En sprængfarlig sag

En sprængfarlig sag

Peter Schous læsning af Tora Dahls roman De sju gånger dömda. Foto: Rigsarkivet, privat.

Det fremhæves ofte, at Danmark var det første land i verden til at ophæve censuren. Det skete i 1770, og i 1849 blev det indført i Junigrundloven, at ”Censur og andre forebyggende Forholdsregler” ikke kunne genindføres. Mindre kendt er det, at den danske regering gennem Udenrigsministeriets Pressebureau selv stod for at organisere censuren under den tyske besættelse af landet 1940–45. Altså skulle danske censorer håndhæve forbuddet over for danske skribenter. Det gik hårdt ud over pressen, og det satte i den grad også sine spor i kulturlivet. Men Pressebureauets arkiver afslører også en mere prosaisk tilgang til censurarbejdet

Selvom den tyske besættelse af Danmark var en såkaldt ”fredsbesættelse”, tolererede den tyske stat ikke alt for frie forhold i Danmark. Allerede dagen efter besættelsen afleverede den tyske presseattaché Gustav Meissner nogle hovedpunkter til den danske regering, hvor det blev meddelt Udenrigsministeriet, at der nu skulle træffes ”egnede Forholdsregler for effektivt at forhindre en anti-tysk Propaganda paa ethvert tænkeligt propagandistisk Område (Flyveblade, Brochurer, Foredrag ved Foredragsholdere etc.)”. Loven suppleredes i juli 1940 med et straffelovstillæg, som kendetegnes ved dens ekstremt vage beskrivelse af den strafbare handling: ”Den, der ved trykt Skrift eller paa anden maade offentligt giver Meddelelser, der er egnede til at skade Landets Interesser i forhold til Udlandet, straffes med Fængsel indtil 1 Aar, eller under formildende Omstændigheder med Hæfte eller Bøde.” Hvad, der egentlig skulle forstås ved formuleringen ”at forhindre anti-tysk Propaganda”, blev aldrig specificeret, og Pressebureauet måtte selv stå for fortolkningen. 

Et uønsket erstatningsarbejde?

Fortællingen om censuren under besættelsen er ofte blevet fortalt med fokus på censuren af pressen og forholdet mellem den illegale presse, den legale presse og offentlighedens tilgang til disse. Færre har imidlertid fokuseret på censuren af kulturlivet. Og de få, der har, fremhæver ofte de forfattere, der blev censureret, og kommenterer sjældent på, hvad det var for en situation, Udenrigsministeriet blev sat i, da det blev gjort til censurorgan under besættelsen: Hvordan foregik censuren helt praktisk, og hvordan forholdte censorerne sig til deres arbejde?

Et bemærkelsesværdigt vilkår, der ramte særligt bogcensuren, var, at stillingerne i bogkontrollen blandt andet blev besat af embedsmænd, der tidligere havde haft andre roller i Udenrigsministeriet, ofte i form af hjemkaldte tjenestemænd, der havde været diplomater eller konsuler på danske ambassader i udlandet. Men i takt med Tysklands militære fremrykning i 1940-42 blev disse arbejdsopgaver nedlagt og tjenestemændene hjemkaldt, og de hjemsendte embedsmænd måtte, med direktør i Udenrigsministeriet Nils Svenningsens ord, ”tage til takke med særligt arbejde, såsom deltagelse i pressecensuren og bogkontrollen (…)”. Det var altså ikke nødvendigvis en ønsket opgave at deltage i bogcensuren, men et uønsket erstatningsarbejde, der, som vi skal se, ikke altid forløb problemfrit.

Pressebureauet blev under krigen ledet af embedsmanden og juristen Karl I. Eskelund, der også havde en baggrund som journalist. Det var ham, der havde det endelige ord, når det skulle afgøres, om et værk måtte udkomme eller ej, og censorernes funktion i Pressebureauet var først og fremmest at affatte indstillinger til kontorchefens afgørelse.

Et typisk eksempel på Pressebureauets importcensur, her en indstilling foretaget af censor Gunnar Seidenfaden, som kontorchef Eskelund godkendte. Det ses f.eks. her, hvordan censorerne ikke selv kunne afgøre, om en bog skulle forbydes eller ej. Foto: Rigsarkivet, privat. 

Smagsdommeri

Censorerne kunne altså ikke selv træffe afgørende beslutninger om en bogs offentliggørelse. Ikke desto mindre – og måske netop derfor – afholdte det ikke de danske censorer fra at gøre sig lystige udi smagsdommeri eller fra at påtage sig rollen som kulturkritikere. Og det er faktisk ikke en tendens, der er enestående ved censuren under besættelsen. Boghistorikeren Robert Darnton har i en række artikler og bøger, senest i bogen Censors at Work (2014), påpeget, at censorer under forskellige regimer påtog sig rollen som beskyttere af det pågældende lands sprog og kultur. Om censorernes holdning til bogkontrollen under det enevældige Frankrig skriver Darnton blandt andet: 

They concentrated on substantive and aesthetic issues rather than on threats to the church, state, and morality. They often sympathized with authors, met with them, and even collaborated on the printed texts. Instead of repressing literature, they made it happen.

Censorerne var altså direkte medskabere af litteraturen. Som censurinstitution fungerede Pressebureauet ligeledes i mere end én forstand som litteraturens vogtere under besættelsen.

En del censorer udførte deres arbejde samvittighedsfuldt og med et stadigt sideblik til den gældende lovgivning, som ganske vist kunne gradbøjes på forskellige måder alt efter den gældende situation. Men når de nu sad med bunker af bøger til pligtlæsning, kunne kun få modstå fristelsen til også at give bøgerne en litterær dom med på vejen. Lad os se på nogle eksempler. 

En af de kendte forfattere, der fik en hård medfart i Pressebureauet, var den socialrealistiske forfatter Mogens Klitgaard, der i 30’erne havde debuteret med klassikerromanen Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937), som gjorde ham landskendt. I 1942 havde Klitgaard skrevet montageromanen Den guddommelige Hverdag, som forlaget for en sikkerheds skyld sendte til forcensur i Pressebureauet. Romanen er en blanding af skitser og noveller (21 såkaldte ”billeder”), der er adskilt af autentiske udklip fra krigstidens aviser, men som tilsammen leverer en sammenhængende fortælling om sæbehandleren Jørgensen, der kæmper for at bevare sin lille sæbeforretning i kampen mod en større og billigere koncern. Allegorien er til at få øje på! Men dén lighed blev ikke vurderet som værende alvorlig i Pressebureauet, der i stedet slog ned på, at romanen er et ”fuldstændigt Plagiat af Hemingways Maade at sammensætte en Novellesamling paa. Det er spredte Indtryk fra Hverdagslivet, forskellige Personer, som man møder igen et Par gange i Bogen, og ind imellem Avisudklip (…). Det er Samfundsreformer, Klitgaard lancerer, ikke Storpolitik. Der er derfor ingen Grund til Forbud.” Romanen affødte altså løftede øjenbryn  – ikke på grund af bogens aktualitet, men derimod på baggrund af bogens manglende originalitet. 

Censorerne skulle håndtere en del bøger med dybe ideologiske tendenser. Det førte nogle gange til humoristiske og ironiske udfald blandt censorerne. Censor Peter Schou noterede f.eks. efter endt læsning af en fransk skønlitterær bog om Første Verdenskrig: ”Om Tyskland tales der meget lidt, men en Skildring af den russiske Revolution viser meget Sympati for Bolschevismen, og Bogen munder nærmest ud i en kommunistisk Trosbekendelse. En sensationel og realistisk Bog af tvivlsom litterær Værdi.” En læsning, som for det første fremhæver bogens ideologiske tyngde, men igen også dens (manglende) litterære kvalitet. 

Der blev naturligvis også indleveret mange romaner, som forsøgte sig med allegoriske forklædninger i håb om at undgå en ministeriel afvisning. Det virkede nogle gange, som vi så med Klitgaard, men langt fra altid. Det ser man for eksempel i en indstilling fra Schou, der havde læst den svenske forfatterinde Tora Dahls De sju gånger dömda (1941), som blev forsøgt importeret til Danmark, men hvis aktualitet i forhold til de samtidige politiske spændinger ikke gik Schous pen forbi. Kortfattet noterede han: ”En Eventyrroman om Jætter og Dværge. Dens dybere politiske Mening er dog slet ikke fordulgt, men proklameres paa hver eneste Side, (…) saa at ingen Læser kan tage Fejl af den. Bogen vil sikkert fra nazistisk Side blive opfattet som et Smædeskrift.” Schous vurdering lagde uden tvivl op til et forbud, men man fornemmer også en tydelig ironisk holdning til den allegoriske fremstilling – som kunne forfatteren godt have gjort sig mere umage med at forklæde de dybere politiske budskaber i allegoriske gevandter. Vurderingen er også interessant, fordi der var en klar tendens blandt samtidens forfattere til at forsøge på forskellige måder at skjule bøgernes dybere samtidspolitiske lag. Både allegorien og den historiske roman blev voldsomt populære forklædningsmetoder under Anden Verdenskrig. En tendens, som censorerne tydeligvis var klar over.

Et plot-twist?

Censorernes domme var ikke altid kun et spørgsmål om godkendelser og afvisninger. Flere gange foreslog censorerne ændringer i forsøget på at gøre en bog egnet til offentliggørelse. Og flere gange indvilligede forlag da også i at ændre lange passager og hele strofer. Et udgivelsesforbud var nemlig en alvorlig økonomisk trussel. 

Men det var ikke altid ligetil at udelade dele af plotdrevne fortællinger eller spændingsopbyggende kriminalromaner. Det fremgår for eksempel af censor Willie Bodenhoffs vurdering af Valborg Dahls ungdomsroman Vibeke (1944), som indeholder en realistisk hændelse, der kunne være sket under besættelsen, men blot ikke være blevet offentliggjort på grund af pressecensuren. Det drejer sig om en passage vedrørende en færgekatastrofe, som ifølge Bodenhoff ”uvægerligt maatte udgaa”, fordi den skildrer ”flere Døde og Saarede”. Bodenhoff skriver videre, at da en ”Færgekatastrofe af en saadan Art ikke nogensinde har været offentliggjort i Bladene, vilde den give Anledning til fra dansk Side Rygtedannelser og fra tysk Side visse Ubehageligheder over for Forlaget og Forfatterinden.” Bodenhoff erkendte dog, at færgekatastrofen var et vigtigt led i selve plottet, og at det derfor ville være nødvendigt at beholde katastrofen, blot under en anden form. Bodenhoff foreslog derfor i sin indstilling, at katastrofen for eksempel  ændres til en ”Jernbanekatastrofe paa ukendt Sted, Fyn eller Jylland”. Aftalen blev, at Bodenhoff skulle tilbagesende manuskriptet til Gyldendal, hvorefter Pressebureauet efter forfatterens omskrivning igen ville tage stilling til manuskript. Læsningen er med andre ord et eksempel på, hvordan censorerne af hensyn til tyskerne forsøgte at omskabe litteraturen – endda helt ned på plotniveau. 

”Sag med et vist Sprængstof”

Enkelte gange førte censorernes indstillinger også til principielle diskussioner og overvejelser om, hvad meningen med besættelsescensuren overhovedet var. Det skete for eksempel, da censor Gunnar Seidenfaden formulerede sin vurdering af den digre nøgleroman Mændene kom efter Midnat (1943) af den pronazistiske forfatter Knud Nordentoft. Romanen er den første skildring i romanform af begivenhederne i Danmark efter 29. august, hvor regeringen gik af, og besættelsesmagten indførte militær undtagelsestilstand. 

Vurderingen indeholder en seks sider lang beskrivelse af handlingen, som Seidenfaden i øvrigt mener er ”usammenhængende skrevet og daarligt komponeret”. Romanen består af en lang række passager, som er propaganda for Tyskland i form af angreb mod kommunismen, England, jøder, frimurere, sabotører og så videre, og derudover portrætterer romanen mange genkendelige indenrigspolitiske forhold fra Danmark, som på dette tidspunkt ikke kunne udgives. Problemet er, at romanen egentlig er henlagt til et ”ubekendt Land med russisk-klingende Byer og Personer”, men at de ”dog alle [er] let kendelige, og efterhaanden glemmer forft. ogsaa de forskellige Pseudonymer.” Forfatteren, som var meget ivrig efter at få bogen udgivet, henvendte sig til Seidenfaden for at fremskynde sagen. Seidenfaden, som på daværende tidspunkt kun havde læst begyndelsen af værket, meddelte forfatteren, at det var meget vanskeligt at se, hvordan bogen kunne udkomme på grund af den aktuelle situation i Danmark. Nordentoft mente derfor, at Pressebureauet kunne udelade de passager, tyskerne ikke ville tillade. Det vil i så fald blive det meste af bogen, argumenterede Seidenfaden for, men forfatteren hævdede, at Pressebureauet hellere skulle stryge halvdelen af bogen end at lade tyskerne klage over den. Pressebureauet skulle altså agere som redaktører. Seidenfaden medgav da også, at bogens indenrigspolitiske dagsordener ikke i sig selv burde interessere Pressebureauet, for, som han skriver: ”(…) vi sad ikke her for at forsvare den danske Politik, det danske Demokrati eller Regeringen, men kun for at danne et Værn for Forfatterne, saaledes at de ikke kom til at skrive noget, som kunde være de tyske Myndigheder ubehageligt.”

Seidenfaden kaldte dette for en ”Sag med et vist Sprængstof”, idet det ville være umuligt for Pressebureauet at ændre bogen, så den stadig ville fungere som roman: ”Grænserne for, hvad der skulde stryges er meget flydende, og ofte er det svært at se, hvor Grænsen skal trækkes,” hvorfor han foreslog at begrunde afvisningen over for forfatteren med, at det var ”teknisk ugørligt, eller hvad Kontorchefen nu kan finde paa.” Men sagen var også sprængfarlig, fordi bogen umuligt kunne forelægges direkte for den tyske censur, skulle forfatteren klage over et forbud, idet det ifølge Seidenfaden derved

maaske til en vis Grad – men unægtelig ogsaa kun til en vis Grad, vil kunne se ud, som om vi optræder som Forsvarere for Thune Jacobsen og Demokratiet og Stauning og Augusta og Kongen og Russerne og Sabotørerne, og optræder som Undertrykkere af det frie Ord. 

Blev sagen forelagt de tyske myndigheder, kunne de med andre ord tro, at bogen ikke måtte udkomme, netop fordi den var pronazistisk, hvorved censuren på paradoksal vis (og modsat intentionen) ville fremstå som demokratiets beskytter. På den måde fangede censuren sig selv. Man måtte, med Seidenfadens ord, i stedet tage “Tyren ved Hornene” og i første omgang forsøge at stoppe bogen ved selve forfatteren. At henvise til umuligheden i at rette bogen til fungerede derfor som et værn for Pressebureauet mod en direkte tysk konfrontation, idet sagen på den måde kunne klares uden tysk indblanding og direkte mellem Pressebureauet og forfatteren. Censuren skulle bevares på danske hænder, så illusionen om dansk suverænitet kunne opretholdes.

Gunnar Seidenfadens konkluderende bemærkninger efter læsningen af Knud Nordentofts pronazistiske roman Mændene kom efter Midnat. Foto: Rigsarkivet, privat. 

For en historiker bidrager disse dokumenter i Pressebureauets bogkontrol således ikke blot til at belyse endnu en flig af den ellers så gennemforskede besættelsestid i Danmark. De er også kilder, der viser, hvordan danskere selv har forholdt sig til at skulle undertrykke det frie ord og dermed direkte gøre indgreb på helt centrale elementer i et liberalt demokrati, nemlig ytrings- og trykkefriheden.   

Troels Solgaard Andersens ph.d.-projekt, En kulturel undtagelsestilstand, er en bredere undersøgelse af Udenrigsministeriets Pressebureaus censur af kulturlivet under besættelsen 1940-45. 

Scroll til toppen