Afkoloniseringen af antropologien

Antropologen Shawn Naphtali Sobers vil gerne skrive de små fortællinger, fordi visse af antropologiens store narrativer fortsat er fortalt med kolonialismens blik. Hans “Small anthropology” er et opgør med det blik – og et forsøg på at vende det om og skabe ny viden i den proces.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonisering er ikke bare én placerbar begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. I samarbejde med forskningsprojektet ECHOES har vi udgivet e-bogen Keywords, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teoretiske positioner, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering blotlægges.

“Fortæller de store narrativer os virkelig noget?” 

Sådan spørger den britiske antropolog Shawn Naphtali Sobers mod slutningen af vores interview; et spørgsmål, der er en konstant tråd og udfordring i hans eget akademiske hybridvirke, der befinder sig i krydsfeltet mellem antropologi, dokumentarisme og fotografi. For ham selv er svaret ret klart: Nej, det gør de ikke.

“Lad os komme tilbage til de små historier, og lad os forstå de små ting. Jeg tror nemlig, at det er dér, den sande viden er. I de små historier, ikke i disse store, metanarrativer, som er blevet ret utilgængelige, hvis du ikke også selv er en del af den diskurs,” fortsætter han.

Sobers’ visuelle-antropologiske tilgang, der har rødder i hans arbejde med film og fotografi, den deltagende antropologi og medieantropologi, har arbejdstitlen “small anthropology”. Han kalder det selv for en underliggende diskurs eller et idésæt, der fungerer som en gennemgående etos i hans arbejde med at dokumentere det komplekse hverdagsliv, der ikke altid har haft en plads i antropologien.

“Det her er stadig en ny idé. Den er så afgjort stadig ny. Men det er noget, som jeg gerne vil arbejde videre med, og jeg vil gerne undersøge, hvor robust den er som metode. Jeg anser ‘Small Anthropology’ som en mere ydmyg, nuanceret, mikro(antropologi, red), som ikke kommer med store påstande, men derimod undersøger de små gestusser, små relationer.”

Det lille antropologiske blik

I den lille antropologi ligger et større opgør med den måde, som antropologien tidligere er blevet lavet på. Shawn Naphtali Sobers har selv beskrevet projektet i sin tekst Small anthropology som et opgør med nogle af de indgroede blikke på verden, antropologien har arvet fra kolonialismen:

“Den gængse opfattelse af antropologien som en disciplin er en, hvor skæggede, kaukasiske mænd rejser til fjerne lande, der er fulde af mørkhudede mennesker, hvor de udfører etnografi ved at indsamle billeder, artefakter og observationer af deres ‘indfødte’ handlemønstre, skikke og ritualer. Noget antropologi er stadigvæk sådan, men det er også meget mere, og har potentiale til at blive meget mere.”

Sobers’ udforskning af den lille antropologiske fortælling er en del af den udvikling og de opgør, som har fundet sted i antropologien over mange år. Ved at insistere på at fortælle de små historier håber han at undgå de store narrativers tendens til portrættere verden i nemme dikotomier, der ikke gavner forståelsen af verden, men alene fastholder og forstærker bestemte idéer om ‘dem’ og ‘os’; de primitive og de progressive. Det er også det, der driver hans fotografiske arbejde:

“Fra den lille antropologis perspektiv handler det om at være responsiv, observerende, og det handler om at se, hvad der sker, i stedet for at uploade min egen agenda til det pågældende rum (…). Jeg kommer fra en kvalitativ snarere end en kvantitativ position. Mit arbejde er ofte drevet af narrativer og samtaler om individer. Og det prøver ikke at fremsætte store påstande om hele grupperinger af individer og samfund.”

Efter filmen klappede folk og gik hjem

Sobers’ nuværende antropologiske arbejde bygger også på hans tidligere arbejde med unge mennesker i film- og fotografiklubber. Han var interesseret i de projekter, som de unge blev ved med at være en del af – og spørgsmålet om, hvordan disse fællesskaber var med til at forme deres beslutninger og deres liv. Ifølge Sobers var mange af aktiviteterne med til give de unge mennesker selvværd og selvtillid. Det handlede meget mere om at styrke disse dele og ikke om at blive en del af medieindustrien. De unge lavede dokumentarer og radio-dokumentarer om emner, som de unge gerne ville tale om: islamofobi, uddannelse og muligheder for unge. For Sobers handlede det grundlæggende om at undgå at diktere, hvad de unge gerne ville tale om:

“Jeg gik ikke ind i det rum som en kunstner eller en filmmager og siger, “dette er, hvad vi bør lave film om”. Jeg var interesseret i at se, hvad de ønskede at lave film om. Jeg stod bare bag kulisserne og faciliterede deres arbejde.”

Problemet med andre filmklubber var, at de unges film tit blev vist, hvorefter publikum klappede og så gik hjem igen. I stedet ville Sobers være med til at gøre de unges film til et udgangspunkt for samtaler: “Efter værkerne var blevet vist, så var det ikke bare sådan, at alle klappede og så gik du hjem. Efter filmfremvisningen lod vi samtaler finde sted. De unge mennesker talte om deres arbejde med politikere og folk fra uddannelsessektoren,” fortæller han og fortsætter: “Det var en måde at bruge nyhedsmedier på en styrkende måde.”

For Shawn Naphtali Sobers ligger der et demokratiserende potentiale i at vende blikket om, så forholdet mellem observatør og den observerede bliver vendt på hovedet. Et potentiale, som han har taget med i sin antropologiske forskning: “Det var altid ønsket at gøre det til mere end en filmklub. Det handlede altid mere om at forsøge at decentralisere magten og prøve at bemyndige unge mennesker med viden, som de kunne arbejde videre med. En dekolonial og demokratiserende bestræbelse på at udviske forskellene mellem dem, som rapporterede, og dem, der blev rapporteret om”.

Huset, hvor Gud boede

I byen Bath i England ligger Fairfield House. Her boede Haile Selassie I, den etiopiske kejser fra 1930 til 1974, under sit engelske eksil fra 1936–41, da Mussolinis Italien besatte Etiopien. Rastafaribevægelsen anser Haile Selassie som Messias og huset, hvor han boede, fungerer fortsat som samlingssted for forskellige grupper i Bath. Blandt andet Rastafari-kirken.

“Jeg har været i kontakt med rastamiljøet i omkring 30 år. Det er først i løbet af de sidste ti år, at jeg er begyndt at fotografere i miljøet,” fortæller Shawn Naphtali Sobers og uddyber om sit lange forhold til Fairfield House og de folk, der kommer der: “Som akademiker eller filmskaber er jeg meget bevidst om, at jeg ikke skal springe ind, arbejde og så forsvinde igen. En af de længerevarende relationer, som jeg har i kraft af min rolle som fagmand og forsker, er til det her sted kaldet Fairfield House, hvor Haile Selassie boede da italienerne invaderede Etiopien. Jeg har været involveret i arbejde i Fairfield House i forskellige roller i lige over 20 år. Jeg har lavet film dér, jeg har fotograferet dér, jeg sidder i bestyrelsen, og jeg skrev vedtægterne. Jeg har også lavet research og udført projekter der, men når jeg er der, er jeg meget opmærksom på ikke at være eksperten.”

Det er blevet til en løbende serie af fotografier, hvor Sobers har fulgt dagligdagen i Fairfield House. Serien har fået titlen “The House Where God Lived”, og ligesom i Shawns tidligere arbejde har han forsøgt at støtte op om dagligdagens arbejde og aktiviteter uden at diktere dem.

“Jeg er bevidst om den balancegang, som jeg går, når jeg tager de her billeder. Fotografierne spænder over en enorm mængde tid. De er ikke alle taget den samme dag med de samme igangværende aktiviteter. De blev taget på forskellige tidspunkter (…) Det er ikke bare at gå ind og tage nogle billeder som en fotojournalist. Det handler om at opbygge relationer. Jeg interesserer mig for denne langsomme måde at arbejde på. Der vil fortsat føjes til porteføljen over en tidsperiode, uden en deadline og uden en udstilling. Det er meget mere et levende arkiv over Fairfield House” siger han og peger på, at de adskiller sig fra normale fotografers arbejde: “Hvis jeg lavede det her arbejde til en konkurrence eller et galleri, så ville jeg føle, at det var meget anderledes, fordi formålet ændres. Formålet kommer til at handle om mig og at få det her værk sat i verden.”

Han understreger selv, at han stadig er i Fairfield House som fotograf. Det kan han ikke ændre ved. Men som fotograf tager han billeder af mennesker og af et sted, som han selv er en del af og har været en del af i lang tid. Som han selv peger på, så er hans praksis flertydig og afspejler det modsætningsfulde i hans egen tilstedeværelse. Og så afspejler hans praksis det faktum, at han ikke indtager en neutral og objektiv position i de rum, han er en del af og observerer som antropolog:

“Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som en selvhellig evangelist, der kun arbejder med deltagerobservationer. (…) For mit vedkommende handler det om at se det faktum i øjnene, at vi er komplekse, vi er selvmodsigende, vi er hyklere, og vi er inspirerede af en masse ting. Selv hvis det strider mod vores etos.”

At vende blikket om

“Alt mit arbejde handler om aktivisme, da det er meget ideologisk drevet. Når jeg gør, hvad jeg gør nu, er det fordi jeg altid har følt, at fremstillingen af sorte i medierne ikke var repræsentativ eller balanceret. Da jeg voksede op, så jeg sorte mennesker fremstillet som kriminelle eller narkohandlere,” siger Shawn Naphtali Sobers og forklarer, hvorfor han begyndte at lave visuelt arbejde: “For mig handlede det at komme indenfor i medieindustrien om at fortælle historier, som jeg ikke havde set fortalt før. Det er alt sammen aktivisme. Nogle gange er det åbenlyst, nogle gange er det mere subtilt, men det er alt sammen drevet af en ideologi, som siger: ‘Jeg mener, at portrætteringen af sorte mennesker i medierne underbygges  af et kolonialt og racistisk – såvel bevidst som ubevidst – bias.’ Alt, hvad jeg gør, er aktivisme.”

Her er måske en af de vigtigste ledetråde for den, der gerne vil forstå Sobers’ antropologi: den er et forsøg på at tage blikket tilbage, at vende det om. I sin tekst om Small Anthropology skriver han med henvisning til antropologen Lanita Jacobs-Huey, at mange af dem, der før var observerede, nu selv er blevet antropologer og har vendt blikket om. Det betyder, at antropologien er blevet en slagmark, hvor nogle af antropologiens blikke og kategoriseringer af verden kan udfordres. Sobers nævner selv D. W Griffiths stumfilm The Birth of a Nation fra 1915:

“D. W. Griffiths ‘The Birth of a Nation’ bliver kaldt filmens fader. En film der glorificerede Ku Klux Klan, og som indeholdt ekstremt racistiske fremstillinger af sorte mennesker. Sorte mennesker og deres fremstilling har været bagud (i medieverden, red.). Fotografiets opfindelse gik hånd i hånd med antropologien og kolonitiden. Antropologerne, missionærerne og fotograferne drog ind i Afrika,” siger Sobers og peger på sine egne fotografier fra serien “Equity”, der viser sorte i professionelle kontekster som et bevidst modsvar til de fremstillinger af sorte, som han selv er vokset op med: “At præsentere de her billeder som noget normalt er en dråbe i havet i forhold til resten af fremstillingerne af sorte som vilde og kriminelle.” afslutter han uden at glemme, hvor stor en opgave det er at skabe den slags nye fortællinger.

De personlige fortællinger kan derfor være med til at udfordre nogle af antropologiens indgroede idéer om verden – idéer, der ifølge Sobers blev født sammen kolonialismen. I den proces kan vi skabe nye fortællinger, der måske ikke tidligere har fundet en plads i antropologien:

“Derfor er jeg interesseret i at fremme den her idé om Small Anthropology, da den  handler individer. Ikke kun individer. Men det vender tilbage til fortællingerne, til den individuelle fortælling. Hvilke fortællinger er vi nødt til at fortælle om os selv og vores relationer til andre mennesker?”

Interviewet og artikler er lavet af Kasper Mikael Jacek og alle fotografier er vist med tilladelse fra Shawn Naphtali Sobers, der er Associate Professor of Cultural Interdisciplinary Practice at the University of the West of England, Bristol. Alle rettigheder til billederne tilhører Shawn Shawn Naphtali Sobers.