Et kulturelt ikon. En meget kort introduktion til H.C. Andersen

Kært kulturikon har mange betydninger. Men hvad finder man bag glansbillederne? Læs kulturforsker Anne Klara Boms meget korte introduktion til H.C. Andersen – og de kulturelle betydninger og funktioner, der kontinuerligt knyttes til ham.

Da jeg som ung og håbefuld havde afleveret mit speciale, var mit største ønske at skrive en ph.d. Jeg følte, at jeg stadig havde meget at sige om national identitet i Danmark, om multikulturalisme og om diskursive og affektive aspekter i menneskers meningstilkendegivelser. Jeg blev derfor umiddelbart noget desillusioneret, da det viste sig, at den ph.d., jeg kunne søge, skulle handle om H.C. Andersen. Jeg havde aldrig som sådan forholdt mig til hverken ham eller hans forfatterskab. Han var der ligesom bare og havde altid været der, lige siden jeg som dåbsbarn fik hans samlede eventyr i en flot, rød indbundet udgave, der har stået på alle reoler, jeg nogensinde har ejet. Hvad kunne der være at sige om H.C. Andersen? At alle kender ”Den lille Havfrue”? At det er en ofte fortalt historie, at Andersen spejler sit liv i ”Den grimme Ælling”? At han er ophavsmand til adskillige talemåder i Danmark, men at vi nu skal passe på, at en fjer ikke bliver til fem høns?

I dag, hvor jeg efterhånden har beskæftiget mig med H.C. Andersen i en del år, ved jeg, at netop disse lidt skeptiske spørgsmål er ganske beskrivende for, hvorfor der er rigtig meget at sige om H.C. Andersen, og hvorfor han derfor synes uudtømmelig som analysegenstand i kulturforskning: H.C. Andersen er der bare, som et skærmtapet vi hver især lægger andre ting ovenpå, uden at vi nødvendigvis tænker videre over det. I en af mine første kulturanalyser af Andersens kulturelle betydninger og funktioner, undersøgte jeg, hvordan ”Kejserens nye Klæder” blev brugt som metafor i mediedebatter i 2005 – året, hvor H.C. Andersens 200-års fødselsdag skulle fejres. 2005 var ikke mange dage gammelt, før de første utilfredse røster dukkede op i mediedebatterne. Fejringen var ikke ”i H.C. Andersens ånd” og de kommercielle aktører og politikere ”havde ikke noget på.” Eventyret blev brugt som en fælles reference til at udtrykke utilfredshed med – som en markør, der definerer og afgrænser et nationalt følelsesfællesskab. Det syntes unødvendigt at forklare, hvad det vil sige, at politikere ”ikke har noget på,” og i 2005 faldt det debattørerne helt naturligt at indtage positionen som eventyrets lille barn, der tør sige, hvad han ser. Debatten i forbindelse med fødselsdagsfejringen er et blandt mange eksempler på, at H.C. Andersens kulturelle betydning i Danmark er enorm. Mennesker spejler sig i H.C. Andersen, og når de gør det, fortæller spejlbillederne kulturhistorie. Det er den position, som stadig i dag gør H.C. Andersen til et uomgængeligt element i danske kanonformationer, til et attraktivt produkt i kulturøkonomiske sammenhænge, og til en figur, der kan aktiveres i indfødsretsprøver, når det lige hurtigt skal formidles, hvad essensen af danskhed er. Når jeg som kulturforsker beskæftiger mig med H.C. Andersen, er det ikke personen eller værket, der har min primære interesse, men netop denne form for kulturelle betydninger og funktioner, som de kommer til udtryk i de historier, der knyttes til ham. Derfor kommer denne korte introduktion af Andersen ikke til at handle om hans liv eller hans eventyr, men om hans status som kulturelt ikon i Danmark.

Stort set lige siden H.C. Andersen præsenterede sig selv som forfatter for offentligheden i 1820’erne, har mennesker knyttet fortællinger til ham. Der er noget ved hans person og værk, der gør ham til det stof, myter laves af. Det gælder både myter om Andersens biografi og forfatterskab, og det gælder så afgjort også de nationale identitetsmyter, der fortælles gennem ham. H.C. Andersen blev født i fattigdom i Odense den 2. april 1805 og døde rig og berømt i København den 4. august 1875. Hans liv kan læses som et eventyr i sig selv, og det var Andersen da også hurtig til at gøre opmærksom på; mest malende i selvbiografien Mit Livs Eventyr fra 1855. Her præsenterede H.C. Andersen sin klasserejse som den prisme, hans værk skal forstås igennem: Historien om den grimme ælling, der skulle gå så grueligt meget igennem, før alle til sidst kunne se, at den egentlig var en smuk svane. Sådan en myte har vist sig som et godt match til dansk national selvforståelse, blandt andet fordi de dominerende vinklinger af dansk kulturhistorie rummer lignende fortællinger om den lille nation, der mødte megen modstand, men som midt i kaos satte scenen for nationalromantiske kunstnere, der skrev og malede nationens fælles historie, kultur og identitet frem med grønne bøgeskove og danske, friske strande.

H.C. Andersen forholdt sig i høj grad ambivalent over for sit århundredes nationalistiske strømninger. Men med sin selvmytologisering gjorde han alligevel sig selv til et ikon for netop dét århundrede, der fortsat i dag udfylder en central plads i dansk mentalitetshistorie. Myten om Andersens liv blev dermed ikke bare en fortælling om Andersen selv, men spejlede et helt forestillet fællesskabs selvfortælling. Med sin status som nationalt ikon fremhæves H.C. Andersens metonymiske funktion: Han står for noget, og hvad det er, kommer til udtryk, når mennesker repræsenterer sig selv og deres kollektive identiteter gennem ham. H.C. Andersen er kanon: både i bogstavelig forstand og i overført betydning: Han er en del af det udvalgte, det der bliver vist frem som særligt repræsentativt for Danmark, danskere og danskhed. Det er på grund af den ikonstatus, at kulturforskere stadig har så meget at sige om H.C. Andersen: Hver eneste gang H.C. Andersen gøres til ikon for noget og nogen, sker det i processer, hvor grupper eller steder påkalder sig ejerskab over ham, knytter ham til sig og fortæller historier om sig selv gennem ham. Sådanne kulturelle processer er interessante og vigtige analysegenstande til alle tider. Når nytilkommere i Danmark søger om dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse, er H.C. Andersen en fast del af det læremateriale, de udstyres med forud for den multiple choice test, der er den såkaldte indfødsretsprøve. Spørgsmålene drejer sig om Andersens liv (hvornår levede han?) og værk (hvem har skrevet «Den lille Havfrue»?). Når jeg i forbindelse med mit arbejde har rejst rundt i verden og snakket med forskellige mennesker om deres opfattelser af og følelser for H.C. Andersen, har det hver gang gjort stort indtryk på mig, at der er noget i hans forfatterskab, som mennesker ser sig selv i. Den ekskluderende funktion, som Andersen tildeles i indfødsretsprøverne, harmonerer dårligt med det store potentiale hans værk har til at samle folk i dialog og debat, på tværs af landegrænser, aldre og kulturelle værdisæt. I sådanne samtaler kunne et eventyr som «Grantræet»  rammesættes som andet og mere end en carpe diem-fortælling: For kan det ikke også læses som en historie om at blive revet op med rod og flyttet fra sted til sted, uden at høre til nogen steder? Og kan «Den Grimme Ælling» ikke også bruges til at tale om, hvordan det foregår, når man rejser fra fællesskab til fællesskab, og hvert eneste sted mødes af en lukket dør, der ikke kan åbnes, fordi man er anderledes?

Men hvis H.C. Andersen skal sættes i spil på nye, demokratisk orienterede måder, kræver det et kritisk blik på hans position som kulturelt ikon i Danmark. For uanset hvor og hvordan H.C. Andersen lokaliseres og bruges, vil det komme til udtryk i bestemte versioner af både ham og hans værk. Et led i alle iscenesættelser af ham er at udfylde sætningen «H.C. Andersen som —«. Den udfyldte sætning, som vi oftest støder på, er «H.C. Andersen som eventyrforfatter». Det kan næppe betvivles, at det er de mest berømte af Andersens 156 bidrag til eventyrgenren, der har afgørende betydning for hans nuværende placering i dansk litteratur- og kulturhistorie. Det er eventyrene, der har gjort ham til kanonforfatter og kulturarv. Da H.C. Andersen skrev sine første eventyr, lagde han også kimen til en anden magtfuld og mytisk konstruktion af ham selv: H.C. Andersen som børneforfatter. Da de første eventyr udkom i tre hæfter fra 1835-37, bar de nemlig titlen Eventyr, fortalte for Børn, og i takt med populærkulturelle mediers etablering og udvikling, har eventyrene vist sig særdeles anvendelige som forlæg til eksempel tegnefilm og i rigt illustrerede børnebøger. Men i den slags formater præsenteres eventyrene altid i mere eller mindre tilpassede og ofte forsimplede versioner. Men H.C. Andersen skrev ikke til børn: Han skrev til barnet i alle mennesker. Barnet, der med grænseløs fantasi kan gøre alt til alt, som Georg Brandes beskrev det i sine anmeldelser af eventyrene i 1869. Vi læsere af H.C. Andersens eventyr skulle gerne have noget inden i os, der vækkes, når en lille pige tænder svovlstik efter svovlstik i nytårsaftens kulde. Eller når en anden lille pige i ”Hjertesorg” står uden for fællesskabet omkring moppens grav, fordi hun ikke kunne skaffe den knap, der kunne give hende lov til at se den. I deres oprindelige form er ingen af eventyrene særlig børnevenlige, og forestillingen om H.C. Andersens eventyr som børnelitteratur er en myte.

De myter, der oftest gentages om H.C. Andersens liv og værk, rummer de versioner af Andersen, der er blevet mest dominerende gennem tiden. De kan synes at være de ’rigtigste’ versioner af H.C. Andersen, og dermed dem, der sættes på kanon i den kollektive bevidsthed.

Til enhver kanon hører et arkiv, har litteraten Aleida Assmann konstateret. Arkivet rummer alle de elementer, der ikke blev udvalgt til udstillingsmontren, men som til enhver tid kan støves af og tildeles nye betydninger og funktioner. I H.C. Andersen-arkivet ligger romaner, rejseskildringer og digtsamlinger: Selvom mange sikkert godt ved, at disse genrer også er repræsenteret i Andersens forfatterskab, er det eventyrene, der er tildelt kanonisk status og værdi. Arkivet rummer også påmindelserne om, at Andersens eventyr ikke er skrevet til børn. Her ligger de side om side med opfattelser af H.C. Andersen som en mester i romantisk ironi, en version, som er blevet valgt fra til fordel for idéen om Andersen som en typisk nationalromantisk forfatter, en idé der stadig gentages ivrigt i undervisningssammenhænge og i almene forståelser af ham og hans værk. Dér, i arkivet, findes også forståelsen af H.C. Andersens eventyr som fortællinger, der er anti-moralistiske og særdeles ambivalente i deres budskaber. Hvis nogen lever lykkeligt til deres dages ende, gør de nu også det? Og hvis der var så dejligt ude på landet, var der så virkelig det? Det er arkivet, der konstituerer kanon, og i tilfældet H.C. Andersen ligger der her et nærmest uudtømmeligt potentiale: Med arkivet bliver det muligt at forstå og bruge værkerne på nye måder.  

Den kritiske teoretiker Theodor W. Adorno har påpeget, at når kunstværker lades med sekulariseret, enigmatisk værdi, som det sker på kanon, idoliseres de som relikvier – som fastfrosne kulturprodukter – og degenererer hermed til ideologiske elementer, der hylder fortiden i en sådan grad, at nutiden ikke længere lader sig påvirke af dem. Der er tale om H.C. Andersen-glansbilleder, når linjerne mellem fremstillingen, H.C. Andersen selv og hans værk brydes. Det er et glansbillede af H.C. Andersen, når den høje hat eller en lille havfrue bruges i sammenhænge, der udelukkende er kommercielle. Eller når der sættes ”HCA” foran lufthavne, golfklubber og sportsarrangementer. Det er også glansbilleder, der pryder indfødsretsprøverne, når han placeres som gatekeeper ved den danske grænse, der kan bruges til at skille fårene fra bukkene. Dansk Folkeparti tog et lignende glansbillede i brug med valgsangen ”Herfra min verden går” i 2011. Når H.C. Andersen-glansbilleder vises frem i den slags politiske sammenhænge, påvirker den overfladiske glans både hans værker og de billeder af nationen, som de knyttes sammen med. Paradoksalt nok medfører både kommerciel og politisk brug af ham, at den øgede opmærksomhed og tilgængelighed, der følger med en plads på kulturkanonen, begrænser adgangen til (og måske med tiden også interessen for) værkernes egentlige indhold. Eller sat på spidsen: Når kunsten kanoniseres, drænes den for kritisk kapacitet, og hermed også for de træk, der oprindeligt gjorde, at den blev betragtet som kanon-materiale.

Kulturforskningens opmærksomhed er påkrævet her, så H.C. Andersen ikke bliver ét med en eller flere af de mange kategorier, som han ofte synes at passe perfekt ind i. Det er vigtigt, at han aldrig fryses fast i permanente institutionelle kontekster eller udstillingsmontrer. H.C. Andersen kan tåle meget: Hans navn kan sagtens bruges til at betegne både festivaler, sportsarrangementer, lufthavne, byrum og endda forskningsafdelinger. I sådanne tilfælde er det netop Andersens metonymiske karakter, der gør sig gældende: Arrangører, byudviklere og forskere præsenterer sig selv og deres opfattelser gennem Andersen. Det skal han som et kulturelt ikon kunne bære. Det eneste, som H.C. Andersen ikke på længere sigt kan bære, er, hvis vi nogensinde forfalder til at tro, at det er endegyldigt sande versioner, der præsenteres, når han og hans værk knyttes til alle tænkelige platforme med dertilhørende forestillinger og værdier. Det kulturelle ikon eksisterer i kraft af dets mere eller mindre porøse forbindelser til omverdenen. Det er i de forbindelser, der ligger et uendeligt antal af mulige svar på mit første spørgsmål om, hvad der er at sige om H.C. Andersen – og hvad H.C. Andersen har at sige til os i dag. Den skepsis jeg umiddelbart følte, da jeg blev kulturforsker i Andersens betydninger og funktioner, virker i dag lidt absurd. For jeg var jo skeptisk, fordi jeg kun kendte til samlingen af mytiske glansbilleder af H.C. Andersen og hans forfatterskab. I dag ved jeg, at der under hvert eneste glansbillede gemmer sig utallige lag, der alle kan hentes frem fra arkivet og bruges på nye måder. Og jeg ved, at det er vores alles ansvar at bidrage til, at Andersen gives videre i versioner, som også de næste generationer kan spejle sig i.

Videre læsning:

Adorno, T.W. 1992-93. On Tradition. Telos 94. 75-82.

Assmann, A. 2010. Canon and Archive. I A. Erll & A. Nünning (red.) A Companion to Cultural Memory Studies. Berlin: De Gruyter, 97-118.

Bom, A.K. 2013. H.C. Andersens rette sted? Fra verdensomspændende fejring til Kejserens nye Klæder. I M. Breunig, S. Frank, H.B. Kortbetk & S.P. Moslund (red.) Stedsvandringer. Analyser af stedets betydning i kunst, kultur og medier. 99-118.

Bom, A.K. 2020 (i tryk). H.C. Andersen som kulturelt ikon. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Kolbas, E.D. 2001. Critical Theory and the Literary Canon. Oxford: Westview Press.

Anne Klara Bom, ph.d., er lektor i Kulustudier ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Hun har skrevet sin ph.d.-afhandling og adskillige bogkapitler og artikler om H.C. Andersens kulturelle betydninger i og uden for Danmark. Hun er desuden forfatter til bogen H.C. Andersen som kulturelt ikon, der udkommer senere i år på Aarhus Universitetsforlag.