Inklusion og eksklusion i klassisk græsk sport (479-323 f.Kr.)
Hvor nutidens sportskonkurrencer bryster sig af at være baseret på meritter og talent, var sportslig udfoldelse i antikkens Grækenland begrænset til rige og frie mænd. De nøgne atleter dystede i diskoskast og deltog i løbekonkurrencer med personlige formuer i ryggen – når de ikke satte specialtrænede slaver til at køre konkurrencespand med livet som indsats. Lektor Thomas Heine Nielsen fortæller her om sportens ulige rolle i de klassiske græske bystater.
ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem
Sportens rolle i de klassiske græske bystater var, set fra en moderne sociologisk synsvinkel, at gøre forskel på folk, det vil sige at skabe og reificere distinktioner mellem grupper og inden for grupper.
Men sporten spillede også andre roller, først og fremmest i religionen, som var omtrent den eneste sammenhæng, man afviklede konkurrencer i. De centrale begivenheder i græsk religion var store festivaler til gudernes ære. Festivalerne var iscenesættelsen af det helt centrale religiøse ritual: slagtofferet. Ofringerne, som undertiden var virkelig omfangsrige, forbandt menneskene og den tilbedte gud med hinanden gennem et centralt socialt ritual: et fælles måltid. Slagtofferet var nemlig så hensigtsmæssigt indrettet, at det blot var udvalgte symbolske stykker af offerdyrenes kød, der blev brændt på alteret som en gave til guden. Resten tilfaldt festdeltagerne, der ideelt set var hele bystatens befolkning og ikke blot de voksne mænd. Kødet betød et festmåltid for menneskene, og ofringen var først rigtig tilendebragt, når de også havde nydt deres del. Rundt om slagtofferet lejrede sig normalt en række andre ritualer og attraktioner som for eksempel bønner, korsang, processioner, recitationer af episke digte, tragedie- og komedieopførelser og ikke mindst sportskonkurrencer. Da man ikke havde weekender eller ferier i de klassiske græske bystater, spillede de store religiøse festivaler en vigtig rolle som rekreation. Visse af de store festivaler varede 5–10 dage, og det meste af tiden var afsat til andre attraktioner end det store fællesmåltid. En grundopfattelse i den græske religion var, at guderne holdt af de samme ting som menneskene, og derfor kunne man ære dem med for eksempel Homer-recitationer og sportskonkurrencer. Sportskonkurrencer blev altså afviklet både til gudernes ære og til rekreation for menneskene – og grækerne elskede at overvære dem. Den græske kultur står vel kun tilbage for vores egen, hvad interessen for sport angår. Som indlejret i de store religiøse fester var sportskonkurrencer altså både et religiøst ritual, der skulle ære guderne, og tilskuerbegivenheder af vigtig rekreativ værdi.
Som tilskuerbegivenhed var sporten med til at markere, at der var forskel på folk, og til at skabe og fastholde forskellen. Græske bystater var som hovedregel dybt afhængige af deres overklassers beneficier for at få offentlige aktiviteter finansieret. I Athen blev for eksempel tragedieopførelser og flådens drift finansieret af bidrag fra overklassen. Disse bidrag fremkom ikke helt så modvilligt og trevent, som en moderne konkurrencestatsborger måske kunne tro. Den græske aristokrats drivende ambition var at vinde offentlig anerkendelse og respekt. Denne drivkraft gik under navnet filotimia, hvilket ordret oversat betyder kærlighed til ære. Bystaternes behov for beneficier og aristokraternes filotimia var som skabt for hinanden. Bystaterne anerkendte beneficier offentligt, meget ofte i form af ærestildelinger og privilegier tildelt per dekret af folkeforsamlingen, bystaternes centrale beslutningstagende forsamling, hvortil der normalt kun var adgang for voksne mandlige statsborgere. For at vinde sådanne offentlige anerkendelser måtte overklassen til stadighed yde beneficier, og sådan kunne det fortsætte i ring. En af de fineste hædersbevisninger, bystaterne havde at tildele, var prohedria, som ordret betyder forsæde, men som hædersbevisning er en fast (æres)plads på forreste række på eksempelvis byens stadion ved afviklingen af sportskonkurrencer. Når publikum indtog deres pladser for at overvære konkurrencerne, blev det altså tydeligt på en meget demonstrativ måde, hvem der var fædrelandets fortjenstfulde sønner: det var dem på forreste række. På dette punkt mindede sportskonkurrencerne om andre store tilskuerbegivenheder som tragedieopførelser og koncerter, hvor man også havde honoratiores med prohedria: Det var begivenheden som masseopløb og ikke som for eksempel boksekamp, bystaten her udnyttede. Systemet var meritokratisk, for fødselsadel kendte den græske kultur ikke til, og aristokraterne måtte rent faktisk yde noget for at opnå denne offentlige anerkendelse – præcis som man måtte for at vinde en sejr i en sportskonkurrence.
“Jeg er en af præmierne fra Athen”
Bystaterne benyttede naturligvis også deres store konkurrencer til at skabe det billede af sig, de helst så, omverdenen havde, for eksempel gennem de præmier, man uddelte. Det var kun ved de helt store konkurrencer som De Olympiske Lege og ganske få andre, at sejrherrens præmie udelukkende bestod af en bladkrans flettet af blade fra en plante, der var karakteristisk for den helligdom, konkurrencerne fandt sted i: i Olympia olivenblade, i Delfi laurbærblade. Ellers var der kontante præmier, ofte lokale produkter, som var særligt karakteristiske for den arrangerende bystat. I bystaten Pellene på det nordlige Peloponnes var præmierne eksempelvis værdifulde lokale tekstiler. Men her var der selvfølgelig forskel på bystaterne. I Athen var det godt nok et særlig karakteristisk lokalt produkt – olivenolie af ypperste kvalitet – der var præmien ved Panathenæerfesten til skytsgudinden Athenes ære, men den blev uddelt til sejrherrerne i så generøse kvanta, at de athenske præmier i værdi overgik alle andre. For eksempel blev der til vinderen af den korte sprint, stadion-løbet over cirka 185 meter, formentlig uddelt 120 af de såkaldte panathenæiske prisamforer fyldt med olivenolie fra Athenes hellige lunde. Der var her tale om store, 60–80 cm høje amforer med et rumindhold på 39.4 liter (en metretes). Dette betragtelige kvantum olie (120 x 39.4 liter) kunne udføres afgiftsfrit af Athen og blev derefter nok solgt: de karakteristiske amforer findes i hvert fald stort set overalt i middelhavsområdet. De var på den ene side dekoreret med en fremstilling af den sportsgren, sejren var vundet i, og på den anden side med et ærefrygtindgydende portræt af den store gudinde Athene i fuldt krigsudstyr. Gudinden var Athens skytsgudinde, byen bar hendes navn, og athenerne mente at stå i et helt usædvanligt nært forhold til hende. De panathenæiske prisamforer spredte altså ved deres mængde og dekoration et billede af Athen som en stor og mægtig bystat under Athenes ægide, kort sagt som Grækenlands ledende bystat – og det var netop det billede, Athen elskede sig selv for. Og for at ingen skulle være i tvivl, stod der på prisamforerne altid denne indskrift ved siden af gudindens portræt: “Jeg er en af præmierne fra Athen.”
Sportens rolle i skabelsen og konkretiseringen af forskelle og distinktioner er altså forholdsvis tydelig, når vi ser på konkurrencernes arrangører og på konkurrencerne som tilskuerbegivenheder. Men denne rolle træder endnu tydeligere frem, når vi retter blikket mod sportsmændene. For det er netop mænd, der er tale om. Kvinder var ganske vist ikke fuldstændig afskåret fra at dyrke sport, men i sammenligning med mændenes sportslige udfoldelser var kvindernes af decideret marginal betydning, bortset fra i visse kulter og i den excentriske bystat Sparta, der satte en ære i at være anderledes end andre bystater: Her trænede og dyrkede kvinderne sport i fuld offentlighed, hvad de ikke gjorde i nogen anden klassisk bystat. Den sport, kvinder dyrkede i forskellige kultiske sammenhænge, interesserede i øvrigt heller ikke mændene synderligt og omtales stort set ikke i kilderne: Kun én eneste kilde nævner, at der i Olympia blev afviklet en festival med sportskonkurrencer forbeholdt kvinder – til ære for Hera, Zeus’ hustru, og altså ved en anden lejlighed end mændenes vidtberømte konkurrencer. Om mænd kunne overvære kvindernes konkurrencer vides ikke, men gifte kvinder kunne ikke overvære mændenes konkurrencer i Olympia. Kvinder var altså de facto udelukket fra sportsverdenen i dens reneste form, og det var en af de vigtigste kulturelle distinktioner i den græske verden, sporten her konkretiserede: den mellem kønnene. Sporten spillede da heller ingen rolle for opfattelsen af, hvad en ideel kvinde var, hvorimod den var af afgørende betydning for det klassiske mandeideal.
Frie versus ufrie
Det var altså kun mænd, der var de aktivt udøvende i græsk sport. Men det var ikke alle mænd: det var kun frie mænd, der kunne dyrke sport. Slaver kunne ikke. Da slaver ikke var herrer over egen krop og ingen bevægelsesfrihed havde, var de i realiteten afskåret fra at træne eller rejse til stævner i for eksempel Olympia eller Delfi. Men mange steder var slaver også ved lovgivning forment adgang til for eksempel træningsanlæg, som i det demokratiske Athen. Her konkretiserede sporten altså distinktionen mellem frie og ufrie, en anden grundlæggende social og juridisk skillelinje i den græske kultur.
Slaver kunne altså ikke agere som selvstændige individer i græsk sport – men som rigmænds ejendom kunne de godt være endog store sportsmænd set med moderne øjne. Den mest prestigefulde af alle discipliner inden for den græske sport var hestesporten, og inden for hestesporten var det løb for tospand og firspand, der var kongedisciplinerne, og det var dé konkurrencer, den mest eksklusive elite inden for aristokratiet satsede på med massive investeringer. Det var imidlertid en uhyre risikabel affære at køre et konkurrencespand: Ved et løb i Delphi i 462 f.Kr. skal 40 af 41 spand være forulykket, og ulykker kunne medføre lemlæstelse eller døden. Det er derfor kun i poesien og mytologien, at aristokrater selv kører deres spand. I virkelighedens verden var det normale, at aristokrater satte specialtrænede slaver til at køre de dyrebare spand. Sejren tilfaldt dog hestenes ejer, og der blev normalt ikke talt så meget om vognstyrerne, der blev betragtet som simpelt udstyr: hestesportens missing persons, har en moderne forsker kaldt dem. Alternativet var at hyre en decideret professionel vognstyrer, men heller ikke dem blev der talt meget om. Så de egentlige kuske regnedes altså ikke for aktive, og her gik skillelinjen altså, kan man sige, mellem formuens og fysikkens arbejde – hvilket set fra velhavernes synspunkt var en anden markant kulturel skillelinje: Man havde folk til det grove.
Sport var det altså frie mænd, der dyrkede. Men frie grækere udkæmpede ikke konkurrencer mod andre end frie grækere, det vil sige at der også var en etnisk skillelinje på spil her. Særligt i klassisk tid (479–323 f.Kr.) havde grækerne en ekstremt simpel verdensopfattelse, hvor man delte menneskeheden op i på den ene side grækere og på den anden alle andre, som under ét blev betegnet som barbarer, folk hvis sprog lød som bar-bar-bar, det vil altså sige mennesker, der ikke talte græsk. Det var ikke sådan, at det ved lovgivning var forbudt ikke-grækere at stille op i sportskonkurrencer. Sagen var snarere den, at der var en dybt rodfæstet kulturel forventning om, at dyster blev udkæmpet mellem frie grækere. I klassisk tid har der næppe været mange ikke-grækere, der faktisk ønskede at stille op ved konkurrencer i græske helligdomme, men alligevel udviklede der sig en diskurs, der beskrev sport som et anliggende kun for frie grækere. Årsagen hertil var, ifølge denne diskurs, at det kun var frie græske mænd, der stolede så meget på sig selv og var så smukke og i så god form, at de vovede at optræde nøgne for deres medborgeres kritiske blikke. For græske sportsfolk dyrkede jo, som det nok er velkendt, sport nøgne. Denne skiks oprindelse og tidlige betydning er ukendt, og de klassiske grækere selv kunne ikke længere forklare skikkens historie tilfredsstillende. Men den blev i klassisk tid konstrueret som selve forskellen på rigtige græske mænd og slappe, fede, blege, feminine og ufrie barbarer.
Den gruppe, der dyrkede sport i den græske kultur, var altså frie græske mænd, og her er vi nede på en meget beskeden del af en hvilken som helst bystats befolkning. Men selv i denne begrænsede gruppe var det naturligvis ikke alle, hvis livsstil var lagt an på at kunne honorere sportens krav, der var ganske skrappe. For det første var der efter alt at dømme ret rigide sociale regler for, hvem der kunne (tillade sig at) tilbringe tiden med hård træning, forfinet samtale og netværkspleje i de offentlige træningsanlæg, kaldet gymnasier (det vil sige steder, hvor man var nøgen for at dyrke sport). Det var – som en arv fra tidligere tider, hvor det kun var de egentlige ledere, der dyrkede sport, sådan som man ser det hos Homer – at stille sig an som en af bystatens spidser at dyrke sporten som en livsstil, så det har det formentlig kun været den øvre middelklasse og den egentlige overklasse, der gjorde. Et andet forhold, der har afskåret mange fra at dyrke seriøs konkurrencesport, var det forhold, at konkurrencen på topplan var så hård, at egentlig seriøs træning var uomgængeligt nødvendig, hvis man ville gøre sig håb om at vinde – og for grækerne talte sekundære placeringer ikke: Sejren var det eneste, der blev tillagt værdi. Ingen gik op i, hvem der blev nr. to ved De Olympiske Lege. Man måtte altså kunne afsætte temmelig meget tid til træning, og det har forhindret mange i at dyrke sport, da de fleste levede under, hvad vi nærmest må betragte som subsistensøkonomiske vilkår. Også til selve konkurrencerne måtte man kunne afsætte tid, for det var langtfra alle store stævner, der blev afviklet i ens egen bystat, og så var man jo tvunget til at rejse derhen, hvor konkurrencerne blev afholdt. Og alle rejse- og øvrige udgifter måtte sportsmanden selv afholde: Der var ingen pendant til Team Danmark i de klassiske græske bystater. Hvad angår De Olympiske Lege, de mest prestigefulde konkurrencer (også) i den græske antik, var det endvidere sådan, at man var forpligtet til at møde op i bystaten Elis – der altid arrangerede De Olympiske Lege – og træne under kompetente officials’ kritiske blikke i 30 dage før den egentlige afvikling af konkurrencerne. Alt i alt kunne det nemt blive 5–6 uger, man måtte afsætte, hvis man ville stille op i De Olympiske Lege. Så økonomi har de facto spillet en afgørende rolle, for hvem der dyrkede sport på højeste niveau.
Vis mig hvilken sport du dyrker…
Økonomi spillede også på anden vis en vigtig rolle. Der udviklede sig i klassisk tid en gruppe af professionelle trænere, og det øgede en atlets chancer betragteligt, hvis han kom under en kompetent træners ægide. Men sådanne professionelle trænere skulle jo have betaling, og her er endnu et økonomisk forhold, der begrænsede adgangen til topsport for de fleste. Hvad man viste omverdenen ved at dyrke sport på højeste niveau, var altså, at man tilhørte det, Thorstein Veblen kaldte the leisure class, den klasse, der havde råd til og derfor tid til at gå op i opskruet forbrug og uproduktivt og demonstrativt tidsspilde – en livsstil, der var idealet blandt græske aristokrater, som foragtede arbejde. Det gjaldt i særlig tilspidset grad for den absolutte økonomiske overklasse, der dyrkede hestesport. Det var en ekstremt bekostelig affære, som forudsatte en mere end blot god økonomi. Hestene skulle (helst) opdrættes eller (til nød) købes, de skulle fodres og plejes, man skulle have en stald, et kompetent personale, forskelligt udstyr og tid til at træne dyrene eller råd til at hyre en træner til at gøre det: Heste, der skulle løbe f.eks. firspandsløb, måtte trænes grundigt til det, og det krævede som sagt også specialtrænede kuske, så aristokraten ikke risikerede liv og lemmer. Derfor dyrkede kun den absolutte økonomiske overklasse hestesport, og denne sports formål var ganske enkelt at vise, at man tilhørte eliten inden for the leisure class. Men hestesporten havde nok en fordel, nemlig at den kunne dyrkes, uanset hvor gammel man var, og den blev efter alt at dømme netop dyrket af lidt ældre aristokrater, der ikke længere kunne gøre sig gældende i løb eller kampsport, men havde arvet familieformuen. Alder var nemlig en anden ting, sporten var med til at reificere. I konkurrencer ved de græske festivaler blev atleterne altid opdelt i aldersklasser og ikke i for eksempel vægtklasser. Den afgørende skillelinje gik mellem voksne og ikke-voksne. De ikke-voksne underopdeltes undertiden yderligere, eksempelvis i ’drenge’ og ’skægløse’ – det gjorde man i Athen, mens man i Olympia blot opererede med ’drenge’ og ’mænd’, og naturligvis således, at sidstnævnte var de vigtigste.
For de ganske få, der så faktisk dyrkede sport på et højt konkurrenceplan, var målet at sejre, nærmest for enhver pris. Der stod ære om en sejr, og ære var som allerede nævnt den måske vigtigste drivkraft for den græske overklasse – i alle livets forhold. Sejren kunne også, da den blev vundet ved konkurrencer, der blev afholdt til gudernes ære, fortolkes som bevis på, at man havde gudernes særlige bevågenhed, for efter græsk tankegang skete intet, uden at guderne ville det: En sejr var altså på sin vis gudernes gave. Sejre kunne også, og det gjorde den græske overklasse demonstrativt, fortolkes som bevis på nedarvede fremragende egenskaber og på den måde bruges som et aktiv, når man for eksempel skulle skabe sig en solid politisk platform, et andet af livets store mål for græske aristokrater.
En sejrs betydning blev på denne måde en ideologisk kampplads. Bystaterne forsøgte at erobre sin del af den ære og prestige, der var forbundet med deres borgeres sejre. Det skete blandt andet ved en meget konsekvent identifikation af en atlet med hans bystat, selvom græske atleter faktisk ikke formelt set stillede op som repræsentanter for deres bystater: Der var igen ingen pendant til Danmarks Olympiske Komité i den græske bystatsverden. Uformelt betragtede bystaterne dog ’deres’ atleter som repræsentanter for sig selv, og på den måde krævede bystaterne en andel i sejrens prestige.
For dog at beholde broderparten af æren for sig selv udviklede det græske aristokrati to forfinede kunstformer, der skulle fastholde mindet om sejrherrens bedrift, nemlig den nøgne atlet-skulptur og den såkaldte epinikiske ode.
Investeringer i sejres rette fortolkning
I løbet af 500-tallet f.Kr. begyndte græske aristokrater at opstille kostbare portrætstatuer af sig selv, når de havde sejret i sport, og sådanne statuer blev opstillet enten i den helligdom, hvor sejren var vundet, for eksempel Olympia, eller i en central helligdom i hjembystaten, i Athen eksempelvis på Akropolis – faktisk som en takofring til den gud, man mente havde befordret sejren. Statuernes formål var, ud over at demonstrere det tætte forhold til guden, naturligvis at forevige mindet om de prægtige, men flygtige sejre, og derfor fremstillede statuerne normalt de portrætterede som sportsmænd, og det vil jo sige som nøgne. Da nogle af disse sejrsmonumenter blev fremstillet af fremragende billedhuggere som Myron (for eksempel Diskobolos) og Polykleitos (Diadoumenos), gik de hen og blev berømte hovedværker i den græske skulptur, og på den måde arvede først romerne og dernæst hele den vestlige tradition den nøgne mandekrop som et centralt motiv i kunsten. Men motivets formål var altså oprindeligt at fremstille den portrætterede som et ekstraordinært individ af omtrent samme kaliber som guderne og de mytiske helte, der også blev betragtet som sportsmænd, Apollon for eksempel som bokser! Ved siden af guder og helte var atleter faktisk de eneste, der blev portrætteret i den tidlige græske skulptur. Sådanne portrætter var altså ekstremt ideologisk ladede udtryk for sejrherrens fortolkning af sin sejr.
Den anden kunstform, aristokratiet brugte til at forherlige sine sejre, var de såkaldt epinikiske digte, mægtige sejrsoder fremført af dansende mandskor til musikledsagelse. De blev bestilt hos professionelle epinikiske specialister som for eksempel Pindar, antikkens mest berømte græske lyriker. Musikken og koreografien er desværre gået tabt, og det, der har overlevet til i dag, er den rene tekst, men det er nok til at vise et par vigtige forhold. I disse store jubeloder er det sejren og dens herlighed, der står i centrum, sammen med en forherligelse af sejrherrens sociale og familiemæssige baggrund, og der er sjældent nogen egentlig beskrivelse af selve sportsbegivenheden. Det er sejrens betydning som bevis på sejrherrens fremragende personlige og nedarvede kvaliteter, det handler om, ikke selve længdespringet eller diskoskastet. En nærmest fast bestanddel af oderne er indlagte mytiske fortællinger, som ikke sjældent står i et ret løst forhold til oden i øvrigt. Men mange aristokratiske familier hævdede at nedstamme fra heroer eller ligefrem guder, og ved hjælp af de indlagte mytefortællinger antyder oderne en tæt forbindelse mellem sejrherren, heroerne og guderne, selv der hvor den ikke måtte være til stede: De tre ting omtales i nærmest samme åndedrag, som var dét den mest naturlige ting i verden. Ligesom atletskulpturerne løfter de epinikiske oder altså sejrherren op over det almindelige liv og ind i gudernes og heroernes verden, en strategi der naturligvis er ideologisk: Sådanne sejrherrer var blomsten af den eksklusive skare af velhavende, voksne, frie græsk mænd, der dyrkede sport for at vise, hvem de var, og hvad de var. Sådanne mænd havde et nærmest selvindlysende krav på lederskabet i bystaterne, et synspunkt, der havde været helt almindeligt i før-klassisk tid, og ikke var ganske forladt i den klassiske periode.
Thomas Heine Nielsen er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
