Et spørgsmål om ekstrem solidaritet

Ukendt kun­st­ner. Udgivet under CC BY-SA 3.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0, via Wiki­me­dia Commons

Hvordan kom samfundet til at flyve som en anden humlebi — trods uvidenhed om naturens love? Det undersøger Andreas Beyer Gregersen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, i sin artikel om samfundets universallim: solidaritet.

Et sam­fund er som den hum­lebi, der ifølge myten ikke kunne fly­ve, men alligev­el gjorde det af uvi­den­hed om naturens love. Med tanke på det mod­erne sam­funds kom­plek­sitet, dets utal­lige poli­tiske kon­flik­ter og de store kløfter mellem grundlæggende vilkår blandt sam­funds­grup­per virk­er nuti­dens sam­fund i hvert fald som skrø­be­lige kon­struk­tion­er, som egentlig ikke burde fun­gere. Og alligev­el lykkes det igen og igen trods bump på vejen at skabe såv­el sam­men­hold indadtil som samar­be­jde udadtil, hvad enten vi snakker om lokalsam­fund, nation­al­stater eller glob­ale fæl­lessk­aber. ’Sol­i­daritet’, ‘sam­men­hængskraft’ og ’sam­fundssind’ anven­des ofte som væsentlige fak­tor­er i forhold til, hvad der forbinder indi­vider og grup­per, og de kunne også sættes ind i denne sam­men­hæng som en slags uni­ver­sal­lim, der hold­er sådanne dele sam­men på kryds og tværs. Men hvor­dan udtrykkes og udvikler sol­i­daritet sig egentlig inden for og på tværs af forskel­lige sam­fund? Hvad er det for en dynamik, som er på spil, når sol­i­daritet vis­er sig?


I forsøget på at komme nærmere et svar, er det værd at gen­overve­je, hvad sol­i­daritet er for en stør­relse, for begre­bet kan ikke forstås ordentligt, hvis det ikke tænkes som mere vidtrækkende end blot dét at stå sam­men om noget, som man har til fælles. Dét, som sol­i­daritet også han­dler om, er nem­lig ikke et allerede etableret fæl­lesskab men en ofte anstren­gende bevægelse mod det delvist ukendte; en pos­i­tiv ges­tus mod dét, som er svært at iden­ti­fi­cere sig med. Sol­i­daritet implicer­er således en indre dynamik; en bevægelse frem til den anden og derefter tilbage til én selv. Sol­i­daritet som sådan er der­for ikke bare mere kom­plekst og åbent, end det ofte italesættes, men der find­es også en paradok­sal side af sol­i­daritetens væsen, som vis­er sig i de til­fælde, hvor denne bevægelse strækker sig til det allery­der­ste og dermed forår­sager et spænd­ings­fyldt tilbages­lag. En sådan form for sol­i­daritet gør os således opmærk­somme på både vores begræn­sninger som sol­i­dariske væsen­er, der rækker ud mod andre, og sam­tidig hvor­dan disse begræn­sninger ikke er uforan­derlige men kan rykkes ved. Det er sådanne til­fælde, som jeg vil beteg­ne som ekstrem sol­i­daritet – dér, hvor sol­i­dariteten ikke burde være i stand til at fly­ve men gør det alligevel. 

Solidaritet og minimumsstandarder

Men før vi fokuser­er på denne paradok­sale side af sol­i­daritet, er det værd at dvæle ved, hvorledes begre­bet nor­malt anven­des. I antolo­gien Sol­i­dar­i­ty: The­o­ry and Prac­tice (2014) giv­er Arto Laiti­nen og Anne Bir­git­ta Pes­si en udmær­ket intro­duk­tion til begre­bet, hvori de blandt andet redegør for den ety­mol­o­giske oprindelse i romer­sk lov, hvor udtrykket oblig­a­tio in solidum betød, at flere skyld­nere hæft­ede for samme gæld – et juridisk forhold, som på dan­sk også kaldes ’sol­i­darisk hæf­telse’. En sådan fælles støtte i en gruppe går igen i den nutidi­ge anven­delse af begre­bet, som ifølge Laiti­nen og Pes­si ref­er­erer til en vi-tænkn­ing og der­for adskiller sig lige så meget fra altru­isme som aso­cial ego­isme. Sol­i­daritet forud­sæt­ter gen­sidighed i sociale rela­tion­er hvis ikke en høj grad af tilhørs­forhold til en bestemt gruppe. Men sam­tidig peger sol­i­daritets­be­gre­bet i flere forskel­lige ret­ninger, som det kan ses, når der skelnes mellem moral­sk mikrosol­i­daritet og poli­tisk makrosol­i­daritet; hvor først­nævnte kom­mer til udtryk i konkrete rela­tion­er, karak­teris­eres sid­st­nævnte nor­malt som en form for sol­i­daritet, der vis­er sig i større fæl­lessk­aber. Sam­tidig skelnes der ligeledes ofte mellem en ’tyk’ eller ’stærk’ form for sol­i­daritet i tæt­tere knyt­tede og muligvis lukkede grup­per over for en tyn­dere og mere dif­fuse sol­i­daritet, som byg­ger bro over forskelle mellem grup­per og individer.


Det sid­st­nævnte hænger sam­men med udbredte metafor­er om sol­i­daritet som sam­fun­dets lim eller måske end­da cement — dét, som binder ellers adskilte dele af det sociale liv sam­men til en større enhed. En mere konkret for­tolkn­ing af disse metafor­er er at anskue dem som udtryk for sol­i­daritetens ’sam­men­hængskraft’, selvom det begreb ikke nød­vendigvis giv­er flere svar, end det stiller nye spørgsmål. Hvis der find­es en under­liggende kraft bag udvis­nin­gen af sol­i­daritet, hvorledes bør den kraft i så fald karak­teris­eres — er det en almen­men­neske­lig og instink­tiv ’urkraft’ eller er det snarere et kul­tur­pro­dukt af årtusin­ders ’opdyrkelse’ af gen­sidi­ge rela­tion­er? Uanset hvad er fokus inden for diskus­sion­er af sol­i­daritet ofte på de eksem­pler, der er så ved­varende, at de kan tolkes som udtryk for, at der netop må være magt­fulde kræfter på spil.

Oven­stående tankegang ses også i daglig sprog­brug, hvor ’sol­i­daritet’ oftest associeres med dét, som Den Danske Ord­bog beskriv­er som “at stå last og brast med nogen”. Et så kraft­fuldt udtryk peger på, at sol­i­daritet i høj grad stadig tolkes ud fra dét, som den amerikanske filosof Jodi Dean benævn­er som enten affek­tiv eller kon­ven­tionel sol­i­daritet. Affek­tiv sol­i­daritet kan beskrives som den slags sol­i­daritet, der vokser ud af intime forhold og forstærk­er men­neskers kærlighed og ven­skab til hinan­den. Kon­ven­tionel sol­i­daritet opstår i stedet ud af fælles inter­ess­er, tra­di­tion­er eller værdier og organ­is­eres omkring en gruppe eller et sam­fund. Sam­tidig hvil­er denne slags sol­i­daritet på netop en etableret ‘kon­ven­tion’ om et os over for et dem – en etab­ler­ing og vek­selvirkn­ing mellem inklu­sion og eksklu­sion. Ifølge Jodi Dean find­es der dog også en tred­je form, som hun kalder for reflek­siv sol­i­daritet — en form, som ifølge Dean fak­tisk byg­ger på uenighed og såkaldt ‘værdiplu­ral­isme’ i den for­stand, at det sol­i­dariske fæl­lesskab skabes og opretholdes omkring en fort­sat diskus­sion om parternes forskel­lighed­er. Med inspi­ra­tion fra soci­olo­gen Lynet Uttals udsagn om, at fem­i­nis­ter er nødt til at have lov til at være ‘messy’ og især give plads til uenighed i de grup­per og foreninger, som de organ­is­er­er sig i, under­streger Dean, at restrik­tive normer for eksem­pelvis inklu­sion og eksklu­sion ikke indgår i den reflek­sive sol­i­daritet. Det reflek­sive består for hende i, at der i prin­cip­pet kan sættes spørgsmål­stegn ved alt, uden at man af den grund udelukkes fra det ‘vi’, som kon­stitueres kom­mu­nika­tivt i den løbende sam­tale om ‘vores’ uenighed­er. Men for at det kan lade sig gøre, er der alligev­el brug for en slags min­i­mums­stan­dard i form af en gen­sidig for­vent­ning om ‘ans­varlighed’. Den reflek­sive sol­i­daritet byg­ger således stadig på et sæt af fælles for­vent­ninger, selvom de er reduc­eret til et minimum.

At være ans­varlig inde­bær­er ifølge Uttal at være så åben som mulig over for forskel­lighed­er og uenighed­er. I den amerikanske filosof Tere­sa Bejans Mere Civil­i­ty: Dis­agree­ment and the Lim­its of Tol­er­a­tion (2017) skit­seres en begri­belse af ’civilitet’ som en etisk og poli­tisk dyd, der min­der om denne forståelse af sol­i­daritet – civilitet behøver hverken at inde­bære under­trykkelse af kon­flik­ter eller vare­tagelse af særlige normer og værdier, men kan også bestå i det at prak­tis­ere og insis­tere på en min­i­mums­stan­dard for opførsel selv i de mest ube­hagelige kon­flik­ter. Ligeledes kan Deans idé om reflek­siv sol­i­daritet beskrives som ’min­i­mal’ i den for­stand, at den slags sol­i­daritet med tidligere nævnte metafor­er hverken fun­ger­er som lim eller cement men der­i­mod som et ved­hold­ende pres mellem kræfter, der hold­er hinan­den oppe og dan­ner et fæl­lesskab ved netop at støde sam­men igen og igen. Men dette må stadig karak­teris­eres som en mere sta­tisk forståelse af sol­i­daritet, idet den reflek­sive sol­i­daritets yder­ste ram­mer er fast­sat­te. Teorien om reflek­siv sol­i­daritet er der­for ikke tilstrække­lig til at beskrive dét, som jeg med inspi­ra­tion fra den tyske filosof Karl Jaspers vil benævne som sol­i­daritetens ‘græns­esi­t­u­a­tion­er’ (Gren­zsi­t­u­a­tio­nen). Ifølge Jaspers er livets græns­esi­t­u­a­tion­er kende­teg­net ved, at hele ens eksis­tens og fri­hed sættes på spil i det ekstreme møde med for eksem­pel dødens plud­selige tilst­ede­værelse. Det nor­male ved ens liv sættes der­for i et nyt lys og foran­dres radikalt i mødet med det unor­male. På samme måde synes visse sit­u­a­tion­er at sætte selv en reflek­siv min­i­mums­stan­dard for sol­i­daritet på prøve og stille de involverede parter over for et spørgsmål om, i hvor høj grad og hvorledes det giv­er mening at han­dle og tænke sol­i­darisk, når det fælles grund­lag ikke synes at være til stede. Det er disse sit­u­a­tion­er, som jeg vil beteg­ne som ’ekstreme’ i den for­stand, at de ikke bare sæt­ter os selv på prøve men også strækker, hvad vi nor­malt forstår som sol­i­daritet, til det allery­der­ste. Mod­sat den reflek­sive sol­i­daritet er enhver fælles for­vent­ning­sho­risont, enhver min­i­mums­stan­dard sus­penderet inden for den ekstreme sol­i­daritets bevægelse — i stedet er det kort sagt selve sol­i­daritetens eksis­tens, som er på spil. Ekstrem sol­i­daritet er en social og poli­tisk grænsesituation.

Hvis dette er en form for solidaritet

I den skotske filosof Adam Smiths første hov­ed­værk Teorien om de moralske følelser (1759) forestilles det, hvor­dan nyhe­den om et jord­skælv i Kina, der slår op mod 100 mil­lion­er ihjel, først vil få en europæer til udtrykke sorg og gøre sig tanker over men­nes­kets usikre vilkår i ver­den — for hur­tigt derefter at ”snorke med den største betryggelse” uden mere tanke der­på. I dag synes denne uov­erensstem­melse mellem vores viden om ver­dens nødli­dende og den man­glende indlevelse i deres vilkår at være end­nu mere tydelig. ’Kine­siske jord­skælv’ foregår hver eneste dag i form af ekstrem fat­tig­dom, borg­erkrig og naturkatas­tro­fer på tværs af jor­den, og alligev­el sover de fleste af os ikke dårligere om nat­ten af den grund. De fleste af os anerk­ender, at det fælles grund­lag, der består i at tilhøre men­neske­he­den, for­dr­er hjælp på tværs af geografiske afs­tande og nationale grænser i sådanne til­fælde, selvom dette som oftest benævnes som ’vel­gøren­hed’ og ikke ’sol­i­daritet’. Alligev­el er det en anerk­endelse, som kan være svær at fastholde, når det drejer sig om men­nesker, hvis livsvilkår, kul­tur og erfaringer vi ikke kender meget til. Ekstrem sol­i­daritet kan der­for vise sig i denne kon­tekst som den usta­bile bevægelse, der består i at forsøge at udvide og fastholde ens glob­ale udsyn samt anerk­endelse af, at alle men­nesker har ret til hjælp i nød­si­t­u­a­tion­er – en bevægelse, der igen og igen slår tilbage mod én selv om en spændt elastik.


I fil­men The Con­stant Gar­den­er (2005) udfoldes et drama­tisk eksem­pel på ekstrem sol­i­daritet, som direk­te bliv­er et spørgsmål om liv eller død. Baseret på John le Carré’s roman af samme navn føl­ger man i fil­men Justin Quayle, en britisk diplo­mat i Kenya, som efter mordet på sin hus­tru, Amnesty-aktivis­ten Tes­sa, i selvsamme land forsøger at komme til bunds i den kon­spir­a­tion mellem poli­tisk magt og den glob­ale med­i­c­i­nalin­dus­tri, der er skyld i hen­des død. Tes­sa var nem­lig ved at under­søge og afs­løre, hvorledes et stort med­i­c­i­nal­fir­ma test­ede et nyt præ­parat mod tuberku­lose på den kenyanske befolkn­ing, selvom det allerede var kendt, at det havde alvorlige bivirkninger. De kon­spir­erende magth­a­vere forsøger dernæst at true og til sidst myrde Quayle i hans søgen efter bevis­er og klarhed på både, hvor­for Tess døde, og hvad forsø­gene med befolknin­gen går ud på. I denne hæs­blæsende jagt på tværs af lan­de­grænser går det dermed også mere og mere op for Quayle, hvorledes den lokale befolkn­ing i Kenya og andre lande lid­er under et glob­alt magt­spil. Men sam­tidig med at han oprøres over den lokale befolkn­ings lev­evilkår og synes at blive opmærk­som på deres nød ud fra et nyt per­spek­tiv, vis­er fil­men igen og igen min­der fra deres tid før hen­des død. Ud fra en kynisk læs­ning af Quayle som karak­ter læg­ger den altover­skyggende rolle, som Tess’ død spiller i fil­men, således op til, at Quayle i virke­lighe­den ikke bekym­r­er sig om de lokale kenyanere, der ofte også indgår i scener som én stor masse af men­nesker; de er blot en brik i den sorg­pro­ces og søgen efter ret­færdighed, som Quayle er midt i. Men dette per­spek­tiv tager ikke højde for den trans­for­ma­tion, som Quayle selv gen­nemgår under­ve­js, og som bety­der, at han i høj grad beg­y­n­der at overtage Tess’ ide­al­is­tiske og kom­pro­mis­løse syn på ver­den – et syn, der implicer­er en radikal forplig­telse over for en langt større kreds af men­nesker end blot ens nærmeste. Med det in mente kan de mange dag­drømme om Tess under­ve­js tolkes ikke så meget som samvit­tighed­styn­gede påmin­delser om hans ans­var over for hende, men mere som gen­tagne tilbages­lag i en udvidelse af den sol­i­dariske horisont. Dag­drømmene repræsen­ter­er den ’gam­le’ virke­lighed, som han kender så godt, mens den ’nye’ virke­lighed omkring ham til gengæld synes at antage sin egen drøm­meagtige karak­ter i form af en kon­stant udv­i­dende og foran­derlig masse af men­nesker, der påkalder sig hans opmærksomhed.


Ekstrem sol­i­daritet har således et reflek­sivt ele­ment som Dean’s kat­e­gori om reflek­siv sol­i­daritet, da den vanske­lige udvidelse af den sol­i­dariske horisont afspe­jler os selv og vores begræn­sninger. Men mod­sat Dean’s reflek­sive sol­i­daritet behøver ekstrem sol­i­daritet ikke at implicere et eksis­terende fæl­lesskab og dermed en inter­ak­tion mellem to eller flere parter. Den førnævnte reflek­sion kan også finde sted på bag­grund af en man­gel på inter­ak­tion såsom i forhold­et mellem den tidligere nævnte europæer og de jord­skælvs­ramte kine­sere i Adam Smiths tan­keeksper­i­ment. Dette bety­der ikke, at det er en form for sol­i­daritet, der bare er forestil­let eller fik­tiv, da den på trods af sin fly­gtige karak­ter ikke desto min­dre inde­bær­er en reel bestræ­belse på at opnå kon­takt, skabe forbindelse og erk­lære sol­i­daritetens velk­endte mot­to; at være i samme båd.


Ekstrem sol­i­daritet bal­ancer­er igen og igen på grænsen mellem sym­metri og asym­metri, mellem den andens fremmed­hed over for den ligesind­edes velk­endthed. Ekstrem sol­i­daritet er en spænd­ing, et sats, en tilsyneladende umu­lighed. Med andre ord har ekstrem sol­i­daritet en irre­ducibelt tid­slig karak­ter, som bety­der, at den ikke kan forstås til fulde i øje­b­likket; den forvikler både tid og rum. I den for­stand kan ekstrem sol­i­daritet også sætte spørgsmål­stegn ved eksis­terende iden­titeter og deres forankring i tid og rum. De foregående eksem­pler har i den forbindelse taget udgangspunkt i vestlige europæere, der kon­fron­ter­er en ver­den uden for det velk­endte, som igen­nem århun­dred­er er blevet mod­stil­let Vesten som en ucivilis­eret ande­thed, der bekræfter vores egen iden­titet. Ekstrem sol­i­daritet kan givetvis være svær at skelne i prak­sis fra en fort­sæt­telse af denne usol­i­dariske form for stig­ma­tis­er­ing og eksklu­sion­spro­ces. Men dét, som især The Con­stant Gar­den­er sæt­ter fokus på, er, at ekstrem sol­i­daritet i de til­fælde vis­er sig ved, at man lige præ­cis beg­y­n­der at gen­overve­je og måske end­da over­skride ens egen selv­forståelse som ’vestligt subjekt’.


Eksem­pler på ekstrem sol­i­daritet kan også find­es i de måder, hvor­på vi forsøger at relatere til ofre for vold, tor­tur og andre for­mer for mis­han­dling, der rækker ud over langt de flestes erfar­ing­sho­risont og forestill­ing­sevne. I denne forbindelse er det værd at nævne, at den franske filosof Èti­enne Bal­ibar beteg­n­er den slags vold, som over­skrid­er en tærskel til det utålelige og meningsløse, som ekstrem vold. Ekstrem vold er således den form for vold, der opfattes som uden for poli­tisk række­v­id­de i den for­stand, at den er så vold­som og ure­t­færdig, at den aldrig vil kunne ret­færdig­gøres som et mid­del til at for­følge et ’højere’ mål. Sam­tidig er det ofte en vold, der beteg­nes som umen­neske­lig ud fra en idé om men­neske­lige min­i­mums­stan­dard­er; at men­nesker under ingen omstændighed­er bør udsættes for sådanne forhold. Men hvad der præ­cist beteg­nes som ’umen­neske­ligt’, og hvorledes vi forhold­er os til til­fælde af ekstrem vold afhænger netop af vores forsøg på at forstå, hvad der er så fork­ert ved det, selvom eksem­pelvis uhyrlighed­er i kon­cen­tra­tionsle­jre over­skrid­er vores umid­del­bare fatteevne.


Vid­nes­byrdet Hvis dette er et men­neske af den tidligere kon­cen­tra­tionsle­jr­fange under Anden Ver­den­skrig Pri­mo Levi ses ofte i den forbindelse som en fortælling om, hvor­dan nazis­terne på bru­tal vis reduc­erede fanger som Levi til dyr og fratog deres men­neske­lighed. Som Peter Tudvad skriv­er i forordet til den danske over­sæt­telse, for­mår Levi at ind­kap­sle umen­neske­lighe­den ”på dens men­neske­lige, alt for men­neske­lige præmiss­er”. Dette synes også at være det indle­dende digts retoriske pointe, hvor­fra bogen får sin titel – et digt af Levi, der opfor­dr­er dets læsere til at tænke over, om det men­neske, som lever med tomme øjne, uden hår og uden navn, og som dør i lejrens kaos på grund af et ja eller nej, er et men­neske. Men selve titlen er alligev­el mere åben og knap så retorisk for­bun­det til dets indle­dende binde­ord ’hvis’. For Levi han­dler det tydeligvis ikke bare om, at man bør tænke: ’hvis dette er et men­neske, så har al tale om men­neske­lig værdighed mis­tet sin mening’. Det han­dler snarere om at forstå, at kon­cen­tra­tionsle­jrene og den hade­fulde opdel­ing af men­nesker, som disse byg­ger på, har rykket grænserne for det men­neske­ligt mulige; at vi fra nu af bør tænke på nye måder omkring dét at kæmpe for men­nes­kets værdighed. Som Levi selv skriv­er i sit korte forord, bør vær­ket først og fremmest tolkes som en ”besindig under­søgelse af visse aspek­ter af den men­neske­lige natur” – aspek­ter, som for os andre kræver en kraftanstren­gelse at relatere til på en måde, som ikke blot reduc­er­er det til noget, der lig­ger uden for vores erfar­ing­sho­risont. I for­læn­gelse af dette essays tema bør vi der­for snarere tænke: Hvis dette er et men­neske, bør vi udvide og gen­tænke selve ram­merne for men­neske­lig solidaritet.


Radikale og normale positionsforskydninger

Hvad enten det omhan­dler men­nesker reduc­eret til såkaldt dyriske til­stande i kon­cen­tra­tionsle­jre, befolkninger udsat for den glob­ale med­i­c­i­nalin­dus­tris skjulte forsøg eller noget helt tred­je såsom inter­na­tionale reak­tion­er på den nutidi­ge borg­erkrig i Yemen, er der mere at sige om den ekstreme sol­i­daritets forskel­lige man­i­fes­ta­tion­er, end det er muligt at gøre i dette essay. Men forhåbentligt står det nu mere klart for læseren, at der er tale om et over­set men væsentligt aspekt af, hvor­dan sol­i­daritet udvikler og foran­dr­er sig – at vi generelt bør snakke mere om sol­i­daritetens græns­esi­t­u­a­tion­er. Ekstrem sol­i­daritet består i et radikalt engage­ment, der rykker det sol­i­dariske sub­jekt ud af sin nor­male væremåde. I den for­stand at enhver form for sol­i­daritet ikke blot består i, at vi hjælper andre fra en dis­tanceret posi­tion, men at vi netop involver­er os, kan ekstrem sol­i­daritet forstås som en mere radikal udgave af den sub­jek­tive forskyd­ning, som altid find­er sted. At tale om ekstrem sol­i­daritet hjælper os der­for til at blive opmærk­somme på, hvorledes den ’nor­male’ sol­i­daritet også kræver noget af os selv i den for­stand, at vores gængse prak­siss­er og selv­forståelse udsættes for foran­dring. Det er dette engage­ment, der for alvor adskiller sol­i­daritet fra vel­gøren­hed. Ekstrem sol­i­daritet består blot i at strække og udvikle dette engage­ment mere, end vi nor­malvis forestiller os, at det er muligt at gøre, i forsøget på at gøre ver­den til et sted, hvor det fælles har fun­det en lidt større plads. Dette er ikke en pro­ces, der er ligetil, da den som oftest er fyldt med begræn­sninger, spændinger og tilbages­lag. Men ekstrem sol­i­daritet han­dler om at blive ved med at gøre det ’umulige’; at få fæl­lessk­a­bets hum­lebi til at fly­ve end­nu engang.

Andreas Bey­er Gregersen er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.


Videre læs­ning:
Laiti­nen, Arto & Pes­si, Anne Bir­git­ta (2016). Sol­i­dar­i­ty: The­o­ry and Prac­tice. An Intro­duc­tion. I: Laiti­nen, Arto & Pes­si, Anne Bir­git­ta (ed.). Sol­i­dar­i­ty: The­o­ry and Prac­tice. Lan­ham, USA: Lex­ing­ton Books
Dean, Jodi (1996). Sol­i­dar­i­ty of strangers. Oak­land, USA: Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia Press
Bal­ibar, Éti­enne (2015). Vio­lence and Civil­i­ty: On the Lim­its of Polit­i­cal Phi­los­o­phy. New York, USA: Colum­bia Uni­ver­si­ty Press
Levi, Pri­mo. Vid­nes­byrd. Køben­havn, Dan­mark: Rosinante

Scroll til toppen