Undtagelsestilstanden

Undtagelsestilstanden

Apoka­lypsens fire ryt­tere, her i den por­tugi­siske kun­st­maler Arturo Soutos for­tolkn­ing fra 1937. Cre­ative Com­mons 4.0

I Johannes’ Åbenbaring fortælles om de fire dommedagsryttere. De tre første symboliserer krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde spreder sygdom i sit kølvand. Når alle fire rider på samme tid, vil jorden gå under, men undertiden har den fjerde rytters hærgen været næsten nok i sig selv. Hvad sker der, når den fjerde rytter rider bort igen og epidemiens undtagelsestilstand ophæves? I bagordet til bogen Den fjerde rytter, 10.000 års epidemihistorie reflekterer Jeanette Varberg og Poul Duedahl over, hvilke lektioner vi med epidemihistoriens hjælp kan og bør drage af corona-epidemien

Den fjerde ryt­ter kom­mer, ser og sejr­er – og rid­er så bort igen. Sådan var det engang, og sådan er det stadig. I beg­y­n­delsen af april 2020 tog bystyret i Wuhan ini­tia­tiv til den første spæde genåb­n­ing af sam­fun­det og en tilbageven­den til den ver­den, som ind­byg­gerne opfat­ter som den nor­male, men dermed også det første skridt i ret­ning af at glemme, hvor­dan tilværelsen er, når den er mas­sivt syg­dom­sramt. For epi­demier bliv­er opfat­tet som und­tagelses­til­stande. En afvigelse fra nor­men. Helt upåvir­ket er byens ind­byg­gere selvføl­gelig ikke af deres oplevelser. Reje­han­dler Wei Guix­i­an, patient 0, lever ganske vist videre, men ikke helt som før. Hun fornem­mer omver­de­nens opmærk­somhed og har mis­tet sin stade­plads, for­di markedet er lukket ned og han­dlen med ekso­tiske dyr for­budt. I byen reg­istr­erer man sam­tidig folks opholdsst­ed­er, og ind­byg­gerne må kun bevæge sig omkring i overensstem­melse med deres hel­bred­stil­stand. For coro­n­aepi­demien –  eller ret­tere COVID-19 – er i dag den bedst overvågede syg­dom i ver­den, og så længe der ikke find­es en vac­cine, kan den let vende tilbage. Det vis­er his­to­rien. Kan en virus bare mutere og tilpasse sig men­nesker, så er den næste store epi­de­mi allerede under opsejling.

Alligev­el er det som om, men­nes­ket har travlt med at fortrænge. Det er f.eks. ganske tankevækkende, at epi­demiske syg­domme har kostet flere men­neske­liv end alle ver­den­shis­to­riens krige tilsam­men, og alligev­el er det dem, vi husker og ind­del­er his­to­rien efter. Måske er det, for­di krige er noget, som men­nes­ket selv kon­trollerer i et vist omfang, mens epi­demier netop opfattes som en und­tagelses­til­stand. Når bare de har kostet nogle døde, så kan men­nes­ket komme videre med livet. Og selvom man skulle mene, at erfaringerne nok får stat­en til at investere mas­sivt i lagre af værne­mi­dler, forskn­ingslab­o­ra­to­ri­er og pro­duk­tions­fa­ciliteter, så vis­er his­to­rien, at det mod­sat­te er til­fældet, og at netop den side af sagen er ganske svær at over­be­vise befolkn­ing og poli­tikere om, når det er ved at være længe siden, nogen sidst tog liv­tag med døden. I midten af maj 2020 reg­istr­erede man i Dan­mark for første gang i et par måned­er nul omkomne for coro­n­aepi­demien, og i samme split­sekund sat­te glem­slen ind. Hvor mikroberne før havde kapret nyhedsme­diernes over­skrifter, blev læserne plud­selig mere optaget af, hvornår de kunne vende tilbage til ver­den, som den så ud før krisen, og genåb­nin­gen af skol­er, butikker, restau­ran­ter og fit­ness­cen­tre, sådan at den danske patient 0, TV 2’s Jakob Tage Ram­lyng, og alle andre danske løn­mod­tagere kunne skabe vækst til glæde for betal­ings­bal­an­cen. For vi over­lad­er hellere end gerne syg­dom­men til immunologer langt borte, og lad­er dem skaffe os en effek­tiv vac­cine i bytte for Nobel­prisen i med­i­cin – der er lige nu mere 3.000 forsøg i gang i USA alene – når bare vi får lov til at flå klis­ter­mærk­er af gul­ve og plex­i­glasaf­skærmninger i super­marked­er og ple­je­hjem. Hellere i dag end i morgen.

Og når først vac­ci­nen virk­er, så er det sket. Så ænser vi ikke læn­gere dem, som engang blev udråbt som hverda­gens helte – syge­ple­jer­sken, kassemedar­be­jderen og den hvid­ki­tlede læge – og beg­y­n­der igen at opføre os, som om det er men­nes­ket, der bestem­mer over naturen, og som skaber krige, hvis det går virke­lig vildt til. Så han­dler det igen om at skaffe mere vær­di med færre ressourcer, reduc­ere lagre af værne­mi­dler og pro­duk­tions­fa­ciliteter for vac­cin­er, gøre sig afhængig af glob­ale forsyn­ingskæder og satse på, at de frie markedsmekanis­mer nok skal forsyne ver­den med, hvad den behøver, blot den vifter med penges­edlerne. Så kan man trygt anvende antibi­otikaen på småin­fek­tion­er og pat­te­grise, som om der ikke var bedre at bruge den til. Det går jo nok i et land med fri­hed under ans­var, en rel­a­tivt lav befolkn­ingstæthed, en oplyst befolkn­ing og et velud­bygget syge­husvæsen. I hvert fald lige indtil epi­demien ram­mer igen, og men­nesker bliv­er sig selv nærmest, alle skål­taler om grænseover­skri­dende samar­be­jde fors­tum­mer, og poli­tikere plud­selig husker, hvor grænsen går, så der kan plac­eres en beton­blok, som sikr­er, at ham­string sker nation­alt, og at alle de men­nesker, som de ikke er herre over, holdes på behørig afstand.

Sagen er nem­lig den, at epi­demierne helt sikkert vender tilbage. Igen og igen. Det er fak­tisk et under, at en epi­de­mi som den sen­este ikke nåede os før, end den gjorde, og at den trods alt ikke ser ud til at blive værre, end den gør, set i lyset af tabs tal­lene under Den Store Pestilens og Den Spanske Syge. For da men­neskene blev bøn­der for over 10.000 år siden, var det måske nok et valg med kon­tant udbytte, men det kom ikke uden omkost­ninger. Hus­dyrhold og omlægnin­gen af den utæmmede natur til et vel­fris­eret kul­tur­land­skab opti­merede mikrobernes overlevelsesmuligheder.

Der­for har det heller ikke sko­rtet på småepi­demier, der under­tiden giv­er os færten af men­nes­kets forgæn­ge­lighed: sal­mo­nel­la, kogal­skab, sars, fugle­in­fluen­za, rotavirus, ebo­la, legionærsyge, dengue­feber, bor­re­liose og gul feber. Men hver gang, de har været i færd med at sprede sig drama­tisk, er de blevet ind­dæm­met i tide, og der­for har syg­dom­struslen på vores bred­de­grad­er aldrig været af en karak­ter, hvor et ukon­troller­bart antal har været i akut fare for at dø. Det fak­tum gør hukom­melsen tankevækkende kort, for glem­sel er håb, og glem­sel hel­er, og vi men­nesker er ukuelige opti­mis­ter, der helst tror, at mor­genda­gen er en for­læn­gelse af i går, og at nor­malitet er fravær af syg­dom. Men glem­sel kan også gøre slemt værre, hvis man glem­mer det, der er vigtigt at huske, når krisen kradser.

Selvføl­gelig husker vi et og andet. Pest lærte os om karan­tæne, kol­era om kloaksys­te­mer, og tuberku­lose, at det er usmart at gå og spytte over­alt. Kop­per lærte os om vac­cin­er og dif­teri at masse­pro­duc­ere dem. Hiv lærte os at bruge kon­dom, og coro­na vigtighe­den af rene hæn­der. Men vi glem­mer sam­tidig en hel masse. Hvor lam­mende epi­demier er, og hvor langt man kom­mer, når men­nesker gen­nem oplysning og viden bliv­er i stand til at trodse ang­sten og yde en fælles indsats.

Der er mass­er, vi kan reflek­tere over og lære af. Hvor­dan lær­er vi at spore smit­tede fra Østrig, når alle er optaget af, at de skal komme fra Kina og Ital­ien? Hvor­dan håndter­er per­son­ale i rum­dragter at arbe­jde i 16-timers skift? Hvor­dan undgår man, at des­per­a­tio­nen over syg­dom, iso­la­tion, døds­fald, arbe­jd­sløshed og neg­a­tive fremtid­sudsigter plud­selig antæn­des af en hvid bet­jents drab på en sort med­borg­er, og får gaderne til at eksplodere i vold, røver­ier og kæm­pedemon­stra­tioner over­alt i ver­den, så smit­ten spre­des til end­nu flere?

Det kan his­to­rien – men­neske­he­dens erfar­ing – lære os. Når man læs­er om tidligere epi­demier, får man ganske vist let den opfat­telse, at for­tidens fork­laringer på syg­dom var præget af pseudov­i­den­skab og behan­dlin­gen for­mål­sløs og der­for helt uden rel­e­vans for os. Men fak­tisk er det sådan, at men­nesker næsten altid rea­ger­er på måder, som virk­er logisk for dem selv. På den måde har intet ændret sig. Det er jo med præ­cis samme selvføl­ge­lighed, at den nu forhen­værende amerikanske præsi­dent glad og gerne annon­cer­er, at han ind­tager malar­i­amed­i­cin mod coro­n­avirus. Og lige­som der i 1500-tal­let var en man­glende vil­je til at sætte sig ud over ens egne trosop­fat­telser og se bort fra bibelske fork­laringer, selvom med­i­cinske pegede i nye ret­ninger, vægr­er man sig i dag med nærmest religiøs ihærdighed mod at bære maske og bed­er folk om at nyse i ærmet i stedet. Anti­vac­ci­na­tions­bevægelser er også et gam­melt fænomen, for ethvert sam­fund rum­mer en genk­endelig kon­ser­vatisme, og når nye vac­cin­er kom­mer, er det da kun for­ven­teligt med mod­kam­pag­n­er, der opfor­dr­er folk til at holde sig på behørig afs­tand af kanylen.

For men­nesker er men­nesker, og reak­tion­erne som regel stærkt genk­endelige – også hen over årtusin­derne. Man genk­ender forsø­gene på at give andre befolkn­ings­grup­per skylden for at have intro­duc­eret epi­demien, hvad enten det er jøderne, der forgifter brøn­dene for at overtage ver­den­sh­erredøm­met, eller kine­serne, der har skabt viruss­porer i et lab­o­ra­to­ri­um med onde hen­sigter for øje. Og i USA er fjen­de­billedet for tiden lige netop Kina, som ikke kvalte virussen i fød­slen, mens skurken i Kina er USA, hvor syg­dom­men er helt ude af kon­trol, så man risik­er­er at få den lige lukt tilbage i hov­edet igen.

Vi ved selvføl­gelig aldrig, hvad der ram­mer i mor­gen, men vi ved, at det bliv­er dyrt, bøvlet og kom­plekst. Det vis­er his­to­rien. Omfanget afhænger af vores evne til at håndtere det uvent­ede. Første skridt på vejen består i, at vi som fæl­lesskab insis­ter­er på at huske erfaringerne fra coro­n­akrisen og de sociale ændringer, som føl­ger i dens køl­vand, og anvende erfarin­gen til at påvirke sund­hedsvæsenet speci­fikt og sam­fun­det mere generelt – f.eks. med han­dlingsan­vis­ninger, som kan tages i anven­delse før, under og efter den næste katastrofe.

Når den kom­mer. For alle dele af ver­den er i dag nem­lig kun en eller to fly­ve­ture væk, og glob­alis­erin­gen, befolkn­ingstæthe­den og antallet af dyr i vores varetægt trækker i ret­ning af flere og mere omfat­tende epi­demier. Tre fjerd­edele af alle syg­domme stam­mer trods alt fra dyr, og selvom man skulle tro, at det kun hjælper, at der uddør 100 arter om dagen, så er det fak­tisk lige omvendt. For udry­d­delsen bety­der ikke, at der bliv­er færre dyr, men at der er flere af samme slags. De såkaldte nyt­tedyr som opstaldes tæt mange sam­men og pass­es og tilses af men­nesker. Det kan man så tænke lidt over.

Ifølge en myte fra chero­keein­di­an­erne var der engang en kon­flikt mellem men­nesker og dyr, som endte med, at dyrene beslut­tede sig for at give deres her­rer en række syg­domme som gengæld for dårlig behan­dling – og i gam­le myter og sagn er der, som bek­endt, ofte en kerne af sand­hed. En del af de syg­domme, vi har beskrevet her i bogen, er nem­lig et resul­tat af, at men­nes­ket klumper sig sam­men, omlæg­ger vild natur til land­brug og pro­duc­er­er og slagter flere dyr i takt med, at jor­dens befolkn­ing vokser. Kvæg, svin og høns. Og ensart­ede dyr udvek­sler mikrober så let som ingent­ing, så dårlig­domme kon­stant må holdes nede med vac­cin­er og antibiotika.

De resistente bak­terier, som føl­ger i køl­van­det, bety­der, at truslerne efter­hån­den kan komme flere sted­er fra – også fra syg­domme, som vi for længst har afskrevet som trusler – så folk igen af dør af lunge­betæn­delse, tuberku­lose og kønssyg­domme. Hvis da ikke kli­maforan­dringerne kom­mer først og sikr­er, at vi får malar­i­amyggen retur, bedst som vi helt havde glemt, at den nogensinde var på vores breddegrader.

Dyrene er med andre ord ikke færdi­ge med at hævne den dårlige behan­dling, hvis ellers vi skal følge chero­keein­di­an­ernes logik, selvom det jo nok snarere er mikroberne, der i rigt mål beløn­ner de over­levelses­mu­lighed­er, vi skænker dem. Det er da også med en vis bekym­ring, at forskere nu kon­stater­er, at coro­n­avirus igen smit­ter mellem dyr og men­nesker. Mink slås ned i store mængder, og også kat­te, tigre, løver og hunde har indtil videre fået syg­dom­men. På den måde kan mikroberne holde sig i live og mutere i lang tid, allerbedst som vi havde travlt med at vende tilbage til nor­maltil­standen og fortrænge, hvad der er hændt.

I dag lever folk i Vesten nem­lig i gen­nem­snit omkring 80 år og dør som følge af såkaldte livsstilssyg­domme som hjerteprob­le­mer, ryger­lunger og dia­betes. Det er i hvert fald vores selv­billede. Taler vi endelig om epi­demier, så han­dler snakken som regel om fedme. For siden Anden Ver­den­skrig har infek­tion­ssyg­domme ikke været den helt store trussel, men­er vi at vide, og mid­delleve­ti­den har jo trods alt ikke været højere på noget andet tid­spunkt i ver­den­shis­to­rien. Men det skyldes netop, at vi trods alt husker noget og byg­ger videre på ind­sigter ind­høstet i gen­er­a­tionerne før os.

Spørgsmålet er så, om det nu også er nok, at vi husker. Om vi væl­ger at omsk­abe den måde, vi lever i sam­spil i naturen på, for helt at afl­y­se den fjerde ryt­ters næste forestill­ing, eller om vi stil­tiende accepter­er, at coro­n­akrisen bare var generalprøven.

Jeanette Var­berg er muse­um­sin­spek­tør på National­museet og blandt andet for­fat­ter til bogen Viking – ran, ild og sværd og mod­tager af Rosenkjær­prisen, Blix­en­prisen og Week­en­davisens Litteraturpris.

Poul Duedahl er pro­fes­sor i his­to­rie på Aal­borg Uni­ver­sitet og blandt andet for­fat­ter til bogen Velkom­men på bagsi­den og tre gange mod­tager af prisen for Årets His­toriske Bog.

Scroll til toppen