Da danskerne fik øje på det nære demokrati

Mange af nutidens miljø-, vækst- og velfærdsproblemstillinger har rødder i 1970’ernes samfundsdebat. Ved at undersøge den tids debat om nærdemokratiet viser Jesper Vestermark Køber, at der er tydelige paralleller til vore dages diskussioner om populisme og udkantsoprør. Og foreslår, at vi måske kan lære af fortidens opmærksomhed på sammenhængen mellem deltagelse i det omkringliggende samfund og menneskets trivsel.

I en kommentar i Berlingske Tidende i 1972 konstaterede den aldrende samfundsfortolker Arne Sørensen, at det danske samfund stod over for en ny epoke i demokratiets historie. Ifølge det forhenværende medlem af frihedsrådet bevægede Danmark sig i disse år fra det repræsentative demokratis tid til en langt fyldigere demokratisk periode. Overskriften for dette mere inkluderende og deltagende folkestyre var nærdemokrati, som ifølge Sørensen kendetegnede alt fra ungdomsoprørere til konservative borgeres engagement for et stærkere og udvidet folkestyre.

I dag forbinder de færreste begrebet nærdemokrati med større samfundsomvæltninger, men primært med arbejdet i skolebestyrelser, foreningslivet eller det kommunale demokrati. I begyndelsen af 1970’erne var nærdemokrati imidlertid et nyt begreb, der både indeholdt ideologisk sprængkraft og idéer om alternative livs- og samfundsformer. Som Sørensens tekst indikerer, hang begrebet også sammen med forventninger om en snarlig demokratisering af det danske samfund, hvor befolkningen ville overtage mere magt fra politikerne. Selve ordet nærdemokrati opstod først på dansk i 1969; et tidspunkt hvor alskens autoriteter mødte kritik, unge forlangte medbestemmelse på uddannelsesinstitutionerne, og fagbevægelsens krav om økonomisk demokrati stod højt på den samfundspolitiske dagsorden.

Idealerne var under opbrud efter en proces, hvor betingelserne for livet i Danmark havde ændret sig drastisk i løbet af bare én generation. Efter de første efterkrigsårtier stod det landbrugssamfund, som siden 1800-tallet havde kendetegnet det moderne Danmark, over for afvikling. Velstanden var på få årtier steget gevaldigt og den hastigt voksende velfærdsstat knæsatte en ny samfundskontrakt med høje skatter, serviceniveau og ydelser. Administrativt fulgte politikerne med tiden og ophævede det århundrede gamle skel mellem sognekommuner og købstæder for at forvandle over 1000 enheder til 275 kommuner, der skulle håndtere de nye offentlige opgaver. Samtidig genlød ønsker om at intensivere demokratiet i mange offentlige debatter. Det konservative folketingsmedlem Erik Ninn-Hansen kunne således i en kommentar i 1972 konstatere, at medindflydelse, medbestemmelsesret og nærdemokrati gik igen i næsten enhver samfundsdiskussion.

At nærdemokratiets popularitet ikke kun blev set i et optimistisk skær, vidner et andet samtidigt indlæg om. Blot få uger før Berlingeren bragte Arne Sørensens indlæg, tog litteraten og kritikeren Bjørn Poulsen i Jyllands-Posten også favntag med det nye nærdemokratibegreb. Men i modsætning til Sørensens iagttagelse mente Poulsen ikke, at kravet om nærdemokrati udsprang af begejstring for mere deltagelse, men af skuffelse over det faktiske demokrati. Folk ønskede, som Poulsen beskrev det, ikke så meget at videreføre demokratiet som at flytte det til nære forhold, hvor de kunne mærke det.

Nærdemokratifascinationen indikerer, at de hidtidige begreber om demokrati ikke længere stemte overens med det samfund, som folk levede i, eller det de ønskede at leve i. Sørensen og Poulsens reaktioner repræsenterede således to vigtige refleksioner over de markante forskydninger i måden, hvorpå demokratiet opfattedes. Håbet om en mere demokratisk fremtid over for skuffelsen over erfaringerne med det eksisterende demokrati. Nærdemokratiets popularitet afspejler imidlertid også et dilemma i efterkrigstidens moderne demokratiske velfærdssamfund: Hvordan kan man balancere udviklingen af en stadig mere specialiseret og kompleks offentlig sektor med ønsket om at forbedre og styrke folkets kontrol med samfundsudviklingen?

Velfærdsstaten blev skabt sideløbende med populariseringen af en politisk forestilling om, at de store ideologiske slagsmål hørte fortiden til. For flere af tidens toneangivende socialpolitiske aktører og politikere hang troen på fremskridt og den rationelle ekspertise sammen med et særligt demokratisyn med vægt på demokratisk opdragelse og udbredelsen af en demokratisk livsform til flere sfærer af samfundet. I slutningen af 1960’erne udtrykte flere dog en større bevidsthed om, at rationaliteten ikke nødvendigvis ledte til et bedre samfund, og velfærdsstaten mødte således kritik fra både højre og venstre. Hinsides ideologierne lå ikke et paradis, men snarere affortryllelse. Det lod sig næppe gøre at kombinere politikernes øgede ansvar for samfundsudviklingen med mere folkelig medbestemmelse over de fælles beslutninger. Som Poulsens tekst indikerer, skabte kommunalreformen også bekymring for det faktiske demokrati. Folk blev opmærksomme på de store strukturers problemer, og på at det nære og lokale udgjorde væsentlige funktioner for demokratiet.

1970’ernes nærdemokratidebat klæder os imidlertid ikke kun på til at forstå det turbulente årti, der afsluttede efterkrigstiden. Mange af nutidens miljø-, vækst- og velfærdsproblemstillinger har også sine rødder i 1970’ernes samfundsdebat. Ved at kigge nærmere på denne kan vi se, hvordan der i vore dages diskussioner om populisme og udkantsoprør er klare paralleller til fortidens opmærksomhed på sammenhængen mellem deltagelse i det omkringliggende samfund og menneskets trivsel. Men også hvordan 1970’ernes samfund i nogen grad havde større politisk lydhørhed over for at udvikle deltagelseskanalerne og imødekomme demokratikravene.   

I 1970’erne tog centraliseringskritikken sig ud som et oprør fra landsbyerne og en grundlæggende utopisk tænkning om eksperimenterende nye boligformer. Nærdemokrati var ikke det eneste nye ord, som skulle forklare samfundsudviklingen. Lokalsamfund er et andet begreb, vi først kender på dansk fra omkring samme tid, og som fik stor betydning for 1970’ernes samfundsdebat. Nye lokalsamfundsbevægelser samlede sig i foreninger og i ikkepartipolitiske valglister. Med kritik af samfundets vækstmål og centraliseringens magtkoncentration i de nye store kommuner omfavnede landsbyoprøret både modstanden mod et overdrevet fokus på materielle værdier og den stadigt stigende offentlige kontrol med samfundet.

Det var således ikke kun på venstrefløjen, at oprøret ulmede. Venstre lancerede i midten af 1970’erne idéen om det nære samfund, hvor velfærdskritik gik hånd i hånd med en problematisering af den moderne udvikling. Her illustreredes nogle problemer med velfærdsstaten, som altså ikke kun handlede om indkomstskat, men også om borgernes trivsel. Venstremedlemmet Svend Erik Hovmand forfattede i 1973 bogen Det nære samfund. Den udsprang, forklarede han, af en forventning om, at samfundets næste vækstmål ikke var materielle værdier, men højere livskvalitet. I et Venstre-oplæg fra 1974 om det nære samfund skrev partiet i forlængelse heraf, at 1960’erne og 1970’ernes udvikling med fokus på rationalitet og effektivitet var løbet af med os: ”Hvad blev der af mennesket i alt dette? Hvad blev der af arbejdsglæden? Af den menneskelige kontakt. Af fornemmelsen af at have indflydelse, hvor man levede,” spurgte partiet.

Længslen mod fortidens mere simple samfund og håbet om at styrke demokratiet kunne således findes i vidt forskellige grupperinger. En særligt utopisk karakter fik nærdemokratiet i ungdomsoprørernes fortolkning. Det gjaldt både i de konkrete eksperimenter som Christiania eller i kerneskrifter som eksempelvis Langelandsmanifestet, hvor forfatterne Ebbe Kløvedal Reich og Henning Kløvedal Prins plæderede for et kollektivsamfund med overensstemmelse mellem bo- og arbejdspladser og et såkaldt tingsdemokrati. Kulminationen på tankerne om nærdemokrati kom på sin vis i 1978 med Villy Sørensen, Niels I. Meyer og Kresten Helveg Petersens storsælgende bog Oprør fra midten, der så lokalsamfundene som den grundlæggende sociale og politiske enhed i det fremtidige Danmark.

Bogen forenede en række kritikpunkter af industrisamfundet og problematiserede de eksisterende liberale og socialistiske løsninger. I stedet skulle samfundet gentænkes med udgangspunkt i menneskets behov. Det betød ifølge forfatterne også et samfund, der var i ligevægt med naturen, og hvor mennesket ikke var ”en passiv genstand for beslutninger og påvirkninger.” Heri lå en kritik af det repræsentative demokrati for at indskrænke den politiske medbestemmelse til valget af repræsentanter og for at svække den enkeltes medansvar for samfundsudviklingen. I bogens skitserede mål om et såkaldt humant ligevægtssamfund måtte enhver have ret til medbestemmelse i sit miljø og i sit arbejde, hvorfor samfundet måtte bygge på ”små enheder med reel medbestemmelse” og samfundets ledere vælges ud fra et ”personligt kendskab af dem de repræsenter.”

Svaret på de mange forskellige krav om decentralisering og nærdemokrati kom også fra det kommunale velfærdsdanmark og den nyoprettede organisation Kommunernes Landsforening. I løbet af 1970’erne omfavnede de kommunale politikere nærdemokratibegrebet og gav det en kommunalpolitisk fortolkning. Man erkendte både i KL og i Folketinget, at de nye kommuner måtte prioritere borgerinddragelse. Som et konkret resultat af nærdemokratidebatten står de tre planreformer fra første halvdel af 1970’erne, der i høj grad lagde op til at inddrage og involvere borgerne i de kommunale planer. Rundt om i de nye velfærdskommuner fik man fra begyndelsen af 1970’erne således et nyt sprog og nye retningslinjer for at praktisere nærdemokrati med øget fokus på informationskanaler, borgerhøringer og andre typer af inddragelse. Det blev således i langt højere grad den kommunale planlægning end Oprør fra midtens ligevægtssamfund, som vandt kampen om nærdemokratibegrebet. Nærdemokrati blev et kommunalt begreb samtidig med, at velfærdsstaten cementeredes som den samfundsmodel, danskerne i store træk ville have.

Fra 1980’erne nedtonedes interessen for nærdemokrati, og den seneste kommunalreform i 2000’erne tog ikke videre hensyn til at styrke nærdemokratiet. Ser man på Sørensen og Poulsens fortolkninger er det derfor nok sidstnævntes pessimistiske analyse, som kommer tættest på borgernes oplevelse af dagens demokrati. På trods af flere muligheder for at deltage i kommunal planlægning og skolebestyrelser har vi ikke bevæget os væk fra det repræsentative demokrati, som Sørensen havde forudset. Det er i stedet konsolideret og nok yderligere forstærket i den forstand, at vi stort set ikke har partier, der i dag dyrker udvidelser af demokratiet som deres mærkesag. Vores diskussioner om fremtiden bærer således ikke på samme måde præg af de visioner, utopier og deltagerdemokratiske tankegange, som prægede 1970’ernes aktører.

Til gengæld er der i dag fortsat et stort fokus på nærhed og forholdet mellem centrum og periferi. Den grundlæggende længsel mod det nære samfund forsvandt ikke. Det er derimod et tilbagevendende og måske endda iboende fænomen ved den moderne stat, at borgerne savner nærhed. I 1970’erne kunne nærdemokratibegrebet bruges til at fortolke afslutningen på den hastige og optimistiske velstands- og velfærdsopbygning og mange danskeres erkendelse af hele livsformers afslutning. I dag befinder vi os igen i en periode, hvor vi erkender og skal håndtere konflikter i velfærdsstaten og det specialiserede post-landbrugssamfund. Men læren fra 1970’erne er ikke entydig. På den ene side understreger vore dages tiltagende skepsis over for politikere og medier behovet for at genkalde noget af fortidens fokus på de demokratiske aspekter ved omstillingen og omfavne debatten om, hvordan et anderledes og mere intensivt folkestyre kunne se ud. Omvendt stiller nødvendigheden af at omstille samfundet også langt større krav til det repræsentative demokrati om at udstikke retningslinjer og handle hurtigt og effektivt uden skelen til særinteresser. Hvor Sørensen så optimistisk på tiden efter det repræsentative demokrati, er spørgsmålet i dag nok snarere, om vi ikke bør bekymre os mere om manglende handlekraft fra de politikere, vi har valgt.

Jesper Vestermark Køber er studielektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og forfatter til bogen Det nære demokrati: Kampen om 1970’ernes Danmark.