Hvordan fire kvinder fører filosofien tilbage til livet – Anscombe, Murdoch, Foot og Midgley
Professor Anne-Marie Søndergaard Christensen introducerer firkløveret Elizabeth Anscombe, Phillipa Foot, Mary Midgley og Iris Murdoch. Fire kvindelige filosoffer fra hver deres samfundshylde, som under anden verdenskrig på Oxford Universitet skabte venskaber, diskuterede etik – og samtidig udfordrede normen om, at filosofien bedrives af mænd.
HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.
I den angelsaksiske filosofi i det 20. århundrede var det normen, at filosofi blev bedrevet af mænd, og at enhver form for etik måtte indpasses i en forståelse af virkeligheden som materiel og værdifri. Der var dog én ganske markant undtagelse fra begge disse normer. Under anden verdenskrig studerede fire kvindelige filosoffer på Oxford Universitet, og de skabte venskaber og diskussioner, som lagde grundlaget for, at de alle fire med tiden kom til at udfordre antagelsen om den værdifri virkelighed – og samtidig også normen om, at filosofien bedrives af mænd.
Det er altid risikofyldt at pege på generelle tendenser i filosofien, men hvis man ser på den angelsaksiske filosofi i det forrige århundrede, er der i hvert fald to tendenser, som står frem. Den første er den førnævnte antagelse om den værdifri virkelighed. Ludwig Wittgenstein skriver i sit første hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus (1921), at verden består af neutrale kendsgerninger, og at værdi derfor ikke kan være i verden. Derfra udvikler antagelsen om en værdineutral, naturvidenskabelig naturalisme sig via den logiske positivisme til et dogme, der accepteres som udgangspunktet for alt seriøst filosofisk arbejde. Dette dogme rejser dog en række filosofiske problemer, og det mest alvorlige af disse opstår i moralfilosofien – for hvordan kan man finde plads til værdi og etik i en værdifri virkelighed?
Den anden tendens, som i lige så høj grad kendetegner den angelsaksiske filosofi i det 20. århundrede, er, at filosofien først og fremmest bedrives af mænd. I en (ganske uvidenskabelig) afstemning fra 2009 om den vigtigste filosof i det 20. århundrede optræder 30 filosoffer, alle mænd (1). Og i introduktioner til og antologier om den analytiske filosofi i det 20. århundrede fylder mændene næsten det hele: Wittgenstein, Russell, Quine, Lewis og Davidson dominerer, med fornavne som Ludwig, Bertrand, Willard, David og Donald.
Denne artikel handler om undtagelserne, de fire kvindelige filosoffer Elizabeth Anscombe, Phillipa Foot, Mary Midgley og Iris Murdoch, som sammen studerede filosofi i Oxford under krigen, og som hver på deres måde har bidraget til at vise, hvordan værdier er integrerede aspekter af vores virkelighed. I denne artikel præsenterer jeg det filosofiske miljø, som møder Anscombe, Foot, Midgley og Murdoch på Oxford. Jeg undersøger derudover, hvordan deres filosofiske projekter blev påvirket af, at kvinderne under krigen praktisk taget var de eneste filosofistuderende, og jeg afslutter med historien om, hvordan deres tænkning er blevet modtaget gennem tiden i en bevægelse fra moralfilosofiens periferi til dens absolutte centrum.
Det værdifri verdensbillede
Elizabeth Anscombe, Phillipa Foot, Mary Midgley og Iris Murdoch kommer fra vidt forskellige miljøer og har ganske forskellige grunde til at søge mod filosofien. Fælles for dem er dog, at de ved begyndelsen af deres studier træder ind i et filosofisk miljø, der på afgørende vis er formet af den logiske positivisme, særligt i den aftapning, som den fik i A. J. Ayers værk Language, Truth and Logic (1936). Ifølge Ayer kan meningsfuldt sprog udelukkende omhandle det, som kan verificeres af umiddelbar sansedata, og som kan formaliseres logisk, mens alle andre udsagn, herunder mange af de spørgsmål, vi normalt anser for centrale i filosofien, afsløres som meningsløst nonsens.
På trods af, eller måske på grund af, at Ayers teori er relativt simpel, blev den meget indflydelsesrig, særlig i Oxford. Pludselig fik den yngre generation af filosoffer et redskab til at afvise de spørgsmål og teorier, som havde optaget deres undervisere, en ældre generation af idealister og moralske realister. Men den nyvundne frihed kom med en pris. Filosofien blev begrænset til at udfolde sig inden for et særligt billede af virkeligheden, ’the billiard-ball universe’, som det kaldes (2), hvor det eneste virkelige er kausale udvekslinger mellem materielle ting, der som billardkugler støder ind i hinanden. Og dette verdensbillede havde ganske kontraintuitive konsekvenser, eksempelvis at de centrale etiske spørgsmål om godt og ondt nu fremstod som meningsløse og irrationelle – det blev faktisk ganske tvivlsomt, om etik havde en plads i filosofien, ja, om der overhovedet var noget virkeligt, som kunne genkendes som etik.Det er denne filosofiske kontekst, som vores firkløver træder ind i, og som giver dem et fælles mål, nemlig at udvikle en filosofisk forståelse af virkeligheden, som kan afspejle den realitet, som værdi, skønhed og moral har for os. Men det er også en kontekst, som ændrer sig dramatisk med udbruddet af anden verdenskrig. De unge mænd, som med Ayers bog i hånden havde været frontløberne for det værdifri verdensbillede, drager i krig (hvor tragisk og ironisk at drage i krig i en verden uden værdier end kan være), og tilbage bliver kun ganske få; gamle mænd, flygtninge og militærnægtere. Pludselig er der plads til forelæsningerne i filosofi, og der opstår et rum, hvor det bliver muligt for Anscombe, Foot, Midgley og Murdoch at undersøge og udvikle andre måder at bedrive filosofi på: ikke med nonsens som kampråb, men gennem en undersøgelse af, hvordan værdi og etik udfolder sig på mangfoldige måder i vores liv og virkelighed.
Diskussioner i Oxford
Ingen af kvinderne kender hinanden før de starter deres studier i Oxford, men de er alle fascinerende personligheder. Elisabeth Anscombe er ny-konverteret katolik med en brændende og til tider trættende passion for filosofiske spørgsmål og en på det tidspunkt uhørt ligegyldighed over for konventioner. Philippa Foot er analytisk skarp, af aristokratisk baggrund, men med en mangelfuld boglig uddannelse og et skrøbeligt helbred efter hård sygdom som barn. Mary Midgley er høj og kluntet, med en næsten encyklopædisk viden, mens den måske mest slående af dem er Iris Murdoch, der fremstår karismatisk, strålende, excentrisk, temperamentsfuld og med en ganske enestående evne for venskab og kærlighed.
Murdoch og Midgley starter samtidig på Oxford og bliver tilknyttet det samme prestigiøse kvindecollege, Somerville. Anscombe er på det tidspunkt allerede i Oxford, mens Foot starter på Somerville året efter, og deres veje krydses hurtigt, først som studerende, senere som venner og kollegaer, og i Foot og Murdochs tilfælde også i en periode som elskere. Deres relation finder mange forskellige rammer, i kurser og eksamener, i universitetets societies og over frokoster og middage på deres colleges. Under krigen flytter Foot ind i Murdochs lejlighed, mens de begge arbejder i krigstjeneste i London, og senere flytter Murdoch ind hos Foot, der på det tidspunkt har giftet sig og bosat sig i Oxford. Efter krigen bliver Foot og Anscombe kollegaer og etablerer en tradition, hvor de mødes og diskuterer filosofi foran kaminen i Somervilles ’stue’, the common room. Med tiden bliver de fires diskussioner påvirket af Ludwig Wittgenstein sene tænkning, efter at Anscombe får en ekstra stilling i Cambridge og udvikler et nært venskab med den østrigske filosof. De fire kvinder bliver således afgørende for hinandens personlige og filosofiske udvikling; som Murdoch skriver i 1948 efter et besøg i Oxford: “A world of women. I reflected, talking with Mary, Pip [Foot] & Elizabeth, how much I love them” (3).
Hvad diskuterer de? Mange forskellige ting, selvfølgelig, men et tilbagevendende tema er den moralfilosofiske udfordring, som Foot sætter ord på i en artikel fra slutningen af 1950’erne: “It would not be an exaggeration to say that the whole of moral philosophy, as it is now widely taught, rests on a contrast between statements of fact and evaluations” (4). Adskillelsen af kendsgerninger og værdi betød, at samtidige moralfilosoffer måtte henvise moralen til det rent subjektive, til personlige vurderinger eller følelser. Men i lyset af anden verdenskrigs ideologiske grusomheder, insisterede Foot på, at det måtte være muligt at finde fælles eller objektive standarder for godt og ondt, og hendes tre venner delte på forskellig vis hendes standpunkt.
Vi kan følge udviklingen i de fires dialog gennem dagbøger, breve og deres tidligste tekster. I Midgleys erindringer finder vi for eksempel en beretning om en diskussion på en cafe på Cornmarket i Oxford i slutningen af 1940’erne, hvor de fire diskuterer meningen af ordet ’rudeness’ i betydningen at være uforskammet eller uhøflig. At kalde en person ’rude’ er selvfølgelig en (negativ) vurdering af personen eller hendes opførsel, men for at ordet skal give mening, må brugen af det også være forbundet til kendsgerninger, igen om personen eller hendes opførsel – kendsgerninger, som andre kan genkende som (potentielt) uforskammede. I ordet ’rude’ er evaluering og beskrivelse således uløseligt sammenvævede, og den baggrund, der giver ordet mening, er intet mindre end det komplicerede mønster, som udgøres af hele det menneskelige liv; forståelsen af, hvorfor noget kan opleves som uforskammet, af den rolle som høflighed spiller i menneskers samvær, af forskelle i høflighedskonventioner og så videre (5). Anscombe, Foot, Midgley og Murdoch udvikler gennem årene en dialog om alle de fænomener, som ikke kan finde plads i det værdifri verdensbillede, såsom dyder, kunst, absolutte principper, handlinger og intentioner, betydningen af ligheder mellem mennesker og dyr og menneskets særlige livsform. Sammen udforsker de, hvordan alle disse fænomener er formet af værdier, og hvordan de på forskellig vis gennemsyrer vores fælles tilværelse – i den forstand kan man sige, at de fire deler en ambition og lykkes med at føre filosofien tilbage til livet i al dets mangfoldighed.
Spørgsmålet er, hvad den særlige situation i deres studieår på Oxford under anden verdenskrig betyder for firkløverets filosofiske udvikling. Midgley er den eneste, som direkte bidrager til narrativet om, hvordan deres filosofiske arbejde blev formet af verdenskrigen og opløsningen af den ellers almindelige mandlige dominans i filosofi. I sine erindringer skriver hun, at krigen havde den effekt, at det blev “a great deal easier for a woman to be heard in discussion than it is in normal times” (6), og at dette blev grobund for, at hun – og Anscombe, Murdoch og Foot – med tiden kunne udvikle sig til indflydelsesrige filosoffer.
Midgleys udsagn er nogle gange blevet fortolket således, at de fire udelukkende kunne udvikle deres tænkning, fordi de på grund af krigen blev ’beskyttet’ fra de mandlige filosoffer, men i mine øjne er den vigtigste pointe en anden, nemlig at de fire slap for at arbejde med filosofi på en måde, som de fandt uproduktiv og nyttesløs, ligesom de slap for at blive underlagt filosofiske standarder for mening og ontologi, som de fandt forkerte. Det synes klart, at de fire ville have haft svært ved at udvikle deres filosofiske projekter, hvis de havde studeret i et klima, hvor en stor majoritet værdsatte og arbejdede for at fremme en værdifri, positivistisk virkelighedsforståelse a la Ayer. Det er heller ikke svært at forestille sig, at et sådant klima med tiden ville have gjort det svært for firkløveret at blive hørt og anerkendt, og at dette kunne have betydet, at de med tiden måtte forlade den akademiske filosofi for at udfolde deres interesser. I stedet betød krigen og fraværet af mænd, at de fire fik en – på det tidspunkt – helt usædvanlig frihed til at udvikle deres egen tænkning og deres egen filosofiske praksis.
Fire kvindelige filosoffer
Vores fire filosoffer kommer alle til at arbejde inden for den akademiske filosofi, og selvom det er svært at opsummere komplekse filosofiske livsværker ganske kort, er det værd at forsøge, om ikke andet for at give en indikation af ligheder og forskelle mellem det filosofiske arbejde, som de fire har efterladt sig. Alle udfordrer de det værdifri verdensbillede ud fra en stadig refleksion over den menneskelige tilværelse, men de gør det på hver deres måde og på vidt forskelligt grundlag. Deres projekter er på denne måde parallelle, uden at man kan tale om et egentligt fælles projekt.
I den skelsættende kritik af moralfilosofien i midten af det 20. århundrede: “Modern Moral Philosophy”, fra 1958, rejser Anscombe to hovedindvendinger mod de dominerende moralfilosofiske teorier i det 20. århundrede: at de arbejder ud fra en mangelfuld og sine steder fejlagtigt forståelse af menneskets moralske psykologi, og at de har arvet en opfattelse af moral som en form for ’lov’, men uden at anerkende nogen form for egentlig lovgiver. Ifølge Anscombe er konsekvensen, at disse teoriers centrale begreber, som for eksempel moralsk pligt, rigtigt og forkert, reelt er tomme, for der er ingen moralsk autoritet, som kan give denne form for ’moralsk lovgivning’ noget indhold. Anscombe mener derfor, at filosoffer må opgive ideen om en lov-moral og i stedet påbegynde mere grundlæggende undersøgelser af den menneskelige natur, som kan lægge fundamentet for nye moralfilosofiske teorier, og hun bidrager selv til disse for eksempel med hovedværket Intention fra 1957, hvor hun analyserer menneskelig handling og vilje.
Foot er den eneste af de fire, som lægger det meste af sit livsværk inden for moralfilosofien, mere traditionelt forstået. Hun bliver en af de første filosoffer i det 20. århundrede som beskæftiger sig systematisk med dydsetik, og hun skaber en række indflydelsesrige tankeeksperimenter, som på forskellig vis udfordrer den subjektive og nytteetiske ortodoksi blandt hendes samtidige, herunder det efterhånden notoriske trolley-eksempel. Hendes absolutte mesterværk er dog den relativt sene Natural Goodness fra 2001, hvor hun argumenterer, for at vi kan etablere objektive standarder for praktiske og moralske domme, hvis vi forstår disse domme i forlængelse af domme om andre levende ting, planter og dyr. Ideen er, at vi kan identificere ’naturlig godhed’ for et individ, hvis vi forstår godhed ud fra livsformen for den art, som individet tilhører. For en solsikke er det godt at vokse og udvikle frø, og for en ulv at jage og passe unger. For mennesker er det gode at forfølge og opnå centrale elementer i et helt menneskeliv som venner, kærlighed og arbejde, men også kunst, sandhedssøgen og retfærdighed.
Midgley går sine egne veje. Som Foot er hun også tiltrukket af ideen om et sammenlignende perspektiv på forståelsen af mennesket, og da hun vender tilbage til universitetsverdenen efter at have stiftet familie, begynder hun et intensivt studie af forskningen i dyrs adfærd. Fra dette udvikler hun en biologisk funderet forståelse af menneskelig natur og motivation, men hun bruger også denne ramme til at vise, hvordan ideen om et absolut skel mellem mennesker og dyr bliver årsag til misforståelser både om dyr og om os selv. I sit første hovedværk, Beast and Man fra 1978, laver Midgley derfor en minutiøs undersøgelse af ligheder og forskelle mellem mennesker og dyr, og hun argumenterer for, at mennesket skal forstås som et naturvæsen med et allerede etableret repertoire af instinkter, som vi dog kan udvikle på nærmest uendelige måder. Trods sin sene debut ender Midgley med at udgive en lang række filosofiske værker, og det meste af sit voksenliv arbejder hun med at formidle filosofi for BBC.
Murdochs værk er nok det sværeste at klassificere. Som Anscombe springer hun tidligt ud som kritiker af den moralfilosofiske konsensus, for eksempel i artiklen “Vision and Choice in Morality” fra 1956. Murdoch kritiserer en moralfilosofi, som hun mener har reduceret vores moralske liv til isolerede valg i enkeltstående situationer, og hun argumenterer for, at en forståelse af menneskers moralske liv må inkludere den moralske betydning af følelser, vores indre liv og samlede livssyn, som hun kalder livets tekstur eller vores personlige vision. Hendes videre arbejde udfolder blandt andet ideen om, at menneskers liv formes af en konflikt mellem en egoistisk selvcentrering på den ene side og en stræben efter et absolut gode på den anden, og hun benævner på et tidspunkt sig selv som en slags ”wittgensteiniansk nyplatonist”, der forener en platonisk og metafysisk bestræbelse efter at finde enhed og mening i vores forståelse af virkeligheden med en wittgensteiniansk tilgang, hvor analysen af almindelige sprogbrug er det centrale filosofiske redskab. Murdoch udvikler således en moderat og beskrivende form for platonisme som rammen for sin undersøgelse af de måder, hvorpå vores tilværelse er oplyst af ideen om det absolut gode. Ved siden af sit filosofiske arbejde skriver Murdoch desuden en lang række romaner, som bliver overordentligt populære i samtiden.
Forsinkede kroninger
Trods deres arbejdes skelsættende karakter får vores fire kvindelige hovedpersoner kun begrænset indflydelse på filosofien i det 20. århundrede. Anscombes historie er på mange måder repræsentativ. Hendes tænkning er kompliceret og svært tilgængelig og bliver kun læst af få i samtiden, og hun gør sig upopulær på Oxford, både på grund af sine kompromisløse moralske domme og sin foragt for Oxfords ret omfattende og restriktive regler (hun nægter for eksempel i mange år at følge reglen om, at kvinder kun må undervise iklædt nederdel, indtil der opnås et kompromis, som blandt andet omfatter en karaffel sherry (!)). I mange år er Anscombe således mindre anerkendt for sit eget filosofiske arbejde end for sin rolle som en af forvalterne af Wittgensteins filosofiske arv. Midgleys indsats inden for populærformidling af filosofi betyder, at mange afskriver hendes filosofiske arbejde som utilstrækkeligt seriøst, ligesom Murdochs filosofiske anerkendelse paradoksalt lider under hendes store succes som romanforfatter, som får nogle til at tilsidesætte det filosofiske værk som en useriøs fritidsbeskæftigelse. Af de fire er det således kun Foot, som kontinuerligt høster anerkendelse i filosofien, men selv hun får først fuldt ud status som en tænker i egen ret (og ikke primært som kritiker af andres tænkning) med udgivelsen af Natural Goodness omkring årtusindskiftet.
En del af baggrunden for deres marginalisering er uden tvivl, at de fantastiske fire udfordrer den filosofiske ortodoksi i den samtidige moralfilosofi. Men det er samtidig svært helt at undgå mistanken om, at den lave status og placering i periferien, som i mange år tildeles deres værk, også er påvirket af, at de som kvinder repræsenterer en minoritet i filosofi.
Det har således taget filosofien mange år at få øje på vores fire protagonister og deres bidrag, men det ændrer sig radikalt i disse år. For det første genfortælles deres historie, de voldsomme begivenheder, som omgav deres introduktion til filosofi, betydningen af deres gensidige venskaber samt deres særstatus som kvinder i det 20. århundredes angelsaksiske filosofihistorie. For det andet, og endnu vigtigere, så er de fires filosofiske arbejde med rekordfart på vej ind i mainstreamfilosofien. En række fremtrædende nulevende kvindelige filosoffer, som Martha Nussbaum og Cora Diamond, har arbejdet for at fremme dette værk, men udviklingen drives først og fremmest af, at moralfilosoffer nu for alvor ser nødvendigheden af de fires filosofiske indsigter. Anscombes kritik af moralfilosofien i “Modern Moral Philosophy” indgår i dag i mange introduktionskurser til moralfilosofi, Foot anerkendes som central for udviklingen af den nutidige dydsetik, Midgleys arbejde indtager en stadig mere central plads inden for dyreetikken, mens Murdochs særlige forståelse af etikken som både absolutistisk og essentielt partikulær med stormskridt er ved at indtage en central plads i nutidig moralfilosofi.
I lyset af den voksende interesse for venskabet og lighederne mellem Anscombe og Murdoch, Foot og Midgleys tænkning advarer den amerikanske filosof Jennifer A. Frey om, at vi skal være varsomme med at idealisere de fires bidrag og fremstille det som om, at de reddede filosofien fra den logiske positivismes kløer og revolutionerede moralfilosofien. Dette skyldes, at vi dermed kommer til at reproducere et billede af filosofien som en konkurrence mellem intellektuelle giganter om intellektuel dominans (7). Ifølge Frey er den måske vigtigste pointe i historien om disse fire kvinder, at de udvikler en ny måde at bedrive filosofi på. I stedet for det fremherskende billede af filosofien som en kamp, enten filosoffens ensomme kamp med tænkningen eller den konfrontatoriske diskussion mellem filosofiske modstanderne, da giver historien om de fire os et andet og nyt billede af filosofien som en form for venskab, et samarbejdende og dialogisk arbejde, som man kan efterstræbe, udvikle og nyde sammen. De viser os således en måde at bedrive filosofi på som en fælles proces.
Det er svært ikke at håbe på, at Anscombe, Foot, Midgley og Murdochs eksempler også kan hjælpe med at ændre den anden tendens, som de fire udfordrede, nemlig at filosofi primært bedrives af mænd. Også i dag er den professionelle filosofi domineret af mænd, for eksempel er der stadig ganske få kvinder ansat i akademisk filosofi, både i Danmark og internationalt, endda færre end på andre mandsdominerede akademiske områder som naturvidenskab og matematik. Og i mange år har ubalancen mellem kønnene inden for filosofi praktisk taget ikke ændret sig, ligesom andre minoriteter også stadig kun er minimalt repræsenterede i kontorerne på filosofigangene. Elizabeth Anscombe, Phillipa Foot, Mary Midgley og Iris Murdoch bidrager til, at vi kan få en større diversitet i de skikkelser, som er repræsenteret i filosofihistorien og dermed i vores forståelse af, hvad ’en filosof’ kan være. Og hvem ved, måske kan deres eksempel endda engang med tiden også være med til at skabe en større diversitet rundt omkring på filosofigangene, som med tiden kan udfordre de antagelser, vi finder indlysende i dag?
Anne-Marie Søndergaard Christensen er cand.mag i filosof og ph.d. fra Aarhus Universitet, professor i filosofi ved Syddansk Universitet og dr.phil. på afhandlingen ”Moral Philosophy, Moral Theory and Moral Life”
Forfatternoter
Hvis man vil læse videre og vide mere om tiden og konteksten, som omgiver de fire filosoffers venskab, så fortælles deres historie i to nye filosofiske biografier, der begge præsenterer den sammenkædede historie om deres liv i Oxford og udviklingen i deres tænkning, nemlig Benjamin J. B. Lipscombs The Women Are Up to Something: How Elizabeth Anscombe, Philippa Foot, Mary Midgley, and Iris Murdoch Revolutionized Ethics (Oxford University Press 2022) og Clare Mac Cumhaill og Rachael Wisemans Metaphysical Animals: How Four Women Brought Philosophy Back to Life (Penguin 2022). Jeg har trukket på begge bøger i arbejdet med denne tekst, ligesom jeg har tyvstjålet titlen fra undertitlen til Cumhaill og Wisemans bog. Endnu bedre er det selvfølgelig at gå til kilderne og læse filosofferne selv. På dansk findes der endnu ikke så meget. Murdochs store litterære forfatterskab er oversat, ligesom enkelte essays, men her vil jeg anbefale det nyoversatte hovedværk Det godes suverænitet (Klim 2022). Desuden findes der en dansk introduktion til Philippa Foots liv og tænkning, skrevet af Hans Fink og undertegnede (www.salongen.no/phillippa-foot-liv-og-vaerk), mens hverken Anscombes eller Midgleys arbejde er oversat. Her kunne en selektiv – og lettere idiosynkratisk – anbefaling være at læse Anscombes “Modern Moral Philosophy” og Midgleys Beast and Man: The Roots of Human Nature (Routledge 1978) – eller erindringsbogen The Owl of Minerva fra 2005, som også fortæller historien om de fantastiske fire, her fra Midgleys perspektiv.
Referencer:
- (2) Benjamin J. B. Lipscomb, The Women Are Up to Something. Oxford University Press 2022, side 9-16.
- (3). Lipscomb 2022, side 100. “En verden af kvinder. Mens jeg talte med Mary, Pip [Foot] & Elizabeth, reflekterede jeg over, hvor meget jeg elsker dem”. Oversættelse ved Anne-Marie Søndergaard Christensen.
- (4) Philippa Foot, “Moral Beliefs”. Proceedings of the Aristotelian Society, nr. 59, 1958-59, 83-104, side 83: “Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at hele moralfilosofien, som der almindeligvis undervises i den nu, hviler på en kontrast mellem udsagn om fakta og vurderinger”. Oversættelse ved Anne-Marie Søndergaard Christensen.
- (5) Clare Mac Cumhaill og Rachael Wiseman, Metaphysical Animals. Penguin 2022, side 196-7.
- (6). Mary Midgley, Owl of Minerva: A Memoir. Routledge 2005, side 123: ““en hel del lettere for en kvinde at blive hørt i diskussioner end det er under normale omstændigheder””(7). Jennifer A. Frey, “The Somerville Quartet”. The Point Mag, nr. 27, 2022. https://thepointmag.com/criticism/the-somerville-quartet/. Oversættelse ved Anne-Marie Søndergaard Christensen.