Hvordan koloniseres elefanter? – Elephant Bills idéhistorie

En ele­fant trækker et Super­ma­rine Wal­rus-fly i posi­tion på en Fleet Air Arm sta­tion i Indi­en (1944). Foto: Wiki­me­dia Commons

Når kolonisatorer mødte økosystemer, der for dem var fremmede, oplevede de dem ved hjælp af kategorier og idéer, de bar med sig hjemmefra. I et kapitel fra bogen Global Idéhistorie udforsker Dann Grotum Nielsen møderne mellem en britisk elefantmanager og de indiske elefanter Ma Oh og Bandoola

I fremmede ver­dens­dele møder tilre­jsende ikke udelukkende men­nesker og kul­tur­er; møderne omfat­ter også dyr, miljø og natur. Dette var også til­fældet under briternes kolonis­er­ing af Bur­ma (i dag Myan­mar) fra 1886 til 1948. Men hvor­dan var briternes møde med for dem fremmede økosys­te­mer betingede af de kat­e­gori­er og idéer, som tilre­jsende bar med sig – per­son­er der selv var de fremmede? Hvor­dan blev møderne kat­e­goris­eret af kolonisatorerne?

Spørgsmå­lene besvares i grænse­landet mellem glob­al idéhis­to­rie og miljøhis­to­rie. Dette kapi­tel omhan­dler en britisk aktør, James Howard Williams (1897–1958), der eksplic­it kat­e­goris­erede sine bekym­rede møder med burme­siske ele­fan­ter som anderledes end den lokale befolkn­ings møder; hans var empiriske, deres var overtroiske. Under inspi­ra­tion fra Fred­er­ick Coop­er rekon­struer­er jeg de kat­e­gori­er,1 som aktøren selv brugte, hvor­for ord fremhævet med cita­tion­stegn var Williams’ egne.

Vestlige elefantbekymringer

Den asi­atiske ele­fant var et fik­spunkt i britiske kolonis­ters beskriv­elser af Bur­ma, og alt fra rejsebeskriv­elser til digte og postko­rt kredsede om visse trop­er: Den hvide ele­fant som et religiøst væsen; den vilde ele­fant som efter­tragtet jagt­bytte; den foræl­dreløse ele­fan­tunge ammet af burme­siske kvin­der – en trope der i dag afvis­es af koloni­his­torikere.2

Af særlig inter­esse er den arbe­j­dende teak­træse­le­fant, brugt til at slæbe eller bære tykke teak­træsstam­mer på ellers ufremkom­melige områder, så træerne dernæst kunne eksporteres og benyttes i pro­duk­tio­nen, især af skibe. Adskil­lige britiske for­fat­tere, fra Rud­yard Kipling (1865–1936) til George Orwell (1903–1950), beskrev de ele­fan­ter, som arbe­jd­ede med teak­træ.3

En tred­je for­fat­ter, der i dag ikke er så kendt, var James Howard Williams, til tider kaldet Ele­phant Bill. Efter en kar­riere i mil­itæret, hvor han gjorde tjen­este i det britiske Kamelko­rps og senere som trans­portof­fi­cer med ans­var for muldyr, søgte Williams en still­ing som ele­fant­man­ag­er hos en teak­træsvirk­somhed i Bur­ma, The Bom­bay-Bur­ma Trad­ing Cor­po­ra­tion. Williams ville arbe­jde med dyr, men inden ansøgnin­gen havde han kun læst én bog om ele­fan­ter og slået Bur­mas plac­er­ing op i et atlas. Ikke desto min­dre fik han job­bet og ankom i 1920 i den nordlige, jun­gle­fyldte del af kolonien.

Williams mødte mange, for ham, fremmede økosys­te­mer, dyr og men­nesker – naturligvis med et særligt øje for ele­fan­terne. I dette kapi­tel rekon­struer­er jeg kat­e­gori­er, som Williams brugte til at beskrive møder med to navn­givne ele­fan­ter, Ma Oh og Ban­doola. Møder definer­er jeg, under inspi­ra­tion fra miljøhis­torik­er James Beat­tie,4 som rela­tion­er mellem punk­ter i et netværk af kul­tur og miljø, hvor kul­tur repræsen­teres af Williams og miljø af ele­fan­terne. Fælles for Williams’ beskriv­elser af møderne var en dobbelt­ty­dig miljøbekym­ring; et begreb, der inde­hold­er både udtrykt bekym­ring for miljøet og bekym­ring på veg­ne af miljøet. End­videre tilsiger begre­bet, at bekym­rin­gen, hvad end den er af første eller anden vari­a­tion (eller begge), kunne afst­ed­komme han­dling. Han­dlinger mod miljøet kunne for eksem­pel invol­vere skovfæld­ning eller anlæggelsen af park­er, mens han­dlinger på veg­ne af miljøet kunne være vac­ci­na­tion af dyr eller kon­server­ing af økosys­te­mer. Williams, som jeg vil demon­strere, kat­e­goris­erede sine bekym­rede møder med ele­fan­terne på måder, der dis­tancerede ham fra den lokale befolkn­ing. Han kat­e­goris­erede eksplic­it sine møder som dis­tinkt vestlige, mens de lokales var bud­dhis­tiske, lige meget om mødet med ele­fan­ten var uper­son­ligt, som det var til­fældet med Ma Oh, eller empatisk, som det var til­fældet med Bandoola.

En upersonlig obduktion af Ma Oh

Den fyrreårige Ma Oh, hvis navn direk­te over­sat bety­der gam­mel dame, var en af de første ele­fan­ter, som Williams mødte efter sin ankomst til Bur­ma og den første, der døde under hans ledelse. Williams fik ans­var for fire vok­sne ele­fan­ter med ordene: ”Gud hjælpe dig, hvis du ikke kan tage vare på dem.”5 Få dage senere blev Ma Oh fun­det død, kol­lapset på skovbun­den. Williams så kun én mulighed for at bear­be­jde døds­faldet: Obduk­tion på stedet.

Tragedie blev hur­tigt til farce. Den ’Gam­le Dame’ var næsten ikke kold, før jeg var inde i hende, alt imens hen­des hvæl­vende ribben gav mig skygge for solen. Hun lærte mig en hel del om ele­fan­tkon­struk­tion. I mas­se­vis blev løse dele hevet ud og nøje arran­geret på rad og række før det var tetid. Hen­des kadav­er viste sig at være en hule fuld af fremmede skat­te, såsom hjertet, mavesækken og lungerne.6

Derefter beskrev Williams sin undren, da han ikke kunne finde Ma Ohs nyr­er i rækken af ind­volde – en man­gel som næsten hen­ledte ham til at notere ”ingen nyr­er” som død­sår­sagen i den efter­føl­gende rap­port. Hvilke bekym­ringer hen­ledte Williams, en mand uden kirur­gisk eller vet­er­inær uddan­nelse, til at gøre Ma Ohs død til en mak­aber og uper­son­lig ”Jonas’ rejse”, som han selv kaldte den?7 Foru­den en umid­del­bar bekym­ring om fyring tilk­ende­gav Williams to grunde til at udføre obduk­tio­nen: Ele­fan­tens mon­etære vær­di og mulighe­den for at stud­ere dyret gen­nem empiriske obser­va­tion­er af dets indre. Den første grund var umid­del­bar: En burme­sisk arbe­jd­se­le­fant repræsen­terede gen­nem dens liv, efter Williams egne esti­mater, en sam­let invester­ing på ca. 2.500 britiske pund (ca. en mil­lion kro­ner i dag), hvilket han frygt­ede, at hans arbe­jds­giv­er kunne afkræve ham. Den anden grund, at obduk­tio­nen var en læringsmu­lighed, trak lin­jer til Williams’ eksplicitte præfer­encer for empirisk ver­i­fika­tion: En præfer­ence for ”bevis” og ”under­søgelse”, hvilket han kon­trasterede med den lokale befolkn­ings ”trossæt­ninger”, ”tro”, og ”overtro”8 – kat­e­gori­er der blev opsum­meret som ”bud­dhis­tiske”.9 Ifølge Williams kunne obduk­tio­nen af Ma Oh sup­plere den viden­sk­a­belige lit­ter­atur, som hans arbe­jds­gi­vere udlev­erede som standardudstyr.

Williams han­dlede også efter disse kat­e­gori­er. Som sup­ple­ment til obduk­tio­nen af Ma Oh val­gte han senere at skyde end­nu en ele­fant; en tilsvarende afmålt og uper­son­lig han­dling. Den anden ele­fant skulle tjene som en kon­trol for de tvivlsspørgsmål, der var opstået under den første obduk­tion. Med hen­vis­ning fra en lokal oozie (ele­fantryt­ter) skød Williams en vild ele­fant, der blev antaget at være fyrre år gam­mel, tilsvarende Ma Oh – derved var et empirisk sam­men­lign­ings­grund­lag sikret. At Williams’ præfer­encer for empirisk ver­i­fika­tion poten­tielt repræsen­terede en udbredt idé blandt britiske kolonis­ter, under­stregede Willie, Williams alko­holis­erede overordnede, da han bifaldt Williams’ han­dling som en higen efter viden om ele­fan­terne: ”Han var bege­jstret for, at jeg ikke havde skudt en ele­fant på grund af dens stødtæn­der, men for­di jeg ville vide mere om ele­fan­ter.”10 I 1949 blev Williams tillige medlem af det britiske Roy­al Geo­graph­i­cal Soci­ety; et viden­sk­a­beligt sel­skab, hvor hans ”unikke” viden som ”ele­fan­tekspert” blev værd­sat, som det hed i hans nekrolog.11

Williams ved­k­endte at have skudt fire ele­fan­ter, men selvom han senere tog per­son­ligt afs­tand fra jagt på storvildt, så fastholdt han, ganske util­i­taris­tisk, at de hun­dred­vis af ele­fan­ter, som han red­dede, måtte kom­pensere for den over­last, som fåtal­let havde lidt – hvor­til Ma Oh og den vilde ele­fant kunne medregnes.

Med Bandoola fra vugge til grav

I Williams’ bøger var der én ele­fant, som blev beskrevet mere indgående end nogen anden: Ban­doola var en stor hanele­fant, opkaldt efter en førkolo­nial, burme­sisk gen­er­al. Jeg bruger Ban­doolas eksem­pel som en ana­lytisk kon­trast til Ma Ohs; hvor hen­des død blev beskrevet som en uper­son­lig, mak­aber farce, der blev ret­færdig­gjort med hen­vis­ning til andre ele­fantliv red­det, så blev Ban­doola ful­gt fra vugge til grav – som et mål i sig selv.

Ban­doola voksede op i fan­gen­skab, opfos­tret og trænet af oozien Maung Po Toke. Før Ban­doola havde britiske ele­fant­man­agere for vane at anskaffe sig nye dyr gen­nem til­fange­tagelsen af unge, vilde ele­fan­ter, hvis ”hjerte og ånd” dernæst måtte under­tvinges.12 Til optrænin­gen af Ban­doola opfandt Po Toke en ny prak­sis, der skulle sikre, at ele­fan­ten led et min­i­mum af over­last. Prak­sis­sen for­løb ved, at ele­fan­ten blev spæret inde i en snæver ind­heg­n­ing, der forhin­drede den i at vende sig om, hvorefter den fik sæn­ket sin oozie ned på ryggen. Så snart ele­fan­ten gjorde mod­stand, blev oozien hejst op, for dernæst at blive sæn­ket igen, når ele­fan­ten faldt til ro. Grad­vist blev Ban­doola til­vendt men­nes­ket på sin ryg – ånd intakt. Williams opskrev denne prak­sis til en ”teori” og udtryk­te beun­dring for Po Tokes ved­hold­en­hed.13 Så selv i sin anerk­endende kat­e­goris­er­ing af en lokal prak­sis opretholdt Williams alt­så en dis­tink­tion mellem vestlig og ikke-vestlig viden, hvor den sid­ste kunne aspirere om at være den første lig.

Ban­doola blev beun­dret som en af Bur­mas fremmeste teak­træse­le­fan­ter – af både man­agere og oozi­er, fremmede og lokale – og senere blev han ind­skrevet som den første britiske krigse­le­fant under den japanske hærs inva­sion fra 1942 til 1945. Kort tid før kri­gens afs­lut­ning blev Ban­doola fun­det død 8. marts 1945: Hans mave udspilet, den højre stød­tand skåret af og et skud­hul mellem øjnene. Williams var bedrøvet og sat­te en ”efter­søgn­ing” i gang, hvor Ban­doola blev betragtet som et ”krig­sof­fer”.14 Mens de lokale mente, at en ånd havde dræbt Ban­doola, frem­førte Williams ”teorien” om, at Po Toke stod bag mordet; en ”crimes pas­sionels” udført af en ensom mand, der havde følt sig for­ladt af Williams og de øvrige brit­er under kri­gen.15 Også her drog Williams en kon­trast mellem de lokales overtro og sin egen teori.

Williams’ vestlige elefantbekymringer

Williams beskrev adskil­lige møder med ele­fan­ter, Ma Oh og Ban­doola var kun to af disse. Med de to ele­fan­ter som eksem­pler har jeg argu­menteret for, at Williams, som en his­torisk aktør, kat­e­goris­erede sine bekym­rede møder med Bur­mas ele­fan­ter ud fra idéen om en kon­trast mellem vestlig, empirisk viden og bud­dhis­tisk overtro – aktørkat­e­gori­er som han også han­dlede ud fra, med obduk­tion­er og efter­forskninger. Kat­e­goris­eringerne blev brugt i både uper­son­lige og empatiske møder og udgjorde muligvis en udbredt idé blandt britiske kolonis­ter i Bur­ma. I efter­skriftet til sin anden bog udtryk­te Williams en vemodighed over, at vester­lændinge havde tabt en ”livs­be­v­id­s­thed”, som ele­fan­ter og andre store pat­tedyr stadig havde. Men, vemodighed til trods, fastholdt han sin vestlige iden­titet: ”Men tro endelig ikke at jeg er en bud­dhist.”16

Dann Gro­tum Nielsen, studi­er i Idéhis­to­rie, his­to­rie og viden­sk­ab­shis­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet og Uni­ver­si­ty of Leeds. Redak­tion­s­medlem af Baggrund.

1 Fred­er­ick Coop­er, Colo­nial­ism in Ques­tion: The­o­ry, Knowl­edge, His­to­ry, Berke­ley: Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia Press 2005, s. 113–49.

2 Jonathan Saha, ”Among the Beasts of Bur­ma: Ani­mals and the Pol­i­tics of Colo­nial Sen­si­bil­i­ties, c. 1840–1940”, Jour­nal of Social His­to­ry, 48 (4) 2015, s. 910–932.

3 Rud­yard Kipling, Man­dalay, http://www.kiplingsociety.co.uk/poems_mandalay.htm (30/10–2017) 1890; George Orwell, Burmese Days, Har­mondsworth: Pen­guin Books 1977 [1934]; George Orwell, “Shoot­ing an Ele­phant” i George Orwell, Shoot­ing an Ele­phant and Oth­er Essays, Lon­don: Seck­er and War­burg 1959 [1936].

4 James Beat­tie, Empire and Envi­ron­men­tal Anx­i­ety: Health, Sci­ence, Art and Con­ser­va­tion in South Asia and Aus­trala­sia, 1800–1920, Bas­ingstoke: Pal­grave Macmil­lan 2011; James Beat­tie (m.fl.), “Intro­duc­tion: Eco-Cul­tur­al Net­works and the British Empire, 1837–1945” i James Beat­tie (m.fl.), Eco-Cul­tur­al Net­works and the British Empire: New Views of Envi­ron­men­tal His­to­ry, Lon­don: Blooms­bury Aca­d­e­m­ic 2015.

5 J. H. Williams, Ele­phant Bill, Har­mondsworth: Pen­guin Books 1956 [1950], s. 15.

6 Williams, Ele­phant Bill, s. 16.

7 Ibid.

8 Williams, Ele­phant Bill, s. 112; J. H. Williams, Ban­doola, Lon­don: Rupert Hart-Davis 1955, s. 70 & 172 & 211.

9 Williams, Ban­doola, s. 101.

10 Williams, Ele­phant Bill, s. 25.

11 “Obit­u­ary: Lieu­tenant-Colonel James Howard Williams, O. B. E.”, The Geo­graph­i­cal Jour­nal, 124 (4) 1958, s. 586.

12 Williams, Ban­doola, s. 27.

13 Williams, Ban­doola, s. 81.

14 Williams, Ban­doola, s. 249; Williams, Ele­phant Bill, s. 235–6.

15 Ibid.

16 Williams, Ban­doola, s. 251.

Scroll til toppen