Afkoloniseringen af det offentlige rum i Belgien

Fotoret­tighed­er: Ben­jamine Lai­ni Lusalusa.

I sommer skrev Benjamine Laini Lusalusa, en belgisk-congolesisk aktivist fra Bruxelles, denne refleksion, hvor hun forholder sig til pandemien og Black Lives Matter-bevægelsen, der har spredt sig til hele verden. I lyset af de debatter om racisme og kolonitiden, der finder sted i Belgien, mener hun ikke, at vi bare skal rive statuer ned, men også skrive en fælles historie, efter vi har væltet dem; En historie, der fortæller hele den blodige sandhed. Teksten er udgivet på INTERVENTIONS og oversat fra engelsk.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonis­er­ing er ikke bare én placer­bar begiven­hed, der fandt sted, hvor det formelle kolo­niale styre fik sin ende. Afkolonis­er­ing er en pro­ces, hvor kolo­nial­is­mens kul­turelle og epis­temiske arv fort­sat udfor­dres. I samar­be­jde med forskn­ing­spro­jek­tet ECHOES har vi udgivet e‑bogen Key­words, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teo­retiske posi­tion­er, der lig­ger bag de fort­sat­te krav om afkolonis­er­ing blotlægges.

Mediedæknin­gen af coro­na-virussen tvang os til at se vores udfor­dringer i øjnene. De begiven­hed­er, vi har oplevet de sid­ste måned­er, er uden for­til­fælde og kaster os ud i den samme uvished som tidligere store kris­er må have gjort. Disse begiven­hed­er åbn­er op for nye sprækker og forstærkede fron­ter i de his­toriske kampe, hvilket giv­er aktivis­ter mulighed for at vise ver­den en anden side af his­to­rien, der ofte mis­forstås, for­di den er så sin­drigt skjult.

Pan­demien skabte grobund for mobilis­er­ing og selvom folk ikke kunne for­lade deres hjem, var forargelsen helt tydelig. Det var en katalysator da poli­ti­et i Min­neapo­lis myrd­ede George Floyd mens han tiggede for at få lov til at trække vejret. Mordet bragte de per­son­er frem i lyset, der er fanget i det racis­tiske sys­tem og dets morderisk vold. Der er en glob­al bevægelse, der er hur­tigt har bredt sig gen­nem sociale medi­er, men dem, der så racis­mens ind­byggede vold gen­nem mordet på George Floyd, opfat­tede ikke nød­vendigvis det sys­temiske aspekt.

Billed­erne, der blev sendt ud i hele ver­den, viste de ræd­sler, minoriteter i USA – og i andre, europæiske lande – gen­nem­lever. Uhyrlighe­den har selvføl­gelig også givet gen­lyd i Bel­gien, for Bel­gien kan ikke sige sig fri for poli­tivold, racisme og benæg­telse af både dets koloni­his­to­rie og slaveri. Fak­tisk har den bel­giske stat meget svært ved at betragte sit eget sam­fund og insti­tu­tion­er som racis­tiske. Men vi ved, at racisme er et sys­tem, og lige­som alle andre sys­te­mer har det sine egne magtstrukturer. 

Desu­den er der et stort paradoks, når det gælder den del af den bel­giske befolkn­ing, der er efterkom­mere til afrikanere. Mens de generelt er bedre uddan­net end det nationale gen­nem­snit, er de oftere ekslud­eret fra arbe­jds­markedet, og ledighe­den er fire gange højere end gen­nem­snit­tet for første­gen­er­a­tionsefterkom­mere.[1]

I forhold til coro­na-virussen ved vi, at både USA og Storbri­tan­nien har flere død­stil­fælde blandt etniske minoriteter. I Bel­gien, hvor der er mange afro-bel­giere ansat i sund­hedsvæsenet, har vi ingen tal (for­di der kun eksis­ter­er etniske sta­tis­tikker i et lavt omfang). Race­spørgsmålet kasseres altid med stor snilde, selv i kam­p­en mod diskrimination.

Lige­som pan­demien, der spredte sig ver­den rundt, har Black Lives Mat­ter-bevægelsen taget fart i løbet af få dage. Fra Paris til Berlin til Mon­tre­al – i hele ver­den bliv­er der holdt demon­stra­tioner i byerne, for at vise forargelse over disse bar­bariske for­bry­delser. I for­læn­gelse af spørgsmålet om poli­tivold, genop­blussede kri­tikken af Leopold den Anden og hans styring af Fris­tat­en Con­go i det 19. århun­drede med mordet på George Floyd. Næsten 15.000 men­nesker kom til en fre­delig demon­stra­tion foran rets­bygnin­gen i Brux­elles søndag den 7. juni for at bringe de sortes sag og den kolo­niale arv frem i lyset.[2] Denne his­toriske begiven­hed blev en katalysator og kun to dage senere – lige­som det var sket i Bris­tol, i USA og Fort-De-France – beg­y­n­dte stat­uerne at falde. Én efter én. Efter den første stat­ue faldt i Antwerp, har andre byer ful­gt trop.[3]

“Stop clean­ing, start reflect­ing”. Juni, 2020. Fotoret­tighed­er: Ben­jamine Lai­ni Lusalusa

Stat­uer, der bær­er Leopold den Andens skikkelse, angribes ofte af anti-racis­ter og anti-kolo­niale aktivis­ter, for­di de krys­tallis­er­er hele den kolo­niale fornæg­telse. Disse han­dlinger stiller spørgsmål­stegn ved deres absurde tilst­ede­værelse, der gør det muligt at fort­sætte kolonis­erin­gen af vores gad­er og vores sind. Fig­uren af Leopold den Anden ind­tager en priv­i­legeret plads i Bel­giens his­to­rie. Ham, der blev døbt “Konge­byg­geren”, har efter­ladt et kolo­nialt aftryk, der har over­levet tidens gang. Han står som sym­bol på Bel­giens storhed og ære. Det er der­for, at hans tilst­ede­værelse hjem­søger vores offentlige rum og vores sind ved hjælp af stat­uer og topono­mi.[4]

Takket være den rig­dom, som hans koloni havde givet ham, byggede han banegårde, mon­u­menter, park­er og store boule­varder. Leopold den Anden bragte en rig­dom til Bel­gien, som man aldrig havde for­ven­tet. Gen­nem ham inviterede  det unge og lille Bel­gien sig selv til de store nation­ers bord og viste sig stolt frem for de andre europæiske lande.

Den pres­tige, som kolonien gav Bel­gien på den inter­na­tionale scene, forseglede Bel­giens skæb­ne og skrev dets nationale fortælling. Hvem ville vi være uden Con­go? undr­er Bel­gien sig. Mange racis­tiske rit­ualer, tabuer og tra­di­tion­er kan spores tilbage til denne prob­lema­tiske arv. Der­for er frygten for foran­dring også for­bun­det med idéen om at skulle skrive en ny nation­al fortælling – en fortælling, der er min­dre svovlende, og meget mere respek­t­fuldt over­for de mange stjålne liv. 

Føl­gelig blev Bel­giens gad­er opkaldt efter deres bødler; efter dem, der skabte den kolo­niale his­to­rie, der stadig bliv­er for­t­alt om i lære­bøgerne. Så alle vores offentlige rum er stem­plet med denne kvælende tilst­ede­værelse. Hvis vi vil van­hel­lige de per­son­er, der del­tog fuldt ud i den kolo­niale for­bry­delse, er det også nød­vendigt at fortælle his­to­rien i dens hel­hed; en his­to­rie, der ikke skjuler mor­dene på de ind­fødte, voldtægterne, mis­han­dlin­gen og alle ydmygelserne.

Frankrig gør det ikke bedre. For nyligt har præsi­dent Macron udtalt: “Jeg siger det meget klart, at Repub­likken ikke vil fjerne ét eneste spor eller navn fra sin his­to­rie. Den vil ikke glemme dets værk. Den vil ikke afmon­tere nogle stat­uer.” Det bety­der, at de hverken er vil­lige til at slette sporene af deres slave- og koloni­for­tid fra det offentlige rum – eller til at slette alle sporene af deres racis­tiske han­dlinger fra nutiden.

Men her i Bel­gien har stat­en, for fort­sat at kunne min­des koloni­his­to­riens for­bry­dere som ‘hel­lige’ fig­ur­er, val­gt at fastholde uvi­den­heden omkring koloni­his­to­rien blandt befolknin­gen og sam­tidig bevare de krim­inelle og blodi­ge per­son­er i det offentlige rum. Det er vigtigt at point­ere, at disse stat­uers tilst­ede­værelse står i skarp kon­trast til fraværet af sorte kroppe i det offentlige rum – specielt i medierne. På nuværende tid­spunkt hjem­søges gaderne mange sted­er i ver­den af gen­fær­dene af de “helte” fra det kolo­niale slaveri, der indgår som de ypper­ste sym­bol­er i mange vestlige lan­des euro­cen­triske nationale fortælling.

“I was pho­tographed by a pass­er-by while tak­ing a pic­ture of a colo­nial per­pe­tra­tor Gen­er­al Storms who com­mit­ted crimes against con­golese civil­ians on a large scale.” Fotoret­tighed­er: Ben­jamine Lai­ni Lusalusa

Demon­stran­ter, der ødelæg­ger mon­u­menter, som hylder slave­han­del eller folke­drab, bliv­er ofte beskyldt for at ville slette for­tiden. Men i dag sikr­er de fleste aktivis­ter sig, at de med deres han­dlinger i stedet fly­t­ter vores fokus mod de skikkelser, som mon­u­menterne hylder, så his­to­rien kan fortælles fra deres ofres per­spek­tiv. Koloni­ti­dens sym­bol­er for­bliv­er, på trods af at efterkom­mere af afrikanere i Bel­gien, der arbe­jder for social ret­færdighed, i mange år aktivt har sat spørgsmål­stegn ved over­flo­den af disse glo­ri­fi­cerende kolo­niale sym­bol­ers tilst­ede­værelse i det offentlige rum. 

Kam­p­en for at afmon­tere det kolo­niale offentlige rum er inten­siveret over det sid­ste årti og er en del af det samme momen­tum som demon­stra­tio­nen den 7. juni. Takket være flere gen­er­a­tioner af aktivis­ter er den ikke-insti­tu­tion­alis­erede bevægelse blevet et omdrejn­ingspunkt for den poli­tiske anti-racisme i Bel­gien. Vi er ikke læn­gere til at komme uden om, for i kam­p­en mod racisme er det nød­vendigt at anerk­ende for­rangen af dens ofres ord og han­dlinger. Fra nu af har de racialis­erede per­son­er smadret den under­lødi­ge tavshed­spligt og vil gøre dét åbenlyst, som den glob­ale befolkn­ing nægter at se.

Nedrivn­ing af mon­u­menter er en stærk sym­bol­sk han­dling, men i højere grad end dets sym­bol­ske karak­ter er det dets bidrag til at ændre sys­temet, der er det allervigtig­ste. At rive en stat­ue ned løs­er ikke den sociale ure­t­færdighed eller racis­mens prob­lem. Det er kun top­pen af en større, ubekvem prob­lem­still­ing. Vi skal hele tiden bevise, at vi er men­nesker og fort­jen­er ret­ten til at trække vejret, at vi ikke er under­kastet vores offentlige rum, men blot vid­ner til en tri­um­fer­ende poli­tisk kamp mod den fort­sat­te benæg­telse af vores værdighed, af vores radikale ret til at leve. Sådan glemmes de, der tap­pert kæm­pede som kolonis­erin­gens fri­hed­skæm­pere, i his­to­riens undergrund

Vi er nået et stadie, hvor vi ikke  læn­gere er for­bløffede og hvor vi har gen­vun­det bev­id­s­the­den om den arv, der under­miner­er vores sam­fund. Kam­p­ene mod poli­tivold og kolo­nial­is­mens for­bry­delse må ikke bare for­blive hash­tags og forsvin­de ind i glem­slen lige så snart medierne ikke læn­gere kig­ger. Vi er nu  – mere end nogensinde før – bev­id­ste om sit­u­a­tio­nens alvor, og vi er nødt til at vise vores vil­je til at ændre den sys­temiske racisme i vores samfund.

“Here at Café Con­go, a place every­body can breathe. Here, dur­ing the cel­e­bra­tion of the Inde­pen­dence day of the Con­go DC” — , Juni, 2020. Foto: All rights to @ Eric Gru­loos Sama

I en yderligere glob­alis­eret post-covid-ver­den bliv­er nød­vendighe­den af ånde­huller mere og mere åbenlys. Lad os fjerne vores mon­u­menter, vores kolo­niale rum, vores kolo­niale men­tal­iteter, der stadig find­es i dag. At give vores sted­er nye navne er også at give os selv nye navne, at placere os selv i andre roller end dem, vi blev givet af de europæiske staters grundlæg­gere. Det er en mulighed for at omskrive fortællin­gen om os selv, så den ikke gen­nem­syres af den kolo­niale arv.

Mens jeg var ved at færdig­gøre min artikel færdig, skete der noget vigtigt. Kong Philip I, der har regeret siden 2016, skrev den 30. juni, 2020 et brev til den con­gole­siske præsi­dent  Félix Tshiseke­di. Her anerk­endte han, at vold­elige og onde han­dlinger blev begået under Leopold den Andens styre (uden at sige hans navn), men også efter­føl­gende  mens Con­go var en bel­gisk koloni fra 1908 til den 30. juni 1960. Det var for begge peri­oder, han udtryk­te sin dybeste beklagelse over disse for­tidens sår.

“Under Fris­tat­en Con­go [1885–1908], blev vold­elige og bru­tale han­dlinger begået, der stadig tyn­gder vores kollek­tive erindring. Koloni­ti­den der ful­gte var årsag til lidelse og ydmygelse. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste beklagelse for for­tidens sår, nuti­dens smerte, der er blevet geno­plivet af den diskrim­i­na­tion, der stadig find­es i alt for høj grad i vores samfund.”

De begiven­hed­er, der find­er sted nu, har igen vækket debat­ten om racisme til live i Bel­gien. Kon­gen ref­er­erer her til mordet på George Floyd, den sorte mand der blev kvalt af knæet fra en politi­mand, der holdt ham nede. Kon­gen har her også blik for fremti­den og den selvransagelse, der er på vej i vores land, hvor en kom­mis­sion skal under­søge koloni­ti­den i Con­go, Rwan­da og Burun­di i sep­tem­ber.[5]

Dette er ikke en offi­ciel und­skyld­ning for det bru­tal kolonistyre, men alene his­torisk anger. Men den sym­bol­ske godt­gørelse er det første skridt mod en fælles erindring. En gen­læs­ning af vores fælles for­tid er helt afgørende. 

Når vi rejs­er os fra alt det her, lad os genop­bygge sam­men uden ærbødighed.

Ben­jamine Lai­ni Lusal­isa er en dekolo­nial aktivist med en antropol­o­gisk til­gang. Hun er bel­gisk-con­goleser og bor i Brux­elles. Tek­sten er oprindeligt udgivet på INTERVENTIONS, der er en del af det inter­na­tionale forskn­ing­spro­jekt ECHOES. Læs artiklen på engel­sk her. Tek­sten er over­sat af Kasper Mikael Jacek.

“At Café Con­go — dur­ing the cel­e­bra­tion of the Inde­pen­dence day of the Con­go DC.” Juni, 2020 Foto: All rights to @Eric Gru­loos Sama

This trans­la­tion was sup­port­ed by the Eurozine Trans­la­tions Pool which is co-fund­ed by the Cre­ative Europe Pro­gramme of the Euro­pean Union

Scroll til toppen