Samtidens idéhistorie

Kommer snart: Samtidens idéhistorie

Enhver samtid er ganske naturligt optaget af sig selv, og vores i særde­leshed. Der er en hang til selvun­der­søgelser og epokalis­eringer, til at gøre enhver krus­ning til en flod­bølge og til igen og igen at tro, at ver­den aldrig bliv­er den samme igen. Denne type udsagn er præget af optageth­ed af øje­b­likket, af korte per­spek­tiv­er og nyhedsvær­di, og selv om det kan være godt nok, skaber det sam­tidig et behov for at tænke his­toris­erende over samti­den. Hvilke tids­forståelser opstår, bruges og forkastes? Hvem står bag dem, og hvem udfor­dr­er dem? Hvor formi­dles de? Hvor­dan etableres der plud­selig en idé om, at vi lever i en tid, der har et eller andet speci­fikt karak­ter­is­ti­ka? Har vi hørt denne Zeit­geist-analyse før? Hvilke tider spe­jler samti­den sig i? Den type spørgsmål bør stilles for at give per­spek­tiv og en nogen­lunde fast grund, hvor­fra vi kan vur­dere alle disse udsagn om samtiden. 

Netop samti­dens travle, kao­tiske pro­duk­tion af his­to­ri­er og idéer om sig selv bruges ofte som ind­vend­ing mod samtid­sidéhis­to­rien og mod den beslægt­ede samtid­shis­to­rie. Der pro­duc­eres for meget, for hur­tigt, med uklar ret­ning. Der er ingen præek­sis­terende forskn­ingslit­ter­atur, ingen his­torisk over­lev­eret afgræn­sning af emn­erne, ingen velde­finerede begre­ber. Og ingen ved, om idéerne hold­er i mor­gen. ”Forøgelsen af his­to­riens hastighed,” skrev en amerikan­sk his­torik­er, ”bety­der at ’nuti­den’ bliv­er ’for­tid’ hur­tigere end nogensinde før.” Han fort­sat­te: ”Vor tid – af hvilken grund det så end er, måske for­di foran­dring­shastighe­den gør det yder­st svært for os at tage os selv eller vores sam­fund for givet – har en hidtil uset optageth­ed af sig selv, dets dilem­maer, dets lidelser, dets ekstaser.” Disse er alle sam­men valide ind­vendinger mod at arbe­jde med en nutid i evigt accel­ererende foran­dring og med en hastigt sti­gende kilde­pro­duk­tion. Hvor­dan kan man under­søge og skrive om vores galop­perende nu? Det kan måske hjælpe en smule at tænke over, at det oven­stående blev skrevet i 1967. Få af nuti­dens bekym­ringer for samtid­sidéhis­to­riens prak­sis er nye. I det hele taget synes hver tid­salder i det mod­erne at være overvældet af, hvad der sker i dens egen tid – et ikke ringe emne for en samtidsidéhistoriker!

Samtid­sidéhis­to­rie han­dler om at lytte til nuti­den, der taler om og med sig selv. Det er en idéhis­torisk prak­sis, som beskæftiger sig med den tid, som vi umid­del­bart befind­er os i. Det er en måde, hvor­på idéhis­toriske under­søgelser og metoder kan bruges til at opklare det, der undr­er os i vores egen tid. 

Med bogen Samti­dens idéhis­to­rie insis­ter­er vi på, at det er værdi­fuldt at beskæftige sig med samti­den som idéhis­torik­er. Det er ikke let at nav­igere i nuti­den, og det er end­nu min­dre let at gøre det lev­ende morads af idéer, begre­ber, begiven­hed­er, fænomen­er, men­nesker, deres tek­ster, pro­duk­tion og liv analysér­bart, men det er vigtigt. Samti­dens idéhis­to­rie er der­for et forsøg på at for­længe og opdatere idéhis­to­rien. Ikke for­di den er forældet – over­hovedet at betragte den som sådan ville være stik imod dens egne prin­cip­per – men for­di den tra­di­tionelt har lagt sit ana­lytiske hov­ed­fokus i for­tiden, og oftest den for­tid, der strækker sig flere hun­drede år tilbage. Vi ønsker ikke at erstat­te det, men at for­længe og sup­plere det med et samtidsper­spek­tiv, som foreløbig man­i­fester­er sig i denne bog. 

I

Samtid kan forstås som ”den nære for­tid, den hvor der stadig er lev­ende aktør­er”, dvs. en nutid, der for nylig er blevet for­tid. Vi er her mere optaget af det, vi kunne kalde ’den nære nutid’, dvs. en nutid, der fortløbende er i gang, men end­nu ikke er for­tid. Samtid­shis­to­rie forstås tra­di­tionelt som tiden efter 1945 eller lig­nende, ”his­to­rien om en for­tid, der end­nu ikke helt død”, ”det nys for­gangne”, men dog stadig en for­tid. Samti­den, skriv­er den newzealandske kul­tur­te­o­retik­er Simon Dur­ing, ”er ikke bare det øje­b­likke­lige. Noget af det, der sker nu synes mere sam­tidigt end andre ting, der også sker nu. Det sam­tidi­ge er den del af for­gan­gen tid, som vi anerk­ender som tilhørende os nu; det, der end­nu ikke synes at have afs­lut­tet sig i nar­ra­tiv for­stand.” Samtid kan alt­så være et læn­gere eller kor­tere ’nu’. 

Hvor lang er samti­den? Hvor langt strækker samti­den sig? Vi kan nærme os de mulige svar (som er i fler­tal) på det spørgsmål ved kort at betragte tre betyd­ninger af samtid som det øje­b­likke­lige (nu-og-her), det sam­tidi­ge (på samme tid), og som sam­tidighed (jæv­nal­drende, på samme alder). Det øje­b­likke­lige beteg­n­er samtid som det korte nu, det er lige nu og her. Det er den korte tid­sho­risont for en samtid­sidéhis­to­rie, hvor fokus ikke er på opspillet til nu eller en læn­gere­varende epoke, som nu er del af, men kun det, der træder frem i sin speci­ficitet og uafhængighed som nu. Det sam­tidi­ge er det, der sker i samme tid­srum, som har et fælles mellemværende med samme tid­s­lighed, selv hvis det ikke på anden måde er forbundet. 

For en samtid­sidéhis­to­rie er det, vi under­søger, hvor­dan forskel­lige idéer og forestill­inger, f.eks. i økonomien og æstetikken, er uafhængige af hinan­den men for­bundne gen­nem at eksis­tere i og være formet af den samme tid. Endelig er sam­tidighed at forstå som tem­po­ral par­al­lelitet, noget der find­es og følges ad i tid, noget der er på samme alder, gen­er­a­tioner f.eks., men vi kan også tænke den tem­po­rale par­al­lelitet som en epoke, et tidsspænd defineret ved noget fælles, der gør, at før, nu og senere del­er noget afgørende. For en samtid­sidéhis­to­rie kunne det være under­søgelsen af, hvor­dan tiden, epo­ken, ikke kun er en tid, men også inde­hold­er eller med­før­er en udvikling, der for­mer og præger det sociale kontinuerligt.

En anden måde at nærme os spørgsmålet om samti­dens længde kan man finde hos den engelske lit­ter­atur­te­o­retik­er Ray­mond Williams, der opdelte ethvert nus idéer i tre: det dominerende, de for­ma­tion­er, der (ufuld­stændigt) kon­trollerer en tid; det, som vi med en parafraser­ing af Karl Marx kan kalde for den ’hersk­ende tids idéer’; det resid­uale: de idéer, som er blevet ”formet i for­tiden, men stadig er aktive i den [aktuelle] kul­turelle pro­ces, ikke kun og ofte slet ikke som et for­tidigt ele­ment men som en effek­tiv del af nuti­den.” Det resid­uale er eksis­terende idé­for­ma­tion­er, der er arvet fra for­tiden, men som har ringe eller ingen fremtid; det frem­spirende er de idéer, der end­nu ikke har opnået deres fulde udformn­ing eller ind­virkn­ing. Hvilke idéer, der på et givent tid­spunkt er hvor – under afvikling, i effekt, under opbygn­ing – er del af en samtid­sidéhis­to­ries speku­la­tive dimension. 

Der er ingen sikker måde at vide eller fordele det på, når man står midt i det. Det er en af de afgørende forskelle mellem en for­tidsvendt idéhis­to­rie og en samtid­sidéhis­to­rie: den for­tidsvendte kan se, hvad der i en giv­en peri­ode blev afviklet, hvad som virkede hege­monisk, og hvad som brød frem og senere blev det dominerende. For en samtid­sidéhis­torisk prak­sis må det for­blive en ana­lytisk tesedannelse.

Mens vi har præsen­teret to ydre måder at definere samti­den på, find­es der også en tred­je måde: den indre. Her kan man nærme sig samti­den ved at under­søge, hvor­dan kilder fra den pågældende samtid selv definer­er deres tid. Når tids­di­ag­noser opstilles, følges de ofte af reflek­sion­er over beg­y­n­delses- og slut­punk­ter eller iden­ti­fika­tion­er af begiven­hed­er, begre­ber eller ten­denser, der ses som særligt karak­ter­is­tiske for tiden. Tek­ster, som behan­dler diag­nosen af ’den post­fak­tuelle æra’ sæt­ter ofte Don­ald Trumps præsi­dent­val­gkamp som den abso­lutte karak­ter­is­tik og iden­ti­fi­cer­er derved diag­nosens beg­y­n­delsespunkt et sted i 2015. Her kan samtid­sidéhis­torik­eren spørge: Hvor­for det? Hvilke kon­sekvenser kan den kon­tek­stu­alis­er­ing få? 

II

Samtid­sidéhis­torik­eren kan under­søge epokale bestem­melser, samtids­di­ag­noser og hege­moniske diskurs­er om og fra sin egen tid for dernæst at bryde dem ned i par­tikulære dele, der kan kaste lys over deres oprindelse, deres rela­tion til andre epokale bestem­melser eller til de aktør­er, der iværk­sæt­ter dem. Et fænomen som glob­alis­er­ing kan under­søges gen­nem ide­ol­o­giske diskus­sion­er, hvor begre­bet optræder, gen­nem pol­i­cy-papir­er eller gen­nem bru­gen af begre­bet i forskel­lige sam­fundss­fær­er, alt sam­men med det for­mål at under­søge hvilke forskel­lige glob­alis­er­ings­be­gre­ber og ‑forståelser, der find­es. En diag­nose som ’den post­fak­tuelle æra’ kan under­søges gen­nem avis­ar­tik­ler, debat­bøger og akademiske rap­porter for at finde ud af, hvilke betyd­ninger forskel­lige aktør­er tillæg­ger den epokale bestem­melse, og hvilke sam­funds­diskus­sion­er den relateres til. Herved kan man benytte netop sin sam­tidighed med de fænomen­er, man under­søger, til at under­søge hvad ens egen tid taler meget – eller slet ikke taler – om.

Samtid­sidéhis­torik­eren kan bruge sin egen sam­tidighed til at iden­ti­fi­cere det, der i samti­den betragtes som uak­tuelt. Den amerikanske poli­tiske teo­retik­er Wendy Brown skriv­er for eksem­pel om usam­tidighed – eller end­da utidighed op imod dem, der siger ’det er ikke tiden til den slags’ – som en kri­tisk strate­gi, der kan ”udfor­dre etablerede fortællinger om, hvad slags tid, det er nu, hvad tiderne er, og hvilket poli­tisk tem­po eller tem­po­ralitet, vi bør adlyde”.

Uak­tu­alitet er et andet ord for usam­tidighed. ’Uak­tuel’ er det, at noget ikke læn­gere kan forbindes til nuti­den. At tiden er gået eller har ændret sig, og at det førhen aktuelle ikke har fly­t­tet sig tilsvarende. Uak­tu­alitet er man­glen på tilkoblingsmu­lighed­er til nuti­den. Vi skal måske skærpe udsag­net og sige: Uak­tu­alitet er det, at ingen respon­der­er. Uak­tuel er det, der hverken mødes med tilslut­ning eller afvis­ning men med tavshed. I mod­sæt­ning til aktu­alitet, der kom­mer af de latinske beteg­nelser actu­alis (virk­som), actus (han­dling) og -itas (han­dling eller til­stand) og der­for beteg­n­er noget, der aktivt virk­er og ager­er, så beteg­n­er uak­tu­alitet det, der ikke læn­gere har nogen virkn­ing, der ikke kom­man­der­er nogen respekt, ikke afst­ed­kom­mer nogen han­dling, ikke giv­er nogen forklaring. 

En (idé)historiserende til­gang til sam­tidi­ge begre­ber, fænomen­er og begiven­hed­er kan bygge bro mellem his­to­rien og samti­den. Dels kan dette per­spek­tiv forankre samti­dens fly­vske ele­menter ved at kon­tek­stu­alis­ere dem og lade begre­ber, begiven­hed­er, fænomen­er eller hvad som helst andet fun­gere som pris­mer til idéer i samti­den – og ikke mindst idéernes his­to­rie. Sam­tidig giv­er til­gan­gen mulighed for at reflek­tere over det, der end­nu ikke er et forskn­ing­sob­jekt eller et forskn­ings­felt og gøre det aktuelt for idéhis­toriske undersøgelser. 

III

Den 9. jan­u­ar 1831 udgav den engelske filosof John Stu­art Mill den første af en række artik­ler under den fælles over­skrift ’Spir­it of the Age’, hvori han søgte at diag­nos­ticere sin samtid som midt i over­gan­gen mellem én sam­funds­form og en anden – med der­til­hørende nye videns­former og viden­sautoriteter. I denne første af en række artik­ler om samme emne skrev Mill:

“Midt i al denne vilkårlige hyldest eller tilsvin­ing [af samti­den, red.], disse ukval­i­fi­cerede håb og æng­s­telser, synes det et meget passende emne for en filosofisk under­søgelse, hvad denne tid­salders ånd virke­lig er; og hvor­dan og hvori den adskiller sig fra enhver anden tid­salder. Anliggen­det er yder­st vigtigt: for hvad end vi tænker eller kom­mer til at tænke over samti­den, kan vi ikke komme ud af den; vi må lide dens lidelser og nyde dens nydelser; vi må dele dens lod og, for enten at være nyt­tige eller rolige, må vi tage del i dens karak­ter. Intet men­neske, hvis gode kvaliteter, mes­ten­dels hør­er en anden tid­salder til, kan have megen ind­fly­delse i sin egen. Og da hver tid­salder inde­hold­er i sig kimen til alle frem­tidi­ge tid­sal­dre, lige så sikkert som frøet inde­hold­er det frem­tidi­ge træ, er viden om vores egen tid­salder kilden til forudsigelse – den eneste nøgle til for­tidens his­to­rie. Det er kun i nuti­den, at vi kan kende fremti­den; det er kun gen­nem nuti­den, at det er i vores magt at influere det, der vil komme.” 

Samtid­sidéhis­torisk arbe­jde befind­er sig imellem at være oplagt og udfor­drende. Det er oplagt, for­di ver­den omkring os er fyldt med begiven­hed­er, kon­flik­ter, begre­ber og fænomen­er, som kalder lige så højt på en afk­larende, per­spek­tiv­erende idéhis­torisk analyse som den for­tid, alle (idé)historikere stadig er i færd med at under­søge og for­tolke. Det er udfor­drende, for­di der lig­ger et stykke metodisk arbe­jde i at gøre samti­den observer­bar, som end­nu ikke er færdigud­viklet. I Samti­dens idéhis­to­rie tager vi første spades­tik i udviklin­gen af speci­fikke greb, til­gange og måder at gøre samti­den til et studieobjekt.

Vi behøver ikke vente på arkiverne, før vi laver idéhis­to­rie. For­tidens samtider har i århun­dred­er haft en optageth­ed af sig selv og af at beskrive, hvad der er speci­fikt ved lige netop denne speci­fikke tid, som Mill gjorde det med sin tids avis­er; dens poli­tiske begiven­hed­er, dens kul­turelle ten­denser, dens gen­er­a­tioner, dens natur. Hvad vil stå tilbage som en karak­ter­is­tik ved denne tid? Hvad vil gå over i his­to­rien? Der pro­duc­eres samtid­sidéer over­alt og hele tiden.

Samtid­sidéhis­to­rie kan med god ret betragtes som en del af den større udvidelse, der foregår i idéhis­to­rien i disse år. Det idéhis­toriske gen­stands­felt udvides geografisk med den glob­ale til­gang, aktør­fel­tet ekspan­deres til de neg­ligerede, udelukkede og til mellem­fig­ur­erne og ikke mindst udvides mate­ri­alet, idéhis­torikere læs­er og beskæftiger sig med. Der­for ser vi det som en naturlig for­læn­gelse, at vi også udvider idéhis­to­riens his­toriske gen­stands­felt og beg­y­n­der at under­søge idéerne i samtiden.

Og de er over­alt. De find­es i faglit­ter­atur, skøn­lit­ter­atur, i sangtek­ster, i udstill­ingskat­a­loger, i arkitek­toniske man­i­fester, i pol­i­cy­pa­pir­er, i poli­tiske taler, i debatindlæg, i led­er­spal­terne i avis­erne – ja, avisen er i sig selv en samtids­di­ag­nose hver eneste dag. Og de er ikke kun pas­sive skildringer, som skrives, læs­es og glemmes. De er aktive bidrag til den tid, de beskriv­er. Vi bør forstå dem, i for­læn­gelse af Rein­hart Kosel­leck, som indika­tor­er på foran­dring, dvs. som tegn på at noget sker, og som fak­tor­er i foran­dring, dvs. som med til at få ting til at ske. Beskriv­elserne lev­en­degøres, når nogen god­tager dem, og samtid­sidéerne har et dialek­tisk forhold til den tid, som udråber dem. Når den antropocæne tid­salder udråbes inter­na­tion­alt i viden­sk­a­belige tidsskrifter og avis­er, og flere højskol­er i Dan­mark derefter opret­ter lin­jer, hvor elever kan lære at leve kli­ma­neu­tralt, er der et effek­tivt forhold mellem samti­dens idéer og dens handlinger. 

Der­for er omgan­gen med samti­dens idéer om sig selv som både empirisk mate­ri­ale og ana­lytiske red­sk­aber af stor vigtighed for idéhis­torikere: De vis­er os både, hvor idéerne for­muleres og refor­muleres – men de led­er også vores blik der­hen, hvor idéerne virker.

Samti­dens idéhis­to­rie er redi­geret af Simone Sefland Ped­er­sen og Mikkel Tho­rup. Den inde­hold­er bidrag fra Astrid Non­bo Ander­sen, Casper Ander­sen, Chris­t­ian Olaf Chris­tiansen, Nico­lai von Eggers, Kasper Mikael Jacek, Ste­fan Gaars­mand Jacob­sen, Lud­vig Gold­schmidt Ped­er­sen, Jonas Holst, Gro Helles­dat­ter Jacob­sen, Arendse Wen­zel Måge, Simone Sefland Ped­er­sen, Rikke Alberg Peters, Louise Rogn­lien, Oscar Roth­stein og Mikkel Thorup.

Med lay­out og illus­tra­tioner af Math­ias Skafte Andersen. 

Udkom­mer i slut­nin­gen af marts 2021. 

Scroll til toppen