Gammel erotik og usynliggjort vold
For nogle år siden fandt historiker Hans Bonde guld. Han fik fingrene i en lang og intens brevveksling mellem den berømte gymnast og forfatter I.P. Müller (1866-1938) og dennes forlovede. Brevvekslingen rummer dybt erotiske beskrivelser af afsenderens minder om tidligere elskovsmøder og deres fantasier om igen ved næste møde at bringe hinanden i ekstase på alskens udsøgte måder. Bløde lår, fristende stillinger og safter, der sprøjter. Brevene er skrevet i slutningen af 1800-tallet, da victorianismens dogmer ellers foreskrev afholdenhed før ægteskabet, og mens de fleste læger og eksperter var enige om, at kvinders begær var til at overse. Korrespondancen er altså en ret unik kilde både til parrets forhold og til seksualitetens historie.
Den kan give os et anderledes billede af fortidige menneskers samliv end det, vi kan få ved at søge i trykte kilder som for eksempel samtidens lægefaglige tidsskrifter eller rådgivningslitteratur til nygifte. Den kunne også bringe Bondes bog om I.P. Müller til et andet niveau. Men kan man egentlig være bekendt at gennemtrevle, citere og analysere dybt fortrolige breve mellem to elskende? Ville de have brudt sig om, at den danske offentlighed godt 100 år senere kunne beruse sig i alle detaljerne? Kan det forsvares at afsløre parrets hemmeligheder, nu da det ikke kan præge andet end deres eftermæle? Vil det påvirke deres efterkommere på en uhensigtsmæssig måde?
Amatøretikere
Vi historikere har ikke nogen særligt stærk faglig tradition for at dele etiske overvejelser om vores forskningspraksis. De fleste af os beskæftiger os med mennesker, som for længst er døde og borte. Nok har de, der laver oral history – dvs. interviews med nulevende personer om fortidige begivenheder og fænomener – gjort sig overvejelser om både interviewpraksis og dokumentation. Men de af os, der finder vores data ved at rode i gamle arkivkasser eller gennemtrevle publicerede tekster, tænker nok for det meste, at forskningsetik er irrelevant for os. Det hænder, at vi fx skal skrive under på, at vi vil sikre historiske personers anonymitet for at få adgang til et bestemt materiale, men vores forskningsprojekter skal som regel ikke godkendes af forskningsetiske udvalg. Derfor bliver vi heller ikke rutinemæssigt tvunget til at forholde os til de etiske dimensioner af vores videnskab.
Men etiske problematikker gennemsyrer på sin vis hele den historiske disciplin. Når vi stiller vores forskningsspørgsmål, bestemmer vi også, hvad der er væsentligt for nutidens forståelse af fortiden. Og når vi skaber vores fortællinger, tager vi samtidig stilling til, hvilke historiske udviklinger og erfaringer, der er vigtige nok til at blive dokumenteret. Vi mennesker spejler os i fortiden og forsøger derigennem at blive klogere på os selv og vores egen samtid. Derfor er det ikke nok, at vi historikere overvejer hensynet til konkrete afdøde individer og deres efterkommere. Vi må også forholde os til, hvad vores bidrag betyder for læserne og for den offentlige samtale, vi deltager i.
I den senere tid har blandt andet Black Lives Matter-bevægelsen aktualiseret de spørgsmål, idet aktivister har sat spørgsmålstegn ved hyldester af historiens store hvide mænd, hvis racistiske og sexistiske holdninger og handlinger er blevet nedtonet i mere eller mindre glorificerende fremstillinger. I Danmark har historiker og museumsdirektør på M/S Museet for Søfart Ulla Tofte besluttet, at museets udstillinger skal gennemgås med en ny opmærksomhed på den vold, der er en uomgængelig, men ofte usynliggjort, del af historien. Hun vil sikre, at hidtil marginaliserede perspektiver kommer til syne. Hvis man fx i en billedtekst skriver om en mand, der var kaptajn på tre slaveskibe, at han var en from og kærlig familiefar, men kun i bisætning nævner hans involvering i slavehandlen, tilslører man samtidig den undertrykkelse, han deltog i. Og hvis man i fremstillingen af 1700-tallets transatlantiske historie ikke inddrager slavegjortes perspektiver, signalerer man også, at deres erfaringer er uvæsentlige, eller at deres betydning for den historiske udvikling ikke var vigtig. Pointen er ikke at fjerne eventuelt stødende elementer fra udstillingen, men snarere tværtimod: at konfrontere os med dem. Dermed kan vi måske bedre få øje på lignende former for vold i nutiden og undgå gentagelser i fremtiden.
Beskyttelse eller udviskning
Et andet felt inden for historiefaget, hvor den slags problematikker trænger sig på, er barndomshistorien. Børn har historisk set været relativt undertrykte og udsatte. Det gælder særligt de, der kom fra de lavere sociale lag og de, som ikke havde familie, der kunne tage sig af dem. I arkiver fra børnehjem og anstalter kan man finde spor af børnenes handlinger og – oftere – dokumentation for den i nogle tilfælde grelle misrøgt og vold, de var udsat for.
Som historiker kan man føle sig forpligtet til at bringe den slags krænkelser frem i lyset. For tidligere børnehjemsbørn kan det være empowering, at fortrædeligheder bliver anerkendt, og at historierne bliver fortalt, også selvom det ikke er deres egen konkrete historie. Historierne kan desuden skærpe vores opmærksomhed på eventuelle nutidige paralleller. Men det rejser mere konkrete etiske dilemmaer. Bør man eksempelvis som forsker anonymisere personer, der har været udsat for overgreb, af hensyn til deres eget eftermæle og af hensyn til deres efterkommere, som måske lever med følgerne flere generationer senere? Eller skal man sørge for at sætte navn og ansigt på ofre, så de ikke forbliver en grå masse af uigenkendelige figurer, men derimod kommer til at fremstå som individer med egen livshistorie – akkurat som forstanderne på de samme institutioner?
Som den amerikanske køns- og queerteoretiker Eve Kosofsky Sedgwick (1950-2009) pointerede, må vi forskere ikke standse ved spørgsmålene: Er det sandt? Er det korrekt? Vi må også spørge: Hvad gør vores viden? Hvad gør efterstræbelsen, fremstillingen og formidlingen af den? Eftersom effekten af vores resultater altid vil være vanskelig at forudsige, endsige måle, kan disse spørgsmål nok højest tjene til at stimulere mere systematiske refleksioner. Men det er måske også alt, man kan bede om.
Hans Bonde gjorde sig overvejelser, inden han valgte at gengive længere passager fra den lidenskabelige korrespondance i sin bog. Han vurderede, at kærlighedsforholdet var afgørende for I.P. Müllers mission om at ændre samtidens kropskultur. Desuden var de to brevskrivere stolte over deres elskov, og derfor formodede han, at de også ville have billiget offentliggørelsen. Så må man bare krydse fingre for, at de æggende citater mest af alt tjener til inspiration for nutidens læsere og således forhåbentlig gør mere gavn end skade.
Videre læsning
Det Unge Akademi: Tanker i lockdown
Hans Bondes J. P. Müller, Sundhedsapostlen, Syddansk Universitetsforlag 2020
Karen Vallgårda, Imperial Childhoods and Christian Mission. Education and Emotions in South India and Denmark. Palgrave Macmillan, 2014
Eve Kosofsky Sedgwick, “Paranoid Reading and Reparative Reading, or, You’re so Paranoid, You Probably Think This Essay Is About You”, i Novel Gazing: Queer Readings