Lukian og den antikke satire

Buste af Zeus. Ret­tighed­er: The British Muse­um © The Trustees of the British Muse­um / Pub­lic Domain under Cre­ative Com­mons Attri­bu­tion-Non­Com­mer­cial-Share­Alike 4.0 Inter­na­tion­al (CC BY-NC-SA 4.0)

Hos den antikke satiriker Lukian finder man rejser til Månen, skænderier på Olympen og mange andre fantastiske ting, blandet op med lige dele humor og krads samfundskritik. Læs Lasse Evers’ introduktion til satiregenren og Lukian samt et udvalg af Gudedialogerne, som er en bidende version af den græske mytologi.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Satire bliv­er i Den Danske Ord­bog defineret som en ”udtryks­form hvor man ved brug af humor, ironi, og over­driv­else udstiller eller kri­tis­er­er bestemte per­son­er og deres han­dlinger, især i forbindelse med en poli­tisk eller en anden aktuel sag”. Paradeek­sem­plet på mod­erne satire er det amerikanske tv-show The Simp­sons, hvor der ofte bliv­er gjort grin med et hav af forskel­lige stereo­typer, som f.eks. den øldrikkende fam­i­lie­far, den dovne politi­bet­jent som kon­stant spis­er donuts, eller den opfarende skotte som spiller sækkepibe. Men gen­ren er bestemt ikke et mod­erne påfund og har fak­tisk eksis­teret siden antikken, om end i en lidt anden form.

De antikke romere brugte begre­bet sati­ra til at definere digte, der var kende­teg­net ved deres sam­fund­skri­tiske ind­hold og poet­iske form. Ved beg­y­n­delsen af vores tid­sreg­n­ing skrev de romerske digtere Hor­ats og Juve­nal begge digte, som romerne anerk­endte som sati­ra, selvom de adskiller sig fra vores nutidi­ge satir­er i deres kom­po­si­tion, idet de blev skrevet på versemål. Selve ter­men sati­ra fandtes dog allerede og havde betyd­nin­gen “en bland­et frugt­skål”, hvilket har givet forsknin­gen anled­ning til at kæde ordets ety­mol­o­giske betyd­ning sam­men med gen­rens def­i­n­i­tion — et forskn­ing­som­råde som end­nu ikke har båret frugt. 

Men selv om sati­ra er en romer­sk term, har vi bevis på, at de græske digtere længe før Hor­ats og Juve­nal skrev værk­er, der i høj grad min­der om satire. Digteren Aristo­fanes (ca. 455–386 f.Kr.) skrev kome­di­er, som ind­holdsmæs­sigt er tæt beslægtet med romernes satire. Aristo­fanes er den eneste kome­diedigter, som vi har bevaret hele værk­er fra, men vi ved, at kome­diegen­ren har eksis­teret før ham, da vi har små frag­menter bevaret af andre kome­di­er. Lige­som romerne skrev Aristo­fanes sine kome­di­er på vers, hvilket igen er en stor forskel fra den mod­erne variant.

Vi ved dog, at et par for­fat­tere skrev satiriske værk­er på prosa allerede i antikken. Menip­pos (3. århun­drede f.Kr.) var først og fremmest filosof, men blev af mange også kat­e­goris­eret som satirik­er. Menip­pos’ for­fat­ter­skab er ikke over­lev­eret, men vi ved fra andre for­fat­tere, at emn­erne i hans værk­er var af filosofisk og moral­sk natur. I mod­sæt­ning til andre filosof­fer brugte Menip­pos dog en spot­tende humor og ironi til at forkaste og argu­mentere imod andres hold­ninger og livsstil. Yderligere ved vi, at hans værk­er ofte var skrevet på en kom­bi­na­tion af vers og prosa, hvilket bety­der, at den dominerende pro­saiske satire, som vi kender den i dag, sandsyn­ligvis har sin oprindelse fra ham.

Menip­pos anskues i dag for at være forgæn­geren til en række senere antikke for­fat­teres satiriske værk­er på prosa; eksem­pelvis skrev de antikke for­fat­tere Seneca og Petro­n­ius hver ét satirisk værk, som begge benyt­ter sig af en kom­bi­na­tion af prosa og vers, fuld­stændig lige­som Menip­pos. En tred­je for­fat­ter, Lukian, gik der­i­mod skridtet videre og skrev udelukkende pro­saisk satire, hvilket siden hen er blevet stan­dar­d­en i nuti­dens satiriske værker.

Lukian fra Samosa­ta, en min­dre by i den romerske provins Syrien, i dag Sam­sat i Tyrki­et, blev født omkring år 120 e.Kr, ca. 450 år efter Menip­pos’ tid. Menip­pos har dog tilsyneladende haft så stor en ind­fly­delse hos Lukian, at han optræder som karak­ter tal­rige gange i Lukians værk­er. 86 værk­er udgør i alt Lukians for­fat­ter­skab, hvo­raf det hele er bevaret. Men selvom vi har et hav af værk­er tilgæn­gelige, ved vi meget lidt om for­fat­teren, da ingen sam­tidi­ge for­fat­tere nævn­er ham, og efter­tiden har umid­del­bart ikke haft inter­esse i at fortælle om hans liv – hvilket måske kan tyde på, at hans værk­er ikke er faldet i god jord hos pub­likum. Man­glen på tred­jepartsin­for­ma­tion udgør et velk­endt prob­lem med antikke for­fat­tere, men Lukian har heldigvis selv inklud­eret nogle selvbi­ografiske infor­ma­tion­er i en række af sine værk­er, som vi – med lidt kildekri­tisk sans – kan bruge til at skit­sere hans liv i grove træk.

Lukian beretter selv, at hans foræl­dre ikke havde nogen bety­delig social sta­tus, og at hans onkel, som var billed­hug­ger, tog Lukian i lære. Det skulle dog have været en kort fornø­jelse, da Lukian beskriv­er, hvor­dan han ved et uheld øde­lagde en stat­ue, som han selv arbe­jd­ede på, hvilket gjorde onklen så rasende, at Lukian fortrød sit kar­ri­erevalg fuld­stændigt. Herefter beskriv­er Lukian en drøm, hvori per­son­ifika­tio­nen af uddan­nelse (gr. Paideia) over­taler ham til at tage sig en uddan­nelse – sandsyn­ligvis i retorik. Drøm­men er sandsyn­ligvis det pure opspind, men ikke desto min­dre er det en god his­to­rie. Derefter rejste Lukian rundt i store dele af Romer­riget som sofist, en omre­jsende under­vis­er, som lærte folk om retorik og argu­men­ta­tion, oftest for et ganske betragteligt beløb. Lukian beretter selv, hvor­dan han rejste rundt i Romer­riget, og han læg­ger ikke skjul på, at han tjente en ganske god løn i den peri­ode. I en alder af 40 rejste Lukian til Athen, hvor han skrev størst­ede­len af sit for­fat­ter­skab, og cir­ka 20 år senere vendte han tilbage til sin hjem­by, hvor han tilbragte resten af sit liv.

Kig­ger vi på Lukians for­fat­ter­skab, find­er vi ikke bare en ganske mor­som, men også alsidig for­fat­ter. Foru­den de “selvbi­ografiske” værk­er find­er vi et hav af satir­er med forskel­lige skrive- og fortællestile. Lovpris­ning af flu­en er skrevet i stil med sam­tidi­ge lej­lighed­staler, som havde til for­mål at hylde og lovprise en per­son, eksem­pelvis en olympiadevin­der. Fællesnævneren for disse taler var et højt stille­je og et hav af rosende ord. Lukians værk har samme form og ind­hold, men tal­en er skrevet til en flue. Lukians sigte med Lovpris­ning af flu­en har sandsyn­ligvis været at demon­strere sine kun­st­ner­iske evn­er, idet han ganske fornemt gen­giv­er kun­st­færdighed­erne ved de store talere, men man kan jo heller ikke undgå at tænke på, at tal­en er dedik­eret til en sim­pel flue – en ganske antik­li­ma­tisk dedika­tion, der til­fø­jer et satirisk ele­ment til talen. 

En under­fundig titel på et andet værk er En sand­færdig his­to­rie, en titel der ikke kunne være mere fork­ert. Lukian beskriv­er sin rejse med et skib til månen, hvor han hjælper den lokale befolkn­ing med at bese­jre sol­folket, deres ærke­f­jen­der, som de kon­stant er i krig med. Senere kom­mer Lukian tilbage til Jor­den igen, hvor han ender i maven på en hval, og oplever mange andre usandsyn­lige begivenheder.

Som Lukian selv gør opmærk­som på i sin indled­ning, er En sand­færdig his­to­rie en par­o­di på hans sam­tidi­ge for­fat­tere, der ofte skrev om rejs­er og even­tyr, som de umuligt kunne have oplevet. Inspi­ra­tio­nen bag den slags fortællinger, men­er Lukian, er Homer, som lad­er Odysseus berette om alle sine even­tyr til et pub­likum, der æder det råt. Lukian indled­er En sand­færdig his­to­rie med at sige, at han i det mind­ste indrøm­mer, at hans his­to­rie er det rene opspind i mod­sæt­ning til de andre.

Det mest pop­ulære af Lukians værk­er er Gude­di­alogerne, en sam­ling på 25 små dialoger, hvor Lukian lad­er to (og sjældent tre) gud­er og helte tale med hinan­den. Som tema væl­ger Lukian som regel en velk­endt mytol­o­gisk sit­u­a­tion, som han på sin satiriske facon lad­er gud­erne debat­tere. Dialog­for­men, der er inspir­eret af Pla­ton, bruger Lukian i flere af sine værk­er, og den med­virk­er her til at gøre gud­erne mere men­neske­lige (og lat­terlige). Man kan nemt forestille sig et pub­likum, som griner ved hver joke og punch­line, lige­som nuti­dens sit­coms. Jeg har i denne artikel udval­gt tre af gude­di­alogerne til at bel­yse Lukians satiriske stil, der stadig er humoris­tisk den dag i dag, ca. 1900 år senere.

Hefaistos og Zeus

I dialo­gen mellem Zeus og Hefais­tos skil­dr­er Lukian den mytiske fortælling om Athenes fød­sel, et særde­les velk­endt emne blandt græk­erne. Ifølge den græske mytolo­gi slugte Zeus sin første kone, Metis, som på det tid­spunkt var gravid med deres barn. Zeus får senere så ondt i hov­edet, at han bed­er Hefais­tos, guden for smedekun­st, om at hugge ham i hov­ed­skallen. I Lukians ver­sion er Hefais­tos over­ras­ket over Zeus’ plud­selige kom­man­do, men går modvil­ligt med til det, hvorefter Athene springer ud af Zeus’ hov­ed. Hun bliv­er på ganske få sekun­der fuld­vok­sen, imens Hefais­tos beskriv­er Athenes udseende, som i øvrigt pass­er meget godt med hen­des frem­still­ing på de antikke skulpturer.

Athenes fød­sel på sort­fig­urs-keramik. 550–525 f.v.t. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain.

Hefaistos: Så, Zeus! Hvad er det, du vil have mig til at gøre? For nu er jeg her, og jeg har også taget min økse med, som du bad mig om. Den er så utrolig skarp, at den med ét enkelt hug ville kunne flække en sten i to.

Zeus: Fremragende, Hefaistos! Kan du ikke lige hugge den ned i mit hoved og kløve min isse i to?

Hefaistos: Tror du, at jeg er sindssyg? Nej, nu skal du altså fortælle mig, hvad du virkelig gerne vil have mig til. Så skal jeg nok ordne det for dig.

Zeus: Jeg har lige sagt, hvad jeg gerne ville have: kløv mit kranie i to! Og hvis du fortsætter med at opføre dig sådan her, så er det ikke første gang, jeg bliver tosset på dig… Men lad nu være med bare at stå der. Du er nødt til at hamre igennem med alt, hvad du har i dig. For jeg kan ikke holde styr på mine tanker med de her veer. Jeg er jo næsten ved at gå til.

Hefaistos: Pas nu på, at vi ikke skader dig, Zeus. Øksen er jo skarp, og det vil nok blive et værre svineri. Så god en jordemoder er den jo ikke.

Zeus: Kom nu, Hefaistos. Hug du bare til! Jeg ved godt selv, hvad der hjælper mest.

Hefaistos: Det er ikke med min gode vilje, men så lad gå. Hvad kan jeg ellers gøre, når du stikker mig en ordre … Hvad i alverden er det? En lille pige i fuld udrustning? Det må da have givet dig en temmelig stor hovedpine. Så er det da klart, at du har været så gnaven, når du nu skulle føde en stor pige som hende, og så endda med rustning og det hele. Det var jo en hel hær, som du gik og gemte på deroppe. Nu hopper hun også rundt og ryster med skjoldet og svinger med spyddet, som om hun er gal. Det mest utrolige er nok, at hun allerede på så kort tid er blevet meget smukkere, og endda helt voksen. Hun har sådan nogle grå øjne, men hjelmen matcher da. Men så kan betalingen for mine jordemoderevner jo være, at du giver mig hende som min kone med det samme.

Zeus: Du kan ikke få hende, Hefaistos. Hun vil gerne forblive jomfru, og det vil jeg sådan set ikke sige noget til.

Hefaistos: Så er det jo, som jeg vil have det. Jeg skal nok selv tage mig af resten… Nå, men så kidnapper jeg hende nu.

Zeus: Hvis du tror det er så nemt, så værsgo, men jeg ved, det er håbløs kærlighed.

Eros og Zeus

Efter Zeus slugte sin første kone, Metis, gift­ede han sig med Hera, men det afholdt ham dog ikke fra at have tal­rige affær­er med jordiske kvin­der, hvilket Lukians dia­log mellem Zeus og Eros byg­ger på. Flere mytol­o­giske fortællinger beretter om, hvor­dan Zeus ofte trans­formerede sig til et andet væsen (tyr, svane mm.), som Lukian også hen­ty­der til i dialo­gen. Lukian opfind­er selv Zeus’ teenagelig­nende kærlighed­sprob­le­mer, som han i dialo­gen lad­er gå ud over Eros, der forsøger at give Zeus gode råd til, hvor­dan han bedst kan score en dame.

Peter Paul Rubens. 1602. Leto og Sva­nen. Staat­sliche Kun­st­samm­lun­gen Dres­den. Pub­lic Domain

Eros: Giv slip! Hvis jeg har gjort noget galt, så tilgiv mig dog, Zeus. Jeg er jo stadig kun et lille barn.

Zeus: Skulle du være et barn, Eros? Du er jo meget ældre end Japetos.[1] Mener du virkelig, at du kan gå for at være et barn, bare fordi du ikke har noget skæg, eller fordi du ikke er blevet gråhåret endnu? En gammel slyngel, dét er, hvad du er.

Eros: Hvad er det så, sådan en gammel slyngel – som du kalder mig – har gjort, siden du har tænkt dig at lænke mig fast?

Zeus: Tænk dig dog om, din idiot. Det er ikke ligefrem småting, du har udsat mig for. Der findes jo ikke noget, som du ikke har forvandlet mig til: en satyr, en tyr, en regn af guld, en svane og en ørn. Men i al den tid har du aldrig gjort en eneste pige forelsket i mig. Jeg tror ikke, at en pige nogensinde er blevet tiltrukket af mig med din hjælp. Næ, jeg bliver hele tiden nødt til at bruge magi mod dem og holde mig i skjul. De er vilde med tyren og svanen, men når det er mig, de ser, så dør de af skræk.

Eros: Det er da klart. De er jo dødelige, Zeus: De kan ikke tåle synet af dig.

Zeus: Men hvorfor kan Branchos og Hyakinthos så godt lide Apollon?[2]

Eros: Men Daphne flygtede jo fra ham, selvom han havde langt hår og var skægløs. Hvis du gerne vil have, at nogen skal kunne lide dig, så skal du stoppe med at ryste din ægide. Du skal også lade din tordenkile blive hjemme. Pynt dig selv op så meget, du kan. Lad dine hårlokker falde ned på begge sider, og hold dem så der med et pandebånd. Tag en lilla kappe på og nogle gyldne sko. Gå i takt til fløjten og tamburinerne, og så skal du nok se, at du får flere tilbedere, flere end Dionysos har mænader.[3]

Zeus: Glem det. Hvis jeg skal se sådan ud, så gider jeg slet ikke det kærlighedsbras.

Eros: Så drop al den kærlighed, Zeus: Det kan da ikke være så svært.

Zeus: Nej. Jeg vil sgu stadig gerne dyrke sex, men jeg gider bare ikke have så mange problemer, når jeg møder dem. Hvis du hjælper mig med det her, så skal jeg nok sætte dig fri.

[1] Japetos er en af titan­erne. Ifølge mytolo­gien eksis­terede titan­erne før gud­erne. Japetos er der­for ekstremt gam­mel.
[2] Bran­chos og Hyakinthos var to men­nesker, som hver især blev forels­ket i Apol­lon, efter de havde mødt ham. Hyakinthos blev senere dræbt af Apol­lon selv, da han blev ramt i hov­edet af en diskos — et emne som Lukian også gør grin med i en anden gude­di­a­log.
[3] Mænad­er (overs: de rasende) var kvin­delige Dionysos­tilbedere, der afholdt orgi­er om nat­ten i bjer­gene, hvor de bl.a. fangede, søn­der­rev, og fortærede lev­ende dyr.

Hera og Leto

Dialo­gen mellem Hera og Leto vis­er en måske ikke helt uigenk­endelig sit­u­a­tion: to mødre, der forsøger at argu­mentere for, hvem af deres respek­tive børn, der er bedst – eller ret­tere: hvor­for den andens er rin­gere. Hera er mor til Hefais­tos, og Leto er mor til tvillingerne Apol­lon og Artemis. Hefais­tos er udover at være smedegud også lam i benene, efter Zeus kast­ede ham ned fra Olym­pen, hvilket Leto bruger til at starte diskus­sio­nen. Hera går derefter i flæs­ket på Leto og gør grin med dat­teren Artemis, som er jagtens gudinde, og som var yder­st kendt i Skythien, hvis folk var ekstremt bru­tale og (efter sigende) kan­ni­baler. Apol­lon, guden for lægekun­st, spå­dom og musik, står for skud efter­føl­gende, og her point­er­er Hera, hvor­dan Apol­lon dri­ver sine ”spå­doms­fab­rikker rundt om i Græken­land, blandt andet i Del­phi, hvor det kendte Orakel forkyn­der sine svar til rejsende. Hera nævn­er også satyren Marsyas, som ifølge mytolo­gien udfor­drede Apol­lon til en duel i musik. Apol­lon vandt duellen og flåede derefter Marsyas levende.

William Hen­ry Rine­hart. 1874. Leto og hen­des børn, Appol­lon og Diana. Ret­tighed­er: Met­ro­pol­i­tan Muse­um of Art. Pub­lic Domain.

Hera: Du har da også fået nogle smukke børn sammen med Zeus, Leto.

Leto: Ja, Hera. Vi kan jo ikke alle sammen få sådan nogle børn, som Hefaistos.

Hera: Hov hov! Det kan godt være, at han er handicappet, men alligevel er han altså den dygtigste håndværker, og han har renoveret meget heroppe i himlen for os. Han giftede sig med Afrodite og er meget glad for hende. Hvad med dine egne børn? Din egen datter er mere maskulin, end man burde være, og hun farer rundt oppe i bjergene. Og som om dét ikke var nok, så er hun smuttet til Skythien, og alle ved jo godt, hvad der er på menuen der. Dér dræber hun både fremmede og prøver at være ligesom skytherne, der jo er kannibaler. Og så er der Apollon, der lader som om, han ved alt: hvordan man skyder med bue og pil, hvordan man spiller kithar, og hvordan man er læge og spåmand. Han har endda bygget spådoms-fabrikker i Delfi, Klaros, Kolofon og Didyma. Han narrer sine kunder ved at give uklare og tvetydige svar til enhver, der spørger, så der ikke er fare for, at han begår fejl, og det er sådan han er blevet rig. Der er jo masser af idioter, der lader sig overtale, men de mere smarte ved jo for det meste godt, hvad han laver, når han fortæller sine røverhistorier. Spåmanden selv anede i hvert fald ikke, at han ville slå sin elskede ihjel med en diskos. Og han forudsagde heller ikke noget om, at Daphne ville løbe fra ham, også selvom han har langt hår og ser godt ud. Så jeg kan faktisk ikke se, hvorfor du synes at dine børn er skønnere end Niobes.

Leto: Jeg ved da godt, at du bliver irriteret, når du ser mine børn, hende der dræber fremmede og ham den falske spåmand, heroppe hos guderne, især når hun bliver rost for sin skønhed, og når han spiller kithar og bliver beundret.

Hera: Hahaha, Leto. Han er da godt nok fantastisk. Hvis muserne havde dømt retfærdigt, så havde det været Marsyas, der havde flået ham, eftersom han ville have vundet musikkonkurrencen. Men nu blev den stakkel jo snydt, så det var ham, der døde, fordi han tabte på uretfærdigt vis. Og hende din smukke jomfrudatter, hun er simpelthen så smuk, at da hun fandt ud af, at Aktaion havde set hende, så blev hun bange for, at drengen ville fortælle alle og enhver om, hvor grim hun er, så derfor pudsede hun hundene på ham.[4] Jeg behøver vel ikke nævne, at hun ikke kan hjælpe dem, der skal føde, når hun stadig selv er jomfru.

Leto: Du har høje tanker om dig selv, Hera. Men det er vel, fordi du er sammen med Zeus og hersker sammen med ham. Så kan du chikanere mig uden risiko. Men der går nok ikke lang tid, før jeg kan se dig hyle igen, når Zeus bliver til en tyr eller en svane, og stikker af fra dig for at tage ned til jorden.

[4] Ifølge mytolo­gien stødte men­nes­ket Aktaion på Artemis, imens hun tog et bad. Hun blev så forar­get at hun for­van­dlede ham til en hjort, hvorefter hans egne hunde fortærede ham.

Videre læsning

  • Gude­for­sam­lin­gen, et min­dre kendt værk af Lukian, fortæller om Momos, der brokker sig over tilstrømnin­gen af nye gud­er til den græske pan­theon. Vær­ket kan læs­es her.
  • Den tidligere nævnte En sand­færdig his­to­rie kan læs­es i sin hel­hed her.
  • Filosofiske lev­eve­je til salg fortæller om en auk­tion, Lukian lad­er de olymp­iske gud­er sætte filosof­fer til salg og beskriv­er deres lev­emåde på humoris­tisk vis. Den kan læs­es her.

Lasse Evers Mikkelsen er stud­erende ved klas­sisk græsk på Køben­havns Uni­ver­sitet og arbe­jder på en kom­plet over­sæt­telse af Gudedialogerne.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen