Buchenwald: Et essay om tid, Goethe og Hitler

Buchenwald: Et essay om tid, Goethe og Hitler

Den danske KZ-fange Aksel Munk-Ander­sen skit­serede tilværelsen i Buchen­wald-lejren. Alle ret­tighed­erne til billedet tilhør­er Muse­um Vest­sjæl­land

ESSAY: Er der en forbindelse mellem Goethes klassiske Weimar og Buchenwald-koncentrationslejren, der ligger lige uden for byen? Spørgsmålet guider Mads Lund Mikkelsens favntag med Goethe, Hitler og deres forhold til den moderne tidserfaring.


Allerede på tilbageve­jen fra Weimar, i toget mod Leipzig, opstod tanker ud af dagens stærke indtryk og stemninger, som når fig­ur­er tager kon­tur i en tæt tåge. Det første spørgsmål, der trængte sig på, var, om der find­es en forbindelse mellem den klas­si­cisme, som frem­står så mild og fat­tet i Goethes over­rask­ende beskedne hus midt i Weimar og den nation­al­so­cial­is­tiske ide­olo­gi og stat, der i sin tid opførte KZ-lejren Buchen­wald, stedet jeg netop havde besøgt? Bus­turen mellem Buchen­wald og Weimars his­toriske cen­trum tager omtrent tyve min­ut­ter og jeg tror fak­tisk ikke, jeg ville være kom­met på spørgsmålet, hvis ikke den korte afs­tand havde gjort det så nærliggende og hånd­gri­beligt.

Men spørgsmålet opstod ikke bare spon­tant og ud af sted­erne, jeg havde set, for siden 1945 har mis­tanken mod den lit­terære og filosofiske tra­di­tion været et tilbageven­dende motiv i den tyske offent­lighed. Den kan opsum­meres i en ikke fuld­stændig grundløs anelse: Siden det hele gik så for­færdeligt galt, må noget have været råd­dent, måske det hele?

I april 2019, under mit andet besøg i Weimar på to år, tog jeg turen ud til Buchen­wald. Lejren blev taget i brug i 1937 og fun­gerede indtil 11. april 1945 som kon­cen­tra­tionsle­jr og ikke som decideret udry­d­delsesle­jr, som eksem­pelvis lejrene Auschwitz og Tre­blin­ka. I alt 33.462 fanger omkom i Buchen­wald, der­af 13.056 alene i de første fire måned­er af 1945. Lejrens væsentlige bygninger er arkitek­tonisk set alde­les stil­fri: De er opført uden orna­menter og tilsyneladende også helt uden bagvedliggende æstetiske overve­jelser og prin­cip­per. Men lejren havde alligev­el en æstetisk virkn­ing på mig; den nøgterne saglighed, som havde været det styrende prin­cip i teg­nin­gen og plan­lægnin­gen af lejren, virkede isnende kold. Måske skyldtes det også, at Buchen­wald-lejren står uden genopførte barakker, som en sten­mark, grå hvor vejene løb, sort hvor barakkerne stod. Der er få andre spor tilbage efter de men­nesker, som boede, led og døde der, end den kun­st, enkelte fanger skabte under deres ophold i lejren. De meget sim­ple værk­er udstilles nu i udvalg i lejrens muse­um. Deres motiv er ofte enten ansigtet eller den navn­løse, anonyme lidelse.

Kon­trasten mellem Goethes byhus på Frauen­plan i Weimar og Buchen­walds morderiske funk­tion­alitet er åbenlys, og alene idéen om en forbindelse mellem Goethes og Hitlers Weimar syntes der­for ved første øjekast absurd. Men Goethes æstetik og poet­ik var — særligt i den peri­ode, som i tysk lit­ter­aturhis­to­rie kaldes die Klas­sik — bev­idst nyk­las­sicis­tisk, og det er huset på Frauen­plan også, i hvert fald i dets sin­drigt udtænk­te indret­ning. Nyk­las­sicis­tiske grund­tanker dominer­er også Adolf Hitlers egne arkitek­toniske idéer og udkast og flere vigtige byg­gerier opført under hans styre, som eksem­pelvis det mon­u­men­tale men aldrig fuldendte Neue Reich­skan­zlei i Berlin. I mod­sæt­ning til KZ-lejrene opførtes mange af det 3. Riges pragt­bygninger alt­så overve­jende i en stil for­bun­det med en arkitek­turhis­torisk tra­di­tion­slin­je, der indtil da klart var for­bun­det med de human­is­tiske ideer, som også Goethe for­bandt med sin arkitek­tur, nem­lig at arkitek­turen skal skabe ram­merne for indi­vidernes har­moniske forbindelser med hinan­den og med naturen.

Ad disse sti­er van­drede mine tanker, mens toget rullede mig og den gruppe stud­erende, jeg havde vist rundt i Weimar, over grænsen mellem Thürin­gen og Sach­sen. Jeg prøvede at finde punk­ter, som kunne knytte den forbindelse mellem Buchen­wald og det klas­siske Weimar, som syntes så absurd og sam­tidig på påtræn­gende. Mine arkitek­turhis­toriske overve­jelser førte mig imi­dler­tid ikke ud af paradok­set, men dybere ned i det.

I toget sad jeg med en smal sort bog i mine hæn­der. I boghan­dlen i Buchen­wald-museets infor­ma­tions­bygn­ing havde jeg kort før lukketid taget den ned fra en enorm reol fyldt med ene sorte bøger. Det var Sebas­t­ian Haffn­ers Anmerkun­gen zu Hitler (1978). Haffn­er, som først døde i 1999, var jour­nal­ist, for­fat­ter og tidsvidne til Tysk­lands his­to­rie i 1920erne og 30erne. Berømt og prisvin­dende blev han blandt andet for bogen på syv kapitler om Hitlers liv, præs­ta­tion­er, suc­ceser, fejl, vild­farelser, for­bry­delser og for­ræderi. Sebas­t­ian Haffn­er fremhæver, at Hitlers forkærlighed for klas­sicis­tisk arkitek­tur og æstetik frem for alt var udtryk for en forskruet og mis­forstået opfat­telse af det klas­siske. Hitlers store bygge­pro­jek­ter, som eks. Olympias­ta­dion i Berlin fra 1936, vis­er, at han var til det pom­pøse, over­drevne og decideret vul­gære, som ikke bekym­r­er sig om indi­videt. Alt­så havde han ikke tilnærmelsesvist forstået den i udgangspunk­tet måde­holdne klas­sicis­tiske stil – og da slet ikke antikken, som han ellers troede at forgude. På den måde så over­flade­forbindelsen mellem Hitler og Goethe – nem­lig en fælles udpræget forkærlighed for antik og klas­sicis­tisk kun­st og arkitek­tur – ud til at være netop blot og bar over­flade.

Men som Buchen­wald er en uafrys­telig del af Weimar, er Hitler og nation­al­so­cial­is­men en skygge, som lig­ger sig over ikke blot Tysk­land, men over hele Europa. Den tanke, jeg vil udfolde i dette essay, er, at vi som mod­erne men­nesker på mindst et punkt står i en mærkværdig og ubry­delig kon­ti­nu­itet med ham. Netop denne tanke dæm­rede første gang for mig i Buchen­wald og den tog for alvor form, mens jeg læste Haffn­ers bog. For mig vil det at tænke over Hitler sige at tænke over, hvad men­nes­ket er, hvad ond­skab er og ikke mindst over, hvad Hitler, hans liv og gerninger siger om det, vi kalder moder­niteten. Haffn­ers bog ledte mig nem­lig på sporet af, at Hitlers måde at opleve fænomen­erne tid og livstid var udslags­givende for den fatale vej, han endte med at tage. Hitler førte sit poli­tiske liv ud fra devisen om, at han enten skulle nå alle eller ingen af sine uhyre mål­sæt­ninger. Dermed under­ordnede Hitler en hel ver­dens skæb­ne sin egen livstid og det er denne ind­still­ing til fænomenet tid, jeg vil under­søge. Hitler er alt­så en fig­ur, der med Goethe som kon­trast kan give et vigtigt ind­b­lik i, hvor­dan mod­erne indi­vider erfar­er fænomen­erne tid og livstid.

Ram­merne for en speci­fikt mod­erne tid­ser­far­ing er svære et definere, men væsentligt er det i hvert fald, at tiden i den mod­erne ver­den ikke læn­gere er indle­jret i det landl­lige og religiøse livs ram­mer og at indi­viderne der­for står over for spørgsmålet om tiden og dens mening som en kollek­tiv og indi­vidu­el for­tolkn­ing­sud­for­dring. Forsø­gene på at give svar på denne udfor­dring har ført til nye indi­vid­u­alitet­skon­cep­tion­er og nye kollek­tiv­er, hvor­til også nation­al­so­cial­is­mens Tysk­land hør­er.

*

Lad os betragte en scene fra Goethes store dan­nelses­ro­man Wil­helm Meis­ters Lehr­jahre (1795), et af højdepunk­terne fra den såkaldt klas­siskepe­ri­ode. Et af roma­nens store, men delvist over­sete temaer er netop tid og det mod­erne indi­vids opfat­telse af tid. Typisk opfattes de klas­siske europæiske dan­nelses­ro­man­er som storslåede fortællinger, hvor hel­ten føres frem til en form for ide­altil­stand, men i denne roman går alt netop ikke op i en højere enhed og hel­ten Wil­helm når alde­les ikke til et forudbestemt mål for sin per­son­ligheds dan­nelse. Wil­helm befind­er sig mod slut­nin­gen af roma­nen på et slot, hvor hans senere forlovede Natal­ie før­er ham ind i en sal, Saal der Ver­gan­gen­heit. Salen er udtænkt og opført af Natal­ies onkel, ud fra ide­alet om forenin­gen af liden­skab og pligt og om indi­videts udfold­else af sine særlige egen­sk­aber og tal­en­ter til gavn for fæl­lessk­a­bet. Salens malerier vis­er per­son­er i almen­men­neske­lige sit­u­a­tion­er; en mod­ers kærlighed til sit barn, en bruds utålmodighed ved kirkedøren osv. Wil­helm er hen­rykt og oplever i salen, hvor­dan kun­sten ophæver døden og tiden. Han indser nem­lig, at han ganske vist selv skal dø, men at men­nes­ket og men­neske­lighe­den er tid­sløse – ”Intet er forgæn­geligt, udover den, som nyder og ser”. Det uafhængige indi­vid på jagt efter ret­ning og mening opløs­es delvist, ikke i en his­torisk eller per­son­lig mis­sion med et endeligt mål, men i kun­st og liv. Som Wil­helm fores­lår i roma­nen, kunne salen lige så godt som for­tidens sal kaldes fremti­dens eller nuti­dens sal. Her indle­jres den enkeltes tid i en større tid­sho­risont. En horisont, som kun­sten giv­er Wil­helm — og alle os andre — mulighed for at erfare i sin hel­hed.

Fra start til slut i roma­nen er Wil­helm forvir­ret og ude af stand til at udstikke en kon­sekvent ret­ning for sit liv, men gen­nem kun­ster­farin­gen i Saal der Ver­gan­gen­heit går det op for den unge mand, at hans livstid er en del af et større, uen­deligt betyd­nings­fuldt hele. Dermed mis­ter døden en del af sin magt. Sam­tidig indser Wil­helm, at hans liv ikke udelukkende er pro­dukt af hans egne, autonome beslut­ninger. Tvær­ti­mod står han i forbindelse til en lang tra­di­tion. Kon­sekvensen er, at Wil­helm ikke læn­gere føler samme akutte behov for at beskæftige sig med sig selv. Tiden, forstår han nu, har ikke ham selv som omdrejn­ingspunkt, tvær­ti­mod. Oplevelsen i Saal der Ver­gan­gen­heit er én af en række hæn­delser, der før­er til store ændringer i Wil­helms liv. Indtil da har hans tilværelse været cen­tr­eret omkring hans egen kun­st­ner­iske selvud­fold­else og han har efter­ladt sig en række forliste forhold på sin vej. Et at dem har kastet en søn af sig, som han nu ser det som sin liv­sop­gave at tage sig af. For Wil­helm er det at forstå, forbedre, hjælpe, sanse og skabe — sam­men med de andre og for de andre – nu det, der giv­er hans livstid mening.

Dan­nelsesidéerne i Wil­helm Meis­ters Lehr­jahre er mang­foldige. Fælles for dem er, at de ikke er lib­er­alt-borg­erlige, men aris­tokratisk-human­is­tiske; arbe­jde, kund­skab og udvikling ikke for kap­i­talo­phob­nin­gens og pri­vat­in­ter­essens skyld, men for at skabe ram­merne for det gode og smukke liv. Og de udgør en form for svar på, hvad tilværelsens mening kunne være i en tid, hvor men­neskene brød med de tra­di­tionelle livs­former og deres for­tolkninger af tilværelsen.

*

I Sebas­t­ian Haffn­ers Anmerkun­gen zu Hitler spiller fænomenet tid også en cen­tral rolle. Som det også er almin­deligt i nyere Hitler-forskn­ing, for eksem­pel i Peter Lon­gerichs store Hitler-biografi fra 2015, ser Haffn­er Hitler og hans eksplicitte mål­sæt­ninger som fak­tor­er, det ikke er til at komme uden om, hvis man vil forstå Det Tred­je Riges tilblivelse og udvikling frem mod katas­tro­fen. For Haffn­er står det klart, at kimen til Hitlers poli­tiske livs­mål var på plads allerede fra omkring fængsel­sophold­et i 1924 efter nation­al­so­cial­is­ternes mis­lykkede kup­forsøg i det såkaldte Bürg­er­bräu-Putsch i München. Målene blev delvist for­muleret i Mein Kampfs to dele udgivet i 1925 og 1926 og Haffn­er opsum­mer­er dem således: 1: At blive uind­skræn­ket Führer, først i NSDAP og siden for Tysk­land. 2: At genop­tage den tabte ver­den­skrig og under­kaste først Vesteu­ropa og siden Rus­land og hele Østeu­ropa tysk over­herredømme formet efter Hitlers egen udvikling af Leben­sraum-tanken. 3: At løse det såkaldte jøde­spørgsmål, som i Hitlers tankesys­tem udgør en trussel mod hele men­neske­he­den, ved først at fjerne alle jøder fra Tysk­land og siden fra hele Europa. Haffn­ers opsum­mer­ing er en god beskriv­else af de livs­mål, som vi ret­ro­spek­tivt kan sige, har præget Hitlers liv, og som er iden­tiske med hans poli­tiske mål.

Alene Hitlers mål­sæt­ninger er i deres pro­por­tion­er svim­lende og bogstaveligt talt mon­strøse. Men Haffn­er frem­før­er en pointe, der sæt­ter Hitlers væsen i et for mig at se over­rask­ende per­spek­tiv: Hitler ville fak­tisk nå at realis­ere hele sit pro­gram inden for sin egen lev­etid. En pointe, der virk­er åbenlys, men som, tror jeg, gem­mer på en vigtig erk­endelse. Haffn­er peger på, at prin­cip­pet, der styrede Hitlers livs­førelse, var et rys­tende alt eller intet. Hold­nin­gen læs­er han ud af Hitlers kar­riere og af citater. I de såkaldte Bor­mann-dik­tater fra feb­ru­ar 1945, kort tid før under­gan­gen, find­er Haffn­er en ytring fra Hitler, der opsum­mer­er pointen (her gen­givet i min egen over­sæt­telse): ”Det er skæb­nes­vangert, men jeg er nødt til at fuldende alt inden for det korte tid­srum af et men­neske­liv … Der, hvor de andre har en evighed til rådighed, har jeg kun et par usle år. De andre ved, at de får efter­føl­gere.” Med denne ind­still­ing til sin egen livstid under­ord­ner dik­ta­toren Tysk­lands og også andre staters og folks skæb­ne sin egen auto­bi­ografi, som Haffn­er for­mulerer det.

Haffn­er bemærk­er, at Hitlers han­dlinger som Tysk­lands dik­ta­tor set i dette lys frem­står mere fork­larlige. Eksem­pelvis undr­er han sig over, at Hitler ikke inter­esserede sig syn­derligt for, hvor­dan den nation­al­so­cial­is­tiske stat fak­tisk ville udvikle sig efter hans død. Ganske vist fan­taserede Hitler gerne om et kom­mende tusindårigt rige, men der find­es en række forhold, som for Haffn­er gør det svært at se Hitlers vilde plan­er som andet end blotte fan­tasi­er uden hold i virke­lighe­den: Hitler nærede en gener­el mis­tro til mulige efter­føl­gere og han und­lod i mod­sæt­ning til mange andre dik­ta­tor­er at sikre sig, at nogen kunne føre hans livsværk videre. I stedet skabte han et sys­tem af hinan­den bekri­gende hånd­lan­gere og tilhørende insti­tu­tion­er: Göring, Himm­ler, Goebbels og Bor­mann etc. Enemagten var uund­værlig for Hitler, hvis han i løbet af sin korte livstid skulle nå at gen­nem­føre hele sit pro­gram. For at nå sine mål tog Hitler alt­så med i købet, at riget, hans livsværk, i til­fælde af hans død med al sandsyn­lighed ville styrte ud i en ødelæggende magtkamp. Hitler var således over­be­vist om, og gen­tog ofte, at ingen ville kunne erstat­te ham, at med hans død ville det hele slutte.

I samme lys ser Haffn­er Hitlers hastværk i løbet af 2. Ver­den­skrig. Flere gange i løbet af kri­gen havde Hitler ifølge Haffn­er mulighe­den for at realis­ere dele af sit pro­gram ved at give køb på resten. Efter sejren over Frankrig i 1940 havde Hitler ifølge Haffn­er mulighed for at slutte en egentlig fred med de europæiske lande, han havde bese­jret. Dermed ville han have sikret tysk over­herredømme i Europa og sam­tidig have givet sig selv bedre betingelser for at nå sit andet mål: at fjerne kon­ti­nen­tets jødiske befolkn­ing. Men Hitler stoppede ikke op — ifølge Haffn­er netop for­di han ville alt eller intet og egentlig ikke var inter­esseret i at opbygge noget, som skulle bestå ud over hans egen livstid. I stedet påb­eg­y­n­dtes i 1941 Unternehmen Bar­barossa, inva­sio­nen af Sov­je­tu­nio­nen. Der var tale om et hals­brækkende risik­a­belt fore­ta­gende, som sat­te alt det over styr, som Hitler indtil da havde opnået. Hitlers ind­still­ing til sin livstid voksede selvføl­gelig ud af hans tro på sin egen abso­lutte uer­stat­te­lighed, men jeg tror også den er et udtryk for en ind­snævring af fænomenet tid til den enkeltes livstid, som er karak­ter­is­tisk for den mod­erne ver­den. Det er netop denne tid­slige ind­snævring, sce­nen i Goethes Wilh­lem Meis­ter han­dler om.

*

Spørgsmålet er, hvor­dan Hitlers ind­still­ing til den tid, han var givet at leve i, hænger sam­men med resten af den mod­erne ver­den, han tilbragte sine dage med at foran­dre for altid. Det er klart, at Hitler ikke kan reduc­eres til en form for Hitler-essens, hvor roden til hans og den vestlige ver­dens ond­skab kan find­es. Det er en af hov­ed­point­erne i Karl Ove Knaus­gårds over 400 sider lange liv­tag med Hitler og hans ond­skab i 6. bind af hov­ed­vær­ket Min Kamp. Lige­som Haffn­er skriv­er Knaus­gård sig ind i en tra­di­tion, der ikke behan­dler fænomenet Hitler faghis­torisk, men møder ham som en aktuel eksis­ten­tiel udfor­dring. Thomas Mann var blandt de første, der tænk­te over Hitler på denne måde. Allerede i 1938 skrev han essayet Brud­er Hitler, hvor han tolkede dik­ta­toren som en enspæn­der- og kun­st­ner­natur, psykol­o­gisk beslægtet med Mann selv. I både Manns og Knaus­gårds tolkn­ing af, hvor­dan Hitler blev den, han blev, spiller Hitlers jeg, dets selv­forhold og forhold til det sociale en afgørende rolle. Knaus­gård siger, at Hitler meget tidligt taber ansigt i et af livets altafgørende forhold, nem­lig i rela­tio­nen til faderen, der nægter ham anerk­endelse. Uden ansigt har Hitler intet at tabe og han sænker selv sit ansigt. Dermed lukker han sig af for den anden, hvis sted er ansigtet og han lukker sig således også, ifølge Knaus­gård, ude fra det sociale og fra det etiske.

Men tabet af den anden er det samme som tabet af tid. I tråd med filosof­fen Emmanuel Lev­inas, hvis nærmeste fam­i­lie blev ofre for Holo­caust, forstår jeg således tid som det, at vi tør udsætte os for den andens rys­tende, tru­ende, krævende og befriende virke­lige blik, der ikke er sam­tidigt med jeget. Det er netop alt det ved tilværelsen, som Hitler ikke tålte. Hitler, der var besat af det sta­bile, af ren­hed og af faste værdier. Hitler, som ifølge Knaus­gård aldrig udover sin mor mødte et egentlig etisk forplig­tende du. For den Hitler, jeg møder hos Sebas­t­ian Haffn­er i den lille sorte bog, jeg fandt i KZ Buchen­wald, er tiden skrum­pet sam­men og har kun Hitlers ego, dets tru­ende død og hans grænseløse fan­tasi at kredse om. Måske reflek­ter­er Hitlers alt-eller-intet-hold­ning til sin livstid den føl­gende logik: Når jeg dør, kom­mer inteth­e­den, og ver­den efter mig er meningsløs og irrel­e­vant. Hvor­dan kunne han ellers ret­færdig­gøre forsøget på at føre alle sine mål ud i livet på én gang? Egentlig var der tale om et umuligt pro­jekt, der var dømt til at fejle, og som selv, hvis det skulle lykkes, ville inde­bære mil­lion­er af men­neskers død. Det må også Hitler have været klar over.

Helt åbentlyst opstod Hitlers ind­still­ing til tid i hans eksis­tens i den mod­erne ver­den, der tog form rundt omkring ham, mens han voksede op. Den radikale sub­jek­tivisme, Hitler udlevede, opstod også, tror jeg, ud af det pres, som moder­niteten sæt­ter på den enkeltes livstid og som er et eksplic­it tema i Wil­helm Meis­ters Lehr­jahre. Når den religiøse og mytol­o­giske uen­de­lighed, det før­mod­erne men­neskes tid var indle­jret i, forsvin­der, så er det mod­erne men­neske udfor­dret til at kom­pensere for tabet af mening i et endeligt liv. Der­for har det mod­erne men­neske uen­deligt travlt. Den tyske filosof Peter Slo­ter­dijk gør i sit essay fra 2016 Was geschah im 20. Jahrhun­dert? opmærk­som på, at det 20. århun­drede med dets kæm­pende ide­olo­gi­er og tek­nol­o­giske rev­o­lu­tion­er ikke var håbets århun­drede, men på godt og ondt opfyldelsens og udførelsens, domineret af ”das Prinzip Sofort”  – prin­cip­pet med-det-samme. Hitlers erfar­ing af livstid er et ekstremt eksem­pel på denne ind­still­ing. Hans sofort! er uhyrligt, men alt­så også tid­stypisk og noget, han har til­fælles med de dele af den mod­erne ver­den, der opfat­ter sig selv som pro­gres­sive og som lige­som Hitler har travlt med at omkalfa­tre ver­den i en sags tjen­este. De rent ind­holdsmæs­sige forskelle er åbenl­yse, men lighe­den består i et hastværk, der er uset ihis­torisk per­spek­tiv. De pro­gres­sive mod­erne står under samme tid­spres som Hitler og svar­er med en lig­nende iver efter at virke­lig­gøre det gode og menings­fulde. En iver, som gjorde de rev­o­lu­tionære i stand til at overse de ofre, deres rev­o­lu­tion­er krævede. Jeg tror ikke, at Hitlers per­son­lige sofort! havde været muligt, hvis ikke Hitler sam­tidig havde været tyn­get af spørgmålet om, hvad hans livstid skulle betyde, om den over­hovedet skulle have en mening eller snarere ingen.

*

Den ond­skab og den lidelse, jeg mødte i KZ Buchen­wald, har mange, lange og uud­grun­delige rød­der, men jeg er enig med Karl Ove Knaus­gård i, at udvisknin­gen af ansigtet er et godt billede på, hvad der skete og på, hvad ond­skab er. Det er samme erfar­ing, som behan­dles i en del af fangernes kun­stværk­er, der nu udstilles på museet i lejren. Jeg tror, at udvisknin­gen af den andens ansigt hænger sam­men med det mod­erne hastværk, der snævr­er tiden sam­men med den enkelte som midt­punkt og isol­erer os fra hinan­den. Dét er kuldens væsen, og dét er netop det, jeg oplevede den dag i april 2019, mens jeg gik over Buchen­walds for­blæste mark­er af sten.

Mads Lund Mikkelsen er ger­man­ist, gym­nasielær­er og over­sæt­ter af tysk lit­ter­atur og tænkn­ing

Scroll til toppen