Toni Morrisons uhyggelige Amerika. En meget kort introduktion til Toni Morrison

INTRODUKTION: Mord, magi, forvredne kroppe, dødelige fjendskaber og skræmmende fortællinger har for Toni Morrison tjent det formål at vriste sorte amerikanere ud af fortidens glemsel og ind i USA’s historie og bevidsthed. Lektor Clara Juncker introducerer til et forfatterskab, der kredsede om det uudtalte og fortrængte i den amerikanske drøm om lighed og frihed, som for andre blev til et amerikansk mareridt

Toni Morrison (1931-2019) fik i 2012 overrakt Præsident Obamas frihedsmedalje i Det Hvide Hus og har selv i sit forfatterskab taget sig friheder i forhold til de rationelle og racemæssige kategorier, der har indespærret og marginaliseret sorte kroppe og liv. Morrison genopfinder slavernes erfaringer ved hjælp af fiktion og fantasi, så deres bidrag og drømme kan blive en del af den amerikanske historie, der er svær at fortælle og modtage, fordi den (også) handler om vold, ødelæggelse og ondskab. Hun skriver i sin mest berømte roman, Beloved (1987, da. Elskede): ”Det var ikke noget at fortælle videre”. Og igen på sidste side: ”Det er ikke noget at fortælle videre”. Morrison ønsker dog alligevel at fortælle sandheden om sorte amerikaneres liv og indsats, men hun er ikke interesseret i grænsen mellem fakta og fiktion. I stedet søger hun det usagte, det unævnelige, de indre tanker som slaverne ikke kunne nævne og som deres ejere ikke fandt relevante. Som den første afrikansk-amerikanske kvinde modtog hun i 1993 Nobelprisen for den visionære styrke og poetiske kraft i hendes værker, der, som det hed, beskriver ”essentielle aspekter af den amerikanske virkelighed”.

Gennem fire årtier, fra den første roman, The Bluest Eye (da. Blå blå øjne) i 1970 til hendes sidste udgivelse, God Help the Child fra 2015, fortalte Morrison sit folks historie, hvor især kvindernes liv havde hendes bevågenhed. I ”The Site of Memory”, et essay om erindring i prosasamlingen What Moves at the Margin fra 2008, skriver Morrison, at hun ofte tager udgangspunkt i noget materielt—et foto, et kort, et udklip—når hun skal forestille sig tidligere generationers liv. Hun fokuserer ofte på de usynlige og magtesløse eksistenser, der befolker både nutiden og fortiden, og hun giver deres mangel på respekt og indflydelse både en fysisk og en magisk dimension. Hendes figurers kroppe strækkes og vrides i mærkelige former, og de bevæger sig hjemmevante blandt spøgelser, mordere og afdøde slægtninge og fjender. Herude i det marginale og marginaliserede USA er der bevægelse, og her kan traditioner og fordomme ikke længere trives. Her syder og knitrer sproget ligeledes, fordi den sorte historie, som Morrison vil fortælle, ikke kan rummes i traditionelle sprogmønstre og genrer.

Disse sproglige lynnedslag ramte mig i 1970ernes Århus, da jeg første gang mødte Morrisons fiktion. Hun optrådte i Mary Helen Washingtons antologi med sorte amerikanske kvinders litteratur, Black-Eyed Susans: Classic Stories by and about Black Women fra 1975, der ifølge The New York Review of Books lagde grunden for den kanon, der nu udgøres af Morrison, Alice Walker, Gloria Naylor, og andre senere berømte forfattere. Som ny undervisningsassistent valgte jeg i 1977 Washingtons antologi som grundbog i det første kursus om sorte kvinder, der nogensinde var blevet undervist på danske universiteter. Også Morrisons første roman, der senere blev oversat til dansk som Blå blå øjne, gjorde stort indtryk på mig og mine studerende:

Hererhusetdetergrøntoghvidtdetharenrøddørdetermegetkønthererfamilienmorfardickogjaneboridetgrønneoghvidehusdeermegetgladesejanehunharenrødkjolehunvilgernelegehvemvillegemedjanesekattendensigermjavmjavkomoglegmedjanehvemvillegemedjane…

Pludselig blev den hvide amerikanske forstadsidyl udsat for satire og ydermere brugt som ramme og kontrast til den uhyggelige historie om sort fattigdom og uopnåelige hvide skønhedsidealer, som Blå blå øjne tematiserer. Hovedpersonen, der dog ofte forsvinder ud til fortællingens margin, Pecola Breedlove, sætter alt ind på at skaffe sig de blå øjne, der kan fjerne hende fra faderens seksuelle misbrug og ghettoens fattige livsbetingelser, og som kan åbne døren til den hvide, privilegerede verden. Den lyshudede Maureen Peal, hvis lange fletninger hænger ned ad ryggen som lynchningsreb, danser lettere rundt i byen, fordi hun kropsligt er tættere på de hvide idealer. Hun mobber Pecola og  fortsætter herved en fysisk og psykisk voldstradition overfor sorte amerikanere. På romanens sidste sider vandrer en gravid og mentalt forstyrret Pecola rundt i byens fattige gader, som hun aldrig undslipper, en levende advarsel om den uundgåelige brutalitet, som racisme og fattigdom udøver på mørke amerikanske (kvinde)kroppe. Denne historie brændte sig ind i min og andre unge hvide kvinders bevidsthed. Vi kaldte os feminister og gik til kvindefestivaller, men vi havde glemt de mørkere og fattigere kvinder andre steder i verden—endda i USA—som i langt højere grad end os selv led under diskrimination og marginalisering.

Også i den næste roman, Sula (1973) og den stort anlagte Song of Salomon (1977, da. Salomons Sang) fandt Morrison interne forskelle mellem individer og grupper af afrikansk herkomst. Hun bruger igen de usædvanlige kroppe til at udtrykke de unaturlige fortrængninger og forviklinger, der plager sorte amerikanere. Titelfiguren Sula Peace lever i en matriarkalsk familie i udkanten af The Bottom, et lille småborgerligt bakkesamfund i Ohio, navnet til trods beliggende over det mere velhavende, hvide Medallion. Både Sula og hendes mor, Hanna, lader hånt om seksuelle og moralske konventioner og lever promiskuøst, og Sulas bedstemor, den enbenede Eva, myrder sin egen søn. Pilate Dead fra Salomons Sang er født uden navle og demonstrerer fysisk både den styrke og den fortvivlelse, hun deler med sine racefæller. Morrison fraviger altså med disse underlige—og undertiden uhyggelige—kvindeportrætter de konventioner, hvor sorte amerikanere hørte til i udkanten af litterære universer og fungerede som eksotiske kontraster til hvide hovedpersoner. I en litteraturkritisk udgivelse, Playing in the Dark: Whiteness and the Literary Imagination (1993), analyserer Morrison selv disse sorte skyggefigurer i værker af berømte hvide amerikanske forfattere som Edgar Allan Poe, Herman Melville, Willa Cather og Ernest Hemingway. Som et modtræk skaber hun sit eget mytiske univers, hvor sorte personer lever deres egne liv, uden at spejle hvide identiteter og kroppe. Her er hun langt foran sin tid, idet hun fremfører mange af de tanker, som Robin Diangelo har nedfældet i best-selleren White Fragility: Why It Is So Hard for White People to Talk about Racism [Hvid sårbarhed: Hvorfor det er så svært for hvide at tale om racisme] fra 2018.

Morrison forklarer tidligt i sin karriere, at jazz, gospel og blues var en oprindelig sammenhængskraft for sorte amerikanere, men at det nu er fiktionen, der har indtaget denne plads ved at genskabe og opretholde traditioner og fællesskaber. Med romanen Jazz fra 1992 kombinerer Morrison musik og fiktion i en improviserende og gentagende, varieret struktur, der indeholder beskrivelser af sorte liv i Harlem i begyndelsen af det 20. århundrede, med ekkoer også af tidligere generationer i Sydstaterne.

Da jeg selv i slutningen af 1970erne landede i Sydstaterne, mere specifikt på det hvide og rige Tulane University i New Orleans, Louisiana, hvor jeg tog først en MA og senere en Ph.d. i amerikansk litteratur, var det dog Morrisons Tar Baby (1981), der optog mig. Jeg vil ikke udelukke, at jeg på ungdommelig vis identificerede mig med gyldne Jadine, der med et eksamensbevis fra Paris-universitet Sorbonne i designertasken er taget på ferie på sin barndoms caribiske ø, hvor hun lever luksuriøst som husgæst hos den rige og hvide Valerian Street, selvom hun er hans sorte tjenestefolks beundrede slægtning. Her stoppede dog enhver identifikation, idet jeg selv levede en fattig studentertilværelse med tilhørende kakerlakker og en stegt ostesandwich med Louisiana hot sauce eller en tur i biffen med gratis air condition som højeste ekstravagance. I Tar Baby støder den uregerlige og kaotiske Son sig snart til husholdningen, efter at han har gemt sig på Valerians yacht og bliver inviteret til middag i stedet for at havne i hænderne på øens ordensmagt. Jadine bryder sig ikke om Son, der til gengæld opfatter hende som en tar baby, den dukke af terpentin og tjære, der i historier om Onkel Remus klistrer sig til og overvinder Bror Kanin. Her har vi igen Morrisons tråde til sort fortællekunst og myte, når hun i dette tilfælde trækker på de dialektfortællinger af afrikansk oprindelse, som sydstatsslaver fortalte hinanden, og som Joel Chandler Harris gendigtede i fortællingerne om Onkel Remus. Om end Jadine og Son tiltrækkes og frastødes af hinanden, vælger Morrison ikke en lykkelig slutning, hvor modernitet og primitivitet forenes i parrets kærlighed. I stedet møder hendes læsere igen de anderledes kroppe i form af øens mytiske ryttere, en slags heste med mandetorsoer, der lever i tågelandet mellem drøm og virkelighed, fortid og nutid. Son slutter sig til dem og forsvinder i lyd og dis: ”hop hop, hop hop, hophopigallop”. De mærkelige kroppe og lyde og den glemte historie mødes igen. Og der er ingen fremtid sammen for de sorte mænd og kvinder, der bærer slaveriets traumer og ar.

Et par år før udgivelsen af mesterværket Elskede i 1987 sad jeg i min Ph.D.-vejleders fugtigvarme kontor på Tulane og luftede tanken om at skrive min afhandling om Toni Morrison. Svaret kom prompte: ”nej”.  Morrison var for marginal, for snæver, for ukendt. Og der fulgte flere bemærkninger her, som jeg, årtier efter, aldrig har glemt. Men så kom Elskede, og Morrison var dermed på vej til Nobelprisen og den status, hun nu har på den amerikanske litterære scene.

Elskede begynder uhyggeligt, med figurer der er kropsligt mærkede af fortiden. Den tidligere slave Paul D har længe ikke set eller hørt fra Sethe, en anden slave på Sweet Home-plantagen i Kentucky. Han står nu på tærsklen til nr. 124, hvor hun bor, men kan ikke komme ind på grund af de hævngerrige spøgelser, der fylder hendes hjem med vrede og ondskabsfuldhed. Han tiltvinger sig dog adgang og overvældes straks af stor bedrøvelse. Hermed er fortiden ankommet til Sethes hus, senere også repræsenteret af den mytiske Elskede, der vandrer op af havet og ind i de tidligere slavers bolig. Hun kommer hurtigt til at styre deres tanker, liv og begær. Hendes krop lugter sødt og muggent, som dødevand, gamle synder og lig.

Inspirationen fandt Morrison i et gammelt avisudklip om Margaret Garner, der i 1856 flygtede med sin familie fra slaveri i Kentucky. Skarpt forfulgt af sin ejer og lovens håndhævere søgte den unge mor ly i en hytte, der snart blev omringet. Da hendes forfølgere brød ind, havde hun slået sin yngste datter Mary ihjel for at spare hende slaveriets lidelser. Denne tragedie når overfladen i Morrisons roman, hvor Garner-figuren Sethe lever i et fordømmende sort samfund nær Cincinnati. Den barnlige Elskede viser sig at være den myrdede datter og samtidig de over tres millioner tilfangetagne afrikanere, der fragtedes til Amerika på umenneskelige transportskibe. Elskede er både historisk roman og gyser, og denne gang går rejsen ind i det kollektive traume. Synderne fra slavetiden skal mærkes og italesættes, før amerikanere—sorte som hvide—kan leve og ånde igen. I slutningen af romanen vil Sethe myrde igen—denne gang en forbipasserende kvæker, som hun forveksler med en slavehandler. Men kvinderne udenfor huset afværger mordet, og spøgelset Elskede forsvinder ligeledes. Selvom glemsel kan synes lettere at bære end rædsel, er både den kollektive og individuelle tavshed brudt. Den historie, der ikke kunne gengives, er alligevel blevet fortalt.

Elskede er cirkulær, søgende og tåget i sin form og ikke umiddelbart tilgængelig for mange studerende.  Men den er, som andre af Morrisons værker, ikke nem at slippe (af med). Den får fortalt den del af amerikansk historie, der ikke umiddelbar kan rationaliseres, på en måde, der passer til det uudtalte og fortrængte i den amerikanske drøm om lighed og frihed, der for andre blev til et amerikansk mareridt.

Dette opgør med fortiden fortsætter i Morrisons første roman efter Nobelprisen, Paradis (1997), hvor hun vender sig mod tiden efter Den amerikanske Borgerkrig, de turbulente 1870ere. Denne gang er det et isoleret sort samfund, der foruroliger og forstyrrer. Romanen er, som andre i Morrisons forfatterskab, et opgør med amerikansk exceptionalisme, troen på landets unikke og overlegne status. Denne tendens til isolation har et destruktivt potentiale, som Morrison her påpeger, og som mange nulevende amerikanere sander.

Blandt Morrisons senere romaner, der er udkommet som mindre perler på en snor, har jeg selv været mest optaget af Love (2003, da. Kærlighed) og A Mercy (2008, da. En Velsignelse). Kærlighed er en slags intens fortsættelse af Elskede—på engelsk med delvist identisk titel—der udspiller sig før Borgerrettighedsbevægelsen på et badehotel i byen Silk i 1940erne. Her mødes sorte amerikanere for at feriere og diskutere deres livsbetingelser: mord og lynchning i Sydstaterne, raceadskillelse, vold og fortvivlelse i storbyerne, og begrænsede uddannelsesmuligheder. Den for længst afdøde hotelejer Bill Cosey binder alle kvindefigurerne i bogen sammen. Fortælleren er L, der tidligere arbejdede som kok for Cosey, men som i romanens nutid også er død. Fra det hinsides fortæller hun en glemt og uhyggelig historie om sorte amerikaneres fysiske og psykiske lidelser, dengang og nu. Som Morrison selv belyser hun de mørke og farlige kroge i den kollektive erindring, så historien igen kommer til syne. Vi hører om de tætte bånd af had og kærlighed, der binder kvinderne i bogen sammen. Kærlighed kan her forgifte og forvrænge, men også sætte fri. Alligevel er de virkelighedstro aspekter af romanen farlige og skræmmende, som noget vi ved, men ikke genkender—hvad Freud betegner som ”unheimlich.” Strandhotellet bliver et gotisk slot, hvor vansirede og hævngerrige kvinder vandrer ind og ud, som spøgelser fra fortiden. Denne fortid skaber forkrøblede kroppe og uhyggelige tekster. 

Morrison besøger igen denne fortid i En Velsignelse, der foregår i det 17. århundredes kolonitid, hvor kvinder af forskellig etnicitet bor sammen på gårdmanden Jacob Vaarks ejendom. Alle personer har fysiske eller psykiske svagheder ved amerikansk histories begyndelse, hvor Morrison slår indianernes udryddelse og slaveriets indførelse sammen i et moralsk morads. Det kvindelige univers giver dog nye vinkler på den amerikanske udviklingshistorie, og tonen i romanen er—måske fordi alting endnu er i sin vorden—lidt mere blød og forsonlig.

Denne forsoning er svær at få øje på i Trumps USA, hvor Morrisons værker har ny aktualitet. Den uhyggelige historie, som Morrison gjorde til sit projekt, er synlig i Amerikas gader og delstater, og i magtens Washington DC: Politimord på sorte amerikanere, en corona-pandemi, der afslører uligheder mellem racer og klasser, overfyldte fængsler med sorte mænd, føderale militser og anonyme arrester i byer både på Øst- og Vestkysten, en dybt splittet Kongres, og en hadefuld og uforsonlig Præsident. I denne kaotiske verden, søger frustrerede læsere mod forklaringer og mod håb. Dette håb fandt Morrison selv i sproget, i dialogen, og i sin faste overbevisning om, at Black Lives Matter—at sorte liv har værdi.

Clara Juncker er Lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Hun er Ph.D. fra Tulane Universitetet i New Orleans, har skrevet en doktordisputats om sydstatslitteratur, og har derudover publiceret en lang række bøger og artikler om amerikansk litteratur og kultur på begge sider af Atlanterhavet.