Toni Morrisons Uhyggelige Amerika. En meget kort introduktion til Toni Morrison

Toni Morrisons Uhyggelige Amerika. En meget kort introduktion til Toni Morrison

For­fat­ter­portræt til bogen The Bluest Eye. Licens: Wiki­me­dia Com­mons

INTRODUKTION: Mord, magi, forvredne kroppe, dødelige fjendskaber og skræmmende fortællinger har for Toni Morrison tjent det formål at vriste sorte amerikanere ud af fortidens glemsel og ind i USA’s historie og bevidsthed. Lektor Clara Juncker introducerer til et forfatterskab, der kredsede om det uudtalte og fortrængte i den amerikanske drøm om lighed og frihed, som for andre blev til et amerikansk mareridt

Toni Mor­ri­son (1931–2019) fik i 2012 over­rakt Præsi­dent Oba­mas fri­hedsmedal­je i Det Hvide Hus og har selv i sit for­fat­ter­skab taget sig fri­hed­er i forhold til de rationelle og racemæs­sige kat­e­gori­er, der har inde­spær­ret og mar­gin­alis­eret sorte kroppe og liv. Mor­ri­son genopfind­er slav­ernes erfaringer ved hjælp af fik­tion og fan­tasi, så deres bidrag og drømme kan blive en del af den amerikanske his­to­rie, der er svær at fortælle og mod­tage, for­di den (også) han­dler om vold, ødelæggelse og ond­skab. Hun skriv­er i sin mest berømte roman, Beloved (1987, da. Elskede): ”Det var ikke noget at fortælle videre”. Og igen på sid­ste side: ”Det er ikke noget at fortælle videre”. Mor­ri­son ønsker dog alligev­el at fortælle sand­he­den om sorte amerikaneres liv og ind­sats, men hun er ikke inter­esseret i grænsen mellem fak­ta og fik­tion. I stedet søger hun det usagte, det unævnelige, de indre tanker som slav­erne ikke kunne nævne og som deres ejere ikke fandt rel­e­vante. Som den første afrikan­sk-amerikanske kvin­de mod­tog hun i 1993 Nobel­prisen for den visionære styrke og poet­iske kraft i hen­des værk­er, der, som det hed, beskriv­er ”essen­tielle aspek­ter af den amerikanske virke­lighed”.

Gen­nem fire årti­er, fra den første roman, The Bluest Eye (da. Blå blå øjne) i 1970 til hen­des sid­ste udgivelse, God Help the Child fra 2015, for­t­alte Mor­ri­son sit folks his­to­rie, hvor især kvin­dernes liv havde hen­des bevå­gen­hed. I ”The Site of Mem­o­ry”, et essay om erindring i prosasam­lin­gen What Moves at the Mar­gin fra 2008, skriv­er Mor­ri­son, at hun ofte tager udgangspunkt i noget materielt—et foto, et kort, et udklip—når hun skal forestille sig tidligere gen­er­a­tioners liv. Hun fokuser­er ofte på de usyn­lige og magtes­løse eksis­tenser, der befolk­er både nuti­den og for­tiden, og hun giv­er deres man­gel på respekt og ind­fly­delse både en fysisk og en magisk dimen­sion. Hen­des fig­ur­ers kroppe strækkes og vrides i mærke­lige for­mer, og de bevæger sig hjem­mevante blandt spøgelser, mordere og afdøde slægt­ninge og fjen­der. Herude i det mar­ginale og mar­gin­alis­erede USA er der bevægelse, og her kan tra­di­tion­er og for­domme ikke læn­gere trives. Her syder og kni­tr­er sprog­et ligeledes, for­di den sorte his­to­rie, som Mor­ri­son vil fortælle, ikke kan rummes i tra­di­tionelle sprog­møn­stre og gen­r­er.

Disse sprog­lige lynned­slag ramte mig i 1970ernes Århus, da jeg første gang mødte Mor­risons fik­tion. Hun optrådte i Mary Helen Wash­ing­tons antolo­gi med sorte amerikanske kvin­ders lit­ter­atur, Black-Eyed Susans: Clas­sic Sto­ries by and about Black Women fra 1975, der ifølge The New York Review of Books lagde grun­den for den kanon, der nu udgøres af Mor­ri­son, Alice Walk­er, Glo­ria Nay­lor, og andre senere berømte for­fat­tere. Som ny under­vis­ningsas­sis­tent val­gte jeg i 1977 Wash­ing­tons antolo­gi som grund­bog i det første kur­sus om sorte kvin­der, der nogensinde var blevet under­vist på danske uni­ver­siteter. Også Mor­risons første roman, der senere blev over­sat til dan­sk som Blå blå øjne, gjorde stort indtryk på mig og mine stud­erende:

Her­erhuset­de­ter­grøn­toghvidt­de­tharen­rød­dørde­ter­megetkøn­ther­erfam­i­lien­mor­fardick­og­jane­boridet­grøn­neoghvide­hus­deer­meget­glade­se­jane­hun­haren­rød­kjole­hunvil­ger­nelege­hvemvil­legemed­jane­sekat­ten­den­siger­m­javm­javko­moglegmed­jane­hvemvil­legemed­jane…

Plud­selig blev den hvide amerikanske forstad­sidyl udsat for satire og yder­mere brugt som ramme og kon­trast til den uhyggelige his­to­rie om sort fat­tig­dom og uop­nåelige hvide skøn­hed­side­al­er, som Blå blå øjne tem­a­tis­er­er. Hov­ed­per­so­n­en, der dog ofte forsvin­der ud til fortællin­gens mar­gin, Peco­la Breedlove, sæt­ter alt ind på at skaffe sig de blå øjne, der kan fjerne hende fra faderens sek­suelle mis­brug og ghet­toens fat­tige livs­betingelser, og som kan åbne døren til den hvide, priv­i­legerede ver­den. Den lyshud­ede Mau­reen Peal, hvis lange flet­ninger hænger ned ad ryggen som lynch­n­ingsreb, danser let­tere rundt i byen, for­di hun krop­sligt er tæt­tere på de hvide ide­al­er. Hun mob­ber Peco­la og  fort­sæt­ter herved en fysisk og psykisk vold­stra­di­tion over­for sorte amerikanere. På roma­nens sid­ste sider van­dr­er en gravid og men­talt forstyrret Peco­la rundt i byens fat­tige gad­er, som hun aldrig und­slip­per, en lev­ende advarsel om den uundgåelige bru­tal­itet, som racisme og fat­tig­dom udøver på mørke amerikanske (kvinde)kroppe. Denne his­to­rie brændte sig ind i min og andre unge hvide kvin­ders bev­id­s­thed. Vi kaldte os fem­i­nis­ter og gik til kvin­de­fes­ti­valler, men vi havde glemt de mørkere og fat­tigere kvin­der andre sted­er i verden—endda i USA—som i langt højere grad end os selv led under diskrim­i­na­tion og mar­gin­alis­er­ing.

Også i den næste roman, Sula (1973) og den stort anlagte Song of Salomon (1977, da. Salomons Sang) fandt Mor­ri­son interne forskelle mellem indi­vider og grup­per af afrikan­sk herkomst. Hun bruger igen de usæd­van­lige kroppe til at udtrykke de unaturlige fortrængninger og forviklinger, der plager sorte amerikanere. Titelfig­uren Sula Peace lever i en matri­arkalsk fam­i­lie i udkan­ten af The Bot­tom, et lille småborg­erligt bakke­sam­fund i Ohio, navnet til trods beliggende over det mere vel­havende, hvide Medal­lion. Både Sula og hen­des mor, Han­na, lad­er hånt om sek­suelle og moralske kon­ven­tion­er og lever promiskuøst, og Sulas bed­ste­mor, den enbenede Eva, myrder sin egen søn. Pilate Dead fra Salomons Sang er født uden navle og demon­str­erer fysisk både den styrke og den fort­vivlelse, hun del­er med sine race­fæller. Mor­ri­son frav­iger alt­så med disse underlige—og under­tiden uhyggelige—kvindeportrætter de kon­ven­tion­er, hvor sorte amerikanere hørte til i udkan­ten af lit­terære uni­vers­er og fun­gerede som ekso­tiske kon­traster til hvide hov­ed­per­son­er. I en lit­ter­aturkri­tisk udgivelse, Play­ing in the Dark: White­ness and the Lit­er­ary Imag­i­na­tion (1993), analy­ser­er Mor­ri­son selv disse sorte skygge­fig­ur­er i værk­er af berømte hvide amerikanske for­fat­tere som Edgar Allan Poe, Her­man Melville, Willa Cather og Ernest Hem­ing­way. Som et mod­træk skaber hun sit eget mytiske univers, hvor sorte per­son­er lever deres egne liv, uden at spe­jle hvide iden­titeter og kroppe. Her er hun langt foran sin tid, idet hun frem­før­er mange af de tanker, som Robin Dian­ge­lo har ned­fældet i best-sell­eren White Fragili­ty: Why It Is So Hard for White Peo­ple to Talk about Racism [Hvid sår­barhed: Hvor­for det er så svært for hvide at tale om racisme] fra 2018.

Mor­ri­son fork­lar­er tidligt i sin kar­riere, at jazz, gospel og blues var en oprindelig sam­men­hængskraft for sorte amerikanere, men at det nu er fik­tio­nen, der har ind­taget denne plads ved at gen­sk­abe og opretholde tra­di­tion­er og fæl­lessk­aber. Med roma­nen Jazz fra 1992 kom­biner­er Mor­ri­son musik og fik­tion i en impro­vis­erende og gen­t­a­gende, vari­eret struk­tur, der inde­hold­er beskriv­elser af sorte liv i Harlem i beg­y­n­delsen af det 20. århun­drede, med ekko­er også af tidligere gen­er­a­tioner i Syd­stater­ne.

Da jeg selv i slut­nin­gen af 1970erne land­ede i Syd­stater­ne, mere speci­fikt på det hvide og rige Tulane Uni­ver­si­ty i New Orleans, Louisiana, hvor jeg tog først en MA og senere en Ph.d. i amerikan­sk lit­ter­atur, var det dog Mor­risons Tar Baby (1981), der optog mig. Jeg vil ikke udelukke, at jeg på ung­dom­melig vis iden­ti­fi­cerede mig med gyldne Jadine, der med et eksamens­be­vis fra Paris-uni­ver­sitet Sor­bonne i design­er­tasken er taget på ferie på sin barn­doms caribiske ø, hvor hun lever luk­suriøst som hus­gæst hos den rige og hvide Valer­ian Street, selvom hun er hans sorte tjen­este­folks beun­drede slægt­ning. Her stoppede dog enhver iden­ti­fika­tion, idet jeg selv lev­ede en fat­tig stu­den­ter­til­værelse med tilhørende kak­er­lakker og en stegt oste­sand­wich med Louisiana hot sauce eller en tur i bif­f­en med gratis air con­di­tion som højeste ekstrav­a­gance. I Tar Baby støder den ure­gerlige og kao­tiske Son sig snart til hush­old­nin­gen, efter at han har gemt sig på Vale­ri­ans yacht og bliv­er inviteret til mid­dag i stedet for at havne i hæn­derne på øens ordens­magt. Jadine bry­der sig ikke om Son, der til gengæld opfat­ter hende som en tar baby, den dukke af ter­pentin og tjære, der i his­to­ri­er om Onkel Remus klistr­er sig til og overvin­der Bror Kanin. Her har vi igen Mor­risons tråde til sort fortællekun­st og myte, når hun i dette til­fælde trækker på de dialek­t­fortællinger af afrikan­sk oprindelse, som syd­statsslaver for­t­alte hinan­den, og som Joel Chan­dler Har­ris gendigt­ede i fortællingerne om Onkel Remus. Om end Jadine og Son tiltrækkes og frastødes af hinan­den, væl­ger Mor­ri­son ikke en lykke­lig slut­ning, hvor moder­nitet og prim­i­tivitet forenes i par­rets kærlighed. I stedet møder hen­des læsere igen de anderledes kroppe i form af øens mytiske ryt­tere, en slags heste med man­detor­so­er, der lever i tåge­landet mellem drøm og virke­lighed, for­tid og nutid. Son slut­ter sig til dem og forsvin­der i lyd og dis: ”hop hop, hop hop, hophopi­gal­lop”. De mærke­lige kroppe og lyde og den glemte his­to­rie mødes igen. Og der er ingen fremtid sam­men for de sorte mænd og kvin­der, der bær­er slaver­i­ets traumer og ar.

Et par år før udgivelsen af mester­vær­ket Elskede i 1987 sad jeg i min Ph.D.-vejleders fugtig­varme kon­tor på Tulane og luft­ede tanken om at skrive min afhan­dling om Toni Mor­ri­son. Svaret kom prompte: ”nej”.  Mor­ri­son var for mar­gin­al, for snæver, for ukendt. Og der ful­gte flere bemærkninger her, som jeg, årti­er efter, aldrig har glemt. Men så kom Elskede, og Mor­ri­son var dermed på vej til Nobel­prisen og den sta­tus, hun nu har på den amerikanske lit­terære scene.

Elskede beg­y­n­der uhyggeligt, med fig­ur­er der er krop­sligt mærkede af for­tiden. Den tidligere slave Paul D har længe ikke set eller hørt fra Sethe, en anden slave på Sweet Home-plan­ta­gen i Ken­tucky. Han står nu på tærsklen til nr. 124, hvor hun bor, men kan ikke komme ind på grund af de hævnger­rige spøgelser, der fylder hen­des hjem med vrede og ond­sk­ab­s­fuld­hed. Han tiltvinger sig dog adgang og overvældes straks af stor bedrøvelse. Hermed er for­tiden ankom­met til Sethes hus, senere også repræsen­teret af den mytiske Elskede, der van­dr­er op af havet og ind i de tidligere slavers bolig. Hun kom­mer hur­tigt til at styre deres tanker, liv og begær. Hen­des krop lugter sødt og muggent, som døde­vand, gam­le syn­der og lig.

Inspi­ra­tio­nen fandt Mor­ri­son i et gam­melt avi­sud­klip om Mar­garet Gar­ner, der i 1856 fly­gt­ede med sin fam­i­lie fra slaveri i Ken­tucky. Skarpt for­ful­gt af sin ejer og lovens hånd­hæ­vere søgte den unge mor ly i en hytte, der snart blev omringet. Da hen­des for­føl­gere brød ind, havde hun slået sin yng­ste dat­ter Mary ihjel for at spare hende slaver­i­ets lidelser. Denne tragedie når over­fladen i Mor­risons roman, hvor Gar­ner-fig­uren Sethe lever i et fordøm­mende sort sam­fund nær Cincin­nati. Den barn­lige Elskede vis­er sig at være den myrd­ede dat­ter og sam­tidig de over tres mil­lion­er til­fange­tagne afrikanere, der fragt­edes til Ameri­ka på umen­neske­lige trans­port­skibe. Elskede er både his­torisk roman og gyser, og denne gang går rejsen ind i det kollek­tive traume. Syn­derne fra slave­ti­den skal mærkes og italesættes, før amerikanere—sorte som hvide—kan leve og ånde igen. I slut­nin­gen af roma­nen vil Sethe myrde igen—denne gang en for­bipasserende kvæk­er, som hun forvek­sler med en slave­han­dler. Men kvin­derne uden­for huset afværg­er mordet, og spøgelset Elskede forsvin­der ligeledes. Selvom glem­sel kan synes let­tere at bære end ræd­sel, er både den kollek­tive og indi­vidu­elle tavshed brudt. Den his­to­rie, der ikke kunne gen­gives, er alligev­el blevet for­t­alt.

Elskede er cirkulær, søgende og tåget i sin form og ikke umid­del­bart tilgæn­gelig for mange stud­erende.  Men den er, som andre af Mor­risons værk­er, ikke nem at slippe (af med). Den får for­t­alt den del af amerikan­sk his­to­rie, der ikke umid­del­bar kan ratio­nalis­eres, på en måde, der pass­er til det uud­talte og fortrængte i den amerikanske drøm om lighed og fri­hed, der for andre blev til et amerikan­sk mareridt.

Dette opgør med for­tiden fort­sæt­ter i Mor­risons første roman efter Nobel­prisen, Par­adis (1997), hvor hun vender sig mod tiden efter Den amerikanske Borg­erkrig, de tur­bu­lente 1870ere. Denne gang er det et isol­eret sort sam­fund, der foruroliger og forstyrrer. Roma­nen er, som andre i Mor­risons for­fat­ter­skab, et opgør med amerikan­sk excep­tion­al­isme, troen på lan­dets unikke og over­leg­ne sta­tus. Denne ten­dens til iso­la­tion har et destruk­tivt poten­tiale, som Mor­ri­son her påpeger, og som mange nulevende amerikanere sander.

Blandt Mor­risons senere roman­er, der er udkom­met som min­dre per­ler på en snor, har jeg selv været mest optaget af Love (2003, da. Kærlighed) og A Mer­cy (2008, da. En Vel­signelse). Kærlighed er en slags intens fort­sæt­telse af Elskede—på engel­sk med delvist iden­tisk titel—der udspiller sig før Borg­er­ret­tigheds­bevægelsen på et bade­ho­tel i byen Silk i 1940erne. Her mødes sorte amerikanere for at feriere og diskutere deres livs­betingelser: mord og lynch­n­ing i Syd­stater­ne, racead­skil­lelse, vold og fort­vivlelse i stor­by­erne, og begrænsede uddan­nelses­mu­lighed­er. Den for længst afdøde hotele­jer Bill Cosey binder alle kvin­de­fig­ur­erne i bogen sam­men. Fortælleren er L, der tidligere arbe­jd­ede som kok for Cosey, men som i roma­nens nutid også er død. Fra det hin­sides fortæller hun en glemt og uhyggelig his­to­rie om sorte amerikaneres fysiske og psykiske lidelser, den­gang og nu. Som Mor­ri­son selv bel­yser hun de mørke og farlige kroge i den kollek­tive erindring, så his­to­rien igen kom­mer til syne. Vi hør­er om de tætte bånd af had og kærlighed, der binder kvin­derne i bogen sam­men. Kærlighed kan her forgifte og forvrænge, men også sætte fri. Alligev­el er de virke­lighed­stro aspek­ter af roma­nen farlige og skræm­mende, som noget vi ved, men ikke genkender—hvad Freud beteg­n­er som ”unheim­lich.” Strand­hotel­let bliv­er et gotisk slot, hvor van­sirede og hævnger­rige kvin­der van­dr­er ind og ud, som spøgelser fra for­tiden. Denne for­tid skaber forkrøblede kroppe og uhyggelige tek­ster. 

Mor­ri­son besøger igen denne for­tid i En Vel­signelse, der foregår i det 17. århun­dredes koloni­tid, hvor kvin­der af forskel­lig etnicitet bor sam­men på gård­man­den Jacob Vaarks ejen­dom. Alle per­son­er har fysiske eller psykiske svaghed­er ved amerikan­sk his­to­ries beg­y­n­delse, hvor Mor­ri­son slår indi­an­ernes udry­d­delse og slaver­i­ets ind­førelse sam­men i et moral­sk morads. Det kvin­delige univers giv­er dog nye vin­kler på den amerikanske udvikling­shis­to­rie, og tonen i roma­nen er—måske for­di alt­ing end­nu er i sin vorden—lidt mere blød og for­son­lig.

Denne for­son­ing er svær at få øje på i Trumps USA, hvor Mor­risons værk­er har ny aktu­alitet. Den uhyggelige his­to­rie, som Mor­ri­son gjorde til sit pro­jekt, er syn­lig i Amerikas gad­er og del­stater, og i magtens Wash­ing­ton DC: Politi­mord på sorte amerikanere, en coro­na-pan­de­mi, der afs­lør­er ulighed­er mellem rac­er og klass­er, overfyldte fængsler med sorte mænd, føderale mil­itser og anonyme arrester i byer både på Øst- og Vestkys­ten, en dybt split­tet Kon­gres, og en hade­fuld og ufor­son­lig Præsi­dent. I denne kao­tiske ver­den, søger frus­tr­erede læsere mod fork­laringer og mod håb. Dette håb fandt Mor­ri­son selv i sprog­et, i dialo­gen, og i sin faste over­be­vis­ning om, at Black Lives Matter—at sorte liv har vær­di.

Clara Junck­er er Lek­tor i Amerikanske Studi­er ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Hun er Ph.D. fra Tulane Uni­ver­sitetet i New Orleans, har skrevet en dok­tordis­pu­tats om syd­stat­slit­ter­atur, og har deru­dover pub­liceret en lang række bøger og artik­ler om amerikan­sk lit­ter­atur og kul­tur på begge sider af Atlanter­havet.

Scroll til toppen