Eksakte og ikke-sagte tal i Rusland: Pandemiens tal taler forskellige sprog

Under coronapandemien har offentligheden fulgt Johns Hopkins-universitetets daglige opdateringer af smittetal verden over. “Tallene taler deres tydelige sprog,” siger politikerne og begrunder nationale kristestrategier med henvisning til videnskaben.

DET UNGE AKADEMI: I logbogen Tanker i lockdown optegner 22 unge forskere fra Det Unge Akademi deres tanker om forskning og dets rolle i samfundet under lockdownperioden i coronakrisen. Forskerne registrerer deres tanker og bevæger sig rundt i grænsefladerne mellem metode, erkendelse, etik og offentlighed, samtidig med, at de dokumenterer den forskningsverden, som de til dagligt lever i. Baggrund har – i samarbejde med Det Unge Akademi – skabt et onlinerum, hvor man kan gå på opdagelse i den gratis udgivelse.

Statistikere kender til vanskeligheden ved at sammenligne tal på tværs af landegrænser. Forskellige opgørelsesmetoder, forsinkede indberetninger eller en fejl i Excel-arket mudrer resultaterne. Det samlede billede findes ikke. Alligevel suger vi de offentliggjorte dødstaldoser til os, som om vi kan bevare overblikket og kontrollen over den globale krisesituation gennem optælling alene.

Vi tror, tal er universalsprog. I den åbne verden tager vi numeriske data for pålydende. Dette er en misforståelse. Tal taler forskellige sprog. Derfor er pandemien også en talkrise, hvor ’mørketal’ ryster den folkevalgtes hånd. Vi kan reagere trodsigt-impulsivt ved at beskylde fremmede magter af mindre demokratisk tilsnit for at lyve om tallene. Vi kan fælde dom over de forkastelige fortielser, der på slutlinjen koster endnu flere menneskeliv. Men måske taler de mange tal, der strømmer ind fra hele kloden, snarere sprog, vi ikke forstår.

Når russisk viceministerpræsident for Social- og Sundhedsvæsen Tatjana Golikova praler over for sin statsstyrede presse med, at det indenlandske dødstal er 7,5 gange lavere end det globale gennemsnit, er dette udsagn et klart signal til enhver oplyst borger i det russiske samfund om, at man ikke-officielt skal gange det officielle tal op med minimum faktor 7,5. Denne lidt kryptiske mellemregning udføres uden videre besvær af det erfarne russiske modtagerpublikum, som gennem flere generationer er optrænet i afkodning af ’Æsopisk sprog’, benævnt efter den græske fabeldigters ’kodning’ af sine budskaber gennem allegoriske omskrivninger.

Russen som fritænker – dansken som autoritetstro

I mine studier af læsningens historie i Rusland er jeg optaget af at undersøge, hvilke rum for handling og ytring netop denne evne til læse mellem linjerne giver samtidens russiske læsere og seere digitalt og på tryk. At man ikke må undervurdere den russiske offentlighed, har historien vist flere gange. Russere er langt fra en flok manipulerede får, der blot passivt ser til på skærmen. Da sovjetisk stats-TV under August-kuppet i 1991 pludseligt ryddede sendefladen med en transmitteret opførelse af Svanesøen, opfattede befolkningen ikke dette som en invitation til at sidde de næste fire timer og se Tjajkovskij, men derimod som et alle-kald til øjeblikkeligt at indtage gaderne. I den forstand må vi forestille os den russiske offentlighed som uafhængig og frit tænkende.

Uden for sammenligning forekommer vores hjemlige reaktion på fredagsfællessang i krisens bedste sendetid forbløffende tam og ukritisk. De danske seere tager radiopigekorets budskab for pålydende, som en invitation til rent faktisk at smøre voks på sideskilningen til en sofa-selfie. Fra et helbredsmæssigt synspunkt har denne blinde tillid til det udsagte, til myndighedernes anvisninger samt troen på, at staten vil os det bedste, muligvis både gavnet og guidet vores kollektive adfærd under nedlukningen af samfundet. Men som offentlighed forholder vi os overvejende uselvstændigt og autoritetstro.

Udfordringen opstår, når vira og alverdens andre problemer ikke lader sig opholde ved vildsvinehegnet. Så kommer den vestligt centrerede offentlighed til kort, fordi vi som utrænede, naive læsere har sløvet vores sans for afkodning af usagte tal og falske nyheder, som vi møder i den globale mediestrøm her i 250 året for selvfejringen af vores fælles trykkefrihed. Som ikke er så fælles. Vi fejlvurderer globale risici ved at glemme, at sådanne rettigheder i forhold til både historisk og geografisk udbredelse er en undtagelse, snarere end et almengyldigt princip.

Talknuser

Tatjana Golikova lyver altså. Skamløst og uundskyldeligt direkte i mikrofonen. Men en moralsk forkastelse af den løgn bringer os ikke meget videre, for ud fra en mere nøgtern betragtning er løgnen et vilkår for det politiske system, hun virker i. De russiske vælgere forventer ikke pålidelige tal eller udsagn fra en uddannet planøkonom, hvis senere ph.d.-afhandling net- aktivister afviser som plagiat. For nyligt blev vælgerne snydt med en upopulær pensionsreform, der skulle dække over landets gabende tomme pensionskasser. Og nu hvor pension så ikke bliver aktuelt, indberettes deres alt for tidlige dødsfald kun, hvis en autopsi har fastslået Covid-19 som afgørende dødsårsag. Efterladte ønsker sjældent obduktion, særligt ikke de troende i de hårdt ramte områder i det nordlige Kaukasus. Hvem skulle i øvrigt udføre arbejdet på de russiske hospitaler, som er tømt efter årtiers hjerneflugt, fordi en læge i det offentlige sundhedsvæsen tjener en tiendedel af gennemsnitslønnen for en administrativ medarbejder i det omfattende embedsværk. Mens den kulørte presse beretter, hvordan Golikova med sin højtstående mand spiller ministerlønningerne op på Hotel Fairmont casinoet i Monte Carlo, fremstiller mere kritiske dele af pressen hende i korruptionsskandaler med tætte tråde til den russiske medicinalindustri. Hendes lovgivning beskytter hjemmeindustrien ved at vanskeliggøre import af livsvigtig vestlig medicin til russiske patienter. Hun er fortaler for det omstridte russisk fremstillede influenzamiddel, Arbidol, som både russiske og kinesiske myndigheder nu også anbefaler afprøvet imod SARS og Covid-19. Alt sådant medregner russiske læsere i deres rutinerede tolkning af Golikovas gennemsnit.

Når Johns Hopkins University videregiver data fra en sådan afsender uden mulighed for efterprøvelse, så cirkulerer tallene straks ud i den globale offentlighedssfære – nu som ’videnskabelige’ fakta leveret af et velanset universitet. Oversættelsen af tallenes samfundsmæssige kontekst mangler. I bedste fald bliver tallene intetsigende, i værste fald fejlinformerer og forvirrer de den nu stærkt udvidede modtagergruppe.

Tal oplever akut mangel på oversættelse

Tal er som ord en meddelelse, der kommunikeres i et bestemt kildesystem, som afhænger af politiske, sociokulturelle og økonomiske vilkår på et givent sted og tidspunkt. Når tal overføres til et andet system, hvor ganske andre vilkår hersker, så må man oversætte hele meddelelsen med alle mellemregningerne til målsproget, hvis målpublikummet skal have en chance for at afkode tallene nogenlunde meningsfuldt.

Mens sundhedsvidenskaben og de eksakte videnskaber leverer umiddelbart målbare resultater og aflæselige prognoser, som kan sandsynliggøres ved hjælp af synlige grafer, for samfundets akutberedskab, så er sprog- og områdestudier ligeså afgørende, hvis vi ikke fremover fortsat skal fejloversætte, hvad andre landes datakilder meddeler eller ikke meddeler. Hvis ikke vi gør dette, risikerer vi fatalt at undervurdere kommende globale kriser. For det er ikke de eksakte, men ikke-sagte tal, der virkeligt tæller. Netop de humanistiske- og samfundsvidenskabelige discipliner søger at forstå det usagte, at sætte ord på det implicitte og at beskrive det uudsigelige i de komplekse verdener, som tal udspringer af.

At vende verden ryggen, mens vi håber, det går over, er hverken udtryk for klogskab eller samfundssind. At opprioritere studiet af verdenssprog og -regioner i både uddannelsessystemet og forskningssektoren er derimod fremtidssind.

Videre læsning

Det Unge Akademi: Tanker i lockdown

Dubin, Boris. Masse, Macht, Manipulation: Putins Rating und Russlands Gesellschaft. Osteuropa vol. 7, 2014, s. 3–12. Tilgængeliggjort i oversættelse fra russisk til tysk af Volker Weichsel: https://www.zeitschrift-osteuropa.de/ hefte/2014/7/macht-masse-manipulation/