Apartheid og efter – litteraturen i Sydafrika fra 1948 til nu

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

I 1948 indførte den sydafrikanske regering apartheid. Det betød en radikalisering af den raceadskillelsespolitik, der i årtier havde deformeret det sydafrikanske samfund. Som konsekvens af Group Areas Act i 1950 forvistes uønskede sorte afrikanere til fjerne ”homelands”, såkaldte ”bantustans”, på basis af deres angivelige etniske tilhørsforhold. I byerne blev den allerede eksisterende raceopdeling systematiseret: Sorte blev henvist til fjerntliggende ”townships”, mennesker af indisk oprindelse og ”farvede”, en sydafrikansk betegnelse, blev henvist til townships tættere på den hvide by. Premierminister Daniel F. Malan gjorde det klart, at intentionen var at ”retribalize the Bantu”, altså en yderligere opdeling af den sorte befolkning på baggrund af race og etnicitet.

Modstandspartiet ANC’s svar var vedtagelsen af The Freedom Charter i 1955, der indledes med de berømte ord, ”The people shall govern”. Året efter blev over 150 af de førende antiapartheid-personligheder pågrebet, anklaget for højforræderi, men frikendt. Anderledes endte det for ANC, der i 1960 blev kendt ulovligt. Under Rivonia-retssagen i 1963-1964 blev de ledere af ANC’s militante sektion, myndighederne kunne pågribe i en razzia arresteret, dømt og fængslet. Her begyndte Nelson Mandelas atten år lange forvisning.

På det administrative område blomstrede apartheidregimets kreative fantasi. Et utal af love og bestemmelser gjorde det umuligt for de sorte befolkninger af leve et almindeligt menneskeligt liv. The Immorality Act forbød seksuelle relationer mellem forskellige racer; den sorte befolkning skulle bære pas, der fastlåste deres geografiske og sociale manøvrerum; blandet socialt samvær var forbudt; rumlig segregation ydmygede og besværliggjorde færden i byen. Modstanden var konstant og regimet slog hårdt igen. En hel generation af sorte politikere, forfattere og intellektuelle blev tvunget i eksil, bøger og artikler blev censurerede eller helt forbudte, men den litterære kreativitet blev ikke smadret, som vi skal se i det følgende.

Som led i apartheidpolitikken blev byerne renset for ”sorte pletter”, hvilket vil sige kvarterer, hvor en blandet befolkning udfordrede den tilstræbte raceadskillelse og boede for tæt på den europæiske by. Ødelæggelsen af den sorte bydel Sophiatown i Johannesburg og opførelsen af den hvide bydel Triomf i 1950erne var et forvarsel om denne udvikling. District Six, et blandet kvarter i Cape Town, blev erklæret hvidt område i 1966, og i de følgende år blev mere end 50.000 beboere deporteret til townships i Cape Flat. Apartheidregimet viste sit sande ansigt ved at udslette bysamfund, som i stædigt opgør med den herskende ufrihed havde etableret en modstands- og overlevelseskultur af voldsom symbolsk og praktisk betydning.

Den sorte litteraturs første storhedsperiode

I litteraturen ramler modsætningerne sammen: Opstand mod undertrykkelse; bantustans mod de hvide farme; townships mod de hvide forstæder; retsløshed mod privilegier; ussel fattigdom mod ufattelig rigdom og frem for alt den hvide befolkning mod dem, der blev klassificeret som ikke-hvide.

1950erne og -60erne var den engelsksprogede sorte litteraturs store blomstringsperiode. Alan Patons Cry, the Beloved Country, 1948 og Ez’kiel Mphahlele Down Second Avenue,1959, om hans opvækst i en township udenfor Pretoria, banede begge vejen. Sammen med en gruppe sorte forfattere, mange af dem bosat i Sophiatown, blev de toneangivende for kommende generationer, også for ikke-sorte forfattere.

En sen aften i 1957 var journalisten Henry Nxumalo på vej ind i Sophiatown for at møde sin gode ven, forfatteren Can Themba. Han nåede ikke frem, men blev stukket ned og døde i et af de mange brutale overfald, der prægede nat og dag i bydelen. Nxumalo var vidt berømt som skribent i det blomstrende litterære magasin Drum, der var rettet mod et sort storbypublikum og publicerede den nye generation af afrikanske forfattere. Han havde skabt figuren ”Mr Drum”, en vandrende journalist, som rapporterede direkte fra kvarterets spektakulære og desperate liv. 

Der var rigeligt at skrive om. Fattigdommen og kriminaliteten i Sophiatown og de andre slum-lignende townships var bagtæppet for de intense sociale relationer. Can Themba besang det rige kulturliv, dens vidt berømte barer (de såkaldte ”shebeens”), musik, mode og idealer fra gangsterlivet i det sorte USA. Jive og jazz summede i takt med livet. Hugh Masekela og Miriam Makeba var de kulturelle ikoner i samklang og i konkurrence med ”tsotsien”, gangsteren, som var smart, hurtig og kriminel. Skellet mellem journalistik og skønlitteratur blev mindre skarpt – reportagerne var billedskabende, og fiktionen tæt forbundet med den turbulente dagligdag. Can Themba døde tidligt – ligesom adskillige andre af hans kolleger. Han endte i eksil i Zambia, mens hans ven, Nat Nakasa, begik selvmord i landflygtighed i New York. Bloke Modisane, forfatter til Blame Me on History, 1963, vendte aldrig hjem fra sit eksil i England. Den første bølge af sort storbylitteratur blev kvast af forfølgelse og censur. 

Den engelsksprogede hvide litteratur – politik, protest og dystopi

I 1970erne og -80erne levede protesten videre i andre grupperinger. De hvide forfattere Nadine Gordimer, J. M. Coetzee og André Brink var højproduktive. Gordimers værker blev også censureret og forbudt. Hendes romaners psykologiske realisme og åbenlyse politiske engagement i Sydafrikas befrielse gjorde hende til den mest indflydelsesrige stemme for den progressive del af den hvide befolkning. André Brink undersøgte Sydafrikas historie, blodige konflikter, melodramatiske intriger og optegnede skarpt de dybe skel mellem racer.

Brinks modsætning er J. M. Coetzee – klar, ordknap og allegorisk. I Coetzees tidlige romaner Dusklands, 1974, In the Heart of the Country, 1977, og Waiting for the Barbarians, 1980, skildrer han periodens frygt og magtesløshed i metaforiske og virkelige landskaber, hvor prisgivne, isolerede mennesker søger at forsvare sig mod det umenneskelige øde og de unavngivne trusler. Hos Coetzee bor modstanden mod regimet ikke i politiske bevægelser og undergrundspartier, men findes som en etisk stillingtagen hos individer, som i den allegoriske fortælling The Life and Times of Michael K. , 1983. Samme år indbragte den forfatteren Booker-prisen.

I romanen befinder Sydafrika sig i en borgerkrig. Samfundet er bevæbnet og regimet forviser befolkningsgrupper til differentierede interneringslejre, angiveligt for deres egen sikkerheds skyld. Hovedpersonen K har kafkaske undertoner. Han er farvet, hverken sort eller hvid. Derved bliver selve hans eksistens et problem for myndighederne, da deres politik er drevet af nødvendigheden af faste racemæssige klassifikationer. Han er hjemløs, bor i en papkassehule med sin mor i Cape Town. Hun dør, og han ønsker for alt i verden at bringe hende tilbage til hendes fødested, så hun kan blive begravet der. Flertallet af den terroriserede befolkning flygter fra land til by i søgen efter beskyttelse. K bevæger sig modsat. Med sin afdøde mor på en kærre når han frem til hendes hjem på grænsen til den øde Karoo-højslette. Her begraver han hende. Dermed standser hans engagement, og han indretter sig igen i en hule og overlever som samler og jæger. Han bliver dog indfanget og anbragt på sygeafdelingen i det ikke navngivne regimes interneringslejr. Han ved ikke, hvorfor han er der, og nægter at modtage behandling og indtage føde. Ved sin selv-fornægtelse og ikke-deltagelse i den herskende orden unddrager han sig medskyld i konflikten. Hans passive modstand foruroliger forvalterne af myndighedernes dekreter. 

I romanen bliver K katalysator for samvittighedsgranskningen hos den hvide, liberale befolkning – medløbere og modstandere af apartheid – en granskning, som også karaktererne i Gordimers og Brinks forfatterskaber lever med. I Coetzees Waiting for the Barbarians, 1980, spaltes den hvide hersker i to: den liberale fredsdommer og den brutale politichef. Fredsdommeren reflekterer, “I was the lie that the Empire tells itself when times are easy, he the truth that Empire tells when harsh winds blow”.

Litteraturen i den tidligere Kapprovins

Ind imellem de førende hvide forfattere blandede Zöe Wicombs distinkte stemme sig. Hun var klassificeret som farvet, den befolkningsgruppe som udgør flertallet i Kapprovinsen. Novellesamlingen You Can’t Get Lost in Cape Town, 1987, var hendes store gennembrud. Novellerne gennemlyser de økonomiske og personlige konsekvenser ved klassifikationen af mennesker. I Kapprovinsen, som blev opdelt i tre regioner i 1994, udspillede klassifikationen sig anderledes end i andre dele af Sydafrika. Den var her resultat af århundreders sameksistens af boere, briter, indvandrere fra det nuværende Malaysia og Indonesien, samt san og khoikhoi, der tilbage i historien var henholdsvis jæger-samlere og kvægholdere. 

Afrikaans var og er stadig modersmål for flertallet af befolkningen, og det var her litteraturen levede. Det kom til udtryk i den tidligt afdøde Ingrid Jonkers oprørske, anti-patriarkalske digte, Breyten Breytenbachs analyse af apartheids forkrøbling af menneskesindet, og Etienne van Heerdens satiriske roman om en opløsningstruet boer-bondefamilie,Torberg, 1986. Senere nåede Marlene van Niekerks skildring af den fortabte hvide arbejderklasse i Triomf fra 1994 og Deon Meyers hæsblæsende thrillers et stort publikum.

Den sorte protestlitteratur i 1970erne og -80erne

I 1970erne var centrum for den folkelige opstand mod regimet den million-store township Soweto i Johannesburg. Bydelen blev uregerlig og den politiske modstand blev organiseret i PAC, både parallelt og i konkurrence med ANC. ”Black consciousness” blev den sejrende kulturelle bevægelse i den unge generation, – Willy Serote, Sipho Sepamla og Miriam Tlali var oprørets stemmer. 

I 1980erne nærmede provinsen Kwazulu-Natal sig borgerkrigslignende tilstande med konflikten mellem ANC/UDF på den ende side og det Zulu-nationalistiske og regimevenlige Inkatha Freedom Party, IFP på den anden side. I Durban kæmpede parterne om magten i byens townships, hvor myndighederne var sat delvist ud af spillet. Også her var rødderne til konflikterne kontrol over jord – plads til at eksistere. Først stod ANC/UDF og IFP sammen om at bekæmpe en udvidelse af de indiske arealer, hvorfra mange blev permanent fordrevet; senere stod de blodige kampe om ressourcerne mellem lokale tilhængere af de to partier.

Forfatteren Fred Khumalo var ung på det tidspunkt. Han rapporterede fra krigen mellem parterne for den landsdækkende avis, Sunday Times. I sin selvbiografi, Touch My Blood, 2006, beskriver han voldsspiralen, der voksede ud af det komplekse forhold og konkurrencen mellem de rivaliserende partier, deres støtter og så det hvide regime. Mareridt fra perioden bliver ved at præge Khumalos liv, og i perioder levede han udenfor Sydafrika. Fra sit midlertidige eksil i Canada skriver han, ”The skeletons that I thought were safely locked away in the catacombs of history were now rattling in my mind. I sat down to write my history”.

Storbylitteraturen efter 1994

I 1994, året hvor Sydafrika stemte sig til demokrati, udkom murstensromanen, Triomf. Den blev skrevet på afrikaans af forfatteren Marlene van Niekerk. At den udkom i det år, hvor apartheid endegyldigt blev besejret, er ironisk. Romanen handler om bydelen Triomf, som blev bygget på ruinerne af Sophiatown. Den blev planlagt og etableret for den hvide arbejderklasse og er i midt-halvfemserne fattig, skramlet og forsømt. Det samme gælder den familie, hvis stemmer udgør romanen. Familien – Pop, Moll, Treppie, Lambert og hunden Gertie – har travlt med at overleve, upåvirkede af de nye demokratiske vinde. Forældrene kalder stadig de sorte, de møder i nabolaget ”Kaffirs” og ”Hotnots”, standard skældsord om den sorte og farvede befolkning, men uden den store modvilje. De frygter dog stadig ”Sophiatown ghosts”. 

Omkring årtusindskiftet skete der nybrud og opblomstring i Sydafrikas litteratur. Lauren Beukes fornyede radikalt fortællingen om ulighed og overlevelse i byerne. I Zoo City fra 2010 er et helt kvarter i Johannesburg transformeret til et åbent fængsel for lovbrydere, der har udstået deres straf. For at være genkendelige bliver de for evigt udstyret med et slags totemdyr, som følger deres op- og nedture. Hovedpersonen, som kæmper sig igennem som privatdetektiv, har et lidt skræmt og kærligt dovendyr som følgesvend. Hun og dyret passer på hinanden – ”apparently we attracted vermin because we were vermin” – sommetider jagtet gennem storbyens kloakker, der er hjemsted for dyriske gangstere og overnaturlige væsner. 

Hvad der foregår under jorden i Johannesburg, byen der er bygget på ”a golden reef”, optager også fortælleren i Ivan Vladislavics Portrait with Keys – Joburg & what-what, 2006. I hans forfatterskab er storbyen ligeledes skånselsløs. Den er præget af vold, forbrydelser, fattigdom og brutalisering, men samtidig af udgrænsede menneskers endeløse opfindsomhed. Under kloakdækslerne findes der rum som ”homeless … urchins, tramps, car parkers” bruger til opbevaring. Her gemmer de mad, tøj og skatte. Undergrunden er blevet ”appropriated and domesticated, transformed into repositories of privacy for those compelled to live their lives in public”. I Zoo City er den urbane virkelighed i Sydafrikas storbyer en realistisk, blomstrende dystopi. Hos Vladislavic er byen et ingeniørværk, bygget på guldets rigdom og genopfundet i perioden efter år 2000 som en bevæbnet og befæstet velhavende hvid by og en skjult arkaisk katakombe-lignende beton- og asfaltjungle.

Den nye sorte litteratur

Phaswane Mpe videreførte den sorte township-roman med Welcome to Our Hillbrow, 2001. Hillbrow er bydelen, der modtager migranter fra udsigtsløse landdistrikter og det kvarter, der er blevet til Zoo City hos Lauren Beukes. K. Sello Duiker udgav Thirteen Cents i 2000 og The Quiet Violence of Dreams året efter. Romanerne beskriver alle en ubevægelig økonomisk orden, en himmelråbende ulighed, og i Thirteen Cents sker det gennem et gadebarns skæbne. De to forfattere døde begge som unge, men andre unge sorte forfattere bærer nu traditionen videre. Mohale Mashigo skriver noveller i den science fiction-orienterede genre ”spekulativ fiktion”, en genre der går sejrrigt gennem Afrika. Dog Eat Dog, 2004 af Niq Mholongo og Penumbra, 2013, af Songeziwe Mahlongu leverer kortåndede, brutale skildringer af byens hjemløse, gangstere og psykisk syge i alle køn, racer og aldre. Hovedpersonerne er unge mænd fra det, der kaldes ”kwaito”-generationen, perioden efter 1994, der fester, studerer, elsker, men på trods af den berusende frihed kæmper med fattigdom, vold og arbejdsløshed. De er halvt droppet ud af deres studier og skræmt fra vid og sans af 1980erne og -90ernes AIDS-epidemi. 

Nthikeng Moheles roman fra 2018, Michael K, der direkte henviser til Coetzees roman, The Life and Times of Mchael Kfra 1983 forener storbyromanen med en efterprøvning af gyldigheden af de idealer, der er indbegrebet af K, Coetzees antihelt. Mohelers roman er en hyldest til Johannesburg: ”The urgent, thrilling, addictive pull that has captivated, nurtured and amputated varied souls over time”. Og til dens digtere: ”I look for poetry in every crevice of the city, scrape the City Hall bannisters in the hope of collecting poetry residue left by visiting and hosted poets: poetry preservation by the fingernail”.

Moheles genopførelse af Coetzees roman er befriende letbenet og har ikke forgængerens skæbnetunge patos. Jeg-fortælleren er en humoristisk benovet forfatter, der ærefrygtigt søger at vandre i mesterens fodspor, vejledt af sin mentor, tyskprofessoren von Ludwig. Portrættet af ham er portrættet af en generation af intellektuelle, der både er bundne af fortidens litterære ikoner og sparker sig fri. I en underspillet episode ved K’s begravelse møder jeg’et faktisk sit idol, Coetzee, i kød og blod: ”He was a man of average build, with bifocal lenses, denoting poor or unreliable sight …. I can’t say the man was aloof; he certainly hinted at introvert tendencies, but smiled and nodded, acknowledged those who required his attention”. Coetzee, der på sin vis begraver sin egen skabning, Michael K., nægter at udtale sig om sit forfatterskab og kører væk i sin Land Cruiser, sfinx-agtig ligesom K. Hos Mohele er humoren, erobringen af retten til at ytre sig og den selvfølgelige selvbevidsthed våben. Hos Phaswane og Sello Duiker er det fortvivlelsen og vreden der driver opgøret med apartheid og dens ødelæggende følger. 

Coetzees genkomst

I perioden efter 2000 skriver Coetzee et antal romaner der tager form af undersøgelser af hans egen opvækst, af litteraturens muligheder og faldgruber og, mere abstrakt, af universelle etiske og eksistentielle spørgsmål. Den roman, der kommer til at definere ham som forfatter og skaffe ham Booker-prisen for anden gang, er Disgrace fra 1999. Romanen skildrer oplevelsen af det nye, frie Sydafrika set fra en hvid intellektuel mands synsvinkel: David Lurie. Han bliver fyret fra sit universitetsjob efter det bliver kendt, at han har haft et forhold til en ung farvet kvinde. Han afviser at bede om tilgivelse, opgiver sin rutinemæssige middelklassetilværelse og flytter ud til sin datter, der driver en farm og en hundekennel.  Her formår han ikke at forsvare sin datter mod en brutal voldtægt, foretaget af en gruppe sorte mænd. Han finder sin mission ved at lindre lidelserne for de hunde, der skal aflives.

Luries fralæggelse af ansvar kan ses som en indirekte kommentar til Sandhedskommissionen, det storstilede retsopgør om apartheidtidens forbrydelser, der udspillede sig fra 1994 til 1999. Her aflagde udøvere og ofre vidnesbyrd og søgte amnesti og forsoning. Hvis der er forsoning for Lurie i romanen, findes den udenfor de anerkendte institutioner. Romanen er et mørkt udtryk for den pessimisme og skepsis som også efter befrielsen fra apartheid kendetegner Coetzees forfatterskab. 

Coetzeed forfatterskab, som blev belønnet med Nobelprisen i 2003, bevarer sin aktualitet. Sydafrikas anden nobelpristager, Nadine Gordimer, synes mindre relevant i det nye Sydafrika på trods af hendes store roman fra 2012, No Time Like the Present, om politiske og moralske dilemmaer i perioden op til valget af Jacob Zuma som præsident i 2009.  Den unge generation af sorte forfattere deler den udbredte desillusion med det stadig herskende parti ANC, der under Præsident Thabo Mbeki blev voldsomt udfordret af den stadigt stigende arbejdsløshed, den fortsatte fysiske opdeling af befolkningsgrupper og af håndteringen af HIV/AIDS-epidemien. Under Jacob Zumas lange periode som præsident blev det åbenbart at ANC var stivnet, konfliktfyldt og i stigende grad korrupt. Mest afgørende for desillusionen er de skiftende regeringers manglende evne til at skabe økonomisk fremgang og forbedrede livsvilkår for det store flertal af befolkningen, mens den økonomiske overklasse, som nu indbefatter en stor gruppe af ANC-politikere og tidligere modstandskæmpere, trives i relativ sikkerhed og rigdom. 

En slutning

Apartheid var både et politisk program og en praksis. Programmet er er dødt. Praksis har været gennemgribende og lever videre som dramatisk ulighed. Flertallet af den sorte befolkning lever i tætte townships, mens den sorte og hvide elite har rigelig plads i grønne forstæder. Politikere manøvrerer i økonomiske nedgangstider med manglende investeringer og i et skrøbeligt samfund, der hele tiden er på randen af oprør og kollaps. Den nyere skønlitteratur flyver på én gang højt, ind i fantasi og science fiction, og tæt på jorden i vrede og brutale dagliglivsskildringer. Coetzees abstraktioner lever videre side om side med spøgelserne fra Sophiatown.

Artiklen er skrevet i april 2024

Bodil Folke Frederiksen er cand.phil i engelsk sprog og litteratur og lektor emerita i Internationale Udviklingsstudier, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.

Forslag til videre læsning

• Beukes, Lauren. (2010). Zoo City. Johannesburg: Jacana Media
• Coetzee, J. M.. (1974). Dusklands. Johannesburg: Ravan Press
• Coetzee, J. M.. (1977).  In the Heart of the Country. London: Secker & Warburg
• Coetzee, J. M.. (1980). Waiting for the Barbarians. London: Secker & Warburg
• Coetzee, J. M.. (1983). Life and Times of Michael K.. Johannesburg: Ravan Press
• Coetzee, J. M.. (1999): Disgrace. London: Secker & Warburg
• Duiker, K. Sello. (2000). Thirteen Cents. Cape Town: Kwela Books
• Duiker, K. Sello. (2001). The Quiet Violence of Dreams. Cape Town: Kwela Books
• Gordimer, Nadine. (2012). No Time Like the Present. London: Bloomsbury Paperback
• Heerdens, Etienne van. (1986). Torberg. Cape Town: Tabelberg
• Kumalo, Fred. (2006). Touch My Blood. Johannesburg: Umuzi Publishers
• Mahlongu, Songeziwe. (2013). Penumbra. Cape Town: Kwela Books
• Mholongo, Niq. (2004). Dog Eat Dog. Cape Town: Kwela Books
• Modisane, Bloke. (1963). Blame Me on History. London: Thames and Hudson
• Mohele, Nthikeng. (2018). Michael K.. Johannesburg: Picador Africa
• Mpe, Phaswane. (2001). Welcome to Our Hillbrow. Durban: University of Natal Press 
• Mphahlele, Ez’kiel. (1959). Down Second Avenue. London: Faber
• Niekerk, Marlene van. (1994). Triomf. Pretoria: Queillerie
• Paton, Alan Paton. (1948). Cry, the Beloved Country. London: Jonathan Cape
• Vladislavics, Ivan. (2006). Portrait with Keys – Joburg & what-what. Johannesburg: Umuzi Publishers
• Wicomb, Zöe. (1987). You Can’t Get Lost in Cape Town. London: Virago