Grækernes slaver

Romerske slaver i lænker, mar­mor­re­lief fra Smyr­na, omkring år 200. Tilhør­er Ash­molean Muse­um. Wikipedia Commons.

Frigivelsesindskrifter kan stadig ses på muren langs Den Hellige Vej i Delfi. Indskrifterne er falmet, men dokumenterne om frigivne slaver er stadig mejslet i sten. Derfor kender vi i dag til Eisias’ liv. Lektor Christian Ammitzbøll Thomsen beretter om en af de slavegjorte skæbner, der kan skimtes i de historiske spor. 

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Slaveri var endemisk blandt oldti­dens grækere. Så langt tilbage, vi kan se i græk­ernes his­to­rie, var det accepteret, at et men­neske kunne eje et andet. I Homers og Hes­iods digte er de til stede, de slaveg­jorte, i de athenske tragedi­er og især kome­di­er er de med som staffage, og lej­lighedsvis kan deres liv og skæb­n­er skimtes i det doku­men­tariske kilde­ma­te­ri­ale, vi stadig har adgang til i dag. Slaver­i­et blev betragtet som en naturlig del af tin­ge­nes orden. Selvom poli­tiske omvælt­ninger og kampe mellem demokratiske og oli­garkiske frak­tion­er kendtes eller frygt­edes af hvert af de ca. 900 græske bystatssam­fund, var slaver­i­ets ure­t­færdighed eller fornedring af men­nesker aldrig en agen­da med nogen syn­lig opbakn­ing blandt græk­erne. End ikke en radikal ikonok­last som atheneren Sokrates, der gen­nem sin elev Pla­tons pen udfor­drede grundlæggende sam­fundsin­sti­tu­tion­er som ægtesk­a­bet, fam­i­lien, ejen­dom­sret­ten, demokrati­et og gud­erne, havde fan­tasi til at forestille sig en ver­den uden slaver.

De usynlige

For­fat­terne til den over­lev­erede græske lit­ter­atur inter­esserede sig i det store hele ikke for slaver. De bevarede skue­spil, helte­digte, his­to­riebøger, ret­staler og filosofiske afhan­dlinger kredser alle om den frie, man­dlige borg­ers ver­den, og det meste er end­da ret­tet mod den økonomisk kom­fort­able del af borg­erne, der havde den fornødne tid og midler til bøger. Slaver og slaveri er der­for aldrig direk­te gen­stand for deres eller deres oprindelige pub­likums inter­esse. Men for­di slaver­i­et var ind­fældet i alle aspek­ter af borg­ernes liv, er den klas­siske lit­ter­atur alligev­el fuld af slaver, der i glimt gør deres entre.

Den græske lit­ter­atur udgør dog kun en del af det kilde­ma­te­ri­ale, vi har til rådighed. Tusind­vis af bevarede ind­skrifter på sten giv­er ind­b­lik i mange forskel­lige aspek­ter af det lev­ede liv i oldti­den. Også her er man­dlige borg­ere dominerende og kvin­der, fremmede og slaver skimtes som regel kun i bag­grun­den. Und­tagelsen fra denne regel er skæringspunk­tet mellem slaveri og fri­hed — fri­givelsen eller man­u­mis­sio­nen, som det også kaldes, hvorved en slave fik sin fri­hed. I denne ene begiven­hed krydser inter­ess­er mellem slavee­jere, borg­ere, de græske bystaters juridiske insti­tu­tion­er og ikke mindst gud­erne og deres repræsen­tan­ter på jord hinan­den, hvilket krævede præ­cis opteg­nelse, offentlig­gørelse og bevar­ing for efter­tiden. Omkring 1300 fri­givelser, ind­skrevet på sten, er attesteret i den lille bystat Delfi og hun­dred­vis af andre find­es andre sted­er fra, hvilket klart, men også paradok­salt, gør man­u­mis­sion til en af de bedst doku­menterede begiven­hed­er i oldti­dens Grækenland.

Resterne af Apol­lons hel­lig­dom i Delfi. Foto: Chris­t­ian A. Ammitzbøll

Slaverne i verdens navle

Delfi lig­ger i høj­lan­det under Par­nas­sos-bjer­get i det cen­trale Græken­land. Den lille by – en lands­by efter vores begre­ber – var hjem­st­ed for guden Apol­lons orakel, som grækere fra alle egne af Mid­del­havet kon­sul­terede i såv­el per­son­lige som stat­slige anliggen­der. Apol­lons hel­lig­dom i Delfi var også cen­trum for en af den græske ver­dens fire krans-lege, religiøse fes­ti­valer og sports­be­given­hed­er, der hvert fjerde år tiltrak folk fra nær og fjern. Apol­lons hel­lig­dom i Delfi var et kul­tisk og kul­turelt sam­lingspunkt i en ellers split­tet græsk ver­den præget af en nærmest endeløs konkur­rence mellem de ca. 900 bystater og flere kongedøm­mer, der udgjorde den gam­le græske verden.

Førende bystater og konger sat­te gen­nem årenes løb deres umisk­endelig aftryk på hel­lig­dom­men. Langs den snoede vej mod Apol­lons tem­pel, til teatret og videre op mod hip­po­dromen (hes­tevæd­deløb­s­ba­nen) lod forskel­lige græske bystater gal­lerier og skatkam­re opføre. Skatkam­rene, udformet som små tem­pler, inde­holdt særligt fine gaver givet til Apol­lon af enkeltin­di­vider og hele bystater. Athen­erne for eksem­pel udstillede her for alle hel­lig­dom­mens besø­gene rester fra den pon­ton­bro, som Perserkon­gen Xerx­es fik kon­strueret over Helle­spon­ten forud for sin inva­sion af græk­ernes lande (i 480 f.v.t.), og som athen­erne, der ledte den suc­ces­fulde alliance mod perserne, ero­brede og demol­erede i sejrens stund. Delferne, borg­erne i den lille bystat Delfi, er til gengæld svære at få øje på.

Og så alligev­el: Murene langs Den Hel­lige Vej, bag de prangende skatkam­re, er dækket af bittes­må bogstaver; tæt­skrevne (mellem­rum mellem ord var end­nu ikke opfun­det) tek­ster hugget ind i klippe og kam­pesten. I dag er de falmede og svære at se på afs­tand, men da de blev skabt, var bogstav­erne malet op i en klar farve, så alle fra vejen kunne se, hvis ikke lige­frem læse, dokumenterne.

Fri­givelsesind­skrifter på muren langs Den Hel­lige Vej i Delfi. Foto: Chris­t­ian A. Thomsen

Hvert af disse doku­menter vid­ner om én eller flere slavers fri­givelse. De er sal­gskon­trak­ter, for i Delfi i det andet og første århun­drede f.v.t. foregik fri­givelsen ved en art fik­tivt salg. Her anføres datoen for transak­tio­nen, hvem der sæl­ger hvem til hvem og på hvilke betingelser. Endeligt attesteres aftal­en af vid­ner, der har overværet dens indgåelse i hel­lig­dom­men. Sæl­gerne er Delfis bed­ste borg­ere (og det er også dem, der bev­id­ner hinan­dens kon­trak­ter), og køberen er altid den samme, nem­lig guden Apollon.

Tilsam­men peger alle disse doku­menter på et vigtigt aspekt af slaver­i­et blandt antikkens grækere: Nem­lig at slavetil­værelsen for mange en dag ville ophøre; alene antallet af fri­givelser attesteret i Delfi anty­der, at fri­givelse (oftest efter lang og tro tjen­este) var rel­a­tivt almin­delig. Man kunne fristes til at tro, at de hyp­pige fri­givelser udgjorde en art formildende omstændighed ved græk­ernes slaveri, men som vi skal se, var fri­givelserne behæftet med visse betingelser og spillede desu­den en særlig rolle i oprethold­elsen og videre­førelsen af slaveriet.

Eisias og Kleomantis

Igen­nem hun­dred­vis af bevarede doku­menter møder vi Delfis ledende fam­i­li­er, der ofte kan følges over flere gen­er­a­tioner. Men vi møder også byens slaver, som ofte ellers er usyn­lige, i det ene øje­b­lik, hvor deres sta­tus ændres fra ufri til fri.

Én af disse fri­givne er kvin­den Eisias, hvis liv som slave, fri­givelse og videre skæb­ne til dels kan følges gen­nem en række ind­skrevne doku­menter fra Delfi – en skæb­ne, der kan teg­ne et billede af det antikke græske slaveri.

Eisias tilhør­er en af Delfis finere fam­i­li­er. Hen­des ejer, Kleo­man­tis, udøver sit borg­er­skab ved blandt andet at bistå i admin­is­tra­tio­nen af Apol­lons hel­lig­dom og vælges også af sine med­borg­ere til arkont – Delfis øver­ste embeds­mand. Han er gift med Sosy­la, men de har ingen børn, og nok er de ikke helt unge læn­gere på det tid­spunkt, hvor vi får kend­skab til dem. Eisias, hvis navn bety­der ”tilhør­er Isis” er født i slaveri i Kleo­man­tis’ hus, det vil sige som barn af en af husets andre slaver. Ikke så få af Delfis slaver er født i samme by som deres ejere, og en sub­stantiel del er end­da født i samme hus­stand. Slav­ernes repro­duk­tion er gen­stand for deres ejeres bety­delige inter­esse, men det vender vi tilbage til.

Langt fra alle byens slaver var født ind i slaver­i­et. Opteg­nelserne i forbindelse med de delfiske slavers fri­givelse vid­ner om en bety­delig import fra egne fjernt fra Delfi: Pro­thy­mos (”Den ener­giske”) fra Kap­padok­ien, Euphrosy­na (”Godt humør”) og Para­mona (”Hun som bliv­er”) fra Thrakien, for blot at nævne nogle af Eisias’ sam­tidi­ge lidelses­fæller. Hvad deres mødre kaldte dem, da de kom til ver­den, er ikke til at vide; de navne, de bær­er, har de fået af deres ejere og udtrykker som regel diss­es håb og for­vent­ninger til ”gode slaver”: arbe­jd­somme, glade og uden ønske om at gen­vin­de fri­he­den (og dermed afs­løres uvægerligt de slaveg­jortes mod­satret­tede ønsker). Borg­erne i Delfi omsat­te dermed i prak­sis et råd givet af en af filosof­fen Aris­tote­les’ efter­føl­gere om aldrig at anskaffe flere slaver fra samme folke­færd – husets slaver skulle jo nødigt have et fælles sprog, som deres ejere ikke forstod!

En græsk kvin­de inspicer­er et smykkeskrin båret frem af en slave. Sta­tus­forskellen giv­er udslag i stør­relses­forhold­et mellem fri og ufri. Dig­i­tal image cour­tesy of the Get­ty’s Open Con­tent Program.

Det er ikke til at sige, præ­cis hvori Eisias’ arbe­jde for fam­i­lien bestod, men det har givetvis været i huset. Arbe­jds­fordelin­gen mellem kønnene er i store træk den samme for slaver og frie. Mænd arbe­jder i marken, på værk­st­edet, i min­erne og så videre, mens kvin­der tjen­er deres ejere i huset, i køkkenet og i barneværelset, for eksem­pel som ammer for fam­i­liens frie børn. Blandt de ca. 1300 fri­givne slaver attesteret i fri­givelsesind­skrifterne i Delfi er ca. 65% kvin­der, og årsagen til denne over­repræsen­ta­tion skal for­mentlig søges i de kvin­delige slavers tæt­tere tilknyt­ning til hjem­met og dets frie medlem­mer. Det er muligt, at Kleo­man­tis har knyt­tet sig til Eisias, men de tos forhold (hvad end det ellers har været) hvil­er dog på Kleo­man­tis’ ret til fysisk at afs­traffe, fri­heds­berøve eller afhænde Eisias til andre ejere og en poten­tielt end­nu værre sit­u­a­tion og i den forbindelse adskille hende fra den fam­i­lie, hun måske har i Kleo­man­tis’ hus. 

Et år midt i det andet århun­drede f.v.t. — nærmere kom­mer vi det ikke — beslut­ter Kleo­man­tis sig for at give Eisias hen­des fri­hed. Fri­givelsen foregår i Apol­lons hel­lig­dom og som nævnt i form af et fik­tivt salg. Her, i præsters og vid­ners nærvær, indgår Kleo­man­tis en kon­trakt med guden selv om sal­get af Eisias. Prisen for Eisias er ham­pre to min­er sølv (mere end et halvt års løn for en hånd­værk­er i tiden) og der er kun én til at betale, for Apol­lon har sine egne udgifter at tænke på. Hvor­dan Eisias har skaf­fet så mange penge, det er ikke til at vide, men mange grækere lad­er deres slaver beholde en smule af det, de eventuelt selv kan tjene. Andre ejere er klar til at låne­fi­nan­siere købet – så kan den fri­givne afdrage senere. Hvor­dan det end er tilve­je­bragt, har Eisias belø­bet klar, og vid­nerne i hel­lig­dom­men attester­er, at Kleo­man­tis har fået sine penge. Apol­lon har til gengæld fået (end­nu) en slave, Eisias, som han forpligter sig til at fri­give. Men inden Eisias kan få sin fri­hed, er der en betingelse, der skal opfyldes:

”Eisias skal blive hos Kleo­man­tis, så længe han lever, og gøre alt, hvad hun pålægges lige­som en slave. Hvis Eisias ikke bliv­er eller ikke gør, hvad hun pålægges, skal Kleo­man­tis have ret til at straffe hende på den måde, han find­er passende: banke, lænke eller sælge hende.” Nok er Eisias nu (juridisk set) ikke læn­gere slave, men hun har forpligtet sig til, hvad græk­erne kalder ’blivn­ing’ (para­mone), ifølge hvilken hun fort­sat skal gøre, hvad hun får besked på under trussel om tæsk, fri­heds­berøvelse og i værste fald salg. Først ved ejeren Kleo­man­tis’ død er Eisias endelig fri. Godt en tred­jedel af alle bevarede fri­givelses­doku­menter inde­hold­er denne type bestem­melse, og igen synes borg­erne i Delfi at have lyt­tet til den ukendte elev af Aris­tote­les: ”for det er både ret­færdigt og nyt­tigt at stille (slaven) fri­he­den i udsigt som en præmie, idet han vil­ligt slid­er, når han kender præmien og den afmålte tid.”

Kleomantis’ arving

Så langt er Eisias’ his­to­rie typisk, men der er mere. For da Eisias’ tid i Kleo­man­tis’ hus nærmede sig enden, havde sit­u­a­tio­nen ændret sig, og det var på så vigtigt et punkt, at en del af Kleo­man­tis’ tes­ta­mente måtte ændres og offentlig­gøres på muren i Apol­lons helligdom:

”Da Diok­les søn af Philis­tion var arkont, i måne­den Eilaios, fritog Kleo­man­tis søn af Dinon sin hjem­me­fødte slave Eisias fra hen­des ’blivn­ing’ i det han var ved sine sansers fulde fem (og jeg har mod­taget den aftalte sum), og også den søn hun fødte under sin ’blivn­ing’, Nikos­tratos, som jeg ved adop­tion navn­giv­er Kleo­man­tis, således at de bliv­er helt og alde­les frie og ikke læn­gere skal tilhøre nogen på nogen måde. Hvis Kleo­man­tis [søn­nen] skulle dø, lad da hans efter­ladte ejen­dom gå til Sosy­la, og hvis Sosy­la skulle dø, lad da alt gå til Eisias og Kleo­man­tis, og lad dem ikke tilhøre nogen på nogen måde. Lad Eisias udføre alle grav-riterne, lige­som de andre.”

Selvom han end­nu ikke var helt død, bragte Kleo­man­tis alligev­el Eisias’ ’blivn­ing’ til ophør. Eisias var i løbet af sin ’blivn­ing’ ned­kom­met med en søn, Nikos­tratos, der som udgangspunkt var Kleo­man­tis’ ejen­dom. Men Nikos­tratos bliv­er fri­givet sam­men med sin mor og ikke nok med det, han bliv­er også adopteret af Kleo­man­tis og skifter i den forbindelse også navn til Kleo­man­tis efter sin far – for det er ikke urimeligt at antage, at Kleo­man­tis (den ældre) også er dren­gens biol­o­giske far. Slavers sek­su­alitet og repro­duk­tion er strengt kon­trolleret af deres ejere og bruges blandt andet til at moti­vere og dis­ci­plinere de slaveg­jorte. Adgang til sex med (eller voldtægt af) andre slaver som beløn­ning eller tilladelse til at stifte fam­i­lie er velk­endte metoder. Igen giv­er den navn­løse Aris­tote­les-elev instrukser om sex og dis­ci­plin, men de fleste grækere vil også kende his­to­rien om Odysseus’ slavepiger, der lod sig for­føre af Penelopes bejlere og dermed gjorde krav på deres egen sek­su­alitet. Ved hjemkom­sten lod deres ejer sin — i dati­dens optik — ret­færdi­ge vrede få frit løb, og alle som en blev slavepigerne kvalt uden særlig cer­e­moni. Som adopteret søn af Kleo­man­tis arv­er Kleo­man­tis (tidl. Nikos­tratos) sin fars ejen­dom, men skal i første omgang dele med Soly­la, den ældre Kleo­man­tis’ kone. Når hun dør, går alt til den yngre Kleo­man­tis, og omvendt skulle han dø først. Eisias får intet, blot besked på at udføre gravriterne for sin tidligere ejer.

Kleo­man­tis’ hus og navn lever videre, og selvom det sikkert ikke var det, Kleo­man­tis drømte om, er der ingen grund til at tro, at ord­nin­gen afst­ed­kom nogen særlig skan­dale. Nikos­tratos’ plud­selige rejse op ad den sociale rangstige er måske nok sjælden, men den inde­hold­er vigtig infor­ma­tion om slaveri og synet på slaver.

Aris­tote­les — og denne gang ikke en elev — argu­menterede for, at nogle men­nesker var slaver af natur: Kli­ma­tiske forhold (kulde og varme) gjorde både europæere og asi­ater ueg­nede til det frie liv. Kun grækere var fra naturens side begun­stiget med de rette forud­sæt­ninger for det frie liv. Men langt fra alle delte Aris­tote­les’ syn på sagen. Slave, fri­giv­en, fri, borg­er – sta­tus i den græske ver­den ser nogle gange ud til at være som tøj, man kan tage af og på. Hvad Eisias angår, er det med gravriterne typisk – en sid­ste pligt og betingelse for fri­hed, der hægtes på aftal­en. Den er kun attesteret for slaveg­jorte kvin­der (og enkelte par), så noget kunne tyde på, at kvin­der spillede en særlig rolle i gravkul­ten. Som nævnt er kvin­delige slaver i fler­tal blandt de fri­givne i Delfi, og det kan tænkes, at øns­ket om at blive min­det, at få sin grav pas­set og de kor­rek­te rit­er (ret­tidigt) udført var en vigtig grund til, at delferne frigav deres slaver.

Eisias’ slave

Vi møder Eisias en sid­ste gang i Delfi, nu som en fri kvin­de. Siden hen­des søns adop­tion (af deres tidligere ejer, Kleo­man­tis) er Eisias blevet gift med Aris­tion søn af Euk­lei­des, der lige som hen­des tidligere ejer tilhør­er Delfis bedre borg­er­skab. Aris­tion var medlem af rådet og gik så ofte til hånde som vidne ved fri­givelsen af slaver i hel­lig­dom­men, at det er svært at forestille sig, at han havde et egentligt arbe­jde. Sam­men med sin mand fri­giv­er Eisias nu sin egen slave, en ung pige ved navn Sos­tra­ta, på vilkår, der lign­er dem Eisias selv en gang gik med til: Nem­lig at Sos­tra­ta skal for­blive hos sine ejere, til de dør (og med samme for­man­ing om at opføre sig ordentligt og samme trusler om vold):

”Da Aris­tok­les søn af Philonikos var arkont, i måne­den Her­ak­leios, sol­gte Aris­tion søn af Euk­lei­des og Eisias, Kleo­man­tis’ (forhen­værende slave), med sin søn Kleo­man­tis’ tilsagn, en slavepige ved navn Sos­tra­ta til den pythiske Apol­lon for en pris på tre min­er sølv, og vi har mod­taget hele belø­bet. På føl­gende betingelser skal Sos­tra­ta for­blive hos Aris­tion og Eisias, så længe de lever, uden at give grund til anmærkninger og gøre alt, hvad hun bliv­er pålagt. Hvis Sos­tra­ta ikke gør alt det, hun bliv­er pålagt, lad da Aris­tion og Eisias have ret til at udmåle den straf, de find­er passende. Lad alle børn af Sos­tra­ta født under hen­des ’blivn­ing’ være frie efter endt ’blivn­ing’, med min­dre nød tvinger Aris­tion og Eisias til at sælge dem. Og Sos­tra­ta skal give Kleo­man­tis et to år gam­melt barn, og Sos­tra­ta skal være fri i overensstem­melse med den aftale, som Sos­tra­ta har deponeret med guden, ifølge hvilken hun skal være fri og urørlig for alle til enhver tid.”

Det er svært ikke at spekulere på, hvor­dan Eisias’ egen erfar­ing som slaveg­jort har påvir­ket hen­des forhold til de slaver, der nu tjente hende. At dømme efter de vilkår, hun og hen­des mand nu gør gældende over for slavepi­gen Sos­tra­ta, har Eisias ind­taget sin nye plads i sta­tus-hier­arki­et som fri, gift og for­muende kvin­de uden særlig formilde­thed. Ikke nok med at Sos­tra­ta som Eisias før hende må købe sig til udskudt fri­hed, hun må også indvilge i den — selv i lyset af alt det for­rige — særligt gustne til­fø­jelse, at Eisias og Aris­tion for­be­hold­er sig ret­ten til at sælge et, flere eller alle Sos­tratas børn, hvis de kom­mer i økonomisk bekneb, og endeligt at hele fri­givelsen betinges af, at Sos­tra­ta efter­lad­er et barn som erstat­ning for det tab, fri­givelsen repræsen­ter­er for ejerne.

Et mindst to år gam­melt barn speci­fi­ceres det, for småbarns­døde­lighe­den er høj (katas­tro­falt høj efter mod­erne stan­dard­er) og Eisias og Aris­ton vil ikke stille sig til­fredse med andet end et lev­edygtigt barn, der har de skrø­be­lig­ste år bag sig. Pla­nen er naturligvis, at bar­net, når og mens det vokser op, kan arbe­jde og øge sin vær­di, og på sigt enten sælges eller købe sig fri.

Det sæt­ter unægtelig bestem­melsen, om at Sos­tratas (øvrige) børn vil blive frie med hende, i et andet lys: et inci­ta­ment til at føde mange børn (og hvem skal mon vælge hvilket barn, der skal blive, hvis Sos­tra­ta får mange børn?).

Eisias’ his­to­rie bel­yser en række væsentlige aspek­ter af livet som slaveg­jort blandt antikkens grækere. Først og fremmest udstiller den det økonomiske inci­ta­ment til fri­givelse: Fri­givelse med ’blivn­ing’ kan bruges til at moti­vere den slaveg­jorte til lydighed og arbe­jd­somhed. Prisen for fri­givelse — som oftest halve og hele årsløn­ninger for en af tidens hånd­værkere — kan som min­i­mum udgøre udbe­talin­gen til en ny slave og dermed mulig­gøre ind­køb af flere slaveg­jorte til hus­standen uden nye omkost­ninger. Pointen om slav­ernes repro­duk­tion ham­res ubarmh­jer­tigt hjem af Eisias selv i rollen som fri­giv­er; som den der sæt­ter betingelserne: Sos­tratas børn repræsen­ter­er en klar vær­di i arbe­jd­skraft eller salg. Men Eisias’ his­to­rie vis­er også, hvor­dan den klare økonomiske tænkn­ing kunne sættes til side i særlige sit­u­a­tion­er. Når en slægt og hus­stand var i fare for at uddø, kunne slaver­i­ets sociale stig­ma udviskes, og et barn født af en slave tilsyneladende gnid­nings­frit indlemmes i fam­i­liens og borg­ernes rækker. Læg her­til også, hvad der lad­er til at være en oprigtig bekym­ring blandt delferne for at beskytte deres fri­givne slavers nyvundne fri­hed: Arvinger tages i ed, lige­som bystat­en lover straf­fri­hed for den, som med magt (vold) værn­er om den fri­givnes ret til at leve uden en ejer.

Fri­givelsesind­skrifterne i Delfi blev alt­så til i det besyn­derligt kryds­felt mellem bed­ste­borg­ernes pral om deres vel­stand, deres men­neske­lige kap­i­tal; deres rå han­del med men­nesker; deres inderlige drømme om taknem­melige fri­givne til at passe deres grave; og deres — i egne øjne — altru­isme, der udgjorde ram­men om slaver­i­et blandt antikkens grækere.

Chris­t­ian Ammitzbøll Thom­sen er lek­tor ved Saxo-insti­tut­tet.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen