Afkoloniseringen af antropologien

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Antropologen Shawn Naphtali Sobers vil gerne skrive de små fortællinger, fordi visse af antropologiens store narrativer fortsat er fortalt med kolonialismens blik. Hans “Small anthropology” er et opgør med det blik – og et forsøg på at vende det om og skabe ny viden i den proces.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonis­er­ing er ikke bare én placer­bar begiven­hed, der fandt sted, hvor det formelle kolo­niale styre fik sin ende. Afkolonis­er­ing er en pro­ces, hvor kolo­nial­is­mens kul­turelle og epis­temiske arv fort­sat udfor­dres. I samar­be­jde med forskn­ing­spro­jek­tet ECHOES har vi udgivet e‑bogen Key­words, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teo­retiske posi­tion­er, der lig­ger bag de fort­sat­te krav om afkolonis­er­ing blotlægges.

“Fortæller de store nar­ra­tiv­er os virke­lig noget?” 

Sådan spørg­er den britiske antropolog Shawn Naph­tali Sobers mod slut­nin­gen af vores inter­view; et spørgsmål, der er en kon­stant tråd og udfor­dring i hans eget akademiske hybrid­virke, der befind­er sig i kryds­fel­tet mellem antropolo­gi, doku­men­tarisme og fotografi. For ham selv er svaret ret klart: Nej, det gør de ikke.

“Lad os komme tilbage til de små his­to­ri­er, og lad os forstå de små ting. Jeg tror nem­lig, at det er dér, den sande viden er. I de små his­to­ri­er, ikke i disse store, meta­nar­ra­tiv­er, som er blevet ret util­gæn­gelige, hvis du ikke også selv er en del af den diskurs,” fort­sæt­ter han.

Sobers’ visuelle-antropol­o­giske til­gang, der har rød­der i hans arbe­jde med film og fotografi, den delt­a­gende antropolo­gi og medieantropolo­gi, har arbe­jd­sti­tlen “small anthro­pol­o­gy”. Han kalder det selv for en under­liggende diskurs eller et idésæt, der fun­ger­er som en gen­nemgående etos i hans arbe­jde med at doku­mentere det kom­plekse hverdagsliv, der ikke altid har haft en plads i antropologien.

“Det her er stadig en ny idé. Den er så afgjort stadig ny. Men det er noget, som jeg gerne vil arbe­jde videre med, og jeg vil gerne under­søge, hvor robust den er som metode. Jeg anser ‘Small Anthro­pol­o­gy’ som en mere ydmyg, nuanceret, mikro(antropologi, red), som ikke kom­mer med store pås­tande, men der­i­mod under­søger de små ges­tuss­er, små relationer.”

Det lille antropologiske blik

I den lille antropolo­gi lig­ger et større opgør med den måde, som antropolo­gien tidligere er blevet lavet på. Shawn Naph­tali Sobers har selv beskrevet pro­jek­tet i sin tekst Small anthro­pol­o­gy som et opgør med nogle af de ind­groede blikke på ver­den, antropolo­gien har arvet fra kolonialismen:

“Den gængse opfat­telse af antropolo­gien som en dis­ci­plin er en, hvor skæggede, kauka­siske mænd rejs­er til fjerne lande, der er fulde af mørkhud­ede men­nesker, hvor de udfør­er etno­grafi ved at ind­sam­le billed­er, arte­fak­ter og obser­va­tion­er af deres ‘ind­fødte’ han­dlemøn­stre, skikke og rit­ualer. Noget antropolo­gi er stadigvæk sådan, men det er også meget mere, og har poten­tiale til at blive meget mere.”

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Sobers’ udforskn­ing af den lille antropol­o­giske fortælling er en del af den udvikling og de opgør, som har fun­det sted i antropolo­gien over mange år. Ved at insis­tere på at fortælle de små his­to­ri­er håber han at undgå de store nar­ra­tivers ten­dens til portræt­tere ver­den i nemme diko­tomi­er, der ikke gavn­er forståelsen af ver­den, men alene fasthold­er og forstærk­er bestemte idéer om ‘dem’ og ‘os’; de prim­i­tive og de pro­gres­sive. Det er også det, der dri­ver hans fotografiske arbejde:

“Fra den lille antropol­o­gis per­spek­tiv han­dler det om at være respon­siv, observerende, og det han­dler om at se, hvad der sker, i stedet for at uploade min egen agen­da til det pågældende rum (…). Jeg kom­mer fra en kval­i­ta­tiv snarere end en kvan­ti­ta­tiv posi­tion. Mit arbe­jde er ofte drevet af nar­ra­tiv­er og sam­taler om indi­vider. Og det prøver ikke at frem­sætte store pås­tande om hele grup­peringer af indi­vider og samfund.”

Efter filmen klappede folk og gik hjem

Sobers’ nuværende antropol­o­giske arbe­jde byg­ger også på hans tidligere arbe­jde med unge men­nesker i film- og fotografik­lub­ber. Han var inter­esseret i de pro­jek­ter, som de unge blev ved med at være en del af – og spørgsmålet om, hvor­dan disse fæl­lessk­aber var med til at forme deres beslut­ninger og deres liv. Ifølge Sobers var mange af aktiviteterne med til give de unge men­nesker selvværd og selvtil­lid. Det han­dlede meget mere om at styrke disse dele og ikke om at blive en del af mediein­dus­trien. De unge lavede doku­mentar­er og radio-doku­mentar­er om emn­er, som de unge gerne ville tale om: islam­o­fo­bi, uddan­nelse og mulighed­er for unge. For Sobers han­dlede det grundlæggende om at undgå at dik­tere, hvad de unge gerne ville tale om:

Jeg gik ikke ind i det rum som en kun­st­ner eller en film­mager og siger, “dette er, hvad vi bør lave film om”. Jeg var inter­esseret i at se, hvad de ønskede at lave film om. Jeg stod bare bag kulis­serne og faciliterede deres arbejde.”

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Prob­lemet med andre filmk­lub­ber var, at de unges film tit blev vist, hvorefter pub­likum klappede og så gik hjem igen. I stedet ville Sobers være med til at gøre de unges film til et udgangspunkt for sam­taler: “Efter værk­erne var blevet vist, så var det ikke bare sådan, at alle klappede og så gik du hjem. Efter film­fremvis­nin­gen lod vi sam­taler finde sted. De unge men­nesker talte om deres arbe­jde med poli­tikere og folk fra uddan­nelsessek­toren,” fortæller han og fort­sæt­ter: “Det var en måde at bruge nyhedsme­di­er på en styrk­ende måde.”

For Shawn Naph­tali Sobers lig­ger der et demokra­tis­erende poten­tiale i at vende blikket om, så forhold­et mellem obser­vatør og den observerede bliv­er vendt på hov­edet. Et poten­tiale, som han har taget med i sin antropol­o­giske forskn­ing: “Det var altid øns­ket at gøre det til mere end en filmk­lub. Det han­dlede altid mere om at forsøge at decen­tralis­ere magten og prøve at bemyn­di­ge unge men­nesker med viden, som de kunne arbe­jde videre med. En dekolo­nial og demokra­tis­erende bestræ­belse på at udviske forskel­lene mellem dem, som rap­porterede, og dem, der blev rap­porteret om”.

Huset, hvor Gud boede

I byen Bath i Eng­land lig­ger Fair­field House. Her boede Haile Selassie I, den etiopiske kejs­er fra 1930 til 1974, under sit engelske eksil fra 1936–41, da Mus­soli­n­is Ital­ien besat­te Etiopi­en. Rasta­faribevægelsen anser Haile Selassie som Mes­sias og huset, hvor han boede, fun­ger­er fort­sat som sam­lingsst­ed for forskel­lige grup­per i Bath. Blandt andet Rastafari-kirken.

“Jeg har været i kon­takt med ras­tamiljøet i omkring 30 år. Det er først i løbet af de sid­ste ti år, at jeg er beg­y­n­dt at fotografere i miljøet,” fortæller Shawn Naph­tali Sobers og uddy­ber om sit lange forhold til Fair­field House og de folk, der kom­mer der: “Som akademik­er eller film­sk­aber er jeg meget bev­idst om, at jeg ikke skal springe ind, arbe­jde og så forsvin­de igen. En af de læn­gere­varende rela­tion­er, som jeg har i kraft af min rolle som fag­mand og forsker, er til det her sted kaldet Fair­field House, hvor Haile Selassie boede da ital­ienerne invaderede Etiopi­en. Jeg har været involveret i arbe­jde i Fair­field House i forskel­lige roller i lige over 20 år. Jeg har lavet film dér, jeg har fotografer­et dér, jeg sid­der i bestyrelsen, og jeg skrev vedtægterne. Jeg har også lavet research og udført pro­jek­ter der, men når jeg er der, er jeg meget opmærk­som på ikke at være eksperten.”

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Det er blevet til en løbende serie af fotografi­er, hvor Sobers har ful­gt dagligda­gen i Fair­field House. Serien har fået titlen “The House Where God Lived”, og lige­som i Shawns tidligere arbe­jde har han forsøgt at støtte op om dagligda­gens arbe­jde og aktiviteter uden at dik­tere dem.

“Jeg er bev­idst om den bal­ance­gang, som jeg går, når jeg tager de her billed­er. Fotografierne spæn­der over en enorm mængde tid. De er ikke alle taget den samme dag med de samme igangværende aktiviteter. De blev taget på forskel­lige tid­spunk­ter (…) Det er ikke bare at gå ind og tage nogle billed­er som en foto­jour­nal­ist. Det han­dler om at opbygge rela­tion­er. Jeg inter­esser­er mig for denne lang­somme måde at arbe­jde på. Der vil fort­sat føjes til porte­føl­jen over en tidspe­ri­ode, uden en dead­line og uden en udstill­ing. Det er meget mere et lev­ende arkiv over Fair­field House” siger han og peger på, at de adskiller sig fra nor­male fotografers arbe­jde: “Hvis jeg lavede det her arbe­jde til en konkur­rence eller et gal­leri, så ville jeg føle, at det var meget anderledes, for­di for­målet ændres. For­målet kom­mer til at han­dle om mig og at få det her værk sat i verden.”

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Han under­streger selv, at han stadig er i Fair­field House som fotograf. Det kan han ikke ændre ved. Men som fotograf tager han billed­er af men­nesker og af et sted, som han selv er en del af og har været en del af i lang tid. Som han selv peger på, så er hans prak­sis fler­ty­dig og afspe­jler det mod­sæt­nings­fulde i hans egen tilst­ede­værelse. Og så afspe­jler hans prak­sis det fak­tum, at han ikke ind­tager en neu­tral og objek­tiv posi­tion i de rum, han er en del af og observer­er som antropolog:

“Jeg ønsker ikke at frem­stille mig selv som en selvhel­lig evan­ge­list, der kun arbe­jder med delt­ager­ob­ser­va­tion­er. (…) For mit ved­k­om­mende han­dler det om at se det fak­tum i øjnene, at vi er kom­plekse, vi er selv­mod­si­gende, vi er hyk­lere, og vi er inspir­erede af en masse ting. Selv hvis det strid­er mod vores etos.”

At vende blikket om

“Alt mit arbe­jde han­dler om aktivisme, da det er meget ide­ol­o­gisk drevet. Når jeg gør, hvad jeg gør nu, er det for­di jeg altid har følt, at frem­still­in­gen af sorte i medierne ikke var repræsen­ta­tiv eller bal­anceret. Da jeg voksede op, så jeg sorte men­nesker frem­stil­let som krim­inelle eller narko­han­dlere,” siger Shawn Naph­tali Sobers og fork­lar­er, hvor­for han beg­y­n­dte at lave visuelt arbe­jde: “For mig han­dlede det at komme inden­for i mediein­dus­trien om at fortælle his­to­ri­er, som jeg ikke havde set for­t­alt før. Det er alt sam­men aktivisme. Nogle gange er det åbenlyst, nogle gange er det mere sub­tilt, men det er alt sam­men drevet af en ide­olo­gi, som siger: ‘Jeg men­er, at portræt­terin­gen af sorte men­nesker i medierne under­bygges  af et kolo­nialt og racis­tisk – såv­el bev­idst som ube­v­idst – bias.’ Alt, hvad jeg gør, er aktivisme.”

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Her er måske en af de vigtig­ste lede­tråde for den, der gerne vil forstå Sobers’ antropolo­gi: den er et forsøg på at tage blikket tilbage, at vende det om. I sin tekst om Small Anthro­pol­o­gy skriv­er han med hen­vis­ning til antropolo­gen Lani­ta Jacobs-Huey, at mange af dem, der før var observerede, nu selv er blevet antropologer og har vendt blikket om. Det bety­der, at antropolo­gien er blevet en slag­mark, hvor nogle af antropolo­giens blikke og kat­e­goris­eringer af ver­den kan udfor­dres. Sobers nævn­er selv D. W Grif­fiths stum­film The Birth of a Nation fra 1915:

“D. W. Grif­fiths ‘The Birth of a Nation’ bliv­er kaldt fil­mens fad­er. En film der glo­ri­fi­cerede Ku Klux Klan, og som inde­holdt ekstremt racis­tiske frem­still­inger af sorte men­nesker. Sorte men­nesker og deres frem­still­ing har været bagud (i mediever­den, red.). Fotografi­ets opfind­else gik hånd i hånd med antropolo­gien og koloni­ti­den. Antropologerne, mis­sionær­erne og fotograferne drog ind i Afri­ka,” siger Sobers og peger på sine egne fotografi­er fra serien “Equi­ty”, der vis­er sorte i pro­fes­sionelle kon­tek­ster som et bev­idst modsvar til de frem­still­inger af sorte, som han selv er vok­set op med: “At præsen­tere de her billed­er som noget nor­malt er en dråbe i havet i forhold til resten af frem­still­ingerne af sorte som vilde og krim­inelle.” afs­lut­ter han uden at glemme, hvor stor en opgave det er at skabe den slags nye fortællinger.

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

De per­son­lige fortællinger kan der­for være med til at udfor­dre nogle af antropolo­giens ind­groede idéer om ver­den – idéer, der ifølge Sobers blev født sam­men kolo­nial­is­men. I den pro­ces kan vi skabe nye fortællinger, der måske ikke tidligere har fun­det en plads i antropologien:

“Der­for er jeg inter­esseret i at fremme den her idé om Small Anthro­pol­o­gy, da den  han­dler indi­vider. Ikke kun indi­vider. Men det vender tilbage til fortællingerne, til den indi­vidu­elle fortælling. Hvilke fortællinger er vi nødt til at fortælle om os selv og vores rela­tion­er til andre mennesker?”

Inter­viewet og artik­ler er lavet af Kasper Mikael Jacek og alle fotografi­er er vist med tilladelse fra Shawn Naph­tali Sobers, der er Asso­ciate Pro­fes­sor of Cul­tur­al Inter­dis­ci­pli­nary Prac­tice at the Uni­ver­si­ty of the West of Eng­land, Bris­tol. Alle ret­tighed­er til billed­erne tilhør­er Shawn Shawn Naph­tali Sobers.

Fra Shawn Naph­tali Sobers fotografiske serie The House Where God Lived. Kred­i­ter­ing: Alle ret­tighed­er Shawn Naph­tali Sobers / http://www.shawnsobers.com/

Scroll til toppen