Sudan, fra overgang til opløsning
To stridende parter og udenlandsk indblanding
FOKUS: SUDAN – SPLITTET AF KRIG | Det anslås, at den største humanitære katastrofe i verden udspiller sig i Sudan lige nu. Kampe har bølget frem og tilbage mellem Sudans hær (SAF) og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) siden 2023 og befolkningen befinder sig i krydsilden. I denne serie sætter Baggrund fokus på aspekter af situationen i Sudan, der kan sætte både de civiles situation og landets historie og udvikling i kontekst. Fordi situationen hastigt udvikler sig, er tallene i artiklerne ikke aktualiserede, men kan ikke desto mindre tjene som oplysende bidrag til en situation, der ikke ellers nyder stor opmærksomhed i medierne.
Massakrer, tortur, voldtægt, plyndring … Siden 15. april 2023 har den sudanesiske borgerkrig kostet næsten 20.000 mennesker livet og fordrevet mere end syv millioner mennesker. I nabolandet Tchad, hvor flere hundrede tusinde civile har søgt tilflugt, er der erklæret fødevarekrise. Konflikten, som næres af international våbenhandel, er en del af Sudans urolige historie.
Da der den 15. april 2023 udbrød voldsomme kampe i Khartoum mellem den sudanesiske hær, Sudanese Armed Forces (SAF), og den paramilitære hjælpemilits, Rapid Support Forces (RSF), havde medierne kun én forklaring: Rivaliserende ambitioner hos to ”krigsherrer”, generalerne Abdel Fattah al-Burhan og Mohamed Hamdan Dagolo, kendt som ”Hemeti” (”min beskytter” på sudanesisk arabisk) [eller ”lille Mohamed” på arabisk red.], henholdsvis præsident og vicepræsident for ”Suverænitetsrådet”, den overgangsregering eller militærjunta, der dengang styrede landet. I virkeligheden har konflikten sine rødder i regionens lange historie samt i den endeløse økonomiske og sociale krise, der hærger Sudan. Kampene, der er tidoblede i antal og voldsomhed, næres af massiv våbenimport, især fra De Forenede Arabiske Emirater til RSF og fra Egypten til SAF. Der er nu mere end syv millioner mennesker, som er fordrevet i selve landet eller flygtet til udlandet, især Egypten og Tchad. Regeringen, der er i eksil i Port Sudan, har mistet kontrollen over halvdelen af landet.
FN’s og Den Afrikanske Unions forsøg på at mægle har slået fejl. På foranledning af USA og Saudi-Arabien førte Jeddah-forhandlingerne, som begyndte i maj 2023 [og er opkaldt efter den saudiarabiske by, der ligger på den anden side af Det Røde Hav fra Port Sudan red.] kun til våbenhviler, der kort efter deres vedtagelse blev brudt. Nu koncentrerer de sig blot om at levere humanitær hjælp og har opgivet det politiske og militære terræn. Efter faldet af de regionale hovedstæder i Darfur, Nyala, El-Geneina og Zalingei, fortsætter de intense kampe i El-Fasher. SAF’s fortsatte kontrol eller RSF’s eventuelle besættelse af byen (der er hjemsted for omkring 1 million mennesker og huser 300.000 flygtninge) vil markere et vendepunkt i krigen.
Et fragmenteret land
Denne blodige krise har dog en meget længere historie. Afrikanske stater er kunstige produkter af kolonial opdeling,1 med undtagelse af Etiopien, som aldrig blev koloniseret på trods af en kort besættelse af Italien fra 1936 til 1941, og Sudan, som opstod da en del af Bilad al-Sudan, ”de sortes land” på arabisk, i 1821 blev erobret af den halvautonome del af det osmanniske imperium, Khedivatet i Egypten.
Målet med Khedivatets erobring og vicekonge Muhammed Ali Pashas ekspedition var at skaffe guld og slavegøre indbyggere til sit militær. Det således erobrede område blev groft sagt delt mellem en slags koloni i ”tyrkisk stil”2 – hvilket vil sige baseret på dårlig organisation og grådighed – og perifere områder, der kun var delvist kontrollerede og som tjente som institutionaliserede plyndringszoner.
På resten af kontinentet bragte erobringerne og koloniseringen forskellige områder sammen, som blev tvunget til at fungere på trods af talrige irredentistiske [bevægelse, der kræver overførsel af andre landes territorier til sit eget land red.] fænomener ved grænserne. Da Egypten i 1882 kom under britisk kontrol, blev dele af det nuværende Sudan i 1899 til et egyptisk-britisk kondominium [et politisk landområde, der deles mellem flere suveræne stater red.], efter at briterne og det egyptiske styre havde nedkæmpet Mahdi-oprøret.3 Darfur, som indtil da havde været et uafhængigt sultanat, blev først besat af briterne i 1916 under Første Verdenskrig. Sudan er på den måde forblevet et kludetæppe: Mellem 1955 og 2005 anslås konflikten mellem nord og syd at have forårsaget mellem 500.000 og 1 million dødsfald. Darfur, som er fuldstændig forsømt af Khartoum, er på den måde forblevet en koloni i kolonien.
En institutionaliseret milits
Denne ulighed er roden til de sammenstød, der i øjeblikket river Sudan fra hinanden, der i 1956 blev erklæret officielt uafhængigt. For at forstå dette er vi nødt til at gå tilbage til 2011, hvor den sydlige del rev sig løs fra resten af landet, hvilket skabte Sydsudan,4 samt fremkomsten af en guerillabevægelse blandt den muslimske befolkning i nord, der underminerede præsident Omar al-Bashirs autoritet. Al-Bashirs islamistiske regime, der havde været ved magten siden statskuppet den 30. juni 1989, var gennemsyret af korruption. Sin stadige upopularitet til trods formåede regimet at holde sig ved magtet takket være Irans fjerne støtte og Saudi-Arabiens vage opbakning. Siden 2009 havde al-Bashir været retsforfulgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) for folkedrab i Darfur,5 men i 2013 traf han en beslutning med vidtrækkende konsekvenser, der skulle ændre de eksisterende begivenheder til en reel borgerkrig: han institutionaliserede Janjaweed-militsen [der på arabisk lader sig oversætte til ”djævel til hest” red.], som bestod af Rizeigat-arabere.
Det er her nødvendigt med en kort præcisering: I Sudan har begrebet ”araber” mere en kulturel end en etnisk betydning. Hvis en familie taler arabisk derhjemme og ikke bruger rutana (en af de lokale dialekter), betegnes den som ”arabisk”. Rizeigat-araberne havde med deres milits udgjort en militærstyrke i det fundamentalistisk arabiske regimes tjeneste, selv om de ikke var nogen af delene. De var faktisk nærmere en intern kolonial troppestyrke, der skulle beskytte Khartoums territoriale hegemoni i hele landet. Regimet sendte derefter Janjaweed-militsen til at kæmpe i Yemen på vegne af saudierne – der lønnede krigerne rundhåndet – og satte dem derefter til at undertrykke guerillabevægelsen fra den nordlige del af landet, Sudan People’s Liberation Movement North (SPLM-North), først i Darfur og derefter i hele Sudan.6
Allierede, men rivaliserende fraktioner
Den 11. april 2009 blev al-Bashir endelig væltet ved et statskup, der i fællesskab var organiseret af SAF og RSF med massiv støtte fra en frihedshungrende befolkning,7 der havde arrangeret en række fredelige demonstrationer, hvor særligt kvinderne gik i front, og trodset en brutal nedkæmpelse, som kostede flere hundrede menneskeliv. Men kupmagerne var kun allierede på grund af en fælles fjende. SAF består hovedsageligt af arabere fra Nildalen (der går under betegnelsen ”awlad el-Bahar”), mens RSF består af Rizeigat-arabere. Lederen af RSF, ”Hemeti”, blev betragtet som ”araber” i Darfur, men som ”kolonialt subjekt” i Khartoum. Allerede dagen efter statskuppet var der mærkbare spændinger mellem de to grupperinger, der begge forsøgte at drage fordel af den demokratiske bevægelse ved at hævde, at de repræsenterede den antidiktatoriske folkelige legitimitet. Dog uden succes.
SAF og RSF delte magten og eksisterede side om side, indtil de i fællesskab den 25. oktober gennemførte et nyt statskup mod overgangsregeringen, hvilket skulle styrke deres politiske kontrol og sætte en stopper for gadeprotesterne. Som ledere af det såkaldte Suverænitetsråd fjernede de to bevægelser de civile overgangsmyndigheder og gennemførte massearrestationer af medlemmer og aktivister fra den demokratiske bevægelse, der havde bidraget til at vælte al-Bashir. Alle de undersøgelser, der blev iværksat for at undersøge det islamistiske militærdiktaturs forbrydelser, blev skrinlagt, og det afsatte regimes embedsmænd blev løsladt. Kupmagerne lovede valg i juli 2023, men fagforeninger og andre faglige sammenslutninger blev opløst, og seks sudanesiske ambassadører i udlandet blev afskediget. Den midlertidige premierminister, Abdalla Hamdok, blev tvunget i eksil.
Stormagternes godkendelse
I januar 2022 sendte Washington D.C. Mary ”Molly” Catherine Phee, understatssekretær for afrikanske anliggender, til Khartoum for at indgå i symbolske forhandlinger med kupmagerne og dermed støtte deres kup. Siden den 21. oktober var 64 ubevæbnede demonstranter blevet dræbt, og nummer 65 blev slået ihjel under den amerikanske delegations besøg. To dage senere blev yderligere tre demonstranter slået ihjel. Den 24. februar 2022 rejste Hemeti til Moskva, fordi han var bekymret for det fortsatte salg af guld til Rusland på grund af de mulige konsekvenser af invasionen af Ukraine. Han skulle efter sigende have været vendt beroliget tilbage. Leverancerne var i virkeligheden organiseret af en del af hærens efterretningstjeneste, (GRU), som efter sigende sendte dem direkte til præsident Vladimir Putin, så han kunne bruge dem efter forgodtbefindende. Den 2. marts 2022 undlod Sudan at stemme om en resolution i FN’s Generalforsamling, der fordømte invasionen af Ukraine.
Regimets forbindelser til Moskva forhindrede ikke USA i at genoptage sin økonomiske støtte til Sudan den 9. maj 2022. Washington mente, at krisen kunne overvindes, forudsat at de nødvendige ressourcer blev stillet til rådighed. Samme dag forsøgte det sudanesiske midterparti ”Umma”, der ved siden af kommunistpartiet havde været den eneste varige oppositionskraft og som under al-Bashir var blevet marginaliseret, at komme tilbage i det politiske spil og erklærede, at ”det nuværende politiske regime er fuldt ud ansvarlig for dødvandet i den demokratiske proces”. Den 21. oktober 2022 opfordrede FN’s Sikkerhedsråd så til ”mådehold” blandt alle parter. Kort tid efter organiserede islamisterne fra det tidligere National Congress Party en demonstration med krav om udvisning af FN’s fredsbevarende mission, dog uden held. Partiet havde været forbudt siden al-Bashirs fald, men medlemmerne var stadig aktive.
Den fredsbevarende mission, ”United Nations Integrated Transition Assistance Mission in Sudan” (UNITAMS), blev oprettet af FN’s Sikkerhedsråd i juni 2020 for at støtte landet på dets vej mod demokrati. Den fortsatte på trods af kuppet den 25. oktober 2021, men har siden mistet sin troværdighed, idet gentagende forsøg på intern dialog mellem de stridende parter gang på gang er mislykkedes. Den 3. juni 2022 besluttede den civile oppositionsbevægelse ”Forces of Freedom and Change” (FFC) dog, efter anbefaling fra Den Afrikanske Union, at trække sig fra de diskussioner som blandt andet var blevet sponsoreret af den nordøstafrikanske handelsalliance ”Intergovernmental Authority on Development” (IGAD)8 og beskrev dem som ”uærlige”. Det forhindrede dog ikke Sikkerhedsrådet i at forlænge UNITAMS-operationens mandat. Samme måned massakrerede Rizeigat-araberne fra RSF flere hundrede fra det etniske mindretal Kimr i det vestlige Darfur.
Et definitivt sammenbrud
I december 2022 opstod der for første gang en offentlig uenighed mellem de to kupgrupper, da Hemeti erklærede, at kuppet den 25. oktober havde vist sig at være en fejltagelse, alt imens general al-Burhan fortsat billigede det. Den 12. december erklærede Moskva at de afstod fra at vælge side mellem de stridende parter i Sudan, mens den etniske gruppe, bejaerne, der ofte betegnes som hverken ”arabisk” eller ”afrikansk”, åbent klagede over RSF’s ulovlige guldminedrift i deres region i den østlige del af landet. Da de ikke kunne få nogen reaktion fra en regering, hvis eksistens i høj grad kun var af navn og ikke af gavn, afskar bejaerne i februar 2023 vejen til Port-Sudan, som er afgørende for skibstrafikken. I den anden ende af landet begyndte et rekrutteringskapløb blandt Rizeigat-befolkningen i Darfur, hvor SAF rekrutterede fra de klaner, der var fjender af Hemeti, i et forsøg på at modarbejde deres rival. Den 16. november 2023 annoncerede Sudans repræsentant i FN selv afslutningen på UNITAMS-missionen og afviste generalsekretær António Guterres’ forslag om at foretage en strategisk vurdering af situationen. Det var den endelige afslutning på FN’s engagement.
I årevis har SAF og RSF haft et usikkert og besværligt samarbejde om fordelingen af den stadigt svindende kage, der udgør den sudanesisk økonomi, som i høj grad udelukkende er baseret på et guldmonopol. Guld, som engang blot var en sekundær industri, blev landets vigtigste ressource i 2010’erne, og produktionen var estimeret til 18.627 kg i 2022. Dette tal, som gør Sudan til den tredjestørste producent i Afrika, er sandsynligvis en undervurdering. Flere af de vigtigste miner kontrolleres af RSF, som eksporterer i hemmelighed, primært til Rusland og en tiltagende tilbagegang af det lokale statistiksystem og graden af korruption gør tallene stort set upålidelige. Den relative signifikans af denne sektor synes dog reel, idet fokuseringen på guld som eneste eksportvare har katastrofale socioøkonomiske konsekvenser. Misforvaltningen og koncentrationen af indtægterne, der startede omkring det kortvarige olieboom fra 1999 til 2011, er kun blevet forværret med Sydsudans uafhængighed i 2011, hvor de vigtigste oliekilder ligger. I modsætning til det ”sorte guld”, der kræver en bekostelig industriel infrastruktur, giver det ædle metal mulighed for småskala-udvinding samt hemmelig og illegal handel. I den tiltagende usikre og kaotiske sudanesiske sikkerhedskontekst glider rigdommen i stigende grad ud af statens hænder og over i militærets.
Gradvist har alle ”etnopolitiske” kræfter måtte vælge mellem RSF eller SAF. I april 2023 fandt de første åbne kampe mellem de to sider sted i El-Geneina-regionen i det vestlige Darfur, som hovedsageligt er befolket af den etniske minoritet masalitterne, der historisk set har været fjendtligt indstillet over for arabere (og over for briterne under kolonitiden). Det såkaldte ”Slag om El-Geneina” endte med at mere end to hundrede mennesker blev dræbt og omkring det samme antal sårede. Yderligere kompliceret blev situationen, da general al-Burhan, på trods af ikke selv at være fundamentalist, begyndte at lefle for islamistiske embedsmænd, som havde siddet på vigtige poster siden al-Bashirs præsidentskab, og endda fik løsladt nogle af dem, der var blevet fængslet efter al-Bashirs fald. Noget kunne tyde på at, hans egen middelklassebaggrund får ham til at foretrække ekstremister fra gode familier frem for demonstranter fra underklassen, dét han har kaldt ”gharraba” (”afskum fra vest” i folkemunde). I Hemetis lejr er det omvendt: Der opbygges en samhørighed omkring fjendskabet til ”Kozan”, der er en nedsættende betegnelse for de islamistiske fjender.
Slut med det arabiske monopol?
Statskuppet den 25. oktober 2021 satte ganske vist en stopper for den demokratiske revolution, men med forskellige mål for øje for hver af kupmagerne. For den regulære hær SAF og dens chef, general al-Burhan, var det lige så meget et socialt spørgsmål som et politisk: En stor del af arbejder- og middelklassen så april-revolutionen i 2019 og elimineringen af islamisterne som en måde at bevæge Sudan i retning af større social og økonomisk retfærdighed. For Hemeti og hans sultende tilhængere i vest, der er marginaliseret af en elite i Nildalen, har det været nødvendigt at organisere sig for at bryde det magtmonopol, som et arabisktalende aristokrati har haft siden den osmanniske erobring. Briterne sikrede og fortsatte i sin tid disse strukturer, der siden uafhængigheden så har været legemliggjort af et militariseret borgerskab.
I Hemeti og hans tilhængeres øjne er det islamistiske borgerskab hovedfjenden, fordi det har koloniseret magten siden statskuppet i 1989, der bragte al-Bashir i spidsen for landet. Hemeti tjente dem og gjorde det beskidte arbejde i både Darfur og Yemen, men forblev deres håndlanger, ikke deres ligemand. Han blev hånet for sin accent og befandt sig i en tiltagende vanskelig og tvetydig position. Hvor han i Khartoum blev foragtet som en provinsiel ”gharraba”, var han i Darfur ”araberen”, der fungerede som Khartoums ”jernnæve” og med vold bragte ikke-arabiske stammer under kontrol. Energisk, intelligent og skruppelløs lykkedes det ham at undslippe denne sociale splittelse ved at blive ”konge af guldet”, idet han udnyttede potentialet ved det ædle metal udenom loven og endda nogle gange i total strid med loven.
På den måde har den tidligere lejesoldat erobret en vis autonomi ved at være frygtet af nogle for sin vold, beundret af andre for sin manglende respekt for hierarkiet. Siden begyndelsen af vinteren 2023-2024 har han søgt legitimitet ved at mødes med de vigtigste statsoverhoveder i Østafrika, især Ugandas Yoweri Museveni og Etiopiens Abiy Ahmed. Resultatet er en konfrontation mellem to verdener, som ikke har andet til fælles end AK-47’eren. Størstedelen af befolkningen, som har set spændingerne eskalere, har ingen våben. De er sagesløse blevet kastet ind i hjertet af en kamp mellem de to ledere og har næsten ingen mulighed for at forsvare sig.
I den turbulente periode efter statskuppet i 2021 opstod der en splittelse mellem det officielle SAF og det uofficielle RSF. Deres mål var ganske vist det samme: at bevare den resterende magt i en stat, hvis opløsning var blevet mærkbar, også for de velhavende klasser i byerne. Sammenbruddet i den traditionelle økonomi – landbrugsprodukter fra Gezira, arabisk gummi fra Kordofan og Darfur, eksport af store og små husdyr til Saudi-Arabien – kastede landet ud i en dyb social krise. Inflationen nåede rekordhøjder: 81.6% i marts 2020, 143,8% i juni 2020, 204,3% i januar 2021 og hele 422,78% i juli 2022.9 Udlandsgælden på over 60 milliarder euro blev delvist annulleret af Verdensbanken og EU mellem 2020 og 2022, men det forhindrede ikke det økonomiske kollaps.
Indblanding fra De Forenede Arabiske Emirater
Ud over de interne dynamikker er der også eksterne påvirkninger. For at forstå situationen i Sudan er det nødvendigt at fremhæve De Forenede Arabiske Emiraters (UAE) rolle, som paradoksalt nok er blevet en lokal vektor for russisk indflydelse og deres konfrontation med Egypten, som repræsenterer de amerikanske interesser. I en fortidig verden med relativt stabile diplomatiske forbindelser er emiraterne længe blevet set som Washingtons instrument i Mellemøsten. Deres vej til en mere uafhængig position begyndte efter oprettelsen af søtransportkoncernen DP World, der blev grundlagt i Dubai i 1999 af det emiratiske statslige investeringsselskab Dubai World. Først kom kontrakterne til havneudvidelse og -ledelse i 2016 til Berbera i Somaliland og i 2017 til Bosasso i Puntland, Somalia, derefter gik man videre til Atlanterhavskysten og havne i Senegal, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC). I løbet af denne ekspansive udvikling i den maritime fragtverden blev DP Worlds forvaltning af havnen i Djibouti udfordret af en omfattende juridisk kamp. Den 26. oktober 2023 kom havnen i Dar es Salaam i Tanzania under Emiraternes kontrol, som følge af en aftale til 250 millioner dollars.
Disse forhandlinger påvirker Sudan gennem den gradvise udvidelse af de militære kontakter mellem Abu Dhabi i Emiraterne og Kreml i Rusland. Moskvas planer om en militærbase i Port Sudan går tilbage til al-Bashir-perioden. I perioden mellem februar og april 2021 drog Rusland fordel af det voksende anarki i Khartoum og russiske skibe begyndte at læsse militært udstyr af på Flamingo-basen, der tjente som teoretisk hjemsted for den ikkeeksisterende sudanesiske flåde. Da de den 29. april 2021 blev opdaget af amerikanske søfolk, beordrede al-Burhan russerne til at forlade stedet. Dette undgik ikke Emiraternes opmærksomhed, som også ønskede at styre Port Sudan. Da den sudanesiske borgerkrig i april 2023 bredte sig til hele landet, besluttede Abu Dhabi at udvide sit engagement ved at samarbejde med den russiske Wagner-gruppe. Gennem sine afdelinger i Den Centralafrikanske Republik fik lejesoldaterne leveret våben (betalt af Abu Dhabi) til RSF på grund af den forvirring, der var opstået som resultat af splittelsen mellem de forskellige Rizeigat-klaner. Nogle af konvojerne blev angrebet mellem Bangui og Darfur, og deres indhold blev solgt til højestbydende. Købere, som de emiratiske agenter har haft svært ved at identificere.
Som resultat af Wagner-stifteren Jevgenij Prigosjins død, er tingene kun blevet endnu mere komplicerede: Med Putins reorganisering af sine militser i Afrika er to russiske grupper endt med at konkurrere om at forsyne RSF. Oprettelsen af Afrikakorpset, som Kreml annoncerede i december 2024, har haft som mål at forene forsyningsindsatsen. Emiraterne løser disse finansielle og logistiske usikkerheder ved at få hjælp fra den libyske marskal Khalifa Haftar. Haftar forhandler direkte med Moskva og har forsynet russerne (og de emiratiske støtter) med et lufttransportsystem fra Benghazi til det nordvestlige Darfur, hvor der er blevet bygget interimistiske lufthavne. Derudover sørger de libyske allierede også for faldskærmsforsyninger.
SAF derimod, som har haft sit hovedkvarter i Port Sudan siden tilbagetrækningen fra det ødelagte Khartoum, får deres forsyninger fra havet fra egypterne, hvis luftvåben også støtter dem, hvilket er blevet tydeliggjort af bombningen af Shambat-broen i Khartoum i august 2023. Det internationale samfund ser ikke ud til at være bekymret over de enorme mængder ammunition, som de stridende parter får stillet til rådighed. Der er ikke blevet indført nogen embargo, selvom Det Europæiske Råd den 22. januar 2024 vedtog sanktioner mod seks sudanesiske virksomheder, der beskyldes for at støtte enten RSF eller SAF. Tiltagene, der er møntet på begge stridende parter, er uden politisk effekt.
Implosionen og diplomatiets død
Sudan synes uvægerligt at synke ned i komplet kaos. Økonomisk støtte, herunder 1,4 milliarder dollars fra Den Internationale Valutafond (IMF) i juli 2021, har ikke haft nogen økonomisk eller social effekt. De folkemorderiske tilstande i Darfur (tusindvis af uopgjorte dødsfald) passer ikke længere ind i nogen politisk logik. Den 21. juli blev sydsudanesere slået ihjel i Omdurman, Khartoums tvillingeby ved Nilen, fordi de havde modsat sig SAF’s røverier og voldtægter. I september 2022 udførte uidentificerede bevæbnede mænd en massakre på hausa-migranter med 24 døde og 44 sårede. Inden næsten alle apoteker lukkede, var prisen på specialmedicin steget med 600 %.
Det kritiske spørgsmål er derfor: Eksisterer Sudan stadig som stat? I Jeddah, hvor spøgelsesforhandlingerne har stået på siden maj 2023, lader man selvfølgelig stadig som om, at den gør, for i den nuværende internationale tumult ville dette lands diplomatiske død indvarsle et regionalt kaos, der er værre end det, Somalias kollaps i 1990’erne medførte. Ved at insistere på at anerkende en ”struktur” i Mogadishu, hvis autoritet næppe rækker længere end til Banaadir-regionen, hvor Somalias hovedstad ligger, udviser FN en fornægtelse, som ikke lover godt, hvis Khartoum kollapser. Afrikas Horn, en region, hvor koloniseringen aldrig stak dybt, er ødelagt. Det er sigende for den tragiske situation, at Etiopien fortsat er det stærkeste land i regionen. Dette på trods af interne spændinger10 og problemer med sine naboer: Egypten er imod Etiopiens renæssancedæmningsprojekt, og Somalia bestrider den aftale, der er indgået med Somaliland om adgang til havet den 1. januar 2024.
[1] Se Anne-Cécile Robert, ”Que reste-t-il des frontières africaines?”, Le Monde diplomatique, december 2012. Findes også i en engelsk og tysk udgave under henholdsvis ”Africa’s organic borders”, Le Monde diplomatique, december 2012 og ”Afrikanische Grenzfragen”, Le Monde diplomatique, december 2012.
[2] Tiden fra 1821 til 1885 er i Sudan stadig kendt som ”al-Turkiyya”, hvilket vil sige ”tyrkernes tid”.
[3] Se Georg Brunold, ”Das Erdenrund ein Gottesstaat. Im 19. Jahrhundert begründete der Mahdi im Sudan den modernen politischen Islam“, Le Monde diplomatique, maj 2008.
[4] Se Anne-Felicitas Görtz, ”Wie der Südsudan nach Magwi kam“, Le Monde diplomatique, august 2011.
[5] Se Mahmood Mamdani, ”Qui veut sauver le Darfour?”, Le Monde diplomatique, august 2009.
[6] Se Alex de Waal, ”Wie die Fur zu Afrikanern wurden“, Le Monde diplomatique, september 2004,
[7] Se Charlotte Wiedemann, ”Das Haus von Fathiya“. Le Monde diplomatique, april 2020.
[8] Se Gwenaëlle Lenoir, ”Sudan – Flickwerk für den Frieden“, Le Monde diplomatique, marts 2023.
[9] Se Moutiou Adjibi Nourou, ”Soudan : la transition visée par une tentative de coup d’État attribuée à des partisans d’Omar el Béchir”, Agence Ecofin, 22. september 2021.
[10] Se Laura-Maï Gaveriaux og Noé Hochet-Bodin, ”Le Tigré, victime de la réconciliation entre l’Éthiopie et l’Érythrée”, Le Monde diplomatique, juli 2021. Findes også i en engelsk og tysk udgave under henholdsvis ”Horn of Africa’s vicious guerilla war”, Le Monde diplomatique, juli 2021 og ”Wer kämpft in Tigray?”, Le Monde diplomatique, juli 2021.
Gérard Prunier er uafhængig konsulent med en ph.d. i historie fra Université de Paris med speciale i afrikansk historie omkring Afrikas Horn og Østafrika.
Artiklen blev første gang bragt i marts 2024 i Le Monde diplomatique.
Den originale udgave kan tilgås her: https://www.monde-diplomatique.fr/2024/03/PRUNIER/66645, men findes i en række oversatte udgaver, herunder engelsk, tysk, spansk og nu også dansk.
Oversat af Johan Bolding Rasmussen