Antikkens spøgelse

Afstøb­n­ingssam­lin­gen inde­fra, i for­grun­den Donatel­los ryt­ter­stat­ue af Gat­tame­la­ta.  Foto: Nick Furbo

Den Kongelige Afstøbningssamling i København står med sine hvide, idealiserede og nøgne gipskroppe som symbol på en af kardinaldyderne i den vestlige kultur: selvregulering. Inspektør for samlingen, Henrik Holm, fortæller om den kunsthistoriske arv fra antikken, kolonihistorien, som knytter sig til stedet, og nødvendigheden af at tage den ‘aktivistiske’ forskning alvorligt — alt det, der spøger blandt gipserne.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Afstøbningssamlingen og fortidens spøgelse

Den Kon­gelige Afstøb­n­ingssam­ling er en af ver­dens største end­nu eksis­terende sam­linger af nyere kopi­er fra antikken, mid­de­lalderen og renæs­san­cen. Den blev opret­tet i slut­nin­gen af 1800-tal­let ud fra en idé, som vi i dag kan forstå som en impe­r­i­al, kon­ser­v­a­tiv og dan­nelses­mæs­sig ambi­tion. Sam­lin­gens første led­er, Julius Lange (1838–1896), mente, at Vesten slet og ret havde opfun­det men­nes­ket. Han mente, at Vesten skil­dr­er men­nes­ket som værende under kon­stant foran­dring i sin kun­st, for­di Vesten har en foran­derlig tid­sånd, der til stadighed stræber imod større grad af fri­hed. Med en stor sam­ling kunne man vise rig­dom­men i vari­a­tion­erne, og at Vesten altid har været foran­dringsparat. I mod­sæt­ning her­til så man ikkevestlige kul­tur­er som værende så fast bun­det til naturen, at de ikke kunne være civil­i­sa­tions­bærende. I 1800-tal­let var afstøb­n­ingssam­linger almin­delige, og de dukkede op over­alt, hvor vestlig civil­i­sa­tion vandt frem. Bryg­ger Carl Jacob­sen over­tog ledelsen af sam­lin­gen og spredte med rund hånd kopi­er efter antikke fig­ur­er ud over Køben­havn. Andre sørgede for, at der stod kopi­er af dem ved grænserne for vestlig ind­fly­delse, i reser­vater for oprindelige folk, i Aus­tralien, Kina, Japan, Sydameri­ka og Sydafrika.

Men netop da Afstøb­n­ingssam­lin­gen blev opret­tet i 1895, var kopiernes og de gam­le for­billed­ers tid ved at være for­bi, og hele idé­grund­laget var præget af en kon­ser­vatisme, der med tiden blev mere og mere des­per­at og kul­minerede i nazisme og fas­cisme. Store dele af sam­fun­det var tilmed foran­dret af indus­tri­alis­erin­gen og ved at løs­rive sig fra bindingerne til tra­di­tion­erne. Kvin­de­sags­forkæm­pere, poli­tisk radikale grup­per og mange kun­st­nere fandt ikke meget at støtte sig til i respek­ten for klas­sisk dan­nelse eller i antikken.

Sam­lin­gen blev smidt ud i en gam­mel lade i 1966 og kun red­det ved enkelt­per­son­ers ihærdighed og enestående gun­stige poli­tiske vin­de. Igen­nem mange frem­ra­gende og højt spe­cialis­erede  restau­reringsar­be­jder blev den opstil­let i Vestindisk Pakhus. Men når der skulle spares, gik det ud over Afstøb­n­ingssam­lin­gen, der kun har set grad­er af ned­lukn­ing siden 2002.

Nu står de hvide fig­ur­er i Vestindisk Pakhus, der, som navnet anty­der, hør­er Dan­marks koloni­his­to­rie til. Hver eneste mursten i bygnin­gen kunne rumme et navn på de slaveg­jorte, der er døde under dan­sk over­herredømme. Fig­ur­ernes hvid­hed og impe­ri­ale oprindelse pass­er til huset, men i stil­he­den ram­ler de lige ind i fraværet af en større his­to­rie, der ikke er hvidvasket.

I vores dig­i­tale tid­salder får fig­ur­erne en ny betyd­ning i det enorme dig­i­tale univers som 3D-kopi­er til fri afbenyt­telse. Afstøb­ningerne har deres egen skøn­hed og kan nydes som fabelagtigt hånd­værk. Sort og hvid his­to­rie kan måske finde et fan­tastisk sted at mødes her i Vestindisk Pakhus med de hvide afstøb­ninger ved van­det, der forbinder hele jor­den, og som måske stam­mer fra uni­ver­sets kome­ter. Da stedet var mere åbent for pub­likum, syntes jeg, det gav mening at bruge det gam­le sted som et forum for åben, demokratisk debat og satsede enty­digt på brugerind­dragelse som prin­cip. Den atti­tude gav — sam­men med den spøgelsesagtige stemn­ing og tavshe­den i mødet mellem sort og hvid his­to­rie — bonus og inter­na­tion­al res­o­nans. Pakhuset er stort. Det kan rumme et koloni­his­torisk cen­ter, der pass­er til bygnin­gens his­to­rie. Måske bliv­er der plads til afstøb­ningerne også? Måske kan vi yde for­tiden, nuti­den og fremti­den ret­færdighed lige her?

Jeg hører stemmer

Mens jeg skriv­er dette, kom­mer antikken til mig som spøgelser fra for­tiden, for eksem­pel i skikkelse af Cicero, den latinske prosas ypper­ste behersker. Det skyldes, at Folketinget med stort fler­tal har god­k­endt ”Ved­tagelse 137”, fore­lagt af Hen­rik Dahl (LA) og Morten Messer­schmidt (DF). Ved­tagelsen er ret­tet mod forskere, der bedriv­er ”over­dreven aktivisme” og poli­tik særligt inden for fagom­råder, som jeg men­er er frugt­bare i forhold til vores antik­forståelse, som forsknin­gen i køn, migra­tion og kolo­nial­isme. I loven kræver man, at der udvis­es ”selvreg­u­ler­ing” over­for ”pseu­do­forskn­ing”. Dahl, tidligere adjunkt nu poli­tik­er, siger i ”Gen­start” på P1  (08–06-2021), at ”jeg… aldrig nogen sinde [vil] for­lade mig på forskn­ing, der kom­mer fra Insti­tut for Kun­st og Kul­turv­i­den­skab. Jeg vil mene, at det var farligt at stole på det.” Jeg er uddan­net der, så artiklen her kan være farlig pseudov­i­den­skab fork­lædt som poli­tik, ikke til at stole på. Jeg tilstår alt under forhør.

Cicero fandt på ord som ”human­i­tas” og ”evi­den­tia”. Han bland­ede sin lit­terære inter­esse og kun­nen sam­men med poli­tik, da han kri­tis­erede dem, der over­tog magten efter dra­bet på Gaius Julius Cæsar, for ikke at ville Roms bed­ste. Julius’ udval­gte arv­tager, Octa­vian, forsøgte efter sigende at tale Ciceros sag, men han kunne ikke forhin­dre, at Cicero blev for­ful­gt, eller at hans afhuggede hov­ed og hæn­der blev udstil­let på Forum Romanum. For mit indre blik ser jeg hans skam­ferede krop komme mig i møde. Jeg ser også forskere udstillede ved navns nævnelse fra Folketingets taler­stol, for­di de bland­er poli­tik og viden­skab sammen.

Så er det, at Ciceros mutil­erede krop vis­er sig for mig som et absurd billede på forhold­et mellem selvreg­u­ler­ing og arm­slængde­prin­cip. Og nu kom­mer den langskæggede Pla­ton også raslende med lænker om hæn­der og fød­der, for han har lige slet­tet pas­sager i sit værk Sym­po­sion, hvor delt­agerne i fes­ten poli­tis­erende og queer-agtigt bemærk­er, at det var kærlighe­den mellem de to mænd Har­modios og Aris­to­geiton, der gjorde, at de holdt sam­men i deres atten­tat­forsøg på Athens tyran­niske herskere, så demokrati­et kunne genind­føres. Køns- og queer­studi­er starter også med antikken. Poli­tis­erin­gen og den mest radikale form for aktivisme lig­ger allerede i antikken og bland­er sig grundigt med filosofien, æstetikken og etikken. Vi må hellere skille det hele lidt ad for en ordens skyld.

Pla­ton vid­ste udmær­ket, at kun­st kunne skade den ved­tagne orden, stat­en og reli­gio­nen. Kun­sten skaber nem­lig nye forestill­inger om ver­den, og der­for er den muligvis skadelig for den hersk­ende magt. På den anden side skaber kun­sten billed­er af ver­den, vi kan opleve og fat­te, så der­for er den også uund­værlig. Han selvreg­ulerede ikke denne dilem­mafyldte ind­sigt bort. Mange har kun­net bruge Pla­ton til at cen­surere forskn­ing og kun­st med, for­di de kunne hævde hans ind­sigt som garant for, at det var bedst at styre kun­sten og tanken oppe­fra. Det kræver også dydig selvreg­u­ler­ing at undgå den usikker­hed og tvivl, som andre mulighed­er kan give. Ver­den vil helt sikkert se mere ordentlig ud og være bil­ligere i drift, når man er fri i betyd­nin­gen fri for uro, kri­tisk kun­st eller aktivis­tiske, human­is­tiske studi­er og museer.

Apollons hoved

Køns­forsknin­gen har for mig at se lev­eret fan­tastiske ind­sigter, som nu måske skal reg­uleres. Blandt dem ideen om, at køn­net ikke kun – måske meget lidt, måske over­hovedet ikke – er biol­o­gisk bestemt, og at køn­srollerne slet ikke er det. De reg­uleres gen­nem rep­e­ti­tion og kopier­ing af ”sociale kon­struk­tion­er”, som kunne være helt anderledes. Fly­dende køn og skif­tende magtre­la­tion­er kan være skræm­mende spøgelser at møde. I græsk mytolo­gi går man for eksem­pel virke­lig hårdt til ama­zon­erne, der repræsen­ter­er en anden orden. Nogle af antikkens kendteste kun­st­nere del­tog i en konkur­rence om, hvem der bedst kunne skil­dre sårede og døende Ama­zon­er, og vi har mange skildringer af græk­ernes kampe mod ama­zonekvin­der i Afstøb­n­ingssam­lin­gen. Kvin­de­un­dertrykkelsen og den man­glende ligestill­ing har dybe rød­der i antikken, lige­som kon­struk­tio­nen af maskulin over­legen­hed. Inden­for de fel­ter har rimelig selvreg­u­ler­ing været meget vanske­lig at opnå. Sex­isme­sager, dig­i­tale krænkelser og ligestill­ingsspørgsmål bliv­er bare ved med at hjem­søge os, og måske kan vi sige, at kul­turen bag dem rækker tilbage til antikken.

Afstøb­n­ing af Scia­r­ra-ama­zo­nen. Foto: Nick Furbo

Der er markante eksem­pler på fly­dende køn­si­d­en­titeter helt ind i antikkens gude­ver­de­nen. Sol­gu­den Apol­lon har et bemærkelsesværdigt tran­skøn­net look med sit pan­de­hår sat op i en typisk kvin­de­frisure. Nogle gange er ”han” (hen) nøgen, andre gange iklædt kjole. I eugenikken, en pseudov­i­den­skab fra 1800-tal­let, hvor Afstøb­n­ingssam­lin­gen blev dan­net, målte man alle men­neskers hov­ed­skaller for at begrunde racis­tiske teori­er, der blandt andet tilsagde, at race­hy­giejne skulle opretholdes for at undgå degenerering. Den selvreg­u­ler­ing har det vist altid været vanske­ligt at opretholde. Idealmålet og hov­ed­for­men, der afgjorde, hvor højt man kunne nå op på civil­i­sa­tio­nens stige, tilhørte ikke en per­son, men skulp­turen Apol­lo Belvedere. Her mødes antikken med køns- og post-kolo­niale hvid­hedsstudi­er på inter­es­sante måder. Skal vi selvreg­ulere Apol­lon væk fra sam­lin­gen, eller selvreg­ulere, hvad vi må sige om fig­uren og dens køn?

Afstøb­n­ing af Apol­lo Belvedere. Foto: Nick Furbo

Da queer­te­o­retik­eren Judith But­ler skrev i bogen Gen­der Trou­ble, at uanset hvilke køn og køn­sroller vi har, så opretholdes de gen­nem rep­e­ti­tion, da faldt der noget på plads i mit ikke-reg­uler­bare hov­ed om, hvor­for afstøb­n­ingssam­linger engang fandtes over hele ver­den. De består jo af kopi­er, gen­t­agelser af særligt udval­gte, kønnede kroppe. Afstøb­n­ingssam­lin­gen er et sted, hvor man kan få alle klicheer om køn og begær bekræftet, men man kunne også afholde både pride parade og gay night i den.

Antikkens penisser

Sam­lin­gen kan ses som et mon­u­ment til ære for borg­erlig selvreg­u­ler­ing. Den blev til i den meget reg­ulerende, sek­suelt besat­te Vic­to­ri­atid. Den stærkt poli­tis­erende, franske intellek­tuelle Michel Fou­cault, har også hjulpet mig til at forstå, hvor­for man ønskede sam­linger med så megen nøgen­hed opstil­let midt i det borg­erlige 1800-tal? Det kan muligvis skyldes, at selvreg­u­lerin­gen og dermed trans­for­ma­tio­nen af borg­eren fra dyrisk til dan­net helst skal finde sted i al offent­lighed. Kun­sten er i fou­cault­sk optik ikke bare til for nydelsens skyld, den er også en del af en overvågn­ings- og straf­fekul­tur, der tager sig ud som viden, orden og enkel­hed, mens den ret­ter sig mod krop­pene, køn­net og det mere udfly­dende af enhver slags. Museerne kom­mer ind her som reg­ulerende mask­in­er over for Pla­tons dilem­ma om, hvorvidt kun­sten skal være til for oprethold­elsen af dog­merne, eller for at skabe det ukendte nye? Museerne bred­er sig vold­somt i samme peri­ode, båret af ideen om, at man skal blive et godt og dan­net men­neske af at gå på muse­um. Og det er stadig museernes rai­son d’être. Men hvor de før repro­duc­erede en borg­erlig orden og lod kun­sten være til for kun­stens skyld, er de i dag mere optagede af at stille spørgsmål til kun­sten og kon­tek­sten. Det kan man opfat­te som et radikalt, poli­tisk træk og/eller som et rel­e­vant, demokratisk træk.

Afstøb­n­ingssam­lin­gen blev designet til kun at vise det bed­ste og til at skabe det gode men­neske. Kopierin­gen er i sig selv et tegn på, hvor­dan dan­nelse find­er sted: ved rep­e­ti­tion af dyder, his­to­rie og mening. I vores demokratiske ver­den bør det betyde, at kun­sten, forsknin­gen og museerne får lov til at vise sig fra begge sider af Pla­tons dilem­ma: som kon­firmerende og som vejen til det nye. Afstøb­n­ingssam­lin­gen er encyk­lopædisk omfat­tende, men udtrykker en borg­erlig selvreg­u­ler­ing. Her er ingen af antikkens vidt udbredte fal­lossym­bol­er og ingen stærkt ero­tiske scener på reli­ef­ferne. Der er kun en mængde af de evigt gen­tagne ”mod­uler”, for eksem­pel de diminu­tive peniss­er og brys­ter af ”cupcake”-typen. Ved hjælp af gen­t­agelsen af det samme er der mulighed for at vise nøgen­hed for pub­likum, og man kan komme virke­lig tæt på. Det er næsten som om, man går rundt midt imellem mester­værk­erne i antikken selv. Men her er ingen strit­tende pikke, og de orig­i­nale farve­lag er ikke at se. Her er dan­nelse i rå mængder, ingen fare, ingen afvigelser fra nor­men. Men så kom­mer spøgelset sni­gende midt i stil­he­den. Måske er det ikke et hvidt spøgelse?

Dan­nelse består i, at man kan demon­strere, at man kan holde sig på måt­ten — om jeg så må sige. Kan man gå igen­nem sam­lin­gen uden at lade sig mærke med, hvad man lad­er sine skuelystne øjne falde på, og i stedet læse skilte eller diskutere, hvad man har læst, så er man dan­net og civilis­eret. Og det kan man ikke. Alle undr­er sig, og nogen dris­ter sig til at spørge til de små peniss­er. Det er helt på sin plads at spørge, men selvreg­u­lerin­gen lig­ger og lur­er som skyld og skam over vores ærlige inter­ess­er. Selvreg­u­ler­ing og borg­erlig dan­nelse hænger direk­te sam­men. Med den føl­ger fortrængninger og selv­mod­sigelser af freudi­anske dimen­sion­er. Og hvad Freud ikke har bland­et sam­men i sine teori­er om psyken! I Freuds analyse af kun­st og arkæolo­gi van­dr­er der en kvin­delig fig­ur fra et antikt relief, kendt som Gradi­va, spøgelsesagtigt rundt i Pom­pei­is ruin­er. Gradi­va bliv­er stalket af en forels­ket og van­vit­tig arkæolog, men hun vis­er sig til sidst at være en lev­ende, ægte kvin­de, der tager sig kærligt af arkæolo­gen, der bliv­er nor­mal igen. Gradi­va hang i kopi ved Freuds berømte chaise lounge. Måske var der ikke så lidt af Freud selv og hans tids fan­tas­mer i portræt­tet af den besat­te mand, der bliv­er kaldt tilbage til virke­lighe­den af en kvin­des kærlighed? Hvem af os trænger ikke til kærlighed — antikken, os human­is­ter, museerne, kun­st­nerne og jer i Folketinget?

Relief af Gradi­va. Foto: Nick Furbo

Spøgelser

Antikken er det mod­ernes spøgelse. Antikken kom­mer tilbage ind i mellem, rasler med sine kæder og kræver ret­færdighed. Vi tager en spøgelse­shis­to­rie fra antikken om lidt. Men hvor­for er spøgelser meget ofte i lænker? Er de i direk­te fam­i­lie med slaveg­jorte, eller optræder de bare med kæder, så længe vores såkaldt civilis­erede kul­tur har slaver? Det er bare en tanke, som stre­jfer mig, når jeg skal sætte sce­nen i dette skrift. Det er de ret­ninger inden for forsknin­gen, der i særlig grad skal selvreg­u­ler­ing til over­for, som har påvir­ket mig mest i min forståelse af den til­fældighed, at antikken er repræsen­teret med den meget hvide sam­ling af kopi­er i gips, der kaldes Den Kon­gelige Afstøb­n­ingssam­ling. Det er der­fra, jeg hen­ter mine forsøg på at kapere, at netop dén sam­ling af alle mulige sted­er står i Vestindisk Pakhus. Pakhuset burde fortælle om Dan­marks koloni­his­to­rie, også for­t­alt af men­nesker med anden hud­farve end hvid. Afstøb­n­ingssam­lin­gen med sin hov­ed­vægt af kopi­er fra antikke værk­er taler om en for­tid, der er blevet hvid­vas­ket, lige meget hvor den står. Pakhuset taler ikke altid, oftest er spøgelset ikke til at høre. Pakhusets mursten rum­mer ikke navne på dem, der arbe­jd­ede sig ihjel imod deres vil­je på De Dan­sk-Vestindiske Øer for at fylde huset med varer.

Selvføl­gelig har Pakhuset et spøgelse. Det er ikke et banalt, hvidt spøgelse. Det ville ikke gøre sig midt i alt det hvide, der allerede står dér. Desværre rasler det ikke med lænkerne. Det ville være banalt. For det meste er spøgelset helt stille mens ulykkerne, ube­haget og ned­skæringerne bred­er sig. Men på visse dage syn­ger, hyler, græder, sukker og hvisker det sig igen­nem hele bygnin­gen. Det lyder som én, der spiller et stykke tolv­tone­musik med lange ton­er på en tvær­fløjte. Kun­st­neren Julie Nymann har prøvet at lade en tvær­fløjte­spiller akkom­pag­nere optagelser af lyden i en tidlig udgave af vær­ket House that Whis­pers. Hun har også ladet barnebar­net af Vic­tor Cor­nelins fra Sct. Croix, der blev udstil­let i Tivoli i 1905, Ben Besi­akov, impro­vis­ere på piano til lyden. Spøgelset kræver at blive lyt­tet til og at blive behan­dlet respek­t­fuldt. Freud så en gang et spøgelse, men var så flov over at nævne det i et brev, for han var jo viden­sk­ab­s­mand. På trods af dette, og selvom det kan for­tolkes som aktivis­tisk, arbe­jder vi på at vise en ver­sion af vær­ket på Kul­tur­nat­ten 2021.

Jeg ved ikke helt, hvem spøgelset er. Repræsen­ter­er det Fred­erik V’s regeringstid, Niels Ryberg eller Ernst Schim­mel­mann fra Vestindisk Han­del­skom­pag­ni, hvis bestyrelses­lokale fra 1780’erne stadig lig­ger i bygnin­gen? Kom­mer det fra de tusin­der af sorte, der måtte lade livet på De Dan­sk-Vestindiske Øer? Vil det gerne have, at vi indret­ter et cen­ter for koloni­his­to­rie i bygnin­gen? Vil Folketinget? Måske ”spøgelset” repræsen­ter­er uret­ten begået imod de hvide kopi­er, man helst ikke vil bruge tid og penge på? Eller er det huset, der klager sin nød over, at man ikke vil ofre penge nok på kul­tur­ar­ven i det hele taget, mens man ser spøgelser og ukærligt slår løs på lev­ende og døde?

En, der har fået kærlighe­den at føle, er I am Queen Mary, en sort kvin­de­fig­ur, der står på en sokkel fyldt med slaveg­jortes udhuggede koraller fra De Vestindiske Øer. På højde med Michelangelo’s David ved siden af, men meget lille i forhold til det, hun er oppe imod. Alligev­el har mon­u­mentet fun­geret som en katalysator for alle hånde meninger og aktivisme på alle flø­je. Som sådan har den vist sit værd som en væsentlig spiller i den demokratiske debat. Den er også et af få samtid­skun­stværk­er, der er så godt som ver­dens­berømt. Den er aktivis­tisk, anti-sex­is­tisk i sin påk­læd­ning, de-kolo­nial i sin inten­tion, iden­titet­spoli­tisk på nogens side. Sid­dende i selvreg­ulerende efter­tanke, men klar og bevæb­net spørg­er den, om vi husker vores for­tid, om nuti­den kræver mod­stand, og om fremti­den bliv­er til det bedre? Fig­uren selv er væk for tiden, efter et konkret stor­mve­jr ved juletid 2020. Men hun vender tilbage en dag, blandt andet takket være offentlige tilsagn og bevillinger, og fig­uren kan for tiden ses i Aug­ment­ed Real­i­ty på mobilen. Meget spooky.

David foran Afstøb­n­ingssam­lin­gen. Foto: Nick Furbo

Apro­pos spøgelser, post-kolo­niale studi­er og Vestindisk Pakhus var store dele af økonomien — og selvfølelsen – i antikken baseret på slaveri. Athe­nienserne lod slaveg­jorte arbe­jde i deres min­er ved Lau­ri­on, hvor man udvandt sølv, bly og kob­ber. Kob­ber og tin bliv­er til den bronze, de ynd­ede at støbe deres skulp­tur­er i. Minedrift bidrog afgørende til Athens opkomst som magt­fuld bystat. I Afstøb­n­ingssam­lin­gen møder man de græske slaver som kvin­der, der græder ved mon­u­menter over de afdøde. Hvad hyler de for, som om de var spøgelser? De er måske slet ikke kede af, at deres gam­le ejer er kreperet. Måske er de blevet betalt til det  som grædekon­er? Måske græder de, for­di de ikke ved, om de nu bliv­er sendt til min­erne, hvor kvin­der og børn stod for at smadre de sten, mæn­dene hent­ede op? Ellers møder man mest værk­er, der er skabt for at styrke selvfølelsen hos dem, der allerede sad ved magten, som for eksem­pel Octa­vian som Augus­tus fra Prima­por­ta. Skulp­turens fød­der er bare, hvilket kan læs­es som et tegn på, at en magt­fuld dødelig kan opnå gud­dom­melig status.

Vi har spøgelse­shis­to­ri­er fra antikkens tid som den om Athen­odor­os, Octa­vians stoiske lær­er, der lejede sig ind i et usæd­van­lig bil­ligt hus i Athen for at skrive på et filosofisk værk. At huset er hjem­søgt, bekym­r­er ikke den rationelle Athen­odor­os. Han får et stort hus med god beliggen­hed stil­let bil­ligt til rådighed helt for sig selv, for ingen andre vil være i det. En nat, mens han sid­der og skriv­er løs, kom­mer spøgelset råbende og raslende til ham og for­langer, at han føl­ger med. Athen­odor­os tager det helt roligt og bed­er spøgelset vente, til han har skrevet færdig. Spøgelset ven­ter. Et selvreg­ulerende spøgelse? Så rejs­er Athen­odor­os sig og føl­ger efter spøgelset ud i går­den, hvor han roligt mark­er­er det sted, spøgelset peger på. Næste dag find­er man et skelet i lænker nede i jor­den, på stedet. Da man har skilt knogler fra lænker, gen­be­graver man knoglerne med passende bøn­ner og ofringer, og spøgeri­et i huset ophør­er. Er det virke­lig alt, der skal til, for at de atonale hyle­ton­er fra os i kul­tur- og uddan­nelsessek­toren skal holde op, og spøgelserne fra vores kul­tur­arv og his­to­rie forsvin­der: at man tager lænkerne af os og vis­er os lidt respekt, mens I begraver os igen og igen?

Hen­rik Holm er inspek­tør for Afstøb­n­ingssam­lin­gen og deltid­sansat under­vis­er på Insti­tut for Kun­st og Kul­turv­i­den­skab på Køben­havns Universitet.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen