Undtagelsestilstanden

I Johannes’ Åbenbaring fortælles om de fire dommedagsryttere. De tre første symboliserer krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde spreder sygdom i sit kølvand. Når alle fire rider på samme tid, vil jorden gå under, men undertiden har den fjerde rytters hærgen været næsten nok i sig selv. Hvad sker der, når den fjerde rytter rider bort igen og epidemiens undtagelsestilstand ophæves? I bagordet til bogen Den fjerde rytter, 10.000 års epidemihistorie reflekterer Jeanette Varberg og Poul Duedahl over, hvilke lektioner vi med epidemihistoriens hjælp kan og bør drage af corona-epidemien

Den fjerde rytter kommer, ser og sejrer – og rider så bort igen. Sådan var det engang, og sådan er det stadig. I begyndelsen af april 2020 tog bystyret i Wuhan initiativ til den første spæde genåbning af samfundet og en tilbagevenden til den verden, som indbyggerne opfatter som den normale, men dermed også det første skridt i retning af at glemme, hvordan tilværelsen er, når den er massivt sygdomsramt. For epidemier bliver opfattet som undtagelsestilstande. En afvigelse fra normen. Helt upåvirket er byens indbyggere selvfølgelig ikke af deres oplevelser. Rejehandler Wei Guixian, patient 0, lever ganske vist videre, men ikke helt som før. Hun fornemmer omverdenens opmærksomhed og har mistet sin stadeplads, fordi markedet er lukket ned og handlen med eksotiske dyr forbudt. I byen registrerer man samtidig folks opholdssteder, og indbyggerne må kun bevæge sig omkring i overensstemmelse med deres helbredstilstand. For coronaepidemien –  eller rettere COVID-19 – er i dag den bedst overvågede sygdom i verden, og så længe der ikke findes en vaccine, kan den let vende tilbage. Det viser historien. Kan en virus bare mutere og tilpasse sig mennesker, så er den næste store epidemi allerede under opsejling.

Alligevel er det som om, mennesket har travlt med at fortrænge. Det er f.eks. ganske tankevækkende, at epidemiske sygdomme har kostet flere menneskeliv end alle verdenshistoriens krige tilsammen, og alligevel er det dem, vi husker og inddeler historien efter. Måske er det, fordi krige er noget, som mennesket selv kontrollerer i et vist omfang, mens epidemier netop opfattes som en undtagelsestilstand. Når bare de har kostet nogle døde, så kan mennesket komme videre med livet. Og selvom man skulle mene, at erfaringerne nok får staten til at investere massivt i lagre af værnemidler, forskningslaboratorier og produktionsfaciliteter, så viser historien, at det modsatte er tilfældet, og at netop den side af sagen er ganske svær at overbevise befolkning og politikere om, når det er ved at være længe siden, nogen sidst tog livtag med døden. I midten af maj 2020 registrerede man i Danmark for første gang i et par måneder nul omkomne for coronaepidemien, og i samme splitsekund satte glemslen ind. Hvor mikroberne før havde kapret nyhedsmediernes overskrifter, blev læserne pludselig mere optaget af, hvornår de kunne vende tilbage til verden, som den så ud før krisen, og genåbningen af skoler, butikker, restauranter og fitnesscentre, sådan at den danske patient 0, TV 2’s Jakob Tage Ramlyng, og alle andre danske lønmodtagere kunne skabe vækst til glæde for betalingsbalancen. For vi overlader hellere end gerne sygdommen til immunologer langt borte, og lader dem skaffe os en effektiv vaccine i bytte for Nobelprisen i medicin – der er lige nu mere 3.000 forsøg i gang i USA alene – når bare vi får lov til at flå klistermærker af gulve og plexiglasafskærmninger i supermarkeder og plejehjem. Hellere i dag end i morgen.

Og når først vaccinen virker, så er det sket. Så ænser vi ikke længere dem, som engang blev udråbt som hverdagens helte – sygeplejersken, kassemedarbejderen og den hvidkitlede læge – og begynder igen at opføre os, som om det er mennesket, der bestemmer over naturen, og som skaber krige, hvis det går virkelig vildt til. Så handler det igen om at skaffe mere værdi med færre ressourcer, reducere lagre af værnemidler og produktionsfaciliteter for vacciner, gøre sig afhængig af globale forsyningskæder og satse på, at de frie markedsmekanismer nok skal forsyne verden med, hvad den behøver, blot den vifter med pengesedlerne. Så kan man trygt anvende antibiotikaen på småinfektioner og pattegrise, som om der ikke var bedre at bruge den til. Det går jo nok i et land med frihed under ansvar, en relativt lav befolkningstæthed, en oplyst befolkning og et veludbygget sygehusvæsen. I hvert fald lige indtil epidemien rammer igen, og mennesker bliver sig selv nærmest, alle skåltaler om grænseoverskridende samarbejde forstummer, og politikere pludselig husker, hvor grænsen går, så der kan placeres en betonblok, som sikrer, at hamstring sker nationalt, og at alle de mennesker, som de ikke er herre over, holdes på behørig afstand.

Sagen er nemlig den, at epidemierne helt sikkert vender tilbage. Igen og igen. Det er faktisk et under, at en epidemi som den seneste ikke nåede os før, end den gjorde, og at den trods alt ikke ser ud til at blive værre, end den gør, set i lyset af tabs tallene under Den Store Pestilens og Den Spanske Syge. For da menneskene blev bønder for over 10.000 år siden, var det måske nok et valg med kontant udbytte, men det kom ikke uden omkostninger. Husdyrhold og omlægningen af den utæmmede natur til et velfriseret kulturlandskab optimerede mikrobernes overlevelsesmuligheder.

Derfor har det heller ikke skortet på småepidemier, der undertiden giver os færten af menneskets forgængelighed: salmonella, kogalskab, sars, fugleinfluenza, rotavirus, ebola, legionærsyge, denguefeber, borreliose og gul feber. Men hver gang, de har været i færd med at sprede sig dramatisk, er de blevet inddæmmet i tide, og derfor har sygdomstruslen på vores breddegrader aldrig været af en karakter, hvor et ukontrollerbart antal har været i akut fare for at dø. Det faktum gør hukommelsen tankevækkende kort, for glemsel er håb, og glemsel heler, og vi mennesker er ukuelige optimister, der helst tror, at morgendagen er en forlængelse af i går, og at normalitet er fravær af sygdom. Men glemsel kan også gøre slemt værre, hvis man glemmer det, der er vigtigt at huske, når krisen kradser.

Selvfølgelig husker vi et og andet. Pest lærte os om karantæne, kolera om kloaksystemer, og tuberkulose, at det er usmart at gå og spytte overalt. Kopper lærte os om vacciner og difteri at masseproducere dem. Hiv lærte os at bruge kondom, og corona vigtigheden af rene hænder. Men vi glemmer samtidig en hel masse. Hvor lammende epidemier er, og hvor langt man kommer, når mennesker gennem oplysning og viden bliver i stand til at trodse angsten og yde en fælles indsats.

Der er masser, vi kan reflektere over og lære af. Hvordan lærer vi at spore smittede fra Østrig, når alle er optaget af, at de skal komme fra Kina og Italien? Hvordan håndterer personale i rumdragter at arbejde i 16-timers skift? Hvordan undgår man, at desperationen over sygdom, isolation, dødsfald, arbejdsløshed og negative fremtidsudsigter pludselig antændes af en hvid betjents drab på en sort medborger, og får gaderne til at eksplodere i vold, røverier og kæmpedemonstrationer overalt i verden, så smitten spredes til endnu flere?

Det kan historien – menneskehedens erfaring – lære os. Når man læser om tidligere epidemier, får man ganske vist let den opfattelse, at fortidens forklaringer på sygdom var præget af pseudovidenskab og behandlingen formålsløs og derfor helt uden relevans for os. Men faktisk er det sådan, at mennesker næsten altid reagerer på måder, som virker logisk for dem selv. På den måde har intet ændret sig. Det er jo med præcis samme selvfølgelighed, at den nu forhenværende amerikanske præsident glad og gerne annoncerer, at han indtager malariamedicin mod coronavirus. Og ligesom der i 1500-tallet var en manglende vilje til at sætte sig ud over ens egne trosopfattelser og se bort fra bibelske forklaringer, selvom medicinske pegede i nye retninger, vægrer man sig i dag med nærmest religiøs ihærdighed mod at bære maske og beder folk om at nyse i ærmet i stedet. Antivaccinationsbevægelser er også et gammelt fænomen, for ethvert samfund rummer en genkendelig konservatisme, og når nye vacciner kommer, er det da kun forventeligt med modkampagner, der opfordrer folk til at holde sig på behørig afstand af kanylen.

For mennesker er mennesker, og reaktionerne som regel stærkt genkendelige – også hen over årtusinderne. Man genkender forsøgene på at give andre befolkningsgrupper skylden for at have introduceret epidemien, hvad enten det er jøderne, der forgifter brøndene for at overtage verdensherredømmet, eller kineserne, der har skabt virussporer i et laboratorium med onde hensigter for øje. Og i USA er fjendebilledet for tiden lige netop Kina, som ikke kvalte virussen i fødslen, mens skurken i Kina er USA, hvor sygdommen er helt ude af kontrol, så man risikerer at få den lige lukt tilbage i hovedet igen.

Vi ved selvfølgelig aldrig, hvad der rammer i morgen, men vi ved, at det bliver dyrt, bøvlet og komplekst. Det viser historien. Omfanget afhænger af vores evne til at håndtere det uventede. Første skridt på vejen består i, at vi som fællesskab insisterer på at huske erfaringerne fra coronakrisen og de sociale ændringer, som følger i dens kølvand, og anvende erfaringen til at påvirke sundhedsvæsenet specifikt og samfundet mere generelt – f.eks. med handlingsanvisninger, som kan tages i anvendelse før, under og efter den næste katastrofe.

Når den kommer. For alle dele af verden er i dag nemlig kun en eller to flyveture væk, og globaliseringen, befolkningstætheden og antallet af dyr i vores varetægt trækker i retning af flere og mere omfattende epidemier. Tre fjerdedele af alle sygdomme stammer trods alt fra dyr, og selvom man skulle tro, at det kun hjælper, at der uddør 100 arter om dagen, så er det faktisk lige omvendt. For udryddelsen betyder ikke, at der bliver færre dyr, men at der er flere af samme slags. De såkaldte nyttedyr som opstaldes tæt mange sammen og passes og tilses af mennesker. Det kan man så tænke lidt over.

Ifølge en myte fra cherokeeindianerne var der engang en konflikt mellem mennesker og dyr, som endte med, at dyrene besluttede sig for at give deres herrer en række sygdomme som gengæld for dårlig behandling – og i gamle myter og sagn er der, som bekendt, ofte en kerne af sandhed. En del af de sygdomme, vi har beskrevet her i bogen, er nemlig et resultat af, at mennesket klumper sig sammen, omlægger vild natur til landbrug og producerer og slagter flere dyr i takt med, at jordens befolkning vokser. Kvæg, svin og høns. Og ensartede dyr udveksler mikrober så let som ingenting, så dårligdomme konstant må holdes nede med vacciner og antibiotika.

De resistente bakterier, som følger i kølvandet, betyder, at truslerne efterhånden kan komme flere steder fra – også fra sygdomme, som vi for længst har afskrevet som trusler – så folk igen af dør af lungebetændelse, tuberkulose og kønssygdomme. Hvis da ikke klimaforandringerne kommer først og sikrer, at vi får malariamyggen retur, bedst som vi helt havde glemt, at den nogensinde var på vores breddegrader.

Dyrene er med andre ord ikke færdige med at hævne den dårlige behandling, hvis ellers vi skal følge cherokeeindianernes logik, selvom det jo nok snarere er mikroberne, der i rigt mål belønner de overlevelsesmuligheder, vi skænker dem. Det er da også med en vis bekymring, at forskere nu konstaterer, at coronavirus igen smitter mellem dyr og mennesker. Mink slås ned i store mængder, og også katte, tigre, løver og hunde har indtil videre fået sygdommen. På den måde kan mikroberne holde sig i live og mutere i lang tid, allerbedst som vi havde travlt med at vende tilbage til normaltilstanden og fortrænge, hvad der er hændt.

I dag lever folk i Vesten nemlig i gennemsnit omkring 80 år og dør som følge af såkaldte livsstilssygdomme som hjerteproblemer, rygerlunger og diabetes. Det er i hvert fald vores selvbillede. Taler vi endelig om epidemier, så handler snakken som regel om fedme. For siden Anden Verdenskrig har infektionssygdomme ikke været den helt store trussel, mener vi at vide, og middellevetiden har jo trods alt ikke været højere på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Men det skyldes netop, at vi trods alt husker noget og bygger videre på indsigter indhøstet i generationerne før os.

Spørgsmålet er så, om det nu også er nok, at vi husker. Om vi vælger at omskabe den måde, vi lever i samspil i naturen på, for helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling, eller om vi stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven.

Jeanette Varberg er museumsinspektør på Nationalmuseet og blandt andet forfatter til bogen Viking – ran, ild og sværd og modtager af Rosenkjærprisen, Blixenprisen og Weekendavisens Litteraturpris.

Poul Duedahl er professor i historie på Aalborg Universitet og blandt andet forfatter til bogen Velkommen på bagsiden og tre gange modtager af prisen for Årets Historiske Bog.