Leder: Kærlighed i katastrofernes tid

Kærlighed. Størst af alt er kærlighed, sagde apostlen Paulus. Kærlighed har gennem historien været menneskets trofaste følgesvend, men det har katastroferne i den grad også. Kærligheden er altid blevet modarbejdet, angrebet, afsløret, affortryllet. Hvad sker der med den søde kærlighed, når den står ansigt til ansigt med de grumme katastrofer — det være sig krige, pandemier, revolutioner, naturkriser?
Sammen med Golden Days sætter vi i år fokus på kærlighed i netop de øjeblikke, hvor den møder det katastrofale. Med artikelserien Kærlighed i katastrofernes tid undersøger vi de skæbnesvangre ulykker, onde kræfter og omkalfatrende begrænsninger, der har spændt ben for kærligheden og vores forestillinger om den.
Læs med, når Anne Marie Pahuus bruger litteratur og filosofi til at undersøge de umiddelbart uskyldige ’søde, indsmigrende ord,’ der bruger kærligheden til at undergrave andre mennesker. Cæcilie Varslev-Pedersens essay fortæller, hvordan Hannah Arendt udviklede en kærlighedsfilosofi om amor mundi og begyndelser midt i en tid af knusende katastrofer: krig, totalitarisme og Holocaust.
Få også et indblik i den sydkoreanske feministiske bevægelse 4B, der kæmper for kærligheden ved at kæmpe mod statens magt over selvsamme, som Nanna Gram Bentsen og Emilie Farbæk Johansen undersøger i deres artikel. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme, kan du få mere at vide om, når Sine Plambech i et interview fortæller om sin bog Global sex. Og sammen med Karen Vallgårda kan vi alle blive klogere på forholdet mellem kærlighed og magtudøvelse gennem historien.
Se hele onlineuniverset: Kærlighed i katastrofernes tid – 2025


