Cykelsporten og den monumentale historie

Cykelsportens er de sidste årti blevet grebet af idéen om de fem monumenter: at der findes fem løb, hvis historie og prestige gør dem til sportens vigtigste og smukkeste cykelløb. Men hvorfor har den idé haft så stor succes, hvilken historieopfattelse er den et udtryk for, og hvilke konsekvenser har den for cykelsportens fortid og fremtid? Friedrich Nietzsche kan lede os på sporet af et svar. Frederik-Emil Friis Jakobsen skriver om landevejscykling, dens monumenter og dens historiografi.

FOKUS: SPORTENS IDÉHISTORIE  De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er den kun i begrænset omfang blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar.

At de store momenter i de enkeltes kamp danner en kæde (…) at det højeste i et sådant længst forgangent moment for mig endnu er levende, lyst og stort – det er den grundtanke (…) der giver sig udslag i kravet om en monumental historie

– Friedrich Nietzsche, Historiens nytte

Hvis du interesserer dig for cykelsport, og især hvis du har gjort det i længere tid, så har du sikkert ligesom undertegnede bemærket, at landevejscyklingen i løbet af det seneste årti, og særligt intenst de seneste fem-seks år,[1] er blevet mere og mere grebet af en idé, der i dag synes at have sat sig tungt på samtalen og dækningen af sporten: Idéen om, at der blandt sæsonens mange landevejsløb findes fem ”monumenter,” fem endagsløb – Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt – hvis historie og heraf følgende prestige gør dem til sportens vigtigste og smukkeste cykelløb, som enhver cykelrytter drømmer om at vinde og som enhver stjerne må have et par stykker af på sin sejrsliste, hvis vedkommende skal kunne regnes blandt sportens store mestre.

I en sportsgren, der ellers er præget af en stærk og til tider aldeles konservativ ærbødighed over for sin egen fortid og tradition, er det temmelig bemærkelsesværdigt, hvordan en tilsyneladende ny idé har vundet indpas med så stor succes, at man i dag kan have svært ved at huske, at der nogensinde har været en cykelsport uden denne idé om fem særegent monumentale løb. Og at man desuden er begyndt at måle og bedømme selvsamme fortid med denne nutidige målestok. For uanset hvor meget det efterhånden er en kliché at sige det, er det ikke desto mindre sandt, at meget få sportsgrene er påvirkede og optagede af fortiden og historien i samme grad, som landevejscykling er det. Det gælder klart nok historien i de regioner og det terræn, som sportens løb bevæger sig igennem og udspiller sig i – jeg har i alt fald personligt til gode at finde andre sportsgrene, hvor indføringer i efterkrigstidens franske kulminedrift eller det albigensiske korstog er fast tilbagevendende dele af tv-dækningen. Men vigtigere endnu gælder det sportens forhold til sin egen historie.

Dette kan selvfølgelig helt umiddelbart spores i det utal af cykelløb, der tager navn efter fortidens helte, i de mange statuer og vartegn langs landevejen, som sporten i tidens løb har efterladt sig, og i at fortiden, rekorderne og legenderne – ligesom i mange andre sportsgrene – kan fungere som en tilskyndelse til nye store bedrifter. Men cykelsporten går også videre end de fleste andre sportsgrene i idoliseringen af historien og opmålingen af nutiden mod fortiden, og dette gør sig gældende både blandt sportens kommentatorer, historikere og blandt rytterne selv. For de førstes vedkommende kan man fremhæve, hvordan flere i sporten forholdt sig til Miguel Indurain, der vandt Tour de France fem år i træk i starten af 1990’erne (og i to af årene i øvrigt også Giro d’Italia), men som modsat sine forgængere i rollen som Tourens dominerende skikkelse aldrig kastede sig ud i store risikable soloridt. Indurain vandt sine sejre med en altid tilsyneladende kalkuleret og kynisk dominans, men ikke desto mindre vandt han jo altså Tour de France fem gange i træk, en hidtil uset bedrift. Det forhindrede dog ikke (blandt andre) Pierre Chany, fransk cykelsportshistories store mand, i blankt at afvise Indurains plads blandt sportens giganter. ”Miguel Indurain vil aldrig indtræde i de store mestres Pantheon,”[2] som han skrev, for Miguel Indurain vandt ikke på den rigtige måde (læs: storslået, alene, med den fysiske anstrengelse malet i ansigtet, ligesom i gamle dage).

Man kan finde eksempler på et lignende konservativt forhold til historien blandt sportens atleter: Tag for eksempel den belgiske bjergrytter Lucien van Impe, der (godt nok efter eget udsagn) nægtede at gå efter en syvende og rekordsættende bjergtrøje i Tour de France og nøjedes med seks bjergtrøjer for ikke at stjæle rekorden fra sit idol Federico Bahamontes. Eller Fabian Cancellara, sin tids med afstand bedste temporytter, der med lethed kunne have slået timerekorden, men i direkte strid med den moderne sports ideal om citius, altius og fortius nægtede overhovedet at gøre forsøget, da han fandt ud af, at han ikke skulle køre på den samme slags cykel, som Eddy Merckx havde kørt på i Mexico City i 1972. ”Hele appellen ved timerekorden for mig er, at man konkurrerer mod ryttere fra fortiden”[3], som han formulerede det – for Cancellara drejede det sig altså helt afgørende ikke bare om at køre så langt og stærkt som muligt, men om at konkurrere så direkte mod fortiden, som det kunne lade sig gøre.

Eksemplerne her skulle gerne gøre to ting klart: For det første, at – og i hvor høj grad – cykelsporten er en historisk sportsgren, der både omhyggeligt står vagt om sin historie og påvirkes kraftigt af den.. For det andet, at det på den baggrund burde være ganske opsigtsvækkende, når en ny og moderne idé, og med den en ny organisering af sportens fortid, så hurtigt og tilsyneladende gnidningsfrit har gjort sit indtog i en sport, der kerer sig så meget om sin historie. Men hvor monumenternes historie, altså historien om de enkelte løb, er blevet rigt og fornemt beskrevet i de senere år, er det omvendt ikke meget, der er skrevet om, hvorfor denne idé har haft så stor succes eller hvilken historieopfattelse, denne idé er udtryk for.

I dette essay vil jeg derfor forsøge at give et overblik over selve monument-idéens historie for derefter at belyse, hvilken opfattelse af historien, hvilken historiografi, denne idé er et udtryk for, og hvilke konsekvenser den har for sportens fortid og dens fremtid.  

Monumentets historie I: De første monumenter

Præcis hvornår et cykelløb første gang er blevet omtalt som et monument er ikke til at sige, men det er i alt fald sikkert, at ordet er blevet brugt til at beskrive store og vigtige løb længe inden, at den nuværende idé om de fem monumenter gjorde sit indtog. Hvis vi for overblikkets skyld holder os til den fransksprogede kontekst – der, som vi skal se, også er ophav til nutidens begreb om monumenterne – er Tour de France, sportens med afstand største løb, eksempelvis blevet omtalt som et monument i hvert fald siden 1930’erne.

På samme tid blev titlen ’monument’ også givet til Bordeaux-Paris, et af sportens ældste og på den tid største endagsløb. Det kunne og kan let forsvares at omtale løbet som en monumental begivenhed alene i kraft af omfanget af de prøvelser, som de deltagende ryttere udsattes for: Løbsstart før solopgang, hvorefter rytterne kunne se frem til godt 500 kilometer, der trods den tilladte motorpace på lange stræk af ruten tog de bedste ryttere omkring 15 timer at gennemføre. Men allerede i 1930’erne kan man se, at titlen ”monument” tilsyneladende tildeles cykelløb som resultat af nogle ganske bestemte kvaliteter, og i modsætning til andre, konkurrerende cykelløb. I en foromtale af løbet i avisen Les sports du nord fra 1938 hedder det eksempelvis:

”Den mest prestigiøse og ældste af de store cykelbegivenheder vil i morgen på ny fange tilskuernes opmærksomhed langs ruten mellem Bordeaux og Paris. Siden sin begyndelse har dette løb, der køres efter Paris-Roubaix og Paris-Tours, haft en helt anderledes og helt særegen karakter. Hvor Paris-Roubaix er tørt, hårdt og meget åbent, og Paris-Tours er begrænset til hastighedens triumf, er Bordeaux-Paris et ’monument’ for cykelsporten, der forsvares indædt trods alle vanskeligheder.”

At Bordeaux-Paris skal anses som et monument her i 1938 skyldes altså tilsyneladende en blanding af dets høje alder og dets prestige. Samtidig skal dets status som monument ses i modsætning til andre cykelløb, som man må forstå, at Bordeaux-Paris er hævet over, i dette tilfælde to af cykelsportens øvrige juveler, Paris-Tours og Paris-Roubaix.

Dette lader til at være opskriften på, hvad der kvalificerer et løb som et monument – uagtet hvilket løb, der udses som værdigt til titlen. I 1949 finder vi således det måske første eksempel på, at et af de fem cykelløb, der i dag kaldes for monumenter, omtales som sådan. Under rubrikken ”cykelsportens monument” indledte Albert Baker d’Isy, en af den franske cykelsportspresses helt store skikkelser, sin optakt til Paris-Roubaix for avisen Ce soir således:

”Paris-Roubaix er klokketårnet, spiret på katedralen, der rejser sig som vidne om fortiden og en glemt kunst, i hjertet af den nye by, mellem ’bygningerne.’ Erosion, duer og krig har beskadiget de gamle sten en smule, men sportens folk har stadig den samme ærbødighed for den historiske, fredede begivenhed, som man har for Pisas skæve tårn, Londons Piccadilly Fountain og Moskvas Kreml. Det har de ikke i USA.”

Ti år efter at have været det ’tørre og hårde’ modstykke til det mere prestigiøse løb i Bordeaux, er Paris-Roubaix her blevet til sportens monument i ental, det gamle, det storslåede og særegne. Interessant er det, at Baker d’Isy tildeler løbet monument status af de samme årsager, som gjaldt for Bordeaux-Paris i 30’erne: Det er i kraft af sin historie, sit vidnesbyrd om fortiden, sine skøre gamle sten, men lige så vigtigt: sin forskellighed fra det omkringliggende landskab, fra alt det nye og fra ”bygningerne” (Baker d’Isy skriver ikke ordet her på fransk, men i stedet det engelske ”buildings” i gåseøjne).    

Monumentets historie II: Og så var der fem – sådan da

Baker d’Isys modstilling af katedralen overfor de nymodens bygninger er god at have i baghovedet, når vi nu skal se nærmere på, hvordan sporten endte med at have fem monumenter i stedet for et eller to. Idéen dukker op mod slutningen af 1980’erne, men der hersker ikke fuldstændig enighed om, hvornår den nøjagtigt opstår, eller præcis hvorfra den kommer. Hvad der til gengæld synes at ligge helt fast, er årsagen: Indførslen af den internationale cykelunions (UCI) nye World Cup i 1989, en årlig serie af både prominente endagsløb og nye løb skabt til lejligheden, der hver især gav samme antal point til et klassement for sæsonen for både hold og for individuelle ryttere. Nogle steder kan man læse, at det skulle være UCI’s daværende præsident Hein Verbruggen, der indførte idéen om fem monumenter i forbindelse med World Cup’ens udvikling, men det modsiges dog umiddelbart af to forhold: Dels at UCI ikke officielt gjorde nogen brug af termen før 2010,[4] og så det forhold, at den nye World Cup netop ikke distingverede mellem de fem såkaldte monumenter og resten af seriens løb, når det gjaldt point.

Og ifølge den anden, og umiddelbart mere troværdige oprindelseshistorie for de fem monumenter, er det netop dette forhold – pointligheden mellem klassiske og nye løb – der ledte til idéens undfangelse. Den kom angiveligt igen fra fransk cykelsportsjournalistik, denne gang L’Équipe-skribenten Phillipe Bouvet, der, som den danske forfatter Tonny Vorm skriver i bogen Monumenter, ”insisterede på, at nogle løb var større end andre, og at disse monumenter grundet alder, hårdhed og historie var de største.” Det faldt Bouvet for brystet, at UCI tilsyneladende tilskrev en sejr i hæderkronede løb som Paris-Roubaix eller Lombardiet Rundt den samme værdi, som eksempelvis en sejr i det helt nye Grand Prix des Amériques i Montreal, der blev lanceret i et forsøg på at udnytte den gryende interesse for sporten i Nordamerika. Løb som dette hverken kunne eller skulle ifølge Bouvet regnes på samme niveau de mere etablerede af slagsen, så for at kunne kende de rigtigt store løb fra de nye opkomlinge – for at kunne kende katedralen fra den nye by og dens ”buildings” – skelnede Bouvet altså de på den tid fem største løb i sporten fra resten af World Cup-løbene med betegnelsen ”monumenter”.

Sådan gik det altså til, at cykelsporten fik sine fem monumenter – eller gjorde det? Det er svært at sige endegyldigt. Dels er der som beskrevet forskellige bud på, hvor idéen helt nøjagtigt kommer fra, og dels er termen ”monument,” som vi allerede har set, blevet brugt til at ophøje cykelløb længe inden 1980’erne.[5] Under alle omstændigheder var der i 1989 ikke straks enighed om, hvilke og hvor mange løb, der faktisk skulle kaldes monumenter – eller at de skulle kaldes det. I 2002 kunne man således læse en dansksproget introduktion til begrebet i Jyllands-Posten, hvori det beskrives, at der er seks monumenter, seks ”oprindelige løb”: Stadig Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, men også det traditionsrige franske løb Paris-Tours.[6] Samtidig omtales ”monument” her som et udtryk, der primært anvendes ”blandt kendere,” for i virkeligheden kan man bare nøjes med at sige ”klassiker,” da dette ord alligevel kun dækker over de ”seks endagsløb, der til gengæld alle har et skær af tradition og en lang historie over sig,” selvom flere og flere løbsarrangører allerede da var begyndt at kalde deres løb for klassikere. Det britiske cykelsportsmedie Cyclingnews’ dækning af sporten i 2005 indkapsler sportens interne forvirring omkring monumenterne ganske glimrende: I optakterne til både Milano-Sanremo og Liège-Bastogne-Liège omtales løbene hver især som et af ”de fem monumenter,” så idéen om, at der der er fem af slagsen – og ikke flere – er her begyndt at slå internationale rødder. Men samme år bringer Cyclingnews også både en notits om afslutningen på den italienske stjerne Andrea Tafis karriere, hvor Paris-Tour omtales som et monument, og et interview med den daværende UCI-præsident, hvori både en række endagsløb (igen inklusive Paris-Tours), men også et etapeløb som Paris-Nice udpeges som sportens monumenter.

At der i særlig grad lader til at have været usikkerhed om, hvorvidt Paris-Tours skulle inkluderes, skyldes formentlig til dels også, at idéen om de fem monumenter heller ikke er det første eksempel på, at man i cykelsporten har forsøgt at indføre et uformelt hierarki blandt sportens endagsløb, for at kunne fremhæve de særligt prestigiøse af slagsen. Inden de fem monumenter, fandtes der således, i alt fald siden 1960’erne, en lettere omskiftelig idé om”X store klassikere”, hvor X i tidens løb både har været seks, syv og otte. I alle tilfælde blev nutidens fem monumenter regnet blandt disse, men i alle tilfælde var Paris-Tours også et af dem. Idéen om en særlig eksklusiv gruppe af store og historiske endagsløb er altså ikke noget, der bliver opfundet med de fem monumenter. Men med opfindelsen af dem etableres en ny sådan gruppe i løbet af 1990’erne og 00’erne, med et nyt navn, i opposition til en ny udvikling, og med en ny og endnu mere eksklusiv medlemsliste, der til sidst endte med fem løb, og altså uden Paris-Tours. Den selvfølgelighed, med hvilken der tales om cykelsportens fem monumenter i dag, er altså overhovedet ikke er nogen selvfølge. Der har været et tidspunkt, og det endda i nyere tid, hvor Paris-Tours meningsfuldt har kunnet betragtes som et af sportens seks monumenter, som et løb med tilstrækkeligt historisk prestige og særegenhed, til at det kunne regnes blandt sportens fremmeste endagsløb. Det kan det ikke mere. I samme boldgade påpeger monument-artiklen fra Jyllands-Posten, at ”Merckx nåede op på 19 gevinster i klassikerne. Der er bare et lille men. Han vandt aldrig Paris-Tours.” I dag kan man næppe finde nogen, der betragter fraværet af Paris-Tours på Merckx’ sejrsliste som et ’men’ af nogen som helst størrelse, for Paris-Tours er jo ikke et monument, og Merckx vandt alle fem monumenter, som er det, der tæller nu, så who cares?

Paris-Tours illustrerer således både, at monumentet som løbsbetegnelse ikke er en historisk stabil størrelse, og at det påvirker vores opfattelse af historien. En sejr i et løb, der på sin tid måske var blandt sportens største, er i dag mindre værd end en sejr i et løb, der på samme tid måske var langt mindre presitigiøst, men som i dag kaldes et monument. Eddy Merckx selv har diskret forsøgt at gøre opmærsom på dette, ved i sit korte forord til Des monuments et des hommes at understrege, at ”[s]kønt jeg har vundet 19 af det, der nu er kendt som “monumenterne,” har jeg faktisk vundet i alt 31 store klassikere.” Sat på spidsen kan man spørge: Blev Paris-Tours i sidste ende ikke et monument, fordi det aldrig var et tilstrækkeligt stort og historisk løb – eller har det i dag ”mistet” sin storhed og historie, fordi man på et tidspunkt i 00’erne holdt op med at kalde det et monument?

Med sådanne overvejelser er vi allerede i gang med at bevæge os fra det første af essayets mål – at give en beskrivelse af monumentets historie – til det andet, nemlig at sige noget om den historieopfattelse, som jeg mener, at monumentet er et udtryk for. Inden da er vi dog nødt til at se nærmere på den rolle, som ’historien’ spiller i definitionen af cykelløbet som monument.

Monumentet som historisk

Efter at have gennemført et fuldstændig mageløst soloridt i dette års udgave af det italienske forårsløb Strade Bianche, blev løbets vinder Tadej Pogačar stillet et urimeligt svært spørgsmål, som op til løbet havde fyldt meget i sporten. Løbets arrangører havde nemlig endelig sagt højt, hvad der er blevet hvisket om i mangt en cykelsportskrog i et par år: De ønskede, at deres løb, med dets helt særegne rute ad Toscanas hvide grusveje og med mål på Sienas smukke Piazza del Campo, et løb, der i de seneste fem år har produceret nogle af de største og mest mindeværdige finaler og præstationer i sporten, skulle regnes med som et af sportens monumenter.

Arrangørerne udtalte sig ganske vist ikke om, hvornår de håbede eller regnede med, at det kunne ske, men spørgsmålet blev alligevel givet videre til Pogačar efter hans sejr: Er Strade Bianche idag cykelsportens sjette monument? Hans svar: ”Jeg ved det ikke. Det er et virkelig smukt løb. Om det er et monument eller… jeg ved ikke, hvad cykelsportens regler er her, monumenterne er cykelsportens ældste løb, og desværre er Strade Bianche ikke helt så gammelt.”

Det kan måske virke som et vævende og tilbageholdende svar, men i virkeligheden er det nærmest så præcist, som det kan være. Alle er enige om, at monumentstatus på en eller anden facon har noget med et cykelløbs lange fortid at gøre, men derudover er det ingen skam, at Pogačar ikke ved, hvad sportens regler er her. For det er der ikke nogen, der gør. For udover, at de fem udvalgte løb i dag giver flere ranglistepoint end sportens andre endagsløb, har cykelsporten ingen klar og tydelig definition af, hvad et ”monument” er. Derimod synes monumenter at blive udpeget på lidt forskellig vis, hver gang de udpeges. Nogle gange betones alder, sådan som Pogačar gør det. Andre gange løbets længde, hvilket var Strade Bianche-arrangørernes argument for at forlænge årets løb med små 30 km. Sportsavisen L’Équipe forsøgte sig for et par år siden med en lang liste af kriterier, der både inkluderede løbets alder og længde, rutens særegenhed og genkendelighed, løbets vindere gennem tiden, og så videre.

Ingen af disse kriterier kan stå alene, men selv hvis et løb skulle gå hen og opfylde dem alle, ville det stadig ikke være nok, for som det hedder i listens afsluttende punkt: ”Hvorfor fem monumenter? Det er historiens gang, der har ført til skabelsen af dette levende pantheon.” Og går man igennem hvad både skribenter og cykelryttere har at sige om, hvad der gør monumenterne til de store, smukke og særegne begivenheder, som de er, er det igen og igen den samme appel til historien, der bringes i spil. Vi så det hos Bouvet, for hvem de fem monumenter ”grundet alder, hårdhed og historie var de største” og hos Baker d’Isy, for hvem monumentet var ”et vidne om fortiden”, som sportens folk stadig føler en dyb ærbødighed for. Da den norske rytter Thor Hushovd i sin tid blev spurgt om årsagerne til denne ærbødighed, havde hans svar den samme klang:

”Det er løb, som er brutalt hårde, de er beskidte, de er meget lange. Alle er klar over, at rytteren, som vinder de her løb, er virkelig hårdfør, en rigtig hård nyser. Så tænker man på løbenes historie, man ser på de store navne, der har vundet dem i fortiden, og man indser, hvad det ville betyde at vinde et af dem, at ens navn ville gå over i historien ved siden af alle cykelsportens legender. Jeg elsker at køre dem.”

I sit fremragende værk The Monuments lægger sportsjournalist Peter Cossins vægt på nøjagtigt det samme, her udtrykt sådan at monumenterne etablerer en forbindelse med fordums store ryttere og ridt, ”en uslettelig forbindelse med fortidens store mestre, med rytterne der gjorde vartegn som Poggio, Kwaremont, Arenberg, La Redoute og Ghisallo lige så navnkundige som ethvert andet af sportens legendariske steder.” I den tidligere citerede artikel om monumenterne fra Jyllands-Posten formuleres det sådan, at løbene er sammenbundet af ”en usynlig, men stærk tråd, der er spundet siden begyndelsen af det forrige århundrede.”

Monumenternes storhed eller legitimitet, for nu at bruge den franske cykelsportshistoriker Serge Lagets ord, stammer altså fra løbenes etablering og vedligeholdelse af en forbindelse, en tråd, til fortidens storhed, helte og bedrifter – til det, Baker d’Isy kaldte den ”glemte kunst,” til præstationer, som ingen i dag længere har set eller selv kan huske – og fra deres funktion som scene for disse store helte og bedrifter siden cykelsportens begyndelse. Her viser idéen om monumentet sig som et eksempel på en ganske bestemt historieopfattelse og måde at mindes fortiden på, der blev diagnosticeret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Han gav den et navn, der er så passende her, at man dårligt tror det: Den monumentale historie.

Monumentet som historieopfattelse

I den anden af sine såkaldt ”utidssvarende betragtninger,” hvis titel på dansk er oversat til Historiens Nytte, forsøgte Nietzsche at tage livtag med menneskets forhold til historien, og det forhold, at mennesket på den ene side åbenlyst har brug for historien for at leve og handle, men at vi samtidig også kan få for meget af den – at der findes ”en måde at drive historie på og en respekt for det samme,” som fører til et overmål af historie. En overflod, der ifølge Nietzsche skader både vores liv, vores mulighed for at handle og ”til sidst også (…) historien selv.” For mere præcist at kunne udpege hvordan historien kan være livstjenstlig, og hvordan man også kan få for meget af den, skelner Nietzsche mellem tre forskellige måder at forstå og ”drive” historie på, tre forskellige historiografier, henholdsvis monumental, antikvarisk og kritisk historie, der alle har umiddelbart positive funktioner, men som også på hver deres måde kan være skadelige for både fortid og fremtid. Det er som nævnt den første af disse tre, som jeg mener, at cykelsportens monumenter er et eksempel på.

Hvad er da monumental historie ifølge Nietzsche? Det er en historieopfattelse, der først og fremmest drives af og er henvendt til ”den handlende og den mægtige, den, der kæmper en stor kamp, der har brug for forbilleder, lærere og trøstere,” og som søger disse forbilleder og eksempler på det store og smukke i fortiden. Den monumentale tilgang til historien er dermed, som allerede nævnt, kendetegnet ved en tro på ”sammenhængen og kontinuiteten af det store gennem alle tider,” og heri ligger også dens måde at komme os til gavn på: Monumental historie lærer os, ”at det store, der engang eksisterede, i hvert fald engang var muligt og derfor vel også endnu en gang kan blive muligt.” Der kan vel dårligt gives et mere klart eksempel på dette, end den karakteristik af cykelsportens monumenter, som Thor Hushovd gav: Ved at se på løbenes fortid forstod han, hvad det ville betyde for ham at vinde et af dem selv – han ville da spinde sig ind i den usynlige men stærke tråd, de store bedrifters kontinuitet, som binder sportens historie sammen.

For Nietzsche er denne kontinutitet da også selve grundtanken i den monumentale historie:

”At de store momenter i de enkeltes kamp danner en kæde (…) at det højeste i et sådant længst forgangent moment for mig endnu er levende, lyst og stort – det er den grundtanke (…) der giver sig udslag i kravet om en monumental historie.”

Kæde, tråd eller uslettelig forbindelse – forbindelsen mellem cykelsportens monumenter og den monumentale historie begynder i alt fald at stå klar. Nietzsches beskrivelse af det forgangne som endnu levende og stort er desuden ikke kun virkeliggjort i rytternes forsøg på at gøre fortidens store bedrifter efter, men også i den måde hvorpå fortidens store præstationer igen og igen bliver nævnt i sportens formidling og fortælling, og etableret som faste koordinater for det store. Det gælder, naturligvis, i særlig grad fortællingen om monumenterne, hvor præstationer som Fausto Coppis ridt over Turchino-passet i 1946-udgaven af Milano-Sanremo, Bernard Hinaults snestormssejr i Liège-Bastogne-Liège 1980 eller Mapei-holdets ufattelige dominans i 1996-udgaven af Paris-Roubaix hvert år fremhæves på ny som eksempler på både rytternes og løbenes storhed, og på deres urokkelige plads i den historie, som et nyt års monumenter føjer til.

Monumentets konsekvenser

Men hvad er da bagsiden ved den monumentale historie? Hvordan kan denne historieopfattelse være til skade for ”historien selv”? Nietzsche skriver:

”Hersker altså den monumentale betragtning af fortiden (…) så tager fortiden selv skade: hele store dele af den glemmes, betragtes og foragtes som et gråt uendeligt hav, hvor kun enkelte udsmykkede fakta rager op som øer”

Den monumentale historie fordrer som bekendt en tro på kontinuiteten af det store ”gennem alle tider.” Det store, smukke og beundringsværdige, må altså altid have været stort, smukt og beundringsværdigt, hvad Nietzsche også formulerer sådan, at ”det store skal være evigt.” Denne tanke går også igen i diskussionen af cykelsportens monumenter. Allerede i 1930’erne blev det betonet, at Bordeaux-Paris var et monument i kraft af at have været ganske særegent ”siden sin begyndelse,” og godt 80 år senere ser vi dette, når for eksempel historikeren Serge Laget udpeger monumenterne som de cykelløb, hvis legitimitet stammer helt tilbage fra selve sportens oprindelse.

Dette har naturligvis, som Nietzsche også skriver det, konsekvenser for, hvordan fortiden huskes, og for hvad der huskes. Et eksempel på det første er den efterhånden ganske hyppige anakronisme, der finder sted, når monumenterne med tilbagevirkende kraft bliver anvendt som evigtgyldig målestok for storhed og succes i cykelsporten. Det har vi allerede mødt i Eddy Merckx’ insisteren på, at han ikke vandt 19 monumenter, men 31 klassikere, men værre endnu bliver det, når man eksempelvis kan læse, at Raymond Poulidor – en cykelrytter, som selvsamme Merckx i øvrigt omtalte som et monument – ”kun” vandt et monument i sin karriere,[7] på trods af at idéen om de fem monumenter ikke eksisterede, da han kørte, og at han jo blandt andet vandt det belgiske endagsløb La Flèche Walonne, der på det tidspunkt var et mindst lige så stort løb som nogle af de løb, der i dag kaldes for monumenter – eksempelvis Liège-Bastogne-Liège, der som beskrevet af både Cossins og Vorm tilbragte de første 60 år af sin eksistens som et ganske forglemmeligt cykelløb i den fransktalnde del af Belgien, og først for alvor etablerer sig blandt sportens største løb omkring 1960. Kort sagt har idéen om de fem monumenter altså en indflydelse på opfattelsen af sportens fortid, der ligger ganske nær, hvad Nietzsche beskriver som en fare ved den monumentale historie, og selvom det måske er for meget at sige, at vi risikerer at ”foragte” fortiden (ve den, der foragter Raymond Poulidor), så er det et faktum, at fortidens cykelryttere og ikke-monumentale cykelløb i dag bliver målt og dømt efter en målestok for storhed, som de aldrig har kendt til.

Den monumentale historieopfattelses konsekvenser er dog ikke begrænsede til fortiden, men kan også være skadende for cykelsportens fremtid. Når det store, monumentet, skal have været stort til alle tider, så siger det sig selv, at der dårligt bliver plads til, at noget nyt kan vokse sig stort. Som Nietzsche også formulerer det, fra den monumentale histories perspektiv: ”Det monumentale skal på ingen måde opstå igen, og som middel herimod bruges netop det fra fortiden, som én gang har fået autoritet som monumentalt.” Og der er vel få steder, hvor Nietzsches pointe ses tydeligere virkeliggjort, end i den tidligere nævnte diskussion om det italienske cykelløb Strade Bianche, der kørtes første gang i 2007, og om hvorvidt det kan blive et sjette monument. Den status har det naturligvis ikke endnu, men sportens stjerner kører det gerne, og kører det for at vinde, og det har produceret nogle af de mest spektakulære øjeblikke og billeder i nyere tids cykelsport, der forhåbentlig kommer til at blive stående længe, (medmindre vi da glemmer dem en dag, fordi løbet ikke bliver et monument).

Når der argumenteres imod, at Strade Bianche er et monument, synes flere af argumenterne at følge Nietzsches beskrivelse af den monumentale historie ganske præcist. Tag eksempelvis denne replik fra afslutningen på Tonny Vorms Monumenter: ”[E]t sjette monument får vi ikke. Netop fordi vi i dag kan se cykelløb året rundt og fra mange steder i verden, troner de fem europæiske klassikere stærkere, end de nogensinde har gjort.” Ser man bort fra understregningen af det europæiske – der fremstår lidt malplaceret, når nu virkeligheden er, at det potentielt sjette monument er et løb i Toscana, cykeleuropæisk hjerteland, og at der i øvrigt ikke findes nogle ikke-europæiske endagsløb af nævneværdig størrelse i cykelsporten i dag – følger Vorms udtalelse næsten Nietzsches karakteristik, som var det en skabelon: Vi får ikke et sjette monument (”det monumentale skal ikke opstå igen”), og årsagen til dette synes at være de fem eksisterende monumenters styrke (”som middel herimod bruges netop det fra fortiden, som én gang har fået autoritet som monumentalt”). Som Nietzsche skriver om udøverne af den monumentale historie: ”De vil ikke, at det store skal opstå: deres metode er at sige: ’Se, det store er her allerede!’.” I cykelsportstermer: Vi får ikke et sjette monument, for vi har jo allerede de fem. Fortidens storhed holdes i live og i hævd, men i værste fald på bekostning af fremtidens storhed.

Dermed ikke sagt, at begrebet “monument” er helt uden berettigelse. Nogle cykelløb er ganske rigtigt større end andre – cykelløbet fra Paris til Roubaix er utvivlsomt vigtigere end cykelløbet fra Paris til Camembert, og det giver monumentet os et sprog for, som er noget klarere end de sammenmudrede distinktioner mellem klassikere, semi-klassikere og endagsløb. Problemet er, at der med idéen om de fem monumenter er begyndt at opstå en tilsyneladende nødvendig forbindelse mellem selve idéen om monumentale cykelløb og så de fem løb, der i nyere tid er blevet kaldt monumenter, sådan at det for altid skal have været og vil være de samme cykelløb, der er de største. At forstene cykelsportens fantastiske og levende historie på denne måde, er at gøre både sportens fortid og fremtid uret.

For monumenterne er jo hverken fossiler eller arkæologiske levn, men værker, der løbende bygges. Hvis Paris-Roubaix er en katedral, sådan som Baker d’Isy formulerede det, så har vi jo allerede udskiftet flere af dens gamle sten, uden at den dermed er blevet til en “bygning” – Arenbergskoven, løbets idag mest berømte og berygtede strækning, var eksempelvis ikke en del af løbet, da Baker d’Isy skrev sin tekst. Det er heller ikke meget mere end ti år siden, at Kapelmuren i Geraardsbergen blev taget ud af Flandern Rundt – et løb, der i Flandern helt bogstaveligt kaldes for “højmessen”. Det skete ganske vist ikke uden protester, men det skete, og idag holder sportens folk ikke mindre af løbet af den grund. Så hvis cykelsportens monumenter skal forstås i katedralens billede, så lad billedet forestille Antoni Gaudís Sagrada Familia, der, trods de seneste meldinger fra Spanien, forhåbentlig aldrig vil stå helt færdig, men konstant være under opførsel. Eller endnu bedre, lad det være domkirken i Siena, med sin evigt ufærdige facade, fra hvilken man jo i øvrigt har udsigt ned til Piazza del Campo, hvor cykelsporten måske, måske ikke, er i færd med at opføre et nyt monument, en ny scene for noget stort, smukt og forbilledligt.

Frederik-Emil Friis Jakobsen er cand.mag. i filosofi, doktorand i politisk idéhistorie ved Stockholms Universitet og uendeligt glad for cykelsport.  

[1] Alene i en dansk kontekst viser en en hurtig søgning på Infomedia, at ”cykelsportens monumenter” stort set ikke fremgik i danske aviser eller andre nyhedsmedier før 2013, og at antallet af referencer stiger eksplosivt i 2019. At der sker en voldsom stigning i netop her, kan selvfølgelig have noget at gøre med Jakob Fuglsangs sejr i Liège-Bastogne-Liège samme år, men antallet af tilfælde, hvor landets aviser skriver om ”cykelsportens monumenter,” har siden da ligget stabilt på samme høje niveau – 98 i 2019, 139 i 2020, 108 i 2021 og 86 i 2022. Man kan finde en grafisk repræsentation af tallene frem til 2019 i et aldeles fremragende blogindlæg om de fem monumenters oprindelse her – https://iagttagelser.wordpress.com/2019/12/20/hvor-kommer-cykelsportens-monumenter-fra/ – et blogindlæg, hvorfra dette essay også låner en række dansk- og engelsksprogede kilder, og som i det hele taget må roses for at være noget af det eneste kritiske og undersøgende tekst, der er skrevet på dansk om monument-begrebets oprindelse og dets pludselige og store succes.

[2] Joakim Jakobsen, Tour de France, Lindhardt og Ringhof, s. 574 – Chany uddybede senere denne anke med følgende (og sigende) argumentation: ”Jeg så Merckx og Coppi græde. Jeg kan ikke engang forestille mig Indurain græde.”

[3] https://road.cc/content/news/119396-fabian-cancellara-shelves-hour-record-attempt-after-uci-clarifies-rules, tilgået 15.03.2024.

[4] https://www.lequipe.fr/Cyclisme-sur-route/Infos/Pourquoi-les-appelle-t-on-des-monuments/785576, tilgået 30-12-2023

[5] Både Vorm og andre hævder ellers, at cykelløb ikke betegenes som monumenter før World Cup’ens fødsel. Se Monumenter, s. 5 og eksempelvis en overbliksartikel i det franske cykelmedie DirectVelo, der går så vidt som til at påstå, at det at ”tale om ’monumenter’ før 1986 er en anakronisme”. Se https://www.directvelo.com/actualite/81734/les-monuments-qui-sentent-le-neuf, tilgået 15-01-2024

[6] ”Monumenter med klassisk udstråling” af Thomas Møller Kristensten, bragt i Jyllands-Posten d. 14-04-2002

[7] https://www.france24.com/en/live-news/20230318-van-der-poel-emulates-grandfather-poulidor-with-milan-san-remo-triumph, tilgået 04-10-2023