Hvordan koloniseres elefanter? – Elephant Bills idéhistorie
Når kolonisatorer mødte økosystemer, der for dem var fremmede, oplevede de dem ved hjælp af kategorier og idéer, de bar med sig hjemmefra. I et kapitel fra bogen Global Idéhistorie udforsker Dann Grotum Nielsen møderne mellem en britisk elefantmanager og de indiske elefanter Ma Oh og Bandoola
I fremmede verdensdele møder tilrejsende ikke udelukkende mennesker og kulturer; møderne omfatter også dyr, miljø og natur. Dette var også tilfældet under briternes kolonisering af Burma (i dag Myanmar) fra 1886 til 1948. Men hvordan var briternes møde med for dem fremmede økosystemer betingede af de kategorier og idéer, som tilrejsende bar med sig – personer der selv var de fremmede? Hvordan blev møderne kategoriseret af kolonisatorerne?
Spørgsmålene besvares i grænselandet mellem global idéhistorie og miljøhistorie. Dette kapitel omhandler en britisk aktør, James Howard Williams (1897-1958), der eksplicit kategoriserede sine bekymrede møder med burmesiske elefanter som anderledes end den lokale befolknings møder; hans var empiriske, deres var overtroiske. Under inspiration fra Frederick Cooper rekonstruerer jeg de kategorier,1 som aktøren selv brugte, hvorfor ord fremhævet med citationstegn var Williams’ egne.
Vestlige elefantbekymringer
Den asiatiske elefant var et fikspunkt i britiske kolonisters beskrivelser af Burma, og alt fra rejsebeskrivelser til digte og postkort kredsede om visse troper: Den hvide elefant som et religiøst væsen; den vilde elefant som eftertragtet jagtbytte; den forældreløse elefantunge ammet af burmesiske kvinder – en trope der i dag afvises af kolonihistorikere.2
Af særlig interesse er den arbejdende teaktræselefant, brugt til at slæbe eller bære tykke teaktræsstammer på ellers ufremkommelige områder, så træerne dernæst kunne eksporteres og benyttes i produktionen, især af skibe. Adskillige britiske forfattere, fra Rudyard Kipling (1865-1936) til George Orwell (1903-1950), beskrev de elefanter, som arbejdede med teaktræ.3
En tredje forfatter, der i dag ikke er så kendt, var James Howard Williams, til tider kaldet Elephant Bill. Efter en karriere i militæret, hvor han gjorde tjeneste i det britiske Kamelkorps og senere som transportofficer med ansvar for muldyr, søgte Williams en stilling som elefantmanager hos en teaktræsvirksomhed i Burma, The Bombay-Burma Trading Corporation. Williams ville arbejde med dyr, men inden ansøgningen havde han kun læst én bog om elefanter og slået Burmas placering op i et atlas. Ikke desto mindre fik han jobbet og ankom i 1920 i den nordlige, junglefyldte del af kolonien.
Williams mødte mange, for ham, fremmede økosystemer, dyr og mennesker – naturligvis med et særligt øje for elefanterne. I dette kapitel rekonstruerer jeg kategorier, som Williams brugte til at beskrive møder med to navngivne elefanter, Ma Oh og Bandoola. Møder definerer jeg, under inspiration fra miljøhistoriker James Beattie,4 som relationer mellem punkter i et netværk af kultur og miljø, hvor kultur repræsenteres af Williams og miljø af elefanterne. Fælles for Williams’ beskrivelser af møderne var en dobbelttydig miljøbekymring; et begreb, der indeholder både udtrykt bekymring for miljøet og bekymring på vegne af miljøet. Endvidere tilsiger begrebet, at bekymringen, hvad end den er af første eller anden variation (eller begge), kunne afstedkomme handling. Handlinger mod miljøet kunne for eksempel involvere skovfældning eller anlæggelsen af parker, mens handlinger på vegne af miljøet kunne være vaccination af dyr eller konservering af økosystemer. Williams, som jeg vil demonstrere, kategoriserede sine bekymrede møder med elefanterne på måder, der distancerede ham fra den lokale befolkning. Han kategoriserede eksplicit sine møder som distinkt vestlige, mens de lokales var buddhistiske, lige meget om mødet med elefanten var upersonligt, som det var tilfældet med Ma Oh, eller empatisk, som det var tilfældet med Bandoola.
En upersonlig obduktion af Ma Oh
Den fyrreårige Ma Oh, hvis navn direkte oversat betyder gammel dame, var en af de første elefanter, som Williams mødte efter sin ankomst til Burma og den første, der døde under hans ledelse. Williams fik ansvar for fire voksne elefanter med ordene: ”Gud hjælpe dig, hvis du ikke kan tage vare på dem.”5 Få dage senere blev Ma Oh fundet død, kollapset på skovbunden. Williams så kun én mulighed for at bearbejde dødsfaldet: Obduktion på stedet.
Tragedie blev hurtigt til farce. Den ’Gamle Dame’ var næsten ikke kold, før jeg var inde i hende, alt imens hendes hvælvende ribben gav mig skygge for solen. Hun lærte mig en hel del om elefantkonstruktion. I massevis blev løse dele hevet ud og nøje arrangeret på rad og række før det var tetid. Hendes kadaver viste sig at være en hule fuld af fremmede skatte, såsom hjertet, mavesækken og lungerne.6
Derefter beskrev Williams sin undren, da han ikke kunne finde Ma Ohs nyrer i rækken af indvolde – en mangel som næsten henledte ham til at notere ”ingen nyrer” som dødsårsagen i den efterfølgende rapport. Hvilke bekymringer henledte Williams, en mand uden kirurgisk eller veterinær uddannelse, til at gøre Ma Ohs død til en makaber og upersonlig ”Jonas’ rejse”, som han selv kaldte den?7 Foruden en umiddelbar bekymring om fyring tilkendegav Williams to grunde til at udføre obduktionen: Elefantens monetære værdi og muligheden for at studere dyret gennem empiriske observationer af dets indre. Den første grund var umiddelbar: En burmesisk arbejdselefant repræsenterede gennem dens liv, efter Williams egne estimater, en samlet investering på ca. 2.500 britiske pund (ca. en million kroner i dag), hvilket han frygtede, at hans arbejdsgiver kunne afkræve ham. Den anden grund, at obduktionen var en læringsmulighed, trak linjer til Williams’ eksplicitte præferencer for empirisk verifikation: En præference for ”bevis” og ”undersøgelse”, hvilket han kontrasterede med den lokale befolknings ”trossætninger”, ”tro”, og ”overtro”8 – kategorier der blev opsummeret som ”buddhistiske”.9 Ifølge Williams kunne obduktionen af Ma Oh supplere den videnskabelige litteratur, som hans arbejdsgivere udleverede som standardudstyr.
Williams handlede også efter disse kategorier. Som supplement til obduktionen af Ma Oh valgte han senere at skyde endnu en elefant; en tilsvarende afmålt og upersonlig handling. Den anden elefant skulle tjene som en kontrol for de tvivlsspørgsmål, der var opstået under den første obduktion. Med henvisning fra en lokal oozie (elefantrytter) skød Williams en vild elefant, der blev antaget at være fyrre år gammel, tilsvarende Ma Oh – derved var et empirisk sammenligningsgrundlag sikret. At Williams’ præferencer for empirisk verifikation potentielt repræsenterede en udbredt idé blandt britiske kolonister, understregede Willie, Williams alkoholiserede overordnede, da han bifaldt Williams’ handling som en higen efter viden om elefanterne: ”Han var begejstret for, at jeg ikke havde skudt en elefant på grund af dens stødtænder, men fordi jeg ville vide mere om elefanter.”10 I 1949 blev Williams tillige medlem af det britiske Royal Geographical Society; et videnskabeligt selskab, hvor hans ”unikke” viden som ”elefantekspert” blev værdsat, som det hed i hans nekrolog.11
Williams vedkendte at have skudt fire elefanter, men selvom han senere tog personligt afstand fra jagt på storvildt, så fastholdt han, ganske utilitaristisk, at de hundredvis af elefanter, som han reddede, måtte kompensere for den overlast, som fåtallet havde lidt – hvortil Ma Oh og den vilde elefant kunne medregnes.
Med Bandoola fra vugge til grav
I Williams’ bøger var der én elefant, som blev beskrevet mere indgående end nogen anden: Bandoola var en stor hanelefant, opkaldt efter en førkolonial, burmesisk general. Jeg bruger Bandoolas eksempel som en analytisk kontrast til Ma Ohs; hvor hendes død blev beskrevet som en upersonlig, makaber farce, der blev retfærdiggjort med henvisning til andre elefantliv reddet, så blev Bandoola fulgt fra vugge til grav – som et mål i sig selv.
Bandoola voksede op i fangenskab, opfostret og trænet af oozien Maung Po Toke. Før Bandoola havde britiske elefantmanagere for vane at anskaffe sig nye dyr gennem tilfangetagelsen af unge, vilde elefanter, hvis ”hjerte og ånd” dernæst måtte undertvinges.12 Til optræningen af Bandoola opfandt Po Toke en ny praksis, der skulle sikre, at elefanten led et minimum af overlast. Praksissen forløb ved, at elefanten blev spæret inde i en snæver indhegning, der forhindrede den i at vende sig om, hvorefter den fik sænket sin oozie ned på ryggen. Så snart elefanten gjorde modstand, blev oozien hejst op, for dernæst at blive sænket igen, når elefanten faldt til ro. Gradvist blev Bandoola tilvendt mennesket på sin ryg – ånd intakt. Williams opskrev denne praksis til en ”teori” og udtrykte beundring for Po Tokes vedholdenhed.13 Så selv i sin anerkendende kategorisering af en lokal praksis opretholdt Williams altså en distinktion mellem vestlig og ikke-vestlig viden, hvor den sidste kunne aspirere om at være den første lig.
Bandoola blev beundret som en af Burmas fremmeste teaktræselefanter – af både managere og oozier, fremmede og lokale – og senere blev han indskrevet som den første britiske krigselefant under den japanske hærs invasion fra 1942 til 1945. Kort tid før krigens afslutning blev Bandoola fundet død 8. marts 1945: Hans mave udspilet, den højre stødtand skåret af og et skudhul mellem øjnene. Williams var bedrøvet og satte en ”eftersøgning” i gang, hvor Bandoola blev betragtet som et ”krigsoffer”.14 Mens de lokale mente, at en ånd havde dræbt Bandoola, fremførte Williams ”teorien” om, at Po Toke stod bag mordet; en ”crimes passionels” udført af en ensom mand, der havde følt sig forladt af Williams og de øvrige briter under krigen.15 Også her drog Williams en kontrast mellem de lokales overtro og sin egen teori.
Williams’ vestlige elefantbekymringer
Williams beskrev adskillige møder med elefanter, Ma Oh og Bandoola var kun to af disse. Med de to elefanter som eksempler har jeg argumenteret for, at Williams, som en historisk aktør, kategoriserede sine bekymrede møder med Burmas elefanter ud fra idéen om en kontrast mellem vestlig, empirisk viden og buddhistisk overtro – aktørkategorier som han også handlede ud fra, med obduktioner og efterforskninger. Kategoriseringerne blev brugt i både upersonlige og empatiske møder og udgjorde muligvis en udbredt idé blandt britiske kolonister i Burma. I efterskriftet til sin anden bog udtrykte Williams en vemodighed over, at vesterlændinge havde tabt en ”livsbevidsthed”, som elefanter og andre store pattedyr stadig havde. Men, vemodighed til trods, fastholdt han sin vestlige identitet: ”Men tro endelig ikke at jeg er en buddhist.”16
Dann Grotum Nielsen, studier i Idéhistorie, historie og videnskabshistorie fra Aarhus Universitet og University of Leeds. Redaktionsmedlem af Baggrund.
1 Frederick Cooper, Colonialism in Question: Theory, Knowledge, History, Berkeley: University of California Press 2005, s. 113-49.
2 Jonathan Saha, ”Among the Beasts of Burma: Animals and the Politics of Colonial Sensibilities, c. 1840-1940”, Journal of Social History, 48 (4) 2015, s. 910-932.
3 Rudyard Kipling, Mandalay, http://www.kiplingsociety.co.uk/poems_mandalay.htm (30/10-2017) 1890; George Orwell, Burmese Days, Harmondsworth: Penguin Books 1977 [1934]; George Orwell, “Shooting an Elephant” i George Orwell, Shooting an Elephant and Other Essays, London: Secker and Warburg 1959 [1936].
4 James Beattie, Empire and Environmental Anxiety: Health, Science, Art and Conservation in South Asia and Australasia, 1800-1920, Basingstoke: Palgrave Macmillan 2011; James Beattie (m.fl.), “Introduction: Eco-Cultural Networks and the British Empire, 1837-1945” i James Beattie (m.fl.), Eco-Cultural Networks and the British Empire: New Views of Environmental History, London: Bloomsbury Academic 2015.
5 J. H. Williams, Elephant Bill, Harmondsworth: Penguin Books 1956 [1950], s. 15.
6 Williams, Elephant Bill, s. 16.
7 Ibid.
8 Williams, Elephant Bill, s. 112; J. H. Williams, Bandoola, London: Rupert Hart-Davis 1955, s. 70 & 172 & 211.
9 Williams, Bandoola, s. 101.
10 Williams, Elephant Bill, s. 25.
11 “Obituary: Lieutenant-Colonel James Howard Williams, O. B. E.”, The Geographical Journal, 124 (4) 1958, s. 586.
12 Williams, Bandoola, s. 27.
13 Williams, Bandoola, s. 81.
14 Williams, Bandoola, s. 249; Williams, Elephant Bill, s. 235-6.
15 Ibid.
16 Williams, Bandoola, s. 251.