Lukian og den antikke satire

Buste af Zeus. Rettigheder: The British Museum © The Trustees of the British Museum / Public Domain under Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 4.0 International (CC BY-NC-SA 4.0)

Hos den antikke satiriker Lukian finder man rejser til Månen, skænderier på Olympen og mange andre fantastiske ting, blandet op med lige dele humor og krads samfundskritik. Læs Lasse Evers’ introduktion til satiregenren og Lukian samt et udvalg af Gudedialogerne, som er en bidende version af den græske mytologi.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem

Satire bliver i Den Danske Ordbog defineret som en ”udtryksform hvor man ved brug af humor, ironi, og overdrivelse udstiller eller kritiserer bestemte personer og deres handlinger, især i forbindelse med en politisk eller en anden aktuel sag”. Paradeeksemplet på moderne satire er det amerikanske tv-show The Simpsons, hvor der ofte bliver gjort grin med et hav af forskellige stereotyper, som f.eks. den øldrikkende familiefar, den dovne politibetjent som konstant spiser donuts, eller den opfarende skotte som spiller sækkepibe. Men genren er bestemt ikke et moderne påfund og har faktisk eksisteret siden antikken, om end i en lidt anden form.

De antikke romere brugte begrebet satira til at definere digte, der var kendetegnet ved deres samfundskritiske indhold og poetiske form. Ved begyndelsen af vores tidsregning skrev de romerske digtere Horats og Juvenal begge digte, som romerne anerkendte som satira, selvom de adskiller sig fra vores nutidige satirer i deres komposition, idet de blev skrevet på versemål. Selve termen satira fandtes dog allerede og havde betydningen “en blandet frugtskål”, hvilket har givet forskningen anledning til at kæde ordets etymologiske betydning sammen med genrens definition – et forskningsområde som endnu ikke har båret frugt. 

Men selv om satira er en romersk term, har vi bevis på, at de græske digtere længe før Horats og Juvenal skrev værker, der i høj grad minder om satire. Digteren Aristofanes (ca. 455-386 f.Kr.) skrev komedier, som indholdsmæssigt er tæt beslægtet med romernes satire. Aristofanes er den eneste komediedigter, som vi har bevaret hele værker fra, men vi ved, at komediegenren har eksisteret før ham, da vi har små fragmenter bevaret af andre komedier. Ligesom romerne skrev Aristofanes sine komedier på vers, hvilket igen er en stor forskel fra den moderne variant.

Vi ved dog, at et par forfattere skrev satiriske værker på prosa allerede i antikken. Menippos (3. århundrede f.Kr.) var først og fremmest filosof, men blev af mange også kategoriseret som satiriker. Menippos’ forfatterskab er ikke overleveret, men vi ved fra andre forfattere, at emnerne i hans værker var af filosofisk og moralsk natur. I modsætning til andre filosoffer brugte Menippos dog en spottende humor og ironi til at forkaste og argumentere imod andres holdninger og livsstil. Yderligere ved vi, at hans værker ofte var skrevet på en kombination af vers og prosa, hvilket betyder, at den dominerende prosaiske satire, som vi kender den i dag, sandsynligvis har sin oprindelse fra ham.

Menippos anskues i dag for at være forgængeren til en række senere antikke forfatteres satiriske værker på prosa; eksempelvis skrev de antikke forfattere Seneca og Petronius hver ét satirisk værk, som begge benytter sig af en kombination af prosa og vers, fuldstændig ligesom Menippos. En tredje forfatter, Lukian, gik derimod skridtet videre og skrev udelukkende prosaisk satire, hvilket siden hen er blevet standarden i nutidens satiriske værker.

Lukian fra Samosata, en mindre by i den romerske provins Syrien, i dag Samsat i Tyrkiet, blev født omkring år 120 e.Kr, ca. 450 år efter Menippos’ tid. Menippos har dog tilsyneladende haft så stor en indflydelse hos Lukian, at han optræder som karakter talrige gange i Lukians værker. 86 værker udgør i alt Lukians forfatterskab, hvoraf det hele er bevaret. Men selvom vi har et hav af værker tilgængelige, ved vi meget lidt om forfatteren, da ingen samtidige forfattere nævner ham, og eftertiden har umiddelbart ikke haft interesse i at fortælle om hans liv – hvilket måske kan tyde på, at hans værker ikke er faldet i god jord hos publikum. Manglen på tredjepartsinformation udgør et velkendt problem med antikke forfattere, men Lukian har heldigvis selv inkluderet nogle selvbiografiske informationer i en række af sine værker, som vi – med lidt kildekritisk sans – kan bruge til at skitsere hans liv i grove træk.

Lukian beretter selv, at hans forældre ikke havde nogen betydelig social status, og at hans onkel, som var billedhugger, tog Lukian i lære. Det skulle dog have været en kort fornøjelse, da Lukian beskriver, hvordan han ved et uheld ødelagde en statue, som han selv arbejdede på, hvilket gjorde onklen så rasende, at Lukian fortrød sit karrierevalg fuldstændigt. Herefter beskriver Lukian en drøm, hvori personifikationen af uddannelse (gr. Paideia) overtaler ham til at tage sig en uddannelse – sandsynligvis i retorik. Drømmen er sandsynligvis det pure opspind, men ikke desto mindre er det en god historie. Derefter rejste Lukian rundt i store dele af Romerriget som sofist, en omrejsende underviser, som lærte folk om retorik og argumentation, oftest for et ganske betragteligt beløb. Lukian beretter selv, hvordan han rejste rundt i Romerriget, og han lægger ikke skjul på, at han tjente en ganske god løn i den periode. I en alder af 40 rejste Lukian til Athen, hvor han skrev størstedelen af sit forfatterskab, og cirka 20 år senere vendte han tilbage til sin hjemby, hvor han tilbragte resten af sit liv.

Kigger vi på Lukians forfatterskab, finder vi ikke bare en ganske morsom, men også alsidig forfatter. Foruden de “selvbiografiske” værker finder vi et hav af satirer med forskellige skrive- og fortællestile. Lovprisning af fluen er skrevet i stil med samtidige lejlighedstaler, som havde til formål at hylde og lovprise en person, eksempelvis en olympiadevinder. Fællesnævneren for disse taler var et højt stilleje og et hav af rosende ord. Lukians værk har samme form og indhold, men talen er skrevet til en flue. Lukians sigte med Lovprisning af fluen har sandsynligvis været at demonstrere sine kunstneriske evner, idet han ganske fornemt gengiver kunstfærdighederne ved de store talere, men man kan jo heller ikke undgå at tænke på, at talen er dedikeret til en simpel flue – en ganske antiklimatisk dedikation, der tilføjer et satirisk element til talen. 

En underfundig titel på et andet værk er En sandfærdig historie, en titel der ikke kunne være mere forkert. Lukian beskriver sin rejse med et skib til månen, hvor han hjælper den lokale befolkning med at besejre solfolket, deres ærkefjender, som de konstant er i krig med. Senere kommer Lukian tilbage til Jorden igen, hvor han ender i maven på en hval, og oplever mange andre usandsynlige begivenheder.

Som Lukian selv gør opmærksom på i sin indledning, er En sandfærdig historie en parodi på hans samtidige forfattere, der ofte skrev om rejser og eventyr, som de umuligt kunne have oplevet. Inspirationen bag den slags fortællinger, mener Lukian, er Homer, som lader Odysseus berette om alle sine eventyr til et publikum, der æder det råt. Lukian indleder En sandfærdig historie med at sige, at han i det mindste indrømmer, at hans historie er det rene opspind i modsætning til de andre.

Det mest populære af Lukians værker er Gudedialogerne, en samling på 25 små dialoger, hvor Lukian lader to (og sjældent tre) guder og helte tale med hinanden. Som tema vælger Lukian som regel en velkendt mytologisk situation, som han på sin satiriske facon lader guderne debattere. Dialogformen, der er inspireret af Platon, bruger Lukian i flere af sine værker, og den medvirker her til at gøre guderne mere menneskelige (og latterlige). Man kan nemt forestille sig et publikum, som griner ved hver joke og punchline, ligesom nutidens sitcoms. Jeg har i denne artikel udvalgt tre af gudedialogerne til at belyse Lukians satiriske stil, der stadig er humoristisk den dag i dag, ca. 1900 år senere.

Hefaistos og Zeus

I dialogen mellem Zeus og Hefaistos skildrer Lukian den mytiske fortælling om Athenes fødsel, et særdeles velkendt emne blandt grækerne. Ifølge den græske mytologi slugte Zeus sin første kone, Metis, som på det tidspunkt var gravid med deres barn. Zeus får senere så ondt i hovedet, at han beder Hefaistos, guden for smedekunst, om at hugge ham i hovedskallen. I Lukians version er Hefaistos overrasket over Zeus’ pludselige kommando, men går modvilligt med til det, hvorefter Athene springer ud af Zeus’ hoved. Hun bliver på ganske få sekunder fuldvoksen, imens Hefaistos beskriver Athenes udseende, som i øvrigt passer meget godt med hendes fremstilling på de antikke skulpturer.

Athenes fødsel på sortfigurs-keramik. 550-525 f.v.t. Rettigheder: Public Domain.

Hefaistos: Så, Zeus! Hvad er det, du vil have mig til at gøre? For nu er jeg her, og jeg har også taget min økse med, som du bad mig om. Den er så utrolig skarp, at den med ét enkelt hug ville kunne flække en sten i to.

Zeus: Fremragende, Hefaistos! Kan du ikke lige hugge den ned i mit hoved og kløve min isse i to?

Hefaistos: Tror du, at jeg er sindssyg? Nej, nu skal du altså fortælle mig, hvad du virkelig gerne vil have mig til. Så skal jeg nok ordne det for dig.

Zeus: Jeg har lige sagt, hvad jeg gerne ville have: kløv mit kranie i to! Og hvis du fortsætter med at opføre dig sådan her, så er det ikke første gang, jeg bliver tosset på dig… Men lad nu være med bare at stå der. Du er nødt til at hamre igennem med alt, hvad du har i dig. For jeg kan ikke holde styr på mine tanker med de her veer. Jeg er jo næsten ved at gå til.

Hefaistos: Pas nu på, at vi ikke skader dig, Zeus. Øksen er jo skarp, og det vil nok blive et værre svineri. Så god en jordemoder er den jo ikke.

Zeus: Kom nu, Hefaistos. Hug du bare til! Jeg ved godt selv, hvad der hjælper mest.

Hefaistos: Det er ikke med min gode vilje, men så lad gå. Hvad kan jeg ellers gøre, når du stikker mig en ordre … Hvad i alverden er det? En lille pige i fuld udrustning? Det må da have givet dig en temmelig stor hovedpine. Så er det da klart, at du har været så gnaven, når du nu skulle føde en stor pige som hende, og så endda med rustning og det hele. Det var jo en hel hær, som du gik og gemte på deroppe. Nu hopper hun også rundt og ryster med skjoldet og svinger med spyddet, som om hun er gal. Det mest utrolige er nok, at hun allerede på så kort tid er blevet meget smukkere, og endda helt voksen. Hun har sådan nogle grå øjne, men hjelmen matcher da. Men så kan betalingen for mine jordemoderevner jo være, at du giver mig hende som min kone med det samme.

Zeus: Du kan ikke få hende, Hefaistos. Hun vil gerne forblive jomfru, og det vil jeg sådan set ikke sige noget til.

Hefaistos: Så er det jo, som jeg vil have det. Jeg skal nok selv tage mig af resten… Nå, men så kidnapper jeg hende nu.

Zeus: Hvis du tror det er så nemt, så værsgo, men jeg ved, det er håbløs kærlighed.

Eros og Zeus

Efter Zeus slugte sin første kone, Metis, giftede han sig med Hera, men det afholdt ham dog ikke fra at have talrige affærer med jordiske kvinder, hvilket Lukians dialog mellem Zeus og Eros bygger på. Flere mytologiske fortællinger beretter om, hvordan Zeus ofte transformerede sig til et andet væsen (tyr, svane mm.), som Lukian også hentyder til i dialogen. Lukian opfinder selv Zeus’ teenagelignende kærlighedsproblemer, som han i dialogen lader gå ud over Eros, der forsøger at give Zeus gode råd til, hvordan han bedst kan score en dame.

Peter Paul Rubens. 1602. Leto og Svanen. Staatsliche Kunstsammlungen Dresden. Public Domain

Eros: Giv slip! Hvis jeg har gjort noget galt, så tilgiv mig dog, Zeus. Jeg er jo stadig kun et lille barn.

Zeus: Skulle du være et barn, Eros? Du er jo meget ældre end Japetos.[1] Mener du virkelig, at du kan gå for at være et barn, bare fordi du ikke har noget skæg, eller fordi du ikke er blevet gråhåret endnu? En gammel slyngel, dét er, hvad du er.

Eros: Hvad er det så, sådan en gammel slyngel – som du kalder mig – har gjort, siden du har tænkt dig at lænke mig fast?

Zeus: Tænk dig dog om, din idiot. Det er ikke ligefrem småting, du har udsat mig for. Der findes jo ikke noget, som du ikke har forvandlet mig til: en satyr, en tyr, en regn af guld, en svane og en ørn. Men i al den tid har du aldrig gjort en eneste pige forelsket i mig. Jeg tror ikke, at en pige nogensinde er blevet tiltrukket af mig med din hjælp. Næ, jeg bliver hele tiden nødt til at bruge magi mod dem og holde mig i skjul. De er vilde med tyren og svanen, men når det er mig, de ser, så dør de af skræk.

Eros: Det er da klart. De er jo dødelige, Zeus: De kan ikke tåle synet af dig.

Zeus: Men hvorfor kan Branchos og Hyakinthos så godt lide Apollon?[2]

Eros: Men Daphne flygtede jo fra ham, selvom han havde langt hår og var skægløs. Hvis du gerne vil have, at nogen skal kunne lide dig, så skal du stoppe med at ryste din ægide. Du skal også lade din tordenkile blive hjemme. Pynt dig selv op så meget, du kan. Lad dine hårlokker falde ned på begge sider, og hold dem så der med et pandebånd. Tag en lilla kappe på og nogle gyldne sko. Gå i takt til fløjten og tamburinerne, og så skal du nok se, at du får flere tilbedere, flere end Dionysos har mænader.[3]

Zeus: Glem det. Hvis jeg skal se sådan ud, så gider jeg slet ikke det kærlighedsbras.

Eros: Så drop al den kærlighed, Zeus: Det kan da ikke være så svært.

Zeus: Nej. Jeg vil sgu stadig gerne dyrke sex, men jeg gider bare ikke have så mange problemer, når jeg møder dem. Hvis du hjælper mig med det her, så skal jeg nok sætte dig fri.

[1] Japetos er en af titanerne. Ifølge mytologien eksisterede titanerne før guderne. Japetos er derfor ekstremt gammel.
[2] Branchos og Hyakinthos var to mennesker, som hver især blev forelsket i Apollon, efter de havde mødt ham. Hyakinthos blev senere dræbt af Apollon selv, da han blev ramt i hovedet af en diskos – et emne som Lukian også gør grin med i en anden gudedialog.
[3] Mænader (overs: de rasende) var kvindelige Dionysostilbedere, der afholdt orgier om natten i bjergene, hvor de bl.a. fangede, sønderrev, og fortærede levende dyr.

Hera og Leto

Dialogen mellem Hera og Leto viser en måske ikke helt uigenkendelig situation: to mødre, der forsøger at argumentere for, hvem af deres respektive børn, der er bedst – eller rettere: hvorfor den andens er ringere. Hera er mor til Hefaistos, og Leto er mor til tvillingerne Apollon og Artemis. Hefaistos er udover at være smedegud også lam i benene, efter Zeus kastede ham ned fra Olympen, hvilket Leto bruger til at starte diskussionen. Hera går derefter i flæsket på Leto og gør grin med datteren Artemis, som er jagtens gudinde, og som var yderst kendt i Skythien, hvis folk var ekstremt brutale og (efter sigende) kannibaler. Apollon, guden for lægekunst, spådom og musik, står for skud efterfølgende, og her pointerer Hera, hvordan Apollon driver sine ”spådomsfabrikker rundt om i Grækenland, blandt andet i Delphi, hvor det kendte Orakel forkynder sine svar til rejsende. Hera nævner også satyren Marsyas, som ifølge mytologien udfordrede Apollon til en duel i musik. Apollon vandt duellen og flåede derefter Marsyas levende.

William Henry Rinehart. 1874. Leto og hendes børn, Appollon og Diana. Rettigheder: Metropolitan Museum of Art. Public Domain.

Hera: Du har da også fået nogle smukke børn sammen med Zeus, Leto.

Leto: Ja, Hera. Vi kan jo ikke alle sammen få sådan nogle børn, som Hefaistos.

Hera: Hov hov! Det kan godt være, at han er handicappet, men alligevel er han altså den dygtigste håndværker, og han har renoveret meget heroppe i himlen for os. Han giftede sig med Afrodite og er meget glad for hende. Hvad med dine egne børn? Din egen datter er mere maskulin, end man burde være, og hun farer rundt oppe i bjergene. Og som om dét ikke var nok, så er hun smuttet til Skythien, og alle ved jo godt, hvad der er på menuen der. Dér dræber hun både fremmede og prøver at være ligesom skytherne, der jo er kannibaler. Og så er der Apollon, der lader som om, han ved alt: hvordan man skyder med bue og pil, hvordan man spiller kithar, og hvordan man er læge og spåmand. Han har endda bygget spådoms-fabrikker i Delfi, Klaros, Kolofon og Didyma. Han narrer sine kunder ved at give uklare og tvetydige svar til enhver, der spørger, så der ikke er fare for, at han begår fejl, og det er sådan han er blevet rig. Der er jo masser af idioter, der lader sig overtale, men de mere smarte ved jo for det meste godt, hvad han laver, når han fortæller sine røverhistorier. Spåmanden selv anede i hvert fald ikke, at han ville slå sin elskede ihjel med en diskos. Og han forudsagde heller ikke noget om, at Daphne ville løbe fra ham, også selvom han har langt hår og ser godt ud. Så jeg kan faktisk ikke se, hvorfor du synes at dine børn er skønnere end Niobes.

Leto: Jeg ved da godt, at du bliver irriteret, når du ser mine børn, hende der dræber fremmede og ham den falske spåmand, heroppe hos guderne, især når hun bliver rost for sin skønhed, og når han spiller kithar og bliver beundret.

Hera: Hahaha, Leto. Han er da godt nok fantastisk. Hvis muserne havde dømt retfærdigt, så havde det været Marsyas, der havde flået ham, eftersom han ville have vundet musikkonkurrencen. Men nu blev den stakkel jo snydt, så det var ham, der døde, fordi han tabte på uretfærdigt vis. Og hende din smukke jomfrudatter, hun er simpelthen så smuk, at da hun fandt ud af, at Aktaion havde set hende, så blev hun bange for, at drengen ville fortælle alle og enhver om, hvor grim hun er, så derfor pudsede hun hundene på ham.[4] Jeg behøver vel ikke nævne, at hun ikke kan hjælpe dem, der skal føde, når hun stadig selv er jomfru.

Leto: Du har høje tanker om dig selv, Hera. Men det er vel, fordi du er sammen med Zeus og hersker sammen med ham. Så kan du chikanere mig uden risiko. Men der går nok ikke lang tid, før jeg kan se dig hyle igen, når Zeus bliver til en tyr eller en svane, og stikker af fra dig for at tage ned til jorden.

[4] Ifølge mytologien stødte mennesket Aktaion på Artemis, imens hun tog et bad. Hun blev så forarget at hun forvandlede ham til en hjort, hvorefter hans egne hunde fortærede ham.

Videre læsning

  • Gudeforsamlingen, et mindre kendt værk af Lukian, fortæller om Momos, der brokker sig over tilstrømningen af nye guder til den græske pantheon. Værket kan læses her.
  • Den tidligere nævnte En sandfærdig historie kan læses i sin helhed her.
  • Filosofiske leveveje til salg fortæller om en auktion, Lukian lader de olympiske guder sætte filosoffer til salg og beskriver deres levemåde på humoristisk vis. Den kan læses her.

Lasse Evers Mikkelsen er studerende ved klassisk græsk på Københavns Universitet og arbejder på en komplet oversættelse af Gudedialogerne.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen