“Pistolen er blevet en form for tænkning”
En samtale om krig med den sudanesiske forfatter Abdelaziz Baraka Sakin
FOKUS: SUDAN – SPLITTET AF KRIG| Det anslås, at den største humanitære katastrofe i verden udspiller sig i Sudan lige nu. Kampe har bølget frem og tilbage mellem Sudans hær (SAF) og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) siden 2023 og befolkningen befinder sig i krydsilden. I denne serie sætter Baggrund fokus på aspekter af situationen i Sudan, der kan sætte både de civiles situation og landets historie og udvikling i kontekst. Fordi situationen hastigt udvikler sig, er tallene i artiklerne ikke aktualiserede, men kan ikke desto mindre tjene som oplysende bidrag til en situation, der ikke ellers nyder stor opmærksomhed i medierne.
Siden hans bøger blev forbudt i Sudan i 2011, har Abdelaziz Baraka Sakins kritik af krigen, statsvolden og uretfærdigheden i hjemlandet måttet ske på afstand. Eksilet har dog kun skærpet hans dissens. Titlen på hans seneste roman, The Achus Whose Dreams Soared Like a Drone, er en satire over den sudanesiske paramilitære gruppe Rapid Support Forces, der kalder sig Achawas, ”stærke mænd” [på sudanesisk arabisk red.]. Romanen er udkommet på arabisk, og en fransk oversættelse er på vej. Dette er et oversat uddrag af en samtale mellem Anna Simone Reumert og Abdelaziz Baraka Sakin.
Baraka Sakin, som blev født i 1961 i Kassala, Sudan, har opnået international anerkendelse for sine romaner og noveller, der skildrer krig samt socialt liv og seksualitet i Sudan. Hans romaner er blevet oversat til engelsk, fransk og tysk og er forbudte i Sudan, Oman og Kuwait. Ikke desto mindre har han fået en hengiven sudanesisk læserskare – både i hjemlandet og i diasporaen.
Baraka Sakins forfatterskab føles særligt værdifuldt i en tid, hvor Sudans kulturarv er truet. Siden krigen brød ud mellem Sudans militære styrker [SAF red.] og Rapid Support Forces [RSF red.] i april 2023, er ni millioner mennesker blevet fordrevet internt i Sudan og over hele Afrika. Mine venner i Sudan har mistet deres hjem, og mange har mistet deres slægtninge. Og RSF har systematisk plyndret og brændt universiteter, museer og arkiver; de har stjålet folks hjem, ejendele og minder. Midt i et år med enorme tab, tænker jeg på mit eget lille personlige tab: den guitar, som jeg gav til min eks-partner, da vi slog op. Da min eks søgte tilflugt i sin mors landsby i Sudans Jazeera-region i starten af krigen, tog han guitaren med sig. Da RSF angreb landsbyen, måtte de igen flygte og efterlade deres hjem og alle deres ejendele. Nu har den paramilitære gruppe vores guitar, eller hvad der er tilbage af den.
Jeg spurgte Baraka Sakin: Hvordan vi får denne vold til at give mening? Det følgende er en forkortet version af vores samtale, som fandt sted den 4. juni 2024, mens jeg var i Cairo og han i Paris, hvor han bor i eksil med sin kone.
- Anna Simone Reumert
Anna Simone Reumert: Din roman The Messiah of Darfur beskriver en krig, der fandt sted i Darfur omkring 2003-2005. Den betragtes som en klassiker blandt dine læsere, men at læse den i dag føles lidt som at læse om den nuværende krig i Sudan.
Abdelaziz Baraka Sakin: Da jeg skrev den roman, var der ingen, der troede, at den vold, der beskrives, ville ske for dem. For det, som Janjaweed (det folkelige navn for den milits, der blev til RSF) gjorde i Darfur, føltes langt væk for dem, der boede i Khartoum.
Reumert: Og nu gentager historien sig. Hvad kan vi lære af det?
Baraka Sakin: Det er en gammel krig, og en krig, der fortsætter. Janjaweed, som leder denne krig, er en gammel historie i Sudan. Deres mål har hele tiden været klart: at ændre landets demografi og erstatte de oprindelige afrikanere. Men Hemeti (leder af RSF) har et mere simpelt mål: Han vil have materiel velstand.
Reumert: Og i den henseende vinder han; RSF vinder krigen militært og økonomisk. Men vinder de også hjerter? RSF bruger deres position som vesterlændinge fra Darfur til at hævde, at de er marginaliserede, som om de fører krig mod de rige. Hvad mener du om det? Spiller socialklasse en rolle i Sudans krig?
Baraka Sakin: RSF’s mænd er ikke mere marginaliserede end resten af Sudan. De terroriserer vores samfund, voldtager, plyndrer, ødelægger vores kultur og universiteter. Deres rekrutter er unge og uuddannede – de forstår ikke, hvad det betyder at være marginaliseret. De tænker kun på deres egne fordele. De har ingen moral. Og derfor kan de ikke være en del af Sudans fremtid. Ikke fordi de repræsenterer en bestemt stamme, men fordi de repræsenterer en bestemt adfærd. De er krigsmaskiner. Filosoffen Hannah Arendt sagde, at vold ikke altid er forsætlig eller et produkt af ond vilje. Vold opstår nogle gange, fordi folk ikke er i stand til at tænke selv, den bliver reaktiv, som en forsvarsmekanisme mod at leve i frygt.
Reumert: Ondskabens banalitet …
Baraka Sakin: Pistolen er blevet en form for tankegang for Janjaweed (RSF). De kan ikke finde andre måder at udtrykke sig på.
Reumert: Processionen, som du beskriver i slutningen af The Messiah of Darfur, er en slående scene i denne henseende. Alle personerne i romanen, som repræsenterer alle aspekter af det sudanesiske samfund – krigere, mødre, forældreløse, intellektuelle og religiøse – marcherer i fællesskab, men Janjaweed mangler. Er dette dit ønske for Sudan?
Baraka Sakin: Ja; optoget er et billede på frigørelse, forløsning, den viser det sudanesiske folk på vej mod frihed.
Reumert: Men har folk nødvendigvis brug for en autoritet at samles om? Det slog mig, at det samme udtryk, som du bruger om profetens procession (på arabisk ”mawkab”), var det udtryk demonstranterne brugte i revolutionen i december 2018, da sudaneserne forenede sig om en lederløs bevægelse.
Baraka Sakin: Vi har lært af historien, at der skal være en leder. Revolutionens krav var radikalt: at afmilitarisere det sudanesiske samfund, som havde været under militært autoritært styre i 30 år. De krævede, at soldaterne skulle vende tilbage til deres lejre, og at RSF skulle opløses. Men det modsatte skete. Overgangsregeringen (som overtog magten under en enhedsaftale i august 2019) centraliserede militæret og bragte Hemeti i front. Sudan har brug for en leder, som ikke er forbundet med denne magt. ”Messias” i min roman om Darfur er ikke forbundet med nogen religion, han er et symbol på spiritualitet. Det modsatte af politisk islam, som har styret landet så længe.
Reumert: Der er en fornemmelse af, at verden er holdt op med at tale om Sudan – landet, der fødte en folkelig revolution, som skabte overskrifter i hele verden for kun fem år siden.
Baraka Sakin: Verden er ligeglad med Sudan, fordi de tror, at det er en borgerkrig. Det bliver præsenteret som en krig mellem to generaler. Men det er ikke sandt, denne krig har internationale parter, som sender våben og penge.
Reumert: Håber du, at din nye roman, som skildrer denne krig, vil øge bevidstheden om Sudan og krigen?
Baraka Sakin: Ja, selvfølgelig. Men jeg registrerer ikke kun historiens gang. Jeg har skrevet bogen på en surrealistisk måde, der trækker på vores kulturelle fantasi og bruger traditionel historiefortælling fra Sudan.
Reumert: Men al den vold, du beskriver, som voldtægt og drab på børn, er ikke imaginær, det er vold, der har fundet sted og finder sted. Har det at skrive dette en vis terapeutisk kvalitet for dig?
Baraka Sakin: Ja, jeg slipper af med min frygt, når jeg skriver. Og når jeg føler frygt, begynder jeg at skrive. Og jeg laver en masse research til mine romaner. Før jeg skrev Samahani, som skildrer slaveriets historie på Zanzibar, læste jeg 32 bøger om dette emne. Derefter brugte jeg det næste år på at glemme alt, hvad jeg havde læst. Så begyndte jeg at skrive.
Reumert: Hvorfor var du nødt til at glemme, før du kunne skrive?
Baraka Sakin: Fordi du har brug for en distance mellem fakta og fantasi. Man skal kunne lugte til historien i en roman, men en roman er ikke historieskrivning. Den skal indeholde mangfoldigheder og modsætninger, som for eksempel i oplevelsen af at leve i himmel og helvede på samme tid, som var oplevelsen for afrikanere, der levede under slaveriet.
Abdelaziz Baraka Sakin er forfatter. I 2011 blev hans bøger censurerede i Sudan, og han har siden levet i eksil i Frankrig og Tyskland.
Anna Simone Reumert er ph.d. i antropologi fra Columbia University og post.doc.
ved Zolberg Institute on Migration and Mobility på The New School i New York.
Interviewet blev første gang bragt som en del af The New Schools udgivelsesinitiativ Public Seminar den 26. juni 2024 og kan læses i sin originale udgave her: https://publicseminar.org/2024/06/the-gun-has-become-a-type-of-thinking/
Oversat af Johan Bolding Rasmussen