Gammel erotik og usynliggjort vold

Foto: Per Lunnemann

For nogle år siden fandt historiker Hans Bonde guld. Han fik fingrene i en lang og intens brevveksling mellem den berømte gymnast og forfatter I.P. Müller (1866–1938) og dennes forlovede. Brevvekslingen rummer dybt erotiske beskrivelser af afsenderens minder om tidligere elskovsmøder og deres fantasier om igen ved næste møde at bringe hinanden i ekstase på alskens udsøgte måder. Bløde lår, fristende stillinger og safter, der sprøjter. Brevene er skrevet i slutningen af 1800-tallet, da victorianismens dogmer ellers foreskrev afholdenhed før ægteskabet, og mens de fleste læger og eksperter var enige om, at kvinders begær var til at overse. Korrespondancen er altså en ret unik kilde både til parrets forhold og til seksualitetens historie.

DET UNGE AKADEMI: I log­bo­gen Tanker i lock­down opteg­n­er 22 unge forskere fra Det Unge Akade­mi deres tanker om forskn­ing og dets rolle i sam­fun­det under lock­down­pe­ri­o­den i coro­n­akrisen. Forskerne reg­istr­erer deres tanker og bevæger sig rundt i grænse­fladerne mellem metode, erk­endelse, etik og offent­lighed, sam­tidig med, at de doku­menter­er den forskn­ingsver­den, som de til dagligt lever i. Bag­grund har – i samar­be­jde med Det Unge Akade­mi – skabt et onlinerum, hvor man kan gå på opdagelse i den gratis udgivelse.

Den kan give os et anderledes billede af for­tidi­ge men­neskers sam­liv end det, vi kan få ved at søge i tryk­te kilder som for eksem­pel samti­dens lægefaglige tidsskrifter eller rådgivningslitteratur til nygifte. Den kunne også bringe Bon­des bog om I.P. Müller til et andet niveau. Men kan man egentlig være bek­endt at gen­nemtrevle, citere og analy­sere dybt fortrolige breve mellem to elsk­ende? Ville de have brudt sig om, at den danske offent­lighed godt 100 år senere kunne beruse sig i alle detal­jerne? Kan det forsvares at afs­løre par­rets hem­me­lighed­er, nu da det ikke kan præge andet end deres efter­mæle? Vil det påvirke deres efterkom­mere på en uhen­sigtsmæs­sig måde?

Amatøretikere

Vi his­torikere har ikke nogen særligt stærk faglig tra­di­tion for at dele etiske overve­jelser om vores forskn­ing­sprak­sis. De fleste af os beskæftiger os med men­nesker, som for længst er døde og borte. Nok har de, der laver oral his­to­ry – dvs. inter­views med nulevende per­son­er om for­tidi­ge begiven­hed­er og fænomen­er – gjort sig overve­jelser om både inter­view­prak­sis og doku­men­ta­tion. Men de af os, der find­er vores data ved at rode i gam­le arkivkass­er eller gen­nemtrevle pub­licerede tek­ster, tænker nok for det meste, at forskn­ingsetik er irrel­e­vant for os. Det hæn­der, at vi fx skal skrive under på, at vi vil sikre his­toriske per­son­ers anonymitet for at få adgang til et bestemt mate­ri­ale, men vores forskn­ing­spro­jek­ter skal som regel ikke god­k­endes af forskn­ingsetiske udvalg. Der­for bliv­er vi heller ikke ruti­nemæs­sigt tvunget til at forholde os til de etiske dimen­sion­er af vores videnskab. 

Men etiske prob­lematikker gen­nem­syr­er på sin vis hele den his­toriske dis­ci­plin. Når vi stiller vores forskningsspørgsmål, bestem­mer vi også, hvad der er væsentligt for nuti­dens forståelse af for­tiden. Og når vi skaber vores fortællinger, tager vi sam­tidig still­ing til, hvilke his­toriske udviklinger og erfaringer, der er vigtige nok til at blive doku­menteret. Vi men­nesker spe­jler os i for­tiden og forsøger deri­gen­nem at blive klogere på os selv og vores egen samtid. Der­for er det ikke nok, at vi his­torikere overve­jer hen­synet til konkrete afdøde indi­vider og deres efterkom­mere. Vi må også forholde os til, hvad vores bidrag bety­der for læserne og for den offentlige sam­tale, vi delt­ager i.

I den senere tid har blandt andet Black Lives Mat­ter-bevægelsen aktu­alis­eret de spørgsmål, idet aktivis­ter har sat spørgsmålstegn ved hyldester af his­to­riens store hvide mænd, hvis racis­tiske og sex­is­tiske hold­ninger og han­dlinger er blevet ned­tonet i mere eller min­dre glo­ri­fi­cerende frem­still­inger. I Dan­mark har his­torik­er og muse­ums­di­rek­tør på M/S Museet for Søfart Ulla Tofte beslut­tet, at museets udstill­inger skal gennemgås med en ny opmærk­somhed på den vold, der er en uomgæn­gelig, men ofte usyn­lig­gjort, del af his­to­rien. Hun vil sikre, at hidtil mar­gin­alis­erede per­spek­tiv­er kom­mer til syne. Hvis man fx i en billedtekst skriv­er om en mand, der var kap­ta­jn på tre slaveskibe, at han var en from og kærlig fam­i­lie­far, men kun i bisæt­ning nævn­er hans involver­ing i slave­han­dlen, tilslør­er man sam­tidig den under­trykkelse, han del­tog i. Og hvis man i frem­still­in­gen af 1700-tal­lets transat­lantiske his­to­rie ikke ind­drager slaveg­jortes per­spek­tiv­er, sig­nalerer man også, at deres erfaringer er uvæsentlige, eller at deres betyd­ning for den his­toriske udvikling ikke var vigtig. Pointen er ikke at fjerne eventuelt stø­dende ele­menter fra udstill­in­gen, men snarere tvær­ti­mod: at kon­fron­tere os med dem. Dermed kan vi måske bedre få øje på lig­nende for­mer for vold i nuti­den og undgå gen­t­agelser i fremtiden.

Beskyttelse eller udviskning

Et andet felt inden for his­to­riefaget, hvor den slags prob­lematikker trænger sig på, er barn­domshis­to­rien. Børn har his­torisk set været rel­a­tivt under­tryk­te og udsat­te. Det gælder særligt de, der kom fra de lavere sociale lag og de, som ikke havde fam­i­lie, der kunne tage sig af dem. I arkiv­er fra børne­hjem og anstal­ter kan man finde spor af børnenes han­dlinger og – oftere – doku­men­ta­tion for den i nogle til­fælde grelle mis­røgt og vold, de var udsat for.

Som his­torik­er kan man føle sig forpligtet til at bringe den slags krænkelser frem i lyset. For tidligere børne­hjems­børn kan det være empow­er­ing, at fortræde­lighed­er bliv­er anerk­endt, og at his­to­ri­erne bliv­er for­t­alt, også selvom det ikke er deres egen konkrete his­to­rie. His­to­ri­erne kan desu­den skærpe vores opmærk­somhed på eventuelle nutidi­ge par­al­leller. Men det rejs­er mere konkrete etiske dilem­maer. Bør man eksem­pelvis som forsker anonymis­ere per­son­er, der har været udsat for over­greb, af hen­syn til deres eget efter­mæle og af hen­syn til deres efterkom­mere, som måske lever med føl­gerne flere gen­er­a­tioner senere? Eller skal man sørge for at sætte navn og ansigt på ofre, så de ikke for­bliv­er en grå masse af uigenk­endelige fig­ur­er, men der­i­mod kom­mer til at frem­s­tå som indi­vider med egen livshis­to­rie – akku­rat som for­standerne på de samme institutioner?

Som den amerikanske køns- og queer­te­o­retik­er Eve Kosof­sky Sedg­wick (1950–2009) point­erede, må vi forskere ikke standse ved spørgsmålene: Er det sandt? Er det kor­rekt? Vi må også spørge: Hvad gør vores viden? Hvad gør efter­stræ­belsen, frem­still­in­gen og formidlin­gen af den? Efter­som effek­ten af vores resul­tater altid vil være vanske­lig at forudsige, end­sige måle, kan disse spørgsmål nok højest tjene til at stim­ulere mere sys­tem­a­tiske reflek­sion­er. Men det er måske også alt, man kan bede om.

Hans Bonde gjorde sig overve­jelser, inden han val­gte at gen­give læn­gere pas­sager fra den liden­sk­a­belige kor­re­spon­dance i sin bog. Han vur­derede, at kærligheds­forhold­et var afgørende for I.P. Müllers mis­sion om at ændre samti­dens krop­skul­tur. Desu­den var de to brevskri­vere stolte over deres elskov, og der­for for­mod­ede han, at de også ville have bil­liget offentlig­gørelsen. Så må man bare krydse fin­gre for, at de æggende citater mest af alt tjen­er til inspi­ra­tion for nuti­dens læsere og således forhåbentlig gør mere gavn end skade.


Videre læsning

Det Unge Akade­mi: Tanker i lockdown

Hans Bon­des J. P. Müller, Sund­hed­sapos­tlen, Syd­dan­sk Uni­ver­sitets­for­lag 2020

Karen Vall­går­da, Impe­r­i­al Child­hoods and Chris­t­ian Mis­sion. Edu­ca­tion and Emo­tions in South India and Den­mark. Pal­grave Macmil­lan, 2014

Eve Kosof­sky Sedg­wick, “Para­noid Read­ing and Repar­a­tive Read­ing, or, You’re so Para­noid, You Prob­a­bly Think This Essay Is About You”, i Nov­el Gaz­ing: Queer Readings

Scroll til toppen