Død over den evige tanke – eller da filosofien fik et problem

I denne artikel undersøger Anna Cornelia Ploug hvordan filosofien for omtrent hundrede år siden fik et problem i Frankrig, hvor franske filosoffer gjorde op med forestillingen om, at abstrakte universelle spørgsmål skulle være filosofiens evige genstand, og i stedet talte for en filosofi, der involverer sig konkret med virkeligheden ved at lade sig lede af problemer i filosofihistorien. Artiklen er et uddrag fra antologien Filosofi & Idéhistorie, der udkom i august 2024 på Forlaget Baggrund.

Filosofien har med de største spørgsmål at gøre. Hvad er viden? Hvad er kærlighedens væsen? Hvornår er et samfund retfærdigt? Som alletiders moderdisciplin beskæftiger den sig med abstrakte emner, der går på tværs af tid og sted, og som har optaget menneskene i umindelige tider. Men på et tidspunkt fik selv filosofferne nok af dén historie. I mellemkrigstidens Frankrig blev det moderne at slå til lyd for en konkret filosofi – en filosofi der forholder sig til sin egen tid og kontekst, og som har et mellemværende med den sociale og materielle virkelighed.

Filosofien skulle ud af elfenbenstårnet, og filosofferne op af lænestolene og ud på gaden – eller i det mindste på café, hvor meget af den nye anti-abstrakte tænkning tog form. Denne overvindelse af filosofiens selvhøjtidelige evighedsdiskurs har imidlertid nogle drastiske følger. Hvis filosofien skal forankre sig i sin egen specifikke tid og virkelighed og give slip på ’de store spørgsmål’ med universel værdi, ophører den så ikke på sin vis med at være filosofi? Og hvordan skal den forholde sig til sin egen historie hvis ikke som en arkivar, der ordner kataloger givetvis med sirlighed og akkuratesse, men som en søvngænger uden skyggen af en selvstændig tanke?

Filosofien skulle ud af elfenbenstårnet, og filosofferne op af lænestolene og ud på gaden – eller i det mindste på café, hvor meget af den nye anti-abstrakte tænkning tog form. Denne overvindelse af filosofiens selvhøjtidelige evighedsdiskurs har imidlertid nogle drastiske følger. Hvis filosofien skal forankre sig i sin egen specifikke tid og virkelighed og give slip på ’de store spørgsmål’ med universel værdi, ophører den så ikke på sin vis med at være filosofi? Og hvordan skal den forholde sig til sin egen historie hvis ikke som en arkivar, der ordner kataloger givetvis med sirlighed og akkuratesse, men som en søvngænger uden skyggen af en selvstændig tanke?

Ét svar på dette spørgsmål får vi i en indtil for nylig uudgivet tekst af den franske oversætter og filosof Jacques Martin, der levede 1922-1963. Kort sagt lyder det: filosofien skal operere ved hjælp af problemer. I sit mémoire fra 1947¹, skitserer Martin en metode for hvordan man kan gribe historien an ved at opstille problemer, der går på tværs af historisk kontekst. Denne problem-filosofi er på én gang et nyttigt værktøj at tage i brug, når man skal lave idéhistoriske læsninger, og et interessant eksempel på, hvordan filosofien historisk set har forsøgt at overkomme sig selv som verdensfjern idealisme.

Jeg vil i det følgende introducere Martin og vise, hvordan hans problem-strategi optegner en ny og konkret filosofisk metode, som udgør et af de tidlige udløb til den problemfikserede idehistorie, vi kender fra Michel Foucault. Men først skal vi se, hvilken diagnose, dragningen mod filosofiens transformation til “problemvidenskab”² sprang ud af ved begyndelsen af det 20. århundrede.

Virkelighedens problemer og moden i Paris

I krigsårenes Paris skulle kaffen være sort, læberne røde og filosofien konkret. Var man med på noderne i 20’er-generationen, forsøgte man at overskride den gamle metafysik, som havde domineret universiteterne i årevis. Én måde, det blev forsøgt på, var ved at hive idéerne ned på jorden til det almindelige liv – eksempelvis som i den politiske eksistentialistiske strømning. Jean-Paul Sartres nære ven Paul Nizan skrev i sin furore over Sorbonne-akademikernes “bourgeois-filosofi” i kampskriftet Vagthunde fra 1932³, at al den tale om “Menneskeheden” som sådan får en til at glemme virkelighedens udpinte og lidende konkrete mennesker. “Filosofien-i-sig-selv findes lige så lidt som Hesten-i-sig-selv gør det: Der findes kun filosofier”,⁴ og den påstået interesseløse og sandhedssøgende filosofi “er ikke død, men må og skal dræbes.”⁵ Med sin materialistiske impuls indebar dette på sin vis et brud med filosofien som selvtilstrækkelig åndsvidenskab. Der er imidlertid også et andet sted inden for disciplinen selv, vi kan spore forsøget på at gøre filosofien konkret, nemlig i opblomstringen af idéen om at tænke gennem problemer, på en måde som indebærer en historisering og dermed forankring af den filosofiske tanke.

I de første årtier af det 20. århundrede begyndte filosofien at blive portrætteret som en samling af bestandige problemer. I 1912 udgiver Bertrand Russell The Problems of Philosophy, der stadig i dag læses som en introduktionsbog til filosofifaget. Og i 1911 kom Some Problems of Philosophy fra 1911, hvor William James oplister en række klassiske – og formentlig også for nutidens læseren velkendte – spørgsmål, såsom “Hvad vil det sige at noget er en ‘ting’?” og “Er ‘skønhed’ og ‘godhed’ kun et spørgsmål om mening?”.⁶ James skelner mellem pseudoproblemer, der på et tidspunkt vil forsvinde, og virkelige problemer såsom uendelighedsproblemet, et problem han mener har optaget gode hoveder siden præ-sokratikerne.⁷

Vi kan også se det i den danske fagfilosofi. For eksempel hos Harald Høffding, der var professor i filosofi ved Københavns Universitet ved århundredeskiftet. I 1902 udgav han afhandlingen Filosofiske problemer, hvori han giver sig i kast med “en sammenlignende Problemlære”,⁸ som skulle undersøge hver af de fire “Hovedproblemer”, nemlig bevidsthedsproblemet, erkendelsesproblemet, tilværelsesproblemet og vurderingsproblemet, der angik hhv. det psykologiske, det logiske, det kosmologiske og det etisk-religiøse område.⁹ Og i sin lærebog til undervisningen i filosofikum fra 1956 skriver Justus Hartnack: “Filosofiens historie er en beretning dels om opdagelsen af de forskellige problemer og dels om de mange forsøg på at løse disse problemer.”¹⁰

Fælles for disse iscenesættelser af filosofien som en problemvidenskab er, at de antager, at der findes en række eviggyldige spørgsmål, eller “den illusion, at der skulle findes problemer ligesom stjernerne på himlen”, som Gadamer spydigt har formuleret det.¹¹ Men i Frankrig fik problemtanken en anden og mere historisk besindet karakter. Allerede de franske filosofihistorikere Paul Janet og Gabriel Séailles havde i 1899 brugt termen problème til at beskrive filosofiens historiske udvikling og skoledannelse,¹² men særligt afgørende blev Henri Bergsons idé om, at filosofien selv må opfinde sine problemer: Kun filosofiske amatører beskæftiger sig med allerede formulerede spørgsmål, som den italienske teorihistoriker Giuseppe Bianco udtrykker denne bergsonske provokation.¹³ Især den videnskabsfilosofiske strømning kendt som ‘den franske epistemologi’ – med skikkelser som Gaston Bachelard og Georges Canguilhem, og senere Michel Foucault – udfordrede for alvor philosophia perennis-forestillingen om at der findes et fast antal transhistoriske problemer. Jacques Martin er en afgørende, men stort set ukendt figur i denne historie.

Jacques Martin, eller “manden uden værk”

Jacques Martin studerede ved École normale supérieure fra 1941, og befandt sig i miljøet omkring Maurice Merleau-Ponty, Michel Foucault og Louis Althusser. Han har ikke haft nogen særlig (sporbar) virkningshistorie, da han aldrig udgav andet end et par oversættelser af bl.a. Herman Hesse og GWF Hegels værk Kristendommens ånd og dens skæbne. Nogle vil måske alligevel genkende hans navn fra tilegnelsen i For Marx fra 1965, hvor Althusser skriver: “Jeg dedikerer disse sider til mindet om Jacques Martin, vores ven, som, under de værste prøvelser, og alene, opdagede adgangsvejen til Marx’s filosofi – og ledte mig derhen.”¹⁴ Det var også Althusser, der tilrettelagde hans mytiske plads som l’homme sans œuvre, manden uden værk, efter Martin tog sit liv i 1963.

Men i 2020 fik vi faktisk et værk fra Martins hånd, nemlig hans mémoire, altså universitetsspeciale, som han indleverede i 1947. Individet hos Hegel, der indtil nu har ligget gemt i Althusser-arkiverne i Caen, består først og fremmest i en læsning af Hegels teologiske ungdomsskrifter, og er et forsøg på at give et alternativ til de eksistensorienterede og “pantragiske og panlogiske fortolkninger” der dominerende den franske Hegelreception.¹⁵ Som led i Vichy-regeringens samarbejde med Tyskland under anden verdenskrig, rejste Martin i 1943 til Frankfurt, hvilket prægede ham afgørende intellektuelt: Han rejste afsted med en baggrund i (fransk) nykantianisme, og “kom hjem som marxist og hegelianer”.¹⁶

Ud over at placere sig i den franske hegelreception, er hovedsigtet i Individet hos Hegel at udarbejde et begreb om “konkret individualitet”, som han mener, at den marxistiske tænkning mangler – og Hegels filosofi muligvis kan tilbyde. Men Hegel er ikke selv fokuseret på “individet” i disse tekster. Hvad der er mest interessant i denne sammenhæng er, at Martin i forordet præsenterer en strategi for, hvordan man kan tvinge det ud af Hegel, som Hegel ikke siger direkte, men som Martin – og hans tid og marxistiske bagland – mener at have brug for i deres eget projekt. Denne strategi består i at opstille en problématique på tværs af filosofihistorien, og bliver et anslag til en idéhistorisk problemmetode.

Problématique – en retrospektiv læsestrategi

Ifølge Martin mangler marxismen en filosofi, og særligt mangler den et begreb om individet, der kan stille sig i stedet for den liberale, atomistiske forestilling om det enkelte menneske som en isoleret mindsteenhed. Og et sådant begreb, som Martin navngiver “konkret individualitet”, skal findes hos Hegel. Det kan godt være, at dette aldrig var Hegels eget projekt, og at det han siger om menneskets sociale afhængighed fuldt ud ville kunne forstås med henvisning til hans egen kontekst, at han reagerede mod Oplysningen og det solitære kartesiske subjekt. Men, ræsonnerer Martin, det ville være at vanære filosofien kun at forstå den ud fra dens spinkle og kontingente udsigelsessted og gøre den historisk relativ, for så ignorerer man dens postulat om at forholde sig til det almene.

Så mens man ikke kommer nogen vegne ved at svæve rundt i illusionen om en problemernes evige stjernehimmel, så nytter det heller ikke at insistere på at blive stående med begge ben plantet i en bestemt jord, til en bestemt tid, som man ikke kan se udover. Hvad man kan gøre, ifølge Martin, er at gå på tværs af tider ved at formulere et problem, der er motiveret fra ens egen situation, men henvendt til en anden. Med den rette problematik, som Martin nødtørftigt definerer som “et spørgsmål eller tema som man finder behandlet på implicit vis hos en forfatter”,¹⁷ vil filosofihistorien åbne sig som et skatkammer med stadigt nye tankejuveler. Med andre ord er det at opstille en problematik, at bringe tider sammen – at hidkalde en fortid ved hjælp en praktisk interesse i sin egen tid, hvormed man frembringer en analytisk genstand, som ikke var der før.

En sådan metode indebærer et ståsted udefra (her det 20. århundredes marxistiske teori), der sammenstiller et behov eller en interesse (ønsket om at konceptualisere et alternativ til borgerlig økonomi) med et forudgående filosofisk bidrag fra en anden kontekst (en teologisk kritik af det moderne individ). For at en tanke kan undslippe den rene abstraktion, må den altså integrere noget tidligere fra historien i sig, som et svar på dens eget spørgsmål. En problematik er således “retrospektiv” af natur,¹⁸ og bliver analytisk produktiv netop ved at forene det almene niveau med det historisk specifikke. På den måde, skriver Martin, kan (filosofi)historien være til stede for sig selv i en nutid.¹⁹

Konklusion: kustode eller kurator?

Kravet om at filosofien skal vove sig ud af de abstrakte gemakker og involvere sig med virkeligheden lyder igen i dag som et ekko af kravet fra de intellektuelle i Paris for hundrede år siden. For at filosofien kan blive konkret, må den opgive sin selvbestaltede plads som en stjernehimmel af evige spørgsmål. Ambitionen om at orientere tænkningen gennem problemer blev skoledannende inden for fransk teori, ikke mindst med Bachelards videnskabsfilosofiske værk Anvendt rationalisme, der kom to år efter Martins mémoire (som han i øvrigt var vejleder på). Den dag i dag skal enhver fransk humaniorastuderende starte sin eksamensbesvarelse med at ’oversætte’ et alment spørgsmål til en problématique, forstået som en modstilling af to separate idéer. Den epistemologiske arv fra Martin (hvad angår filosofien) og Bachelard (hvad angår naturvidenskaberne) er altså, at tænkningen kun bliver konkret, når den forholder sig aktivt og engageret – det vil også sige subjektivt – til sin egen historie.

At lade filosofien lede af problemer vil altså hos Martin hverken sige, at man plukker et af de velkendte æbler fra træet og gnasker på det endnu engang, eller at man lader hvert kartotekskort blive på sin rette plads for at respektere den historiske specificitets ukrænkelighed. Snarere indebærer det en rent ud sagt anakronistisk læsestrategi der lader en genstand vise sig, der før kun var “implicit”, en uudsagt betingelse for noget senere, en baglæns konstitueret erkendelse. Det samme kan lyde til enhver filosof der vil tænke konkret i dag, men uden at ende som kustode for historien: Kom op af stolen, stop med at stille så mange spørgsmål – og kom i gang med at lave nogle problemer!

Anna Cornelia Ploug er ph.d. i filosofi, og postdoc ved Nordic Humanities Center. Uddraget er fra antologien Filosofi & Idéhistorie, som er udgivet af Forlaget Baggrund.

1. Jacques Martin, L’individu chez Hegel, Paris: Éditions ENS 2020. ↩︎
2. Paul Janet, Principes de métaphysique et de psychologie bind I, Paris: Librairie Ch. Delagrave 1897, s. 15. ↩︎
3. Paul Nizan, Les chiens du garde, Paris: Petite collection Maspero 1976, s. 74. ↩︎
4. Nizan, Les chiens du garde, s. 11. ↩︎
5. Nizan, Les chiens du garde, s. 46. ↩︎
6. William James, Some problems of philosophy. Beginning of an introduction to philosophy, London: Longmans, Green & co. 1911, s. 29-30. ↩︎
7. James, Some problems of philosophy, s. 156. ↩︎
8. Harald Høffding, Filosofiske problemer, København: Universitetsbogtrykkeriet (J. H. Schultz) 1902, s. 3. ↩︎
9. Høffding, Filosofiske problemer, s. 1. ↩︎
10. Justus Hartnack, Filosofiske problemer og filosofiske argumentationer, København: Gyldendal 1971, s. 11. ↩︎
11. Hans-Georg Gadamer, Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik, Aarhus: Systime 2004, s. 357. ↩︎
12. Paul Janet og Gabriel Séailles, Histoire de la philosophie. Les problèmes et les écoles, Paris: Librairie Ch. Delagrave 1899. ↩︎
13. Giuseppe Bianco, “The misadventures of the “problem” in “philosophy””, Angelaki, vol. 23, nr. 2, 2018, s. 19. ↩︎
14. Louis Althusser, Pour Marx, Paris: La Découverte 2005, s. 7. ↩︎
15. Martin, L’individu chez Hegel, s. 54-55. ↩︎
16. Yann Moulier-Boutang, Louis Althusser. Une biographie. I. La formation du mythe (1918-1956), Paris: Grasset 1992, s. 258. ↩︎
17. Martin, L’individu chez Hegel, s. 19. ↩︎
18. Martin, L’individu chez Hegel, s. 47. ↩︎
19. Martin, L’individu chez Hegel, s. 48-49. ↩︎