Tvis KFUM mellem Gud og guld

Tvis KFUM mellem Gud og guld: Et bidrag til håndboldens idéhistorie

FOKUS: SPORTENS IDÉHISTORIE  De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er den kun i begrænset omfang blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar.

Umiddelbart er der langt fra håndbold til idéhistorie. Der blev i al fald ikke talt meget om håndbold på Institut for Idéhistories gange i den gamle hovedbygning på Aarhus Universitet i årene omkring år 2000. Måske spillede eller trænede man håndbold i fritiden eller fulgte de danske håndboldkvinders triumftog i fjernsynet, men det var ikke noget man talte om, og slet ikke i positive eller filosofiske vendinger. Det var to forskellige verdener. Håndbold var synonym med lavkultur, småborgerlighed, typehaller og pommes frites, mens idéhistorie var højkultur, avantgarde, eksistenstænkning og ånd. Håndbold var provins, idéhistorie var metropol. Håndbold var således indbegrebet af det, de unge fra parcelhusdanmark flygtede fra, når de søgte til Aarhus for at læse idéhistorie.

I det følgende er ambitionen ikke desto mindre at bringe de to verdener sammen og bidrage til håndboldens idéhistorie. Dette gøres gennem en diskussion af de relativt få eksisterende filosofiske, historiske og idéhistoriske studier af håndbold, der danner afsæt for en idéhistorisk analyse af dansk klubhåndbolds ideologiske udvikling fra forening til forretning. I denne analyse indtager Quentin Skinners begreb om den nyskabende ideolog en hovedrolle, mens det empiriske materiale hovedsageligt er hentet i den vestjyske håndboldklub Tvis KFUM’s annaler.

Min analyse af Tvis KFUM’s kristne retorik og ideologi gennem tiden munder ud i en nuancering af den dominerende sekulariseringstese inden for idrætshistorien, der opfatter historien som en udvikling fra ideologisk bårne og folkeopdragende grundtvigske, missionske, konservative og socialistiske foreninger til rene idrætsklubber, hvor det først og fremmest handler om konkurrence og sejre som i den engelske sportsbevægelse. Med Skinner argumenterer jeg således for, at Tvis KFUM’s historie bærer præg af kontinuitet, og ikke blot af brud, på trods af de store forskelle mellem den missionske landsbyforening fra 1942 og den professionelle klub, Tvis KFUM har været fra 1990’erne og frem.                

Studier af håndbold         

I modsætning til blandt andet fodbold og cykling, der generelt har en højere status i den akademiske verden, er der ikke udgivet meget forskningslitteratur om håndbold. Ud over naturvidenskabelige studier inden for idrætsmedicin, fysioterapi og fysiologi har forskningen i håndbold hovedsageligt fokuseret på sportens økonomiske, sociologiske og psykologiske aspekter i forbindelse med professionaliseringen og kommercialiseringen fra 1990’erne og frem. Disse aspekter udfoldes i antologien Dansk håndbold – bredde, elite og kommercialiseringens konsekvenser, der er fra 2008 og redigeret af Rasmus K. Storm. Der er dog også foretaget enkelte studier baseret på mere filosofiske tilgange. Lene Tanggaard, Thomas Sculevicz og Dan Nørgaard Laursen har således skrevet ’håndboldens materielle biografi’ ud fra et aktør-netværk-teoretisk perspektiv i artiklen ’The grip on the handball – a qualitative analysis of the influence of materiality on creativity in sport’ fra 2016. De viser blandt andet gennem et fiktivt gruppeinterview med to ikke-humane aktører, den traditionelle naturlæderhåndbold og den blødere og mere elastiske syntetiske læderhåndbold, der blev udviklet i slutningen af 1990’erne, hvilken afgørende betydning boldens materialet har for spillernes mulighed for at udfolde sig kreativt og teknisk og dermed for spillets taktiske muligheder og samlede kvalitet. Mange af de spektakulære skud og indspilninger til stregspillerens ene hånd, som spillet nu byder på, var således slet ikke mulige, før spillerne med den nye bolds indtog fik et bedre greb om bolden. Studiet viser dermed, at materielle aspekter er vigtige at tage med i betragtning, når vi vil forstå kreativitet i en social praksis som holdsport, og problematiserer således indirekte forfaldshistorien – som historikeren Niels Kayser Nielsen er eksponent for – om, at sporten i takt med professionaliseringen er blevet mere kynisk og systematisk og mindre fantasifuld og kreativ.

Idéhistorikeren Poul Ferland er også inde på materialitetens betydning i opgøret med subjekt-objekt-filosofien. I bogen Oplyst sport. Filosofiske refleksioner fra 2010 diskuterer han således bolden, men også harpiksen, der blev lovligt som klæbemiddel i 1981: ”spilleren er ubetinget lige så vel objekt i forhold til bolden som omvendt. En illusion om, at man som spiller i håndboldspillet suverænt kan forme sin helt egen verden, må således allerede standse ved selve den runde læderkugle.” Ferland filosoferer videre over håndboldens væsen, som han definerer som æstetisk og demokratisk, men med sit eget indre civiliserende formål, i skarp modsætning til den ideologiserede kommunistiske systemhåndbold på den ene side og den kapitalistiske, kommercialiserede og professionaliserede konkurrencesport på den anden. Ferland advarer mod, at en kommercialisering med indtjening som formål vanskeligt lader sig forene med håndboldens eget indre formål.

Han kan dog ånde lettet op, for håndbold har vist sig at være en notorisk dårlig forretning. Den er ikke først og fremmest styret af indtjening, men af sportslige resultater, altså af ambitionen om sejre på banen, der er iboende i spillets væsen, ikke af ydre faktorer som sorte tal på bundlinjen. Pengene fra sponsorer, TV og tilskuere investeres således i spillere, der kan give succes på banen, mens økonomien kommer i anden række. I sportsøkonomien er målet point og midlet penge. Det er netop dette sportsøkonomiske dilemma mellem økonomisk og sportslig succes, der har resulteret i en lang række fusioner og konkurser fra 1990’erne og frem.            

Idéhistorie som disciplin kan siges at være placeret et sted mellem filosofi og historie. Hvor jeg ovenfor hovedsageligt har behandlet mere eller mindre filosofiske analyser af håndbolden, vil jeg nu gå videre med de historiske. På trods af at håndbold er den næstmest populære holdsport i Danmark målt på antallet af spillere og tilskuere, så indtager den en relativt perifer plads inden for den idrætshistoriske forskning, hvor fokus har været på spændingen mellem dansk, svensk og tysk gymnastik og britisk sport fra 1880’erne og frem. Håndbold placerer sig et sted imellem engelsk sport og nordeuropæisk gymnastik som en boldsport, der blev udviklet på det nordeuropæiske fastland kort tid efter, at cricket, fodbold, vandpolo og hockey slog igennem i Danmark.

Der kan identificeres to skoler inden for håndboldhistorie i Danmark. En internalistisk skole, der fokuserer på spillets udvikling på banen fra den spæde begyndelse som skoleidræt omkring 1900 til den internationale succes fra 1990’erne og derefter, og en eksternalistisk skole, der retter blikket mod spillets kulturelle og organisatoriske forandringer uden for banen. Til den første skole hører Thomas Ladegaard, der i 2006 udgav Bolsjedrenge og jernhårde ladies – Om dansk håndbolds historie,mens Niels Kayser Nielsen og jeg er eksponenter for den sidstnævnte. Både Kayser Nielsen og jeg har analyseret håndboldens historie ud fra en topografisk tilgang, der fokuserer på stedets betydning for håndboldsporten. Kayser Nielsen viser, at stedet spillede en særlig rolle for håndboldens udvikling, da det var de konkrete fysiske rammer på sportspladser og i gymnastiksale, industribygninger, kaserner og idrætshaller, der var afgørende for både spillets tekniske og taktiske muligheder og udvikling og for tilskuernes oplevelser i 1960’erne. Med etableringen af hundredvis af idrætshaller i 1970’erne blev håndboldens steder mere ens. Hallerne mindede om hinanden og banens mål blev standardiserede, så hjemmebanerne mistede noget af deres lokale egenart. Kayser Nielsen beklager denne aftopograficering, der for at føje spot til skade blev efterfulgt af en systematisering, homogenisering, kommercialisering og professionalisering, der ifølge Kayser Nielsen har ødelagt det charmerende, frie og legende ved spillet.

I min egen topografiske analyse af klubhåndboldens udvikling fra marken, over hallen og centeret, til arenaen, deler jeg ikke det forfaldshistoriske perspektiv, men viser i stedet, hvordan håndboldens steder kan benyttes som prismer til at forstå succesfulde landsbyklubbers udvikling fra ideologisk bårne foreninger til professionelle aktieselskaber, der imidlertid stadig er bundet til et konkret sted og kilde til sammenhold og identitet, nu blot i nye arenaer. I takt med etableringen af haller i landsbyerne transformeredes elitehåndbolden fra storbyidræt til provinssport. Det var således hovedsageligt de mindre byer, der sprang på professionaliseringens og kommercialiseringens håndboldtog, mens elitefodbold blev en sag for de større byer, da den krævede et større sponsor- og tilskuergrundlag. Denne opdeling mellem håndbold som provinssport og fodbold som storbysport gælder ikke alene i Danmark, men også i nabolandene Sverige og Tyskland.

Mit empiriske eksempel er Tvis KFUM, der i 2000 blev til Team Tvis Holstebro og i 2016 til TTH Holstebro, men denne klubs udvikling minder i mangt og meget om andre provinsklubber som Voel KFUM, Skjern GF, Bjerringbro KFUM, Vadum IF, Morsø HK, Nørre Nissum KFUM og Ramløse IF, der alle har fusioneret, professionaliseret og kommercialiseret sig til sportslig succes.

Tvis KFUM, ideologi og nyskabelse

I det følgende vil jeg bevæge mig videre af dette spor ved af fokusere på den afideologisering af håndbolden, der skete på vejen fra marken til arenaen, hvor man gik fra at være en ideologisk og lokalt forankret kristen forening til at blive et professionelt aktieselskab med regionalt fokus. Hermed bliver analysen også specifikt idéhistorisk, da jeg vil analysere udtalelser, dokumenter og udgivelser fra Tvis KFUM og TTH ud fra Quentin Skinners tilgang til intellektuel historie. Skinner viser, hvordan ideologiske ændringer legitimeres igennem sproglige nyskabelser, der trækker retoriske tråde tilbage til de ideologiske rødder. Disse sproglige nyskabelser kan retfærdiggøre nye praksisformer, hvis det lykkes at beskrive den nye praksis med begreber, der har et positivt talehandlingspotentiale i kraft af deres forbindelse til de ideologiske rødder. Det vil sige, at anvendelsen af anerkendte begreber – fx ’kristent’ eller ’religiøst’ – må udstrækkes til at beskrive og dermed forsvare en ny form for praksis, for at den kan vinde fodfæste: ”enhver form for social handlen vil blive forhindret, hvis ikke den legitimeres”, som Skinner formulerer det i artiklen ’Moralske principper og social forandring.’ Der er således en tæt sammenhæng mellem ord og handling, da de ord, som de historiske aktører benytter, ikke alene er beskrivende, men også foreskrivende for handling. Derfor kan ord være med til at skabe social forandring. Hos Skinner er fokus særligt på, hvordan et religiøst vokabular bidrog til at legitimere og dermed fremme den tidlige kapitalisme i Storbritannien, mens jeg forsøger det samme med håndbolden i Danmark.

Jeg undersøger således i min analyse de begreber og argumenter, der gennem tiden har været med til at legitimere udøvelsen af et spil, der i begyndelsen blev opfattet som moralsk anstødeligt af mange idrætsledere, der var rundet af den kristeligt forankrede idræt i grundtvigsk og indremissionsk regi. Selvom boldspil – inklusiv diverse varianter af udendørs håndbold – var blevet introduceret på gymnastikkurser for lærere på blandt andet Ollerup Højskole i 1910’erne, så vandt den ikke straks fodfæste i foreningslivet på landet. Indtil 1930’erne havde de grundtvigske idræts- og ungdomsforeninger således ikke konkurrencesport som fodbold og håndbold på programmet. Imidlertid oplevede man, at karlene om sommeren, hvor gymnastikken lå stille, søgte mod fodbolden, der ikke blev opfattet som forædlende og karakteropdragende ligesom gymnastikken, men snarere som forrående og ødelæggende for moralen på grund af den brovtende tone, konkurrenceelementet og de fysiske sammenstød på banen.

Håndbold blev opfattet som et mindre voldsomt alternativ til fodbold, der kunne holde de unge væk fra boldklubberne og bykulturen. Håndbold havde desuden den fordel, at den kunne spilles af begge køn, efter at spillet med indførelsen af tre-skridts-reglen var blevet mere civiliseret. I begyndelsen af 1930’erne blev håndbold blåstemplet af de grundtvigske idrætsorganisationer DDG og DDSG&I, i hvis foreninger den blev den mest udbredte idræt efter gymnastikken. Det var dog afgørende, at konkurrenceelementet ikke tog overhånd, men at det karakteropdragende element fortsat var i højsædet, og det kunne man sikre ved at kapre håndbolden for næsen af de amoralske boldklubber, der dyrkede fodbold ud fra det krigeriske motto ”Kamp og Kamp og atter Kamp”, som en grundtvigsk idrætsleder formulerede det med slet skjult afsky i 1936.

Blåstemplingen af håndbolden fra de folkelige idrætsorganisationers side betød et landsdækkende gennembrud for håndbold indendørs såvel som udendørs. DHF, der repræsenterede håndboldklubberne i byerne, var allerede blevet medlem af sportens landsorganisation DIF i 1935, og nu kom grundtvigianerne på landet altså også med ombord. Også arbejderne var tidligt med. Arbejdernes Idræts Klub i København deltog i det første indendørs klubstævne i 1921, og det samme gjorde ikke mindre end tre afdelinger af den missionske idrætsforening KFUM’s Boldklub København, nemlig atletik, gymnastik og boldspil. Der var således ikke det samme forbehold over for håndbold i missionske kredse som i grundtvigske. Dette skal nok først og fremmest tilskrives, at KFUM, der i 1918 oprettede et selvstændigt idrætsforbund, tog sin begyndelse i de store byer, hvor fristelsen fra de verdslige boldklubber gjorde det nødvendigt for KFUM at tilbyde de attraktive sportsgrene til ungdommen. Imidlertid tog også KFUM’s idrætsforeninger på landet hurtigt håndbold til sig. Det skete omtrent samtidig med de grundtvigske gymnastik-, idræts- og ungdomsforeninger i 1930’erne og 1940’erne. Håndbold fik endda en særlig prominent position i KFUM’s Idrætsforbund, hvor det blev den dominerende idræt. Fredericia KFUM og Aarhus KFUM vandt tilsammen 11 mesterskaber for herrer fra 1955 til 1983, og mange KFUM-foreninger optrådte desuden i den bedste række, heriblandt landsbyklubben Tvis KFUM i 1990’erne.

Vejen fra kristen forening til eliteklub resulterede i vidtrækkende ideologiske forandringer. I Fredericia KFUM forduftede den missionske ånd allerede i 1960’erne, i takt med at klubben fik tilført mange spillere udefra på grund af den sportslige succes. Lokalhistorikeren Keld Vestergaard Christensen betegner meget rammende denne udvikling som en ’afideologisering’, hvor konkurrenceelementet fuldstændig overvandt det karakteropdragende og forkyndende element, og hvor sejren blev det eneste formål. I Fredericia blev håndbolden således fuldstændig sekulariseret, da forbindelsen til det missionske bagland, det kristne vokabular og kristne praksisformer som andagt forsvandt. Denne afideologisering og sekularisering skete dog betydelig langsommere i andre KFUM-foreninger, og særligt i breddeklubberne i Vestjylland findes der mange steder stadig tydelige kristne aftryk.

Tvis KFUM befinder sig et sted imellem disse to positioner. På den ene side skete der en afideologisering i forbindelse med den sportslige succes, men jeg vil med afsæt i Quentin Skinners begreb om den nyskabende ideolog argumentere for, at der på den anden side ikke skete en fuldstændig sekularisering af håndbolden. Udviklingen var således ikke alene kendetegnet ved brud, men også ved kontinuitet, da lederne legitimerede nye praksisformer ved at henvise til et kristent vokabular med et positivt talehandlingspotentiale. Håndboldlederne marcherede således, med Skinners ord, ”baglæns ind i striden” ved at nyfortolke den kristne arv frem for at bryde med den. Gennem dette analytiske greb udfordrer jeg den dominerende sekulariseringstese inden for idrætshistorien, der beskriver historien som en udvikling fra ideologisk bårne grundtvigske, missionske, konservative og socialistiske foreninger til rene idrætsforeninger, hvor det som i den engelske sportsbevægelse først og fremmest er konkurrence og sejre, der er i fokus.    

I Tvis KFUM skete afideologiseringen som i Fredericia i takt med herreholdets succes, der fandt sted fra 1981 til 1993, hvor holdet rykkede fra serie 3 til 1. division. Oprindeligt blev klubben i 1942 stiftet som et missionsk alternativ til den grundtvigske Tvis Idræts- og Ungdomsforening, der allerede fra stiftelsen i 1932 havde håndbold for kvinder og fodbold for mænd på programmet om sommeren. Hjemmebanen blev placeret i et lukket egekrat hos en missionsk gårdmand på sikker afstand fra boldbanen i stationsbyen, hvor idrætsforeningen holdt til. Tvis K.F.U.M. og K.’s Haandboldforening var en underafdeling af de civile indremissionske ungdomsforeninger KFUM og KFUK. Det kristne livssyn og betænkelighederne ved boldspil trådte tydeligt frem i vedtægterne fra 1945. Formålet med foreningen var således: ”1. At dyrke Haandbold under kristeligt Ledelse. 2. At udnytte de unges Fritid paa en god og sund Maade.”Efterfølgende blev det konkretiseret hvilket sindelag og hvilken opførsel, der krævedes af medlemmerne:

Da samtidig to af bestyrelsens fem medlemmer var indsat af Tvis K.F.U.M. og K.’s bestyrelse, havde det missionske bagland ganske stor kontrol med foreningen og dens idrætsaktiviteter. Fra 1949 deltog foreningen i den regionale KFUM-kreds’ sommerturneringer, hvor man efterhånden kunne stille med hold for både herrer og damer i såvel junior- som seniorrækkerne. Sportsligt klarede foreningen sig relativt godt med optrædener i både mester- og A-rækkerne. I 1950’erne og 1960’erne blomstrede KFUM-håndbolden i Vestjylland, hvor Indre Mission stod stærkt. Samtidig var der stadig mange unge mennesker, der tjente på landet. Det betød, at der var andre KFUM-foreninger tæt på, som man kunne dyste med i en fælles kristelig atmosfære. Både trænings- og turneringsaftener afsluttedes med fælles andagt. Blandt højdepunkterne i sæsonen var sportsfesterne. Tvis KFUM og K’s Idræt arrangerede selv en sportsfest med turnering søndag eftermiddag efter kirketiden og efterfølgende aftenfest. Foreningen deltog også i naboforeningernes sportsfester, der ligesom selve turneringen foregik i en kristelig atmosfære med sang, taler og sanglege, men uden alkohol og dans.

I 1968 flyttedes Tvis KFUM’s hjemmebane til et nyetableret stadion i byen og i 1977 til en nybygget idrætshal. Det betød en begyndende afideologisering og sekularisering. De unge mødte spillere fra konkurrenterne fra TIUF og lærte moderne dyder og laster som alkohol, kortspil og pardans at kende. Samtidig forsvandt traditionen med andagt efter træning, og forbindelsen til Indre Mission kappedes i 1983, da det civile Tvis KFUM & K blev nedlagt og mistede sine to pladser i håndboldklubbens bestyrelse. På dette tidspunkt oplevede klubben en stor medlemsmæssig vækst og sportslig succes, der tiltrak mange spillere fra ikke-missionske kredse. Denne vækst og sekularisering medførte et nyt idégrundlag, der blev vedtaget i 1991. Det var blevet til gennem en medlemsdebat og udmærkede sig ved at lægge vægt på demokratisk dannelse frem for kristen forkyndelse. Klubben ønskede således at præge ungdommen til at tage ansvar for fællesskabet ”gennem en aktiv stillingtagen og medleven i klubbens daglige liv”, mens det nærmeste, man kom på et specifikt kristent islæt, var ambitionen om ”at skabe et godt klima for kammeratskab og samvær i forbindelse med udøvelse af håndboldspil i klubben.” Ifølge vedtægterne var foreningens formål imidlertid stadig ”at skabe gode og sunde rammer omkring idrætten, og at forkynde det kristne evangelium for foreningens medlemmer.” I 1992 tolkede formand Agner Lund – der med Skinners terminologi kan ses som en nyskabende ideolog, der forsøger at legitimere en ny praksis ved at beskrive den med allerede anerkendte begreber, der indeholder et positivt talehandlingspotentiale – det kristelige ’K’ i foreningens navn på denne måde:

K’et har dog ikke mistet sin betydning, selvom vi ikke forkynder det kristne evangelium i forbindelse med idrætsudøvelse i klubben, så har vi dog på ledelsesplan nogle diskussioner omkring, at vi skal forsøge at leve op til noget, som for mig at se er væsentligt med det kristne budskab, at man behandler sine medmennesker ordentligt, og at man også vil være noget for sine medmennesker udover i forbindelse med det rent idrætslige.

På denne måde blev foreningen – eller klubben, som var den nye betegnelse, der pegede mod sportsbevægelsen og boldklubberne – sekulariseret, uden at man tog afstand fra det ideologiske ophav. Denne nytolkning af formålet blev i praksis i høj grad udført af trænere og ledere, der som formand Agner Lund og de mangeårige trænere Ulrik Jensen og Kurt Nielsen var uddannede lærere og således havde ideen om demokratisk dannelse med i bagagen. De kom til Tvis Skole i 1970’erne og 1980’erne, hvor de vitaliserede foreningslivet særligt inden for håndbolden, som flere af dem havde kendskab til fra deres tid på det oprindeligt indremissionske Nørre Nissum Seminarium og i KFUM-håndboldklubben NNFH-Lemvig, der i 1970’erne og 1980’erne som den første vestjyske klub optrådte i landets bedste rækker for herrer og damer. Sekulariseringen af Tvis KFUM faldt sammen med sekulariseringen af folkeskolen, der blev knæsat med Folkeskoleloven af 1975, hvor demokratisk dannelse afløste kristendom som skolens værdigrundlag. At tale om en afideologisering, som i tilfældet med Fredericia KFUM, skal således tages med et vist forbehold. Nok forsvandt det forkyndende element og mange af de missionske traditioner, men det nye værdigrundlag kunne relativt let legitimeres ved at henvise til lighederne og kontinuiteten mellem kristne og demokratiske værdier i forholdet til medmennesket og desuden til en fællesmenneskelig etik på tværs af kulturer og religioner. Kristendommen forblev en del af formålet i vedtægterne, men fra omkring 1995 forsvandt det forkyndende element, uden at det vakte kritik: ”Foreningen har til formål på et kristent grundlag at skabe gode og sunde rammer omkring idrætslivet for foreningens medlemmer.”

I 1990’erne blev indholdet af dette formål diskuteret blandt klubbens 400 medlemmer, blandt andet i klubbladet Fighteren, hvor ungdomslederen Dan Nørgaard Laursen definerede klubånd som det at stille spørgsmålet ”hvad kan jeg gøre for klubben?” i stedet for ”hvad kan klubben gøre for mig?” med en implicit reference til J.F. Kennedy, mens jeg som præsident for fanklubben De Rødhvide Bønder, der blev stiftet i 1996, skruede endnu en tand op for patos ved at hævde, at ”Tvis KFUM er kærligheden til noget, der er større end dig selv.” Formålet og værdierne udmøntede sig i, at klubben trods den sportslige succes lagde meget vægt på, at klubben både skulle fokusere på elite og bredde. Det sociale liv blev således vægtet højt og blev udfoldet i praksis af mange med ansættelse på Tvis Skole og SFO, hvor ledere som Helge Jensen og Grethe Sahl rekrutterede folk med engagement i foreningslivet. Klubbens værdier blev således også i praksis tæt knyttet til de kristne og demokratiske værdier, der kendetegnede den danske pædagogiske tradition.      

Den stigende kommercialisering og professionalisering i 1990’erne, hvor Tvis KFUM vekslede mellem landets to bedste rækker på herresiden, betød, at det var nødvendigt med flere sponsorer og et større opland for at kunne spise kirkebær med de helt store. Derfor indgik Tvis KFUM i 2000 et holdfællesskab med Holstebro Håndbold 90 under navnet Team Tvis Holstebro. Det betød, at klubben kunne øge sin omsætning fra 1 mio. i midten af 1990’erne til over 15 mio. kr. i løbet af 2000’erne, og at både herre- og dameholdet kunne konsolidere sig i landets bedste række og vinde adskillige titler og medaljer. Imidlertid fik holdfællesskabet en ende i 2020, da Holstebro Håndbold 90 hjemtog dameholdet. Derefter spillede TTH Holstebro, som overbygningen kom til at hedde i 2016, videre med et herrehold i toppen af ligaen på licens fra moderklubben Tvis KFUM, der i 2012 havde slået sig sammen med de gamle grundtvigske konkurrenter fra Tvis IF under navnet Tvis Idræt. Foreningen blev ved fusionen tilknyttet både DGI og KFUM’s Idrætsforbund, og bemærkelsesværdigt nok så var den samlede forenings formål ”på basis af et kristent værdigrundlag at skabe gode og sunde rammer omkring foreningens aktiviteter.”  

Der var således ikke i Tvis KFUM’s tilfælde tale om et brud med kristendommen, men snarere om en ideologisk nyskabelse gennem reviderede idégrundlag, ifølge hvilke der i 1995 ’på et kristent grundlag’ og i 2020 mere forsigtigt ’på basis af et kristent værdigrundlag’ skulle skabes gode og sunde rammer for foreningens aktiviteter. At forkynde det kristne evangelium var med andre ord ikke længere et formål i sig selv. Med formuleringen ’gode og sunde rammer’ blev der desuden trukket retoriske tråde tilbage til de første vedtægter fra 1945, hvor formålet var at ’udnytte de unges fritid på en god og sund måde.’ Det lykkedes således at legitimere den sekulariserede praksis uden specifikt kristne aktiviteter som andagt og bibelmøder ved at betone kontinuitet snarere end brud gennem brugen af begrebet ’kristent’, der med Skinners ord havde et positivt talehandlingspotentiale. Dette var helt i tråd med formandens tolkning af formålet tilbage i 1992, hvor han som nyskabende ideolog understregede, at kristendommen ikke havde mistet sin betydning i Tvis KFUM, men at den nu blev forstået som et spørgsmål om forholdet til medmennesket, og at formålet med foreningen fortsat var mere end blot at dyrke idræt.                    

Mens Tvis KFUM og Tvis Idræt således beholdt sin forbindelse til det kristne ophav, så var formålet med eliteoverbygningen Team Tvis Holstebro i 2000 af rent sportslig karakter: ”Formålet med samarbejdet er at udbygge positionen som Vestjyllands håndboldmekka og være med til at præge elitehåndbolden i Danmark.” I kølvandet på overbygningens omdannelse til et aktieselskab i 2003 og etableringen af holdingselskabet Holstebro Sport + Event i 2009 blev der desuden tilføjet kommercielle og oplevelsesøkonomiske aspekter til formålet. Efter indvielsen af Gråkjær Arena som ny hjemmebane i 2011 skulle en kamp ifølge direktør Jacob Jørgensen ikke kun være en ’håndboldoplevelse’, men en ’totaloplevelse’, og i 2020 blev TTH opfattet som både ’sport’ og ’forretning’ med det tredelte formål at skabe sportslige resultater og talentudvikling, at levere et attraktivt ’produkt’ i form af et regionalt erhvervsnetværk for sponsorerne og totaloplevelser for tilskuerne og ikke mindst at ’brande’ Holstebro i samarbejde med kommunen, så man kunne tiltrække nye borgere og investeringer til kommunen. Det var netop for at få Holstebro mere frem i medierne, at klubben efter ønske fra erhvervsliv og kommune i 2016 skiftede navn til TTH Holstebro, så hovedbyen ikke skulle stå i skyggen af landsbyen Tvis, hvor historien begyndte i 1942. Trods kommercialiseringen var der dog stadig plads til de medmenneskelige og implicit kristne værdier, der prægede moderklubben Tvis KFUM. Ambitionerne frem mod 2025, der blandt andre blev formuleret i jubilæumsskriftet 20 højdepunkter, triumfer og profiler 2000-2020: De største oplevelser og gyldne øjeblikke. 20 års klubhistorie af direktør John Mikkelsen, der var uddannet pædagog og havde en fortid som spiller og forretningsfører i Tvis KFUM, inkluderede således, at TTH Holstebro ”vil udvikle rollemodeller – både på og uden for banen” og ”have en hel klub med plads til både elite og bredde.”

Konklusion

Håndbold er én af få sportsgrene med rødder i Danmark. Siden gennembruddet på landet i 1930’erne har håndbold været én af landets mest udbredte sportsgrene, og fra 1990’erne og fremefter har den desuden høstet mange medaljer i landsholdregi. Imidlertid er sporten ofte blevet set ned på af kultureliten, der generelt opfatter den som en grim og primitiv sport, der emmer af dårlig smag og småborgerlighed. Håndboldens lave status skyldes blandt andet, at den i forbindelse med først halbyggerierne i 1970’erne og siden professionaliseringen og kommercialiseringen i 1990’erne i stigende grad er blevet en provinssport, hvor jyske klubber fra relativt små byer spiller en dominerende rolle. Håndboldens lave kulturelle status har betydet, at der i modsætning til blandt andet fodbold og cykling ikke er udgivet ret meget filosofisk og historisk og endnu mindre idéhistorisk forskning om håndbold i Danmark.

Jeg har i ovenstående forsøgt at råde bod på denne mangel ved at vise, hvordan Quentin Skinners tilgang til intellektuel historie kan benyttes til at analysere den ideologiske og dermed retoriske udvikling af beskrivelsen af håndbolden. Jeg har fokuseret på, hvordan Tvis KFUM, som et eksempel på en succesrig, kristent funderet landsbyklub, bevægede sig fra forening til forretning og i denne proces nyfortolkede den kristne ideologi ind i en sekulariseret kontekst, hvor de kristne værdier blev koblet til ideer om demokratisk dannelse, medmenneskelighed og et fællesskab med plads til alle. Med Skinners terminologi har jeg således vist, hvordan nyskabende ideologer benyttede det positive talehandlingspotentiale, som kristendommen indeholder, til på succesfuld vis at legitimere en ny praksis. Hermed kan man argumentere for, at Tvis KFUM’s historie bærer præg af kontinuitet, og ikke blot af brud, på trods af de store forskelle mellem landsbyforeningen fra 1942 og den professionelle klub fra 1990’erne og frem.

Omvendt kan man selvfølgelig indvende, at den kristne retorik, der fortsat er at finde i vedtægterne, blot er tomme floskler fra en svunden tid, der mest af alt er med af gammel vane, men intet har med klubbens nuværende praksis at gøre, hverken i regi af Tvis Idræt eller TTH Holstebro. Dette ville imidlertid være at overse min analytiske pointe om, at ord skaber handling gennem legitimering af en ny praksis. I 1990’erne, da det forkyndende element forsvandt fra værdigrundlag og praksis, var det netop afgørende for de historiske aktører at legitimere den nye praksis ved at hævde en forbindelse til det kristne grundlag for at få opbakning fra baglandet og opretholde en samlet fortælling om klubben. Dette gjorde man ved at beholde kristendommen som en del af værdigrundlaget og ved i praksis at have et stort fokus på medmennesket og kammeratskabet, også ud over det rent idrætslige. Dette kom konkret til udtryk ved, at klubben trods den sportslige succes også prioriterede bredden ved blandt andet ikke at niveaudele børne- og ungdomsholdene så tidligt som i rene eliteklubber.

Denne lille historie om Tvis KFUM skriver sig ind i den store historie om håndbolden i Danmark. På trods af spillets uforandrede logik inde på banen, hvor det for spillerne altid har handlet om at tabe eller vinde, så er håndboldens udvikling i høj grad præget af de ideologiske værdier uden for banen. I 1930’erne og 1940’erne brød spillet igennem i missionsk og grundtvigsk regi, fordi det blev opfattet som et moralsk og karakteropdragende alternativ til fodbold, der blev associeret med den engelske konkurrencesport og boldklubberne, som havde konkurrencen og sejren som eneste formål. For de grundtvigske gymnastik-, idræts- og ungdomsforeninger var formålet med idrætten at indlemme de unge i et folkeligt fællesskab, mens det for de missionske KFUM-foreninger var at forkynde det kristne budskab om synd, tro, nåde og frelse.

I takt med idrættens sekularisering fra 1960’erne og frem blev forkyndende element i KFUM-foreningerne nedtonet til fordel for såkaldt kristne værdier som medmenneskelighed og fællesskab, der kunne tilpasses de demokratiske værdier, der vandt frem i pædagogiske institutioner, hvor mange ledere blev rekrutteret fra. I forbindelse med kommercialiseringen og professionaliseringen af håndbolden i 1990’erne og 2000’erne skete der en yderligere afideologisering, da mange KFUM-klubber blev fusioneret med verdslige klubber uden andet formål end konkurrencen og sejren. Nu blev det vanskeligt at se ideologiske forskelle mellem håndboldklubberne, der for de fleste eliteklubbers vedkommende efterhånden blev til aktieselskaber inden for sportsøkonomien. I nogle tilfælde er der imidlertid stadig spor af deres ideologi og idéhistorie tilbage. Tvis er et eksempel på dette.        

Kilderne til denne artikel er først og fremmest Bent Baks beretninger om Tvis KFUM’s historie, der er tilgængelige på tvisby.dk, forfatterens artikel ’Fra marken til arenaen: Historien om dansk klubhåndbold med Tvis KFUM som eksempel’ fra 2018 samt materiale fra forfatterens privatarkiv.

Hans Henrik Hjermitslev er kandidat i idéhistorie fra 2004 og ph.d. i videnskabshistorie fra 2010. Han arbejder som lektor ved UC SYD og er skribent på flammen.dk, der følger TTH Holstebro tæt.