Buchenwald: Et essay om tid, Goethe og Hitler

Buchenwald: Et essay om tid, Goethe og Hitler

Den danske KZ-fange Aksel Munk-Andersen skitserede tilværelsen i Buchenwald-lejren. Alle rettighederne til billedet tilhører Museum Vestsjælland

ESSAY: Er der en forbindelse mellem Goethes klassiske Weimar og Buchenwald-koncentrationslejren, der ligger lige uden for byen? Spørgsmålet guider Mads Lund Mikkelsens favntag med Goethe, Hitler og deres forhold til den moderne tidserfaring.


Allerede på tilbagevejen fra Weimar, i toget mod Leipzig, opstod tanker ud af dagens stærke indtryk og stemninger, som når figurer tager kontur i en tæt tåge. Det første spørgsmål, der trængte sig på, var, om der findes en forbindelse mellem den klassicisme, som fremstår så mild og fattet i Goethes overraskende beskedne hus midt i Weimar og den nationalsocialistiske ideologi og stat, der i sin tid opførte KZ-lejren Buchenwald, stedet jeg netop havde besøgt? Busturen mellem Buchenwald og Weimars historiske centrum tager omtrent tyve minutter og jeg tror faktisk ikke, jeg ville være kommet på spørgsmålet, hvis ikke den korte afstand havde gjort det så nærliggende og håndgribeligt.

Men spørgsmålet opstod ikke bare spontant og ud af stederne, jeg havde set, for siden 1945 har mistanken mod den litterære og filosofiske tradition været et tilbagevendende motiv i den tyske offentlighed. Den kan opsummeres i en ikke fuldstændig grundløs anelse: Siden det hele gik så forfærdeligt galt, må noget have været råddent, måske det hele?

I april 2019, under mit andet besøg i Weimar på to år, tog jeg turen ud til Buchenwald. Lejren blev taget i brug i 1937 og fungerede indtil 11. april 1945 som koncentrationslejr og ikke som decideret udryddelseslejr, som eksempelvis lejrene Auschwitz og Treblinka. I alt 33.462 fanger omkom i Buchenwald, deraf 13.056 alene i de første fire måneder af 1945. Lejrens væsentlige bygninger er arkitektonisk set aldeles stilfri: De er opført uden ornamenter og tilsyneladende også helt uden bagvedliggende æstetiske overvejelser og principper. Men lejren havde alligevel en æstetisk virkning på mig; den nøgterne saglighed, som havde været det styrende princip i tegningen og planlægningen af lejren, virkede isnende kold. Måske skyldtes det også, at Buchenwald-lejren står uden genopførte barakker, som en stenmark, grå hvor vejene løb, sort hvor barakkerne stod. Der er få andre spor tilbage efter de mennesker, som boede, led og døde der, end den kunst, enkelte fanger skabte under deres ophold i lejren. De meget simple værker udstilles nu i udvalg i lejrens museum. Deres motiv er ofte enten ansigtet eller den navnløse, anonyme lidelse.

Kontrasten mellem Goethes byhus på Frauenplan i Weimar og Buchenwalds morderiske funktionalitet er åbenlys, og alene idéen om en forbindelse mellem Goethes og Hitlers Weimar syntes derfor ved første øjekast absurd. Men Goethes æstetik og poetik var – særligt i den periode, som i tysk litteraturhistorie kaldes die Klassik – bevidst nyklassicistisk, og det er huset på Frauenplan også, i hvert fald i dets sindrigt udtænkte indretning. Nyklassicistiske grundtanker dominerer også Adolf Hitlers egne arkitektoniske idéer og udkast og flere vigtige byggerier opført under hans styre, som eksempelvis det monumentale men aldrig fuldendte Neue Reichskanzlei i Berlin. I modsætning til KZ-lejrene opførtes mange af det 3. Riges pragtbygninger altså overvejende i en stil forbundet med en arkitekturhistorisk traditionslinje, der indtil da klart var forbundet med de humanistiske ideer, som også Goethe forbandt med sin arkitektur, nemlig at arkitekturen skal skabe rammerne for individernes harmoniske forbindelser med hinanden og med naturen.

Ad disse stier vandrede mine tanker, mens toget rullede mig og den gruppe studerende, jeg havde vist rundt i Weimar, over grænsen mellem Thüringen og Sachsen. Jeg prøvede at finde punkter, som kunne knytte den forbindelse mellem Buchenwald og det klassiske Weimar, som syntes så absurd og samtidig på påtrængende. Mine arkitekturhistoriske overvejelser førte mig imidlertid ikke ud af paradokset, men dybere ned i det.

I toget sad jeg med en smal sort bog i mine hænder. I boghandlen i Buchenwald-museets informationsbygning havde jeg kort før lukketid taget den ned fra en enorm reol fyldt med ene sorte bøger. Det var Sebastian Haffners Anmerkungen zu Hitler (1978). Haffner, som først døde i 1999, var journalist, forfatter og tidsvidne til Tysklands historie i 1920erne og 30erne. Berømt og prisvindende blev han blandt andet for bogen på syv kapitler om Hitlers liv, præstationer, succeser, fejl, vildfarelser, forbrydelser og forræderi. Sebastian Haffner fremhæver, at Hitlers forkærlighed for klassicistisk arkitektur og æstetik frem for alt var udtryk for en forskruet og misforstået opfattelse af det klassiske. Hitlers store byggeprojekter, som eks. Olympiastadion i Berlin fra 1936, viser, at han var til det pompøse, overdrevne og decideret vulgære, som ikke bekymrer sig om individet. Altså havde han ikke tilnærmelsesvist forstået den i udgangspunktet mådeholdne klassicistiske stil – og da slet ikke antikken, som han ellers troede at forgude. På den måde så overfladeforbindelsen mellem Hitler og Goethe – nemlig en fælles udpræget forkærlighed for antik og klassicistisk kunst og arkitektur – ud til at være netop blot og bar overflade.

Men som Buchenwald er en uafrystelig del af Weimar, er Hitler og nationalsocialismen en skygge, som ligger sig over ikke blot Tyskland, men over hele Europa. Den tanke, jeg vil udfolde i dette essay, er, at vi som moderne mennesker på mindst et punkt står i en mærkværdig og ubrydelig kontinuitet med ham. Netop denne tanke dæmrede første gang for mig i Buchenwald og den tog for alvor form, mens jeg læste Haffners bog. For mig vil det at tænke over Hitler sige at tænke over, hvad mennesket er, hvad ondskab er og ikke mindst over, hvad Hitler, hans liv og gerninger siger om det, vi kalder moderniteten. Haffners bog ledte mig nemlig på sporet af, at Hitlers måde at opleve fænomenerne tid og livstid var udslagsgivende for den fatale vej, han endte med at tage. Hitler førte sit politiske liv ud fra devisen om, at han enten skulle nå alle eller ingen af sine uhyre målsætninger. Dermed underordnede Hitler en hel verdens skæbne sin egen livstid og det er denne indstilling til fænomenet tid, jeg vil undersøge. Hitler er altså en figur, der med Goethe som kontrast kan give et vigtigt indblik i, hvordan moderne individer erfarer fænomenerne tid og livstid.

Rammerne for en specifikt moderne tidserfaring er svære et definere, men væsentligt er det i hvert fald, at tiden i den moderne verden ikke længere er indlejret i det landllige og religiøse livs rammer og at individerne derfor står over for spørgsmålet om tiden og dens mening som en kollektiv og individuel fortolkningsudfordring. Forsøgene på at give svar på denne udfordring har ført til nye individualitetskonceptioner og nye kollektiver, hvortil også nationalsocialismens Tyskland hører.

*

Lad os betragte en scene fra Goethes store dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795), et af højdepunkterne fra den såkaldt klassiskeperiode. Et af romanens store, men delvist oversete temaer er netop tid og det moderne individs opfattelse af tid. Typisk opfattes de klassiske europæiske dannelsesromaner som storslåede fortællinger, hvor helten føres frem til en form for idealtilstand, men i denne roman går alt netop ikke op i en højere enhed og helten Wilhelm når aldeles ikke til et forudbestemt mål for sin personligheds dannelse. Wilhelm befinder sig mod slutningen af romanen på et slot, hvor hans senere forlovede Natalie fører ham ind i en sal, Saal der Vergangenheit. Salen er udtænkt og opført af Natalies onkel, ud fra idealet om foreningen af lidenskab og pligt og om individets udfoldelse af sine særlige egenskaber og talenter til gavn for fællesskabet. Salens malerier viser personer i almenmenneskelige situationer; en moders kærlighed til sit barn, en bruds utålmodighed ved kirkedøren osv. Wilhelm er henrykt og oplever i salen, hvordan kunsten ophæver døden og tiden. Han indser nemlig, at han ganske vist selv skal dø, men at mennesket og menneskeligheden er tidsløse – ”Intet er forgængeligt, udover den, som nyder og ser”. Det uafhængige individ på jagt efter retning og mening opløses delvist, ikke i en historisk eller personlig mission med et endeligt mål, men i kunst og liv. Som Wilhelm foreslår i romanen, kunne salen lige så godt som fortidens sal kaldes fremtidens eller nutidens sal. Her indlejres den enkeltes tid i en større tidshorisont. En horisont, som kunsten giver Wilhelm – og alle os andre – mulighed for at erfare i sin helhed.

Fra start til slut i romanen er Wilhelm forvirret og ude af stand til at udstikke en konsekvent retning for sit liv, men gennem kunsterfaringen i Saal der Vergangenheit går det op for den unge mand, at hans livstid er en del af et større, uendeligt betydningsfuldt hele. Dermed mister døden en del af sin magt. Samtidig indser Wilhelm, at hans liv ikke udelukkende er produkt af hans egne, autonome beslutninger. Tværtimod står han i forbindelse til en lang tradition. Konsekvensen er, at Wilhelm ikke længere føler samme akutte behov for at beskæftige sig med sig selv. Tiden, forstår han nu, har ikke ham selv som omdrejningspunkt, tværtimod. Oplevelsen i Saal der Vergangenheit er én af en række hændelser, der fører til store ændringer i Wilhelms liv. Indtil da har hans tilværelse været centreret omkring hans egen kunstneriske selvudfoldelse og han har efterladt sig en række forliste forhold på sin vej. Et at dem har kastet en søn af sig, som han nu ser det som sin livsopgave at tage sig af. For Wilhelm er det at forstå, forbedre, hjælpe, sanse og skabe – sammen med de andre og for de andre – nu det, der giver hans livstid mening.

Dannelsesidéerne i Wilhelm Meisters Lehrjahre er mangfoldige. Fælles for dem er, at de ikke er liberalt-borgerlige, men aristokratisk-humanistiske; arbejde, kundskab og udvikling ikke for kapitalophobningens og privatinteressens skyld, men for at skabe rammerne for det gode og smukke liv. Og de udgør en form for svar på, hvad tilværelsens mening kunne være i en tid, hvor menneskene brød med de traditionelle livsformer og deres fortolkninger af tilværelsen.

*

I Sebastian Haffners Anmerkungen zu Hitler spiller fænomenet tid også en central rolle. Som det også er almindeligt i nyere Hitler-forskning, for eksempel i Peter Longerichs store Hitler-biografi fra 2015, ser Haffner Hitler og hans eksplicitte målsætninger som faktorer, det ikke er til at komme uden om, hvis man vil forstå Det Tredje Riges tilblivelse og udvikling frem mod katastrofen. For Haffner står det klart, at kimen til Hitlers politiske livsmål var på plads allerede fra omkring fængselsopholdet i 1924 efter nationalsocialisternes mislykkede kupforsøg i det såkaldte Bürgerbräu-Putsch i München. Målene blev delvist formuleret i Mein Kampfs to dele udgivet i 1925 og 1926 og Haffner opsummerer dem således: 1: At blive uindskrænket Führer, først i NSDAP og siden for Tyskland. 2: At genoptage den tabte verdenskrig og underkaste først Vesteuropa og siden Rusland og hele Østeuropa tysk overherredømme formet efter Hitlers egen udvikling af Lebensraum-tanken. 3: At løse det såkaldte jødespørgsmål, som i Hitlers tankesystem udgør en trussel mod hele menneskeheden, ved først at fjerne alle jøder fra Tyskland og siden fra hele Europa. Haffners opsummering er en god beskrivelse af de livsmål, som vi retrospektivt kan sige, har præget Hitlers liv, og som er identiske med hans politiske mål.

Alene Hitlers målsætninger er i deres proportioner svimlende og bogstaveligt talt monstrøse. Men Haffner fremfører en pointe, der sætter Hitlers væsen i et for mig at se overraskende perspektiv: Hitler ville faktisk nå at realisere hele sit program inden for sin egen levetid. En pointe, der virker åbenlys, men som, tror jeg, gemmer på en vigtig erkendelse. Haffner peger på, at princippet, der styrede Hitlers livsførelse, var et rystende alt eller intet. Holdningen læser han ud af Hitlers karriere og af citater. I de såkaldte Bormann-diktater fra februar 1945, kort tid før undergangen, finder Haffner en ytring fra Hitler, der opsummerer pointen (her gengivet i min egen oversættelse): ”Det er skæbnesvangert, men jeg er nødt til at fuldende alt inden for det korte tidsrum af et menneskeliv … Der, hvor de andre har en evighed til rådighed, har jeg kun et par usle år. De andre ved, at de får efterfølgere.” Med denne indstilling til sin egen livstid underordner diktatoren Tysklands og også andre staters og folks skæbne sin egen autobiografi, som Haffner formulerer det.

Haffner bemærker, at Hitlers handlinger som Tysklands diktator set i dette lys fremstår mere forklarlige. Eksempelvis undrer han sig over, at Hitler ikke interesserede sig synderligt for, hvordan den nationalsocialistiske stat faktisk ville udvikle sig efter hans død. Ganske vist fantaserede Hitler gerne om et kommende tusindårigt rige, men der findes en række forhold, som for Haffner gør det svært at se Hitlers vilde planer som andet end blotte fantasier uden hold i virkeligheden: Hitler nærede en generel mistro til mulige efterfølgere og han undlod i modsætning til mange andre diktatorer at sikre sig, at nogen kunne føre hans livsværk videre. I stedet skabte han et system af hinanden bekrigende håndlangere og tilhørende institutioner: Göring, Himmler, Goebbels og Bormann etc. Enemagten var uundværlig for Hitler, hvis han i løbet af sin korte livstid skulle nå at gennemføre hele sit program. For at nå sine mål tog Hitler altså med i købet, at riget, hans livsværk, i tilfælde af hans død med al sandsynlighed ville styrte ud i en ødelæggende magtkamp. Hitler var således overbevist om, og gentog ofte, at ingen ville kunne erstatte ham, at med hans død ville det hele slutte.

I samme lys ser Haffner Hitlers hastværk i løbet af 2. Verdenskrig. Flere gange i løbet af krigen havde Hitler ifølge Haffner muligheden for at realisere dele af sit program ved at give køb på resten. Efter sejren over Frankrig i 1940 havde Hitler ifølge Haffner mulighed for at slutte en egentlig fred med de europæiske lande, han havde besejret. Dermed ville han have sikret tysk overherredømme i Europa og samtidig have givet sig selv bedre betingelser for at nå sit andet mål: at fjerne kontinentets jødiske befolkning. Men Hitler stoppede ikke op – ifølge Haffner netop fordi han ville alt eller intet og egentlig ikke var interesseret i at opbygge noget, som skulle bestå ud over hans egen livstid. I stedet påbegyndtes i 1941 Unternehmen Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Der var tale om et halsbrækkende risikabelt foretagende, som satte alt det over styr, som Hitler indtil da havde opnået. Hitlers indstilling til sin livstid voksede selvfølgelig ud af hans tro på sin egen absolutte uerstattelighed, men jeg tror også den er et udtryk for en indsnævring af fænomenet tid til den enkeltes livstid, som er karakteristisk for den moderne verden. Det er netop denne tidslige indsnævring, scenen i Goethes Wilhlem Meister handler om.

*

Spørgsmålet er, hvordan Hitlers indstilling til den tid, han var givet at leve i, hænger sammen med resten af den moderne verden, han tilbragte sine dage med at forandre for altid. Det er klart, at Hitler ikke kan reduceres til en form for Hitler-essens, hvor roden til hans og den vestlige verdens ondskab kan findes. Det er en af hovedpointerne i Karl Ove Knausgårds over 400 sider lange livtag med Hitler og hans ondskab i 6. bind af hovedværket Min Kamp. Ligesom Haffner skriver Knausgård sig ind i en tradition, der ikke behandler fænomenet Hitler faghistorisk, men møder ham som en aktuel eksistentiel udfordring. Thomas Mann var blandt de første, der tænkte over Hitler på denne måde. Allerede i 1938 skrev han essayet Bruder Hitler, hvor han tolkede diktatoren som en enspænder- og kunstnernatur, psykologisk beslægtet med Mann selv. I både Manns og Knausgårds tolkning af, hvordan Hitler blev den, han blev, spiller Hitlers jeg, dets selvforhold og forhold til det sociale en afgørende rolle. Knausgård siger, at Hitler meget tidligt taber ansigt i et af livets altafgørende forhold, nemlig i relationen til faderen, der nægter ham anerkendelse. Uden ansigt har Hitler intet at tabe og han sænker selv sit ansigt. Dermed lukker han sig af for den anden, hvis sted er ansigtet og han lukker sig således også, ifølge Knausgård, ude fra det sociale og fra det etiske.

Men tabet af den anden er det samme som tabet af tid. I tråd med filosoffen Emmanuel Levinas, hvis nærmeste familie blev ofre for Holocaust, forstår jeg således tid som det, at vi tør udsætte os for den andens rystende, truende, krævende og befriende virkelige blik, der ikke er samtidigt med jeget. Det er netop alt det ved tilværelsen, som Hitler ikke tålte. Hitler, der var besat af det stabile, af renhed og af faste værdier. Hitler, som ifølge Knausgård aldrig udover sin mor mødte et egentlig etisk forpligtende du. For den Hitler, jeg møder hos Sebastian Haffner i den lille sorte bog, jeg fandt i KZ Buchenwald, er tiden skrumpet sammen og har kun Hitlers ego, dets truende død og hans grænseløse fantasi at kredse om. Måske reflekterer Hitlers alt-eller-intet-holdning til sin livstid den følgende logik: Når jeg dør, kommer intetheden, og verden efter mig er meningsløs og irrelevant. Hvordan kunne han ellers retfærdiggøre forsøget på at føre alle sine mål ud i livet på én gang? Egentlig var der tale om et umuligt projekt, der var dømt til at fejle, og som selv, hvis det skulle lykkes, ville indebære millioner af menneskers død. Det må også Hitler have været klar over.

Helt åbentlyst opstod Hitlers indstilling til tid i hans eksistens i den moderne verden, der tog form rundt omkring ham, mens han voksede op. Den radikale subjektivisme, Hitler udlevede, opstod også, tror jeg, ud af det pres, som moderniteten sætter på den enkeltes livstid og som er et eksplicit tema i Wilhelm Meisters Lehrjahre. Når den religiøse og mytologiske uendelighed, det førmoderne menneskes tid var indlejret i, forsvinder, så er det moderne menneske udfordret til at kompensere for tabet af mening i et endeligt liv. Derfor har det moderne menneske uendeligt travlt. Den tyske filosof Peter Sloterdijk gør i sit essay fra 2016 Was geschah im 20. Jahrhundert? opmærksom på, at det 20. århundrede med dets kæmpende ideologier og teknologiske revolutioner ikke var håbets århundrede, men på godt og ondt opfyldelsens og udførelsens, domineret af ”das Prinzip Sofort”  – princippet med-det-samme. Hitlers erfaring af livstid er et ekstremt eksempel på denne indstilling. Hans sofort! er uhyrligt, men altså også tidstypisk og noget, han har tilfælles med de dele af den moderne verden, der opfatter sig selv som progressive og som ligesom Hitler har travlt med at omkalfatre verden i en sags tjeneste. De rent indholdsmæssige forskelle er åbenlyse, men ligheden består i et hastværk, der er uset ihistorisk perspektiv. De progressive moderne står under samme tidspres som Hitler og svarer med en lignende iver efter at virkeliggøre det gode og meningsfulde. En iver, som gjorde de revolutionære i stand til at overse de ofre, deres revolutioner krævede. Jeg tror ikke, at Hitlers personlige sofort! havde været muligt, hvis ikke Hitler samtidig havde været tynget af spørgmålet om, hvad hans livstid skulle betyde, om den overhovedet skulle have en mening eller snarere ingen.

*

Den ondskab og den lidelse, jeg mødte i KZ Buchenwald, har mange, lange og uudgrundelige rødder, men jeg er enig med Karl Ove Knausgård i, at udviskningen af ansigtet er et godt billede på, hvad der skete og på, hvad ondskab er. Det er samme erfaring, som behandles i en del af fangernes kunstværker, der nu udstilles på museet i lejren. Jeg tror, at udviskningen af den andens ansigt hænger sammen med det moderne hastværk, der snævrer tiden sammen med den enkelte som midtpunkt og isolerer os fra hinanden. Dét er kuldens væsen, og dét er netop det, jeg oplevede den dag i april 2019, mens jeg gik over Buchenwalds forblæste marker af sten.

Mads Lund Mikkelsen er germanist, gymnasielærer og oversætter af tysk litteratur og tænkning

Scroll til toppen