En umage fange – Jacob Christian Bies tid bag Børnehusets mure

Ugle, hiero­glyf. Ca. 1550–1295 f.v.t. Foto: The Met­ro­pol­i­tan Muse­um, pub­lic domain. Gave fra Albert M. Lyth­goe, 1917.

Børne­huset på Chris­tian­shavn kunne lyde som en hyggelig dagin­sti­tu­tion i Indre By, men for 250 år siden var det navnet på en knap så hyggelig og helt anden slags insti­tu­tion. Børne­huset var en straffe- og arbe­jd­sanstalt for sam­fun­dets udskud, mis­dædere og lovbry­dere. Oprindeligt var insti­tu­tio­nen tænkt som en tvangsar­be­jd­sanstalt for løs­gæn­gere, betlere og løsagtige kvin­der samt en opdragelsesanstalt for vanart­ede børn og tyende. I løbet af 1700-tal­let blev fængselsstraf­fen i sti­gende grad givet i forbindelse med flere forskel­lige for­bry­delser, så der i 1770’erne således var både tyve, tig­gere, løsagtige kvin­der og mordere bag fængslets mure. Langt størst­ede­len af fangerne var dog stadig fra sam­fun­dets laveste sociale lag og var blevet dømt til straf­fear­be­jde, for­di de havde begået bet­leri. Det er der­for ikke mærke­ligt, at Børne­husets ansat­te ikke vid­ste, hvad de skulle stille op med den egen­rådi­ge for­fat­ter-jurist Jacob Chris­t­ian Bie, da han i 1772 ankom for at afsone en livstidsdom.

Artiklen er en del af Bag­grunds sen­este udgivelse Det Fængslede Men­neske, der er en sam­ling af nogle af fængslet utal­lige his­to­ri­er. Fængslets his­to­rie er nem­lig en myr­i­ade af his­to­ri­er, der tilsam­men rum­mer det væld af måder, hvor­på inde­spær­ring, slaveg­ørelse og afs­traf­felse af men­nesker har fun­det sted, er blevet prak­tis­eret og ret­færdig­gjort af skif­tende magth­a­vere, sam­fund og poli­tiske sys­te­mer. Ved at udforske forskel­lige tiders idéer om fængslet kan vi nem­lig nærme os vores egen tids syn på denne insti­tu­tion. Du kan købe Det Fængslede Men­neske her.

Jacob Chris­t­ian Bie blev født i Trond­heim i 1738 og blev i 1764 uddan­net til jurist i Køben­havn. Bie var imi­dler­tid ikke videre inter­esseret i livet som jurist; langt hellere ville han ernære sig som skribent. Fra 1765 pro­duc­erede Bie en række skrifter, både som uge­bladsskribent og som for­fat­ter til moralske fabler. Men skribentlivet blev en kortlivet fornø­jelse: I beg­y­n­delsen af 1768 kunne Bie ikke læn­gere forsørge sig selv og sin fam­i­lie ad pen­nens vej og søgte der­for en still­ing som proku­ra­tor. Allerede i 1770, i forbindelse med ind­førelsen af den ube­grænsede trykke­fri­hed, i Stru­enses kort­varige magt­pe­ri­ode, fandt Bie dog tilbage til sin pas­sion: Inden slut­nin­gen af året udgav han under pseu­do­nymet Philopa­treias en kri­tisk pam­flet, der siges at have indledt trykke­fri­he­dens økonomiske og poli­tiske debat.[1] Bies for­fat­ter­skab er kende­teg­net ved kri­tiske sam­fund­s­analyser og spy­di­ge frem­still­inger af sam­fun­dets top. Disse karak­tertræk teg­nede også hans tid i fængslet – som udviklede sig til en mere drama­tisk affære end sæd­van­ligvis, idet Bie ikke så sig bun­det af fængslets høje murer.

Højt at flyve, dybt at falde

Bies fald beg­y­n­der på prædikestolen i Hvi­dovre Kirke bededag 1769. Her havde deg­nen givet Bie tilladelse til at holde prædiken, og med udgangspunkt i Højsan­gens tred­je kapi­tel, I: ”Jeg ledte om Næt­terne i min Seng efter den, min Sjæl elskede” fremviste Bie end­nu engang sit flair for ord og alle­gori­er. Selvom prædike­nen på over­fladen virk­er uskyldig, lød et efter­føl­gende vid­neud­sagn, at Bie ved lat­ter og anden gestiku­la­tion har hen­ty­det til ver­sets ero­tiske lag. Desu­den hjalp det ikke, at der efter­føl­gende gik rygter om, at Bie inklud­erede pros­tituerede i sin bøn.[2] Prædiken blev skæb­nes­vanger for Bie: I 1771 blev han af Højesteret dømt til seks års arbe­jde i den afdel­ing af Børne­huset, der blev kaldt Rasphuset.

Her stoppede Bies fald imi­dler­tid ikke. Samme år blev han nem­lig anklaget for at have udfærdi­get et fal­sk monopol på katek­ismer og salme­bøger til bogtrykkeren Thiele med påsæt­ning af kon­geligt sejl. Bie pås­tod, at monopo­let var ment som en spøg, men det påvirkede ikke afgørelsen, og Bie blev der­for dømt til at have for­brudt sin hånd, ære og for­mue. Da lan­dets lov­givende instans fandt ud af, at Bie allerede var blevet dømt til seks års arbe­jde i ras­phuset, ændredes straf­fen. I stedet for at miste sin hånd skulle han efter de seks år i ras­phuset arbe­jde på livstid i Børne­husets tugthus.[3] Den 12. maj 1772 blev Bie der­for ført til sit fængsel i Børne­huset på Christianshavn.

”… er jeg roelig i Uroe, og frie i Slave-Stand…”

Ras­phuset var den hårdeste straf, fængslet på Chris­tian­shavn kunne byde på. Arbe­jdet gik ud på at raspe farvetræ til fint støv. Ras­phus­fangerne boede i små celler, der ligeledes var indret­tet til arbe­jdet med farvetræet. Mange af de fanger, der blev dømt til afson­ing i ras­phuset holdt dog ikke længe til det hårde slæb, og også Bie bukkede under for slid­det i ras­phuset. I som­meren 1773 blev han ind­lagt på Børne­husets sygestue, da han var ”af saa svage Kræfter, at hand til ald Haand Gjern­ing find­es uduelig”[4], og der blev han liggende de næste to år.

Hans tid på sygestuen for­løb dog ikke i stil­hed. I foråret 1774 indgav Bie nem­lig en skriftlig klage over et usøm­meligt forhold mellem Børne­husets degn og old­frue: Mester Gjed­de og Madam Albrecht­sen. Deg­nen og old­fru­en havde i to-et-halvt år fore­givet at være forlovede og havde ”lev­et i omgang sam­men og ført deres Oeconomie”.[5] Dette var imi­dler­tid ikke sid­ste gang, at Bie klagede over en af Børne­husets ansat­te. I slut­nin­gen af okto­ber 1774 fortæller fængslets inspek­tør, Johannes Oest, at Bie havde nægtet at gå til alters siden sin ankomst til Børne­huset. Da Oest havde forhørt ham om grun­den, svarede Bie, at ”efter at hand havde hørt Præstens Trøste Grunde til de Syge paa Sygestuen og lært at kjende hands Tænke­maade kunde hand ikke med noget Nytte antage Syn­dernes For­ladelse af ham i Guds Sted, hand vil alt­saa heller blive bort end komme uværdelig.”[6]

Klagerne var dog ikke det eneste, der holdt Bie beskæftiget på sygestuen. I efteråret 1774 gjorde han livs­fan­gen Maren Sørens­dat­ter gravid – den 29. maj 1775 fødte hun tvillingerne Franz Carl og Car­o­line Franciska.[7] Med indlæggelsen på sygestuen blev Bie desu­den fritaget fra at arbe­jde og havde der­for tid til at finde sin pen frem igen – blandt andet fik han i denne peri­ode udgivet skue­spil, digte og vis­er, mens han sad derinde. Flere af udgivelserne sat­te ord på Bies tanker om sin skæb­ne: I 1773 udgav Bie et digt, der hyld­ede fri­he­den, og i 1774 udgav han en klage­sang om sit fængsel, der dog i sit sid­ste vers antyd­ede, hvad Bie fortrøst­nings­fuldt så frem til i det hinsides:

Thi er jeg roelig i Uroe, 

Og frie i Slave-Stand, 

Min Gud, mit Haab, min Siel, min Troe 

Ej Verden rane kand; 

Tag Friehed, tag min største Skat, 

Giør Livets Lys til Sorgers Nat; 

Lad mig i Fængsels Baand forgaae, 

Jeg skal dog frie opstaae! [8]

I tillæg til sine lit­terære udgivelser, for­fat­tede Bie også en del anmod­ninger til kon­gen og kro­n­prin­sen om tidlig løs­ladelse fra fængslet. I juni 1774 bar de umid­del­bart frugt: Bie blev nem­lig fritaget for arbe­jdet i ras­phuset af kro­n­prins Fred­erik på grund af sit svage hel­bred. I okto­ber samme år blev det desu­den beslut­tet, at Bie skulle sættes på det første skib mod Guineas kyst.

Beslut­nin­gen om hans fritagelse fra arbe­jdet samt for­vent­nin­gen om den snarlige afsendelse til Vestafri­ka steg tilsyneladende Bie til hov­edet. I decem­ber 1775 med­delte inspek­tør Oest, at de ansat­te ikke læn­gere kunne holde styr på den friv­o­le fange: Bie ville ikke læn­gere reg­nes som en af insti­tu­tio­nens fanger, men så sig selv som en ”fri-herre”; han havde fore­givet at have det priv­i­legium, at han måtte sælge te, sukker, kaffe og tve­bakker til de øvrige fanger, og fik desu­den gæster til klokken ti om afte­nen, lige­som han jævn­ligt brød nat­teroen ved at skråle og syn­ge ud af vin­duet, så hele Chris­tian­shavn kunne høre det. Da husets ansat­te forsøgte at få ham under kon­trol, holdt han fast i, at han ikke var en fange og at de der­for ikke måtte bestemme over ham. Der­for bad inspek­tøren til, at Bie enten måtte blive fjer­net fra insti­tu­tio­nen eller sat i arbe­jde i rasp- eller Børne­huset igen.

Og bal­laden stoppede ikke her. I starten af det nye år fik inspek­tøren end­nu en klage over Bie. Spise­mes­teren med­delte, at Bie igen sol­gte brød til de andre fanger. Det viste sig imi­dler­tid at være Bies kone, Mette Mar­grethe Bie, der havde startet for­ret­ning i Børne­husets gård. Hun viste sig lige så egensindig som sin mand og påberåbte sig over­for inspek­tøren fuld ret til at sælge brød i Børne­huset. Da inspek­tøren truede med at nægte hende adgang til fængslet, svarede hun, at hvis hen­des mand kunne få kon­gen til at fritage ham fra sit arbe­jde, så ville hun lige så let kunne få skaf­fet adgang til sin mand. Sam­let set var det der­for ikke under­ligt, at inspek­tøren mist­ede tålmodighe­den og bad om, at Bie enten blev fjer­net fra insti­tu­tio­nen eller sat i arbe­jde i rasp- eller tugth­uset igen.

Den 1. feb­ru­ar 1776 fik inspek­tøren sin vil­je: Ved kon­geligt reskript blev det beslut­tet, at Bie skulle arbe­jde resten af sit liv i tugth­uset – det var for vanske­ligt at sende ham til Guinea, og dér ville der alligev­el ikke være noget arbe­jde at sætte ham til. Beslut­nin­gen ramte Bie hårdt. Afte­nen efter, at han havde fået besked om den, forsøgte Bie at fly­gte. Bie var alt­så ikke læn­gere rolig i sin uro, han følte ikke læn­gere fri­he­den i sin slave­s­tand. Tvær­ti­mod. Han fork­lædte sig der­for i en anden fanges overkjole og hat, tog sin kone under armen og forsøgte at gå ud ad porten, som havde han været en gæst på besøg i Børne­huset. Desværre for Bie blev han genk­endt af port­neren. Bie løb der­for tilbage til sygestuen, imens han slængede udklæd­nin­gen fra sig. Da inspek­tøren nu kunne fremvise udklæd­nin­gen under et efter­føl­gende forhør af Bies kone, bukkede hun hur­tigt under og indrømmede sagens sam­men­hæng. Bie selv benægt­ede først forsøget, men da inspek­tøren for­t­alte, at Madam Bie havde indrøm­met det hele, krøb også Bie til korset.

Dette mis­lykkede flugt­forsøg lad­er til at have knækket Bies mod­stand­skraft. Bie tog sig i hvert fald ikke flere ”upassende fri­hed­er”, ej heller forsøgte han at fly­gte fra Børne­huset igen. Dette mildnede tilsyneladende ikke inspek­tørens opfat­telse af ham. I maj 1776 skrev inspek­tøren således end­nu et brev til Direk­tør­erne for Den Almin­delige Ple­je-Anstalt i Køben­havn i håb om, at Børne­huset kunne blive fri for Bie ved at over­føre ham til en anden insti­tu­tion i Køben­havns fat­tigvæsen, for ”fri­hed tien­ner ham virke­lig ikke”.[9] Først året efter synes inspek­tøren at have fat­tet medli­den­hed med Bies kår, men han så sig dog stadig helst fri for ham, hvis mulighe­den skulle dukke op: I et brev fra juli 1777 beretter inspek­tøren, at Bie siden sid­ste år havde ”været Roeligere og ingen Aarsag [havde] givet til Klage­maal”, men at han var af et ”forunderlig[t] væsen, og tænke­maade”,  og der­for foruroliger folk omkring ham, så de kom­mer på tanker om ophø­jelse af stand og position.[10] Denne med­delelse sat­te skub i tin­gene – for sådanne tanker lugter langt væk af optø­jer og oprør blandt sam­fun­dets laveste. Det passede nok der­for Direk­tør­erne rigtig godt, at Bies bror, ober­stløjt­nant Ole Bie, havde ansøgt om at Bie kunne løs­lades under den foranstalt­ning, at hans ure­gerlige sind blev vare­taget af broderen ved dennes red­erivirk­somhed i Tranke­bar. Den 9. decem­ber 1777 blev Bie der­for løs­ladt fra Børne­huset og sat direk­te på ski­bet ”Rigernes Ønske” med kurs mod Indi­en. Den 23. juli 1778 ankom Bie til Tranke­bar, hvilket således sat­te punk­tum­met for Bies fængselsliv.[11]

Bie udlevede resten af sit liv sam­men med sin fam­i­lie i Indi­en. Det efter­lad­er os der­for med spørgsmålet om hvad der skete med hans to uægte børn, Carl Franch og Car­o­line Fran­cis­ca. Maren Sørens­dat­ter, tvillingernes mod­er, for­blev ind­sat i Børne­huset til sin død i 1800. Der var der­for ikke meget hun kunne tilbyde sine børn. Måske er det grun­den til, at Car­o­line Fran­cis­ca blev antaget af Madam Bie, alt­så Bies kone, til opdragelse og for­ple­jn­ing den 29. maj 1777, få måned­er inden Bies afre­jse fra Børne­huset. Bies ægte­fødte dat­ter, Juliane Bie, skrev desu­den i sin dag­bog at Car­o­line Fran­cis­ca ankom til Fred­erik­snagor den 8. juli 1790, hvor Bie på daværende tid­spunkt befandt sig.[12] Car­o­line Fran­cis­ca har alt­så fun­geret som et medlem af Bies fam­i­lie. Om Carl Franch vides ikke meget. Han må have for­ladt Børne­huset, da han ikke var særligt gam­mel, for i løbet af 1780’erne blev han af flere omgange ind­sat på ny i fængslet. Den 30. juni 1787 blev han dog afhen­tet af Ober­stløjt­nant Bie (alt­så Bies bror, Ole Bie). For­mentlig blev han da også en del af Bies fam­i­lie i Indien.

En umage fange

Bie var en usæd­van­lig fange. Han udfor­drede ram­merne for fængselsstraf­fen i den sid­ste halvdel af 1700-tal­let. I inspek­tørens øjne var Bie en plage og en freds­forstyrrer. Han sat­te sig op imod fængslets ansat­te ved at for­lange ret­tighed­er og ved at tage sig fri­hed­er, som fængslets øvrige ind­sat­te aldrig kunne drømme om at tage. Han forstyrrede alt­så fængslets hier­arkiske opbygn­ing og truede de ansattes autoritet. Det er tydeligt, at Bie ikke passede ind i inspek­tørens forestill­ing om, hvor­dan fanger burde og skulle opføre sig. I et mod­erne per­spek­tiv frem­står Bie måske lige­frem som en fore­gangs­mand for indi­videts ret­tighed­er og en forkæm­per for ret­færdig straf­feprak­sis. Der gik dog lang tid før Bies syn­spunk­ter kom til udtryk i den generelle straf­feprak­sis i Danmark.

Fortællin­gen om Bies tid som umage fange bag Børne­husets mure sæt­ter fokus på det virke, de ind­sat­te kunne have i en sit­u­a­tion, der ellers primært var præget af tvang og begræn­sning. Der er ingen tvivl om, at Bies famil­iære forbindelser spillede en rolle i forbindelse med ned­sæt­telsen af hans straf, men den største dri­vkraft bag hans løs­ladelse var de tal­rige skriver­ier, han sendte ind og ud af fængslet. På den måde lykkedes det ham at skrive sig ud af fængslets greb – og det var måske alligev­el for­fat­ter-juris­tens største lit­terære bedrift.

Emi­lie Luther Valentin er Ph.d.-studerende ved Insti­tut for Poli­tik og Sam­fund, Aal­borg Universitet.


Litteratur

Bie, Lorentz. ”For­fat­ter-Juris­ten Jacob Chris­t­ian Bie 1738–1798: Med Særligt Hen­blik På Hans Ophold i Ostin­di­en”. Tilret­te­lagt for tryk af Louis E. Grand­jean: 1947, s. 31–41.

Horst­bøll, Hen­rik, ”Anonymitet, trykke­fri­hed og for­fat­ter­rol­lens foran­dring i 1700-tal­lets Dan­mark”. Lych­nos: Års­bok för idé- och lär­domshis­to­ria: Annu­al of the Swedish His­to­ry of Sci­ence Soci­ety. 2010: s. 147–161.

Kilder

Bie, Jacob Chris­t­ian. ”Fri­heds Tab beskrevet i en Klage-Sang, under den Melodie Ak Friehed, søde Friehed etc.”. Tron­hiem: 1774. 

Rigsarkivet: Børne­huset på Chris­tian­shavn (1769–1790). Brevkopi­bog 1769–1777, pakke nr. 8–2.

Rigsarkivet: Børne­huset på Chris­tian­shavn (1769–1790). Brevkopi­bog 1777–1780, pakke nr. 9–3.

Referencer

[1] Horst­bøll, Hen­rik, ”Anonymitet, trykke­fri­hed og for­fat­ter­rol­lens foran­dring i 1700-tal­lets Dan­mark” (2010): s. 151–155.

[2] Horts­bøll (2010): s. 155; Bie, Lorentz, ”For­fat­ter-Juris­ten Jacob Chris­t­ian Bie 1738–1798 – Med særligt hen­blik på hans ophold i Ostin­di­en” (1947): s. 32–33.

[3] Bie (1947): s. 33–34.

[4] Brevkopi­bog 1769–1776: s. 323.

[5] Brevkopi­bog 1769–1776: s. 358–359.

[6] Brevkopi­bog 1769–1776: s. 381.

[7] Bie (1947): s. 40.

[8] Skillingsvise: ”Frieheds Tab beskrevet i en Klage-Sang” af Jacob Chris­t­ian Bie (1774).

[9] Brevkopi­bog 1769–1776: s. 435–436.

[10] Brevkopi­bog 1777–1780: s. 52–53.

[11] Bie (1947): s. 35–36.

[12] Bie (1947): s. 34.

Scroll til toppen