En sprængfarlig sag

En sprængfarlig sag

Peter Schous læs­ning af Tora Dahls roman De sju gånger döm­da. Foto: Rigsarkivet, privat.

Det fremhæves ofte, at Danmark var det første land i verden til at ophæve censuren. Det skete i 1770, og i 1849 blev det indført i Junigrundloven, at ”Censur og andre forebyggende Forholdsregler” ikke kunne genindføres. Mindre kendt er det, at den danske regering gennem Udenrigsministeriets Pressebureau selv stod for at organisere censuren under den tyske besættelse af landet 1940–45. Altså skulle danske censorer håndhæve forbuddet over for danske skribenter. Det gik hårdt ud over pressen, og det satte i den grad også sine spor i kulturlivet. Men Pressebureauets arkiver afslører også en mere prosaisk tilgang til censurarbejdet

Selvom den tyske besæt­telse af Dan­mark var en såkaldt ”freds­besæt­telse”, tol­ererede den tyske stat ikke alt for frie forhold i Dan­mark. Allerede dagen efter besæt­telsen aflev­erede den tyske presseat­taché Gus­tav Meiss­ner nogle hov­ed­punk­ter til den danske regering, hvor det blev med­delt Uden­rigsmin­is­teri­et, at der nu skulle træffes ”egnede Forhold­sre­gler for effek­tivt at forhin­dre en anti-tysk Pro­pa­gan­da paa ethvert tænke­ligt pro­pa­gan­dis­tisk Område (Fly­ve­blade, Brochur­er, Fore­drag ved Fore­dragsh­oldere etc.)”. Loven sup­plere­des i juli 1940 med et straf­felovstil­læg, som kende­teg­nes ved dens ekstremt vage beskriv­else af den straf­bare han­dling: ”Den, der ved trykt Skrift eller paa anden maade offentligt giv­er Med­delelser, der er egnede til at skade Lan­dets Inter­ess­er i forhold til Udlan­det, straffes med Fængsel indtil 1 Aar, eller under formildende Omstændighed­er med Hæfte eller Bøde.” Hvad, der egentlig skulle forstås ved for­mu­lerin­gen ”at forhin­dre anti-tysk Pro­pa­gan­da”, blev aldrig speci­fi­ceret, og Presse­bu­reauet måtte selv stå for fortolkningen. 

Et uønsket erstatningsarbejde?

Fortællin­gen om cen­suren under besæt­telsen er ofte blevet for­t­alt med fokus på cen­suren af pressen og forhold­et mellem den ille­gale presse, den legale presse og offent­lighe­dens til­gang til disse. Færre har imi­dler­tid fokuseret på cen­suren af kul­turlivet. Og de få, der har, fremhæver ofte de for­fat­tere, der blev cen­sur­eret, og kom­menter­er sjældent på, hvad det var for en sit­u­a­tion, Uden­rigsmin­is­teri­et blev sat i, da det blev gjort til cen­suror­gan under besæt­telsen: Hvor­dan foregik cen­suren helt prak­tisk, og hvor­dan forholdte cen­sor­erne sig til deres arbejde?

Et bemærkelsesværdigt vilkår, der ramte særligt bog­cen­suren, var, at still­ingerne i bogkon­trollen blandt andet blev besat af embedsmænd, der tidligere havde haft andre roller i Uden­rigsmin­is­teri­et, ofte i form af hjemkaldte tjen­estemænd, der havde været diplo­mater eller kon­suler på danske ambas­sad­er i udlan­det. Men i takt med Tysk­lands mil­itære frem­rykn­ing i 1940–42 blev disse arbe­jd­sop­gaver ned­lagt og tjen­estemæn­dene hjemkaldt, og de hjem­sendte embedsmænd måtte, med direk­tør i Uden­rigsmin­is­teri­et Nils Sven­ningsens ord, ”tage til takke med særligt arbe­jde, såsom delt­agelse i presse­cen­suren og bogkon­trollen (…)”. Det var alt­så ikke nød­vendigvis en øns­ket opgave at delt­age i bog­cen­suren, men et uøns­ket erstat­ningsar­be­jde, der, som vi skal se, ikke altid for­løb problemfrit.

Presse­bu­reauet blev under kri­gen ledet af embeds­man­den og juris­ten Karl I. Eskelund, der også havde en bag­grund som jour­nal­ist. Det var ham, der havde det endelige ord, når det skulle afgøres, om et værk måtte udkomme eller ej, og cen­sor­ernes funk­tion i Presse­bu­reauet var først og fremmest at affat­te ind­still­inger til kon­torchefens afgørelse.

Et typisk eksem­pel på Presse­bu­reauets import­cen­sur, her en ind­still­ing fore­taget af cen­sor Gun­nar Sei­den­faden, som kon­torchef Eskelund god­k­endte. Det ses f.eks. her, hvor­dan cen­sor­erne ikke selv kunne afgøre, om en bog skulle for­by­des eller ej. Foto: Rigsarkivet, privat. 

Smagsdommeri

Cen­sor­erne kunne alt­så ikke selv træffe afgørende beslut­ninger om en bogs offentlig­gørelse. Ikke desto min­dre – og måske netop der­for – afholdte det ikke de danske cen­sor­er fra at gøre sig lystige udi smags­dom­meri eller fra at påtage sig rollen som kul­turkri­tikere. Og det er fak­tisk ikke en ten­dens, der er enestående ved cen­suren under besæt­telsen. Boghis­torik­eren Robert Darn­ton har i en række artik­ler og bøger, sen­est i bogen Cen­sors at Work (2014), påpeget, at cen­sor­er under forskel­lige regimer påtog sig rollen som beskyt­tere af det pågældende lands sprog og kul­tur. Om cen­sor­ernes hold­ning til bogkon­trollen under det enevældige Frankrig skriv­er Darn­ton blandt andet: 

They concentrated on substantive and aesthetic issues rather than on threats to the church, state, and morality. They often sympathized with authors, met with them, and even collaborated on the printed texts. Instead of repressing literature, they made it happen.

Cen­sor­erne var alt­så direk­te med­sk­abere af lit­ter­a­turen. Som cen­surin­sti­tu­tion fun­gerede Presse­bu­reauet ligeledes i mere end én for­stand som lit­ter­a­turens vogtere under besættelsen.

En del cen­sor­er udførte deres arbe­jde samvit­tigheds­fuldt og med et stadigt side­b­lik til den gældende lov­givn­ing, som ganske vist kunne grad­bø­jes på forskel­lige måder alt efter den gældende sit­u­a­tion. Men når de nu sad med bunker af bøger til pligtlæs­ning, kunne kun få mod­stå fris­telsen til også at give bøgerne en lit­terær dom med på vejen. Lad os se på nogle eksempler. 

En af de kendte for­fat­tere, der fik en hård med­fart i Presse­bu­reauet, var den social­re­al­is­tiske for­fat­ter Mogens Klit­gaard, der i 30’erne havde debuteret med klas­sik­er­ro­ma­nen Der sid­der en Mand i en Sporvogn (1937), som gjorde ham landsk­endt. I 1942 havde Klit­gaard skrevet mon­tagero­ma­nen Den gud­dom­melige Hverdag, som for­laget for en sikker­heds skyld sendte til forcensur i Presse­bu­reauet. Roma­nen er en bland­ing af skitser og nov­el­ler (21 såkaldte ”billed­er”), der er adskilt af aut­en­tiske udklip fra krigsti­dens avis­er, men som tilsam­men lev­er­er en sam­men­hæn­gende fortælling om sæbe­han­dleren Jør­gensen, der kæm­per for at bevare sin lille sæbe­for­ret­ning i kam­p­en mod en større og bil­ligere kon­cern. Alle­gorien er til at få øje på! Men dén lighed blev ikke vur­deret som værende alvorlig i Presse­bu­reauet, der i stedet slog ned på, at roma­nen er et ”fuld­stændigt Pla­giat af Hem­ing­ways Maade at sam­men­sætte en Nov­el­le­sam­ling paa. Det er spredte Indtryk fra Hverdagslivet, forskel­lige Per­son­er, som man møder igen et Par gange i Bogen, og ind imellem Avi­sud­klip (…). Det er Sam­fund­sre­former, Klit­gaard lancer­er, ikke Stor­poli­tik. Der er der­for ingen Grund til For­bud.” Roma­nen affødte alt­så løft­ede øjen­bryn  — ikke på grund af bogens aktu­alitet, men der­i­mod på bag­grund af bogens man­glende originalitet. 

Cen­sor­erne skulle håndtere en del bøger med dybe ide­ol­o­giske ten­denser. Det førte nogle gange til humoris­tiske og iro­niske udfald blandt cen­sor­erne. Cen­sor Peter Schou noterede f.eks. efter endt læs­ning af en fran­sk skøn­lit­terær bog om Første Ver­den­skrig: ”Om Tysk­land tales der meget lidt, men en Skildring af den rus­siske Rev­o­lu­tion vis­er meget Sym­pa­ti for Bolschevis­men, og Bogen munder nærmest ud i en kom­mu­nis­tisk Tros­bek­endelse. En sen­sa­tionel og real­is­tisk Bog af tvivl­som lit­terær Vær­di.” En læs­ning, som for det første fremhæver bogens ide­ol­o­giske tyn­gde, men igen også dens (man­glende) lit­terære kvalitet. 

Der blev naturligvis også indlev­eret mange roman­er, som forsøgte sig med alle­goriske fork­læd­ninger i håb om at undgå en min­is­teriel afvis­ning. Det virkede nogle gange, som vi så med Klit­gaard, men langt fra altid. Det ser man for eksem­pel i en ind­still­ing fra Schou, der havde læst den svenske for­fat­terinde Tora Dahls De sju gånger döm­da (1941), som blev forsøgt importeret til Dan­mark, men hvis aktu­alitet i forhold til de sam­tidi­ge poli­tiske spændinger ikke gik Schous pen for­bi. Kort­fat­tet noterede han: ”En Even­tyrro­man om Jæt­ter og Dværge. Dens dybere poli­tiske Mening er dog slet ikke for­dul­gt, men proklameres paa hver eneste Side, (…) saa at ingen Læs­er kan tage Fejl af den. Bogen vil sikkert fra nazis­tisk Side blive opfat­tet som et Smædeskrift.” Schous vur­der­ing lagde uden tvivl op til et for­bud, men man fornem­mer også en tydelig iro­nisk hold­ning til den alle­goriske frem­still­ing — som kunne for­fat­teren godt have gjort sig mere umage med at fork­læde de dybere poli­tiske bud­sk­aber i alle­goriske gevandter. Vur­derin­gen er også inter­es­sant, for­di der var en klar ten­dens blandt samti­dens for­fat­tere til at forsøge på forskel­lige måder at skjule bøgernes dybere samtid­spoli­tiske lag. Både alle­gorien og den his­toriske roman blev vold­somt pop­ulære fork­læd­ningsme­toder under Anden Ver­den­skrig. En ten­dens, som cen­sor­erne tydeligvis var klar over.

Et plot-twist?

Cen­sor­ernes domme var ikke altid kun et spørgsmål om god­k­endelser og afvis­ninger. Flere gange fores­log cen­sor­erne ændringer i forsøget på at gøre en bog egnet til offentlig­gørelse. Og flere gange indvil­ligede for­lag da også i at ændre lange pas­sager og hele stro­fer. Et udgivelses­for­bud var nem­lig en alvorlig økonomisk trussel. 

Men det var ikke altid ligetil at ude­lade dele af plot­drevne fortællinger eller spænd­ing­sop­byggende krim­i­nal­ro­man­er. Det fremgår for eksem­pel af cen­sor Willie Boden­hoffs vur­der­ing af Val­borg Dahls ung­dom­sro­man Vibeke (1944), som inde­hold­er en real­is­tisk hæn­delse, der kunne være sket under besæt­telsen, men blot ikke være blevet offentlig­gjort på grund af presse­cen­suren. Det drejer sig om en pas­sage vedrørende en færgekatas­trofe, som ifølge Boden­hoff ”uvægerligt maat­te udgaa”, for­di den skil­dr­er ”flere Døde og Saarede”. Boden­hoff skriv­er videre, at da en ”Færgekatas­trofe af en saadan Art ikke nogensinde har været offentlig­gjort i Bladene, vilde den give Anled­ning til fra dan­sk Side Rygtedan­nelser og fra tysk Side visse Ube­hage­lighed­er over for For­laget og For­fat­terinden.” Boden­hoff erk­endte dog, at færgekatas­tro­fen var et vigtigt led i selve plot­tet, og at det der­for ville være nød­vendigt at beholde katas­tro­fen, blot under en anden form. Boden­hoff fores­log der­for i sin ind­still­ing, at katas­tro­fen for eksem­pel  ændres til en ”Jern­banekatas­trofe paa ukendt Sted, Fyn eller Jyl­land”. Aftal­en blev, at Boden­hoff skulle tilbage­sende manuskriptet til Gylden­dal, hvorefter Presse­bu­reauet efter for­fat­terens omskrivn­ing igen ville tage still­ing til manuskript. Læs­nin­gen er med andre ord et eksem­pel på, hvor­dan cen­sor­erne af hen­syn til tyskerne forsøgte at omsk­abe lit­ter­a­turen – end­da helt ned på plotniveau. 

”Sag med et vist Sprængstof”

Enkelte gange førte cen­sor­ernes ind­still­inger også til prin­cip­ielle diskus­sion­er og overve­jelser om, hvad menin­gen med besæt­telsescen­suren over­hovedet var. Det skete for eksem­pel, da cen­sor Gun­nar Sei­den­faden for­mulerede sin vur­der­ing af den digre nøglero­man Mæn­dene kom efter Mid­nat (1943) af den pron­azis­tiske for­fat­ter Knud Nor­dentoft. Roma­nen er den første skildring i roman­form af begiven­hed­erne i Dan­mark efter 29. august, hvor regerin­gen gik af, og besæt­telses­magten ind­førte mil­itær undtagelsestilstand. 

Vur­derin­gen inde­hold­er en seks sider lang beskriv­else af han­dlin­gen, som Sei­den­faden i øvrigt men­er er ”usam­men­hæn­gende skrevet og daarligt kom­poneret”. Roma­nen består af en lang række pas­sager, som er pro­pa­gan­da for Tysk­land i form af angreb mod kom­mu­nis­men, Eng­land, jøder, frimurere, sabotør­er og så videre, og deru­dover portræt­ter­er roma­nen mange genk­endelige inden­rigspoli­tiske forhold fra Dan­mark, som på dette tid­spunkt ikke kunne udgives. Prob­lemet er, at roma­nen egentlig er hen­lagt til et ”ubek­endt Land med rus­sisk-klin­gende Byer og Per­son­er”, men at de ”dog alle [er] let kendelige, og efter­haan­den glem­mer forft. ogsaa de forskel­lige Pseu­do­nymer.” For­fat­teren, som var meget ivrig efter at få bogen udgivet, hen­vendte sig til Sei­den­faden for at frem­skyn­de sagen. Sei­den­faden, som på daværende tid­spunkt kun havde læst beg­y­n­delsen af vær­ket, med­delte for­fat­teren, at det var meget vanske­ligt at se, hvor­dan bogen kunne udkomme på grund af den aktuelle sit­u­a­tion i Dan­mark. Nor­dentoft mente der­for, at Presse­bu­reauet kunne ude­lade de pas­sager, tyskerne ikke ville tillade. Det vil i så fald blive det meste af bogen, argu­menterede Sei­den­faden for, men for­fat­teren hævd­ede, at Presse­bu­reauet hellere skulle stryge halvde­len af bogen end at lade tyskerne klage over den. Presse­bu­reauet skulle alt­så agere som redak­tør­er. Sei­den­faden medgav da også, at bogens inden­rigspoli­tiske dag­sor­den­er ikke i sig selv burde inter­essere Presse­bu­reauet, for, som han skriv­er: ”(…) vi sad ikke her for at forsvare den danske Poli­tik, det danske Demokrati eller Regerin­gen, men kun for at danne et Værn for For­fat­terne, saaledes at de ikke kom til at skrive noget, som kunde være de tyske Myn­dighed­er ubehageligt.”

Sei­den­faden kaldte dette for en ”Sag med et vist Sprængstof”, idet det ville være umuligt for Presse­bu­reauet at ændre bogen, så den stadig ville fun­gere som roman: ”Grænserne for, hvad der skulde stryges er meget fly­dende, og ofte er det svært at se, hvor Grænsen skal trækkes,” hvor­for han fores­log at begrunde afvis­nin­gen over for for­fat­teren med, at det var ”teknisk ugørligt, eller hvad Kon­torchefen nu kan finde paa.” Men sagen var også spræng­farlig, for­di bogen umuligt kunne forelægges direk­te for den tyske cen­sur, skulle for­fat­teren klage over et for­bud, idet det ifølge Sei­den­faden derved

maaske til en vis Grad – men unægtelig ogsaa kun til en vis Grad, vil kunne se ud, som om vi optræder som Forsvarere for Thune Jacob­sen og Demokrati­et og Stauning og Augus­ta og Kon­gen og Russerne og Sabotør­erne, og optræder som Under­trykkere af det frie Ord. 

Blev sagen fore­lagt de tyske myn­dighed­er, kunne de med andre ord tro, at bogen ikke måtte udkomme, netop for­di den var pron­azis­tisk, hvorved cen­suren på paradok­sal vis (og mod­sat inten­tio­nen) ville frem­stå som demokrati­ets beskyt­ter. På den måde fangede cen­suren sig selv. Man måtte, med Sei­den­fadens ord, i stedet tage “Tyren ved Hornene” og i første omgang forsøge at stoppe bogen ved selve for­fat­teren. At hen­vise til umu­lighe­den i at rette bogen til fun­gerede der­for som et værn for Presse­bu­reauet mod en direk­te tysk kon­fronta­tion, idet sagen på den måde kunne klares uden tysk ind­b­land­ing og direk­te mellem Presse­bu­reauet og for­fat­teren. Cen­suren skulle bevares på danske hæn­der, så illu­sio­nen om dan­sk suverænitet kunne opretholdes.

Gun­nar Sei­den­fadens kon­klud­erende bemærkninger efter læs­nin­gen af Knud Nor­dentofts pron­azis­tiske roman Mæn­dene kom efter Mid­nat. Foto: Rigsarkivet, pri­vat. 

For en his­torik­er bidrager disse doku­menter i Presse­bu­reauets bogkon­trol således ikke blot til at bel­yse end­nu en flig af den ellers så gen­nem­forskede besæt­telses­tid i Dan­mark. De er også kilder, der vis­er, hvor­dan danskere selv har forholdt sig til at skulle under­trykke det frie ord og dermed direk­te gøre ind­greb på helt cen­trale ele­menter i et lib­er­alt demokrati, nem­lig ytrings- og trykkefriheden. 

Troels Sol­gaard Ander­sens ph.d.-projekt, En kul­turel und­tagelses­til­stand, er en bredere under­søgelse af Uden­rigsmin­is­teri­ets Presse­bu­reaus cen­sur af kul­turlivet under besæt­telsen 1940–45. 

Scroll til toppen