Antikkens spøgelse

Afstøbningssamlingen indefra, i forgrunden Donatellos rytterstatue af Gattamelata.  Foto: Nick Furbo

Den Kongelige Afstøbningssamling i København står med sine hvide, idealiserede og nøgne gipskroppe som symbol på en af kardinaldyderne i den vestlige kultur: selvregulering. Inspektør for samlingen, Henrik Holm, fortæller om den kunsthistoriske arv fra antikken, kolonihistorien, som knytter sig til stedet, og nødvendigheden af at tage den ‘aktivistiske’ forskning alvorligt – alt det, der spøger blandt gipserne.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem

Afstøbningssamlingen og fortidens spøgelse

Den Kongelige Afstøbningssamling er en af verdens største endnu eksisterende samlinger af nyere kopier fra antikken, middelalderen og renæssancen. Den blev oprettet i slutningen af 1800-tallet ud fra en idé, som vi i dag kan forstå som en imperial, konservativ og dannelsesmæssig ambition. Samlingens første leder, Julius Lange (1838-1896), mente, at Vesten slet og ret havde opfundet mennesket. Han mente, at Vesten skildrer mennesket som værende under konstant forandring i sin kunst, fordi Vesten har en foranderlig tidsånd, der til stadighed stræber imod større grad af frihed. Med en stor samling kunne man vise rigdommen i variationerne, og at Vesten altid har været forandringsparat. I modsætning hertil så man ikkevestlige kulturer som værende så fast bundet til naturen, at de ikke kunne være civilisationsbærende. I 1800-tallet var afstøbningssamlinger almindelige, og de dukkede op overalt, hvor vestlig civilisation vandt frem. Brygger Carl Jacobsen overtog ledelsen af samlingen og spredte med rund hånd kopier efter antikke figurer ud over København. Andre sørgede for, at der stod kopier af dem ved grænserne for vestlig indflydelse, i reservater for oprindelige folk, i Australien, Kina, Japan, Sydamerika og Sydafrika.

Men netop da Afstøbningssamlingen blev oprettet i 1895, var kopiernes og de gamle forbilleders tid ved at være forbi, og hele idégrundlaget var præget af en konservatisme, der med tiden blev mere og mere desperat og kulminerede i nazisme og fascisme. Store dele af samfundet var tilmed forandret af industrialiseringen og ved at løsrive sig fra bindingerne til traditionerne. Kvindesagsforkæmpere, politisk radikale grupper og mange kunstnere fandt ikke meget at støtte sig til i respekten for klassisk dannelse eller i antikken.

Samlingen blev smidt ud i en gammel lade i 1966 og kun reddet ved enkeltpersoners ihærdighed og enestående gunstige politiske vinde. Igennem mange fremragende og højt specialiserede  restaureringsarbejder blev den opstillet i Vestindisk Pakhus. Men når der skulle spares, gik det ud over Afstøbningssamlingen, der kun har set grader af nedlukning siden 2002.

Nu står de hvide figurer i Vestindisk Pakhus, der, som navnet antyder, hører Danmarks kolonihistorie til. Hver eneste mursten i bygningen kunne rumme et navn på de slavegjorte, der er døde under dansk overherredømme. Figurernes hvidhed og imperiale oprindelse passer til huset, men i stilheden ramler de lige ind i fraværet af en større historie, der ikke er hvidvasket.

I vores digitale tidsalder får figurerne en ny betydning i det enorme digitale univers som 3D-kopier til fri afbenyttelse. Afstøbningerne har deres egen skønhed og kan nydes som fabelagtigt håndværk. Sort og hvid historie kan måske finde et fantastisk sted at mødes her i Vestindisk Pakhus med de hvide afstøbninger ved vandet, der forbinder hele jorden, og som måske stammer fra universets kometer. Da stedet var mere åbent for publikum, syntes jeg, det gav mening at bruge det gamle sted som et forum for åben, demokratisk debat og satsede entydigt på brugerinddragelse som princip. Den attitude gav – sammen med den spøgelsesagtige stemning og tavsheden i mødet mellem sort og hvid historie – bonus og international resonans. Pakhuset er stort. Det kan rumme et kolonihistorisk center, der passer til bygningens historie. Måske bliver der plads til afstøbningerne også? Måske kan vi yde fortiden, nutiden og fremtiden retfærdighed lige her?

Jeg hører stemmer

Mens jeg skriver dette, kommer antikken til mig som spøgelser fra fortiden, for eksempel i skikkelse af Cicero, den latinske prosas ypperste behersker. Det skyldes, at Folketinget med stort flertal har godkendt ”Vedtagelse 137”, forelagt af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF). Vedtagelsen er rettet mod forskere, der bedriver ”overdreven aktivisme” og politik særligt inden for fagområder, som jeg mener er frugtbare i forhold til vores antikforståelse, som forskningen i køn, migration og kolonialisme. I loven kræver man, at der udvises ”selvregulering” overfor ”pseudoforskning”. Dahl, tidligere adjunkt nu politiker, siger i ”Genstart” på P1  (08-06-2021), at ”jeg… aldrig nogen sinde [vil] forlade mig på forskning, der kommer fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Jeg vil mene, at det var farligt at stole på det.” Jeg er uddannet der, så artiklen her kan være farlig pseudovidenskab forklædt som politik, ikke til at stole på. Jeg tilstår alt under forhør.

Cicero fandt på ord som ”humanitas” og ”evidentia”. Han blandede sin litterære interesse og kunnen sammen med politik, da han kritiserede dem, der overtog magten efter drabet på Gaius Julius Cæsar, for ikke at ville Roms bedste. Julius’ udvalgte arvtager, Octavian, forsøgte efter sigende at tale Ciceros sag, men han kunne ikke forhindre, at Cicero blev forfulgt, eller at hans afhuggede hoved og hænder blev udstillet på Forum Romanum. For mit indre blik ser jeg hans skamferede krop komme mig i møde. Jeg ser også forskere udstillede ved navns nævnelse fra Folketingets talerstol, fordi de blander politik og videnskab sammen.

Så er det, at Ciceros mutilerede krop viser sig for mig som et absurd billede på forholdet mellem selvregulering og armslængdeprincip. Og nu kommer den langskæggede Platon også raslende med lænker om hænder og fødder, for han har lige slettet passager i sit værk Symposion, hvor deltagerne i festen politiserende og queer-agtigt bemærker, at det var kærligheden mellem de to mænd Harmodios og Aristogeiton, der gjorde, at de holdt sammen i deres attentatforsøg på Athens tyranniske herskere, så demokratiet kunne genindføres. Køns- og queerstudier starter også med antikken. Politiseringen og den mest radikale form for aktivisme ligger allerede i antikken og blander sig grundigt med filosofien, æstetikken og etikken. Vi må hellere skille det hele lidt ad for en ordens skyld.

Platon vidste udmærket, at kunst kunne skade den vedtagne orden, staten og religionen. Kunsten skaber nemlig nye forestillinger om verden, og derfor er den muligvis skadelig for den herskende magt. På den anden side skaber kunsten billeder af verden, vi kan opleve og fatte, så derfor er den også uundværlig. Han selvregulerede ikke denne dilemmafyldte indsigt bort. Mange har kunnet bruge Platon til at censurere forskning og kunst med, fordi de kunne hævde hans indsigt som garant for, at det var bedst at styre kunsten og tanken oppefra. Det kræver også dydig selvregulering at undgå den usikkerhed og tvivl, som andre muligheder kan give. Verden vil helt sikkert se mere ordentlig ud og være billigere i drift, når man er fri i betydningen fri for uro, kritisk kunst eller aktivistiske, humanistiske studier og museer.

Apollons hoved

Kønsforskningen har for mig at se leveret fantastiske indsigter, som nu måske skal reguleres. Blandt dem ideen om, at kønnet ikke kun – måske meget lidt, måske overhovedet ikke – er biologisk bestemt, og at kønsrollerne slet ikke er det. De reguleres gennem repetition og kopiering af ”sociale konstruktioner”, som kunne være helt anderledes. Flydende køn og skiftende magtrelationer kan være skræmmende spøgelser at møde. I græsk mytologi går man for eksempel virkelig hårdt til amazonerne, der repræsenterer en anden orden. Nogle af antikkens kendteste kunstnere deltog i en konkurrence om, hvem der bedst kunne skildre sårede og døende Amazoner, og vi har mange skildringer af grækernes kampe mod amazonekvinder i Afstøbningssamlingen. Kvindeundertrykkelsen og den manglende ligestilling har dybe rødder i antikken, ligesom konstruktionen af maskulin overlegenhed. Indenfor de felter har rimelig selvregulering været meget vanskelig at opnå. Sexismesager, digitale krænkelser og ligestillingsspørgsmål bliver bare ved med at hjemsøge os, og måske kan vi sige, at kulturen bag dem rækker tilbage til antikken.

Afstøbning af Sciarra-amazonen. Foto: Nick Furbo

Der er markante eksempler på flydende kønsidentiteter helt ind i antikkens gudeverdenen. Solguden Apollon har et bemærkelsesværdigt transkønnet look med sit pandehår sat op i en typisk kvindefrisure. Nogle gange er ”han” (hen) nøgen, andre gange iklædt kjole. I eugenikken, en pseudovidenskab fra 1800-tallet, hvor Afstøbningssamlingen blev dannet, målte man alle menneskers hovedskaller for at begrunde racistiske teorier, der blandt andet tilsagde, at racehygiejne skulle opretholdes for at undgå degenerering. Den selvregulering har det vist altid været vanskeligt at opretholde. Idealmålet og hovedformen, der afgjorde, hvor højt man kunne nå op på civilisationens stige, tilhørte ikke en person, men skulpturen Apollo Belvedere. Her mødes antikken med køns- og post-koloniale hvidhedsstudier på interessante måder. Skal vi selvregulere Apollon væk fra samlingen, eller selvregulere, hvad vi må sige om figuren og dens køn?

Afstøbning af Apollo Belvedere. Foto: Nick Furbo

Da queerteoretikeren Judith Butler skrev i bogen Gender Trouble, at uanset hvilke køn og kønsroller vi har, så opretholdes de gennem repetition, da faldt der noget på plads i mit ikke-regulerbare hoved om, hvorfor afstøbningssamlinger engang fandtes over hele verden. De består jo af kopier, gentagelser af særligt udvalgte, kønnede kroppe. Afstøbningssamlingen er et sted, hvor man kan få alle klicheer om køn og begær bekræftet, men man kunne også afholde både pride parade og gay night i den.

Antikkens penisser

Samlingen kan ses som et monument til ære for borgerlig selvregulering. Den blev til i den meget regulerende, seksuelt besatte Victoriatid. Den stærkt politiserende, franske intellektuelle Michel Foucault, har også hjulpet mig til at forstå, hvorfor man ønskede samlinger med så megen nøgenhed opstillet midt i det borgerlige 1800-tal? Det kan muligvis skyldes, at selvreguleringen og dermed transformationen af borgeren fra dyrisk til dannet helst skal finde sted i al offentlighed. Kunsten er i foucaultsk optik ikke bare til for nydelsens skyld, den er også en del af en overvågnings- og straffekultur, der tager sig ud som viden, orden og enkelhed, mens den retter sig mod kroppene, kønnet og det mere udflydende af enhver slags. Museerne kommer ind her som regulerende maskiner over for Platons dilemma om, hvorvidt kunsten skal være til for opretholdelsen af dogmerne, eller for at skabe det ukendte nye? Museerne breder sig voldsomt i samme periode, båret af ideen om, at man skal blive et godt og dannet menneske af at gå på museum. Og det er stadig museernes raison d’être. Men hvor de før reproducerede en borgerlig orden og lod kunsten være til for kunstens skyld, er de i dag mere optagede af at stille spørgsmål til kunsten og konteksten. Det kan man opfatte som et radikalt, politisk træk og/eller som et relevant, demokratisk træk.

Afstøbningssamlingen blev designet til kun at vise det bedste og til at skabe det gode menneske. Kopieringen er i sig selv et tegn på, hvordan dannelse finder sted: ved repetition af dyder, historie og mening. I vores demokratiske verden bør det betyde, at kunsten, forskningen og museerne får lov til at vise sig fra begge sider af Platons dilemma: som konfirmerende og som vejen til det nye. Afstøbningssamlingen er encyklopædisk omfattende, men udtrykker en borgerlig selvregulering. Her er ingen af antikkens vidt udbredte fallossymboler og ingen stærkt erotiske scener på reliefferne. Der er kun en mængde af de evigt gentagne ”moduler”, for eksempel de diminutive penisser og bryster af ”cupcake”-typen. Ved hjælp af gentagelsen af det samme er der mulighed for at vise nøgenhed for publikum, og man kan komme virkelig tæt på. Det er næsten som om, man går rundt midt imellem mesterværkerne i antikken selv. Men her er ingen strittende pikke, og de originale farvelag er ikke at se. Her er dannelse i rå mængder, ingen fare, ingen afvigelser fra normen. Men så kommer spøgelset snigende midt i stilheden. Måske er det ikke et hvidt spøgelse?

Dannelse består i, at man kan demonstrere, at man kan holde sig på måtten – om jeg så må sige. Kan man gå igennem samlingen uden at lade sig mærke med, hvad man lader sine skuelystne øjne falde på, og i stedet læse skilte eller diskutere, hvad man har læst, så er man dannet og civiliseret. Og det kan man ikke. Alle undrer sig, og nogen drister sig til at spørge til de små penisser. Det er helt på sin plads at spørge, men selvreguleringen ligger og lurer som skyld og skam over vores ærlige interesser. Selvregulering og borgerlig dannelse hænger direkte sammen. Med den følger fortrængninger og selvmodsigelser af freudianske dimensioner. Og hvad Freud ikke har blandet sammen i sine teorier om psyken! I Freuds analyse af kunst og arkæologi vandrer der en kvindelig figur fra et antikt relief, kendt som Gradiva, spøgelsesagtigt rundt i Pompeiis ruiner. Gradiva bliver stalket af en forelsket og vanvittig arkæolog, men hun viser sig til sidst at være en levende, ægte kvinde, der tager sig kærligt af arkæologen, der bliver normal igen. Gradiva hang i kopi ved Freuds berømte chaise lounge. Måske var der ikke så lidt af Freud selv og hans tids fantasmer i portrættet af den besatte mand, der bliver kaldt tilbage til virkeligheden af en kvindes kærlighed? Hvem af os trænger ikke til kærlighed – antikken, os humanister, museerne, kunstnerne og jer i Folketinget?

Relief af Gradiva. Foto: Nick Furbo

Spøgelser

Antikken er det modernes spøgelse. Antikken kommer tilbage ind i mellem, rasler med sine kæder og kræver retfærdighed. Vi tager en spøgelseshistorie fra antikken om lidt. Men hvorfor er spøgelser meget ofte i lænker? Er de i direkte familie med slavegjorte, eller optræder de bare med kæder, så længe vores såkaldt civiliserede kultur har slaver? Det er bare en tanke, som strejfer mig, når jeg skal sætte scenen i dette skrift. Det er de retninger inden for forskningen, der i særlig grad skal selvregulering til overfor, som har påvirket mig mest i min forståelse af den tilfældighed, at antikken er repræsenteret med den meget hvide samling af kopier i gips, der kaldes Den Kongelige Afstøbningssamling. Det er derfra, jeg henter mine forsøg på at kapere, at netop dén samling af alle mulige steder står i Vestindisk Pakhus. Pakhuset burde fortælle om Danmarks kolonihistorie, også fortalt af mennesker med anden hudfarve end hvid. Afstøbningssamlingen med sin hovedvægt af kopier fra antikke værker taler om en fortid, der er blevet hvidvasket, lige meget hvor den står. Pakhuset taler ikke altid, oftest er spøgelset ikke til at høre. Pakhusets mursten rummer ikke navne på dem, der arbejdede sig ihjel imod deres vilje på De Dansk-Vestindiske Øer for at fylde huset med varer.

Selvfølgelig har Pakhuset et spøgelse. Det er ikke et banalt, hvidt spøgelse. Det ville ikke gøre sig midt i alt det hvide, der allerede står dér. Desværre rasler det ikke med lænkerne. Det ville være banalt. For det meste er spøgelset helt stille mens ulykkerne, ubehaget og nedskæringerne breder sig. Men på visse dage synger, hyler, græder, sukker og hvisker det sig igennem hele bygningen. Det lyder som én, der spiller et stykke tolvtonemusik med lange toner på en tværfløjte. Kunstneren Julie Nymann har prøvet at lade en tværfløjtespiller akkompagnere optagelser af lyden i en tidlig udgave af værket House that Whispers. Hun har også ladet barnebarnet af Victor Cornelins fra Sct. Croix, der blev udstillet i Tivoli i 1905, Ben Besiakov, improvisere på piano til lyden. Spøgelset kræver at blive lyttet til og at blive behandlet respektfuldt. Freud så en gang et spøgelse, men var så flov over at nævne det i et brev, for han var jo videnskabsmand. På trods af dette, og selvom det kan fortolkes som aktivistisk, arbejder vi på at vise en version af værket på Kulturnatten 2021.

Jeg ved ikke helt, hvem spøgelset er. Repræsenterer det Frederik V’s regeringstid, Niels Ryberg eller Ernst Schimmelmann fra Vestindisk Handelskompagni, hvis bestyrelseslokale fra 1780’erne stadig ligger i bygningen? Kommer det fra de tusinder af sorte, der måtte lade livet på De Dansk-Vestindiske Øer? Vil det gerne have, at vi indretter et center for kolonihistorie i bygningen? Vil Folketinget? Måske ”spøgelset” repræsenterer uretten begået imod de hvide kopier, man helst ikke vil bruge tid og penge på? Eller er det huset, der klager sin nød over, at man ikke vil ofre penge nok på kulturarven i det hele taget, mens man ser spøgelser og ukærligt slår løs på levende og døde?

En, der har fået kærligheden at føle, er I am Queen Mary, en sort kvindefigur, der står på en sokkel fyldt med slavegjortes udhuggede koraller fra De Vestindiske Øer. På højde med Michelangelo’s David ved siden af, men meget lille i forhold til det, hun er oppe imod. Alligevel har monumentet fungeret som en katalysator for alle hånde meninger og aktivisme på alle fløje. Som sådan har den vist sit værd som en væsentlig spiller i den demokratiske debat. Den er også et af få samtidskunstværker, der er så godt som verdensberømt. Den er aktivistisk, anti-sexistisk i sin påklædning, de-kolonial i sin intention, identitetspolitisk på nogens side. Siddende i selvregulerende eftertanke, men klar og bevæbnet spørger den, om vi husker vores fortid, om nutiden kræver modstand, og om fremtiden bliver til det bedre? Figuren selv er væk for tiden, efter et konkret stormvejr ved juletid 2020. Men hun vender tilbage en dag, blandt andet takket være offentlige tilsagn og bevillinger, og figuren kan for tiden ses i Augmented Reality på mobilen. Meget spooky.

David foran Afstøbningssamlingen. Foto: Nick Furbo

Apropos spøgelser, post-koloniale studier og Vestindisk Pakhus var store dele af økonomien – og selvfølelsen – i antikken baseret på slaveri. Athenienserne lod slavegjorte arbejde i deres miner ved Laurion, hvor man udvandt sølv, bly og kobber. Kobber og tin bliver til den bronze, de yndede at støbe deres skulpturer i. Minedrift bidrog afgørende til Athens opkomst som magtfuld bystat. I Afstøbningssamlingen møder man de græske slaver som kvinder, der græder ved monumenter over de afdøde. Hvad hyler de for, som om de var spøgelser? De er måske slet ikke kede af, at deres gamle ejer er kreperet. Måske er de blevet betalt til det  som grædekoner? Måske græder de, fordi de ikke ved, om de nu bliver sendt til minerne, hvor kvinder og børn stod for at smadre de sten, mændene hentede op? Ellers møder man mest værker, der er skabt for at styrke selvfølelsen hos dem, der allerede sad ved magten, som for eksempel Octavian som Augustus fra Primaporta. Skulpturens fødder er bare, hvilket kan læses som et tegn på, at en magtfuld dødelig kan opnå guddommelig status.

Vi har spøgelseshistorier fra antikkens tid som den om Athenodoros, Octavians stoiske lærer, der lejede sig ind i et usædvanlig billigt hus i Athen for at skrive på et filosofisk værk. At huset er hjemsøgt, bekymrer ikke den rationelle Athenodoros. Han får et stort hus med god beliggenhed stillet billigt til rådighed helt for sig selv, for ingen andre vil være i det. En nat, mens han sidder og skriver løs, kommer spøgelset råbende og raslende til ham og forlanger, at han følger med. Athenodoros tager det helt roligt og beder spøgelset vente, til han har skrevet færdig. Spøgelset venter. Et selvregulerende spøgelse? Så rejser Athenodoros sig og følger efter spøgelset ud i gården, hvor han roligt markerer det sted, spøgelset peger på. Næste dag finder man et skelet i lænker nede i jorden, på stedet. Da man har skilt knogler fra lænker, genbegraver man knoglerne med passende bønner og ofringer, og spøgeriet i huset ophører. Er det virkelig alt, der skal til, for at de atonale hyletoner fra os i kultur- og uddannelsessektoren skal holde op, og spøgelserne fra vores kulturarv og historie forsvinder: at man tager lænkerne af os og viser os lidt respekt, mens I begraver os igen og igen?

Henrik Holm er inspektør for Afstøbningssamlingen og deltidsansat underviser på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen