Urgency: Om chronopolitik, tidsstyring og rummet for eftertanke

H. C. Ørsted Instituttet i lockdown. Foto: Thomas Just Sørensen

Hvis der er noget, som coronapandemien har vist os, så er det, at det at handle i tide er helt centralt. Tidsfaktoren er kritisk, når det gælder om at undgå spredning af en smitsom virus, hvorfor den politiske ageren følgelig også bliver et spørgsmål om at handle i tide.

DET UNGE AKADEMI: I logbogen Tanker i lockdown optegner 22 unge forskere fra Det Unge Akademi deres tanker om forskning og dets rolle i samfundet under lockdownperioden i coronakrisen. Forskerne registrerer deres tanker og bevæger sig rundt i grænsefladerne mellem metode, erkendelse, etik og offentlighed, samtidig med, at de dokumenterer den forskningsverden, som de til dagligt lever i. Baggrund har – i samarbejde med Det Unge Akademi – skabt et onlinerum, hvor man kan gå på opdagelse i den gratis udgivelse.

Dette er i hvert fald, hvad statsminister Mette Frederiksen ved flere pressemøder har kundgjort på ganske utvetydig vis. Der er ikke tid til at nøle eller at vente, vi må handle nu for at undgå noget langt værre. Situationen kræver altså ifølge statsministeren en hurtig politisk ageren for at undgå yderligere smitte og tab af menneskeliv. Der kan ifølge denne logik heller ikke altid være tid til at vente på beviser eller på sagkundskabens beregninger; dette vil i de mest kritiske situationer alt sammen kun svække beslutningernes effekt.

Efter en periode med sådanne hastige beslutninger på basis af en uforudset sundhedskrise, så er det på sin plads at stoppe op og besinde sig på, hvilke former for chronopolitik, dvs. tidspolitik, der materialiserer sig i disse år. Det er nemlig ikke blot under coronapandemien, at særlige krav om at handle hurtigt er blevet artikuleret. Tværtom, så lader spørgsmålet om tid og det at handle i tide til at være den centrale figur i de forandringer, der diskuteres i relation til klima over opgør med social uretfærdighed under de arabiske opstande til de verserende protester imod racevold ikke bare i en amerikansk, men også i en global kontekst.

Med dette sæt af forskellige kontekster i baghovedet, så er coronasituationen en anledning til at reflektere over, hvad det i grunden vil sige, at noget er urgent, at noget haster? Hvad vil det sige, at noget ikke står til at udsætte, at der ikke kan handles senere, men kun ’nu’? Og hvem har muligheder for at fremstille en situation som bydende nødvendig at agere på? Og omvendt, hvilke ting og emner må så vente eller sættes på standby, når krisen er den store logik?

Antropologien har gennem en årrække været optaget af temporalitet, eller hvad der på dansk kunne kaldes for tidslighed, som forskningsemne. Og i og for sig er temporalitet altid indlejret i kulturbeskrivelsen. Tidligere har dette givet sig udslag i beskrivelsen af andre folkeslag eller kulturer som værende placeret på en udviklingslinje, hvor deres relative grad af fremskridt eller tilbageståenhed netop blev anskueliggjort i temporale metaforer. Denne målen af ”kulturelle andre” i tid, som mere eller mindre tilbagestående og en tilsvarende ide om modernitet som hvilende på bestemte former for fremskridt, er i dag omdiskuteret. I stedet for blot at have en ide om én enkelt modernitet efter vestligt tilsnit, så er der nok nærmere tale om forskellige moderniteter med beslægtede karakteristika, men også væsentlige forskelle.

En fællesnævner for ideen om disse moderniteter er dog, at tiden opfattes som accelererende. Med nye teknologiske landvindinger så gøres det muligt at gøre flere ting hurtigere, og endda samtidigt. Vaskemaskiner, biler, computere, smartphones og internettet har givet uanede muligheder for løsninger, kontakt, kommunikation og hurtig transport, hvor tid og rum komprimeres. Men acceleration er ikke i sig selv det samme som den form for tidspolitik, som vi finder i krisen og krisehåndteringen. Accelerationen får helt sikkert den konsekvens, at mange oplever forandringstakten som udfordrende og måske endda også ødelæggende for selv at kunne tage aktive valg. Moderne tid og arbejdsliv lægger med andre ord et stigende pres i retning af effektivitet og tidsregistrering og tidsstyring over på individet.

I en normalsituation uden krise kan det være udfordrende nok at balancere de forskellige krav, der måtte være til tidsstyring. Modeller for at arbejde bedre og mere sundt med sin tid, at prioritere rigtigt og at tage de rigtige valg er derfor et mantra, der blandt andet er anskueliggjort i modeller, der skulle tjene som værktøj til at vurdere, hvad der urgent, altså haster, sat overfor hvad der er henholdsvis vigtigt eller uvigtigt og må vente. Udfordringen, synes denne lærdom at være, er, at vi ofte kommer til at bruge megen tid på ting, der haster, men som ikke er vigtige. Kunne man derimod bruge mere tid på ting, der er vigtige både, når de haster, men også når de er mindre presserende, så vil både effektiviteten og meningen med de specifikke opgaver stå tydeligere.

Hvor disse temaer velsagtens er velkendte for mange, der reflekterer over deres liv og sociale omstændigheder, så kan en antropologisk analyse af tidslogikker hjælpe os til at forstå den chronopolitik, der ligger bag. Hos de gamle grækere betegnede chronos, tidens gang, og denne forstår vi ofte som den målbare tid. Herover for står kairos, tiden for den kritiske afgørelse eller beslutning. Vi har med andre ord tiden forstået som forløb over for tiden forstået som kritisk tærskel for handling. Hvor de fleste af os kan være strukket ud mellem tidens fortløbende gang og så de begivenheder, der sætter os over for en afgørende beslutning, så er det særlige ved krisens tid, at den så at sige gør chronos kairologisk. Selve tidens gang bliver kritisk, eller er sågar i krise.

Opfattelsen af at selve tidens gang skulle være i krise adskiller sig fra en klassisk forståelse, hvor krisen var at forstå som et tidspunkt. I dag når krisen sættes op som en udstrakt tilstand, så viser det, hvordan tiden mobiliseres politisk. Politisk ledelse kan her anskues som chronopolitik, hvor det at bestemme over tid bliver et centralt våben både i håndtering af aktuelle kriser, men også i relation til, hvordan selve fremtiden forestilles. Under coronaens tegn så er det altså ikke kun virus, der skaber en krisebevidsthed, men især den politiske mobilisering af nødvendigheden af at handle nu, der indrammer rummet for ikke kun handling, men også for eftertanke. Med denne krisens tidspolitik tilsidesættes muligheden for at stille sig kritisk an, i hvert fald momentant.

Netop på grund af denne midlertidige tilsidesættelse af kritik er det essentielt, at der aktivt tages ejerskab over, hvordan fremtiden forestilles. I krisen bliver tidshorisonten forkortet. Det er den umiddelbare og nære fremtid, der forsøges påvirket. I det aktive forsøg på at tænke udover krisen behøves der derfor en længere tidshorisont. Det er netop her, at rummet for eftertanke bliver essentielt, et rum, der forholder sig ikke kun responsivt på den umiddelbare situation, men som efter bedste evne inddrager den forhåndenværende viden for at planlægge i retning af bedre veje ikke kun igennem krisen, men også ud over den.

Et antropologisk bidrag til at forstå den chronopolitik, der sætter nuet som det centrale, er altså at vise, hvordan den konkrete indramning og anvendelse af urgency siger noget om, hvordan vores samtid forstår sig selv og sine muligheder. De herskende måder at handle på tid på viser os, hvilke former for tidsopfattelse, der er dominerende. Antropologisk set, så er tidsopfattelser altid vævet sammen med eller er understøttet af ideer om kultur. Det vil sige, at en samtid orienteret mod nutiden har mindre tilbøjelighed til at reflektere over fortiden og fremtiden, da nuet er den umiddelbare forventningshorisont. I forsøget på at tænke ud over krisen, både som begivenhed og som fortælling, ligger muligheden for at tænke nærmere over, hvad der er vigtigt i tiden, hvad der tåler gentagelse, hvad der må afværges, og hvad der i grunden er bedst at forholde sig afventende til.


Videre læsning

Det Unge Akademi: Tanker i lockdown

Manpreet K. Janeja & Andreas Bandak (2018) Ethnographies of Waiting. Doubt, Hope, and Uncertainty. London: Bloomsbury.

Bandak, Andreas & Simon Coleman (2019) ‘Different Repetitions: Anthropological Engagements with Figures of Return, Recurrence and Redundancy’, History and Anthropology vol. 30(2): 119-132.

Scroll til toppen