Penge, kærlighed og høvisk kapitalisme — et interview med Center for Vild Analyse

Minnesänger Leuthold den syvende portrætteret i Codex Manesse - et manuskript fra Middelalderen med digte og tekster forfattet mellem ca. 1300-1340. Originalen findes på Universitätsbibliothek Heidelberg. Udgivet under Creative Commons 3.0 via WikiCommons.
Min­nesänger Leuthold den syvende portræt­teret i Codex Manesse — et manuskript fra Mid­de­lalderen med digte og tek­ster for­fat­tet mellem ca. 1300–1340. Orig­i­nalen find­es på Uni­ver­sitäts­bib­lio­thek Hei­del­berg. Udgivet under Cre­ative Com­mons 3.0 via WikiCommons.

Hvorfor er det, at Hollywood-klassikeren Pretty Woman fra 1990 stadig er så fascinerende at se 30 år efter dens udgivelse? Ifølge det filosofiske kollektiv Center for Vild Analyse er der en særlig grund: Pretty Woman er ikke bare en romantisk komedie men en moderne myte om forholdet mellem penge og kærlighed – en myte, der præsenterer os for en romantisk nødløsning på den moderne finansielle kapitalismes overdrevne brug af penge. Andreas Beyer Gregersen har mødt Center for Vild Analyse til en snak om Hollywood-mytologi, kapitalistiske perversioner og dét, at en ’køn kvinde’ kan ophøjes til sublime dimensioner. 

Det filosofiske kollek­tiv Cen­ter for Vild Analyse (CVA) har efter­hån­den en del år på bagen med to bogud­givelser, et tidligere pro­gram på Radio24syv samt jævn­lige klum­mer i Infor­ma­tion som en del af dets intellek­tuelle virke. CVA er aktivis­tisk og tanke­pro­vok­erende men sam­tidig for­bavsende ’nede på jor­den’ og let­forståelig i sine kri­tiske samtids­di­ag­noser. Med særlig inspi­ra­tion fra den franske psyko­an­a­lytik­er Jacques Lacan og marx­is­tisk sam­fund­ste­ori fokuser­er CVA ofte på, at det ikke bare er os som enkeltin­di­vider, der bær­er på forskel­lige symp­tomer og neu­roser – det ube­v­id­ste og det patol­o­giske find­es også på et mere kollek­tivt plan. Sam­funds­foran­dringer kan således analy­seres i sig selv som udtryk for en særlig ’psykopa­tolo­gi’. 

Én af CVA’s sen­este udgivelser er artiklen Court­ly Cap­i­tal­ism (”Høvisk kap­i­tal­isme”) i den nyud­givne antolo­gi Ana­lyz­ing the Uncon­scious: Sci­ence of the Sig­ni­fi­er, der netop omhan­dler det at bruge psyko­analyse som en indgangsvinkel til at forstå kun­st, økono­mi, poli­tik og andre sam­fund­som­råder på. Det er en artikel, som er sim­pel i den for­stand, at den blot analy­ser­er Gar­ry Mar­shalls pop­ulære kome­die Pret­ty Woman,med Richard Gere og Julia Roberts som hen­holdsvis hov­ed­per­son­erne Edward Lewis og Vivian Ward men alligev­el kom­pliceret, idet den for­tolk­er denne film som et eksem­plarisk udtryk for en særlig form for kap­i­tal­isme – nem­lig ’høvisk kap­i­tal­isme’. Jeg sat­te der­for CVA i stævne med et ’coro­n­aven­ligt’ online-møde for at blive klogere på, hvor­for lige præ­cis Pret­ty Woman kan fortælle os så meget om dét, som man muligvis kan kalde for kap­i­tal­is­mens nye høvisk-roman­tiske ånd. Det kan anbe­fales enten at se eller gense fil­men, hvis man selv ønsker at analy­sere videre på dens forskel­lige dele og temaer. 

Kan I starte med at fortælle lidt om, hvor­dan denne analyse af fil­men Pret­ty Woman relater­er til CVA’s tidligere udgivelser, og hvor­dan I i det hele taget kom på, at der skulle skrives en hel artikel omkring en Hol­ly­wood-film, der stadig er pop­ulær men trods alt udkom for 30 år siden? 

Der er en lang forhis­to­rie. Det relater­er sig især til, at vi efter udgivelserne af vores to bøger – først Knold­espark­eren, flot­ten­heimeren og glat­nakken (2009) og bagefter den, der hed Særk­lasse (2012) – blev klar over, at der var en vis man­gel med dem begge. I den første var der en ten­dens, som vi egentlig ikke rigtig havde tænkt over under­ve­js, til at vi havde et stort ske­ma med forskel­lige posi­tion­er i sam­fun­det, som vi beskrev og definerede ud fra masku­line øge­navne. Der var én, der hed ’dumme Peter’, en anden ’kong Gulerod’ og så videre med forskel­lige dren­ge­navne. Så der var et eller andet med kvin­der, som man­glede. Og med den anden bog, Særk­lasse, var der en anmeldelse især, der gjorde opmærk­som på, at som poli­tisk kri­tik, som idé om poli­tiske nybrud og bevægelser, så var økonomien bemærkelsesværdigt fraværende. Det var ikke lige denne analyse, der førte til vores reflek­sion­er omkring det, men det lå alligev­el i luften, at vi man­glede at skrive noget om ’penge og damer’, som vi blev enige om. Dette førte der­for til et bog­pro­jekt, som vi arbe­jd­ede med nogle år under den førnævnte titel ’penge og damer’. 

Men hvor­for blev det så ikke til en bogudgivelse?

Vi arbe­jd­ede på det en del år, indtil vi ikke kunne mere. Pro­jek­tet var jo kæm­pestort. Vi ville tak­le spørgsmål om både fem­i­nisme og kap­i­tal­isme i ét greb. Og det greb lad­er på en eller anden måde lidt vente på sig — det lig­ger stadig og mod­ner. Så vi prøvede i stedet at gå mere direk­te til det, og til en nytår­saften spurgte vi hinan­den, om man ikke kunne lave en kap­i­tal­is­mekri­tik og udfolde en fem­i­nisme på én og samme tid ved at fokusere på fil­men Pret­ty Woman. Og vi synes egentlig, at der er kom­met en god analyse ud af det, som afteg­n­er et særligt ide­ol­o­gisk felt. 

Jamen lad os så prøve at dykke ned i selve artiklen, for som sagt forsøger I at analy­sere fil­men som en mod­erne myte om to ting, der kan siges at stå cen­tralt i den mod­erne vestlige kul­tur – nem­lig penge og kærlighed eller ’penge og damer’. Kan I prøve at ridse op, hvad det mytiske i Pret­ty Woman egentlig består i, og hvad det overord­net set er for en rela­tion mellem penge og kærlighed, som fil­men udtrykker? 

Det mytiske består først og fremmest i et blik, hvor vi ser på noget som ikke bare skabt af en instruk­tør men skabt af et sam­fund. Alt­så et pro­dukt af sin tid. Der er imi­dler­tid et metodisk prob­lem i forhold til Hol­ly­wood-film, som er, at de er så ekstremt velpol­erede. Hol­ly­wood-film er så nemt forståelige og sam­men­hæn­gende, at de næsten mod­sæt­ter sig det at blive til myter. Så for at gøre det til en myte i en lidt mere klas­sisk for­stand, skal man bag om det velpol­erede, og dette gør vi med Lacan ved at kigge efter fan­tasien, der er på spil, og iden­ti­fi­cere to store temaer, der bliv­er behan­dlet i denne film – nem­lig ’penge’ og ’damer’. Vores ana­lytiske greb består sam­tidig også i at påvise, at der i den offi­cielle his­to­rie om den roman­tiske foren­ing af de to halvdele – den pros­tituerede og rig­man­den, der find­er hinan­den og lever lykke­ligt til deres dages ende – er mange mærkværdi­ge ting, der stikker ud, og som kræver en anden type fork­lar­ing i denne slags mytolo­gi. Tag eksem­pelvis Vivians røv – hvor­for er det, at den hele tiden stikker ud og bliv­er plac­eret midt i billedet? Og så er der denne særlige scene i en butik, hvor penge bliv­er brugt på en helt mærkværdig måde; hvor det fak­tisk er en hel teori om penge, som dukker op i denne shop­ping-scene (se link læn­gere ned i interviewet).

Men hvis vi dvæler lidt ved den offi­cielle his­to­rie først, så er det uden at afs­løre for meget en film pro­duc­eret af Dis­ney, og som der­for meget passende har en lykke­lig slut­ning. Kan man sige, at den offi­cielle his­to­rie bare består i, at penge og kærlighed, der bliv­er forviklet i løbet af fil­men, kan gå op i en højere enhed; at der er en ’lykke­lig slut­ning’ i forhold til det?

Jo, men det er her, at der er to udgaver af myten, som modar­be­jder hinan­den. Der er på den ene side myten om myten, som er det, der vil stå på bagsi­den af en dvd-udgave; even­tyret om lud­eren, der møder rig­man­den. Men hvis man føl­ger, hvad der egentlig sker, så foregår der også meget andet på samme tid. Myten har det med at ratio­nalis­ere nogle ting, sam­tidig med at den vis­er alle mulige sprækker og noget utænkt. Myter er også dét, som vi bruger til at tænke det utænk­te. Og det er dette sid­st­nævnte aspekt, som vi har været ude efter. Det, der sam­tidig er ved Pret­ty Woman, er, at det er den ulti­ma­tive roman­tiske kome­die. Der er noget særligt med den måde, som roman­tiske kome­di­er fun­ger­er på i forhold til at kom­binere penge og kærlighedsliv. 

Jeres ana­lytiske fokus i kri­tikken af Pret­ty Woman synes meget at omhan­dle Edward som en repræsen­tant for den finan­sielle kap­i­tal­isme — en form for kap­i­tal­isme, der rager penge til sig ved på forskel­lige måder at manip­ulere de kom­plicerede finans­marked­er til egen fordel og dermed synes at skabe penge ud af intet. Mødet med Vivian spiller i den forbindelse så den rolle at give Edward en mening med hans ellers kyniske tilværelse. Som I direk­te skriv­er, fremtræder Pret­ty Woman som en slags roman­tisk nødløs­ning på den finan­sielle kap­i­tal­ismes prob­le­mer. Men læg­ger I dermed ikke alle jeres æg i én kurv ved at fokusere på dette aspekt af Pret­ty Woman?

Der er altid noget, der ude­lades, men en god analyse skal jo lige præ­cis skære en masse fri for at finde det ele­ment, der kan tilve­je­bringe en ny pointe. Der er virke­lig én ker­nescene i den film, og det er den scene, hvor Vivian skal bruge penge i butikken, og hvor der præsen­teres en tre­del­ing af forskel­lige måder at bruge penge på (ABG: Sce­nen kan find­es på Youtube via føl­gende link: https://www.youtube.com/watch?v=Qj9MTcXHdlE). På en måde er dette fil­mens symp­to­ma­tiske omdrejn­ingspunkt. Der er tre gange i fil­men, hvor Vivian skal ud for at bruge penge på tøj. Første gang går det helt galt, idet hun ikke kan finde ud af at håndtere penge. Hun er ikke blevet en ’woman’ end­nu, sam­tidig med at hun også bliv­er ydmyget. Anden gang går hun ud, og der lykkes det sådan set — hun får pænt tøj til at tage ud til fin mid­dag med Edward om afte­nen. Der har hun på sin vis allerede vun­det; hun er blevet en ’pret­ty woman’. Så hvis det var en klas­sisk Pyg­malion-fortælling, hvor en vild kvin­de skal blive til en dame, så var den allerede løst der. Det, der er det vilde, er, at Edward bliv­er forels­ket i hende, og hun har vist, at hun kan tale fint med finans­folk. De går hjem på hotel­let og er for­mod­entlig sam­men om nat­ten. Dernæst står de direk­te op om mor­ge­nen, og som det første siger Edward: ”Let’s have some fun”. De går der­for på shop­ping igen, og nu træder vi som pub­likum med direk­te ind i et fan­tas­ma­tisk rum. Vi går fra en velk­endt real­is­tisk ramme til en under­ver­den bestående af en ”real­ly offen­sive­ly obscene amount of mon­ey”, som det siges i fil­men. Dette er noget, som der skal til for at fastholde vores fan­tasi om penge. Idéen om at der kan pro­duc­eres penge ud af penge selv på et virtuelt finans­marked skal kon­trasteres med idéen om et rum, hvor der for­bruges på en helt speciel måde, men som ikke er opfun­det end­nu. Og det opfind­er denne film sim­pelthen til amerikanerne.

“Obskønitet kan ikke længere ignoreres. Derfor må det sublimeres” 

- citat fra CVA’s artikel

Og det er her, hvor titlen på jeres artikel også synes at spille ind, for­di den hen­vis­er til den måde, hvor­på Vivian ophø­jes eller ’sub­limeres’ til dét, som Jacques Lacan kaldte for Tin­gens værdighed, og som I sam­tidig sam­men­lign­er med Lacans analyser af den kul­tiverede eller høviske kærlighed­slit­ter­atur fra Mid­de­lalderen. Kan I udfolde, hvor­dan I mere konkret sam­men­lign­er Pret­ty Woman med høvisk kærlighedslitteratur? 

Damen eller ’the Lady’ i høvisk kærlighed­slit­ter­atur er jo denne uop­nåelige fig­ur — man kan ikke få fat i hende; hun er på den anden side af en grænse. Det er denne dis­tance, der på en eller anden måde også kom­mer til at fun­gere som en sta­bilis­er­ing, for i og med at hun er på den anden side af denne grænse, så kan man sam­tidig investere alt det obskøne begær i dette punkt. Det er på sin vis det samme, som er på spil her. Hun bliv­er således denne sub­lime ’Ting’, som bær­er hele hans obskøne pro­duk­tion af penge, og dette kan kun komme i stand på denne måde; at hun ‘installeres’ dér. Og det er lige præ­cis dét, som sker i den førnævnte shop­ping-scene. Hun får dermed denne høviske sub­limer­ing. Lacan siger, at sub­limer­ing foregår, når man hæver objek­tet til dét, som han kalder Tin­gens niveau. Så man tager noget, der er velk­endt og er foran én, og installerer det i ens forestill­ingsver­den sådan, at det kom­mer op på en tærskel nærmest til det hin­sides – eller mellem dét, som man har adgang til, og dét, der er hin­sides. Det er dette, som mid­de­lalderens høviske troubadur-digte gør med kvin­der ved at besyn­ge dem som disse fan­tastiske og roman­tiske objek­ter. Det er det samme, som Pret­ty Woman gør ved at ophø­je kvin­den til et for­bru­gende eller nydende objekt. Alt­så, du kan lige nøjagtig leve sam­men med hende, hvis du er finans­mand, og så kan hun sam­tidig cirkulere i sit ’nydelses­bur’ for sig selv. 

“Med Pretty Woman har vi bevæget os væk fra moralske fortællinger om ærlige kapitalister, der udfører hårdt arbejder og skaber profit til hele samfundets bevidste, mod en myte om høvisk kapitalisme” 

- citat fra CVA’s artikel 

I bruger også marx­is­tis­tiske begre­ber til at karak­teris­ere forskellen på såkaldt ’almin­delig’ kap­i­tal­isme og finan­skap­i­tal­isme i jeres artikel. I den forbindelse synes Pret­ty Woman at være en film, der giv­er os et billede af et tydeligt opdelt klass­esam­fund og alligev­el en fortælling a la den amerikanske drøm om, at alle forskelle kan ophæves som i Edward og Vivians til­fælde. Hvor­dan vil I mene, at denne dobbelthed pass­er ind i en marx­is­tisk ramme — hvis den alt­så gør det?

Det er det, som man kan sige, at vi analy­ser­er i særligt den cen­trale shop­ping-scene. Der er noget mere, som går ud over et klas­sisk marx­is­tisk per­spek­tiv på, hvor­dan der udvin­des mervær­di af arbe­jderens ube­talte arbe­jde. Men det er muligvis på dette tid­spunkt i 1990 ikke helt klart end­nu, at det fak­tisk er dette, som foregår – at der er ved at opstå en ny klasse af super­rige men­nesker, som har adgang til et særligt domæne. Senere kom­mer der eksem­pelvis fil­men The Wolf of Wall Street (2013), som gør det helt eksplic­it, hvad den klasse er for en klasse, og som har en moral­sk fortælling om det. Men det er som om, at Edward er en ’first mover’ på det felt. Han har egentlig at gøre med virk­somhed­er, som han opkøber og sæl­ger videre, så han er ikke inde i den rene finan­skap­i­tal­isme selv, der kun køber akti­er, ’futures’ eller lig­nende pro­duk­ter. Men hvis man skal for­mulere det i klas­seter­mer, så er han alligev­el et eksem­pel på den klasse, hvor der er ved at opstå det prob­lem, at man har en enorm exces­siv rig­dom, som ikke læn­gere kan ret­færdig­gøres ud fra de eksis­terende fortællinger og myter. Så der er sim­pelthen opstået en obskøn overk­lasse. Det sjove er, at fil­men langt hen ad vejen tager Edwards per­spek­tiv og sam­tidig vis­er ked­somhe­den i den ver­den, som han er blevet en del af, og hvor det hele foregår gen­nem ordr­er per tele­fon. Grun­den til at det er så epokal en film, er, at den præsen­ter­er en næsten pro­fetisk løs­ning på et prob­lem, som man ikke rigtig vid­ste, hvad var end­nu. Men sam­tidig gør den det sådan, at den giv­er en mening til denne løs­ning, som også smit­ter af på os almin­delige men­nesker. Man kan eksem­pelvis i dag se reklamer for invester­ings­sel­sk­aber som om, at det er en hverdagslig ting at generere penge ved at delt­age i et virtuelt spil af finansspeku­la­tion — lidt på samme måde som Billed-bladets slo­gan om, at man har lov til at være lidt kon­gelig, hvor man i reklamer kan se, at almin­delige men­nesker vinker på en ’roy­al’ måde, mens de er til frisøren. Fil­men præsen­ter­er os med andre ord for en billed­ver­den eller myte, der kan sætte noget på plads for os i forhold til denne ellers ekstreme rig­dom og sam­tidig give os alle en del i denne myte. Det kunne også være mig, der var Vivian Ward – eller det kunne ske for hvem som helst. 

Andreas Bey­er Gregersen er ph.d.-studerende ved Aarhus Uni­ver­sitet. Du kan finde Cen­ter for Vild Analy­ses kapi­tel “Court­ly Cap­i­tal­ism” i den nyud­givne antolo­gi Ana­lyz­ing the Uncon­scious: Sci­ence of the Sig­ni­fi­er på for­laget Blooms­bury.

Scroll til toppen