Urgency: Om chronopolitik, tidsstyring og rummet for eftertanke

H. C. Ørst­ed Insti­tut­tet i lock­down. Foto: Thomas Just Sørensen

Hvis der er noget, som coronapandemien har vist os, så er det, at det at handle i tide er helt centralt. Tidsfaktoren er kritisk, når det gælder om at undgå spredning af en smitsom virus, hvorfor den politiske ageren følgelig også bliver et spørgsmål om at handle i tide.

DET UNGE AKADEMI: I log­bo­gen Tanker i lock­down opteg­n­er 22 unge forskere fra Det Unge Akade­mi deres tanker om forskn­ing og dets rolle i sam­fun­det under lock­down­pe­ri­o­den i coro­n­akrisen. Forskerne reg­istr­erer deres tanker og bevæger sig rundt i grænse­fladerne mellem metode, erk­endelse, etik og offent­lighed, sam­tidig med, at de doku­menter­er den forskn­ingsver­den, som de til dagligt lever i. Bag­grund har – i samar­be­jde med Det Unge Akade­mi – skabt et onlinerum, hvor man kan gå på opdagelse i den gratis udgivelse.

Dette er i hvert fald, hvad statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen ved flere pressemøder har kundgjort på ganske utvety­dig vis. Der er ikke tid til at nøle eller at vente, vi må han­dle nu for at undgå noget langt værre. Sit­u­a­tio­nen kræver alt­så ifølge statsmin­is­teren en hur­tig poli­tisk ageren for at undgå yderligere smitte og tab af men­neske­liv. Der kan ifølge denne logik heller ikke altid være tid til at vente på bevis­er eller på sagkund­sk­abens bereg­ninger; dette vil i de mest kri­tiske sit­u­a­tion­er alt sam­men kun svække beslut­ningernes effekt.

Efter en peri­ode med sådanne hastige beslut­ninger på basis af en uforud­set sund­hed­skrise, så er det på sin plads at stoppe op og besinde sig på, hvilke for­mer for chro­nop­o­li­tik, dvs. tid­spoli­tik, der mate­ri­alis­er­er sig i disse år. Det er nem­lig ikke blot under coro­n­a­pan­demien, at særlige krav om at han­dle hur­tigt er blevet artikuleret. Tvær­tom, så lad­er spørgsmålet om tid og det at han­dle i tide til at være den cen­trale fig­ur i de foran­dringer, der diskuteres i rela­tion til kli­ma over opgør med social ure­t­færdighed under de ara­biske opstande til de verserende pro­test­er imod racevold ikke bare i en amerikan­sk, men også i en glob­al kontekst.

Med dette sæt af forskel­lige kon­tek­ster i baghovedet, så er coro­n­a­sit­u­a­tio­nen en anled­ning til at reflek­tere over, hvad det i grun­den vil sige, at noget er urgent, at noget haster? Hvad vil det sige, at noget ikke står til at udsætte, at der ikke kan han­dles senere, men kun ’nu’? Og hvem har mulighed­er for at frem­stille en sit­u­a­tion som bydende nød­vendig at agere på? Og omvendt, hvilke ting og emn­er må så vente eller sættes på stand­by, når krisen er den store logik?

Antropolo­gien har gen­nem en årrække været optaget af tem­po­ralitet, eller hvad der på dan­sk kunne kaldes for tid­s­lighed, som forskn­ingsemne. Og i og for sig er tem­po­ralitet altid indle­jret i kul­turbeskriv­elsen. Tidligere har dette givet sig udslag i beskriv­elsen af andre folkeslag eller kul­tur­er som værende plac­eret på en udviklingslin­je, hvor deres rel­a­tive grad af frem­skridt eller tilbageståenhed netop blev anskuelig­gjort i tem­po­rale metafor­er. Denne målen af ”kul­turelle andre” i tid, som mere eller min­dre tilbagestående og en tilsvarende ide om moder­nitet som hvilende på bestemte for­mer for frem­skridt, er i dag omdiskuteret. I stedet for blot at have en ide om én enkelt moder­nitet efter vestligt tilsnit, så er der nok nærmere tale om forskel­lige moder­niteter med beslægt­ede karak­ter­is­ti­ka, men også væsentlige forskelle.

En fællesnævn­er for ideen om disse moder­niteter er dog, at tiden opfattes som accel­ererende. Med nye tek­nol­o­giske land­vin­dinger så gøres det muligt at gøre flere ting hur­tigere, og end­da sam­tidigt. Vaske­mask­in­er, bil­er, com­put­ere, smart­phones og inter­net­tet har givet uanede mulighed­er for løs­ninger, kon­takt, kom­mu­nika­tion og hur­tig trans­port, hvor tid og rum kom­primeres. Men accel­er­a­tion er ikke i sig selv det samme som den form for tid­spoli­tik, som vi find­er i krisen og krisehåndteringen. Accel­er­a­tio­nen får helt sikkert den kon­sekvens, at mange oplever foran­dringstak­ten som udfor­drende og måske end­da også ødelæggende for selv at kunne tage aktive valg. Mod­erne tid og arbe­jd­sliv læg­ger med andre ord et sti­gende pres i ret­ning af effek­tivitet og tid­sreg­istrering og tidsstyring over på individet.

I en nor­mal­si­t­u­a­tion uden krise kan det være udfor­drende nok at bal­ancere de forskel­lige krav, der måtte være til tidsstyring. Mod­eller for at arbe­jde bedre og mere sundt med sin tid, at pri­or­itere rigtigt og at tage de rigtige valg er der­for et mantra, der blandt andet er anskuelig­gjort i mod­eller, der skulle tjene som værk­tøj til at vur­dere, hvad der urgent, alt­så haster, sat over­for hvad der er hen­holdsvis vigtigt eller uvigtigt og må vente. Udfor­drin­gen, synes denne lær­dom at være, er, at vi ofte kom­mer til at bruge megen tid på ting, der haster, men som ikke er vigtige. Kunne man der­i­mod bruge mere tid på ting, der er vigtige både, når de haster, men også når de er min­dre presserende, så vil både effek­tiviteten og menin­gen med de speci­fikke opgaver stå tydeligere.

Hvor disse temaer vel­sagtens er velk­endte for mange, der reflek­ter­er over deres liv og sociale omstændighed­er, så kan en antropol­o­gisk analyse af tid­slogikker hjælpe os til at fors­tå den chro­nop­o­li­tik, der lig­ger bag. Hos de gam­le grækere beteg­nede chronos, tidens gang, og denne forstår vi ofte som den målbare tid. Herover for står kairos, tiden for den kri­tiske afgørelse eller beslut­ning. Vi har med andre ord tiden forstået som for­løb over for tiden forstået som kri­tisk tærskel for han­dling. Hvor de fleste af os kan være strukket ud mellem tidens fortløbende gang og så de begiven­hed­er, der sæt­ter os over for en afgørende beslut­ning, så er det særlige ved krisens tid, at den så at sige gør chronos kairol­o­gisk. Selve tidens gang bliv­er kri­tisk, eller er sågar i krise.

Opfat­telsen af at selve tidens gang skulle være i krise adskiller sig fra en klas­sisk forståelse, hvor krisen var at fors­tå som et tid­spunkt. I dag når krisen sættes op som en udstrakt til­stand, så vis­er det, hvor­dan tiden mobilis­eres poli­tisk. Poli­tisk ledelse kan her anskues som chro­nop­o­li­tik, hvor det at bestemme over tid bliv­er et cen­tralt våben både i håndtering af aktuelle kris­er, men også i rela­tion til, hvor­dan selve fremti­den forestilles. Under coro­n­aens tegn så er det alt­så ikke kun virus, der skaber en krise­be­v­id­s­thed, men især den poli­tiske mobilis­er­ing af nød­vendighe­den af at han­dle nu, der indram­mer rum­met for ikke kun han­dling, men også for efter­tanke. Med denne krisens tid­spoli­tik til­sidesættes mulighe­den for at stille sig kri­tisk an, i hvert fald momentant.

Netop på grund af denne midler­tidi­ge til­sidesæt­telse af kri­tik er det essen­tielt, at der aktivt tages ejer­skab over, hvor­dan fremti­den forestilles. I krisen bliv­er tid­sho­rison­ten forko­rtet. Det er den umid­del­bare og nære fremtid, der forsøges påvirket. I det aktive forsøg på at tænke udover krisen behøves der der­for en læn­gere tid­sho­risont. Det er netop her, at rum­met for efter­tanke bliv­er essen­tielt, et rum, der forhold­er sig ikke kun respon­sivt på den umid­del­bare sit­u­a­tion, men som efter bed­ste evne ind­drager den forhåndenværende viden for at plan­lægge i ret­ning af bedre veje ikke kun igen­nem krisen, men også ud over den.

Et antropol­o­gisk bidrag til at fors­tå den chro­nop­o­li­tik, der sæt­ter nuet som det cen­trale, er alt­så at vise, hvor­dan den konkrete indramn­ing og anven­delse af urgency siger noget om, hvor­dan vores samtid forstår sig selv og sine mulighed­er. De hersk­ende måder at han­dle på tid på vis­er os, hvilke for­mer for tid­sop­fat­telse, der er dominerende. Antropol­o­gisk set, så er tid­sop­fat­telser altid vævet sam­men med eller er under­støt­tet af ideer om kul­tur. Det vil sige, at en samtid ori­en­teret mod nuti­den har min­dre tilbø­je­lighed til at reflek­tere over for­tiden og fremti­den, da nuet er den umid­del­bare for­vent­ning­sho­risont. I forsøget på at tænke ud over krisen, både som begiven­hed og som fortælling, lig­ger mulighe­den for at tænke nærmere over, hvad der er vigtigt i tiden, hvad der tåler gen­t­agelse, hvad der må afværges, og hvad der i grun­den er bedst at forholde sig afven­tende til.


Videre læsning

Det Unge Akade­mi: Tanker i lockdown

Man­preet K. Jane­ja & Andreas Ban­dak (2018) Ethno­gra­phies of Wait­ing. Doubt, Hope, and Uncer­tain­ty. Lon­don: Bloomsbury.

Ban­dak, Andreas & Simon Cole­man (2019) ‘Dif­fer­ent Rep­e­ti­tions: Anthro­po­log­i­cal Engage­ments with Fig­ures of Return, Recur­rence and Redun­dan­cy’, His­to­ry and Anthro­pol­o­gy vol. 30(2): 119–132.

Scroll til toppen