Grækernes slaver
Frigivelsesindskrifter kan stadig ses på muren langs Den Hellige Vej i Delfi. Indskrifterne er falmet, men dokumenterne om frigivne slaver er stadig mejslet i sten. Derfor kender vi i dag til Eisias’ liv. Lektor Christian Ammitzbøll Thomsen beretter om en af de slavegjorte skæbner, der kan skimtes i de historiske spor.
ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem
Slaveri var endemisk blandt oldtidens grækere. Så langt tilbage, vi kan se i grækernes historie, var det accepteret, at et menneske kunne eje et andet. I Homers og Hesiods digte er de til stede, de slavegjorte, i de athenske tragedier og især komedier er de med som staffage, og lejlighedsvis kan deres liv og skæbner skimtes i det dokumentariske kildemateriale, vi stadig har adgang til i dag. Slaveriet blev betragtet som en naturlig del af tingenes orden. Selvom politiske omvæltninger og kampe mellem demokratiske og oligarkiske fraktioner kendtes eller frygtedes af hvert af de ca. 900 græske bystatssamfund, var slaveriets uretfærdighed eller fornedring af mennesker aldrig en agenda med nogen synlig opbakning blandt grækerne. End ikke en radikal ikonoklast som atheneren Sokrates, der gennem sin elev Platons pen udfordrede grundlæggende samfundsinstitutioner som ægteskabet, familien, ejendomsretten, demokratiet og guderne, havde fantasi til at forestille sig en verden uden slaver.
De usynlige
Forfatterne til den overleverede græske litteratur interesserede sig i det store hele ikke for slaver. De bevarede skuespil, heltedigte, historiebøger, retstaler og filosofiske afhandlinger kredser alle om den frie, mandlige borgers verden, og det meste er endda rettet mod den økonomisk komfortable del af borgerne, der havde den fornødne tid og midler til bøger. Slaver og slaveri er derfor aldrig direkte genstand for deres eller deres oprindelige publikums interesse. Men fordi slaveriet var indfældet i alle aspekter af borgernes liv, er den klassiske litteratur alligevel fuld af slaver, der i glimt gør deres entre.
Den græske litteratur udgør dog kun en del af det kildemateriale, vi har til rådighed. Tusindvis af bevarede indskrifter på sten giver indblik i mange forskellige aspekter af det levede liv i oldtiden. Også her er mandlige borgere dominerende og kvinder, fremmede og slaver skimtes som regel kun i baggrunden. Undtagelsen fra denne regel er skæringspunktet mellem slaveri og frihed – frigivelsen eller manumissionen, som det også kaldes, hvorved en slave fik sin frihed. I denne ene begivenhed krydser interesser mellem slaveejere, borgere, de græske bystaters juridiske institutioner og ikke mindst guderne og deres repræsentanter på jord hinanden, hvilket krævede præcis optegnelse, offentliggørelse og bevaring for eftertiden. Omkring 1300 frigivelser, indskrevet på sten, er attesteret i den lille bystat Delfi og hundredvis af andre findes andre steder fra, hvilket klart, men også paradoksalt, gør manumission til en af de bedst dokumenterede begivenheder i oldtidens Grækenland.
Slaverne i verdens navle
Delfi ligger i højlandet under Parnassos-bjerget i det centrale Grækenland. Den lille by – en landsby efter vores begreber – var hjemsted for guden Apollons orakel, som grækere fra alle egne af Middelhavet konsulterede i såvel personlige som statslige anliggender. Apollons helligdom i Delfi var også centrum for en af den græske verdens fire krans-lege, religiøse festivaler og sportsbegivenheder, der hvert fjerde år tiltrak folk fra nær og fjern. Apollons helligdom i Delfi var et kultisk og kulturelt samlingspunkt i en ellers splittet græsk verden præget af en nærmest endeløs konkurrence mellem de ca. 900 bystater og flere kongedømmer, der udgjorde den gamle græske verden.
Førende bystater og konger satte gennem årenes løb deres umiskendelig aftryk på helligdommen. Langs den snoede vej mod Apollons tempel, til teatret og videre op mod hippodromen (hestevæddeløbsbanen) lod forskellige græske bystater gallerier og skatkamre opføre. Skatkamrene, udformet som små templer, indeholdt særligt fine gaver givet til Apollon af enkeltindivider og hele bystater. Athenerne for eksempel udstillede her for alle helligdommens besøgene rester fra den pontonbro, som Perserkongen Xerxes fik konstrueret over Hellesponten forud for sin invasion af grækernes lande (i 480 f.v.t.), og som athenerne, der ledte den succesfulde alliance mod perserne, erobrede og demolerede i sejrens stund. Delferne, borgerne i den lille bystat Delfi, er til gengæld svære at få øje på.
Og så alligevel: Murene langs Den Hellige Vej, bag de prangende skatkamre, er dækket af bittesmå bogstaver; tætskrevne (mellemrum mellem ord var endnu ikke opfundet) tekster hugget ind i klippe og kampesten. I dag er de falmede og svære at se på afstand, men da de blev skabt, var bogstaverne malet op i en klar farve, så alle fra vejen kunne se, hvis ikke ligefrem læse, dokumenterne.
Hvert af disse dokumenter vidner om én eller flere slavers frigivelse. De er salgskontrakter, for i Delfi i det andet og første århundrede f.v.t. foregik frigivelsen ved en art fiktivt salg. Her anføres datoen for transaktionen, hvem der sælger hvem til hvem og på hvilke betingelser. Endeligt attesteres aftalen af vidner, der har overværet dens indgåelse i helligdommen. Sælgerne er Delfis bedste borgere (og det er også dem, der bevidner hinandens kontrakter), og køberen er altid den samme, nemlig guden Apollon.
Tilsammen peger alle disse dokumenter på et vigtigt aspekt af slaveriet blandt antikkens grækere: Nemlig at slavetilværelsen for mange en dag ville ophøre; alene antallet af frigivelser attesteret i Delfi antyder, at frigivelse (oftest efter lang og tro tjeneste) var relativt almindelig. Man kunne fristes til at tro, at de hyppige frigivelser udgjorde en art formildende omstændighed ved grækernes slaveri, men som vi skal se, var frigivelserne behæftet med visse betingelser og spillede desuden en særlig rolle i opretholdelsen og videreførelsen af slaveriet.
Eisias og Kleomantis
Igennem hundredvis af bevarede dokumenter møder vi Delfis ledende familier, der ofte kan følges over flere generationer. Men vi møder også byens slaver, som ofte ellers er usynlige, i det ene øjeblik, hvor deres status ændres fra ufri til fri.
Én af disse frigivne er kvinden Eisias, hvis liv som slave, frigivelse og videre skæbne til dels kan følges gennem en række indskrevne dokumenter fra Delfi – en skæbne, der kan tegne et billede af det antikke græske slaveri.
Eisias tilhører en af Delfis finere familier. Hendes ejer, Kleomantis, udøver sit borgerskab ved blandt andet at bistå i administrationen af Apollons helligdom og vælges også af sine medborgere til arkont – Delfis øverste embedsmand. Han er gift med Sosyla, men de har ingen børn, og nok er de ikke helt unge længere på det tidspunkt, hvor vi får kendskab til dem. Eisias, hvis navn betyder ”tilhører Isis” er født i slaveri i Kleomantis’ hus, det vil sige som barn af en af husets andre slaver. Ikke så få af Delfis slaver er født i samme by som deres ejere, og en substantiel del er endda født i samme husstand. Slavernes reproduktion er genstand for deres ejeres betydelige interesse, men det vender vi tilbage til.
Langt fra alle byens slaver var født ind i slaveriet. Optegnelserne i forbindelse med de delfiske slavers frigivelse vidner om en betydelig import fra egne fjernt fra Delfi: Prothymos (”Den energiske”) fra Kappadokien, Euphrosyna (”Godt humør”) og Paramona (”Hun som bliver”) fra Thrakien, for blot at nævne nogle af Eisias’ samtidige lidelsesfæller. Hvad deres mødre kaldte dem, da de kom til verden, er ikke til at vide; de navne, de bærer, har de fået af deres ejere og udtrykker som regel disses håb og forventninger til ”gode slaver”: arbejdsomme, glade og uden ønske om at genvinde friheden (og dermed afsløres uvægerligt de slavegjortes modsatrettede ønsker). Borgerne i Delfi omsatte dermed i praksis et råd givet af en af filosoffen Aristoteles’ efterfølgere om aldrig at anskaffe flere slaver fra samme folkefærd – husets slaver skulle jo nødigt have et fælles sprog, som deres ejere ikke forstod!
Det er ikke til at sige, præcis hvori Eisias’ arbejde for familien bestod, men det har givetvis været i huset. Arbejdsfordelingen mellem kønnene er i store træk den samme for slaver og frie. Mænd arbejder i marken, på værkstedet, i minerne og så videre, mens kvinder tjener deres ejere i huset, i køkkenet og i barneværelset, for eksempel som ammer for familiens frie børn. Blandt de ca. 1300 frigivne slaver attesteret i frigivelsesindskrifterne i Delfi er ca. 65% kvinder, og årsagen til denne overrepræsentation skal formentlig søges i de kvindelige slavers tættere tilknytning til hjemmet og dets frie medlemmer. Det er muligt, at Kleomantis har knyttet sig til Eisias, men de tos forhold (hvad end det ellers har været) hviler dog på Kleomantis’ ret til fysisk at afstraffe, frihedsberøve eller afhænde Eisias til andre ejere og en potentielt endnu værre situation og i den forbindelse adskille hende fra den familie, hun måske har i Kleomantis’ hus.
Et år midt i det andet århundrede f.v.t. — nærmere kommer vi det ikke — beslutter Kleomantis sig for at give Eisias hendes frihed. Frigivelsen foregår i Apollons helligdom og som nævnt i form af et fiktivt salg. Her, i præsters og vidners nærvær, indgår Kleomantis en kontrakt med guden selv om salget af Eisias. Prisen for Eisias er hampre to miner sølv (mere end et halvt års løn for en håndværker i tiden) og der er kun én til at betale, for Apollon har sine egne udgifter at tænke på. Hvordan Eisias har skaffet så mange penge, det er ikke til at vide, men mange grækere lader deres slaver beholde en smule af det, de eventuelt selv kan tjene. Andre ejere er klar til at lånefinansiere købet – så kan den frigivne afdrage senere. Hvordan det end er tilvejebragt, har Eisias beløbet klar, og vidnerne i helligdommen attesterer, at Kleomantis har fået sine penge. Apollon har til gengæld fået (endnu) en slave, Eisias, som han forpligter sig til at frigive. Men inden Eisias kan få sin frihed, er der en betingelse, der skal opfyldes:
”Eisias skal blive hos Kleomantis, så længe han lever, og gøre alt, hvad hun pålægges ligesom en slave. Hvis Eisias ikke bliver eller ikke gør, hvad hun pålægges, skal Kleomantis have ret til at straffe hende på den måde, han finder passende: banke, lænke eller sælge hende.” Nok er Eisias nu (juridisk set) ikke længere slave, men hun har forpligtet sig til, hvad grækerne kalder ’blivning’ (paramone), ifølge hvilken hun fortsat skal gøre, hvad hun får besked på under trussel om tæsk, frihedsberøvelse og i værste fald salg. Først ved ejeren Kleomantis’ død er Eisias endelig fri. Godt en tredjedel af alle bevarede frigivelsesdokumenter indeholder denne type bestemmelse, og igen synes borgerne i Delfi at have lyttet til den ukendte elev af Aristoteles: ”for det er både retfærdigt og nyttigt at stille (slaven) friheden i udsigt som en præmie, idet han villigt slider, når han kender præmien og den afmålte tid.”
Kleomantis’ arving
Så langt er Eisias’ historie typisk, men der er mere. For da Eisias’ tid i Kleomantis’ hus nærmede sig enden, havde situationen ændret sig, og det var på så vigtigt et punkt, at en del af Kleomantis’ testamente måtte ændres og offentliggøres på muren i Apollons helligdom:
”Da Diokles søn af Philistion var arkont, i måneden Eilaios, fritog Kleomantis søn af Dinon sin hjemmefødte slave Eisias fra hendes ’blivning’ i det han var ved sine sansers fulde fem (og jeg har modtaget den aftalte sum), og også den søn hun fødte under sin ’blivning’, Nikostratos, som jeg ved adoption navngiver Kleomantis, således at de bliver helt og aldeles frie og ikke længere skal tilhøre nogen på nogen måde. Hvis Kleomantis [sønnen] skulle dø, lad da hans efterladte ejendom gå til Sosyla, og hvis Sosyla skulle dø, lad da alt gå til Eisias og Kleomantis, og lad dem ikke tilhøre nogen på nogen måde. Lad Eisias udføre alle grav-riterne, ligesom de andre.”
Selvom han endnu ikke var helt død, bragte Kleomantis alligevel Eisias’ ’blivning’ til ophør. Eisias var i løbet af sin ’blivning’ nedkommet med en søn, Nikostratos, der som udgangspunkt var Kleomantis’ ejendom. Men Nikostratos bliver frigivet sammen med sin mor og ikke nok med det, han bliver også adopteret af Kleomantis og skifter i den forbindelse også navn til Kleomantis efter sin far – for det er ikke urimeligt at antage, at Kleomantis (den ældre) også er drengens biologiske far. Slavers seksualitet og reproduktion er strengt kontrolleret af deres ejere og bruges blandt andet til at motivere og disciplinere de slavegjorte. Adgang til sex med (eller voldtægt af) andre slaver som belønning eller tilladelse til at stifte familie er velkendte metoder. Igen giver den navnløse Aristoteles-elev instrukser om sex og disciplin, men de fleste grækere vil også kende historien om Odysseus’ slavepiger, der lod sig forføre af Penelopes bejlere og dermed gjorde krav på deres egen seksualitet. Ved hjemkomsten lod deres ejer sin — i datidens optik — retfærdige vrede få frit løb, og alle som en blev slavepigerne kvalt uden særlig ceremoni. Som adopteret søn af Kleomantis arver Kleomantis (tidl. Nikostratos) sin fars ejendom, men skal i første omgang dele med Solyla, den ældre Kleomantis’ kone. Når hun dør, går alt til den yngre Kleomantis, og omvendt skulle han dø først. Eisias får intet, blot besked på at udføre gravriterne for sin tidligere ejer.
Kleomantis’ hus og navn lever videre, og selvom det sikkert ikke var det, Kleomantis drømte om, er der ingen grund til at tro, at ordningen afstedkom nogen særlig skandale. Nikostratos’ pludselige rejse op ad den sociale rangstige er måske nok sjælden, men den indeholder vigtig information om slaveri og synet på slaver.
Aristoteles — og denne gang ikke en elev — argumenterede for, at nogle mennesker var slaver af natur: Klimatiske forhold (kulde og varme) gjorde både europæere og asiater uegnede til det frie liv. Kun grækere var fra naturens side begunstiget med de rette forudsætninger for det frie liv. Men langt fra alle delte Aristoteles’ syn på sagen. Slave, frigiven, fri, borger – status i den græske verden ser nogle gange ud til at være som tøj, man kan tage af og på. Hvad Eisias angår, er det med gravriterne typisk – en sidste pligt og betingelse for frihed, der hægtes på aftalen. Den er kun attesteret for slavegjorte kvinder (og enkelte par), så noget kunne tyde på, at kvinder spillede en særlig rolle i gravkulten. Som nævnt er kvindelige slaver i flertal blandt de frigivne i Delfi, og det kan tænkes, at ønsket om at blive mindet, at få sin grav passet og de korrekte riter (rettidigt) udført var en vigtig grund til, at delferne frigav deres slaver.
Eisias’ slave
Vi møder Eisias en sidste gang i Delfi, nu som en fri kvinde. Siden hendes søns adoption (af deres tidligere ejer, Kleomantis) er Eisias blevet gift med Aristion søn af Eukleides, der lige som hendes tidligere ejer tilhører Delfis bedre borgerskab. Aristion var medlem af rådet og gik så ofte til hånde som vidne ved frigivelsen af slaver i helligdommen, at det er svært at forestille sig, at han havde et egentligt arbejde. Sammen med sin mand frigiver Eisias nu sin egen slave, en ung pige ved navn Sostrata, på vilkår, der ligner dem Eisias selv en gang gik med til: Nemlig at Sostrata skal forblive hos sine ejere, til de dør (og med samme formaning om at opføre sig ordentligt og samme trusler om vold):
”Da Aristokles søn af Philonikos var arkont, i måneden Herakleios, solgte Aristion søn af Eukleides og Eisias, Kleomantis’ (forhenværende slave), med sin søn Kleomantis’ tilsagn, en slavepige ved navn Sostrata til den pythiske Apollon for en pris på tre miner sølv, og vi har modtaget hele beløbet. På følgende betingelser skal Sostrata forblive hos Aristion og Eisias, så længe de lever, uden at give grund til anmærkninger og gøre alt, hvad hun bliver pålagt. Hvis Sostrata ikke gør alt det, hun bliver pålagt, lad da Aristion og Eisias have ret til at udmåle den straf, de finder passende. Lad alle børn af Sostrata født under hendes ’blivning’ være frie efter endt ’blivning’, med mindre nød tvinger Aristion og Eisias til at sælge dem. Og Sostrata skal give Kleomantis et to år gammelt barn, og Sostrata skal være fri i overensstemmelse med den aftale, som Sostrata har deponeret med guden, ifølge hvilken hun skal være fri og urørlig for alle til enhver tid.”
Det er svært ikke at spekulere på, hvordan Eisias’ egen erfaring som slavegjort har påvirket hendes forhold til de slaver, der nu tjente hende. At dømme efter de vilkår, hun og hendes mand nu gør gældende over for slavepigen Sostrata, har Eisias indtaget sin nye plads i status-hierarkiet som fri, gift og formuende kvinde uden særlig formildethed. Ikke nok med at Sostrata som Eisias før hende må købe sig til udskudt frihed, hun må også indvilge i den — selv i lyset af alt det forrige — særligt gustne tilføjelse, at Eisias og Aristion forbeholder sig retten til at sælge et, flere eller alle Sostratas børn, hvis de kommer i økonomisk bekneb, og endeligt at hele frigivelsen betinges af, at Sostrata efterlader et barn som erstatning for det tab, frigivelsen repræsenterer for ejerne.
Et mindst to år gammelt barn specificeres det, for småbarnsdødeligheden er høj (katastrofalt høj efter moderne standarder) og Eisias og Ariston vil ikke stille sig tilfredse med andet end et levedygtigt barn, der har de skrøbeligste år bag sig. Planen er naturligvis, at barnet, når og mens det vokser op, kan arbejde og øge sin værdi, og på sigt enten sælges eller købe sig fri.
Det sætter unægtelig bestemmelsen, om at Sostratas (øvrige) børn vil blive frie med hende, i et andet lys: et incitament til at føde mange børn (og hvem skal mon vælge hvilket barn, der skal blive, hvis Sostrata får mange børn?).
Eisias’ historie belyser en række væsentlige aspekter af livet som slavegjort blandt antikkens grækere. Først og fremmest udstiller den det økonomiske incitament til frigivelse: Frigivelse med ’blivning’ kan bruges til at motivere den slavegjorte til lydighed og arbejdsomhed. Prisen for frigivelse — som oftest halve og hele årslønninger for en af tidens håndværkere — kan som minimum udgøre udbetalingen til en ny slave og dermed muliggøre indkøb af flere slavegjorte til husstanden uden nye omkostninger. Pointen om slavernes reproduktion hamres ubarmhjertigt hjem af Eisias selv i rollen som frigiver; som den der sætter betingelserne: Sostratas børn repræsenterer en klar værdi i arbejdskraft eller salg. Men Eisias’ historie viser også, hvordan den klare økonomiske tænkning kunne sættes til side i særlige situationer. Når en slægt og husstand var i fare for at uddø, kunne slaveriets sociale stigma udviskes, og et barn født af en slave tilsyneladende gnidningsfrit indlemmes i familiens og borgernes rækker. Læg hertil også, hvad der lader til at være en oprigtig bekymring blandt delferne for at beskytte deres frigivne slavers nyvundne frihed: Arvinger tages i ed, ligesom bystaten lover straffrihed for den, som med magt (vold) værner om den frigivnes ret til at leve uden en ejer.
Frigivelsesindskrifterne i Delfi blev altså til i det besynderligt krydsfelt mellem bedsteborgernes pral om deres velstand, deres menneskelige kapital; deres rå handel med mennesker; deres inderlige drømme om taknemmelige frigivne til at passe deres grave; og deres — i egne øjne — altruisme, der udgjorde rammen om slaveriet blandt antikkens grækere.
Christian Ammitzbøll Thomsen er lektor ved Saxo-instituttet.
