Oplysningstiden er ikke en uproblematisk kulturarv

I de mange værdidebatter, der i disse år udspinder sig i aviser og debatbøger, bliver der gennemgående henvist til oplysningstiden som et stabilt referencepunkt. Vores egen historie viser imidlertid, at oplysningstidens værdier er både komplekse og foranderlige. Kun ved hjælp af de ellers udskældte humanistiske fag får vi en dyb viden om, hvem vi var, og hvordan vi er blevet til dem, vi er. 

Indtil for ikke så mange år siden var det en almindelig antagelse, at danskernes fælles etniske karaktertræk var bærende for nationalstatens fortsatte beståen. Denne nationalkarakter var blevet formet af den nationale historie, af landskabet, modersmålet og af selvgroede danske traditioner. Længere tilbage, i årene op til afstemningen om Slesvigs deling i 1920, var der mange, der beskrev danskernes nationalkarakter som en biologisk kendsgerning, der havde eksisteret siden oldtiden. Danskheden havde været slumrende, lød argumentet, fordi den i mange år havde været undertrykt af tyskerne. Det var blandt andet denne opfattelse, historikeren Peter Lauridsen i 1920 fremførte i værket Da Sønderjylland vaagnede. Men forestillingen om en biologisk funderet urdanskhed blev ikke opfundet til lejligheden. Den var ganske udbredt i samtiden. Allerede i midten af 1800-tallet beskrev historikeren C.F. Allen danskheden som et blodfællesskab, ”den med Blodet givne danske nationale Følelse.” Historiefaget bidrog i stort omfang til konstruktionen af denne nationale selvforståelse. Blandt andet ved at etablere nationalstaten som den naturlige ramme for historieskrivning og ved at fastholde et grundlæggende modsætningsforhold mellem dansk og tysk mentalitet og kultur.

Selv om mange efter 2. Verdenskrig forlod opfattelsen af, at danskheden er et blodfællesskab, fastholdt man en grundlæggende opfattelse af, at fælles etnicitet er nationalstatens bærende element. Derfor er nutidige værdidebatter også et brud med traditionen for at se dansk kultur som selvgroet og oldgammel. De værdipolitiske strømninger handler i mindre grad om at etablere modsætningsforhold mellem europæiske nationer. De udtrykker i stedet, hvad man kan kalde værdinationalisme eller vestlig nationalisme, fordi de bygger på en forestilling om, at de vestlige lande er forenet af et fælles værdisæt, som er truet af ikke-vestlige værdier og primært muslimske. Hvor den tidligere nationalisme skabte en forestilling om etnisk kontinuitet fra oldtid til nutid, er det nu oplysningstiden, der er blevet den historiske guldalder. Eksempelvis kunne man i 2019 læse i stort set alle danske aviser, at den store medborgerundersøgelse viste, at mange nydanskere ikke bekender sig til oplysningstidens værdier. Flere aviser pegede i den sammenhæng på, at nydanskere manglede tolerance over for homoseksualitet og ligestilling mellem kønnene. Værdier, som selv blandt etniske danskere først er blevet almindeligt accepteret inden for de seneste 20-40 år. I USA har professor i psykologi Steven Pinker fået stor indflydelse med værket Enlightenment Now. The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress (2018). Pinker definerer her arven fra oplysningstiden som frihed, rationalitet, menneskerettigheder og lige muligheder. I bogen advarer Pinker også imod nutidige intellektuelle, især postmodernister, der prøver at bilde folk ind, at Vesten bør skamme sig over sine værdier. Pinkers bog er et fint eksempel på, hvordan moderne værdinationalister udvælger de dele af historien, som kan bruges til værdipolitiske formål og forbigår de dele, som modsiger den. Lige så ensidigt kritisk, debattørerne betragter muslimske kulturer, lige så ensidigt ukritisk betragtes de fælles vestlige værdier.

Det er ikke forkert, at en lang række af de værdier, der betragtes som fundamentale i moderne vestlige samfund, har rødder i en udvikling, som for alvor brød igennem i oplysningstiden. Det er til gengæld et problem, at så mange værdidebattører ukritisk har overtaget den selvforståelse, som oplysningens førere og formere havde i 1700-tallet. Nemlig at den vestlige civilisations glæder bereder vejen for lys, fremskridt og lyksalighed for hele menneskeheden. Det er endvidere et problem, at de fleste værdidebattører ensidigt fokuserer på de dele af historien, der er genkendelige for nutidige øjne, og som bekræfter deres politiske program. Det fører til nogle gevaldige anakronismer, blandt andet fordi de overser, at oplysningstidens forståelse af begreber som tolerance og lighed bestemt ikke betød det samme i samtiden som de gør i dag. Og fordi de antager, at fransk, amerikansk og skandinavisk oplysningstid nok var nogenlunde det samme. Kontekstualisering, en metodisk grundpille i historiefaget, tilsidesættes alt for ofte, når historien bliver brugt i værdipolitikkens tjeneste. Værdidebattørerne er ofte public intellectuals, som står klar med et Voltaire- eller Kant-citat, når de vestlige værdier skal forklares og forsvares. For det var de store mænd i historien, der formulerede de vestlige værdier, forstår man. Et så snævert fokus er imidlertid utilstrækkeligt, hvis vi for alvor skal forstå de samfundsmæssige dynamikker og bredere ideologiske strømninger, som formede oplysningstiden og de moderne samfund.      

Udviklingen af vores egne moderne samfund var med andre ord en langt mere bugtet og haltende proces, end det skildres i offentlige værdidebatter. Derfor er der brug for humanistiske uddannelser, som giver en dyb og sammenhængende viden om vores kultur og vores historie. Historieforståelse handler ikke kun om, at finde kontinuiteter fra fortid til nutid. Humanistiske fag bidrager også med en distinkt bevidsthed om historisk forandring. Værdidebattens mange proklamationer om, at vi aldrig må gå på kompromis med danske værdier, viser en manglende bevidsthed om, at vores værdier kontinuerligt har været til forhandling og er blevet omformuleret op igennem historien – især siden oplysningstiden! Og den omformulering fortsætter selvfølgelig også fremover. Om en generation eller to vil unge mennesker opfatte vores sociale normer som påfaldende eller endog fremmedartede.

Den pragmatisme, som ligger i historiefaget, passer imidlertid ikke ind i en ideologisk styret værdidebat. Først og fremmest har humanistiske kandidater viden om en lang tradition for kritisk refleksion over de begreber og værdier, som præger de moderne samfund. Alligevel er humanistiske fag blevet skåret ned år efter år og betegnes igen og igen som nytteløse.

Tag begrebet frihed. Det er fuldstændig korrekt, at det indgik som et væsentligt argument i oplysningstidens offentlige debatter: der var et næsten entydigt ønske om frihed fra enevældige monarkier og godsejerstyre, arbejdskraftens frie bevægelighed, frihed fra traditioner og religiøse dogmer, ytringsfrihed, samvittighedsfrihed og økonomisk frihed. Frihed er imidlertid et komplekst begreb. 1700-tallets frihedsbegreb indebar – og indebærer stadig – meget klare sociale forventninger om, at individet skulle kunne mestre denne frihed gennem en høj grad af selvdisciplin og evne til at motivere sig selv. Der blev skabt en samfundsmæssig antagelse om, at jo mere frihed det enkelte individ fik, desto mere arbejdsom og ambitiøs ville man blive. Dette er vel at mærke ikke ny viden. Mange af de klassiske værker inden for den historiske sociologi handler netop om, hvordan bemyndigelse af det enkelte individ gik hånd i hånd med en intens disciplinering i modernitetens formative år. Max Webers berømte beskrivelse af de moderne samfund som rationalitetens jernbur havde baggrund i en udvikling, som han mente primært fandt sted i 1600- og 1700-tallet. Og han spurgte derfor, hvorfor den protestantiske reformation, som netop skulle være en frigørelse, blev afløst af en regelmentering af hele livsførelsen, som var uendelig tyngende og alvorspræget. Weber definerede den moderne rationelle adfærd som individets bestræbelse på at have systematisk kontrol over sine fysiske behov og følelsesmæssige tilskyndelser. Den moderne rationelle adfærd blev et livssystem, der omfatter alle aspekter af individets hverdag og fik dermed et totalitært tilsnit.

Norbert Elias og Michel Foucault karakteriserer de før-moderne disciplineringsformer som præget af korporlig tvang og offentlige pinestraffe. I løbet af civilisationsprocessen blev den samfundsmæssige disciplinering nok mindre korporlig og aggressiv, men antog til gengæld former, som var mere subtile og uigennemskuelige. Samtidig skabtes en normkultur, hvor foragt, skam og væmmelse indgik som central adfærdsregulering. Individet skulle helst gøre samfundsmæssige nødvendigheder til sit eget indre motiv: man skulle ikke bare være flittig, fordi man blev tvunget til det, men fordi man ville være det. Weber, Elias og Foucault er spidserne i en lang tradition for kritiske analyser af den vestlige kulturarv. Den tilgang indebærer  ikke, at vores kulturarv nødvendigvis er dårlig, men den problematiserer forenklede forestillinger om, at moderne, vestlige samfund er frie, modsat de traditionelle eller ikke-vestlige, som er undertrykkende. Magt, kontrol og disciplinering bliver altid udøvet, det sker blot i forskellige historiske konstellationer.

Oplysningstidens debatter om lighed var tilsvarende komplekse. Der var mange smukke proklamationer om, at alle mennesker var rationelle væsener og derfor skulle behandles lige. Alligevel handlede mange diskussioner i oplysningstiden om, hvorvidt kvinder skulle have samme ret til uddannelse som mænd. I Emile eller om opdragelsen – et værk, der i dag regnes for at være banebrydende for den moderne pædagogik, og hvis forfatter er anført i den danske demokratikanon – argumenterede Jean-Jacques Rousseau, at kvinder af biologiske årsager ikke kunne blive lige så rationelle som mænd. I Emile forklarede Rousseau, at mænd, ifølge naturens lov, var aktive, stærke, dominerende, og initiativrige, mens kvinder var passive, svage, sagtmodige og iagttagende. Kvinder måtte gerne være fornuftige, men det passede sig ikke for kvinder at lære abstrakte måder at tænke på. Kvinder manglede simpelthen evnen til at koncentrere sig, skrev Rousseau. Kvinders egentlige bestemmelse var derimod at behage manden og opdrage børn, især til at blive gode borgere. Rousseau var eksponent for nogle strømninger i oplysningstiden, hvor nye opfattelser af kvinders rolle i de moderne samfund formedes. Sekulariseringen bevirkede ganske vist, at kvinderollen blev løst fra skabelsesberetningens fortælling om, at kvinden havde lokket manden i synd og altid potentielt var en fristerske. I stedet skabte man biologisk betingede argumenter for, at kvinder ikke behøvede særlig meget uddannelse og ikke hørte til i den offentlige sfære.

Et dansk eksempel på den strømning er en af 1800-tallets største oplysningsselskaber, Det Søsterlige Velgørenhedsselskab. Selskabet havde over 1500 medlemmer, og bortset fra selskabets formand, Niels Lang Nissen, var de alle kvinder. Lang Nissen var lærer på Metropolitanskolen og i samtiden kendt som en af oplysningens mest progressive pædagoger. I taler holdt i Det Søsterlige Velgørenhedsselskab forklarede han, at kvinders samfundsrolle var bestemt af naturen. Eftersom kvinder havde et finere nervesystem var de ikke egnede til at varetage et offentligt arbejde, men skulle være hjemmegående og passe mand og børn. Kvinders milde og ømme væsen skulle være en modpol til det magtens jernåg, som mænd måtte bære for at få samfundet til at fungere. Af samme grund burde kvinder ikke være intellektuelle, men de skulle dog have så meget dannelse, at de kunne føre en begavet samtale med deres ægtefælle. Fik kvinder for meget uddannelse, mistede de deres ynde. Som blandt andre den amerikanske historiker Joan Landes har gjort opmærksom på, blev der parallelt formuleret idealer om, at alle var lige, og en række argumenter for, at nogle ikke var det alligevel. Ved at gøre ulighed mellem køn til et spørgsmål om biologisk naturlighed og nødvendighed, blev kvinders fortsatte udelukkelse fra den offentlige sfære således legitimeret.

Vi kan ikke ukritisk hive værdier, som for eksempel tolerance, frihed og lighed ud af historiebøgerne, når vi diskuterer hvilke værdier vi fremadrettet vil basere vores samfund på. Oplysningstiden er ikke en uproblematisk kulturarv. En del af oplysningstidens arv til den moderne verden var at skabe forestillinger om, at forskelle mellem køn, racer og nationaliteter var funderet i biologiske kendsgerninger og derfor desværre ikke kunne ændres. Sådanne forestillinger kan ikke bare afskrives som endnu-ikke-udfoldet modernitet. Tværtimod udvikledes der i hjertet af moderniteten nye måder at udgrænse og kontrollere på. Som Birgitte Possing har vist i sin 2018-bog, Argumenter imod kvinder, så har biologiske argumenter for, at kvinder ikke skulle ligestilles med mænd defineret de moderne samfund. Det er blot i vores allernyeste historie, og godt hjulpet på vej af den postmoderne historieskrivning, at vejen er blevet banet for et opgør med den måde at forstå forskelle på. Historiefaget har blandt andet vist, at såkaldte biologiske kendsgerninger ændrer sig markant i historiens løb. Hvis vores selvforståelse bliver formet af glatpoleret historieskrivning, hvor fortiden kun bliver opfattet som relevant i det omfang den er genkendelig for nutiden, visner den danske kulturarv. Det, der skaber reflekterede og progressive samfund, er en netop kontinuerlig kritisk debat om vores egne værdier. Og dét er i virkeligheden noget af det vigtigste, vi har med fra oplysningstiden.

Juliane Engelhardt er lektor ved Saxo-Instituttet

Dette er en redigeret udgave af en artikel, der først blev bragt i Politiken 10.2.2020