Afkoloniseringen af det offentlige rum i Belgien

Fotorettigheder: Benjamine Laini Lusalusa.

I sommer skrev Benjamine Laini Lusalusa, en belgisk-congolesisk aktivist fra Bruxelles, denne refleksion, hvor hun forholder sig til pandemien og Black Lives Matter-bevægelsen, der har spredt sig til hele verden. I lyset af de debatter om racisme og kolonitiden, der finder sted i Belgien, mener hun ikke, at vi bare skal rive statuer ned, men også skrive en fælles historie, efter vi har væltet dem; En historie, der fortæller hele den blodige sandhed. Teksten er udgivet på INTERVENTIONS og oversat fra engelsk.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonisering er ikke bare én placerbar begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. I samarbejde med forskningsprojektet ECHOES har vi udgivet e-bogen Keywords, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teoretiske positioner, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering blotlægges.

Mediedækningen af corona-virussen tvang os til at se vores udfordringer i øjnene. De begivenheder, vi har oplevet de sidste måneder, er uden fortilfælde og kaster os ud i den samme uvished som tidligere store kriser må have gjort. Disse begivenheder åbner op for nye sprækker og forstærkede fronter i de historiske kampe, hvilket giver aktivister mulighed for at vise verden en anden side af historien, der ofte misforstås, fordi den er så sindrigt skjult.

Pandemien skabte grobund for mobilisering og selvom folk ikke kunne forlade deres hjem, var forargelsen helt tydelig. Det var en katalysator da politiet i Minneapolis myrdede George Floyd mens han tiggede for at få lov til at trække vejret. Mordet bragte de personer frem i lyset, der er fanget i det racistiske system og dets morderisk vold. Der er en global bevægelse, der er hurtigt har bredt sig gennem sociale medier, men dem, der så racismens indbyggede vold gennem mordet på George Floyd, opfattede ikke nødvendigvis det systemiske aspekt.

Billederne, der blev sendt ud i hele verden, viste de rædsler, minoriteter i USA – og i andre, europæiske lande – gennemlever. Uhyrligheden har selvfølgelig også givet genlyd i Belgien, for Belgien kan ikke sige sig fri for politivold, racisme og benægtelse af både dets kolonihistorie og slaveri. Faktisk har den belgiske stat meget svært ved at betragte sit eget samfund og institutioner som racistiske. Men vi ved, at racisme er et system, og ligesom alle andre systemer har det sine egne magtstrukturer. 

Desuden er der et stort paradoks, når det gælder den del af den belgiske befolkning, der er efterkommere til afrikanere. Mens de generelt er bedre uddannet end det nationale gennemsnit, er de oftere eksluderet fra arbejdsmarkedet, og ledigheden er fire gange højere end gennemsnittet for førstegenerationsefterkommere.[1]

I forhold til corona-virussen ved vi, at både USA og Storbritannien har flere dødstilfælde blandt etniske minoriteter. I Belgien, hvor der er mange afro-belgiere ansat i sundhedsvæsenet, har vi ingen tal (fordi der kun eksisterer etniske statistikker i et lavt omfang). Racespørgsmålet kasseres altid med stor snilde, selv i kampen mod diskrimination.

Ligesom pandemien, der spredte sig verden rundt, har Black Lives Matter-bevægelsen taget fart i løbet af få dage. Fra Paris til Berlin til Montreal – i hele verden bliver der holdt demonstrationer i byerne, for at vise forargelse over disse barbariske forbrydelser. I forlængelse af spørgsmålet om politivold, genopblussede kritikken af Leopold den Anden og hans styring af Fristaten Congo i det 19. århundrede med mordet på George Floyd. Næsten 15.000 mennesker kom til en fredelig demonstration foran retsbygningen i Bruxelles søndag den 7. juni for at bringe de sortes sag og den koloniale arv frem i lyset.[2] Denne historiske begivenhed blev en katalysator og kun to dage senere – ligesom det var sket i Bristol, i USA og Fort-De-France – begyndte statuerne at falde. Én efter én. Efter den første statue faldt i Antwerp, har andre byer fulgt trop.[3]

“Stop cleaning, start reflecting”. Juni, 2020. Fotorettigheder: Benjamine Laini Lusalusa

Statuer, der bærer Leopold den Andens skikkelse, angribes ofte af anti-racister og anti-koloniale aktivister, fordi de krystalliserer hele den koloniale fornægtelse. Disse handlinger stiller spørgsmålstegn ved deres absurde tilstedeværelse, der gør det muligt at fortsætte koloniseringen af vores gader og vores sind. Figuren af Leopold den Anden indtager en privilegeret plads i Belgiens historie. Ham, der blev døbt “Kongebyggeren”, har efterladt et kolonialt aftryk, der har overlevet tidens gang. Han står som symbol på Belgiens storhed og ære. Det er derfor, at hans tilstedeværelse hjemsøger vores offentlige rum og vores sind ved hjælp af statuer og toponomi.[4]

Takket være den rigdom, som hans koloni havde givet ham, byggede han banegårde, monumenter, parker og store boulevarder. Leopold den Anden bragte en rigdom til Belgien, som man aldrig havde forventet. Gennem ham inviterede  det unge og lille Belgien sig selv til de store nationers bord og viste sig stolt frem for de andre europæiske lande.

Den prestige, som kolonien gav Belgien på den internationale scene, forseglede Belgiens skæbne og skrev dets nationale fortælling. Hvem ville vi være uden Congo? undrer Belgien sig. Mange racistiske ritualer, tabuer og traditioner kan spores tilbage til denne problematiske arv. Derfor er frygten for forandring også forbundet med idéen om at skulle skrive en ny national fortælling – en fortælling, der er mindre svovlende, og meget mere respektfuldt overfor de mange stjålne liv. 

Følgelig blev Belgiens gader opkaldt efter deres bødler; efter dem, der skabte den koloniale historie, der stadig bliver fortalt om i lærebøgerne. Så alle vores offentlige rum er stemplet med denne kvælende tilstedeværelse. Hvis vi vil vanhellige de personer, der deltog fuldt ud i den koloniale forbrydelse, er det også nødvendigt at fortælle historien i dens helhed; en historie, der ikke skjuler mordene på de indfødte, voldtægterne, mishandlingen og alle ydmygelserne.

Frankrig gør det ikke bedre. For nyligt har præsident Macron udtalt: “Jeg siger det meget klart, at Republikken ikke vil fjerne ét eneste spor eller navn fra sin historie. Den vil ikke glemme dets værk. Den vil ikke afmontere nogle statuer.” Det betyder, at de hverken er villige til at slette sporene af deres slave- og kolonifortid fra det offentlige rum – eller til at slette alle sporene af deres racistiske handlinger fra nutiden.

Men her i Belgien har staten, for fortsat at kunne mindes kolonihistoriens forbrydere som ‘hellige’ figurer, valgt at fastholde uvidenheden omkring kolonihistorien blandt befolkningen og samtidig bevare de kriminelle og blodige personer i det offentlige rum. Det er vigtigt at pointere, at disse statuers tilstedeværelse står i skarp kontrast til fraværet af sorte kroppe i det offentlige rum – specielt i medierne. På nuværende tidspunkt hjemsøges gaderne mange steder i verden af genfærdene af de “helte” fra det koloniale slaveri, der indgår som de ypperste symboler i mange vestlige landes eurocentriske nationale fortælling.

“I was photographed by a passer-by while taking a picture of a colonial perpetrator General Storms who committed crimes against congolese civilians on a large scale.” Fotorettigheder: Benjamine Laini Lusalusa

Demonstranter, der ødelægger monumenter, som hylder slavehandel eller folkedrab, bliver ofte beskyldt for at ville slette fortiden. Men i dag sikrer de fleste aktivister sig, at de med deres handlinger i stedet flytter vores fokus mod de skikkelser, som monumenterne hylder, så historien kan fortælles fra deres ofres perspektiv. Kolonitidens symboler forbliver, på trods af at efterkommere af afrikanere i Belgien, der arbejder for social retfærdighed, i mange år aktivt har sat spørgsmålstegn ved overfloden af disse glorificerende koloniale symbolers tilstedeværelse i det offentlige rum. 

Kampen for at afmontere det koloniale offentlige rum er intensiveret over det sidste årti og er en del af det samme momentum som demonstrationen den 7. juni. Takket være flere generationer af aktivister er den ikke-institutionaliserede bevægelse blevet et omdrejningspunkt for den politiske anti-racisme i Belgien. Vi er ikke længere til at komme uden om, for i kampen mod racisme er det nødvendigt at anerkende forrangen af dens ofres ord og handlinger. Fra nu af har de racialiserede personer smadret den underlødige tavshedspligt og vil gøre dét åbenlyst, som den globale befolkning nægter at se.

Nedrivning af monumenter er en stærk symbolsk handling, men i højere grad end dets symbolske karakter er det dets bidrag til at ændre systemet, der er det allervigtigste. At rive en statue ned løser ikke den sociale uretfærdighed eller racismens problem. Det er kun toppen af en større, ubekvem problemstilling. Vi skal hele tiden bevise, at vi er mennesker og fortjener retten til at trække vejret, at vi ikke er underkastet vores offentlige rum, men blot vidner til en triumferende politisk kamp mod den fortsatte benægtelse af vores værdighed, af vores radikale ret til at leve. Sådan glemmes de, der tappert kæmpede som koloniseringens frihedskæmpere, i historiens undergrund

Vi er nået et stadie, hvor vi ikke  længere er forbløffede og hvor vi har genvundet bevidstheden om den arv, der underminerer vores samfund. Kampene mod politivold og kolonialismens forbrydelse må ikke bare forblive hashtags og forsvinde ind i glemslen lige så snart medierne ikke længere kigger. Vi er nu  – mere end nogensinde før – bevidste om situationens alvor, og vi er nødt til at vise vores vilje til at ændre den systemiske racisme i vores samfund.

“Here at Café Congo, a place everybody can breathe. Here, during the celebration of the Independence day of the Congo DC” – , Juni, 2020. Foto: All rights to @ Eric Gruloos Sama

I en yderligere globaliseret post-covid-verden bliver nødvendigheden af åndehuller mere og mere åbenlys. Lad os fjerne vores monumenter, vores koloniale rum, vores koloniale mentaliteter, der stadig findes i dag. At give vores steder nye navne er også at give os selv nye navne, at placere os selv i andre roller end dem, vi blev givet af de europæiske staters grundlæggere. Det er en mulighed for at omskrive fortællingen om os selv, så den ikke gennemsyres af den koloniale arv.

Mens jeg var ved at færdiggøre min artikel færdig, skete der noget vigtigt. Kong Philip I, der har regeret siden 2016, skrev den 30. juni, 2020 et brev til den congolesiske præsident  Félix Tshisekedi. Her anerkendte han, at voldelige og onde handlinger blev begået under Leopold den Andens styre (uden at sige hans navn), men også efterfølgende  mens Congo var en belgisk koloni fra 1908 til den 30. juni 1960. Det var for begge perioder, han udtrykte sin dybeste beklagelse over disse fortidens sår.

“Under Fristaten Congo [1885-1908], blev voldelige og brutale handlinger begået, der stadig tyngder vores kollektive erindring. Kolonitiden der fulgte var årsag til lidelse og ydmygelse. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste beklagelse for fortidens sår, nutidens smerte, der er blevet genoplivet af den diskrimination, der stadig findes i alt for høj grad i vores samfund.”

De begivenheder, der finder sted nu, har igen vækket debatten om racisme til live i Belgien. Kongen refererer her til mordet på George Floyd, den sorte mand der blev kvalt af knæet fra en politimand, der holdt ham nede. Kongen har her også blik for fremtiden og den selvransagelse, der er på vej i vores land, hvor en kommission skal undersøge kolonitiden i Congo, Rwanda og Burundi i september.[5]

Dette er ikke en officiel undskyldning for det brutal kolonistyre, men alene historisk anger. Men den symbolske godtgørelse er det første skridt mod en fælles erindring. En genlæsning af vores fælles fortid er helt afgørende. 

Når vi rejser os fra alt det her, lad os genopbygge sammen uden ærbødighed.

Benjamine Laini Lusalisa er en dekolonial aktivist med en antropologisk tilgang. Hun er belgisk-congoleser og bor i Bruxelles. Teksten er oprindeligt udgivet på INTERVENTIONS, der er en del af det internationale forskningsprojekt ECHOES. Læs artiklen på engelsk her. Teksten er oversat af Kasper Mikael Jacek.

“At Café Congo – during the celebration of the Independence day of the Congo DC.” Juni, 2020 Foto: All rights to @Eric Gruloos Sama

This translation was supported by the Eurozine Translations Pool which is co-funded by the Creative Europe Programme of the European Union

Scroll til toppen