sim­plede ver­sion­er. Men H.C. Ander­sen skrev ikke til børn: Han skrev til bar­net i alle men­nesker. Bar­net, der med grænseløs fan­tasi kan gøre alt til alt, som Georg Bran­des beskrev det i sine anmeldelser af even­tyrene i 1869. Vi læsere af H.C. Ander­sens even­tyr skulle gerne have noget inden i os, der vækkes, når en lille pige tæn­der svovl­stik efter svovl­stik i nytår­saftens kulde. Eller når en anden lille pige i ”Hjerte­sorg” står uden for fæl­lessk­a­bet omkring mop­pens grav, for­di hun ikke kunne skaffe den knap, der kunne give hende lov til at se den. I deres oprindelige form er ingen af even­tyrene særlig børn­even­lige, og forestill­in­gen om H.C. Ander­sens even­tyr som bør­nelit­ter­atur er en myte.

De myter, der oftest gen­t­ages om H.C. Ander­sens liv og værk, rum­mer de ver­sion­er af Ander­sen, der er blevet mest dominerende gen­nem tiden. De kan synes at være de ’rigtig­ste’ ver­sion­er af H.C. Ander­sen, og dermed dem, der sættes på kanon i den kollek­tive bev­id­s­thed.

Til enhver kanon hør­er et arkiv, har lit­ter­at­en Alei­da Ass­mann kon­stateret. Arkivet rum­mer alle de ele­menter, der ikke blev udval­gt til udstill­ingsmon­tren, men som til enhver tid kan støves af og tilde­les nye betyd­ninger og funk­tion­er. I H.C. Ander­sen-arkivet lig­ger roman­er, rejs­eskildringer og digt­sam­linger: Selvom mange sikkert godt ved, at disse gen­r­er også er repræsen­teret i Ander­sens for­fat­ter­skab, er det even­tyrene, der er tildelt kanon­isk sta­tus og vær­di. Arkivet rum­mer også påmin­delserne om, at Ander­sens even­tyr ikke er skrevet til børn. Her lig­ger de side om side med opfat­telser af H.C. Ander­sen som en mester i roman­tisk ironi, en ver­sion, som er blevet val­gt fra til fordel for idéen om Ander­sen som en typisk nation­al­ro­man­tisk for­fat­ter, en idé der stadig gen­t­ages ivrigt i under­vis­ningssam­men­hænge og i almene forståelser af ham og hans værk. Dér, i arkivet, find­es også forståelsen af H.C. Ander­sens even­tyr som fortællinger, der er anti-moral­is­tiske og særde­les ambiva­lente i deres bud­sk­aber. Hvis nogen lever lykke­ligt til deres dages ende, gør de nu også det? Og hvis der var så dejligt ude på lan­det, var der så virke­lig det? Det er arkivet, der kon­stituer­er kanon, og i til­fældet H.C. Ander­sen lig­ger der her et nærmest uudtøm­meligt poten­tiale: Med arkivet bliv­er det muligt at forstå og bruge værk­erne på nye måder.  

Den kri­tiske teo­retik­er Theodor W. Adorno har påpeget, at når kun­stværk­er lades med seku­laris­eret, enig­ma­tisk vær­di, som det sker på kanon, idolis­eres de som relikvi­er – som fast­frosne kul­tur­pro­duk­ter – og degener­erer hermed til ide­ol­o­giske ele­menter, der hylder for­tiden i en sådan grad, at nuti­den ikke læn­gere lad­er sig påvirke af dem. Der er tale om H.C. Ander­sen-glans­billed­er, når lin­jerne mellem frem­still­in­gen, H.C. Ander­sen selv og hans værk bry­des. Det er et glans­billede af H.C. Ander­sen, når den høje hat eller en lille havfrue bruges i sam­men­hænge, der udelukkende er kom­mer­cielle. Eller når der sættes ”HCA” foran lufthavne, golfk­lub­ber og sport­sarrange­menter. Det er også glans­billed­er, der pry­der ind­fød­sret­sprøverne, når han plac­eres som gate­keep­er ved den danske grænse, der kan bruges til at skille fårene fra bukkene. Dan­sk Folkepar­ti tog et lig­nende glans­billede i brug med val­gsan­gen ”Her­fra min ver­den går” i 2011. Når H.C. Ander­sen-glans­billed­er vis­es frem i den slags poli­tiske sam­men­hænge, påvirk­er den over­fladiske glans både hans værk­er og de billed­er af natio­nen, som de knyttes sam­men med. Paradok­salt nok med­før­er både kom­mer­ciel og poli­tisk brug af ham, at den øgede opmærk­somhed og tilgæn­ge­lighed, der føl­ger med en plads på kul­turkanonen, begrænser adgan­gen til (og måske med tiden også inter­essen for) værk­ernes egentlige ind­hold. Eller sat på spid­sen: Når kun­sten kanon­is­eres, drænes den for kri­tisk kapacitet, og hermed også for de træk, der oprindeligt gjorde, at den blev betragtet som kanon-mate­ri­ale.

Kul­tur­forsknin­gens opmærk­somhed er påkrævet her, så H.C. Ander­sen ikke bliv­er ét med en eller flere af de mange kat­e­gori­er, som han ofte synes at passe per­fekt ind i. Det er vigtigt, at han aldrig fry­ses fast i per­ma­nente insti­tu­tionelle kon­tek­ster eller udstill­ingsmon­tr­er. H.C. Ander­sen kan tåle meget: Hans navn kan sagtens bruges til at beteg­ne både fes­ti­valer, sport­sarrange­menter, lufthavne, byrum og end­da forskn­ingsafdelinger. I sådanne til­fælde er det netop Ander­sens metonymiske karak­ter, der gør sig gældende: Arrangør­er, byud­viklere og forskere præsen­ter­er sig selv og deres opfat­telser gen­nem Ander­sen. Det skal han som et kul­turelt ikon kunne bære. Det eneste, som H.C. Ander­sen ikke på læn­gere sigt kan bære, er, hvis vi nogensinde for­falder til at tro, at det er end­e­gyldigt sande ver­sion­er, der præsen­teres, når han og hans værk knyttes til alle tænke­lige plat­forme med der­til­hørende forestill­inger og værdier. Det kul­turelle ikon eksis­ter­er i kraft af dets mere eller min­dre porøse forbindelser til omver­de­nen. Det er i de forbindelser, der lig­ger et uen­deligt antal af mulige svar på mit første spørgsmål om, hvad der er at sige om H.C. Ander­sen – og hvad H.C. Ander­sen har at sige til os i dag. Den skep­sis jeg umid­del­bart følte, da jeg blev kul­tur­forsker i Ander­sens betyd­ninger og funk­tion­er, virk­er i dag lidt absurd. For jeg var jo skep­tisk, for­di jeg kun kendte til sam­lin­gen af mytiske glans­billed­er af H.C. Ander­sen og hans for­fat­ter­skab. I dag ved jeg, at der under hvert eneste glans­billede gem­mer sig utal­lige lag, der alle kan hentes frem fra arkivet og bruges på nye måder. Og jeg ved, at det er vores alles ans­var at bidrage til, at Ander­sen gives videre i ver­sion­er, som også de næste gen­er­a­tioner kan spe­jle sig i.

Videre læs­ning:

Adorno, T.W. 1992–93. On Tra­di­tion. Telos 94. 75–82.

Ass­mann, A. 2010. Canon and Archive. I A. Erll & A. Nün­ning (red.) A Com­pan­ion to Cul­tur­al Mem­o­ry Stud­ies. Berlin: De Gruyter, 97–118.

Bom, A.K. 2013. H.C. Ander­sens rette sted? Fra ver­den­som­spæn­dende fejring til Kejserens nye Klæder. I M. Bre­unig, S. Frank, H.B. Kort­betk & S.P. Moslund (red.) Stedsvan­dringer. Analyser af stedets betyd­ning i kun­st, kul­tur og medi­er. 99–118.

Bom, A.K. 2020 (i tryk). H.C. Ander­sen som kul­turelt ikon. Aarhus: Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag.

Kol­bas, E.D. 2001. Crit­i­cal The­o­ry and the Lit­er­ary Canon. Oxford: West­view Press.

Anne Klara Bom, ph.d., er lek­tor i Kulus­tudi­er ved Insti­tut for Kul­turv­i­den­sk­aber, Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Hun har skrevet sin ph.d.-afhandling og adskil­lige bogkapitler og artik­ler om H.C. Ander­sens kul­turelle betyd­ninger i og uden for Dan­mark. Hun er desu­den for­fat­ter til bogen H.C. Ander­sen som kul­turelt ikon, der udkom­mer senere i år på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag.

Scroll til toppen