Penge, kærlighed og høvisk kapitalisme – et interview med Center for Vild Analyse

Minnesänger Leuthold den syvende portrætteret i Codex Manesse - et manuskript fra Middelalderen med digte og tekster forfattet mellem ca. 1300-1340. Originalen findes på Universitätsbibliothek Heidelberg. Udgivet under Creative Commons 3.0 via WikiCommons.
Minnesänger Leuthold den syvende portrætteret i Codex Manesse – et manuskript fra Middelalderen med digte og tekster forfattet mellem ca. 1300-1340. Originalen findes på Universitätsbibliothek Heidelberg. Udgivet under Creative Commons 3.0 via WikiCommons.

Hvorfor er det, at Hollywood-klassikeren Pretty Woman fra 1990 stadig er så fascinerende at se 30 år efter dens udgivelse? Ifølge det filosofiske kollektiv Center for Vild Analyse er der en særlig grund: Pretty Woman er ikke bare en romantisk komedie men en moderne myte om forholdet mellem penge og kærlighed – en myte, der præsenterer os for en romantisk nødløsning på den moderne finansielle kapitalismes overdrevne brug af penge. Andreas Beyer Gregersen har mødt Center for Vild Analyse til en snak om Hollywood-mytologi, kapitalistiske perversioner og dét, at en ’køn kvinde’ kan ophøjes til sublime dimensioner. 

Det filosofiske kollektiv Center for Vild Analyse (CVA) har efterhånden en del år på bagen med to bogudgivelser, et tidligere program på Radio24syv samt jævnlige klummer i Information som en del af dets intellektuelle virke. CVA er aktivistisk og tankeprovokerende men samtidig forbavsende ’nede på jorden’ og letforståelig i sine kritiske samtidsdiagnoser. Med særlig inspiration fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan og marxistisk samfundsteori fokuserer CVA ofte på, at det ikke bare er os som enkeltindivider, der bærer på forskellige symptomer og neuroser – det ubevidste og det patologiske findes også på et mere kollektivt plan. Samfundsforandringer kan således analyseres i sig selv som udtryk for en særlig ’psykopatologi’. 

Én af CVA’s seneste udgivelser er artiklen Courtly Capitalism (”Høvisk kapitalisme”) i den nyudgivne antologi Analyzing the Unconscious: Science of the Signifier, der netop omhandler det at bruge psykoanalyse som en indgangsvinkel til at forstå kunst, økonomi, politik og andre samfundsområder på. Det er en artikel, som er simpel i den forstand, at den blot analyserer Garry Marshalls populære komedie Pretty Woman,med Richard Gere og Julia Roberts som henholdsvis hovedpersonerne Edward Lewis og Vivian Ward men alligevel kompliceret, idet den fortolker denne film som et eksemplarisk udtryk for en særlig form for kapitalisme – nemlig ’høvisk kapitalisme’. Jeg satte derfor CVA i stævne med et ’coronavenligt’ online-møde for at blive klogere på, hvorfor lige præcis Pretty Woman kan fortælle os så meget om dét, som man muligvis kan kalde for kapitalismens nye høvisk-romantiske ånd. Det kan anbefales enten at se eller gense filmen, hvis man selv ønsker at analysere videre på dens forskellige dele og temaer.    

Kan I starte med at fortælle lidt om, hvordan denne analyse af filmen Pretty Woman relaterer til CVA’s tidligere udgivelser, og hvordan I i det hele taget kom på, at der skulle skrives en hel artikel omkring en Hollywood-film, der stadig er populær men trods alt udkom for 30 år siden? 

Der er en lang forhistorie. Det relaterer sig især til, at vi efter udgivelserne af vores to bøger – først Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken (2009) og bagefter den, der hed Særklasse (2012) – blev klar over, at der var en vis mangel med dem begge. I den første var der en tendens, som vi egentlig ikke rigtig havde tænkt over undervejs, til at vi havde et stort skema med forskellige positioner i samfundet, som vi beskrev og definerede ud fra maskuline øgenavne. Der var én, der hed ’dumme Peter’, en anden ’kong Gulerod’ og så videre med forskellige drengenavne. Så der var et eller andet med kvinder, som manglede. Og med den anden bog, Særklasse, var der en anmeldelse især, der gjorde opmærksom på, at som politisk kritik, som idé om politiske nybrud og bevægelser, så var økonomien bemærkelsesværdigt fraværende. Det var ikke lige denne analyse, der førte til vores refleksioner omkring det, men det lå alligevel i luften, at vi manglede at skrive noget om ’penge og damer’, som vi blev enige om. Dette førte derfor til et bogprojekt, som vi arbejdede med nogle år under den førnævnte titel ’penge og damer’. 

Men hvorfor blev det så ikke til en bogudgivelse?

Vi arbejdede på det en del år, indtil vi ikke kunne mere. Projektet var jo kæmpestort. Vi ville takle spørgsmål om både feminisme og kapitalisme i ét greb. Og det greb lader på en eller anden måde lidt vente på sig – det ligger stadig og modner. Så vi prøvede i stedet at gå mere direkte til det, og til en nytårsaften spurgte vi hinanden, om man ikke kunne lave en kapitalismekritik og udfolde en feminisme på én og samme tid ved at fokusere på filmen Pretty Woman. Og vi synes egentlig, at der er kommet en god analyse ud af det, som aftegner et særligt ideologisk felt. 

Jamen lad os så prøve at dykke ned i selve artiklen, for som sagt forsøger I at analysere filmen som en moderne myte om to ting, der kan siges at stå centralt i den moderne vestlige kultur – nemlig penge og kærlighed eller ’penge og damer’. Kan I prøve at ridse op, hvad det mytiske i Pretty Woman egentlig består i, og hvad det overordnet set er for en relation mellem penge og kærlighed, som filmen udtrykker? 

Det mytiske består først og fremmest i et blik, hvor vi ser på noget som ikke bare skabt af en instruktør men skabt af et samfund. Altså et produkt af sin tid. Der er imidlertid et metodisk problem i forhold til Hollywood-film, som er, at de er så ekstremt velpolerede. Hollywood-film er så nemt forståelige og sammenhængende, at de næsten modsætter sig det at blive til myter. Så for at gøre det til en myte i en lidt mere klassisk forstand, skal man bag om det velpolerede, og dette gør vi med Lacan ved at kigge efter fantasien, der er på spil, og identificere to store temaer, der bliver behandlet i denne film – nemlig ’penge’ og ’damer’. Vores analytiske greb består samtidig også i at påvise, at der i den officielle historie om den romantiske forening af de to halvdele – den prostituerede og rigmanden, der finder hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende – er mange mærkværdige ting, der stikker ud, og som kræver en anden type forklaring i denne slags mytologi. Tag eksempelvis Vivians røv – hvorfor er det, at den hele tiden stikker ud og bliver placeret midt i billedet? Og så er der denne særlige scene i en butik, hvor penge bliver brugt på en helt mærkværdig måde; hvor det faktisk er en hel teori om penge, som dukker op i denne shopping-scene (se link længere ned i interviewet).

Men hvis vi dvæler lidt ved den officielle historie først, så er det uden at afsløre for meget en film produceret af Disney, og som derfor meget passende har en lykkelig slutning. Kan man sige, at den officielle historie bare består i, at penge og kærlighed, der bliver forviklet i løbet af filmen, kan gå op i en højere enhed; at der er en ’lykkelig slutning’ i forhold til det?

Jo, men det er her, at der er to udgaver af myten, som modarbejder hinanden. Der er på den ene side myten om myten, som er det, der vil stå på bagsiden af en dvd-udgave; eventyret om luderen, der møder rigmanden. Men hvis man følger, hvad der egentlig sker, så foregår der også meget andet på samme tid. Myten har det med at rationalisere nogle ting, samtidig med at den viser alle mulige sprækker og noget utænkt. Myter er også dét, som vi bruger til at tænke det utænkte. Og det er dette sidstnævnte aspekt, som vi har været ude efter. Det, der samtidig er ved Pretty Woman, er, at det er den ultimative romantiske komedie. Der er noget særligt med den måde, som romantiske komedier fungerer på i forhold til at kombinere penge og kærlighedsliv. 

Jeres analytiske fokus i kritikken af Pretty Woman synes meget at omhandle Edward som en repræsentant for den finansielle kapitalisme – en form for kapitalisme, der rager penge til sig ved på forskellige måder at manipulere de komplicerede finansmarkeder til egen fordel og dermed synes at skabe penge ud af intet. Mødet med Vivian spiller i den forbindelse så den rolle at give Edward en mening med hans ellers kyniske tilværelse. Som I direkte skriver, fremtræder Pretty Woman som en slags romantisk nødløsning på den finansielle kapitalismes problemer. Men lægger I dermed ikke alle jeres æg i én kurv ved at fokusere på dette aspekt af Pretty Woman?

Der er altid noget, der udelades, men en god analyse skal jo lige præcis skære en masse fri for at finde det element, der kan tilvejebringe en ny pointe. Der er virkelig én kernescene i den film, og det er den scene, hvor Vivian skal bruge penge i butikken, og hvor der præsenteres en tredeling af forskellige måder at bruge penge på (ABG: Scenen kan findes på Youtube via følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=Qj9MTcXHdlE). På en måde er dette filmens symptomatiske omdrejningspunkt. Der er tre gange i filmen, hvor Vivian skal ud for at bruge penge på tøj. Første gang går det helt galt, idet hun ikke kan finde ud af at håndtere penge. Hun er ikke blevet en ’woman’ endnu, samtidig med at hun også bliver ydmyget. Anden gang går hun ud, og der lykkes det sådan set – hun får pænt tøj til at tage ud til fin middag med Edward om aftenen. Der har hun på sin vis allerede vundet; hun er blevet en ’pretty woman’. Så hvis det var en klassisk Pygmalion-fortælling, hvor en vild kvinde skal blive til en dame, så var den allerede løst der. Det, der er det vilde, er, at Edward bliver forelsket i hende, og hun har vist, at hun kan tale fint med finansfolk. De går hjem på hotellet og er formodentlig sammen om natten. Dernæst står de direkte op om morgenen, og som det første siger Edward: ”Let’s have some fun”. De går derfor på shopping igen, og nu træder vi som publikum med direkte ind i et fantasmatisk rum. Vi går fra en velkendt realistisk ramme til en underverden bestående af en ”really offensively obscene amount of money”, som det siges i filmen. Dette er noget, som der skal til for at fastholde vores fantasi om penge. Idéen om at der kan produceres penge ud af penge selv på et virtuelt finansmarked skal kontrasteres med idéen om et rum, hvor der forbruges på en helt speciel måde, men som ikke er opfundet endnu. Og det opfinder denne film simpelthen til amerikanerne.

“Obskønitet kan ikke længere ignoreres. Derfor må det sublimeres”

– citat fra CVA’s artikel

Og det er her, hvor titlen på jeres artikel også synes at spille ind, fordi den henviser til den måde, hvorpå Vivian ophøjes eller ’sublimeres’ til dét, som Jacques Lacan kaldte for Tingens værdighed, og som I samtidig sammenligner med Lacans analyser af den kultiverede eller høviske kærlighedslitteratur fra Middelalderen. Kan I udfolde, hvordan I mere konkret sammenligner Pretty Woman med høvisk kærlighedslitteratur? 

Damen eller ’the Lady’ i høvisk kærlighedslitteratur er jo denne uopnåelige figur – man kan ikke få fat i hende; hun er på den anden side af en grænse. Det er denne distance, der på en eller anden måde også kommer til at fungere som en stabilisering, for i og med at hun er på den anden side af denne grænse, så kan man samtidig investere alt det obskøne begær i dette punkt. Det er på sin vis det samme, som er på spil her. Hun bliver således denne sublime ’Ting’, som bærer hele hans obskøne produktion af penge, og dette kan kun komme i stand på denne måde; at hun ‘installeres’ dér. Og det er lige præcis dét, som sker i den førnævnte shopping-scene. Hun får dermed denne høviske sublimering. Lacan siger, at sublimering foregår, når man hæver objektet til dét, som han kalder Tingens niveau. Så man tager noget, der er velkendt og er foran én, og installerer det i ens forestillingsverden sådan, at det kommer op på en tærskel nærmest til det hinsides – eller mellem dét, som man har adgang til, og dét, der er hinsides. Det er dette, som middelalderens høviske troubadur-digte gør med kvinder ved at besynge dem som disse fantastiske og romantiske objekter. Det er det samme, som Pretty Woman gør ved at ophøje kvinden til et forbrugende eller nydende objekt. Altså, du kan lige nøjagtig leve sammen med hende, hvis du er finansmand, og så kan hun samtidig cirkulere i sit ’nydelsesbur’ for sig selv.   

“Med Pretty Woman har vi bevæget os væk fra moralske fortællinger om ærlige kapitalister, der udfører hårdt arbejder og skaber profit til hele samfundets bevidste, mod en myte om høvisk kapitalisme”

– citat fra CVA’s artikel

I bruger også marxististiske begreber til at karakterisere forskellen på såkaldt ’almindelig’ kapitalisme og finanskapitalisme i jeres artikel. I den forbindelse synes Pretty Woman at være en film, der giver os et billede af et tydeligt opdelt klassesamfund og alligevel en fortælling a la den amerikanske drøm om, at alle forskelle kan ophæves som i Edward og Vivians tilfælde. Hvordan vil I mene, at denne dobbelthed passer ind i en marxistisk ramme – hvis den altså gør det?

Det er det, som man kan sige, at vi analyserer i særligt den centrale shopping-scene. Der er noget mere, som går ud over et klassisk marxistisk perspektiv på, hvordan der udvindes merværdi af arbejderens ubetalte arbejde. Men det er muligvis på dette tidspunkt i 1990 ikke helt klart endnu, at det faktisk er dette, som foregår – at der er ved at opstå en ny klasse af superrige mennesker, som har adgang til et særligt domæne. Senere kommer der eksempelvis filmen The Wolf of Wall Street (2013), som gør det helt eksplicit, hvad den klasse er for en klasse, og som har en moralsk fortælling om det. Men det er som om, at Edward er en ’first mover’ på det felt. Han har egentlig at gøre med virksomheder, som han opkøber og sælger videre, så han er ikke inde i den rene finanskapitalisme selv, der kun køber aktier, ’futures’ eller lignende produkter. Men hvis man skal formulere det i klassetermer, så er han alligevel et eksempel på den klasse, hvor der er ved at opstå det problem, at man har en enorm excessiv rigdom, som ikke længere kan retfærdiggøres ud fra de eksisterende fortællinger og myter. Så der er simpelthen opstået en obskøn overklasse. Det sjove er, at filmen langt hen ad vejen tager Edwards perspektiv og samtidig viser kedsomheden i den verden, som han er blevet en del af, og hvor det hele foregår gennem ordrer per telefon. Grunden til at det er så epokal en film, er, at den præsenterer en næsten profetisk løsning på et problem, som man ikke rigtig vidste, hvad var endnu. Men samtidig gør den det sådan, at den giver en mening til denne løsning, som også smitter af på os almindelige mennesker. Man kan eksempelvis i dag se reklamer for investeringsselskaber som om, at det er en hverdagslig ting at generere penge ved at deltage i et virtuelt spil af finansspekulation – lidt på samme måde som Billed-bladets slogan om, at man har lov til at være lidt kongelig, hvor man i reklamer kan se, at almindelige mennesker vinker på en ’royal’ måde, mens de er til frisøren. Filmen præsenterer os med andre ord for en billedverden eller myte, der kan sætte noget på plads for os i forhold til denne ellers ekstreme rigdom og samtidig give os alle en del i denne myte. Det kunne også være mig, der var Vivian Ward – eller det kunne ske for hvem som helst. 

Andreas Beyer Gregersen er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Du kan finde Center for Vild Analyses kapitel “Courtly Capitalism” i den nyudgivne antologi Analyzing the Unconscious: Science of the Signifier på forlaget Bloomsbury.

Scroll til toppen