En umage fange – Jacob Christian Bies tid bag Børnehusets mure
FOKUS: DET FÆNGSLEDE MENNESKE Fængslets historie kan ikke skrives i ental. Historien om fængslet og det fængslede menneske er ikke historien om én enkelt, ensartet institution, hvis rationale og nødvendighed har været skrevet i sten siden historiens begyndelse. Fængslets historie er snarere en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Læs mere om vores udgivelse Det Fængslede Menneske, hvor vi har samlet en masse af fængslets historier.
Børnehuset på Christianshavn kunne lyde som en hyggelig daginstitution i Indre By, men for 250 år siden var det navnet på en knap så hyggelig og helt anden slags institution. Børnehuset var en straffe- og arbejdsanstalt for samfundets udskud, misdædere og lovbrydere. Oprindeligt var institutionen tænkt som en tvangsarbejdsanstalt for løsgængere, betlere og løsagtige kvinder samt en opdragelsesanstalt for vanartede børn og tyende. I løbet af 1700-tallet blev fængselsstraffen i stigende grad givet i forbindelse med flere forskellige forbrydelser, så der i 1770’erne således var både tyve, tiggere, løsagtige kvinder og mordere bag fængslets mure. Langt størstedelen af fangerne var dog stadig fra samfundets laveste sociale lag og var blevet dømt til straffearbejde, fordi de havde begået betleri. Det er derfor ikke mærkeligt, at Børnehusets ansatte ikke vidste, hvad de skulle stille op med den egenrådige forfatter-jurist Jacob Christian Bie, da han i 1772 ankom for at afsone en livstidsdom.
Artiklen er en del af Baggrunds seneste udgivelse Det Fængslede Menneske, der er en samling af nogle af fængslet utallige historier. Fængslets historie er nemlig en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Ved at udforske forskellige tiders idéer om fængslet kan vi nemlig nærme os vores egen tids syn på denne institution. Du kan købe Det Fængslede Menneske her.
Jacob Christian Bie blev født i Trondheim i 1738 og blev i 1764 uddannet til jurist i København. Bie var imidlertid ikke videre interesseret i livet som jurist; langt hellere ville han ernære sig som skribent. Fra 1765 producerede Bie en række skrifter, både som ugebladsskribent og som forfatter til moralske fabler. Men skribentlivet blev en kortlivet fornøjelse: I begyndelsen af 1768 kunne Bie ikke længere forsørge sig selv og sin familie ad pennens vej og søgte derfor en stilling som prokurator. Allerede i 1770, i forbindelse med indførelsen af den ubegrænsede trykkefrihed, i Struenses kortvarige magtperiode, fandt Bie dog tilbage til sin passion: Inden slutningen af året udgav han under pseudonymet Philopatreias en kritisk pamflet, der siges at have indledt trykkefrihedens økonomiske og politiske debat.[1] Bies forfatterskab er kendetegnet ved kritiske samfundsanalyser og spydige fremstillinger af samfundets top. Disse karaktertræk tegnede også hans tid i fængslet – som udviklede sig til en mere dramatisk affære end sædvanligvis, idet Bie ikke så sig bundet af fængslets høje murer.
Højt at flyve, dybt at falde
Bies fald begynder på prædikestolen i Hvidovre Kirke bededag 1769. Her havde degnen givet Bie tilladelse til at holde prædiken, og med udgangspunkt i Højsangens tredje kapitel, I: ”Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede” fremviste Bie endnu engang sit flair for ord og allegorier. Selvom prædikenen på overfladen virker uskyldig, lød et efterfølgende vidneudsagn, at Bie ved latter og anden gestikulation har hentydet til versets erotiske lag. Desuden hjalp det ikke, at der efterfølgende gik rygter om, at Bie inkluderede prostituerede i sin bøn.[2] Prædiken blev skæbnesvanger for Bie: I 1771 blev han af Højesteret dømt til seks års arbejde i den afdeling af Børnehuset, der blev kaldt Rasphuset.
Her stoppede Bies fald imidlertid ikke. Samme år blev han nemlig anklaget for at have udfærdiget et falsk monopol på katekismer og salmebøger til bogtrykkeren Thiele med påsætning af kongeligt sejl. Bie påstod, at monopolet var ment som en spøg, men det påvirkede ikke afgørelsen, og Bie blev derfor dømt til at have forbrudt sin hånd, ære og formue. Da landets lovgivende instans fandt ud af, at Bie allerede var blevet dømt til seks års arbejde i rasphuset, ændredes straffen. I stedet for at miste sin hånd skulle han efter de seks år i rasphuset arbejde på livstid i Børnehusets tugthus.[3] Den 12. maj 1772 blev Bie derfor ført til sit fængsel i Børnehuset på Christianshavn.
”… er jeg roelig i Uroe, og frie i Slave-Stand…”
Rasphuset var den hårdeste straf, fængslet på Christianshavn kunne byde på. Arbejdet gik ud på at raspe farvetræ til fint støv. Rasphusfangerne boede i små celler, der ligeledes var indrettet til arbejdet med farvetræet. Mange af de fanger, der blev dømt til afsoning i rasphuset holdt dog ikke længe til det hårde slæb, og også Bie bukkede under for sliddet i rasphuset. I sommeren 1773 blev han indlagt på Børnehusets sygestue, da han var ”af saa svage Kræfter, at hand til ald Haand Gjerning findes uduelig”[4], og der blev han liggende de næste to år.
Hans tid på sygestuen forløb dog ikke i stilhed. I foråret 1774 indgav Bie nemlig en skriftlig klage over et usømmeligt forhold mellem Børnehusets degn og oldfrue: Mester Gjedde og Madam Albrechtsen. Degnen og oldfruen havde i to-et-halvt år foregivet at være forlovede og havde ”levet i omgang sammen og ført deres Oeconomie”.[5] Dette var imidlertid ikke sidste gang, at Bie klagede over en af Børnehusets ansatte. I slutningen af oktober 1774 fortæller fængslets inspektør, Johannes Oest, at Bie havde nægtet at gå til alters siden sin ankomst til Børnehuset. Da Oest havde forhørt ham om grunden, svarede Bie, at ”efter at hand havde hørt Præstens Trøste Grunde til de Syge paa Sygestuen og lært at kjende hands Tænkemaade kunde hand ikke med noget Nytte antage Syndernes Forladelse af ham i Guds Sted, hand vil altsaa heller blive bort end komme uværdelig.”[6]
Klagerne var dog ikke det eneste, der holdt Bie beskæftiget på sygestuen. I efteråret 1774 gjorde han livsfangen Maren Sørensdatter gravid – den 29. maj 1775 fødte hun tvillingerne Franz Carl og Caroline Franciska.[7] Med indlæggelsen på sygestuen blev Bie desuden fritaget fra at arbejde og havde derfor tid til at finde sin pen frem igen – blandt andet fik han i denne periode udgivet skuespil, digte og viser, mens han sad derinde. Flere af udgivelserne satte ord på Bies tanker om sin skæbne: I 1773 udgav Bie et digt, der hyldede friheden, og i 1774 udgav han en klagesang om sit fængsel, der dog i sit sidste vers antydede, hvad Bie fortrøstningsfuldt så frem til i det hinsides:
Thi er jeg roelig i Uroe,
Og frie i Slave-Stand,
Min Gud, mit Haab, min Siel, min Troe
Ej Verden rane kand;
Tag Friehed, tag min største Skat,
Giør Livets Lys til Sorgers Nat;
Lad mig i Fængsels Baand forgaae,
Jeg skal dog frie opstaae! [8]
I tillæg til sine litterære udgivelser, forfattede Bie også en del anmodninger til kongen og kronprinsen om tidlig løsladelse fra fængslet. I juni 1774 bar de umiddelbart frugt: Bie blev nemlig fritaget for arbejdet i rasphuset af kronprins Frederik på grund af sit svage helbred. I oktober samme år blev det desuden besluttet, at Bie skulle sættes på det første skib mod Guineas kyst.
Beslutningen om hans fritagelse fra arbejdet samt forventningen om den snarlige afsendelse til Vestafrika steg tilsyneladende Bie til hovedet. I december 1775 meddelte inspektør Oest, at de ansatte ikke længere kunne holde styr på den frivole fange: Bie ville ikke længere regnes som en af institutionens fanger, men så sig selv som en ”fri-herre”; han havde foregivet at have det privilegium, at han måtte sælge te, sukker, kaffe og tvebakker til de øvrige fanger, og fik desuden gæster til klokken ti om aftenen, ligesom han jævnligt brød natteroen ved at skråle og synge ud af vinduet, så hele Christianshavn kunne høre det. Da husets ansatte forsøgte at få ham under kontrol, holdt han fast i, at han ikke var en fange og at de derfor ikke måtte bestemme over ham. Derfor bad inspektøren til, at Bie enten måtte blive fjernet fra institutionen eller sat i arbejde i rasp- eller Børnehuset igen.
Og balladen stoppede ikke her. I starten af det nye år fik inspektøren endnu en klage over Bie. Spisemesteren meddelte, at Bie igen solgte brød til de andre fanger. Det viste sig imidlertid at være Bies kone, Mette Margrethe Bie, der havde startet forretning i Børnehusets gård. Hun viste sig lige så egensindig som sin mand og påberåbte sig overfor inspektøren fuld ret til at sælge brød i Børnehuset. Da inspektøren truede med at nægte hende adgang til fængslet, svarede hun, at hvis hendes mand kunne få kongen til at fritage ham fra sit arbejde, så ville hun lige så let kunne få skaffet adgang til sin mand. Samlet set var det derfor ikke underligt, at inspektøren mistede tålmodigheden og bad om, at Bie enten blev fjernet fra institutionen eller sat i arbejde i rasp- eller tugthuset igen.
Den 1. februar 1776 fik inspektøren sin vilje: Ved kongeligt reskript blev det besluttet, at Bie skulle arbejde resten af sit liv i tugthuset – det var for vanskeligt at sende ham til Guinea, og dér ville der alligevel ikke være noget arbejde at sætte ham til. Beslutningen ramte Bie hårdt. Aftenen efter, at han havde fået besked om den, forsøgte Bie at flygte. Bie var altså ikke længere rolig i sin uro, han følte ikke længere friheden i sin slavestand. Tværtimod. Han forklædte sig derfor i en anden fanges overkjole og hat, tog sin kone under armen og forsøgte at gå ud ad porten, som havde han været en gæst på besøg i Børnehuset. Desværre for Bie blev han genkendt af portneren. Bie løb derfor tilbage til sygestuen, imens han slængede udklædningen fra sig. Da inspektøren nu kunne fremvise udklædningen under et efterfølgende forhør af Bies kone, bukkede hun hurtigt under og indrømmede sagens sammenhæng. Bie selv benægtede først forsøget, men da inspektøren fortalte, at Madam Bie havde indrømmet det hele, krøb også Bie til korset.
Dette mislykkede flugtforsøg lader til at have knækket Bies modstandskraft. Bie tog sig i hvert fald ikke flere ”upassende friheder”, ej heller forsøgte han at flygte fra Børnehuset igen. Dette mildnede tilsyneladende ikke inspektørens opfattelse af ham. I maj 1776 skrev inspektøren således endnu et brev til Direktørerne for Den Almindelige Pleje-Anstalt i København i håb om, at Børnehuset kunne blive fri for Bie ved at overføre ham til en anden institution i Københavns fattigvæsen, for ”frihed tienner ham virkelig ikke”.[9] Først året efter synes inspektøren at have fattet medlidenhed med Bies kår, men han så sig dog stadig helst fri for ham, hvis muligheden skulle dukke op: I et brev fra juli 1777 beretter inspektøren, at Bie siden sidste år havde ”været Roeligere og ingen Aarsag [havde] givet til Klagemaal”, men at han var af et ”forunderlig[t] væsen, og tænkemaade”, og derfor foruroliger folk omkring ham, så de kommer på tanker om ophøjelse af stand og position.[10] Denne meddelelse satte skub i tingene – for sådanne tanker lugter langt væk af optøjer og oprør blandt samfundets laveste. Det passede nok derfor Direktørerne rigtig godt, at Bies bror, oberstløjtnant Ole Bie, havde ansøgt om at Bie kunne løslades under den foranstaltning, at hans uregerlige sind blev varetaget af broderen ved dennes rederivirksomhed i Trankebar. Den 9. december 1777 blev Bie derfor løsladt fra Børnehuset og sat direkte på skibet ”Rigernes Ønske” med kurs mod Indien. Den 23. juli 1778 ankom Bie til Trankebar, hvilket således satte punktummet for Bies fængselsliv.[11]
Bie udlevede resten af sit liv sammen med sin familie i Indien. Det efterlader os derfor med spørgsmålet om hvad der skete med hans to uægte børn, Carl Franch og Caroline Francisca. Maren Sørensdatter, tvillingernes moder, forblev indsat i Børnehuset til sin død i 1800. Der var derfor ikke meget hun kunne tilbyde sine børn. Måske er det grunden til, at Caroline Francisca blev antaget af Madam Bie, altså Bies kone, til opdragelse og forplejning den 29. maj 1777, få måneder inden Bies afrejse fra Børnehuset. Bies ægtefødte datter, Juliane Bie, skrev desuden i sin dagbog at Caroline Francisca ankom til Frederiksnagor den 8. juli 1790, hvor Bie på daværende tidspunkt befandt sig.[12] Caroline Francisca har altså fungeret som et medlem af Bies familie. Om Carl Franch vides ikke meget. Han må have forladt Børnehuset, da han ikke var særligt gammel, for i løbet af 1780’erne blev han af flere omgange indsat på ny i fængslet. Den 30. juni 1787 blev han dog afhentet af Oberstløjtnant Bie (altså Bies bror, Ole Bie). Formentlig blev han da også en del af Bies familie i Indien.
En umage fange
Bie var en usædvanlig fange. Han udfordrede rammerne for fængselsstraffen i den sidste halvdel af 1700-tallet. I inspektørens øjne var Bie en plage og en fredsforstyrrer. Han satte sig op imod fængslets ansatte ved at forlange rettigheder og ved at tage sig friheder, som fængslets øvrige indsatte aldrig kunne drømme om at tage. Han forstyrrede altså fængslets hierarkiske opbygning og truede de ansattes autoritet. Det er tydeligt, at Bie ikke passede ind i inspektørens forestilling om, hvordan fanger burde og skulle opføre sig. I et moderne perspektiv fremstår Bie måske ligefrem som en foregangsmand for individets rettigheder og en forkæmper for retfærdig straffepraksis. Der gik dog lang tid før Bies synspunkter kom til udtryk i den generelle straffepraksis i Danmark.
Fortællingen om Bies tid som umage fange bag Børnehusets mure sætter fokus på det virke, de indsatte kunne have i en situation, der ellers primært var præget af tvang og begrænsning. Der er ingen tvivl om, at Bies familiære forbindelser spillede en rolle i forbindelse med nedsættelsen af hans straf, men den største drivkraft bag hans løsladelse var de talrige skriverier, han sendte ind og ud af fængslet. På den måde lykkedes det ham at skrive sig ud af fængslets greb – og det var måske alligevel forfatter-juristens største litterære bedrift.
Emilie Luther Valentin er Ph.d.-studerende ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.
Litteratur
Bie, Lorentz. ”Forfatter-Juristen Jacob Christian Bie 1738-1798: Med Særligt Henblik På Hans Ophold i Ostindien”. Tilrettelagt for tryk af Louis E. Grandjean: 1947, s. 31-41.
Horstbøll, Henrik, ”Anonymitet, trykkefrihed og forfatterrollens forandring i 1700-tallets Danmark”. Lychnos: Årsbok för idé- och lärdomshistoria: Annual of the Swedish History of Science Society. 2010: s. 147-161.
Kilder
Bie, Jacob Christian. ”Friheds Tab beskrevet i en Klage-Sang, under den Melodie Ak Friehed, søde Friehed etc.”. Tronhiem: 1774.
Rigsarkivet: Børnehuset på Christianshavn (1769-1790). Brevkopibog 1769-1777, pakke nr. 8-2.
Rigsarkivet: Børnehuset på Christianshavn (1769-1790). Brevkopibog 1777-1780, pakke nr. 9-3.
Referencer
[1] Horstbøll, Henrik, ”Anonymitet, trykkefrihed og forfatterrollens forandring i 1700-tallets Danmark” (2010): s. 151-155.
[2] Hortsbøll (2010): s. 155; Bie, Lorentz, ”Forfatter-Juristen Jacob Christian Bie 1738-1798 – Med særligt henblik på hans ophold i Ostindien” (1947): s. 32-33.
[3] Bie (1947): s. 33-34.
[4] Brevkopibog 1769-1776: s. 323.
[5] Brevkopibog 1769-1776: s. 358-359.
[6] Brevkopibog 1769-1776: s. 381.
[7] Bie (1947): s. 40.
[8] Skillingsvise: ”Frieheds Tab beskrevet i en Klage-Sang” af Jacob Christian Bie (1774).
[9] Brevkopibog 1769-1776: s. 435-436.
[10] Brevkopibog 1777-1780: s. 52-53.
[11] Bie (1947): s. 35-36.
[12] Bie (1947): s. 34.