Eksakte og ikke-sagte tal i Rusland: Pandemiens tal taler forskellige sprog

Foto: Per Lunnemann

Under coronapandemien har offentligheden fulgt Johns Hopkins-universitetets daglige opdateringer af smittetal verden over. “Tallene taler deres tydelige sprog,” siger politikerne og begrunder nationale kristestrategier med henvisning til videnskaben.

DET UNGE AKADEMI: I log­bo­gen Tanker i lock­down opteg­n­er 22 unge forskere fra Det Unge Akade­mi deres tanker om forskn­ing og dets rolle i sam­fun­det under lock­down­pe­ri­o­den i coro­n­akrisen. Forskerne reg­istr­erer deres tanker og bevæger sig rundt i grænse­fladerne mellem metode, erk­endelse, etik og offent­lighed, sam­tidig med, at de doku­menter­er den forskn­ingsver­den, som de til dagligt lever i. Bag­grund har – i samar­be­jde med Det Unge Akade­mi – skabt et onlinerum, hvor man kan gå på opdagelse i den gratis udgivelse.

Sta­tis­tikere kender til vanske­lighe­den ved at sam­men­ligne tal på tværs af lan­de­grænser. Forskel­lige opgørelses­me­toder, forsinkede ind­beretninger eller en fejl i Excel-arket mudr­er resul­tater­ne. Det sam­lede billede find­es ikke. Alligev­el sug­er vi de offentlig­gjorte død­stal­dos­er til os, som om vi kan bevare overb­likket og kon­trollen over den glob­ale kris­esi­t­u­a­tion gen­nem optælling alene.

Vi tror, tal er uni­ver­sal­sprog. I den åbne ver­den tager vi numeriske data for pålydende. Dette er en misforståelse. Tal taler forskel­lige sprog. Der­for er pan­demien også en talkrise, hvor ’mør­ke­tal’ rys­ter den folke­val­gtes hånd. Vi kan rea­gere trod­sigt-impul­sivt ved at beskylde fremmede magter af min­dre demokratisk tilsnit for at lyve om tal­lene. Vi kan fælde dom over de forkastelige for­tielser, der på slut­lin­jen koster end­nu flere men­neske­liv. Men måske taler de mange tal, der strøm­mer ind fra hele klo­den, snarere sprog, vi ikke forstår.

Når rus­sisk vicem­i­nis­ter­præsi­dent for Social- og Sund­hedsvæsen Tat­jana Goliko­va praler over for sin statsstyrede presse med, at det inden­landske død­stal er 7,5 gange lavere end det glob­ale gen­nem­snit, er dette udsagn et klart sig­nal til enhver oplyst borg­er i det rus­siske sam­fund om, at man ikke-offi­cielt skal gange det offi­cielle tal op med min­i­mum fak­tor 7,5. Denne lidt kryp­tiske mellem­reg­n­ing udføres uden videre besvær af det erfarne rus­siske mod­tager­pub­likum, som gen­nem flere gen­er­a­tioner er optrænet i afkod­ning af ’Æsopisk sprog’, benævnt efter den græske fabeldigters ’kod­ning’ af sine bud­sk­aber gen­nem alle­goriske omskrivninger.

Russen som fritænker – dansken som autoritetstro

I mine studi­er af læs­nin­gens his­to­rie i Rus­land er jeg optaget af at under­søge, hvilke rum for han­dling og ytring netop denne evne til læse mellem lin­jerne giv­er samti­dens rus­siske læsere og seere dig­i­talt og på tryk. At man ikke må under­vur­dere den rus­siske offent­lighed, har his­to­rien vist flere gange. Russere er langt fra en flok manip­ulerede får, der blot pas­sivt ser til på skær­men. Da sov­jetisk stats-TV under August-kup­pet i 1991 plud­seligt ryddede sende­fladen med en trans­mit­teret opførelse af Svanesøen, opfat­tede befolknin­gen ikke dette som en invi­ta­tion til at sid­de de næste fire timer og se Tja­jkovskij, men der­i­mod som et alle-kald til øje­b­likke­ligt at ind­tage gaderne. I den for­stand må vi forestille os den rus­siske offent­lighed som uafhængig og frit tænkende.

Uden for sam­men­lign­ing forekom­mer vores hjem­lige reak­tion på fredags­fæl­lessang i krisens bed­ste sende­tid for­bløf­fende tam og ukri­tisk. De danske seere tager radiopigeko­rets bud­skab for pålydende, som en invi­ta­tion til rent fak­tisk at smøre voks på sideskil­nin­gen til en sofa-self­ie. Fra et hel­bredsmæs­sigt syn­spunkt har denne blinde tillid til det udsagte, til myn­dighed­ernes anvis­ninger samt troen på, at stat­en vil os det bed­ste, muligvis både gavnet og guidet vores kollek­tive adfærd under ned­luknin­gen af sam­fun­det. Men som offent­lighed forhold­er vi os overve­jende uselvstændigt og autoritetstro.

Udfor­drin­gen opstår, når vira og alver­dens andre prob­le­mer ikke lad­er sig opholde ved vildsvine­heg­net. Så kom­mer den vestligt cen­tr­erede offent­lighed til kort, for­di vi som utrænede, naive læsere har sløvet vores sans for afkod­ning af usagte tal og falske nyhed­er, som vi møder i den glob­ale mediestrøm her i 250 året for selvfe­jrin­gen af vores fælles trykke­fri­hed. Som ikke er så fælles. Vi fejlvur­der­er glob­ale risi­ci ved at glemme, at sådanne ret­tighed­er i forhold til både his­torisk og geografisk udbre­delse er en und­tagelse, snarere end et almengyldigt princip.

Talknuser

Tat­jana Goliko­va lyver alt­så. Skam­løst og uund­skyldeligt direk­te i mikro­fo­nen. Men en moral­sk forkas­telse af den løgn bringer os ikke meget videre, for ud fra en mere nøgtern betragt­ning er løg­nen et vilkår for det poli­tiske sys­tem, hun virk­er i. De rus­siske væl­gere for­ven­ter ikke pålidelige tal eller udsagn fra en uddan­net planøkonom, hvis senere ph.d.-afhandling net- aktivis­ter afvis­er som pla­giat. For nyligt blev væl­gerne sny­dt med en upop­ulær pen­sion­sre­form, der skulle dække over lan­dets gabende tomme pen­sion­skass­er. Og nu hvor pen­sion så ikke bliv­er aktuelt, ind­berettes deres alt for tidlige døds­fald kun, hvis en autop­si har fastslået Covid-19 som afgørende dødsårsag. Efter­ladte ønsker sjældent obduk­tion, særligt ikke de troende i de hårdt ramte områder i det nordlige Kauka­sus. Hvem skulle i øvrigt udføre arbe­jdet på de rus­siske hos­pi­taler, som er tømt efter årtiers hjerne­flugt, for­di en læge i det offentlige sund­hedsvæsen tjen­er en tiend­edel af gen­nem­snit­sløn­nen for en admin­is­tra­tiv medar­be­jder i det omfat­tende embedsværk. Mens den kulørte presse beretter, hvor­dan Goliko­va med sin højtstående mand spiller min­is­ter­løn­ningerne op på Hotel Fair­mont casi­noet i Monte Car­lo, frem­stiller mere kri­tiske dele af pressen hende i kor­rup­tion­sskan­daler med tætte tråde til den rus­siske med­i­c­i­nalin­dus­tri. Hen­des lov­givn­ing beskyt­ter hjem­mein­dus­trien ved at vanske­lig­gøre import af livsvigtig vestlig med­i­cin til rus­siske patien­ter. Hun er for­t­aler for det omstridte rus­sisk frem­stillede influen­za­mid­del, Arbidol, som både rus­siske og kine­siske myn­dighed­er nu også anbe­faler afprøvet imod SARS og Covid-19. Alt sådant medreg­n­er rus­siske læsere i deres ruti­nerede tolkn­ing af Goliko­vas gennemsnit.

Når Johns Hop­kins Uni­ver­si­ty videre­giv­er data fra en sådan afsender uden mulighed for efter­prøvelse, så cirkulerer tal­lene straks ud i den glob­ale offent­lighedss­fære – nu som ’viden­sk­a­belige’ fak­ta lev­eret af et velanset uni­ver­sitet. Over­sæt­telsen af tal­lenes sam­fundsmæs­sige kon­tekst man­gler. I bed­ste fald bliv­er tal­lene intet­si­gende, i værste fald fejlin­former­er og forvir­rer de den nu stærkt udvid­ede modtagergruppe.

Tal oplever akut mangel på oversættelse

Tal er som ord en med­delelse, der kom­mu­nikeres i et bestemt kildesys­tem, som afhænger af poli­tiske, sociokul­turelle og økonomiske vilkår på et givent sted og tid­spunkt. Når tal over­føres til et andet sys­tem, hvor ganske andre vilkår hersker, så må man over­sætte hele med­delelsen med alle mellem­reg­ningerne til målsproget, hvis målpublikummet skal have en chance for at afkode tal­lene nogen­lunde meningsfuldt.

Mens sund­hedsv­i­den­sk­aben og de eksak­te viden­sk­aber lev­er­er umid­del­bart målbare resul­tater og aflæselige prog­noser, som kan sandsyn­lig­gøres ved hjælp af syn­lige grafer, for sam­fun­dets akut­bered­skab, så er sprog- og områdestudier lige­så afgørende, hvis vi ikke fre­mover fort­sat skal fejlover­sætte, hvad andre lan­des datak­ilder med­del­er eller ikke med­del­er. Hvis ikke vi gør dette, risik­er­er vi fatalt at under­vur­dere kom­mende glob­ale kris­er. For det er ikke de eksak­te, men ikke-sagte tal, der virke­ligt tæller. Netop de human­is­tiske- og sam­fundsv­i­den­sk­a­belige dis­ci­plin­er søger at fors­tå det usagte, at sætte ord på det implicitte og at beskrive det uudsigelige i de kom­plekse ver­den­er, som tal udspringer af.

At vende ver­den ryggen, mens vi håber, det går over, er hverken udtryk for klogskab eller sam­fundssind. At oppri­or­itere studi­et af ver­denssprog og ‑region­er i både uddan­nelsessys­temet og forskn­ingssek­toren er der­i­mod fremtidssind.


Videre læsning

Det Unge Akade­mi: Tanker i lockdown

Dubin, Boris. Masse, Macht, Manip­u­la­tion: Putins Rat­ing und Rus­s­lands Gesellschaft. Osteu­ropa vol. 7, 2014, s. 3–12. Tilgæn­gelig­gjort i over­sæt­telse fra rus­sisk til tysk af Volk­er Weich­sel: https://www.zeitschrift-osteuropa.de/ hefte/2014/7/­macht-masse-manip­u­la­tion/

Scroll til toppen