Inklusion og eksklusion i klassisk græsk sport (479–323 f.Kr.)

Diskoskaster fra det andet åhun­drede e.v.t. Pal­laz­zo Mas­si­mo, Rom. Ret­tighed­er: Cre­ative Commons.

Hvor nutidens sportskonkurrencer bryster sig af at være baseret på meritter og talent, var sportslig udfoldelse i antikkens Grækenland begrænset til rige og frie mænd. De nøgne atleter dystede i diskoskast og deltog i løbekonkurrencer med personlige formuer i ryggen – når de ikke satte specialtrænede slaver til at køre konkurrencespand med livet som indsats. Lektor Thomas Heine Nielsen fortæller her om sportens ulige rolle i de klassiske græske bystater.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Sportens rolle i de klas­siske græske bystater var, set fra en mod­erne soci­ol­o­gisk synsvinkel, at gøre forskel på folk, det vil sige at skabe og reifi­cere dis­tink­tion­er mellem grup­per og inden for grupper.

Men sporten spillede også andre roller, først og fremmest i reli­gio­nen, som var omtrent den eneste sam­men­hæng, man afviklede konkur­rencer i. De cen­trale begiven­hed­er i græsk reli­gion var store fes­ti­valer til gud­ernes ære. Fes­ti­valerne var isce­nesæt­telsen af det helt cen­trale religiøse rit­u­al: slagtof­fer­et. Ofringerne, som under­tiden var virke­lig omfangsrige, for­bandt men­neskene og den tilbedte gud med hinan­den gen­nem et cen­tralt socialt rit­u­al: et fælles måltid. Slagtof­fer­et var nem­lig så hen­sigtsmæs­sigt indret­tet, at det blot var udval­gte sym­bol­ske stykker af offer­dyrenes kød, der blev brændt på alteret som en gave til guden. Resten til­faldt fest­delt­agerne, der ideelt set var hele bystatens befolkn­ing og ikke blot de vok­sne mænd. Kødet betød et fest­måltid for men­neskene, og ofrin­gen var først rigtig tilen­de­bragt, når de også havde nydt deres del. Rundt om slagtof­fer­et lejrede sig nor­malt en række andre rit­ualer og attrak­tion­er som for eksem­pel bøn­ner, kor­sang, pro­ces­sion­er, recita­tion­er af episke digte, tragedie- og kome­dieopførelser og ikke mindst sport­skonkur­rencer. Da man ikke havde week­ender eller ferier i de klas­siske græske bystater, spillede de store religiøse fes­ti­valer en vigtig rolle som rekreation. Visse af de store fes­ti­valer varede 5–10 dage, og det meste af tiden var afsat til andre attrak­tion­er end det store fællesmåltid. En grun­dop­fat­telse i den græske reli­gion var, at gud­erne holdt af de samme ting som men­neskene, og der­for kunne man ære dem med for eksem­pel Homer-recita­tion­er og sport­skonkur­rencer. Sport­skonkur­rencer blev alt­så afviklet både til gud­ernes ære og til rekreation for men­neskene – og græk­erne elskede at overvære dem. Den græske kul­tur står vel kun tilbage for vores egen, hvad inter­essen for sport angår. Som indle­jret i de store religiøse fes­ter var sport­skonkur­rencer alt­så både et religiøst rit­u­al, der skulle ære gud­erne, og tilskuer­be­given­hed­er af vigtig rekreativ værdi. 

Som tilskuer­be­given­hed var sporten med til at markere, at der var forskel på folk, og til at skabe og fastholde forskellen. Græske bystater var som hov­e­dregel dybt afhængige af deres overk­lassers ben­e­fici­er for at få offentlige aktiviteter finan­sieret. I Athen blev for eksem­pel tragedieopførelser og flå­dens drift finan­sieret af bidrag fra overk­lassen. Disse bidrag fremkom ikke helt så modvil­ligt og trevent, som en mod­erne konkur­rences­tats­borg­er måske kunne tro. Den græske aris­tokrats dri­vende ambi­tion var at vin­de offentlig anerk­endelse og respekt. Denne dri­vkraft gik under navnet filo­timia, hvilket ordret over­sat bety­der kærlighed til ære. Bystater­nes behov for ben­e­fici­er og aris­tokrater­nes filo­timia var som skabt for hinan­den. Bystater­ne anerk­endte ben­e­fici­er offentligt, meget ofte i form af ærestildelinger og priv­i­legi­er tildelt per dekret af folke­for­sam­lin­gen, bystater­nes cen­trale beslut­ningsta­gende for­sam­ling, hvor­til der nor­malt kun var adgang for vok­sne man­dlige stats­borg­ere. For at vin­de sådanne offentlige anerk­endelser måtte overk­lassen til stadighed yde ben­e­fici­er, og sådan kunne det fort­sætte i ring. En af de fineste hæder­s­be­vis­ninger, bystater­ne havde at tildele, var pro­hedria, som ordret bety­der forsæde, men som hæder­s­be­vis­ning er en fast (æres)plads på for­reste række på eksem­pelvis byens sta­dion ved afviklin­gen af sport­skonkur­rencer. Når pub­likum ind­tog deres pladser for at overvære konkur­rencerne, blev det alt­så tydeligt på en meget demon­stra­tiv måde, hvem der var fædrelandets fort­jen­st­fulde søn­ner: det var dem på for­reste række. På dette punkt mind­ede sport­skonkur­rencerne om andre store tilskuer­be­given­hed­er som tragedieopførelser og kon­cert­er, hvor man også havde hon­o­ra­tiores med pro­hedria: Det var begiven­heden som masseo­pløb og ikke som for eksem­pel bok­sekamp, bystat­en her udnyt­tede. Sys­temet var mer­i­tokratisk, for fød­sel­sadel kendte den græske kul­tur ikke til, og aris­tokrater­ne måtte rent fak­tisk yde noget for at opnå denne offentlige anerk­endelse – præ­cis som man måtte for at vin­de en sejr i en sportskonkurrence.

“Jeg er en af præmierne fra Athen”

Bystater­ne benyt­tede naturligvis også deres store konkur­rencer til at skabe det billede af sig, de helst så, omver­de­nen havde, for eksem­pel gen­nem de præmi­er, man uddelte. Det var kun ved de helt store konkur­rencer som De Olymp­iske Lege og ganske få andre, at sejrher­rens præmie udelukkende bestod af en blad­krans flet­tet af blade fra en plante, der var karak­ter­is­tisk for den hel­lig­dom, konkur­rencerne fandt sted i: i Olympia oliven­blade, i Delfi lau­r­bær­blade. Ellers var der kon­tante præmi­er, ofte lokale pro­duk­ter, som var særligt karak­ter­is­tiske for den arran­gerende bystat. I bystat­en Pel­lene på det nordlige Pelo­ponnes var præmierne eksem­pelvis værdi­fulde lokale tek­stil­er. Men her var der selvføl­gelig forskel på bystater­ne. I Athen var det godt nok et særlig karak­ter­is­tisk lokalt pro­dukt – oliveno­lie af ypper­ste kvalitet – der var præmien ved Pana­thenæer­festen til skyts­gudin­den Athenes ære, men den blev uddelt til sejrher­rerne i så gen­erøse kvan­ta, at de athenske præmi­er i vær­di overgik alle andre. For eksem­pel blev der til vin­deren af den korte sprint, sta­dion-løbet over cir­ka 185 meter, for­mentlig uddelt 120 af de såkaldte pana­thenæiske prisam­for­er fyldt med oliveno­lie fra Athenes hel­lige lunde. Der var her tale om store, 60–80 cm høje amfor­er med et rumind­hold på 39.4 liter (en metretes). Dette betragtelige kvan­tum olie (120 x 39.4 liter) kunne udføres afgifts­frit af Athen og blev derefter nok sol­gt: de karak­ter­is­tiske amfor­er find­es i hvert fald stort set over­alt i mid­del­hav­som­rådet. De var på den ene side deko­r­eret  med en frem­still­ing af den sports­gren, sejren var vun­det i, og på den anden side med et ære­frygtindgy­dende portræt af den store gudinde Athene i fuldt krig­sud­styr. Gudin­den var Athens skyts­gudinde, byen bar hen­des navn, og athen­erne mente at stå i et helt usæd­van­ligt nært forhold til hende. De pana­thenæiske prisam­for­er spredte alt­så ved deres mængde og deko­ra­tion et billede af Athen som en stor og mægtig bystat under Athenes ægide, kort sagt som Græken­lands ledende bystat – og det var netop det billede, Athen elskede sig selv for. Og for at ingen skulle være i tvivl, stod der på prisam­for­erne altid denne ind­skrift ved siden af gudin­dens portræt: “Jeg er en af præmierne fra Athen.”

Pana­thenæisk prisam­for med afbild­ning af løb, fra ca. 530 f.v.t. Rogers Fund, 1914. Pub­lic Domain.

Sportens rolle i ska­belsen og konkre­tis­erin­gen af forskelle og dis­tink­tion­er er alt­så forholdsvis tydelig, når vi ser på konkur­rencernes arrangør­er og på konkur­rencerne som tilskuer­be­given­hed­er. Men denne rolle træder end­nu tydeligere frem, når vi ret­ter blikket mod sportsmæn­dene. For det er netop mænd, der er tale om. Kvin­der var ganske vist ikke fuld­stændig afskåret fra at dyrke sport, men i sam­men­lign­ing med mæn­denes sport­slige udfold­elser var kvin­dernes af decideret mar­gin­al betyd­ning, bort­set fra i visse kul­ter og i den excen­triske bystat Spar­ta, der sat­te en ære i at være anderledes end andre bystater: Her trænede og dyrkede kvin­derne sport i fuld offent­lighed, hvad de ikke gjorde i nogen anden klas­sisk bystat. Den sport, kvin­der dyrkede i forskel­lige kul­tiske sam­men­hænge, inter­esserede i øvrigt heller ikke mæn­dene syn­derligt og omtales stort set ikke i kilderne:  Kun én eneste kilde nævn­er, at der i Olympia blev afviklet en fes­ti­val med sport­skonkur­rencer for­be­holdt kvin­der – til ære for Hera, Zeus’ hus­tru, og alt­så ved en anden lej­lighed end mæn­denes vidt­berømte konkur­rencer. Om mænd kunne overvære kvin­dernes konkur­rencer vides ikke, men gifte kvin­der kunne ikke overvære mæn­denes konkur­rencer i Olympia. Kvin­der var alt­så de fac­to udelukket fra sportsver­de­nen i dens ren­este form, og det var en af de vigtig­ste kul­turelle dis­tink­tion­er i den græske ver­den, sporten her konkre­tis­erede: den mellem kønnene. Sporten spillede da heller ingen rolle for opfat­telsen af, hvad en ideel kvin­de var, hvo­rimod den var af afgørende betyd­ning for det klas­siske mandeideal.

Frie versus ufrie

Det var alt­så kun mænd, der var de aktivt udøvende i græsk sport. Men det var ikke alle mænd: det var kun frie mænd, der kunne dyrke sport. Slaver kunne ikke. Da slaver ikke var her­rer over egen krop og ingen bevægelses­fri­hed havde, var de i realiteten afskåret fra at træne eller rejse til stævn­er i for eksem­pel Olympia eller Delfi. Men mange sted­er var slaver også ved lov­givn­ing for­ment adgang til for eksem­pel træn­ingsan­læg, som i det demokratiske Athen. Her konkre­tis­erede sporten alt­så dis­tink­tio­nen mellem frie og ufrie, en anden grundlæggende social og juridisk skil­lelin­je i den græske kultur. 

Slaver kunne alt­så ikke agere som selvstændi­ge indi­vider i græsk sport – men som rig­mænds ejen­dom kunne de godt være endog store sportsmænd set med mod­erne øjne. Den mest pres­tige­fulde af alle dis­ci­plin­er inden for den græske sport var hes­te­s­porten, og inden for hes­te­s­porten var det løb for tospand og firspand, der var kongedis­ci­plin­erne, og det var dé konkur­rencer, den mest eksklu­sive elite inden for aris­tokrati­et satsede på med mas­sive investeringer. Det var imi­dler­tid en uhyre risik­a­bel affære at køre et konkur­rences­pand: Ved et løb i Del­phi i 462 f.Kr. skal 40 af 41 spand være foru­lykket, og ulykker kunne med­føre lem­læs­telse eller døden. Det er der­for kun i poe­sien og mytolo­gien, at aris­tokrater selv kør­er deres spand. I virke­lighe­dens ver­den var det nor­male, at aris­tokrater sat­te spe­cial­trænede slaver til at køre de dyre­bare spand. Sejren til­faldt dog hestenes ejer, og der blev nor­malt ikke talt så meget om vogn­styr­erne, der blev betragtet som sim­pelt udstyr: hes­te­s­portens miss­ing per­sons, har en mod­erne forsker kaldt dem. Alter­na­tivet var at hyre en decideret pro­fes­sionel vogn­styr­er, men heller ikke dem blev der talt meget om. Så de egentlige kuske reg­nedes alt­så ikke for aktive, og her gik skil­lelin­jen alt­så, kan man sige, mellem for­muens og fysikkens arbe­jde – hvilket set fra vel­hav­ernes syn­spunkt var en anden markant kul­turel skil­lelin­je: Man havde folk til det grove.

Det kraftigt restau­r­erede Pana­thenæiske sta­dion i Athen. Ret­tighed­er: Cre­ative Commons

Sport var det alt­så frie mænd, der dyrkede. Men frie grækere udkæm­pede ikke konkur­rencer mod andre end frie grækere, det vil sige at der også var en etnisk skil­lelin­je på spil her. Særligt i klas­sisk tid (479–323 f.Kr.) havde græk­erne en ekstremt sim­pel ver­den­sop­fat­telse, hvor man delte men­neske­he­den op i på den ene side grækere og på den anden alle andre, som under ét blev beteg­net som bar­bar­er, folk hvis sprog lød som bar-bar-bar, det vil alt­så sige men­nesker, der ikke talte græsk. Det var ikke sådan, at det ved lov­givn­ing var for­budt ikke-grækere at stille op i sport­skonkur­rencer. Sagen var snarere den, at der var en dybt rod­fæstet kul­turel for­vent­ning om, at dys­ter blev udkæm­pet mellem frie grækere. I klas­sisk tid har der næppe været mange ikke-grækere, der fak­tisk ønskede at stille op ved konkur­rencer i græske hel­lig­domme, men alligev­el udviklede der sig en diskurs, der beskrev sport som et anliggende kun for frie grækere. Årsagen her­til var, ifølge denne diskurs, at det kun var frie græske mænd, der stolede så meget på sig selv og var så smukke og i så god form, at de vovede at optræde nøgne for deres med­borg­eres kri­tiske blikke. For græske sports­folk dyrkede jo, som det nok er velk­endt, sport nøgne. Denne skiks oprindelse og tidlige betyd­ning er ukendt, og de klas­siske grækere selv kunne ikke læn­gere fork­lare skikkens his­to­rie til­fredsstil­lende. Men den blev i klas­sisk tid kon­strueret som selve forskellen på rigtige græske mænd og slappe, fede, blege, fem­i­nine og ufrie barbarer.

Den gruppe, der dyrkede sport i den græske kul­tur, var alt­så frie græske mænd, og her er vi nede på en meget beske­den del af en hvilken som helst bystats befolkn­ing. Men selv i denne begrænsede gruppe var det naturligvis ikke alle, hvis livsstil var lagt an på at kunne hon­orere sportens krav, der var ganske skrappe. For det første var der efter alt at dømme ret rigide sociale regler for, hvem der kunne (tillade sig at) tilbringe tiden med hård træn­ing, forfinet sam­tale og netværk­sple­je i de offentlige træn­ingsan­læg, kaldet gym­nasi­er (det vil sige sted­er, hvor man var nøgen for at dyrke sport). Det var – som en arv fra tidligere tider, hvor det kun var de egentlige ledere, der dyrkede sport, sådan som man ser det hos Homer – at stille sig an som en af bystatens spidser at dyrke sporten som en livsstil, så det har det for­mentlig kun været den øvre mid­delk­lasse og den egentlige overk­lasse, der gjorde. Et andet forhold, der har afskåret mange fra at dyrke ser­iøs konkur­rence­s­port, var det forhold, at konkur­ren­cen på top­plan var så hård, at egentlig ser­iøs træn­ing var uomgæn­geligt nød­vendig, hvis man ville gøre sig håb om at vin­de – og for græk­erne talte sekundære plac­eringer ikke: Sejren var det eneste, der blev tillagt vær­di. Ingen gik op i, hvem der blev nr. to ved De Olymp­iske Lege. Man måtte alt­så kunne afsætte tem­melig meget tid til træn­ing, og det har forhin­dret mange i at dyrke sport, da de fleste lev­ede under, hvad vi nærmest må betragte som sub­sis­ten­søkonomiske vilkår. Også til selve konkur­rencerne måtte man kunne afsætte tid, for det var langt­fra alle store stævn­er, der blev afviklet i ens egen bystat, og så var man jo tvunget til at rejse der­hen, hvor konkur­rencerne blev afholdt. Og alle rejse- og øvrige udgifter måtte sports­man­den selv afholde: Der var ingen pen­dant til Team Dan­mark i de klas­siske græske bystater. Hvad angår De Olymp­iske Lege, de mest pres­tige­fulde konkur­rencer (også) i den græske antik, var det end­videre sådan, at man var forpligtet til at møde op i bystat­en Elis – der altid arran­gerede De Olymp­iske Lege – og træne under kom­pe­tente offi­cials’ kri­tiske blikke i 30 dage før den egentlige afvikling af konkur­rencerne. Alt i alt kunne det nemt blive 5–6 uger, man måtte afsætte, hvis man ville stille op i De Olymp­iske Lege. Så økono­mi har de fac­to spillet en afgørende rolle, for hvem der dyrkede sport på højeste niveau.

Vis mig hvilken sport du dyrker…

Økono­mi spillede også på anden vis en vigtig rolle. Der udviklede sig i klas­sisk tid en gruppe af pro­fes­sionelle trænere, og det øgede en atlets chancer betragteligt, hvis han kom under en kom­pe­tent træn­ers ægide. Men sådanne pro­fes­sionelle trænere skulle jo have betal­ing, og her er end­nu et økonomisk forhold, der begrænsede adgan­gen til top­sport for de fleste. Hvad man viste omver­de­nen ved at dyrke sport på højeste niveau, var alt­så, at man tilhørte det, Thorstein Veblen kaldte the leisure class, den klasse, der havde råd til og der­for tid til at gå op i opskruet for­brug og upro­duk­tivt og demon­stra­tivt tidsspilde – en livsstil, der var ide­alet blandt græske aris­tokrater, som for­agt­ede arbe­jde. Det gjaldt i særlig tilspid­set grad for den abso­lutte økonomiske overk­lasse, der dyrkede hes­te­s­port. Det var en ekstremt bekostelig affære, som forud­sat­te en mere end blot god økono­mi. Hes­tene skulle (helst) opdrættes eller (til nød) købes, de skulle fodres og ple­jes, man skulle have en stald, et kom­pe­tent per­son­ale, forskel­ligt udstyr og tid til at træne dyrene eller råd til at hyre en træn­er til at gøre det: Heste, der skulle løbe f.eks. firspand­sløb, måtte trænes grundigt til det, og det krævede som sagt også spe­cial­trænede kuske, så aris­tokrat­en ikke risik­erede liv og lem­mer. Der­for dyrkede kun den abso­lutte økonomiske overk­lasse hes­te­s­port, og denne sports for­mål var ganske enkelt at vise, at man tilhørte eliten inden for the leisure class. Men hes­te­s­porten havde nok en fordel, nem­lig at den kunne dyrkes, uanset hvor gam­mel man var, og den blev efter alt at dømme netop dyr­ket af lidt ældre aris­tokrater, der ikke læn­gere kunne gøre sig gældende i løb eller kamp­sport, men havde arvet fam­i­liefor­muen. Alder var nem­lig en anden ting, sporten var med til at reifi­cere. I konkur­rencer ved de græske fes­ti­valer blev atleterne altid opdelt i alder­sklass­er og ikke i for eksem­pel vægtk­lass­er. Den afgørende skil­lelin­je gik mellem vok­sne og ikke-vok­sne. De ikke-vok­sne under­opdeltes under­tiden yderligere, eksem­pelvis i ’drenge’ og ’skægløse’ – det gjorde man i Athen, mens man i Olympia blot oper­erede med ’drenge’ og ’mænd’, og naturligvis således, at sid­st­nævnte var de vigtigste.

Pana­thenæisk amfor med afbild­ning af firspand­sløb. Dig­i­talt billede bragt med tilladelse fra Get­ty’s Open Con­tent Pro­gram

For de ganske få, der så fak­tisk dyrkede sport på et højt konkur­ren­ce­plan, var målet at sejre, nærmest for enhver pris. Der stod ære om en sejr, og ære var som allerede nævnt den måske vigtig­ste dri­vkraft for den græske overk­lasse – i alle livets forhold. Sejren kunne også, da den blev vun­det ved konkur­rencer, der blev afholdt til gud­ernes ære, for­tolkes som bevis på, at man havde gud­ernes særlige bevå­gen­hed, for efter græsk tankegang skete intet, uden at gud­erne ville det: En sejr var alt­så på sin vis gud­ernes gave.  Sejre kunne også, og det gjorde den græske overk­lasse demon­stra­tivt, for­tolkes som bevis på nedarvede frem­ra­gende egen­sk­aber og på den måde bruges som et aktiv, når man for eksem­pel skulle skabe sig en sol­id poli­tisk plat­form, et andet af livets store mål for græske aristokrater.

En sejrs betyd­ning blev på denne måde en ide­ol­o­gisk kamp­plads. Bystater­ne forsøgte at ero­bre sin del af den ære og pres­tige, der var for­bun­det med deres borg­eres sejre. Det skete blandt andet ved en meget kon­sekvent iden­ti­fika­tion af en atlet med hans bystat, selvom græske atleter fak­tisk ikke formelt set stillede op som repræsen­tan­ter for deres bystater: Der var igen ingen pen­dant til Dan­marks Olymp­iske Komité i den græske bystatsver­den. Uformelt betragt­ede bystater­ne dog ’deres’ atleter som repræsen­tan­ter for sig selv, og på den måde krævede bystater­ne en andel i sejrens prestige. 

For dog at beholde broder­parten af æren for sig selv udviklede det græske aris­tokrati to forfinede kun­st­former, der skulle fastholde min­det om sejrher­rens bedrift, nem­lig den nøgne atlet-skulp­tur og den såkaldte epinikiske ode.

Investeringer i sejres rette fortolkning

I løbet af 500-tal­let f.Kr. beg­y­n­dte græske aris­tokrater at opstille kost­bare portræt­stat­uer af sig selv, når de havde sejret i sport, og sådanne stat­uer blev opstil­let enten i den hel­lig­dom, hvor sejren var vun­det, for eksem­pel Olympia, eller i en cen­tral hel­lig­dom i hjem­bystat­en, i Athen eksem­pelvis på Akropo­lis – fak­tisk som en takofring til den gud, man mente havde befor­dret sejren. Stat­uernes for­mål var, ud over at demon­strere det tætte forhold til guden, naturligvis at fore­vige min­det om de prægtige, men fly­gtige sejre, og der­for frem­stillede stat­uerne nor­malt de portræt­terede som sportsmænd, og det vil jo sige som nøgne. Da nogle af disse sejrsmon­u­menter blev frem­stil­let af frem­ra­gende billed­hug­gere som Myron (for eksem­pel Diskobo­los) og Polyk­leitos (Diadoumenos), gik de hen og blev berømte hov­ed­værk­er i den græske skulp­tur, og på den måde arvede først romerne og dernæst hele den vestlige tra­di­tion den nøgne man­dekrop som et cen­tralt motiv i kun­sten. Men motivets for­mål var alt­så oprindeligt at frem­stille den portræt­terede som et ekstra­ordinært indi­vid af omtrent samme kaliber som gud­erne og de mytiske helte, der også blev betragtet som sportsmænd, Apol­lon for eksem­pel som bokser! Ved siden af gud­er og helte var atleter fak­tisk de eneste, der blev portræt­teret i den tidlige græske skulp­tur. Sådanne portræt­ter var alt­så ekstremt ide­ol­o­gisk lad­ede udtryk for sejrher­rens for­tolkn­ing af sin sejr.

Den anden kun­st­form, aris­tokrati­et brugte til at forherlige sine sejre, var de såkaldt epinikiske digte, mægtige sejr­soder frem­ført af dansende mand­skor til musik­led­sagelse. De blev bestilt hos pro­fes­sionelle epinikiske spe­cial­is­ter som for eksem­pel Pin­dar, antikkens mest berømte græske lyrik­er. Musikken og kore­ografien er desværre gået tabt, og det, der har over­levet til i dag, er den rene tekst, men det er nok til at vise et par vigtige forhold. I disse store jube­loder er det sejren og dens herlighed, der står i cen­trum, sam­men med en forherligelse af sejrher­rens sociale og fam­i­liemæs­sige bag­grund, og der er sjældent nogen egentlig beskriv­else af selve sports­be­given­heden. Det er sejrens betyd­ning som bevis på sejrher­rens frem­ra­gende per­son­lige og nedarvede kvaliteter, det han­dler om, ikke selve længde­springet eller diskoskastet. En nærmest fast bestand­del af oderne er ind­lagte mytiske fortællinger, som ikke sjældent står i et ret løst forhold til oden i øvrigt. Men mange aris­tokratiske fam­i­li­er hævd­ede at ned­stamme fra heroer eller lige­frem gud­er, og ved hjælp af de ind­lagte myte­fortællinger anty­der oderne en tæt forbindelse mellem sejrher­ren, heroerne og gud­erne, selv der hvor den ikke måtte være til stede: De tre ting omtales i nærmest samme ånd­e­drag, som var dét den mest naturlige ting i ver­den. Lige­som atlet­skulp­tur­erne løfter de epinikiske oder alt­så sejrher­ren op over det almin­delige liv og ind i gud­ernes og heroernes ver­den, en strate­gi der naturligvis er ide­ol­o­gisk: Sådanne sejrher­rer var blom­sten af den eksklu­sive skare af vel­havende, vok­sne, frie græsk mænd, der dyrkede sport for at vise, hvem de var, og hvad de var. Sådanne mænd havde et nærmest selvin­dl­y­sende krav på led­er­sk­a­bet i bystater­ne, et syn­spunkt, der havde været helt almin­deligt i før-klas­sisk tid, og ikke var ganske for­ladt i den klas­siske periode.

Thomas Heine Nielsen er lek­tor ved Saxo-Insti­tut­tet på Køben­havns Universitet.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen